|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.3.22.Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa 2022Den kritiske situation i UkrainePutins rolle Alvoren i situationen Det springende punkt Ukraine-konflikten De vestlige reaktioner er automatiske Ansvaret må ses i en større sammenhæng Henvisninger Den kritiske situation i Ukraine Til toppen Næste Situationen i Ukraine efter den uhyrlige russiske invasion har ved siden af de umiddelbare reaktioner også medført en mere principiel og eksistentiel debat om forholdet mellem de vestlige demokratier og det store østlige diktatur. Spørgsmålet er ikke mindst hvordan det er gået til at vi nu blot tredive år efter Murens Fald og Sovjetunionens kollaps pludseligt er havnet i en varm og blodig krig mellem det kæmpemæssige, enevældige Rusland, der rækker langt ind i Asien, og det betydeligt mindre østeuropæiske Ukraine, der gerne vil høre til Centraleuropa. Det er let at se at Ukraine er et splittet land, for så vidt det i provinserne mod øst har et ganske betydeligt mindretal af russere der føler større tilknytning til Rusland end til Vesteuropa. Og til dels også let at forstå at Putin ikke ønsker at se Nato og EU udvidet helt til den russiske grænse syd for det østeuropæiske Belarus, hvis præsident er en tro Putin-støtte. Men det er svært at se anden grund til Putins længe planlagte overfald på Ukraine end rent overmod kombineret med en sygelig frygt for angreb fra vestlig side, en frygt der endda har syntes støt stigende gennem de sidste to-tre år – og pudsigt nok forværret under coronakrisen, hvor Putin af frygt for at blive smittet har holdt latterlig stor afstand til både sine nærmeste rådgivere og fremmede statschefer ved officielle møder. Vi har hæftet os ved Putins henvisning til historiske kendsgerninger som løfterne til den positivt indstillede Mikhail Gorbatjov efter Murens fald og den altfor firkantede fredsafslutning i november 1918 der gjorde bl.a. Ukraine til en uafhængig stat og dermed løsrev det fra det gamle russiske zardømme. Henvisningerne afslører at Putin den dag i dag tænker i sovjetiske baner og nok har accepteret at de centraleuropæiske lande Polen og Ungarn efter 1991 blev tilknyttet de store vestlige organisationer som EU og Nato, men siden udtrykkeligt frabedt sig at Nato og EU rykkede helt frem til Ukraines grænse til Rusland. Sammenligningerne med Krim, Georgien og Armenien halter, for disse lande er ikke en del af Europa, men af den komplekse kaukasiske region mellem Europa og Asien. Uanset at flere vestlige politikere som bl.a. den danske udenrigsminister afviser at beskæftige sig med Putins psyke, så er det åbenlyst for de fleste at den ulyksalige konflikt omkring Ukraine ikke kan forstås uden at vi prøver at forstå Putins dybeste ønsker og formål. At forstå dette er ikke at acceptere dem, men blot at muliggøre en rimelig og fornuftig reaktion. Putins rolle Til toppen Næste En kronik i Politiken 24.2. hævdede at både Putin og den russiske befolkning har luftige eller ’svævende’ forestillinger om at være en stormagt, men disse kan dog hverken bestrides eller udelukkende føres tilbage til SEJREN i 1945, hvor den Røde Hær smadrede den østlige del af Nazityskland for at komme til Berlin før briterne og amerikanerne. Det er heller ikke nok at konstatere at ’zarmyten’ stadig lever i Rusland, dvs myten om den store almægtige, alvidende, algode og alfaderlige hersker for fædrelandet, for Putin taler hellere om den nugældende ’magtvertikal’, dvs. hele det lodrette kommandosystem ovenfra og ned som øverst har ham selv som absolut hersker med eget brutale voldsapparat til at klare uorden og afvigelser nede i rækkerne. Derimod spiller det en stor rolle at Putin kan påberåbe sig en særlig russisk ånd (dusja) som ubevidst og uudtalt bæres af stort set alle russere, og som eksempelvis ses hos forfattere som Dostojevskij, Pasternak og Solsjenitsyn såvel som hos dramatikere som Tjekhov, filminstruktører som Tarkovskij og flere komponister, herunder Sjostakovitj og Prokofiev der begge måtte tåle Stalins ulidelige opmærksomhed. Denne russiske ånd blomstrer især i ’den sande gudsdyrkelse’ – altså i den russiske ortodokse kirke med sin røgelse, bønner og ritualer og hele stokkonservative moralsyn. Dette kan man sagtens latterliggøre, hvis man er en almindelig sekulariseret dansker og blot har et konventionelt forhold til den slappe og mere og mere intetsigende folkekirke. Men man skal ikke undervurdere religionens rolle i Rusland eller fx Polen. Den havde afgørende betydning for den almindelige befolkning i Sovjet under krigen og i Polen under den efterfølgende sovjetiske undertrykkelse. Og den har en vigtig rolle i dag i alle oprørsbevægelser i Østeuropa - ganske som i tilsvarende frihedsbevægelser i den islamiske verden. Det er rigtigt at kirken i Rusland er stokreaktionær og moralistisk, men det har kirken også været på vore egne breddegrader gennem flere hundrede år, ikke mindst i protestantismens minoritetsmenigheder. Man skal blot ikke se bort fra at kirken uanset alle fejl, dogmer, fordømmelser og kætterforfølgelser er bærer af et åndsliv der går på tværs af al rationalisme og derfor også dybest set går på tværs af al magtkamp. Dette gælder også i dagens Rusland, hvor Putin blot mesterligt har forstået til egne formål at appellere til disse almene forestillinger, herunder også forestillingerne om kristen lidelse. Faktisk er dette en helt central del af Putins strategi for at kunne bevare sin magt og den støtte han får af de stenrige oligarker. Dem kan man nok stemple som kleptokrater i stil med tyve-banden i Bertold Brechts 'Dreigroschenoper', hvis motto lød: "Erst kommt das Fressen, und dann die Moral". For denne placering af moralen i forhold til levebrødet er netop en grum bekræftelse på Friedrich Engels absolutte dogme om at moral, kunst, musik og religion blot er en overbygning på den materialistiske praksis. Men dette holder ikke for en helhedsrealistisk betragtning. Og man skal bare fremfor alt ikke af Engels dogme drage den naive kortslutning at åndslivet er i strid med sund fornuft. For problemet stikker langt dybere, det ligger lige præcis i hele den principielle adskillelse mellem ånd og materie, som hele den vestlige kultur har hvilet på siden kristendommen blev statsreligion i året 325, for denne adskillelse giver altid en fatal fremmedgørelse. Det er slet ikke kapitalismen som økonomisk system der forårsager fremmedgørelsen, men derimod det at sætte hele den sanselige og praktiske nyttevirkelighed uden for sjælelivet og åndslivet. Det er præcis denne adskillelse der gør det halve af eksistensen til en genstand mennesket kan skalte og valte med efter behag. Og det er igen dette der medfører den eksistentielle blindhed som gør det muligt for magthaverne at forføre deres undersåtter. Dette sker ikke kun i diktaturerne, men skam også i Vesten, hvor befolkningen i vid udstræktning lader sig lede og forføre af blinde politikere og igangsættere der ikke forstår de dybere sammenhænge i tilværelsen og derfor ubevidst og automatisk misinformerer om situationens alvor – også i Ukraine-sagen. Alvoren i situationen Til toppen Næste Alvoren i eksistensen ligger altid i helhedsrealistisk at erkende at vi hverken er krigere, magtstræbere og frådsere eller frie og fredsommelige kunstnere og æsteter, men at vi står midt i en fælles virkelighed der har to tilgange nemlig en sanselig/praktisk og en intuitiv eller åndelig som kan og skal eksistere side og side, selvom de umuligt kan forenes i et rationelt, logisk system. Vi må for at blive hele mennesker acceptere begge tilgange som ligeberettigede og derfor aldrig vælge den sanselige frem for den intuitive eller omvendt. Kun accepten af begge tilgange er sund fornuft (common sense), dvs en fornuft der hverken bliver hængende i irrationalitetens forjættende forestillinger eller i rationalitetens strenge krav om logik og konsekvens, men tværtimod holder sig til den tredje vejs alternativ: den både dynamiske og pragmatiske komplementaritet mellem den praktiske, objektive rationalitet og den etiske, værdimæssige subjektive irrationalitet der rummer mening og helhed. Det lyder let, hvis man blot set på ordene, men det kræver i vore dages komplekse samfundssystemer faktisk en ganske bevidst indstilling med fuld accept af relativiteten og skønsomheden. Just derfor er det ikke så underligt at både velmenende, demokratiske mennesker og mindre velmenende, autoritære eller diktatorisk indstillede statschefer og pengefyrster kan gå i fælden af forenkling, dogmatisering og kortslutning. De autoritært indstillede gør det naturligvis med fryd og gammen, som det ikke blot ses af Putin og kumpaner, men sandelig også af Trump og hans slæng for hvem alt måles på den pengemæssige succes. De velmenende demokater hopper godtroende i fælderne, fordi de dyrker videnskaben, fremskridtet, væksten og digitaliseringen som guder – og den slags bliver altid afgudsdyrkelse på samme måde som dyrkelsen af magt og rigdom, simpelthen fordi man i begge tilfælde ophøjer nogle jordiske eller 'timelige' fænomener til ’himmelske’. Dette vil igen sige at man forveksler tillærte psykiske processer der er afhængige af sproglige begreber, sondringer og logik med medfødte der er uafhængige af sprog og logik, og som mest består af billedmæssige associationer. Denne forveksling er fatal, fordi den er ensbetydende med komplet uvidenhed om at menneskets dybeste erfaringer, billeder og associationer aldeles ikke er de tillærte, sproglige og logiske, men netop de medfødte, ikke-sproglige og ulogiske, som meget ofte kan være intense. Her ligger naturligvis forklaringen på at alle mennesker uanset køn, hudfarve, race, religion eller kulturelt miljø uden undtagelse livet igennem trækker på eksistentielle grunderfaringer, basaloplevelser og -gentagelser der er fælles for dem alle, hvad der vil sige at de er universelle eller arketypiske i en betydning som de praktiske, nyttige og juridiske erfaringer, begreber og indarbejdede sammenhænge slet ikke kender. De sidste er tværtimod netop sproglige og logiske så de kan læres ved systematisk skoling, men desværre også indterpes og indoktrineres ved systematisk disciplinering, typisk gennem udenadslæren og derfor kan de også bruges til sortering af børn og unge som henholdsvis egnede eller uegnede til højere undervisning og videre karriere. Denne forskel betyder at autoritære magthavere til hver en tid kan sikre en så effektiv ensretning af befolkningen at trosfrihed, ytringsfrihed og fri skabende udfoldelse udelukkes, hvad man har set ikke alene i Stalins Sovjetunion, Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien og Maos Kina samt alle islamiske lande, men jo også gennem tiderne har set i forskellige varianter i jødedommen med dens strenge Moselov, i katolicismen med dens inkvisitoriske kontrol og i protestantismen med dens lutherske katekismus. Og som man ser den dag i dag i alle diktaturer. Sådanne adskiller sig netop markant fra demokratierne ved at trosfriheden og ytringsfriheden systematisk undertrykkes, hvad der uundgåeligt også fører til stagnation i samfundsudviklingen. Her er alle politiske ledere blinde pr. definition. Men desværre er menneskene også uhyre lette at forføre af magthaverne gennem propagandaens endeløse gentagelse af de samme ensidige misfortolkninger og misinformationer som Gøbbels var den store ekspert i, men som finder sted i alle undertrykkende regimer. Ulykkeligvis har de i vor tid endda med enorm effekt sneget sig ind i demokratierne via digitaliseringen, de sociale medier, virtuelle og fiktive universer med spil og belønninger for opmærksomhed som aldeles uimodståelige midler. I realiteten skabes der nu om dage lige så meget blændværk i demokratierne som i diktaturerne. Blot med den forskel at folk naturligvis er gladest for det mest fornøjelige blændværk. Men resultatet er der samme: blændværk er blændværk i både diktaturet og demokratiet. Man skal i denne forbindelse dog aldrig se bort fra at den jævne og blandede befolkning i såvel demokratier som diktaturer altid først og fremmest trækker på de nævnte eksistentielle grunderfaringer og oplevelser, som simpelt er det dybeste psykiske lag i alle i og med at det er de fleste ubevidst. Det er sundest netop fordi det er irrationelt. Sund fornuft må defineres som den fornuft der indeholder dynamisk vekselspil mellem bevidst og ubevidst, og derfor er det en ulykke at de mest rationelle mennesker foragteligt kalder sjælelivet og åndslivet for luftigt eller svævende. Det er reelt det allervigtigste, det rummer meningen og helheden. Det svævende ved fænomenet kommer ganske enkelt af selve det udefinerlige og umålelige i dette åndsliv, men dette udefinerlige rummer lige netop det spontane og frit skabende, så det skal man ikke uden videre pege fingre af. Det er nemlig det alle drømmer om og længes efter. Man skal derfor heller ikke håne det såkaldt kulturromantiske eller nationalromantiske, for den kultur og nation man vokser op i og det modersmål man lærer som barn er basis for alt liv både personligt og folkeligt. Det blev vi ganske vist først alment bevidste om med romantikken omkring 1800, der var en helt nødvendig reaktion på den alt for snævre kantske rationalisme. Men den dybeste forklaring er dog at vi alle er romantikere i den bestemte betydning at vi alle uden undtagelse som følge af hormonudviklingen i puberteten får en meget kraftig udvidelse af den eksistentielle horisont ved at opdage tre fundamentale livsforhold: det andet køns dragning, vort ophavs ufuldkommenhed og universets endeløshed - og dermed bliver vi for første gang i livet også bevidste om den afgørende forskel mellem den ’evighed’ vi fødes ind i og den ’timelighed’ vi møjsommeligt må lære for at blive voksne og ansvarlige. Dette betyder igen at vi får forudsætningen for at se alle folkeslag, alle kulturer, alle religioner og alle sprog som ligeværdige og værdifulde, og følgelig ikke aktuelt begynde at boykotte russisk litteratur og musik eller russiske kunstudøvere alene fordi Putin har ført Rusland ind i overgreb mod Ukraine. Dette overgreb er ikke noget den russiske befolkning som sådan har ønsket, men noget den er blevet pånødet eller narret til. Og der er faktisk modstand mod overgrebet, fordi også russerne er mennesker som os andre og ønsker frihed Det springende punkt i Ukrainekonflikten Til toppen Næste Vi skal først og fremmest forsøge at løse det reelle problem omkring Ukraines overlevelse som selvstændig stat ved at fokusere helt og holdent på de samfundsmæssige og magtmæssige forhold som har ført til Putins overgreb – og her er det formålsløst at forsøge at finde ’skylden’ for miseren, for skyld er et alt for belastet begreb i og med at skyldfølelse er noget såvel religiøse som verdslige autoriteter helt bevidst pådutter deres undersåtter. Vi kan og skal naturligvis granske i årsagerne til den aktuelle misere, men de er mange og komplekse og kræver længere historisk forskning. Det springende punkt vi under ingen omstændigheder kommer uden om at tage stilling til nu er selve spørgsmålet om Ukraines uafhængighed. Officielt støtter Vesten Ukraine med moralsk fordømmelse af Putin plus humanitær og militær hjælp - alle tre ting er der bred opbakning til - men man står ikke last og brast med præsident Selenskij sådan som han med stigende desperation beder om på virtuelt tv (bl.a. over for FN's generalforsamling). Vesten tør nok åbent understrege at Ukraine ikke får Nato til at gribe militært ind, for det ville føre til storkrig mellem Nato og Rusland, men man tør ikke åbent erklære at Ukraines uafhængighed er relativ - ganske som alle landes og individers uafhængighed er, også Danmarks. Den afhænger af politiske og kulturelle omstændigheder og ikke udelukkende af juraen og juridiske finesser. For Ukraines vedkommende afhænger den i allerhøjeste grad helt specifikt af forholdet til stormagten Rusland - ganske som det er tilfældet med Finland. Her svigter Vesten Ukraine og opretholder faktisk den forblændede Selenskijs illusioner om uafhængighed, i og med at man i Vesten og Nato opretholder dogmet om absolut uafhængighed, et dogme som er uholdbart når Ukraine i realiteten ligger hvor det ligger geografisk og geopolitisk set, nemlig i øst klods op af Rusland. Realpolitisk er Ukraines uafhængighed relativ, og det betyder igen at Selenskij ikke er realpolitiker, men utopiker. Endeløse sympatitilkendegivelser og endeløse demonstrationer mod russiske ambassader og institutioner hjælper ikke Selenskij en tøddel. Han erklærer at han vil slås til sidste mand for Ukraines frihed, og han benytter kampe omkring det store østlige atomkraftværk Zaporizjzja til helt unanceret at beskylde Rusland for atomterror. Han kan måske holde stand i Kiev endnu nogle få dage som en slags superhelt i stil med ’Game of Thrones’. Men sandheden er, at hvis præsident Selenskij ikke inden for ganske kort tid ser kendsgerningerne i øjnene og accepterer de hårde russiske betingelser om at forblive uden for såvel EU som Nato, så bliver store dele af de østlige og sydlige områder af hans land sønderbombet og tusinder af hans folk dræbt eller fordrevet. Desuden vil en sådan udgang på konflikten også give en flygtningestrøm på måske flere millioner, som Vesteuropa trods alle gode forsætter ikke vil være i stand til at tackle. Det giver derfor en smule håb at den russiske udenrigsminister Lavrov netop har tilkendegivet at Rusland vil kunne acceptere Selenskij som fortsat præsident, blot han opgiver optagelse i Nato. Det er nemlig nye toner, idet Rusland hidtil har krævet Selenskij fjernet som regeringschef til fordel for en russiskvenlig person, altså direkte indblanding i Ukraines ret til frit at vælge sin egen ledelse, og denne relativt beskedne indrømmelse fra Lavrovs side kan måske blive ganske afgørende for det videre forløb, dvs forhindre en regulær katastrofe. Men det store problem er og bliver jo at Nato, EU og USA definerer begrebet uafhængighed som en absolut størrelse, hvor et land kan se bort fra alt der har at gøre med fornuftigt naboskab og fornuftige bilaterale aftaler. Denne dogmatiske holdning er ikke sund og pragmatisk relativisme – men en syg absolutisme der umuliggør en fornuftig løsning. Vesten kan kun hjælpe Ukraine på vej mod en erkendelse der vil give reel mulighed for overlevelse, fred og rimelige fremtidige betingelser ved at pege på et kompromis og selv trække alle højtidelige og brovtende erklæringer tilbage om nødvendigheden af ny oprustning, centralisering og fortsat ubrydeligt fællesskab med et dybt splittet USA. Det er slet ikke ny oprustning konflikten drejer sig om, men simpelthen Ukraines overlevelse som stat. Opgaven bliver uhyre svær for Vestens ledende politikere og medier, for de er blinde og tror nu igen fuldt og fast på de gamle forældede tanker fra den kolde krig om inddæmning af Rusland. De glemmer totalt at Europa netop skal stå for fred, åbenhed og samarbejde med andre nationer og kulturer og derfor også må acceptere begrænsede neutrale bufferzoner omkring sig der i en eller anden forstand kan være 'historisk begrundede'. De vestlige reaktioner er automatiske Til toppen Næste Men desværre benyttes Putins overgreb og kyniske strategi til et helt unødigt og dybt reaktionært krav om ny vestlig oprustning. USA's præsident Biden har haft problemer med at vende den amerikanske skude efter fire år med Donald Trumps ekstreme liberalistiske forsøg på at gøre 'America great again', dvs gøre det endnu mere penge- og karrierefixeret end nogensinde før. Det begyndte lovende med en indsættelsesceremoni, hvor den 22-årige amerikanske digter Amanda Gorman vakte stor opmærksom med oplæsning af sit digt "The Hill We Climb" der ramte lige ind i den amerikanske folkesjæl. Det gik helt ned i de psykiske lag, hvor refleksionen for alvor begynder og med ét fanger det vigtige. Men hurtigt meldte problemerne sig for Biden, herunder det helt centrale at USA er blevet et dybt splittet land både politisk og åndeligt. Og nu i 2022 hvor der skal være midtvejsvalg griber han så chancen for at rulle sig ud som den store leder af verdens eneste supermagt ved at gå forrest i angrebet på Putin. Vel at mærke med moralistiske skældsord og krav til Nato-landene om flere forsvarsbevillinger. Frankrigs præsident Macron har som en af få vestlige ledere opretholdt sin kontakt med Putin ved at holde virtuelt møde med diktatoren (så han i det mindste kan undgå dennes ydmygelse med det lange hvide forhandlingsbord i Kreml). Samtalen varede halvanden time, og der kom intet andet ud af den end en ordveksling hvor Macron frit beskyldte Putin for at lyve om Ukraines påståede nazisme og til gengæld blev overbevist om, at Putin fastholder sin strategi hvad der betyder at krigen vil blive endnu værre for Ukraine. Man kan mene, at det trods alt er godt at de to overhovedet holder virtuelle møder, men en samtale hvor parterne påvirker hinanden er der ikke tale om. Den intellektuelle Macron er hjemme i Paul Ricoeurs sprogfilosofi der også drejer sig om nærværet mellem mennesker, men ikke i forhandlingspsykologi der også omfatter kunsten at nedbryder sproglige barrierer. Intet tyder heller på at Putin i øjeblikket kan påvirkes på nogen som helst diplomatisk eller 'transdiplomatisk' måde, men Macron ser ud til at få den ønskede fordel af kontakten - på hjemmefronten, for hans meningsmålinger er blevet så meget bedre her forud for præsidentvalget, at han kan være nogenlunde sikker på at blive genvalgt. Så meget mere som hans to værste rivaler har haft venskabelige forbindelser med Putin der naturligvis trækker den anden vej. Tysklands kansler Scholz har overrasket alle ved at i Forbundsdagen at erklære et decideret tidehverv (Zeitwende) i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det skal erstatte kansler Merkels fredsommelige politik over for Putin med en håndfast ny oprustning der vil kræve flere milliarder euro i bevillinger og give problemer på andre felter. Tyskland står ved sine forpligtelser i Nato. "Præsident Putin bør ikke undervurdere vores vilje til at arbejde sammen for at forsvare hver eneste kvadratmeter af alliancens territorium. Vi mener det meget alvorligt. Når et land optages i Nato, så følger deraf, at det er vores opgave som allieret at forsvare det land, som vi vil forsvare os selv." Både de grønne og de liberale koalitionspartnere accepterer alvoren - og talen blev tiltrådt af CDUs nye leder og afgav også et stort bifald i Forbundsdagen. Dagbladet Politiken var begejstret, for nu var Scholz endelig trådt ud af Merkels skygge som en kedelig økonomiminister, nu var han 'trådt i karakter' som stærk mand. For det er jo det Politiken forstår ved udtrykket. Og det skal såmænd også nok gavne ham i meningsmålingerne, for hvem vil ikke i internationale politik foretrække en stærk mand fremfor en svag kvinde som kansler Merkel eller kommissionsformand von Leyden? Pudsigt nok er der også i Danmark sket en markant forandring i samme retning, idet statsminister Mette Frederiksen allerede 10. februar på et pressemøde kom med en klar udmelding om at Danmark skam har et ganske særligt bånd til USA, et stærkt værdifællesskab. USA har siden afslutningen på 2. Verdenskrig været Danmarks vigtigste allierede og garanten for vores sikkerhed og for vores tryghed gennem NATO. Det nære og tillidsfulde forhold ønsker regeringen nu at styrke. Det kan omfatte amerikanske soldater på dansk jord, amerikansk personel i det hele taget. Militært materiel og udstyr både i kortere og længere tid. Og dette er, understregede statsministeren, et nybrud med mange års og mange årtiers ikke-stationeringspolitik på dansk jord. - Efter Putins angreb på Ukraine var meldingen også klar på pressemødet den 24.2. sammen med udenrigsministeren og den nye forsvarsminister: "Det vi ser er et militært angreb på en fredelig, på en fri og suveræn nation. Det har ikke nogen plads i Europa, og det har ikke nogen plads i vor tid." Efterfølgende har statsministeren indledt forhandlinger om et nyt forsvarsforlig med Venstre, Konservative, Radikale og SF (der for sit vedkommende synes at have droppet alle forbehold over for Nato og EU), og det mest sikre er at forliget bliver dyrt, fordi det for første gang vil sætte landets forsvarsbevillinger op til mere end 2 % af bruttonationalproduktet. Det kan højst sandsynligt hjælpe på beskæftigelsen, men det vil ramme andre sider af økonomien, ganske som sanktionerne mod Rusland vil ramme eksportvirksomhederne. Og allerværst: det vil nøjagtigt som i andre Nato-lande ramme klimapolitikkens målsætninger for 2030 og 2050. Alle vil blive endnu dårligere rustet til at modvirke de dystre udsigter den nye FN-rapport om klimaet påpeger med utvetydige ord: "Menneskeskabte klimaforandringer har medført udbredte og skadelige indvirkninger på både natur og befolkning med mere ekstremt vejr, end hvad der er naturligt. På tværs af regioner er det de mest skrøbelige befolkninger og økosystemer, der bliver hårdest ramt. Omkring 3,3 til 3,6 milliarder mennesker lever steder, hvor de er yderst sårbare overfor klimaforandringer." Men den kompakte majoritet inden for EU og Nato prioriterer nu i praksis oprustningen over alt andet. Og det er reaktionært. Ansvaret må ses i en større sammenhæng Til toppen Næste Medierne kan nok se alvoren i de ilde varsler i klimarapporten, men har fokuseret helt og holdent på konflikten i Ukraine uden slinger i valsen: Stort set alle medier hylder både sanktionerne mod Rusland og oprustningstendensen. Specielt begejstringen for Scholz og Mette Frederiksen er bemærkelsesværdig i Viggo Hørups gamle blad Politiken. - Redaktør Michael Jarlner skrev i sin leder 24.2.: Konflikten kræver at vi står sammen, at vi agerer resolut, og at vi afstår fra at gradbøje hvor meget invasion af Ukraine vi kan leve med for at redde mest muligt af vores egen velfærd. Ellers er Ukraine kun en prolog til en verden, hvor autoritære ledere som Putin påtager sig at afgøre, hvem vi må være, om vi må være. - Redaktør Marcus Rubin skrev i sin leder 25.2.: "Sanktioner er ikke nok. Vesten bliver også nødt til at intensivere det diplomatiske og militære pres mod Rusland på alle fronter. Det gælder internationale organisationer, hvor det bør overvejes at suspendere Ruslands medlemsskab, og det gælder militært hvor Nato må indkapsle Rusland på alle fronter." - Og chefredaktøt Christian Jensen var ovenud begejstret for både Scholz og Mette Frederiksen. Endelig "trådte de i karakter" - det må jo betyde at de nu gør netop som Politiken gerne vil have). I Mette Frederiksens tilfælde er nu heller ikke ringeste tvivl om at den nye linje vil rette op på den seneste tids halvsløje meningsmålinger. Hun vil netop igen komme til at fremstå som den stærke og handlekraftige leder hun vitterligt var i det første år af corona-pandemien, men som derefter begyndte at irritere flere og flere, fordi det nu engang er i strid med parlamentarisk sædvane at blive ved med at dekretere hvad der skal gælde - uden om folketinget. Nu er der igen pludseligt brug for de stærke og klare haste-udmeldinger på pressemøderne i statsministeriet - og i en sådan situation står statsministeren i kraft af embedet altid med stærkere kort end oppositionpartierne. Det er nærmest ynkeligt at se Venstres leder prøve at vise styrke ved foran den russiske ambassade at kræve Kristiniagade omdøbt til Ukrainegade. I Rusland har de tilsyneladende en stærk mand, så Vesten skal vel ikke holde sig tilbage, synes alle at tænke. Men det kunne måske nok i den yderst spegede situation være tilrådeligt at overveje om de vestlige demokratier ikke skulle prøve at vise styrke ved at fremme viljen til fred og samarbejde og dermed vise demokratiets helt specielle evne og fortrin langt tydeligere for næsen af den overmodige russiske diktator. Udtrykket 'at træde i karakter' er lidt af en floskel, men det behøver ikke at betyde at vise muskler og handlekraft - det gjorde også Hitler i 1939-41 - men snarere at påtage sig det fulde ansvar for sit liv eller at påtage sig ansvaret for den tillidspost man måtte have fået betroet og - i den helt store sammenhæng - ansvaret for den opgave som den politiske og kulturelle udvikling i samfundet stiller enhver politisk leder overfor. Netop denne udfordring bliver særligt stor i krisesituationer som pandemier, økonommiske depressioner, terrorisme, naturkatastrofer og voldsomme miljøforværringer - og i en helt specifik sikkerhedstrussel som den Valdimir Putin som en mere og mere isoleret enehersker pludseligt har sat det demokratiske Europa over for med et bevidst planlagt, men langt fra fuldt gennemtænkt overgreb mod en stat der grænser op til hans stormagt. Her kommer vi ikke langt med folkeret eller menneskerettigheder som dels er menneskeværk, skabt af jurister og bureaukrater og derfor anfægtelige, dels slet ikke anerkendes af den slags eneherskere. Det er slet ikke nok for en leder 'at træde i karakter' ved blot at vise handlekraft, for ansvaret skal også ses i den store sammenhæng, nemlig den sammenæng der er større end den enkelte nation. Det helt store ansvar gælder i det mindste hele nærområdet fordi lederens ansvar her kan være afgørende for dette områdes udvikling, suverænitet og sikkerhed, men i sidste ende gælder det til en vis grad verdensordenen, verdensudviklingen og dermed også for miljøets udvikling. Her må man blot se i øjnene, at ingen af verdens ledere eller koalitioner af lande hersker over naturen, udviklingen eller miljøet. Ingen af dem kan lastes for miljøkrisen, som primært skyldes overbefolkningen, men alle har et medansvar for at prøve at løse den bedst muligt. Under alle omstændigheder har alle lande, alle ledere og alle internationale organisationer en ganske særlig overordnet forpligtelse til at sørge for overvægt at det gode i livet for overhovedet at bevare den indre konsistens - og dette er noget helt andet end at være forpligtet af præcist formulerede juridiske aftaler og konventioner eller pukke på bestemte rettigheder. Forpligtelsen af den overordnede art er af psykisk karakter - og lige præcis derfor vil der altid være mange ledere der ikke lever op til ansvaret. Mange er slet ikke bevidste om de psykiske kræfter der er på spil, og mange er ligefrem modstandere af overhovedet at indlade sig på refleksioner om forholdet. Det er indlysende at vi her kan stå over for personer der er fuldstændigt uden for 'pædagogisk' eller anden relevant rækkevidde. Moralsk fordømmelse preller fuldstændigt af på dem, for den er af tydelig lystbetonet art og virker derfor mod hensigten - og enhver påstand om at de lyver preller også af på disse personer. Ingen fransk præsident kan få en diktator som Putin i nogen som helst dialog om motiver eller hensigter ved at komme med en sådan beskyldning - uanset hvor berettiget den måtte være. En diktator ledes i realiteten overvejende af illusioner, og det vil netop sige at han i vid udstrækning lyver for sig selv! Ingen vil nogensinde komme ind på livet af en sådan mand uden på en eller anden måde at få brudt isen eller panseret og derefter vinde vedkommendes fortrolighed og tillid. Det var hvad der lykkeligvis skete sidst i 1980'erne i mange møder mellem den sovjettiske udenrigsminister Edvard Sjevarnadse og den amerikanske udenrigsminister George Schulz. Det var deres møder der efterhånden førte til ophøret af den kolde krig og Murens Fald, det største der er sket i historien siden 2. verdenskrig, men det var en ekstraordinær bedrift der forudsatte helt personlige egenskaber hos de to politikere der viste sig i stand til at trække i de rigtige tråde på det rigtige tidspunkt. Den vestlige politiker der har været tættest på Putin er formentlig den tyske kansler Schrøder. Og det blev grundlaget for aftalen om 'Gazprom'. Han nød vist nok at gå på jagt med Putin, men jeg tillader mig at tvivle på at de nåede til at udveksle personlige refleksioner af dybere art. Og jeg kan ikke få øje på en eneste vesteuropæisk statsmand der i dag skulle have chancer for bryde Putins sjælelig panser. De savner ganske enkelt indblik i det dybere sjæleliv. Den etik der her er relevant er konsistensetikken der just er karakteriseret ved at give en fundamental eksistentiel forpligtelse af overordnet art der ikke stammer fra nogensomhelst ydre instans eller autoritet, således som det vi i almindelighed kalder samvittigheden gør. Den er tværtimod af indre, psykisk art, i og med at den stammer fra en helt selvfølgelig indre drift mod sjælelig konsistens. Og denne drift forudsætter igen pubertetsalderens fornyede kontakt med det allerdybeste lag i sjælen, de arketypiske forestillinger og specielt den tidligste erfaring af 'oral lyst' der ikke bare gælder føden der kommer ind gennem munden fra moderbrystet, men alt der hænger sammen med denne situation som berøring, søde ord, smil, opmærksomhed og omsorg eller med ét ord ubetinget kærlighed. Den er selvfølgelig i og med at den kommer af sig selv, medmindre der i opvæksten kommer alvorlige hindringer i vejen i form af frustrationer af forskelige art. Netop for at imødegå sådanne hindringer gælder der i denne etik den gode regel at man ikke må lyve for sig selv. En sådan regel kan lyde vanvittig for alle der ikke kender til dybdepsykologi, men kendsgerningen er desværre at de fleste mennesker render rundt med frustrationer, fortrængninger eller traumer der bevirker at de lyver for sig selv for at undgå at blive konfronteret direkte med årsagerne. For en sådan konfrontation vil betyde nødvendighed af selverkendelse, eventuelt analyse og terapi, og det viger de fleste udenom i uvidenhed om hvad den drejer sig om. Hvor udbredt uvidenheden om frustrationer og fortrængninger er ses allerede af det enorme omfang hademails har fået på de sociale medier i nutiden. Det er et sygeligt fænomen i ethvert demokrati, men folk som flest ser det ikke selv. Hvad der her i Ukraine-konflikten først og fremmest skal peges på, er naturligvis at konsistensetikken i allerhøjeste grad også gælder på samfundsplan, således at forstå at de politiske, kulturelle og religiøse ledere i alle lande reelt har en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i deres egne samfund, hvis de vel at mærke vil undgå inkonsistens, indre konflikter og indre splittelse. At sørge for overvægt i et samfund er det samme som at sørge for at undgå fremmedgørelse, og det kan bl.a. ske med gode undervisningsforanstaltninger, gode socialordninger og almindelig god orden og økonomi. Men også ved at man fra regeringshold sørger for at uligheden og bureaukratiseringen ikke bliver alt for store. Her turde det være indlysende at demokratiet er bedre stillet end diktaturerne. I alle diktaturer kan vi tydeligt se inkonsistensen af manglen på trosfrihed, ytringsfrihed og frie valg, i ensretningen i undervisning og forskning, i kavaderdisciplinen i militær og politi samt hele retssystemets politisering. Men også på den målrettede propaganda for magthavernes synspunkter og den hårde censur af al kritik. Et frit åndsliv eksisterer simpelthen ikke - og der medfører uuundgåeligt samfundsmæssig stagnation til fordel for magteliten. Begynder en diktator på krigeriske angreb på andre lande, forstærkes de negative tendenser internt. Vladimir Putin er et afskrækkende eksempel på hvor langt ude i inkonsistens et land kan komme. Det kan ende med at der ingen anden udvej er end at indre kræfter får ham væltet. Der findes i Rusland en opposition der ønsker dette. Men en diktator der sidder fast på magtapparatet er en uhyggelig størrelse. Ukraine har været på vej mod demokratisk konsistens, men har fejlet både i kampen mod korruption og i tilnærmelsen til EU og Nato, og nationen må nu kæmpe for sin overlevelse uden ringeste håb om militær indgriben fra Natos side. Håbet ligger de facto i en form for kompromis med arvefjenden der kommer til at omfatte oprettelse af bufferzoner. Vesten har vist sig overraskende inkonsistent i troen på dogmet om absolut national uafhængighed. Og Vesten har i konflikten også valgt brugen af økonomiske sanktioner mod Rusland samt moralistisk fordømmelse ved siden af økonomisk og militær hjælp til Ukraine. Man har totalt svigtet Ukraines præsident i rådgivningen ved at opretholde hans illusioner om Natos direkte indgriben. Europa har svigtet sin kulturelle værdiarv ved at prioritere stor oprustning over fred, dialog og erkendelse af uafhængighedens relativitet. Og det er en skændsel, som Europa kommer til at lide under i årtier. Hele Ukraine-konflikten dokumenterer hvor galt det kan gå, når blinde leder blinde og nægter at lade seende overtage førerskabet. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Næste Relevante artikler på Jernesalt: Ukraines egentlige tragedie (19.3.22.) Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død (11.3.22.) Ukraine mellem Rusland og Nato (25.2.22.) Rusland, Østeuropa og Vesten (22.1.22.) Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast (5.3.15.) Politisk status I - Europa (7.3.14.) Putin fortsætter som reel zar i Rusland (6.3.12.) Russerne er dumme (Zakejev-sagen) (30.10.02.) Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål (7.9.14.) NATO under fortsat forandring med nyt koncept (24.11.10.) Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik (4.4.09.) Afghanistan, Danmark og Nato (5.12.07.) Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.) Murens Fald 1989 (9.11.09.) Digtet der ramte den sunde folkevilje 20.1. (29.1.21.) Joe Biden indsat som præsident for et USA der er blevet delt af Trump (22.1.21.) Rystende optøjer mod Kongressen i Washington (9.1.21.) Trump nægter at se realiteterne i øjnene (11.12.20.) Konsistens-etikken eller Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens Artikler om EU og Europa Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |