|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.12.21.Alvoren i menneskets eksistens spidser til - Status medio december 2021IndledningKlimaproblemet Overbefolkningen Pandemien Flygtningestrømmene Digitaliseringens tvetydighed Fremskridtstroens fallit Humanismen må nyfortolkes Politikerleden er fatal Terrorismen satte skel Alvoren trænger sig på Konsistensetikken Den fatale frygt for det underbevidste Helhedsrealismens svar på udfordringerne Henvisninger Indledning Til toppen Næste Den aktuelle pandemi er i høj grad medvirkende til at fremkalde refleksioner over udviklingen, men mange andre forhold i den nuværende verdenssituation bidrager også til overvejelserne og debatten. Lad mig blot nævne den igangværende klimadebat efter COP26 topmødet i Glasgow og udviklingen i Mellemøsten efter at USA har trukket sig ud og flygtningestrømmene mod Europa sætter Vesten på nye prøver. Men grundproblemerne er jo ikke nye. Bl.a. påpegede biologen Konrad Lorenz allerede i 1973 fænomenerne kernevåbnet, CO² udslippet, energiforbruget og overbefolkningen som store trusler mod vores miljø. Dels fører sammenstuvningen af mange mennesker på meget trang plads ikke alene gennem tilsandingen af forbindelserne mellem mennesker indirekte til manifestationer af umenneskeliggørelse, men udløser også helt umiddelbart aggressiv adfærd. I alle storbyer verden over ses et stigende antal af mennesker der ikke er tilpasset de gældende sociale normer. Dels forandres menneskets økologi mange gange hurtigere end alle andre levende væseners. Tempoet bestemmes af det tekniske fremskridt, hvis hastighed forøges bestandigt. Derfor kan mennesket efter Lorenz' mening ikke undgå at fremkalde vidtrækkende forandringer og alt for ofte sammenbrud i det økosystem vi alle lever i og lever af. Livsgrundlaget for hele planeten er nemlig ikke uudtømmeligt, selvom mange hævder det og endnu flere tror på det. Dels er der også noget alvorligt galt fat med det psykiske og sociale miljø i det moderne samfund, hvor stress for alvor er kommet på lægens og terapeutens bord. En af årsagerne er, at det overvældende flertal af nutidens mennesker kun betragter de ting i livet som en værdi der giver succes i den ubarmhjertige konkurrence, og som flere og flere tror man kan vinde over sine medmennesker med. Men dette er selvbedrag. Nyttefilosofiens fejltagelse ligger tydeligt i selve forvekslingen af middel og mål. Andre tænkere er gang på gang kommet med tilsvarende advarsler uden at det har nyttet synderligt, men i dag er det åbenbart for de fleste at der er noget galt. Kernevåbnet regnes dog ikke længere som en fatal trussel, men det gør klimaproblemet, overbefolkningen, pandemien og flygtningstrømmene - som oven i købet hænger så nøje sammen at de burde behandles som ét stort problem og alle andre problemer som afledte problemer. Men af praktiske grunde bliver vi i første omgang nødt til at se på dem enkeltvis. Klimaproblemet Til toppen Næste COP26-aftalen 13.11.21. fra Glasgowkonferencen blev en stor bekræftelse på at vi er meget længere fra en løsning af klimaproblemet end vi havde bildt os ind. FN's generalsekretær Antonio Guterres sagde lige ud at vores skrøbelige planet hænger i en tynd tråd. Vi banker stadig på døren til klimakastrofen. Den herboende britisk fødte glaciolog og klimaforsker Ruth Mottram har udtalt at hun føler sig hensat til en anden planet, når hun lytter til politikernes tomme klimaløfter, for deres forestillinger er helt på tværs af hendes egne som forsker. Men heldigvis føler hun sig hjemme i sit nærmiljø omkring sin bolig og sin familie. På konferencen udråbtes det til et stort skridt fremad, at de fossile brændsler for første gang nævntes direkte i en sluttekst fra et COP-møde. Men det var i realiteten kun i form af en opfordring til at skrue op for ren energi og skrue ned for kulkraftværker. Det var ingen forpligtelse. Alle erkender, at hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader, kræver det store reduktioner i udledningen af drivhusgasser. Specifikt skal udledningen af CO² mindskes med 45 procent inden 2030 i forhold til niveauet i 2010 og gå i nul omkring 2050. Det var som bekendt Indien der i sidste øjeblik fik udvandet teksten om de fossile brændsler. Flere hundredtusinder af Indiens 1.4 milliard indvånere lever under fattigdomsgrænsen, og det betyder ganske enkelt at Indien ikke vil være i stand til at udfase kulkraften uden hjælp fra de rige lande, hvis millioner af indere ikke skal overlades til nød og død. Dette faktum peger i virkeligheden på selve kernen i hele klimaproblematikken: Klodens vidt forskellige lande vil aldrig nogen sinde kunne blive enige om fælles, bindende og tilstrækkelige mål for reduktionen af CO²-udledningen, når deres betingelser nu engang er fuldstændigt uens. Dybest set ligger problemet i, at alle lande går helt uden om det fundamentale grundproblem: at kloden med sine 7-8- milliarder mennesker simpelthen ikke har realistiske muligheder for at bevare en sund natur eller opretholde en fødevareproduktion og et energiforbrug der vil kunne holde sig inden for den ideelle begrænsning i CO²-udledning. Desuden gælder fortsat - hvad ingen klimaaktivister vil tage ad notam - at alle verdensorganisationer, alle statsledere og enhver sammenslutning af statsledere er rygende uenige om hvem der skal betale de enorme omkostninger for den nødvendige reduktionen af den alt for store CO²-udledning. Alle lande går helt uden om det prekære problem: at befolkningstallet i verden skal reduceres hurtigt og drastisk, hvis miljøes skal reddes i tide. Og det uhyggelige her er at ingen kan eller vil beslutte noget så drastisk. Så hjælper det ikke meget at der som led i finanslovsforhandlingerne på Christiansborg er skabt flertal for en dansk plan for miljøet, en plan som finansministeren kalder en giga-vigtig plan, fordi den udbyder to gigawatt (GW) havvind ekstra, hvilket svarer til to hele havvindmølleparker. Det er næsten en fordobling i forhold til de tre havvindmølleparker, man senest har besluttet at sende i udbud. Parkerne skal stå klar i 2030 og bidrage til yderligere reduktion af drivhusgasser. Det er fint i sig selv og kan kun opfordre andre lande til noget lignende, hvis de har mulighed for det. Men i den store globale sammenhæng batter det ikke meget. Overbefolkningen Til toppen Næste At tale om overbefolkning er at påpege at der efterhånden er kommet så mange mennesker på jordkloden at det ligger over hvad det er muligt at give fornøden føde, husly og rimelige leveforhold. Og denne overbefolkning er jo vel at mærke sket på den relative korte tid fra ca. 1960 til dato. De simple tal viser udviklingen i verdensbefolkningen fra omkring vor tidsregnings begyndelse som vi europæere regner fra Jesu fødsel. År Milliarder 0000 ¼ 1650 ½ 1800 1 1900 1½ 1927 2 1960 3 1974 4 1987 5 1999 6 2011 7 2023 8 (skøn) Skønnet for 2030 siger omkring 9 mia og skønnet for 2100 omkring 12 mia, hvis der ikke gribes ind. Befolkningen i 2020 på ca. 8 mia eller 8 tusind millioner fordeles skønsmæssigt således på kontinenterne( angivet som hele millioner): Asien 4641 Afrika 1340 Europa 747 Latinamerika 653 Nordamerika 368 Oceanien 42 Den stærke befolkningstilvækst i Europa og Nordamerika op til 1900 skyldes i alt væsentlig faldet i dødeligheden (epidemier), som igen beror på fremskridtene i lægevidenskaben og den offentlige hygiejne (vandforsyning og kloakering). Tilvæksten i udviklingsregionerne skyldtes dels højere fertilitet og faldende dødelighed, dels bedre sygdomsbekæmpesle gennem vaccinationer, antibiotika og antimalariemidler. Men generelt ligger den ikke mindst i selve den tekniske revolution inden for landbrug og håndværk. Specielt landbruget har i 1900-tallet udviklet sig henimod decideret industrialisering - med kæmpestore enheder med fabrikslignende produktion. Især det enormt store antal køer har givet voldsom CO²-udledning, fordi disse dyr er drøvtyggere der bøvser kulilte næsten uafbrudt. Det er dog ingenting imod hvad bilerne præsterer af bilos. Samtidigt er der sket en massiv rovdrift på jordens ressurcer af kul, olie og naturgas, der dels giver voldsom CO²-udledning fra fly og biler, dels for oliens vedkommende vil få en brat ende, der meget hurtigt vil give olieafhængige lande som Golfstaterne store økonomiske nedture. De to folkerigeste nationer i verden, nemlig Kina og Indien med hver et befolkningstal på omkring 1,4 milliarder, vil have store problemer med den af miljøkonferencernes flertal ønskede udfasning af kulkraften Det korte af det lange bliver at man ikke på nogen fornuftig eller retfærdig måde kan gennemføre en bevidst styret reduktion af verdensbefolkningen og derfor ikke kommer i nærheden af at nå miljømålene, men til gengæld lader de rige lande de dårligst stillede lande om at skulle håndtere en højest uønsket hungersnød og lige så uønskede epidemier. Pandemien Til toppen Næste Covid19-pandemien har udfordret verdenssamfundet, tør det nok siges. Og det skete allerede i marts 2020, men igen sidst i november 2021 med den nye omikron-variant, som kom fra Sydafrika og tilsyneladende breder sig meget hurtigt, men endnu ikke er undersøgt så grundigt, at forskerne med sikkerhed kan sige hvor farlig den egentlig er. Det vil formentligt først ske i sidste halvdel af december måned. Men myndighederne er bekymrede for den. Efter at Danmark er kommet nogenlunde godt igennem 1. og 2. bølge af pandemien, står vi nu i dette efterår ikke alene foran en helt normal sæsonrisiko for stor influenza-spredning, men er altså også blevet ramt af denne nye variant, der har fået den græske bogstavbetegnelse 'omikron' (med tryk på første stavelse) og som hurtigt blev registreret her i landet hos personer der kom med fly fra Sydafrika. Regeringen dernede er blevet sur over at have fået varianten duttet på sig, men det er et faktum at den har spredt sig dernede fra, og at vi er her i Europa har fået en meget bekymrende stigning i antallet af tilfælde. Danmark har allerede passeret to tusinde tilfælde, og tallet fordobles for tiden hver anden dag. Men heldigvis bliver ikke alle smittede alvorligt syge, og håbet er at omikron ikke vil kunne komme forbi kroppens såkaldt dræber T-celle der beskytter vaccinerede og tidligere smittede. I forvejen kendte vi delta-varianten som særlig risikabel. Den blev konstateret i Indien i december 2020 og kom til Danmarks i marts 2021 (og har her smittet over 100.000). Den er i stand til at undvige kroppens neutraliserende antistoffer. Men Danmark har i modsætning til mange andre lande været tidligt ude med vaccination af befolkningen, og det har givet høj modstandsdygtighed hos alle der har fået 1. og 2. stik. Og derfor blev strategien efter den nye variants opdukken at sætte turbo på vaccinationen med tredje stik plus vaccination med 1. stik af børn fra 5 til 12 år. Men der lægges ikke skjul på at Danmark med de nyeste smittetal nærmer sig den kritiske grænse for sygehusenes kapacitet for indlæggelser på intensivafdelingerne. I andre lande som Tyskland og Østrig er denne grænse forlængst nået, så de på ny har måttet lukke samfundet ned med meget stramme restriktioner som mundbind, coronapas og testning. Og dette lige her op til jul, hvor byerne er julesmykkede og de særlige julemarkeder allerede var åbnet. Herhjemme gør myndighederne hvad de kan for at undgå en ny altomfattende nedlukning, men ud over turbo på vaccinationerne og påbud om mundbind og coronapas m.m. særlige steder undlader man ikke at opfordre til særlig forsigtighed omkring store forsamlinger. Der er ikke kommet decideret forbud mod julefrokoster, men mange firmaer og offentlige institutioner har valgt selv at holde igen. Og det vil sige, at man nok indtil videre undlader decideret nedlukning, men ikke at man påvirker hele samfundet med de begrænsede restriktioner og opfordringen til forsigtighed. Pandemien indskrænker igen vores frie adgang til samvær med andre mennesker. Og dette skal ikke ses som en indskrænkning af vores grundlovssikrede frihedsrettigheder, men som indskrænkning af det frie samvær med andre vi gennem årtier har vænnet os til, men nu har vist sig for risikabelt sundhedsmæssigt. Lige netop denne nødvendige og fuldt forståelige indskrænkning for alle er og bliver generende for os - og det er desværre også noget vi uden tvivl fremover kommer til at opleve med jævne mellemrum. For uanset vaccinationerne og forsigtigheden så forsvinder pandemien ikke, og det ligger i at den er af en særlig art der åbenlyst er i stand til at danne nye varianter lige så snart den støder på modstand i menneskekroppene. Der er heldigvis ikke fra virussens side tale om en bevidst, udspekuleret adfærd, men om den elementære biologiske livsvilje der kendetegner alt liv på jordkloden: evnen til at udnytte enhver chance for vækst og formering overalt hvor rette betingelser dukker op. Det er ikke mærkeligt at den oprindelige covid19-influenca dukkede op i Wuhan i Kina, eller at Delta-varianten dukkede op i Indien i december sidste år og den ny omikron i Sydafrika, for der er tale om tætbefolkede områder med mange relativt fattige boligkvarterer. Og spredningen sker hurtigt til andre lande, fordi forbindelserne mellem verdens lande i dag er tætte og talrige. Muligheden for smittespredning har aldrig været gunstigere, og sundhedssituationen for verdens befolkning har følgelig aldrig været værre. 7.12. kunne aviserne melde at Europa fortsat er verdens smittecentrum. Flere hundrede bekræftede omikron-tilfælde betyder, at krisen i løbet af få måneder kan ændre karakter. Der er nu i Europa flere end 2,5 mio. nye smittetilfælde hver syvende dag og en begyndende tendens til, at flere af dem konstateres at være med omikron-varianten. Smitten er på ugebasis steget mere end 20 pct. i Italien, Spanien og Frankrig, mens der i Holland, Belgien, Slovakiet og Tjekkiet fortsat registreres nogle af de højeste incidenstal i verden. (Jyllposten 7.12. ) Det må vi alle leve med og de enkelte nationer forholde sig fornuftig til - og det vil ikke alene sige at vi alle må lade os vaccinere med de gennemtestede midler der anbefales af myndighederne, men faktisk også at vi for overlevelsens skyld bør indskrænke forbindelserne mellem landene, især hvad angår den almindelige turisme. Dette vil også have den store fordel at mindske CO²-forureningen betragteligt. Men det vil først og fremmest tvinge alle til at ændre adfærd, især for de rige eller velstillede menneskers vedkommende. Og i den forbindelse skal det blot for en ordens skyld nævnes, at omikron allerede har slået benene væk under det økonomiske opsving på vore breddegrader. Flygtningestrømmene Til toppen Næste Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika til Europa er taget til i den sidste tid, især via Frankrig til England over den engelske kanal, fra Nordvestafrika til Spanien og Italien over det vestlige Middelhav og via Hviderusland (Belarus) til Polen. Det hele begyndte med den voldsomme strøm af flygtninge fra Syrien og Afghanistan i september 2015 der førte til kansler Merkels egenhændige åbning af EU's ydre grænser der ikke alene betød mere end en million flygtninge på ganske kort tid, men efterfølgende har fristet mange mennesker i samtlige muslimske lande i Mellemøsten og Afrika til at forsøge at finde lykken i Europa selvom de ikke længere bydes velkomne. Men de lokkes af en decideret mafia med falske løfter til at tage chancen mod høj betaling med risikable rejser med gummibåde over ikke ufarlige vande eller sågar med fly over mere sikker land - i Lukasjenkos bevidste drilleri mod Vesten. Og de havner alle i håbløse situationer i interimistiske lejre ved grænserne, fordi England, Frankrig, Spanien og Italien samt Polen nægter dem indrejse og asyl. Det er en stor menneskelig tragedie der som oftest skyldes kyniske håndlangere der ene og alene er ude på at tjene penge. Og den altid villige presse bombarderer os næsten dagligt med billederne af de stakkels mennesker med børn der udsættes for denne kynisme. De billeder kan vi af gode grunde ikke lide, og derfor ser man fx paven aflægge besøg i nogle af lejrene og opfordre folk i Vesten til at forbarme sig, endda med et postulat om at det skulle stride mod europæisk civilisation at afvise disse flygtninge. Humanistiske organisationer og personer kommer med samme melding. Det etiske dilemma er ikke til at komme udenom, men det er heller ikke selve den kendsgerning at disse massive flygtningestrømme primært er et resultat af mange diktatorers kynisme og ugerninger, men også en stor trussel mod de europæiske landes suverænitet og fuldt berettigede kamp for at bevare deres nationale sammenhænge intakt. Vi står her over for en fundamental uoverenstemmelse mellem globalister der ikke finder national suverænitet berettiget og almindelige mennesker der føler sig hjemme i deres respektive nationer og derfor meget naturligt ønsker at forsvare sig mod massiv indvandring - om det så skal være med pigtråd eller mure. Truslen fra pandemien og CO²-forurening er stor, men truslen fra flygtningene må også tages dybt alvorligt, og de tilkomne historiske begivenheder gør da truslen fra flygtningene mange gange værre, og lige præcis så slem at den gør alle de hidtil gældende konventioner utidssvarende. Man kan simpelthen ikke sammenligne nutidens flygtninge mellem kontinenter med de europæiske flygtninge efter 2. verdenskrig for disse var simpelthen blevet fordrevet fra deres egne hjemlande som følge af Stalins krav ved Potzdamkonferencen mellem De Fire Store. Så det Vesten nu står over for er en klar og tidssvarende definering af selve den europæiske humanismes forestillinger om hvem vi skal hjælpe af dem der er i nød. Vi skal hjælpe vores næste, lyder det kristne kærlighedsbudskab, men hvem er vor næste. Det er helt bogstaveligt de personer der lever i vores umiddelbare nærhed, i vores midte og i vores egne hjemlande - og ikke vildt fremmede mennesker fra andre lande. Og ser vi spørgsmålet ud fra den jødiske filosof Martin Bubers filosofi, så må der altid skelnes mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet. Jeg-du-forholdet er klart subjektivt, fordi vi står direkte over for et medmenneske, men jeg-det-forholdet bliver objektivt, i og med at mennesket vi her står over for er en fremmed, ikke nødvendigvis en vildt fremmed, men fx en forretningsforbindelse eller offentligt ansat person. Man kan gøre gældende at flygtninge der af forskellige grunde ønsker at forlade deres hjemlande og forsøge at finde lykken et andet sted, der regnes for mere humant eller demokratisk dermed nærer ønsker at komme ind i et jeg-du-forhold, men set objektivt udefra er flygtninge fremmede mennesker fra fremmede lande, som oven i købet adskiller sig markant fra fx de mange tyrkiske 'fremmedarbejdere' der kom til Danmark som arbejdskraft i 1970'erne og frem og gjorde så meget gavn at de efterhånden fik borgerskab. Problemet med dem blev ene og alene familiesammenføringer, fordi det medførte at de fik ægtefæller herop som aldrig kom i beskæftigelse eller lærte sproget. Flygtninge kommer kun ind i det varme jeg-du-forhold ved ud fra objektive kriterier at blive klassificeret som asylansøgere og derefter få en særlig behandling der kan ende med asyl. Det er en proces der tager tid og som ikke automatisk fører til asyl, eftersom alle suveræne lande selv bestemmer hvem der skal have medborgerskab og dermed lukkes ind i varmen og fællesskabet. Og denne suveræne ret tildeles når nationens interne forhold gør det hensigtsmæssigt, fx gennem efterspørgsel af arbejdskraft. Arbejde og sprog gør en meget stor forskel. Og derfor er der efter min mening intet populistisk ved at være imod fremmede der ikke er kvalificeret til arbejde. Her vil alle nationalt sindede føle at de enkelte nationers suverænitet står over eventuelle internationale konventioner, mens globalisterne siger det modsatte. Og denne strid, der har stået på længe, vil fremover blive mere og mere signifikant og udslaggivende for nationernes overlevelsesevne. Så når nogle behjertede mennesker i en kronik i Politiken fornylig gjorde gældende at der er behov for en humanistisk flygtningepolitik som alternativ til det de selv stempler som en populistisk og smålig udlændingepolitik overser de én vigtig ting nemlig at der findes en konsistensetik der udgår fra en indre forpligtelse til også samfundsmæssigt at sørge for overvægt af det gode og kærlige og meningsfulde i livet. En sådan indre forligtelse gælder lige præcis det nære og selvfølgelige jeg-du-forhold, men bliver abstrakt i det juridiske jeg-det-forhold som ligger i de international konventioner. Humanistiske er disse konventionerne ikke i dag. Humanistisk er derimod altid hensynet til nationens overlevelsesevne. For ganske nylig blev der fra Calais berettet om tusindvis af mennesker der efter flere år undervejs fra undertrykkelse møder iskold regn, pløre og politibrutalitet, men dog også oplever solidaritet fra de mange frivillige hvis indsats gør det muligt for dem at overleve. Igen ingen tvivl om at beretningen gør indtryk som så mange andre, fordi den taler til den spontane medlidenhed og trang til hjælp. Ikke desto mindre må man have lov til at påpege at en sådan beretning - ligesom alle tv-reportager om samme forhold - netop snyder os alle ved at være andenhånds og være bevidst om sine virkninger. TV-reportager har ganske givet ændret mange menneskers indstilling til disse problemer ved bogstaveligt at trække nød og elendighed ind i stuerne - og det hævner sig nu. De frivillige i Calais udviser manipulation ved siden af medlidenheden, men for myndighederne på stedet og for mere nøgterne borgere i alle europæiske lande er der tydeligt tale om hjælp til personer der vil invadere et fremmed land. Solidariteten med disse fremmede mennesker er gratis i den forstand at den ikke koster hjælperne noget, men skaffer myndigheder og borgere på begge sider af kanalen alvorlige problemer om værn af deres egne hjemlande. Humanismen er ikke hvad der står i paragrafferne og kan pukkes på, men derimod det indre krav om konsistens der kun kan eksistere mellem mennesker der har tillid og fortrolighed til hinanden. Men - dette må understreges kraftigt - det er igen ikke noget alle mennesker nogensinde vil blive enige om, men er lige præcis blevet det kampen mellem individerne går ud på i et demokrati - og som netop derfor er værd at værne om. Og det sættes alt sammen på spidsen netop nu, hvor eksistensen for alvor er sat på spil for alle nationer på grund af kriser visse diktatorer påfører deres borgere i Mellemøstern. Digitaliseringens tvetydighed Til toppen Næste Digitaliseringen har ubetinget givet os nogle gode redskaber til at håndtere mange praktiske ting i hverdagen og et så speciel problem som pandemien. Derfor er det ikke uforståeligt at nogle lærde mennesker i Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) for ganske nylig har gjort offentligt gældende at teknologi og digitalisering har vist sig som helt afgørende våben mod covid19. Ja, de mener ligefrem at hvis pandemien havde ramt os for 25 år siden, ville vi have følt det som verdens undergang! Og det turde være lidt af en overdrivelse, for forestillingen om verdens undergang er ganske almindelig i katastrofesituationer, men de peger dog samtidig på det meget store og reelle problem der er knyttet direkte til digitaliseringen, nemlig overvågning og registrering af data. Sociale platforme som Instagram, Facebook, TikTok, Twitter og Snapchat er blevet en slags børser der måler brugernes popularitet på det simple antal af likes, følgere, visninger, kommentarer og anden form for tegn på engagement, og de er bygget op med funktioner der gør det let for brugerne at sammenligne egen popularitet med andre brugeres. Platformene anvender systematisk 'algoritmer' eller formelle udvælgelsesmodeller der rangerer informationen efter hvad der er mest populært blandt brugerne på netværket, og alle data, inklusive brugerens onlineidentitet dvs profil, tekster, billeder, likes, netværk data etc., tilhører vel at mærke udbyderen. Alle de data som brugerne på denne måde - bevidst eller ubevidst - giver fra sig tjener platformene penge på ved at udleje eller sælge dem videre til tredjepart. Platformene er altså pengemæssigt set ganske ’gratis’, men betales reelt med brugernes opmærksomhed - åbenbart uden at brugerne selv opdager at dette dybest set er langt værre. Alt drejer sig i dette globale show om brugernes opmærksomhed, for den er selve indgangen til menneskets bevidsthed. Al afgivelse af information tager opmærksomhed fra sine modtagere, og det gør opmærksomhed til en både knap og værdifuld ressource af viden og tanker. Ydermere gælder at de sociale platforme snedigt - og med største held - minder brugerne om at de går glip af noget, hvis de ikke er på platformen. Techindustrien har tjent styrtende af penge på således at 'kapitalisere folks opmærksomhed'. Den strukturelle mekanisme i 'opmærksomhedsøkonomien' kan dog - som nogle eksperter har påpeget - have ganske uhensigtsmæssige slagsider. Eksempelvis kan det i konkurrencen give bagslag konstant at forsøge at maksimere den konkurrencefordel man måtte have. For taberne kan den i sidste ende blive et ræs mod bunden frem for mod toppen. Men under alle omstændigheder er det i dag teknologier der styrer hvad milliarder af mennesker ser hver eneste dag. "Teknologierne spiller skak med din hjerne, og du taber" fastslog en ekspert under en senatsafhøring i USA i år, og han påpegede ligeledes at algoritmerne ved at udbrede indhold online kan medvirke til at forstærke holdninger i den offentlige debat. Og der er vel at mærke altid penge med i spillet. Ikke desto mindre kan man aktuelt finde en kunstanmelder der i en artikel forklarer at identitetspolitik længe har været så 'hot stuff' i kunstverdenen, at en ting stod klart for ham: opmærksomhedsøkonomiens tidsalder er for længst begyndt. - Han stiller ikke spørgsmål ved dens rolle eller etik. Men der er jo faktisk forhold der vækker mistanke, fx influencerne. Det er en ny type aktører på den opmærksomhedsøkonomiske scene, og de kan bestemmes som 'profiler med mange følgere som agerer knudepunkter i sociale netværk og kan flytte markeder og stemmer'. Nogle af dem fungerer som superspredere i netværk, og de kan som sådanne sætte misinformerede såvel som velinformerede dagsordener, men i sidste ende er det dog de sociale platforme, det vil konkret sige nogle bagmænd, som bestemmer over influencernes megafoner. Man kan ligefrem kalde influencerne og andre store profiler opmærksomhedsentreprenører eller opmærksomhedsmagneter. De tiltrækker likes, følgere og engagement. Og de har et voksende marked. De kan ikke alene påvirke trends, politik og meninger, de kan også inspirere deres følgere til at foretage konkrete handlinger. I coronapandemiens sammenhæng har vi oplevet superspredere der giver en smitsom sygdom videre til mange mennesker på ganske kort tid ikke ved smitte mange mennesker med sygdom, men med misinformation, underholdningspakker og specielle holdninger. En af de største superspredere af misinformation om coronavirus i 2020 var den amerikanske præsident Donald J. Trump, der delte sin meddelelser rundhåndet ud på samtlige kanaler til den offentlige debat. For platforme der lever af reklamer er 'datahøst' en helt afgørende drivkraft i udviklingen af digitale spil der igen er den mest lukrative underholdningsindustri i verden. Gamingindustrien forventes i 2023 at omsætte for mere end 200 milliarder dollars årligt. Datahøst bruges psykologisk til at profilere spillerne, så det bliver muligt at mikromålrette bestemte reklamebudskaber til bestemte grupper. Spillerne opdeles i ganske bestemte psykiske profiler som 'stræber', 'dræber', 'udforsker', 'social indstillet' eller en blanding. En sådan psykologisk profilering gennem datahøst er en fasttømret del af gamingindustrien, og derfor findes der selvfølgeligt psykologer der udforsker tendenserne - til brug for det industrialiserede spil. Sociale platforme og techgiganter stillede oprindelig båndbredde, netværk, søgemuligheder og produktudvalget til rådighed for brugerne. Men det var ikke for deres blå øjnes skyld, for brugernes opmærksomhed dirigeres bevidst rundt som en projektørs lyskegle efter forgodtbefindende. Og dette kalder forskere "potent informationskontrol". Facebook og Google sidder de facto på et virtuelt nyhedsmonopol – både hvad angår udbredelse og annonceomsætning. Hen imod 40 procent af amerikanerne får deres nyheder fra Facebook. Særligt yngre generationer bruger Facebook og Instragram som væsentlige kanaler til at få nyheder på. For Danmarks vedkommende gælder at Facebook er den største nyhedskilde for unge. Ikke mindre end 75 % af danske gymnasielever bruger Facebook som nyhedskilde. Og dermed er vi ved begrebet 'det offentlige rum'. Det skal i digitaliseringens tidsalder forstås som en særlig informationsstruktur snarere end et fysisk forsamlingshus. Men i demokratier turde forudsætningen dog være at ingen må have særinteresser i eller kapitalisere på det offentlige rum, for demokratiet er stadig den samfundsmodel som bedst varetager såvel individets som kollektivets interesse. Mehlsen og Hendricks har derfor i en borg understreget at meningernes frie bevægelighed ikke må blive afhængige af markedets frie bevægelighed, for så er de netop ikke frie. Det offentlige rum på private hænder er lige så uforeneligt med tanken fra den fiktive romanen '1984' om et sandhedsministerium som ideen om et liberalt demokrati. Borgerne bliver tabere – individuelt, institutionelt og ideologisk. Men findes der overhovedet et effektivt alternativ til techgigantgernes massive, systematiske og udspekulerede misbrug af borgernes følelser og drifter. Alle smukke erklæringer fra techgiganterne om god vilje eller fuld samfundsansvarlighed og alle påstande om at 'gøre gode ting for verden' ser mest ud til at være både bedrag og selvbedrag. Ingen der vil ændre tingene for alvor, kan hamle op med techgiganterne eller andre privatkapitalister på deres eget lykke-felt, markedet, for der tænker man kun på at tjene penge og få mere magt. Hvis man vil noget andet, må man glemme alt om penge og magt, og i stedet for tage udgangspunkt i ønsket om menneskets mentale og fysiske sundhed. Alt i alt har digitaliseringen med techgiganternes fulde overlæg skabt en gigantisk og fatal fordummelse og forførelse af befolkningerne. Der er nu virkeligt brug for et wake-up-call, hvis kulturkrisen skal overvindes og demokratiet reddes. Og denne vækkelse kommer ene og alene ved udbredelsen af et solidt, praksisorienteret kendskab til de psykiske primærprocesser og sekundærprocesser. Fremskridtstroens fallit Til toppen Næste Det eneste reelle alternativ til techgiganternes skalten og valten med vores opmærksomhed er derfor et opgør med selve troen på vækst og fremskridt og dertil hørende arbejdsræs og karrierebesættelse. Der skal simpelthen gøres op med flere hundrede års arbejdsmani, forbandet pligt og længsel efter grænseløst forbrug og evigt velvære. Og en sådan radikal omstilling kræver et dybt opgør med oplysningstidens meget ensidige tro på en rationalitet der slet ikke vil kendes ved det irrationelles afgørende betydning for alle mennesker, men ligefrem har udartet sig til en fatal tro på at alt i verden kan reduceres til fysiske eller kemiske processer. Naturvidenskaben, industrialiseringen og imperialismen gav unægteligt stor velstandsstigning, men den førte også til en aldeles naiv tro på rationaliteten, videnskaben og det såkaldte fremskridt, som har fanget langt de fleste akademikere, journalister og kommentarorer.. Filosoffen Immanuel Kants rendyrkede rationalisme og pligtetik skabte den epoke, vi kalder 'oplysningstiden', og som var så ensporet at den ganske naturligt fik en modreaktion i romantikken omkring 1800-tallets begyndelse. Romantikernes fornyelse blev overvejende et æstetisk fænomen der oven i købet dyrkede fortiden ivrigt. Resultatet blev at kunsten fik sit eget store og kreative rige uden for hverdagen og samfundslivet. Men det fatale var at denne kløft satte alt åndeligt liv uden for virkeligheden - i nøjagtig lige så katastrofal grad som kristendommens bastante pilgrimslyst og himmellængsel gjorde i middelalderen. Den nye æra kom - som Grønbech i sin tid påpegede med vanlig ironi - til at tilhøre realpolitikerne med deres tro på de gode, gamle indretninger, der ikke er afhængigt af noget så upålideligt som oplevelser og indre sandhed. Næppe var romantikernes sang i Tyskland og England forstummet, før maskinerne vandrede ind og forvandlede arbejdet til slid og produktion og dermed gjorde det til en forbandelse for arbejderne og deres børn. Ganske særligt i England blev industrialiseringen en grufuld tragedie, fordi tusinder af mennesker sled og sultede sig ihjel. For første gang i historien skabtes der en klasse mennesker, for hvem hele virkeligheden bestod i brød og pjalter, og for hvem ånd ikke eksisterede under nogen form. Den engelske kultur skabte med jernhård lov det kulturløse, dyriske menneske, som man forgæves vil søge ude blandt de såkaldt primitive folk eller formørkede hedninger. Dette samtidigt med at den med sit pragtværk frembragte den utilnærmelige engelske gentleman og den fintfølende, sky og ædle overklassekvinde. - Men det fik en ende, ingen havde regnet med. Yderst summarisk opgjort brast illusionen, da 1. verdenskrig brød ud i 1914 med enorm begejstring i alle deltagernationer, men endte med et vanvittigt blodbad og brug af invaliderende nervegas. Den almindelige samfundsorden opløstes mange steder, så de ekstreme politiske ideologier kunne triumfere i Tyskland, Italien, Spanien og Sovjetunionen. Efter 1945 klarede Vesteuropa og USA sig dog igennem, takket være fredsvilje og demokrati - og ikke mindst en gigantisk vækst, der direkte satsede på 'velfærd for alle' gennem øget privatforbrug. Vest-Tyskland blev med sit 'Wirtschaftswunder' på få år den stærkeste økonomi i Vesteuropa og dannede sammen med Frankrig, Italien og Nederlandene Det Europæiske Fællesskab (EF, der siden blev til EU). I 1968 kom det store og brede ungdomsoprør i Vesten med hele sin sprudlende fantasi, naive optimisme og store foragt for det etablerede. I 1973 ramtes Danmark af et bemærkelsesværdigt jordskredsvalg der gik hårdt ud over de fem gamle partier i landet, så nye partier fik en chance, heriblandt Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne. Omgangsformerne ændredes i hele Vesten, men mange nye illusioner skabte ny og større usikkerhed med bl.a. det forfejlede slogan om 'magten til folket'. I 1990'erne kom de meget prosaiske, men også fatale problemer omkring indvandring, flygtningepolitik og klimaforurening uundgåeligt i fokus, fordi man havde kalkuleret forkert i alle forholdene. Og det forstærkedes i 2020 af noget så irrationelt og uforudsigeligt som covid19-pandemien. Den blev et wake-up-call for ganske mange mennesker, for alle måtte affinde sig med regeringernes restriktioner, hvad enten de fandt dem fornuftige eller urimelige. Demokratierne kom på prøve, fordi de pludseligt blev tvungne til at se stort på normale parlamentariske rutiner og dekretere hurtige og effektive løsninger. Danmark klarede det ganske fint, men den socialdemokratiske regering syntes godt tilfreds med centraliseringen af magten, som i realiteten udvidede den offentlige sektor mere end godt var. Pandemien skal have givet ikke mindre end 29.000 flere offentligt ansatte her i landet. Hovedsagen i hele forløbet er at individerne nok har fået muligheder for stadigt større forbrug, men samtidigt har fået det langt hårdere i det moderne ræs. Det er lige før at arbejdet er blevet til en forbandelse, og ferier, orlov og understøttelse modsat er blevet det eneste saliggørende. Flertallet prøver af simpel nød at følge med, men har svært ved at tackle stressen uden stoffer eller medicin. Det ses tydeligt i sygeplejerskernes situation hvor de prøver at vække opmærksomhed ved overenskomststridige strejker, men ikke kan komme igennem med deres lønkrav, fordi disse er et overenskomstanliggende regeringen ikke kan blande sig i. Den har netop i disse dage fået vedtaget en akutpakke for sygehusvæsenet, som hjælper på nogle specifikke områder i det næste års tid, men slet ikke løser det grundliggende problem, for det er i virkeligheden ikke sygeplejerskernes lønniveau, men det ejendommelige forhold at lægevidenskaben har gjort så store fremskridt de sidste 30 år, at der efterhånden ikke er den sundhedsmæssige lidelse som ikke kan behandles effektivt. Lægevidenskaben støder derimod på en større og meget værre begrænsning i selve de økonomiske muligheder for at betale omkostningerne. De skal jo i sidste ende betales af skatteyderne, dvs af borgerne selv, og her gælder nu engang - med en omskrivning af H.N. Andersens gamle udtryk, at vi ikke kan leve af at helbrede hinanden eller forlænge hinandens liv. I stedet for at køre videre i den naive tro på at naturvidenskabens og teknologiens fremskridt vil løse alle problemer, burde alle parter begynde at indse at der er noget fundamentalt uhensigtsmæssigt i fortsat at køre videre i ræset efter finere karriere, højere indkomster, større forbrug, bedre helbred og længere liv samt mindre arbejde og slid. Og i stedet for at forblive i dette tåbelige ræs og lade sygehusvæsenet om at samle de trætte og udkørte op og fyld dem med medicin, burde alle begynde et systematisk opgør mod selve grundindstillingen: at alt fremskridt ene og alene kan måles på materielle goder der kan købes for penge. Stadigvæk er der såkaldte eksperter som den amerikanske italienske Manuela Veloso, der på et debatarrangement i København i 2018 hævdede, at mennesket ikke længere har andet valg end at udvikle teknologien i samme retning som hidtil - ganske enkelt fordi vi ikke har kapacitet til selv at håndtere den enorme mængder af data vi har til rådighed. - Dette forhold er jo ikke noget nyt. Kloge hoveder har forlængst påpeget at polyhistorernes tid var forbi i begyndelsen af 1900-tallet som følge af relativitetsteoriens og den teoretiske fysiks fremkomst og alle naturvidenskabers hurtige og formidable udvikling. Niels Bohr regnes med god grund som den sidste videnskabsmand der var så tilstrækkeligt godt inde i mange grundvidenskabers teorier og metoder at han kunne kaldes polyhistor. Men udviklingen er jo siden kun gået endnu hurtigere, så ingen i dag behersker flere fag, ja ingen behersker længere et enkelt akademisk fag fuldt ud, end ikke matematikken. Alle forskere er blevet fagspecialister, og mange er endda så snæversynede at de med rette kan kaldes 'fagidioter'. Dette forsøger man imødegå ved interdisciplinær videnskab, men hovedproblemet består, og det er dels den udbredte naive forestilling at robotter eller kunstig intelligens skulle kunne opveje menneskets manglende kapacitet til at kunne håndtere hele den indsigt og erfaring, der kræves i det menneskelige samfund, dels og navnlig at humaniora er blevet så rationalistisk indstillet at man går helt uden om det eksistentielt allervigtigste, menneskets afgørende irrationalitet. Denne menneskelige indsigt kan aldrig nogensinde - som fysikkens forhold - gøres op i data der kan måles og gøres objektive. Robotter er meget hurtigere til at behandle store mængder ensartede data end mennesker er, men den menneskelige indsigt og erfaring består slet ikke af simple data, men af ofte meget komplekse informationer, erindringer, billeder, associationer og syner af meget personlig karakter. Den for menneskeheden allermest relevante indsigt og erfaring er af eksistentiel og åndelig art som det tydeligst ses i kunst, musik, leg, humor og religion (taget i udogmatisk forstand). Den tidssvarende indsigt kan aldrig blive data det er muligt at behandle objektivt, matematisk eller algoritmisk. Den kræver altid subjektivitet og menneskelighed der igen beror på den helt elementære kendsgerning at mennesket i modsætning til dyr er et åndsvæsen der ved siden af sin individuelle bevidsthed af rationel art har en kollektiv underbevidsthed af højst irrationel art, som vel at mærke ikke kan forudsiges, men er fri og skabende og præcis derfor er af den allerstørste værdi for både de enkelte mennesker og det fællesskab af mennesker vi kalder samfundet. Humanismen må nyfortolkes Til toppen Næste Man kunne så måske her være så letsindig at konkludere at en sådan naivitet eller uvidenhed er værst for de smalsporede eksperter og fagidioter, men så let kommer vi ikke til sund helhedsrealistisk dom, for der er efterhånden noget galt med humanismen som sådan. Et er at humaniora for tiden udsættes for og klager over rene skambeskæringer i bevillingerne, der primært skyldes at universiteterne er blevet tvunger til prioriteringer der gør en hel del små fag alt for dyre at opretholde i forhold til hvor mange der søger dem og gennemfører dem. Selv sprogfag som tysk, fransk og spansk skæres nu ned fordi fagene ikke tiltrækker de unge. Og dette er både en skam for kulturen og erhvervslivet. Samtidigt søger færre ind på de hårdeste og dårligst betalte jobs, da det i dag er muligt at opnå højere indkomst i fag samfundet ikke har synderligt brug for - blot man skaffer sig en akademisk grad og bliver medlem af en arbejdsløshedskasse. Partierne skal nok holde sig fra at gribe ind i denne uting, for de nymodens algoritmer fortæller dem tydeligt hvad der tiltrækker og frastøder vælgerne i almindelighed og de unge i særdeleshed. Og desuden har det jo hele tiden været socialdemokratiets store illusion at den højst mulige uddannelse til flest mulige vil føre til større lighed. Men strategien fører til større ulighed. Man har desuden akademiseret og teoretiseret flere og flere fag der tidligere var målrettet mod praktisk gerning som fx. sygeplejerske- eller bibliotekaruddannelserne. Disse fag hører i dag under 'professionshøjskolerne' og består nu af to-tre-fire års ren teoretisk undervisning uden nogen form for praktik. Og når de studerende bagefter kommer ud i praksis, skal de først til at oplæres af en erfaren person efter det man i håndværksbranchen tidligere kaldte 'mesterlæren'. En nyuddannet jordemor er for eksempel slet ikke i stand til at tage ansvaret for et fødselsforløb, før hun har været igennem et længere forløb som assistent for en person med god erfaring. Det er en grotesk ordning der viser at systemet er sygt, koster unødigt mange penge og fordrejer virkeligheden. Selv de humanistiske fag er i rationalitetens navn også blevet gjort mere og mere teoretiske, således at forstå at de i meget høj grad drejer sig om metodelære og kildekritik, emner der naturligvis er vigtige som elementær erfaring, men som - hvis de dyrkes som det altafgørende - spærrer for det essentielle, forståelsen af menneskers eksistens og kreativitet inden for alle områder af livet. Et grotesk eksempel fra årene lige efter ungdomsoprøret bør nævnes, for her kunne man blive magister i litteratur uden nogensinde at læse skønlitteratur. Alt drejede sig i en længere periode om at placere alt i den økonomiske proces under navnet marxistisk kapitallogik. Så galt er det heldigvis ikke i dag. Men metodelæren og kildekritiken går videre nedad i systemet til gymnasiet, hvor den slags slet ikke hører hjemme. Gang på gang bliver der også udgivet regelret gennemført humanistiske afhandlinger som holder sig strikte inden for de meget snævre rammer, der er forudsætningen for optagelse i de anerkendte videnskabelige tidsskrifter, og derfor vover forskerne sig aldrig ud hvor humaniora for alvor bliver eksistentielt vigtig, nemlig i livsfortolkningen. Humaniora er blevet dødeligt ramt af intelligente menneskers grænseløse beruselse i analytisk virksomhed og tilsvarende grænseløse foragt for indlevelse og aktualisering. Dette betyder ikke blot at der i sammenligning med forholdene før ungdomsoprøret kommer færre værker der har almen eksistentiel interesse, men også og navnligt at fagene år for år taber terræn til naturvidenskaben og samfundsfagene, og i vid udstrækning bliver regnet for mere eller mindre overflødige. Humanister kan klage lige så meget som de vil over 'skambeskæringerne' og udflytninger fra hovedstaden til provinsen, men når de primært forsvarer sig med at humaniora kan bidrage til forståelsen og løsningen af de komplekse udfordringer samfundet i dag står over for, så lyder det hult. Bidragerne er alt for teoretiske, og derfor taber humanisterne på forhånd konkurrencen med naturvidenskaben. Jeg har belyst tendensen i mine essay om Isaac Newton, om Muhammad og om Mellemøstens problematik. Men det bør tilføjes at der naturligvis er undtagelser fra denne regel, først og fremmest videnkabshistorikeren Thomas Söderqvists spændende bog om virologen Niels K. Jerne, som han netop kalder 'en eksistentiel forskerbiografi'. Det eneste der efter min mening kan redde humaniora er at humanisterne går samme vej og virkeligt begynder at fokusere på de almindelige menneskers eksistentielle problemer - og det vil naturligvis sige både unges og voksnes eksistentielle problemer, og både mænds og kvinders ditto, samt både menigmands og forskerens ditto. Og her kommer man aldrig uden om menneskets komplekse psyke eller dets grundlæggende problem med at finde en eller anden modus vivendi mellem arbejde og fritid og mellem nytte og udøvende leg (inklusiv sport, fest og humor). Hertil kommer desuden det yderst vigtige forhold, som i grunden har været gældende siden begyndelsen af 1900-tallet, men i dag ikke længere kan tilsidesættes uden fatale følger, at humanismen er skæv, forfejlet og ofte helt meningsløs uden fuld inddragelse af den dybere indsigt i det menneskelige sjæleliv og åndsliv der fulgte med Freuds og Jungs dybdepsykologi og Vilh. Grønbechs samtidige erkendelse af en dyb religiøsitet længe før den dogmatiske religions opkomst og organisering i teoretisk systemer. Jeg vil senere i artiklen vende tilbage til grundene til denne tilsidesættelse eller deciderede frygt for det irrationelle, men skal her blot pointere, at mennesket er et helt væsen med både en ydre (sanselig) og en indre (psykisk) tilgang til virkeligheden, og at en humanisme der ikke fuldt ud accepterer dette og tager det alvorligt uundgåeligt bliver skæv og lidet relevant for flertallet af mennesker. Politikerleden er fatal Til toppen Næste Sidste skud på rationalitetstroen og objektiviteten er 'Kunstig intelligens' med dens udbredte brug af algoritmer, men det er en illusion at algoritmerne skulle være blottede for subjektivitet. De er skam menneskeværk, der blot letter alle meget omfattende og tidskrævende beregninger. Reelt er algoritmerne subjektivt udvalgte efter hvilke konkrete mål de tjener. De fleste er uigennemskuelige og narrer ved deres meget snedige måde at vække almindelige brugeres opmærksomhed på, men desuden fører de partierne til såkaldt ‘kopieringspolitik’, en politik der som navnet siger blot kopierer hvad andre fører sig frem med og dermed stort set er blottet for nytænkning, kreativitet og troværdighed. Den værste bivirkning er uundgåeligt en bred politikerlede. Folk lader sig umiddelbart narre af algoritmerne, men kan trods alt godt se at den politiske udvikling står i stampe, fordi den yderst sjældent eller aldrig vover at foreslå noget som helst der kan støde nogen. Politikerleden har i de senere år flere steder i Europa vist sig i særligt mange demonstrationer mod myndighederne og de etablerede partier, fx med 'de gule veste' i Frankrig mod præsidenten eller aktioner mod coronarestriktionerne i Tyskland og Østrig. Det gælder også og ikke mindst de mange og brede klima-aktioner mod de årlige klima-topmøder hvis resultater af gode grunde ikke står mål med ambitionerne. Alle disse demonstrationer er blevet et demokratisk problem på linje med topmøderne selv, fordi de i høj grad afdækker afstanden mellem realpolitikere der holder på en tom pragmatisme og idealister der tror fuldt og fast på at løsningen på alle politiske problemer er en simpel viljessag, endog hvor de er globale. Det har på ingen måde befordret tilliden til de danske politikere at kløften mellem folketinget og menigmand støt og roligt er blevet øget gennem flere årtier, så folketinget ikke længere er repræsentativt for hele befolkningen. Primært skyldes det at flere og flere folketingsmedlemmer er akademikere, og endda først og fremmest jurister eller økonomer. Det har unægteligt den fordel at de hurtigere kan sætte sig ind i lovforslag og deres virkninger, men det har den meget høje pris at de ikke ser lovgivningen i lyset af borgernes interesser, men i lyset af det bureaukratiske systems interesser, herunder ikke mindst EU-institutionernes regler. EU er ikke uden skyld i denne misere, eftersom centralisering har været EU-rådets og EU-kommissionens store og fuldt bevidste mål i flere årtier. Og dette kan i sig selv kun øge politikerleden. Med fokuseringen på juraen og alle de juridiske finesser følger samme uheldige trend som ved humanistiske forskeres fokusering på teori og metode, nemlig den tidligere nævnte grænseløse beruelse i selve den analytiske proces som mange intellektuelt indstillede mennesker ikke kan stå for. Konkret giver det sig i det parlamentariske arbejde udtryk i en overdreven kontrol med ministrene og deres embedsværk. De skal stå på mål for det ene samråd og udvalgsarbejde efter det andet - uden at gevinsten sjældent svarer til den tid der går med det. Og dette gælder naturligvis også i det overflødige EU-parlament der kun skaber mere bureaukrati. Hertil kommer den moralske side af sagen, der ligger i at jurister og juridisk indstillede altid pukker på hvad der ret og rigtigt. Det er jo deres hovedopgave, og det er der ikke i sig selv noget ondt i, men det smitter af på hele samfundet i den forstand at en meget stor del af befolkningen i vore dages meget lette adgang til nettet og de sociale medier også nærmest beruser sig i glæden ved at analysere andre borgeres ytringer og meningstilkendegivelser til mindste detalje og ved efterfølgende udtrykke deres negative mening uden skånsel. Det fører til mængder af hademails, der reelt er med til at ødelægge mange menneskers lyst til at deltage i den demokratiske debat. Og dette har aldrig været meningen med ytringsfriheden. Et er at jurister ifølge et gammel tysk ordsprog er slette kristne mennesker (Juristen sind böse Christen), i og med at de konsekvent sætter ret over barmhjertighed, men det er undergravende for demokratiet at mange debatører på de sociale medier forlyster sig herligt med hademails. Disse er nemlig altid udtryk for sygelige træk i psyken (jf. afsnittet om konsistensetikken). Et specielt udslag af folketingspolitikernes fokusering på juridiske finesser er de mange kommissioner som folketinget nedsætter til at undersøge ministres gøren og laden, men som efterhånden har udviklet til en hel mani og dermed dybest set også har bidraget til undergravelse af det ægte demokrati. Det er derfor glædeligt at velrenommerede forskere som Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen netop i en kronik (Pol.7.12.) konkret fremdrager Minkkommissionen, Tibetkommissionen, Skattekommissionen og andre granskningskommissioner og udtryk for at manien efterhånden er gået for vidt. De finder flere problemer. Dels de mange afhøringer af stort set alle der har haft blot den mindste berøring med forløbet; dels spørgsmålet om afhøringernes kildemæssige værdi og dels afhøringernes "stærke tiltrækningskraft hos oppositionspolitikere, Christiansborg-journalister og nutidens talrige kommentatorer". De nævnte forskere påpeger bl.a. at den rent juridiske analyse hverken er det skarpeste eller det fagligt mest relevante værktøj til at belyse hvordan fx en stort anlagt effektivisering i den offentlige forvaltning (skattevæsenet) kunne køre helt af sporet. Men de påpeger også mere generelt at afhøringerne i disse kommissionssager får den uheldige konsekvens at løsrevne udtalelser, emails, sms'er m.v. bliver til 'gulbjælkede' breaking-historier i medierne, hvis kommentatorer ydermere lystigt drager konklusioner før kommissionsarbejdet er færdigt. Jeg mener personligt at manien er gået alt for langt, og at det er bekymrende for demokratiet at medierne i den grad smækker afhøringerne op på førstepladsen i deres skævvridende opmærksomhedsøkonomi. Sagerne mod Mette Frederiksen om mink-aflivningen og mod Inger Støjberg om familiesammenføring af flygtninge er begge et godt eksempel på at manien er gået for vidt og specielt at de offentlige afhøringer af involverede politikere og embedsmænd er undergravende for tilliden til begge grupper. Jeg tror personligt ikke at den nuværende statsminister eller den tidligere flygtningeminister kan blive dømt for bevidst overtrædelsee af lovgivningen sådan som i sin tid justitsminister Erik Ninn Hansen blev, men det vil tiden heldigvis snart vise. Jeg vil derimod hævde at Minkkommissionen allerede som et biprodukt af hovedundersøgelsen har dokumenteret nogle højst besynderlige forhold i statsministeriet, som faktisk ryster selve tilliden til embedsværket og regeringen og formentlig indirekte har været udslaggivende ved kommunalvalget i november. Jeg tænker naturligvis på selve tonen i sms-udvekslingen mellem statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og de øvrige departementschefer der havde med sagen at gøre. Man kan ikke indvende meget mod selve det faktum at mange ledere på alle niveauer i både den private og den offentlige sektor ligesom alle andre mennesker i pressede situationer, hvor der skal handles hurtigt, benytter stærke og grove udtryk de ikke ville bruge hvis de ikke var under pres. Der går rigtigt mange historier om den slags, også om højstående personer de fleste synes godt om. Men den tone statsministeriets departementschef brugte i november sidste år i den enorme mængde emails hun fyrede af til involverede embedsmænd skiller sig i mine øjne og øren ud i en sådan grad at jeg absolut ikke kan acceptere statsministerens bemærkning om at "det må man leve med". Tonen er i mine øjne uværdig og uacceptabel - og den vil ramme statsministerens eget omdømme, hvis ikke den på den ene elle anden måde bliver påtalt og ryddet af vejen. Den faktiske politikerlede skal uden tvivl også ses i hele det opbrud i partimønsteret der ikke kun hænger sammen med de sidste ti års modstand mod indvandrere og flygtninge, men i Danmark går helt tilbage til det jordskredsvalg i 1973 der ramte alle de fem store partier og trak flere nye partier ind i Folketinget, herunder først og fremmest Fremskridtspartiet (senere Dansk Folkeparti), Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. Der var reelt tale om en opløsning af det faste system med klassepartier, dvs partier der var tydeligt knyttet til de gamle skel mellem arbejderklassen, bønderne og byens borgere. Samfundsudviklingen havde decimeret de gamle klasser og frembragt en ny stand af veluddanende og vellønnede funktionærer og offentligt ansatte. Det var de sidste der var blevet den nye herskende klasse (jf. Jørgen S. Dich) - og det måtte partierne modvilligt forsøge at indrette sig efter. I dag er situationen præget af at langt færre vælgere er partimedlemmer, fordi mange ønsker at stå frit ved valget og så at sige sætte kryds efter situationen. Ingen af de gamle partier eller koalitioner mellem dem kan nu få flertal uden hjælp fra frie støttepartier, der også går efter egne fordele. Kun socialdemokratiet synes med den nuværende leder at satse meget bevidst på gamle dyder og gammelt partitroskab. Partiet er derfor åbenlyst kommet i krise og kan næppe redde sig uden dybere forståelse for at tiderne har ændret sig markant. I dag kræves en strategi der imødekommer nye vælgeres underbevidste ønsker og behov for en samlende, engagerende og progressiv politik der både er helhedspræget, meningsgivende og etisk klar og bevidst. Generelt gælder at ingen af partierne i folketinget har erkendt situationens alvor og derfor endnu ikke har indset at den ikke blot kræver en årlig finanslov, nogle småreformer og løbende justeringer af lovgivningen, men både en ny økonomisk politik der griber fat i ondets rod, selve vækstfilosofien, og en helt ny kulturpolitik der gør åndslivet til en vigtigere faktor end juraen og økonomien. Vi står efter min mening om få år over for en gigantisk økonomisk nedtur globalt og regionalt, som kræver nærmest en omvending af John M. Keynes geniale løsning fra 1930'erne på temporær depression, nemlig midlertidig udpumpning af offentlige midler, der kan sætte gang i produktion og forbrug. Nu står vi overfor en klima- og befolkningskrise der kræver en eller anden gradvis og langvarig inddragelse af midler i omløb der vel at mærke skal gennemføres uden at skabe arbejdsløshed. Og det bliver ikke let. Jeg tror i hvert fald det vil kræve en gradvis afkortelse af arbejdstiden som fagforeningerne og arbejdsgiverne kan tilslutte sig. Men det skal der nok blive kamp om, selv om det faktisk også kunne gavne familielivet og kulturen. Men der ligger i det mindste et stort håb i selve det forhold at mange mennesker er begyndt at indse at ræset efter højere indkomster, mere tøj, flere dyre tasker, flere og større biler, større boliger og finere og finere boligindretning er et skråplan, der ene og alene kan standses ved at folk lader være med automatisk at 'koble varer med karaktertræk', dvs bedømmer folk på hvad de ejer og er i stand til at købe og vise frem. Terrorismen satte skel Til toppen Næste Terrorangrebet den 11. september 2001 på World Trade Center i New York og på Pentagon i Washington var ubestrideligt en rystende begivenhed for den vestlige verden. Den medførte en ganske naturlig gengældelsesaktion fra verdens største militærmagt, som Nato-landene inklusiv Danmark da også tilsluttede sig, og den førte til en forfølgelse af saudi-araberen Osama bin Laden, som var grundlæggeren af terrororganisationen Al-Queda, men dog først blev dræbt ved et droneangreb i 2011. Gengældelsesaktionen førte til langvarig krig i Afghanistan og til relativt kortvarige krige mod Iraks præsident Saddam Hussein og Liberiens præsident Gadaffi, men alle tre steder mislykkedes forsøgene på at skabe demokratiske styreformer og gode samarbejdsformer med Vesten. Begge præsidenter blev dræbt, Hussein endda på yderst ydmygende vis, men befolkningerne fik de vestlige magter ikke over på deres side. I 2005 kom Muhammedsagen med udspring i den danske tegner Kurt Westergaards ganske fine karikatur af en Muhammad-skikkelse med en bombe i turbanen, men tegningen førte via herboende islamiske diplomaters og imamers meget bevidste mellemkomst til voldsomme massedemonstrationer mod Danmark i bl.a. Egypten og fx afbrændingen af Dannebrog og billeder af daværende statsminister Fogh Rasmussen. Og i årene efter fulgte det ene afskyvækkende terrorangreb efter det andet i Danmark, Tyskland, Frankrig, Holland og England m.fl. I både Irak og Afghanistan lykkedes det gennem flere år vestmagterne at opbygge skoler og give både unge piger og mænd god skolegang, og til dels at støtte opbygningen af parlamentariske systemer. Og i 2011 kom der endda i flere arabiske lande en opmuntrende folkelig modstand mod de autoritære regimer og eliter, som fik navnet 'Det Arabiske Forår', og som desværre indledte en indædt magtkamp mellem de stærkt autoritære konservative regimer og de massebevægelser af forskellig slags der mobiliserede folk i islamistisk retning. Som alle i dag må konstatere, blev det arabiske forår efterhånden slået ned af magthaverne alle steder hvor det dukkede op, og samtidigt fik den antivestlige terrororganisation Islamisk Stat flere og flere baser i disse lande. Taliban-bevægelsen erobrede på rekordtid hele Afghanistan, inkl. hovedstaden Kabul. Det var endda en relativt nem opgave efter at USAs’ forhenværende præsident Trump indgik en fredsaftale med Taliban og den nuværende præsident Biden efter sin tiltræden bebudede at alle amerikanske tropper ville blive trukket ud af landet senest 31.8.21. Det var en særdeles entydig besked til det korrupte regimes ledere og kæmpemæssige militærapparat om at deres tid var udløbet. Mange menige afghanerne blev overladt til en nyt styre og dettes magtbegær og tilfældigheder. - Jf. Overblik over Mellemøstens problematik. Det var et kæmpemæssigt nederlag for USA og dets allierede der - i klar uoverensstemmelse med strategien i Europa efter 1945 - forfejlede stabiliseringen i disse lande ved blind ulandsbistand. Den gik nemlig til ledere der var uduelige i politik, men forstod at mele deres egen kage og efterhånden blev forhadte af de lokale befolkningsgrupper. Kort fortalt mistede vestmagterne stort set al indflydelse i Mellemøsten, og der fulgte dels en ny strøm af flygtninge mod Europa, dels en stigende kinesisk indflydelse i Golfstaterne. I forvejen havde USA under præsident Obama valgt ikke at blande sig i borgerkrigen i Syrien, og det benyttede Ruslands præsident Putin til at gribe ind til støtte for den diktatoriske præsident al-Assad. Og dermed kom der også en flygtningestrøm fra den kant. Læren af den forfejlede politik fra vestlig side, er ikke at demokratiet er komplet uforeneligt med den islamiske religion, for det mener almindelige muslimer der ønsker frihed jo ikke, men at demokratiet i hvert fald er så vanskeligt at forene med den gængse islamiske kultur og dens stærkt mandsdominerede og hierarkiske klanstruktur, at der skal helt andre midler til overhovedet at vinde gehør for demokratiske ideer. Der eksisterer desuden i hele Mellemøsten nu et dybt beklageligt, men ikke uforståeligt had til vestlig indstilling. Det har man sådant set kunnet konstatere overalt hvor gamle kolonimagter har skaffet sig landområder og indflydelse, herunder foruden i Mellemøsten også i Indien, Japan og Afrika. Det gælder også i Grønland, hvor følelserne over for danskerne er blandede, fordi de vedblivende står som mere eller mindre indspiste og arrogante koloniherrer, hvad der både afspejer sig i den stærke løsrivelsesbevægelse og i litteraturen fx hos Kim Leine. Hvad den islamistiske terrorisme angår har den ikke vundet, men den er heller ikke overvundet og er derfor stadig en alvorlig trussel. Ikke mindst for Israel. For det palæstinensiske problem er langt fra løst - og vil kun trænge sig yderligere på i årene fremover. Demokratiet som sådant har globalt set lidt et nederlag der gør det nødvendigt at se med nye øjne på både bistandshjælp og flygtningehjælp samt selve religionens betydning. Sekularisering og demokratisering hører efter vestligt synspunkt sammen, men ingen af delene skal opfattes absolutistisk. Specielt sekulariseringen skal ses som forfatningsmæssig adskillelse af religion og magten, men ikke som total fjernelse af religionen og religiøsiteten fra menneskelivet ellet samfundslivet, for dette er for det første komplet umuligt at gennemføre i praksis og for det andet helt overflødigt når man først begriber, at religiøsitet dybest er noget vi mennesker er født med. Den angår ikke opfattelsen af dogmatiske postulater, men den livets mening og helhed der er fælles for alle som psykisk fænomen. Og her er fuld åndsfrihed og dermed demokrati og sekularisering nødvendig Dette gælder også det mægtige Kina, der uden tvivl vil komme til at spille en større og større rolle globalt fremover. Det har unægteligt forandret sig de sidste årtier, og er blevet et rige i fuld materiel og teknologisk udvikling, dog med stadig øget statsgæld. Men det er fortsat et centralistisk styre der nøje overvåger sine borgeres menneskelige og kulturelle udfoldelse og ikke tåler slinger i valsen. Demokrati i liberal forstand med frie valg, flerpartisystemer, magtadskillelse og ytringsfrihed eksistere ikke. Kina har under præsident XI Jinpings ledelse udviklet et specielt socialistisk folkedemokrati som med ledelsens egne ord "integrerer procesorienteret demokrati med resultatorienteret demokrai" og "folkedemokrati med statens vilje". Og dette er meget forskønnede udtryk for et regulært diktatur. Alvoren trænger sig på Til toppen Næste Ved slutningen af året 2021 er det ikke til at komme uden om at den store alvor nu trænger sig på hele vejen rundt i samfundsspektret, dvs. i klimaproblemet, overbefolkningen, flygtningstrømmen, terrorismen, pandemien, digitaliseringen, politikerleden og den almindelige forvirring i befolkningen der ligesom i de dekadente årtier i slutningen af 1800-tallet mestendels søger tilflugt i underholdning, narkotika og festligt natteliv. Alvoren kommer altid ind i eksistensen i kraft af at valgmulighederne i konkrete situationer ikke blot er af formel, teoretisk eller æstetisk art, endsige af komisk art, men tværtimod af skæbnesvanger art. Alvoren griber her ind i den enkeltes liv på en sådan måde at der må vælges mellem handlinger der er i overensstemmelse med konsistensetikkens krav om overvægt af det gode i livet - og på den anden side handlinger der ikke er det og som vel at mærke heller ikke erkendes som tomme eller ansvarsudskydende. Dette har ikke særligt meget at gøre med 'den store stil', som kunsthistorikeren Vilh. Wanscher i begyndelsen af forrige århundrede gjorde gældende under henvisning til den monumentale stil som italienske renæssancekunstnere udfoldede sig i, navnlig i arkitekturen (som Piranesi forholdt sig til). Men man kan dog godt sige, at der også er tale om den store stil i litteratur som Dantes Guddommelige Komedie eller Shakespeares tragedier, blot forholder det sig her ikke så meget i stilen som i det klart anskuelige valg mellem liv og død. Og døden er i hvert fald ikke til at komme udenom, fordi vi alle skal dø. Alt liv på kloden er kendetegnet af at være tidsbegrænset. For menneskets vedkommende gælder at vi takket være lægevidenskaben og bedre levevilkår bliver ældre og ældre, men stadigvæk ligger grænsen for de fleste et sted mellem 80 og godt 90 år. Lægevidenskaben tror stadig at det er en god idé at forlænge levealderen, men det er i hvert fald ikke tilfældet når man ser på resultatet at flere og flere bliver ramt af demens og andre skavanker der gør de sidste år lidet attraktive. Hvad man burde koncentrere sig om var at sørge for så vidt muligt at holde folk åndeligt i live så længe som muligt, og dette sker kun ved som Simone de Beauvoir i sin tid anbefalede at folk bliver ved med - også efter pensioneringen - at have projekter så længe som muligt, dvs seriøse opgaver som kræver både åbenhed, arbejde og koncentration. Alvoren trænger sig stærkt på i de problemer vi har fået med klimaet og befolkningstilvæksten og den hermed afledte strøm af flygtninge. Disse store og hurtigt voksende problemer viser nemlig for første gang i historien massivt og ubestrideligt, at mennesket hverken er herre over naturen eller klimaet. Mennesket kan herse med naturen så den bliver lænset for ressourcer og ødelagt sammen med klimaet, og mennesket har i årtusinder troet at det har kunnet og skulle gøre sig jorden underdanig og formere sig uden grænser, og det har det også kunnet så længe der var god plads, det vil stort set sige indtil år 1900, men siden er det gået galt ikke blot med gale menneskers krige, men også med lægevidenskabens og ulandsbistandens humanitære hjælp. Man har rent ud sagt tilsidesat ethvert hensyn til naturen i den naive tro at naturen var til for menneskets skyld, uanset at vi selv er en del af naturen. Mange har for længst råbt op om tåbeligheden i denne tro, men er blevet afvist med henvisning til at videnskaben og teknologien nok skal klare alle problemer. Nu er problemet så alvorligt at selv FN's generalsekretær - som tidligere anført - må bruge et så stærkt udtryk som at vores planet hænger i en tynd tråd. Alvoren understreges kun yderligere af at alle hører ordene, men ingen reagerer med andet end ord og i nogle tilfælde også forslag om velmente klimamål som bare ikke batter. Generalsekretærens advarsel går slet ikke ind i sjælene. Ingen vil rigtigt erkende at hverken FN eller nogen anden verdensorganisation er herre over klimaet eller naturen. Og at heller ikke de behjertede klimaaktivister er det. En sådan erkendelse er også meget vanskelig, for den kræver faktisk et fundamentalt opgør i sjælene med den vækstfilosof og fremskridtstro som har været herskende i generationer, og som vel at mærke ikke er en akademisk eller spekulativ teori, men en tænkning eller synsvinkel der er gået i blodet på de fleste og derfor slet ikke kan ændres uden at en radikalt ny og krævende tankeproces inddrager de to slags psykiske grundproceser og hele konsistensetikken. Hovedproblemet her er præcist at folk i almindelighed er helt uvidende om disse processer og denne etik, ja, nærmest også virker uvidende om at de overhovedet har en sjæl. Årsagen hertil er en historie for sig, men den betyder en fatal mangel på forståelse for at alle samfund, alle folkeslag og alle kulturer også har et suverænt åndsliv, der forudsætter et frit og dynamisk spil mellem det bevidste og det ubevidste. Konsistensetikken Til toppen Næste Psykiateren Erling Jacobsen (1919-1988) påviste i sin bog 'Godt og Ondt' fra 1983, at der er fire hovedkilder til den menneskelige samvittighed, nemlig tre skadelige og een gavnlig. De skadelige er 1) Forældres holdninger der indbygges i børn og bliver en del af disses psyke. Det sker på den måde, at billigelse eller misbilligelse fra forældrenes side medfører automatisk lyst eller ulyst hos barnet. Det sætter derfor efterhånden signallyst på de ting det erfarer, at forældrene billiger, og signalulyst på de ting de misbilliger. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende. - 2) Barnet identificerer sig en bloc med den af forældrene det føler at have tabt til i den voldsomme konfliktsituation i 3-7 års alderen, hvor kærlighed og had bringes i en utålelig forbindelse med hinanden på grund af jalousi. Frygten for gengæld får barnet til at tæmme sit voldsomme had mod rivalen - den af forældrene der har samme køn som det selv. Hadet fortrænges for en dels vedkommende indad mod barnet selv (det internaliseres). Og alt dette føles som et nederlag for barnet og fører til, at det massivt gør sig ét med den af forældrene det har tabt til. - 3) Barnet vender sin barbariske aggressivitet mod sig selv. Jalousien og alle andre frustrationer barnet har været ude for samler sig til en åndelig kraft af den frygteligste art, det såkaldte Ødipuskompleks. Og det allerværste i denne forbindelse er, at barnet for at holde hadet borte fra bevidstheden også holder kærligheden borte, eftersom det var kærlighedsfølelsen der gav anledning til hadet. Der sker dermed en større eller mindre nedsættelse af evnen til at føle kærlighed, ja, en afstumpning af den almindelige livsfølelse og en generel uvirkelighedsfornemmelse, altså fremmedgørelse. For at lette sindet for noget af det had barnet har fået indbygget i sin samvittighed på denne måde, fører det hadet over på andre mennesker, og vi får den moralske fordømmelse og indignation, som præger mange voksne mennesker, især af fundamentalistisk tilsnit. Fra da af bliver tingene i sig selv henholdsvis tiltrækkende og frastødende. Heldigvis er der også en gavnlig kilde til samvittighedens dannelse, og den består i egoets følelse af forpligtelse over for noget uden for det selv, vel at mærke ikke noget uden for dets ydre selv, men uden for dets indre selv, som altså faktisk er der. Ikke alle menneskets indre mentale processer kan altså uden videre betragtes som hørende til dets eget ego. Der er tværtimod en indre grænse mellem menneskets egen psyke og mentale eller psykiske kræfter uden for dets ego. Jacobsen finder det selvindlysende, at det altid er moralsk rigtigt, hvis egoet (inkl. dets udspecialiserede del som vi efter Freud kalder superegoet eller overjeget) står for styret og gennemfører sine beslutninger, medens det er umoralsk, hvis en eller anden øjeblikkelig følelse eller indskydelse tager magten fra én og får én til at handle mod, hvad klogskab eller overbevisning tilsiger én. Dette gælder også selvom det er varme eller kærlige følelser der tager magten fra ens dømmekraft. Jacobsen indfører altså her en sund dømmekraft der er hævet over affekter og lavere impulser. Og med den bliver der så at sige en sund samvittighed at appellere til. Pointen er, at jeget ikke er frit stillet med hensyn til, hvordan det vil reagere. Hvis det nemlig skal handle moralsk hensigtsmæssigt, er det ikke tilstrækkeligt, at det sørger for at få sin vilje; det må også optræde således, at det ikke i det lange løb svækker sig selv og til slut bliver så magtesløst, at det bukker under for følelsernes pres. Egoet eller jeget har således en ganske bestemt moralsk opgave: det skal stå for det praktiske styre, men som en loyal tjener for det følelsesliv der i det lange løb kan opretholde selvagtelsen, selvfølelsen eller selvkærligheden. Og dette følelsesliv er noget uden for egoets grænse. Det ligger ifølge Jacobsen i id'et, dvs i det dybeste lag i psyken. Der er altså i psyken en instans, hvor etisk pligt føles som en pligt over for noget der ligger uden for én selv. Og det er vel at mærke ikke guder og djævle der er tale om, men indre kræfter man er forpligtet overfor. Troen på guder og djævle har haft sin oprindelse i denne sikre oplevelse af, at man er forpligtet over for noget uden for én selv - og ikke omvendt. Men der er vel at mærke heller ikke tale om en forpligtelse som man frit kan vælge at følge eller ej, eller som man eventuelt kan ræsonnere sig frem til. Men om en forpligtelse af umiddelbar bindende karakter. Det var LSD-eksperimenter der overbeviste Erling Jacobsen om denne sammenhæng. Det er den såkaldt ‘orale lyst' og ‘orale ulyst' som har hele denne enorme og umiddelbare etiske ladning. "Ingen der har oplevet disse tilstande kan være i tvivl om, at man her umiddelbart står over for henholdsvis det gode og det onde". Jacobsen beklagede selv, at han var nødsaget til at bruge utilstrækkelige udtryk som oral lyst og ulyst. Han kalder dem et sted ligefrem hjælpeløse betegnelser. Men vi står her ved sprogets ejendommelige fattigdom. Vi har (endnu) ikke bedre betegnelser for disse følelser, selvom det er ganske og aldeles fundamentale følelser. Udtrykkene dækker følelser der findes allerede hos det spæde barn, dvs. fra fødslen, og i ælde og ærværdighed kun overgås af den fundamentale magtdrift, som der heller ikke på de moderne sprog er nogen betegnelse for. Spædbarnets stadium fra det fødes til det er omkring et halvt år kaldes oral, ganske enkelt fordi munden og hvad der føres ind i munden, dvs. mad og drikke, har den allerstørste interesse. Men oral lyst og ulyst drejer sig ikke kun om selv fødeindtagelsen, men også om de omstændigheder der knytter sig til fødeindtagelsen, det vil normalt sige moderens krop, lugt, hænder, stemme, smil, pleje, opmærksomhed og endda lyden af hendes fodtrin o.a. Og det er jo faktisk meget heldigt for os at den sunde samvittighed kan føres helt tilbage til denne fundamentale erfaring i ethvert menneskes liv. Men da det nok for nogle vil være besynderligt at den som hovedkilde til den afgørende sunde samvittighed først blev gjort bevidst for Erling Jacobsen gennem LSD-eksperimenter, er det nødvendigt at tilføje, at alle erfaringer fra spædbarnsalderen simpelthen forbliver ubevidste indtil de eventuelt kommer frem ved psykoanalyse af forskellig slags eller visse former for meditation, bøn og andagt, eller altså fremkaldes på kunstig vis ved brug af stoffer. Men uanset om de kommer frem eller ej, har de afgørende betydning for alle menneskers opvækst og senere liv. Og det skal i den forbindelse også nævnes at bedømmelsen af dem, når og hvis de kommer frem, kræver en vis nøgternhed og erfaring. Erling Jacobsen lagde selv afgørende vægt på at man må kunne skelne ægte erindring fra de meget levende fantasier der også kan fremkaldes med fx LSD, men som illustrerer begivenheder fra et meget senere tidspunkt. Ja, han understregede at man uden denne skelnen kan komme slemt op at køre - og nævner udtrykkeligt som eksempel den tjekkisk-amerikanske psykoterapeut Stanislav Grof og "de mængder af rabiat sludder han skriver på grundlag af sine oplevelser med LSD". For Erling Jacobsens eget vedkommende førte erfaringen til postulatet om at identiteten mellem automatisk lyst (varme, kærlighed) og automatisk akcept, og mellem automatisk ulyst (kulde, afsky, ondskab) og rejektion indbærer, at mennesket har en bunden opgave. Det er henvist til at forsøge at sætte sine lystsignaler eller akceptsignaler på ting der forøger sandsynligheden for den automatiske lyst eller akcept (altså varmen og kærligheden). Og Jacobsens endelige påstand bliver da, at intet menneske frivilligt med overblik over hele sin situation og frihed til at vælge vil gøre tingene på nogen anden måde. Fejltagelser kan kun opstå, når individet mangler erkendelse eller eventuelt er udsat for et så voldsomt følelsesmæssigt pres, at det ikke længere er frit. Alt hvad der med rette kan betegnes som menneskelig moral har efter dette hovedsynspunkt at gøre med et ønske ethvert mennesker nærer om ikke at gøre verden til et totalt koldt sted uden mulighed for tilfredsstillelse af varme og kærlige følelser. Og Jacobsen gjorde derfor gældende, at der kan opstilles fire grundregler for en menneskelig moral: Det er umoralsk (1) at være rasende (grådig), (2) at nyde grusomhed mod nogen man holder af, (3) at være fej - og (4) at lyve for sig selv. Om alle fire moralregler, siger Jacobsen, gælder at de til syvende og sidst drejer sig om én eneste ting, nemlig menneskets indre konsistens: Mennesket hænger ikke sammen som det optimalt kan og bør, hvis det modarbejder sine egne formål, og det vil primært sige, hvis det modarbejder sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen. Og da mennesker nu engang også besidder en vigtig aggressivitetsdrift, må det tilføjes at det er konflikten mellem aggressivitet og kærlighed der fører mennesket ind i de moralske problemer. I sammenstødene mellem aggressiviteten og kærligheden står moralen på kærlighedens side i kraft af den dybe forbindelse mellem automatisk lyst og automatisk akcept. Men dette betyder at løsningen på konflikten mellem kærligheden og aggresisivitetsdriften ikke - som mange tror - er at undertrykke aggressiviteten til fordel for kærligheden, for det vil medføre frustration, der igen undergraver eller modarbejder kærligheden. Løsningen er derimod at moralen lærer at håndtere aggressivitetens krav på en måde, der i længden fører til bevarelsen af kærligheden og varmen. Hertil kan erkendelsen og en rationel, ikke-autoritær samvittighed tjene. Her kommer kvindernes stilling i forhold til manden uundgåeligt ind i billedet. Metoo-bevægelsen har dokumenteret at kvinderne ikke alene i de muslimske lande og visse andre lande som det mægtige Kina, men også i de vestlige, demokratiske lande fortsat lever under en undertrykkende mandskultur der endda i visse miljøer hæmningsløst overskrider deres selvfølgelige, forfatningsbaserede rettigheder og ligestilling. Det er både uhyggelige og utrolige beretninger der de sidste par år er dukket op om nedværdigende behandling af kvinderne - og det er derfor nødvendig at påpege at vi her i år 2021 netop på dette område står over for et virkeligt skræmmende billede af hvad manglen på indre konsistens betyder i forbindelsen med manglen på viden om de psykiske processer. Der foreligger i visse miljøer præcis et sammenstød mellem på den ene side den kærlighed, varme og respekt som er betingelsen for overvægt af det gode i alle menneskers liv og på den anden side den aggressivitetsdrift som er en del af menneskets natur og kultur, men af hormonale grunde er større hos manden end hos kvinden, og som ureguleret og ukontrolleret medfører overgreb og krænkelser af kvinder i alle aldre. Og disse krænkelser kan det moderne demokratiske samfund simpelthen ikke acceptere - fordi de forhindrer samfundenes konsistens. Det er et langt større problem end vi har anet, men der er ingen vej uden om et opgør. Den fatale frygt for det underbevidste Til toppen Næste Som det ses er vi i hele den moralske problematik havnet i nødvendigheden af at beskæftige os meget seriøst med det ubevidste og underbevidste, ikke bare ved at læse lidt om det nu og da, men ved at trænge så dybt ind i de psykiske grundprocesser og konsistenseetikken at vi bliver fuldt fortrolige med både essensen og terminologien. Vi må give os til helt selvfølgeligt at tænke i deres baner i både hverdag og fritid - i stedet for at styrte rundt på få og få i forlystelseslivet eller på de sociale medier for at finde den mening og helhed og overvægt af det gode der ikke ligger dér. Og her støder vi gang på gang på en meget stor, men til at begynde med som regel ubevidst modstand mod eller frygt for overhovedet at have noget som helst med det ubevidste at gøre - og dette på trods af at det ubevidste findes i alle menneskers sjæleliv bag facaden af sanselighed og sanseløshed og pænhed. Refleksivt indstillede, introverte mennesker har ikke så stor modstand mod det, fordi de er vant til at være stille, at kunne falde i staver og bare lade associationerne komme som de "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke" Storm P. kaldte med herligt udtryk. Denne mand var selv et reflekterende menneske der frygtløst tog åbent imod alle kreative indfald der kom fra det kollektivt ubevidste. Han forstod til fulde at det er selve bevidsthedens ulidelige bevogtning af hvad der foregår i sjæledybet der forhindrer den frie kreativitet. Og det er just problemet i en nøddeskal: De refleksivt indstillede mennesker tager imod de frie associationer, mens de meget rationalistisk indstillede og de meget puritanske indstillede afviser dem, ikke alene for deres eget vedkommende, men i det hele taget. Her ligger jo forklaringen på at videnskabsfolk der koncentrerer sig om bevidste og logiske analyser af tingene og fænomenerne, hverken får øje på de frie associationer eller accepterer dem, og at jurister tilsvarende - med få undtagelser - er blinde og tonedøve. Ligesom de forlystelsessyge og de stofafhængige på ders vis prøver at flygte fra sig selv mest muligt. Desværre giver problemet sig også udslag i videnskabsfolks vurdering af fagfæller der ikke kører lige efter bogen, men tillader sig at åbne erkendelsens døre for det der findes uden for det praktiske og nyttige. Det gik bl.a. ud over Erling Jacobsen der stødte på massiv modstand mod sine synspunkter fra den positivistiske fløj af filosofferne. Det gjaldt etologen Konrad Lorenz, hvis tværfaglige filosofi ikke nævnes med et ord i den danske encyklopædis artikel om ham, skønt hans originalitet netop lå i det grænsesprængende. Og det gjaldt også både religionshistorikeren Vilh. Grønbech og atomfysikeren Niels Bohr, hvis banebrydende forskning på hver sit felt gik langt ud over standarden i deres fag, hvorfor de blev udsat for en massiv tavshed fra snæversynede fagfæller, der ville være i fred for nye tanker. - Jeg har selv - i al beskedenhed - mødt denne massive tavshed og ofte måttet undret mig over inkonsistensen i den. Jeg kan derfor ikke dy mig for efter gensynet med en af den geniale russiske filmmager Andrej Tarkovskijs store film at påpege at den bag sine tilsynedeladende apokalyptiske historie på sin vis handler om selve frygten for det ubevidste. 'Vandringsmanden' (eller Stalker) fra 1979, handler om en gift mand, der er en evig vandringsmand eller en evig jøde, fordi han ikke kan slå sig til ro i et almindeligt småborgerligt ægteskab og et normalt arbejde. Men nu vil han ind i den 'forbudte zone' for endnu engang at udforske den - sammen med to kammerater, Professoren og Forfatteren. Han er selv tidligere straffefange og kender tilsyneladende zonen ganske godt. Filmen indledes med et skænderi mellem ham og konen, da han tager af sted, for hun frygter, at han ikke vender tilbage til hende og deres handicappede barn, en pige der er født uden ben, fordi Stalker har været inde i zonen før han besvangrede moderen. - Forfatteren er meget filosofisk og talende og åbenlyst i skrivemæssig krise, fordi han har tabt troen på en mening med livet. Og Professoren er fysiker - men eksistentielt nærmest nihilist. De snyder sig ind i zonen i en åben stationcar ved at køre ind gennem den normalt afløste gitterport bag et godstog. De bliver forfulgt og beskudt af adskillige politibetjente på motorcykel, men undslipper og udskifter efter et stykke tid bilen med en trailer som står på et jernbanespor, og som de fylder op med en medbragt dunk benzin. De kører gennem øde og ødelagte omåder indtil sporet ender. Derfra går de videre, efter at Stalker har sendt trailer retur med en bemærkning om der ikke er nogen vej tilbage. Det afgørende og spændende ved hele fortællingen er at den forbudte zone der udadtil giver mindelser om en en straffelejr eller et område der har været ramt af en atomulykke i virkeligheden kan betragtes som det ubevidste eller underbevidste der jo i en vis forstand er forbudt område for normale, samfunds- og systemtilpassede borgere. De to frivillige ledsagere følger de anvisninger Stalker giver, og hele holdet kommer gennem mange forskellige områder - fx et grønt og smukt område hvor planterne dog er uden lugt, et sumpområde hvor de må gå en stor omvej og en lang tunnel der ender ved en ståldør der dog kan åbnes og fører ind i en stor hal med bølgende sandbunker på gulvet. Hele tiden får de to ledsagere at vide at der ingen vej er tilbage. Undervejs har professoren i et rum taget en telefon der ringer og viser sig at fungere. Han siger nej til spørgsmålet om det er laboratoriet. Men bagefter ringer han til 'Laboratoriet', hvis nummer han kender og må formodes at være til hans arbejdssted. Han spørger efter en bestemt person, fortæller denne at han er inde i Zonen, og får omgående at vide at han er fyret som forsker. Efter lodtrækning udpeges Forfatteren til at gå forrest ind i tunnelen. Han trækker en pistol frem for at afsikre den, og en åbenlyst nervøs Stalker skælder ham ud. Det er ikke meningen at Forfatteren skal skyde sig fordi han bevæger sig ind i usikkert område. På et tidspunkt ses han for sit indre blik med en tornekrone af pigtråd om hovedet. Da de er kommet igennem tunnellen og metaldøren ind i den store hal tager professoren en solid bombe frem. Igen bliver Stalker stiktosset, overfalder ham, så Forfatteren må gribe ind. Det kommer til håndgemæng. Stalker er irriteret over at Forfatteren har valgt en forkert vej efter tunnelen, for dermed er hele projektet forfejlet. Man hører jævnligt de tre perssoner røbe deres inderste tanker om turen og livet - og hinanden. Og til sidst ses de tre personer hjemme hvor Stalker bor, og hvor de modtages af hans kone og barnet. Hun er glad for at de er kommet hjem. Stalker er til hendes forbavselse ledsaget af en sort og flot schæferhund som ekspeditionen har mødt flere gange undervejs. Den var nysgerrig, viste aldrig tænder eller rejste børster, og den havde netop knyttet sig til Stalker. Han løfter sin datter op på skuldrene - og hun viser sig at være klædt i en festlig, gylden dragt og hætte. - Et smukt og tydeligt klimaks, som man kan finde tilsvarende i Tarkovskijs andre film. De fortæller alle om traumatiske begivenheder i menneskers liv som på forskellig vis lægger hindringer i vejen for at personerne kan opdage meningsfuldheden. Jordelivet virker for 'Vandringsmanden' som en jammerdal eller et apokalyptisk landskab der kun kan nære fortvivlelse. Men der gives også håb om mening eller lys. Stalker selv er blevet forandret - uden at have regnet med det. Helhedsrealismens svar på udfordringerne Til toppen Næste Overbefolkningen på jordkloden, klimaforværringen, flygtningestrømmene og pandemien er sammenhængende problemer der til sammen sætter alle jordens lande uden undtagelse i stor fatal krise i disse år. Terrorismen der primært skyldes manglen på progressiv udvikling i Mellemøsten har kun forværret krisen, og det samme har digitaliseringen i kraft af den lette og fristende tilgang til nettet og de såkaldt sociale medier der på en og samme gang giver fordummelse og uigennemskuelighed i brugen af snedige algoritmer. Krisen forstærkes kraftigt af de ændrede globale magtforhold. Et splittet og forvirret USA har mistet indflydelse i Mellemøsten, mens Kina og Rusland har fået langt større indflydelse. Nato er i krise, fordi den kolde krig er forbi og blot erstattet af en anden lige så fastlåst og simpel konfrontation mellem demokratiske værdier og diktatorisk magtudfoldelse. EU er splittet mellem forældet centralisme og en ønskværdig og mulig decentralisering som kommissionen er imod. Mange EU-lande er ramt af en politikerlede, der dels skyldes fraværet af realitetssans og udsyn, dels stigende bureaukrati og korruption der reelt gør landene ineffektive - og hertil kommer hele den gamle. naive men udbredte tro på vækst, fremskridt og rationalitet, dvs. netop de fænomener der er hovedårsagen til den store overordnede krise, men som både politikerne og eliten alligevel holder fast i. Økonomien der hidtil har klaret sig ved vækst på vækst nærmer sig sit sammenbrud, fordi klimaproblemerne, flygtningsstrømmene og pandemien ikke alene vil lægge beslag på alt overskud, men også øge befolkningens stress, mistillid og modstand. Det vil hurtigt blive nødvendigt at omstille økonomien radikalt ved så at sige at vende John M. Keynes gamle makroøkonomiske model fra 1930'erne på hovedet: forbrug og produktion skal mindskes systematisk over længere tid ved at samle flere og flere midler op (dvs. spare) uden at skabe arbejdsløshed, og dette kan kun lade sig gøre ved at skære arbejdstiden ned og ad denne uortodokse vej sikre beskæftigelsen. Det vil betyde nedgang i reallønningerne og forbruget, men dette vil gavne folkesundheden og mentaliteten, fordi den stressende konkurrence bliver mindre. Det bliver på denne måde også nødvendigt at ændre kulturen fra forbrug og spil til ansvar og konsistens. Det vil betyde at turismen skal neddrosles, at den professionelle sport reduceres kraftigt og at globale sportsstævner som olympiader og verdensmesterskaber skal helt fjernes. Kulturændringen vil også kræve konsekvent opgør med den efterhånden vildt udbredte drukkultur, hashkultur og brug af psykedeliske stoffer. Dette må under ingen omstændigheder gå ud over fællesskabet eller folkelige fester, festivaler eller karneval og lign. Men fælleskabet skal søge nye former, så langt væk fra konkurrenceberuselsen som muligt. Opgaven nu bliver alt andet end at gå i sortsyn, fortvivlelse eller opgivelse. Alle må indse at pandemirestriktioner fremover fortsat vil være nødvendige - gerne i frivillige tilpasninger. Men vi skal fremover prioritere opdyrkningen af de gode og konstruktive sider af kulturlivet, ikke mindst musikken. Denne betyder enormt meget for næsten alle mennesker, fordi den i højere grad end nogen anden menneskelig trang og lidenskab fører direkte til den nødvendige erfaring af helheden og mening - uden om al rationalitet og nyttelære. Der er dog ingen tvivl om at den klassiske musik kan noget andet og mere end den rytmiske musik, der primært taler til kroppen. Den klassiske musik skaber mulighed for direkte føling med helheden og meningen - og det vil i realiteten også sige med det ophøjede og hellige. Dette er meget klart i den deciderede kirkemusik, som oprindelige var forbundet med katolicismen og dens ritualer og absolutte sandheder. Og da disse fra og med 1500-tallet efterhånden mistede deres urokkelige status, gik den musikalske føling med det ophøjede og hellige faktisk videre til operaen og den store symfoniske musik fra og med Beethoven. Hemmeligheden her er at den hører hjemme i store, nærmest sakrale rum, og at den skal påhøres i andægtighed. Og det er noget mange først skal til at vænne sig til. De fleste vil i dag nok ubevidst gøre modstand mod det. Det bliver utvivlsomt en af allervigtigste forudsætninger for at løse krisen vi endeligt kommer til at indse at vi ikke er herre over naturen eller klimaet, men er henvist til at sørge for nærmiljøet. Vi skal indse at vi må værne naturen, dels ved at reducere landbrugets og fiskeriets store, fabriksagtige produktion, dels og navnligt ved selv at øge kontakten med den grønne natur. Det indebærer ikke mindst at vi opprioriterer boligerne til noget vi tager fuldt ansvar for, hvad der i vid udstrækning vil sige at vi skal værne om selve den idé der i årtier har præget dansk kultur: ejerboligen. Demokratiopfattelsen må også revurderes inden det bliver for sent, for det dur ikke hvis folk i almindelighed i alle sociale og politiske og kulturelle sammenhænge kører blindt efter deres mavefornemmelser og ubevidste frustrationer. Demokratiet kan slet ikke fungere uden vilje til personlig eksistentiel tilblivelse og et dertil svarende relativt højt oplysningsniveau. Og dette var faktisk hvad der kom til med demokratiseringen i midten af 1800-tallet fordi den - ikke mindst for Danmarks vedkommende - var tæt forbundet med en stærk folkelig og religiøs vækkelse. En sådan anser jeg for helt nødvendig i dag - og den vil naturligvis ikke komme ovenfra, fra de politiske ledere eller den akademiske elite. Den skal komme nedefra, fra folket, og det vil sige at der aldrig vil komme et nyt blomstrende forår uden at enkeltpersoner bliver grebet af ideen og tager initiativer til at danne bevægelser og frie institutioner, frie efterskoler og frie højskoler der kan give rum til det nødvendige fællesskab og den nødvendige kult. Det kan altsammen kun ske gennem en stærkt folkelig vilje til at sørge for overvægt af det gode, varme, kærlige, meningsfulde og fortryllende - og derfor skal folkeskolen naturligvis også inddrages og med oplyste læreres hjælp tilrettes dette overordnede formål. Og det vil kræve et bevidst brud med den ensrettede rationalisme og nytteindstilling. Det vil være en forudsætning, at den moralske fordømmelse med al dens had og hademails droppes og erstattes med terapi og oplysning og de psykiske grundprocesser. For dette had er ikke en uskyldig fornøjelse, men sygelige træk i sjælen der skyldes manglende selvindsigt omkring oplevede frustrationer og traumer. Der bliver en klar betingelse for den nødvendige kulturændring at flertallet tager konsistensetikken til sig som vejen ud af alle frustrationer. Den er ikke en teori der skal læres, men en række personlige erfaringer man skal skaffe sig og gøre til sine bærende fortællinger eller billeder i sjælen. Mennesket får aldrig konsistens i sjælen, hvis det modarbejder sine egne formål eller sine behov for varme, kærlighed og intensitet i tilværelsen. Alle må tilegne sig den tilgængelige viden om at vi har to tilgange til virkeligheden - den sanselige og den åndelige - og forstå at følingen med virkeligheden og helhed altid beror på de ofte intense primærprocesser, men at voksenlivet med dets arbejde, faglighed og nytte altid beror på de relativt svage, men stabile sekundærprocesser. Ligeledes skal den ødelæggende enten-eller-tænkning erstattes med det bohrske komplementaritetssynspunkt der muliggør et konstruktivt, dynamisk samarbede mellem to logisk uforenelige principper. Det er den vigtige komplementaritet mellem individ og samfund, mellem sjæl og legeme og, mellem frihed og lighed. Samfundsaspektet er ofte i modsætning til de individuelle interesser, men komplementariteten lader dem stå ved siden af hinanden. Sjælen og legemet er to vidt forskellige størrelser, men det er meningsløst at se den ene som basis for den anden. De er begge berettigede, men tjener vidt forskellige formål. Og friheden og ligheden er også uforenelige. Friheden fører ligefrem til ulighed og utryghed. Men de er lige nødvendige for dynamikken. Den komplementære helhedsrealisme er vejen frem, fordi den sikrer helhed og mening samt realisme i et dynamisk modspil - uden nogensinde at havne i et lukket system, men den er en nødvendig terminologi, og selve idéen kan kun ses intuitivt. Ved at vælge sekulariseringen vil vi droppe dyrkelsen af en snæver dogmatisk religion til fordel for en ægte og åben kult der inkluderer musik og drama. Den udelukker ikke religiøsiteten som sådan, for denne er medfødt, og den udelukker heller ikke den inspirerende forståelse for menneskesønnens budskab om at vejen til evighedens rige - med vore moderne ord - er identisk med suspension af sekundærprocesserne. Endelig skal vi genindføre en folkelig højsang der besynger selve den mytiske skabelse som en daglig foreteelse vi oplever hver eneste dag og som intet har at gøre med de naturvidenskabelige teorier om en universel begyndelse for 14 milliarder år siden. Sådanne er kun leg med teoretiske modeller. Men mytisk skabelse er oplevelsen af at solen står op som ny hver eneste dag og sætter gang i fotosyntesens spontane vækst. Deraf følger sangen, legen, kunsten og musikken, erotikken og seksualiteten, festen og sporten. Kort sagt al den ånd og kultur mennesket aldrig kan undvære i eksistensen. Ejvind Riisgård Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk. Henvisninger Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Overblik over Mellemøstens problematik - gennemgang og kritik af Lars Erslevs nye bog "Oprør og Alliancer" (31.10.21.) Konrad Lorenz' kulturopgør COP26-aftalen 13.11.21. fra Glasgowkonferencen Covid19-pandemien Kansler Merkels egenhændige åbning af EU's ydre grænser Kampen mod techgiganterne kræver nytænkning Den herskende klasse efter 1970 - ifølge Jørgen S. Dich Sms-udvekslingen med statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen Kim Leine's roman "Rød mand/sort mand Niels Bohr og komplementaritetssynspunktet Komplementaritetens betydning for politik og eksistens (4.6.17.) 'oplysningstiden' Den irrationelle uvilje mod det irrationelle (29.05.13.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste Vilh. Grønbechs kulturopgør Åndelige strømninger i det 19. århundrede De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed (11.3.18.) Isaac Newton Videnkabshistorikeren Thomas Söderqvist om virologen Niels K. Jerne Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om Muhammad Mellemøstens problematik, overblik og kritik af Lars Erslevs nye bog (31.10.21.) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens Konsistens-etikkens Ti Bud (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) Hvem er min næste? (15.1.06.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Religion som emergent fænomen i biologien (24.12.09.) Holismen en umulighed i dag Virkelighedens dobbelte karakter (syv artikler) Artikler om Erkendelse Artikler om Etik Artikler om Psykologi Artikler om Musik Artikler om Film Artikler om Kunst Artikler om Eksistens Artikler om Muhammedsagen Artikler om Flygtningskrisen Artikler om Danmark Artikler om EU og Europa Artikler om Mellemøsten Artikler om Miljø og klima Artikler om Terrorismen Artikler om Samfund Artikler om Oplysning Artikler om Religion Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |