JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - rusland2022

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.1.22.

Rusland, Østeuropa og Vesten

Striden mellem Rusland og Vesten eskalerer lige i øjeblikket, fordi begge parter står stejlt på deres egne interesser og rettigheder. Der er dog kontakt mellem partenre, bl.a. ved mødet i Geneve fredag mellem Ruslands garvede udenrigsminister Sergej Lavrov og den nye amerikanske udenrigsminister Antony Blinken. Ved en sådan lejlighed udveksles der naturligvis divergerende synspunkter, men der kommer sjældent bindende aftaler ud af det.

Efter mødet fredag udtrykte den russiske udenrigsminister håb om at "højspændte følelser vil tage af", og han kaldte dagens forhandlinger for "åbne og nyttige". Den amerikanske udenrigsminister kaldte dem for "ligefremme" og sagde at begge parter er enige om, at diplomatiet er vigtigt.

Antony Blinken havde onsdag været i Kijev for at drøfte situationen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og han forsikrede nu, at USA vil hjælpe med at få ført Minsk-aftalen om Ukraine ud i livet. Det er en aftale om våbenhvile, som Rusland og Ukraine indgik i 2015, men som ikke forhindrede at der efter kort tid igen var uroligheder i det østlige Ukraine. Han havde bedt Lavrov om at bevise, at Rusland ikke vil invadere Ukraine.

Man skal i det amerikanske udenrigsministerium have luftet en idé om tilbagetrækning af Nato-styrkerne fra Østeuropa, men som en embedsmand skulle have sagt, så ville en sådan tilbagetrækning - ud over en usandsynlig accept fra Østlandene selv - kræve gensidighed fra Ruslands side. En tilbagetrækning fra det østlige Ukraine ville ikke være nok. Så indtil videre sker der en eskalering fra begge sider i konflikten.

Ukraine og Rusland har været i væbnet konflikt siden 2014, da Rusland besatte halvøen Krim og dele af Østukraine. De russiske ledere kræver nu, at Nato skal give en række forskellige sikkerhedsgarantier, så Nato ikke udvides helt op til de russiske grænser eller bliver for strategisk stærkt. Kravene fra Moskva blev fredag udvidet med en gentagelse af krav om, at Nato-styrker trækkes ud af Bulgarien og Rumænien. Det fremgår af en erklæring fredag. Rusland vil se en tilbagetrækning af udenlandske styrker fra alle lande, som ikke var medlemmer af Nato før 1997 – deriblandt Bulgarien og Rumænien, hed det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium fredag. USA vil i næste uge give Rusland et skriftligt svar på de sikkerhedsgarantier, som landet har krævet. Men Blinken sagde også at "Det er vigtigt at være helt klar, når vi taler om, hvad vi ikke vil. Og det er blandt andet, at vi ikke vil opgive fundamentale principper som Nato's politik med åbne døre for nye medlemslande". Hvis dette er et dogmatisk princip fra amerikansk side, er der ikke meget at stille op.

Russerne fortsætter med at sende tropper til Belarus-grænsen til Ukraine, angiveligt som led i militære øvelser, som om det ikke allerede er nok med 100.000 soldater og en stor mængde kampvogne. Det skræmmer naturligvis ukrainerne, og det er vel sagtens den egentlige mening, og det giver både USAs præsident og Natos generalsekretær nem anledning til at true med alvorlige skridt, hvis Rusland invaderer Ukraine.

Ifølge Jyllands-Postens korrespondent advarer en erfaren ukrainsk iagttager om at der nær fronten i Østukraine er mange der pakker en del kufferter under indtryk af den russiske opmarch. Under krigen i 2014-15 blev industribyen Kramatorsk i det østligste Ukraine, der er på størrelse med Odense, oversvømmet af folk der var flygtet fra Donetsk, efter denne ukrainske millionby 100 km længere mod syd var blevet overløbet af prorussiske oprørere med Moskva i ryggen. Og i dag vil en storkrig givetvis udløse en stor flygtningestrøm mod Centraleuropa, og det er også noget russerne kan bruge til at skræmme Vesten med til forhandlinger i stedet for blinde sanktioner.

Hvad Belarus's præsident Lukasjenko angår, betyder han ikke noget. Han er som enehersker i lommen på præsident Putin og skal kun sørge fo ro og orden i sit land. Vestlige sanktioner mod denne mand for overtrædelse af menneskerettighederne er nytteløse. De går udelukkende ud over civilbefolkningen.

Putins troppebevægelser kan være bluff, for han vil på den ene side til hver en tid gøre gældende at Ukraine er russisk interessesfære, men vil på den anden side næppe have den helt store lyst til at invadere landet og gøre den til en decideret provins. Dertil er risiciene for store, selvom både USA og Nato anses for svækkede instanser i dag. Og almindelige russerne tror ikke selv på krig. "Ukraine er blot et lille land, og her i Rusland har vi stadig hjerner", siger en mening borger i Sct. Petersborg. Det har naturligvis ingen vægt i den store sammenhæng, for her er det Putin alene der råder over både Ruslands og Østeuropas skæbne.

Vladimir Putin er ikke gammel KBG-mand for ingenting (1975-91). Han tænker i storrusiske, imperialistiske baner som også Stalin gjorde. Og her glemmer Vesten helt det historiske faktum, at topmødet i Jalta på Krim 4.-11. februar 1945 mellem premierminister Churchill, præsident Roosevelt og generalissimo Stalin indrømmede Sovjetunionen en dominerende rolle i Østeuropa. Jaltaaftalen indebar Vestens accept af Østeuropa som sovjetisk interessfære og blev grundlaget for den internationale orden efter 2. verdenskrig - lige til Sovjetsystemet brød sammen i 1989-90. Der var megen uenighed om formuleringerne, og man kan formentlig til dommedag diskutere hvordan aftalens enkelte punkter præcist skal fortolkes. Men Stalin var uden tvivl den mest drevne i formuleringskunsten, og han sørgede omhyggeligt for at slutteksten fik en ordlyd der ikke direkte forhindrede udlægninger til hans egen fordel, hvilket vil sige til fordel for den plan for Polen og de andre østlande han i forvejen havde udarbejdet.

Polakkerne opfattede aftalen som et klart forrædderi fra Vestens side fordi den brød med alt hvad den frie polske eksilregering i London havde fået stillet i udsigt. Og aftalen blev i store træk beskræftet ved Potsdamkonferencen mellem de samme tre stormagter efter krigsafslutningen i 1945, men selvfølgelig nærmere specificeret, især hvad angik Tysklands opdeling i zoner. Polakkerne mistede for stedse store områder mod øst, men fik dog til gengæld områder mod vest (Østpreusen og Schlesien).

Ukraine blev indlemmet i Sovjetunionen i 1920 og blev først selvstændig republik efter August-kuppet i Moskva i 1991, hvor den overlegne og fordrukne Boris Jeltsin med et pennestrøg opløste Sovjetunionen uden forhandlinger med nogen. Det var reelt en torpedo mod den fremsynede generalsekretær Gorbatjovs og udenrigsminister Sjevardnadses aftaler med præsident Reagan og udenrigminister George Schulz om fredelige forandringer af forholdene og - underforstået fortsat tillid mellem parterne. Denne tillid blev opretholdt under præsident Bush senior og hans udenrigsminister James Baker, men forsvandt fra den ene dag til den anden hin augustdag i 1991, da Jeltsin slog alt i stykker.

Det afgørende for udviklingen op til denne aftale var at Gorbatjov og Sjevardnadse var åndsmennesker i ordets bedste betydning. De havde forstået det fremsynede opgør med det gamle system i Tengis Abuladzes film Anger, som blev indspillet i Georgien med georgiske skuespillere, og som georgieren Sjevardnadze sørgede for at få forevist for Gorbatjov og det øvrige Politbureau. Det førte til at den blev frigivet - som led i opgøret med den stalinistiske undertrykkelse af åndsfriheden. Og det er helt centralt at forstå at nederlaget for Gorbatjov i august 1991 var et nederlag for åndsfriheden i Rusland.

Overalt er det mennesker der er bevidste om deres åndsliv som er i stand til at kæmpe for reformer der er både politiske og eksistentielle og som kan skabe den tillid der er nødvendig for at føre dem ud i livet. I Tyskland ses tydeligt forskellen mellem åndsmennesker som Konrad Adenauer, Thedor Heuss, Willy Brandt, Helmuth Schmidt, Hans-Dietrich Genscher, Gerhard Schrøder, Thomas Gauck og Angela Merkel på den ene side og folk af en helt anden type som Franz Joseph Strauss, Kiesinger, Ludvig Erhart (med det økonomiske mirakel) og Helmuth Kohl. Og i dag er hverken kansler Scholz, udenrigsminister Baerbock, finansminister Lindner, superøkonomiminister Habeck eller præsident Steinmeier åndsmennesker med afgørende erfaringer af det musiske i tilværelsen, selvom de virker sympatiske. Og det samme gælder medlemmerne af EU-kommissionen - og samtlige generalsekretærer for Nato, incl. Anders Fogh Rasmussen og Jens Stoltenberg. De er teknokrater og bureaukrater.

Boris Jeltsin var lige præcis den leder der med sit pennestrøg i fuld TV-dækning ødelagde den igangværende reformproces i Sovjetunionen og dermed i virkeligheden også banede vej for Vladimir Putins senere magtovertagelse i 1999 og den meget specielle ændring af forfatningen, så han kunne genvælges uafbrudt. Hans første periode som præsident varede til 2008, så var han premierminister 2008-2012 og præsident igen fra 2012 til 2019, hvor han valgtes for livstid. Allerede dette viser et kynisk magtbegær, og det samme gør naturligvis hans systematiske forfølgelse af systemmodstandere, herunder mord og forgiftning af nogle. Han bevarer masken som Stalin og hans kumpaner gjorde og som mange andre også forstår, herunder den nuværende udenrigsminister. På grund af sine gode tyskkundskaber fik Putin et nærmest venskabeligt forhold til kansler Schröder (plus en aftale om gaslevering), men han har også kunnet kommunikere ganske godt med Angela Merkel. Men ind på livet af ham kommer ingen, slet ikke de sidste årtiers amerikanske præsidenter. Putin og Biden bruger hovedsageligt virtuel kommunikation - og den kommer man ingen vegne med.

Det udslaggivende synes at være at Rusland føler sig forrådt af Nato i og med at denne vestlige forsvarspagt siden Sovjetunionens kollaps støt og roligt har udvidet Nato mod øst. Ungarn, Tjekkiet og Polen blev formelt indlemmet i 1999. Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien blev optaget i marts 2004. Flere lande har desuden udtrykt ønske om at blive optaget i Nato, det gælder Balkan-landene Bosnien-Hercegovina og Kosovo, men også den tidligere sovjetrepublik Georgien.

Den allerførste udvidelse af Nato skete allerede med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Gorbatjovs mindeværdige dødskys til Honecker og Murens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af Nato-alliancen. Det blev aftalt med Sovjetunionen, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland, og at Nato aldrig ville blive udvidet længere østpå. - Og det er denne udvidelse der har ført til at Rusland mener, at Nato's udvidelser mod øst siden slutningen af den kolde krig har været en klar overtrædelse af aftalen mellem Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, der gjaldt en fredelig genforening af Tyskland.

Rusland ser Nato's ekspansion siden 1990 ikke blot som en fortsættelse af den kolde krigs forsøg på at inddæmme Rusland, men som en decideret aggressiv politik. Og på Sikkerhedskonferencen i München i 2007 anklagede præsident Putin udtrykkeligt Vesten for at have svigtet sine gamle sikkerhedsgarantier og i det hele taget ideen om bindende internationale forpligtelser. Der er dog den beklagelige hage ved aftalen om Tyskland at den aldrig blev nedfældet skriftligt, og det skyldtes at præsident Bush var kommet til det resultat at udenrigsminister Baker og kansler Kohl havde givet for store indrømmelser. Så påstand står mod påstand. Og det kan nu engang kun øge den gensidige mistillid.

Kernen i det hele er at østlande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn fra gammel tid har været så nært knyttet til henholdsvis Nordeuropa og Centraleuropa, at det var fuldt forståeligt at de ønskede at være med i den vestlige forsvarspagt, men omvendt kan man ikke fortænke Rusland i at se Nato-udvidelsen mod øst som en konfrontationspolitik og ikke som et konstruktivt samarbejde. Og nøgternt set har udvidelsen også svækket reformkræfterne internt i Rusland, ja, gjort det forholdsvist nemt for en mand som Putin at rubricere systemkritikerne som forræddere der går Vestens ærinde.

Natos systematiske udvidelse mod øst har i mine øjne gjort mere skade end gavn, for den har cementeret forestillingen om at Nato påstår at være det sande forsvar af demokratiske værdier og styreformer samtidig med at et gammelt medlemsland som Tyrkiet overtræder disse værdier ved Erdogans islamisering og - allerværst - at hovedaktøren USA i de fire år Trump var præsident er blevet et dybt splittet land der på flere punkter har forrådt simple demokratiske værdier i så høj grad at den nuværende, velmenende præsident Biden ikke formår at rette det op.

Det var Churchill der som afgået premierminister i en tale i 1946 indvarslede Den kolde Krig med den påstand at Sovjetunionen havde sænket et Jerntæppe ned mellem Østeuropa og Vesteuropa, men i dag må man konstatere at det er Vesten med Nato i spidsen og med øst-udvidelserne som middel der skubber Jerntæppet længere og længere mod øst, i stedet for at bruge Sovjetunionens kollaps til systematisk at have gjort alt hvad man kunne for at forbedre forholdet til Rusland og Hviderusland, så man i tide havde ledet magthaverne væk fra gammel imperialistisk strategi og indirekte fået gjort en mand som Putin umulig. Når det er gået lige omvendt, synes jeg det er klart at Natos ledere er de sidste der kan beskylde Rusland for imperialisme.

Og det bekræfter efter min mening kun læren af Afghanistan-nederlaget, at Vesten må se i øjnene at et demokratisk samfundssystem hverken kan eksporteres via penge eller militær, men kræver dyb og bred vilje i lokalbefolkningerne selv. Jf. artikel. Ønsket om et demokratisk forår er udbredt i Mellemøsten såvel som i Rusland og Kina, for det ligger i selve det universelle ønske om åndsfrihed. Men det kan som historien har vist gang på gang - og meget tit gennem de sidste 20 år - slås ned med hård hånd af magtgale diktatorer. Diktatur er heldigvis altid selvmodsigende eller inkonsistent og vil derfor altid - før eller siden - føre til en periode med alvorlige stagnation som kan være gunstig for revolte. Men Vesten skal ikke blande sig i staternes interne forhold uden gode konkrete grunde som fx. krænkelse af eget territorium, og derfor bør Vesten både ophøre med at prædike moral for andre statsledere og lave sanktioner mod disse der udelukkende går ud over en uskyldig civilbefolkning.

Der er utvivlsomt grund til at slå koldt vand i blodet med hensyn til den aktuelle Ukraine-konflikt. Dan Sørensen påpeger således i Information 21.1. at der er flere grunde til at russerne ikke vil invadere Ukraine. For det første er flertallet i Ukraines befolkning i modsætning til på Krim orienteret mod Vesten og ikke mod Rusland. Det viste oprøret mod den russiskorienterede præsident Janukovitj og hans flugt til Rusland i 2014. Ukraine er ikke Krim, og det ved russerne godt. - For det andet er russerne bekymrede for, at Ukraine, ligesom de andre østlande, bliver en del af EU og Nato. Det er en rød linje for Rusland, et nyt jerntæppe kunne man sige. Russerne har ikke evnen til en langstrakt krig. Men Rusland kan godt finde på at bruge såkaldt 'hybride virkemidler' eller sågar militær magt, hvis de føler sig truet på deres eksistens. - For det tredje var Nato-landenes samlede militærbudget i 2019 hele 16 gange større end Ruslands, og 14 gange større i 2017. Det siger også noget om, hvem der har grund til at føle sig truet. - Endelig nævner Sørensen for det fjerde at en ekspert som professor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen så sent som den 21. december 2021 vurderede, at risikoen for krig er ekstremt lille.

Der er ifølge Dan Sørensen imidlertid ingen tvivl om at pressen har et ansvar for at der gives stærk næring til fordomme og fjendebilleder. Det er utrolig let at fortsætte i det gamle, vedtagne spor fra Den Kolde Krig. Men pressens mål burde efter hans mening være gennem oplysning at bidrage til en fredelig løsning på det spændte forhold. Og det er undertegnede enig i, men det er også værd at påpege at Nato vil have medlemslandene til at betale mere til organisationen, så bidraget kommer op på de to procent af BNP der længe har været målet. Og dette på trods af at Natos samlede militærudgifter allerede er langt større end fx Ruslands. Man kan ikke få andet indtryk end, at det nok i den sidste ende er USA's militærjunta der styrer Nato.

Vi skal i den store sammenhæng ikke glemme at almindelige mennesker i både øst og vest ikke bryder sig om eskalering af nogen som helst konflikt der risikerer at ende med krig, for krig er ødelæggende for både samfundslivet og åndslivet overalt. Men samtidig skal det slås fast, at krig ikke er det eneste der skaber ødelæggelse og fremmedgørelse i verden. Specielt fremmedgørelse er i princippet en følge af kulturlivet selv, dvs af den videnskab, teknologi, økonomi og styreform der medfører øget vækst, øget forbrug, øget konkurrence, øget stress og mindre fritid i betydningen fri tid. Blot er der den klare forskel at fremmedgørelsen tydeligt er langt værre under diktatorisk styre, fordi et sådant medfører indskrænkning af ytringsfrihed og forskningsfrihed. Men med den stigende globalisering, digitalisering og opmærksomsheds- eller oplevelsesstyring gennem medierne er fremmedgørelsen imidlertid steget gevaldigt i både den vestlige og østlige verden, og derfor er det i dette århundrede blevet mere og mere nødvendigt i den vestlige verden bevidst at styrke åndslivet, således at det bliver åbenlyst for alle at demokratiet giver mennesket mere frihed og mere fri tid til mennesket end diktaturet.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast  (5.3.15.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)

Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Fogh og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.)
Murens Fald 1989 (9.11.09.)