JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usabidena

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.1.21.

Joe Biden indsat som præsident for et USA der er blevet delt af Trump

Så fik demokraten Joe Biden endelig i en alder af 78 opfyldt sin drøm om at blive USA's præsident. Han tabte i 2008 kampen om opstillingen til Barack Obama, men blev til gengæld dennes vicepræsident i samfulde otte år. Men nu lykkedes det - efter fire år under Donald Trumps systematiske misrøgt af det amerikanske demokrati, efter en beskidt valgkamp og en uhyrlig mistænkeliggørelse af valgresultatet som valgsvindel, og ikke mindst efter voldelige optøjer mod Kongressen der var så rystende, at myndighederne af sikkerhedsmæssige grunde måtte ændre selve indsættelsesceremonien i går den 20. januar til en mærkværdigt uvirkelig højtidelighed. Den kom nok til at indeholde de nødvendige ritualer som edsaflæggelsen og indsættelsestalen og bønner, men blev iøvrigt - selv med kunstneriske indslag inklusiv den 22-årige forfatter Amanda Gormans oplæsning af digtet "The Hill We Climb" - stiv og pompøs uden normal folkemængde og jubel. Hele området omkring Kongressen var afspærret og ikke mindre end 25.000 nationalgardister indsat til at forhindre ballade.

Biden holdt en 22 minutter lang, men udmærket indsættelsestale, der fokuserede på nødvendigheden af enhed, heling og forsoning. I sammentrængt form lød den som følger:

Dette er Amerikas dag, demokratiets dag, en historiens og håbets dag. En dag for fornyelse og beslutsomhed. Amerika har igennem tiderne været en smeltedigel og er endnu engang blevet sat på prøve og har vist sig værdig til opgaven.
Vi er gode mennesker, som igennem århundreder, igennem storm og strid, igennem fred og krig, er nået så langt, men vi har langt endnu. Vi skal nå videre og fortsætte med højere tempo, for der er meget, vi skal nå i denne farlige vinter med store muligheder. Der er meget at reparere, meget at genoprette, meget at hele, meget at bygge og meget at vinde.
I dag på denne dag i januar, ligger hele min sjæl i dette: I at bringe Amerika sammen, forene vores folk, forene vores nation. Og jeg beder alle amerikanere om at slutte sig til mig i denne sag. Så vi står sammen i kampen mod de fjender, vi står overfor. Vrede, uvilje og had, ekstremisme, lovløshed, vold, sygdom, arbejdsløshed og håbløshed. Gennem sammenhold kan vi opnå fantastiske ting, vigtige ting.
Jeg ved godt, at det i disse tider kan lyde som en tåbelig fantasi at tale om sammenhold. Jeg ved, at kræfterne, der splitter os, stikker dybt, og at de er ægte. Men jeg ved også, at de ikke er nye. Vores historie har været en konstant kamp mellem det amerikanske ideal om, at vi alle er skabt lige, og den barske, grumme virkelighed, at racisme, nativisme, frygt, dæmonisering længe har splittet os. Kampen er langvarig, og sejren er aldrig sikker.

Historie, tro og sund fornuft viser vejen, sammenholdets vej. Vi kan se hinanden - ikke som modstandere, men som naboer. Vi kan behandle hinanden med værdighed og respekt. Vi kan slutte kræfterne sammen, standse råberiet og sænke temperaturen. For uden sammenhold er der ingen fred, kun bitterhed og vrede. Ingen fremskridt, kun udmattende harme. Ingen nation, kun kaos.
Så i dag, på dette tidspunkt, på dette sted, lad os begynde forfra, allesammen. Lad os begynde at lytte til hinanden igen. Høre hinanden, se hinanden. Vise respekt for hinanden.
Og vi står her blot få dage efter, at en oprørsk menneskemængde troede, at de kunne bruge vold til at få folkets vilje til at forstumme, til at standse vores demokratis arbejde, til at drive os fra dette hellige sted. Det skete ikke. Det kommer aldrig til at ske. Ikke i dag. Ikke i morgen. Aldrig nogensinde. Aldrig nogensinde.
Til alle, der ikke har støttet os, vil jeg gerne sige følgende: Lyt til mig, når vi nu bevæger os videre. Dan jer et billede af mig og mit hjerte. Hvis I stadig er uenige, er det sådan, det må være. Sådan er demokratiet. Sådan er Amerika. Retten til fredelig uenighed, inden for rammerne af vores republik, er måske nationens største styrke. Men misforstå mig ikke: Uenighed må aldrig føre til brud på unionen. Og jeg lover jer, at jeg vil være en præsident for alle amerikanere. Alle amerikanere. Og jeg lover jer, at jeg vil kæmpe lige så hårdt for dem, der ikke støttede mig som for dem, der gjorde.
Vi må gøre en ende på denne uborgerlige krig, der spiller røde ud mod blå, land mod by, konservative mod venstreorienterede. Vi kan klare det, hvis vi åbner vores sjæl i stedet for at lukke vores hjerte. Hvis vi udviser lidt tolerance og ydmyghed

I det arbejde, der ligger foran os, vil vi få brug for hinanden. Vi har brug for al vores kraft til at klare os gennem denne mørke vinter. Vi bevæger os ind i det, der kan blive virussens sværeste og mest dødelige periode. Vi må skubbe politikken til side og endelig håndtere denne pandemi som én nation. Én nation.
Det her er en tid, hvor vi er sat på prøve, venner. Vores demokrati og sandheden er under angreb. En hærgende virus, voksende ulighed, den systemiske racismes brod, klimaet i krise. Amerikas rolle i verden. Hver af disse ting ville i sig selv være nok til at udfordre os på en alvorlig måde. Men kendsgerningen er, at vi står over for alle disse ting på samme tid. Dermed står landet med et af de tungeste ansvar nogensinde. Nu bliver vi prøvet.
Og sammen skal vi skrive en amerikansk historie om håb, ikke om frygt. Om sammenhold, ikke om splittelse. Om lys, ikke om mørke. En historie om anstændighed og værdighed, kærlighed og helbredelse, storhed og godhed. Må det blive den historie, der leder os, den historie, der inspirerer os, og den historie, der fortæller kommende tider, at vi påtog os det historiske ansvar, at vi rejste os i nødens stund. Demokratiet og håbet, sandheden og retfærdigheden døde ikke på vores vagt, men blomstrede op. Det er det, vi skylder vores forfædre, hinanden og kommende generationer.

Sammenligner man talen med statsminister Mette Frederiksens nytårstale er forskellen mellem USA og Danmark ganske klar, idet Mette Frederiksen kunne fokusere på coronakrisen, fordi hele året 2020 for Danmarks vedkommende unægteligt var pandemiens år, mens landet iøvrigt hverken var i politisk, økonomisk eller social krise, endsige i racemæssig krise. I USA er det omvendt både pandemien og alle øvrige ting der er i krise, og det kan stort set henføres til en og samme persons gigantiske svigt, nemlig Donald Trump og hans mere eller mere forrykte forestillinger og mangel på realitetssans. Opgaven for Joe Biden bliver enorm, ja virkeligt en prøve for både ham selv og hele landet.

Men én ting var fælles for de to taler, og det var viljen til holde befolkningen sammen som et folk. Den slags kan altid virke tomt eller retorisk og har da også i begge tilfælde ført til efterlysning af mere konkrete forslag. Det giver jeg ikke så meget for, for det tillader taler af denne kategori ikke. Det hører til det egentlige lovgivningsarbejde, og her er begge ledere indstillet på hårdt arbejde.

Faktisk begyndte Joe Biden allerede sin embedsperiode ved et par timer efter indsættelsen at sætte sig ved bordet i Det Hvide Hus og udstede en række dekreter om bl.a. USA's genindtræden i WHO og Pariser-aftalen og om klimaet samt udnævne sine ministre og sin talsmand. De ser alle sammen ud til at være forstandige og kompetente mennesker og specielt skal det nævnes at talsmanden Jen Psaki er en kvinde der har understreget at hun vil holde sig til sandhed og transperans - og iøvrigt holde pressemøder hver dag. Regeringen har så at sige allerede smøget ærmerne op.

Desuden vil det uden tvivl komme Biden til gode at han som mangeårig senator og vicepræsident ikke alene kender systemet særdeles godt indefra, men også er kendt for at have oparbejdet et stort netværk til både demokratiske og republikanske politikere. Han lægger modsat Trump simpelthen den allerstørste vægt på personlig kontakt med andre politikere og andre mennesker.

Men dette betyder desværre ikke at Biden bliver nogen garanti for at USAs mange sår og kløfter de næste fire år vil blive helet. Det er der nemlig blevet ødelagt alt for meget til gennem fire år med Trump. Viljen fejler ikke noget hos Biden, og erfaringen er såmænd også stor, men den er slet ikke tilstrækkelig til at løse de enorme udfordringer. For udfordringerne er særdeles krævende, fordi landet og befolkningen er ændret radikalt til noget meget værre end landet har kendt før.

Hvis vi stiller problemet op i skematisk form, har USA nu nærmest helt skiftet livsindstilling:

Fra Donald Trump Til Joe Biden

fra vrangforestilling       til nøgternhed og realisme
fra løgn                        til sandhed
fra had                         til forsoning
fra paranoia                  til gensidig tillid
fra selviscenesættelse   til holdindsats
fra medieudnyttelse      til ægte kommunikation
fra penge og likes         til dyb tragisk forståelse

Trumps indstilling er fuld af negative eller destruktive tilbøjeligheder der synes at hænge nøje sammen med en negativ eller ligefrem fjendtlig indstilling til mennesker der har andre, men helt normale, imødekommende værdier end han selv har, og som generelt indbyder til tillid og positivt samarbejde. Hans indstilling synes snævert knyttet til forestillingen om at han selv er midtpunkt i tilværelsen i kraft af stort forretningstalent, store talegaver og evne til konstant at øge sin indkomst og formue. Han kan slet ikke forestille sig nederlag, og har derfor ikke kunnet tolke sit faktiske valgnederlag til Biden ved det i november helt igennem normalt gennemførte og kontrollerede præsidentvalg som andet end svindel fra modstanderens side, ja endda som konspiration af ondsindede kræfter, som kun hans tilhængere kan få øje på, mens alle vi andre anser dem som fiktive eller spekulative kræfter der mest hører til i filmens fantasiverden.

Der er overordentlig sigende for hans politiske karriere, at en erfaren journalist som Politikens Jakob Nielsen i en kronik forleden gik til den blandt journalister højst sjældne bekendelse at han i årevis som USA-korrespondent har fejlbedømt den nu afgåede præsident, men vel at mærke har gjort det fordi Trump konsekvent foretog sig så mange unormale ting at det for Jakob Nielsen selv var forbundet med fare for at få reportagerne regnet for upålidelige hvis han overhovedet beskrev tingene som de var. - De var jo netop så unormale, at de lå uden for gængse målestokke. Derfor hellere tie om dem!

Det sidst anførte begreb i ovenstående skema - den tragiske forståelse - angiver selve forståelsen for at det at et menneske opgiver hele tiden at pukke på sin ret og ville have sin ret indebærer at det går ind i det filosoffen Martin Buber kalder 'tragediens område'. Dette er faktisk forudsætningen for overhovedet at kunne forsone sig med andre, og dermed også forudsætningen for at hele et land efter krig, borgerkrig og andre dybe konflikter. Og hvad dette angår har Biden endda særdeles gode forudsætninger, idet han personligt har været udsat for mange alvorlige nederlag og kriser - så som sin første hustrus død ved en alvorlig bilulykke, hvor også en nyfødt datter blev dræbt og to sønner hårdt kvæstet. Senere mistede han en voksen søn, og endelig ramtes han som 45-årig af en blodprop der gjorde ham bevidstløs i fem timer inden han møjsommeligt kunne ringe efter hjælp på telefonen. Og han er vel at mærke ikke blot kommet igennem disse store kriser, men har også vundet indre indsigt og modenhed af den art man med rette kalder 'visdom'. Visdom kommer nemlig - sdom en gammel græsk tragediedigter har sagt - altid over et menneske mod dets vilje!

Derfor må det stærkt understreges at det altså ikke i den aktuelle krise i USA er nok med god vilje og gode hensigter, endsige smukke ord fra den nye præsidents side, og heller ikke er nok med smukke støtteerklæringer fra de tre tidligere præsidenter der overværede indsættelsen. For Biden står over for et enormt kompleks af destruktive psykiske indstillinger hos store dele af det republikanske vælgerkorps, og dette milliontallige følgeskab, som Trump stadig har og fortsat vil opmuntre, er slet ikke modent og slet ikke indstillet på normal dialog eller parlamentarisk forhandling.

Den amerikanske politolog, Daniel Ziblatt, der er medforfatter til bogen "How democrasies die" (og var gæst i Deadline 13.1.), var ikke i tvivl om at angrebet på Kongressen i Washington var et alvorligt angreb på selve demokratiet i USA. Store grupper af tilhængere af Trump angreb det parlamentariske system og gjorde det ved en koordineret indsats der var opmuntret af præsidenten selv, men der var efter hans mening tale om højreekstremistiske optøjer rettet mod Senatet og Republikanernes hus. Og et demokrati dør først, når det helt ophører med at være et parlamentarisk system med forskellige partier og frie valg, hvor en regering står til ansvar over for parlamentet og de uafhængige domstole. Og dette skete trods alt ikke den 6. januar. Optøjerne bragte derimod det amerikanske demokrati i yderste fare fordi det er et topartisystem, hvor begge partier ubetinget skal fastholde forfatningen. Og det har kun det demokratiske parti gjort konsekvent de sidste fire år, mens det republikanske parti under Trump har svigtet ansvaret for lov og orden, tilladt kritik af selve systemet og reelt været med til at undergrave forfatningen.

Bidens situation er netop derfor ekstrem vanskelig, fordi Donald Trump gennem fire år har drevet det republikanske parti væk fra demokratiets vej og trukket nær halvdelen af befolkningen i den helt gale, ekstremistiske og destruktive retning. Ingen skal på den baggrund tro at det bliver en let sag at forsone eller hele den amerikanske befolkning. Men at dette er Joe Bidens hensigt, og at han personligt har gode forudsætninger for at gøre det, kan ingen være i tvivl om. Men reelt kommer alt i de næste fire år til at afhænge af om det republikanske parti i respekt for forfatningen vælger den demokratiske vej eller i foragt for det etablerede system vælger den anti-demokratiske vej.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Digtet der ramte den sunde folkevilje 20.1. (29.1.21.)

Tanker om Mette Frederiksens nytårstale og nyeste interview (13.1.21.)
Stor tak for pandemiens store Wake-Up-Call (31.12.20.)

Den tåbelige Rigsretssag mod Trump faldt helt logisk  (15.2.21.)
Trump nægter at se realiteterne i øjnene  (11.12.20.)
Biden vinder valget, men Trump vil ikke anerkende det  (9.11.20.)

Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
Nobels fredspris til håbets ikon 2009  (11.10.09.)
Obama indsat med store forventninger  (25.01.09.)
Status over året 2008 - et år der endte i dyb krise  (30.12.08.)