JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - danskpolitik2022a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.1.22.

Dansk politik aktuelt

Dansk Folkeparti fik i weekenden Morten Messerschmidt som ny formand efter en hård og beskidt valgkamp. Han fik 60 procent af stemmerne, mens to andre kandidater måtte dele resten. Valget var ventet, for nok er Messerschmidt en kontroversiel person der slet ikke for øjeblikket sidder i Folketinget, han har en sigtelse for svindel med EU-penge over sig, og han har mange fjender, men han er uadvendt, udfarende, veltalende og charmerende, og har fået mange personlige stemmer ved valgene samt støtte fra partiets store moderskikkkelse Pia Kjærsgaard. Han har klogeligt meldt ud at hans hensigt er at samle partiet, og han vil i dette øjemed tage en samtale med alle partiets medlemmer af folketinget og hovedbestyrelsen. Han kan slet ikke se fløje i partiet. Men faktum er at partiet aldrig har været så splittet som det er i dag, og at alle der har stemt på en anden kandidat simpelthen ikke har tillid til ham.

Mediernes kommentarer til valget er ikke smigrende. I Politikens leder skriver Christian Jensen, at Messerschmidt ikke er løsningen på partiets problem, men selve probemet. Han har hverken det personlige format til at forsone sig med sine modstandere eller den ledelsesmæsige evne til at skabe et nyt politiske program der kan vinde tabte stemmer tilbage fra Nye Borgerlige. Ekstrabladets Henrik Quortrup giver til kende at intet tyder på ro i Dansk Folkeparti. "Absolut intet. Tværtimod kan Morten Messerschmidt med velbegrundet bæven se frem mod en periode mod næste folketingsvalg, der meget vel kan ende med en regulær sprængning af partiet. Situationen for ham er den ildevarslende, at han er omgivet af kræfter, der kun har ét ønske: at han skal blive en fiasko".

Dagbladet Information gør med fin ironi gældende at Dansk Folkeparti med valget af Messerschmidt "bliver mindre pølsevogn og mere moderne populisme". Og forlagschef i Gyldendal, Michael Jennerup, citeres for den opfattelse at Dansk Folkepartis store strategiske fejl er at de ikke har fået fyldt politik op på hylderne. - Men at fylde varer på hylderne er noget enhver medhjælper i supermarkedet kan klare og har hverken noget med politik eller strategi at gøre.

I mine øjne har problemet for DF lige fra starten i 1995 været, at den eneste tænker og bevidste strateg det har haft er Tidehvervsideologen Søren Krarup der var i stand til med høj intelligens og rasende fart at analysere alting sønder og sammen som udansk, men som forvekslede folkelighed med teologisk fanatisme. Han udstillede dermed faktisk ikke alene Pia Kjærsgaard, men også Thulesen Dahl og alle andre folketingsmedlemmer som rene populister der har bygget al deres politik på folks umiddelbare modstand og modvilje mod fremmedarbejdere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Det kommer man ikke langt med i dag - bl.a. fordi Nye Borgelige med held har taget tråden op. Det efterlader tværtimod DF på perronen i Klampenborg som folk der hellere vil pleje deres instinkter i Bakkens forlystelser. Thulesen Dahl blev smidt af toget, fordi han ikke forstod vinket med hele vognstangen ved folketingsvalget i 2019, men forærede statsministerposten til Lars Løkke uden vrøvl. Thulesen var så himmelhenrykt over at sætte gule sedler i finanslovsforslagene at alt andet var sekundært.

Så partiet ligger hvor det selv har redt. Det kan ikke reddes. Det er ikke længere værd at beskæftige sig med for andet end morskabs skyld.

Lars Løkke har derimod forstået at genere sit gamle parti Venstre på den mest effektive og nederdrægtige måde, nemlig ved at føre sit nye parti Moderaterne frem i medierne, så han får optimal opmærksomhed omkring sin idé med et midterparti der ønsker samarbejde mellem alle moderate kræfter på både højrefløj og venstrefløj, og det er netop en idé Venstres nuværende ledelse ikke bryder sig om. Den er jo hentet hos Anders Fogh Andersen der igen hittede den hos engelske Anthony Giddens spændende forslag om 'Den tredje vej' mellem liberalisme og socialisme eller mellem frihed og lighed. Heri lå en erkendelse af at der er brug for begge dele nu hvor den gamle klassekamp er et overstået kapitel og største delen af borgerne i vores velfærdsamfund er vellønnede funktionærer i gode stillinger.

Der er blot den hage ved Giddens forslag at den først blev grebet af Labours Tony Blair, men smidt ud af Gordon Brown, og her i landet blev grebet af Anders Fogh for næsen af socialdemokraterne, men smidt ud med fuld musik af Lars Løkke i 2010. Ingen af de fire forstod den afgørende og fremsynede komplementaritet i ideen, der i realiteten betyder et forsvar for socialliberalismen. De tog den kun for en strategi der kunne bruges een gang i hvert land, men så heller ikke længere. Fogh afviste totalt at frihed fører til ulighed og følgelig altid må modsvares af en eller anden grad af social regulering. Og det Lars Løkke vil forsøge i dag er jo ikke at praktisere en dynamisk komplementaritet mellem uforligelige modsætninger, men blot at stikke blår (dvs. tågepletter) i øjnene på folk, så de ikke opdager at de bliver narret. Det er jo i vore dage blevet en kunst, der fx forleder museer til at fokusere på opmærksomheds-økonomi eller har givet en vis kunstner mulighed for at narre millionbeløb fra kunstmuseet i Ålborg.

I politik kan det være lige så fornøjeligt som at give komikeren Jakob Hausgård stemmer for at gå ind for medvind på cykestierne eller gøre kaospiloten Uffe Elbæk til kulturminister for at vende op og ned på papirbunkerne i det gamle Assistenshus. Det er herligt at vi får den slags at grine af, men det er naivt at tro at det ændrer noget som helst i den sørgelige gesjæft at være politiker i et land med stigende politikerlede.

Konkret betyder Lars Løkkes uophørlige selvpromovering ikke andet end et tarveligt spark til det parti der vragede ham som formand efter sidste valgnederlag. Men det kommer højst ubelejligt for Jakob Ellemann der på stribe har mistet profiler som Inger Støjberg, Kristian Jensen og Karsten Lauritsen. Det har alt sammen givet ham sikker tilbagegang i meningsmålingerne og hele blå blok sikret uvished om mulighederne for regeringsdannelse efter næste valg.

De konservative klarer sig derfor bedre og bedre i meningsmålingerne, men må lide den tort at der bliver sat spørgsmålstegn ved den venlige Søren Pape Poulsens evner som leder af hele blokken.

Kun Nye Borgerlige kan se næste valg i møde med sindsro, for de vil uden tvivl vinde mandater og kan være aldeles ligeglade med om de kan bruges til andet end at varme stole med.

Blå bloks generelle problem er komplet mangel på store politiske ledere. De folk i blokken der har reelle lederevner går i tide ud i det private erhvervsliv. Ingen overhovedet har andet end jura, økonomi og kamp om personlig opmærksomhed i hovedet.

De radikale har stadig ikke overvundet fadæsen med Østergaards #MeToo. Sofie Carsten Nielsen lufter nok tanken om ikke automatisk at ville pege på Socialdemokratiet som regeringsdanner, men står i en ret alvorlig klemme, når højrefløjen er temmelig håbløs. Og socialliberalismen spiller ingen nævneværdig rolle i hendes tankegang.

Socialistisk Folkeparti er aldrig rigtigt kommet sig over fejlen ved at gå med i Thorning-Vestager-Coridons regering, hvor partiet blev kørt over og leverede alt andet end triumferende ministerpræstationer. Partiet led følgeligt et klart valgnederlag - og kan i dag vanskeligt opfattes som et fuldgyldigt folkeparti.

Venstre Socialisterne holder nogenlunde linjen og fanerne højt, men tør trods al snak om muligheden ikke i praksis fælde S-regeringen når den laver forlig med højrefløjen. Set fra partiets synspunkt er der slet ikke et reelt alternativ til socialdemokratisk dominans. Den nye formand er dygtig, men meget ung. Hun får sandsynligvis gavn af partiets flotte kommunevalg i København, der gav to borgmesterposter, men at rokke S uden for hovedstaden er foreløbigt kun en skøn drøm.

Socialdemokratiet er havnet i voksende dilemmaer:

Minksagen er ødelæggende for partiet, ja, en byrde lige indtil den slutter med en klar indstilling fra undersøgelseskommissionen. Men uanset om sagen ender for rigsretten eller ej, så har den allerede været ødelæggende, fordi det er helt utroligt hvad de offentlige afhøringer har afsløret af voldsom intern strid i regeringen mellem ministre og embedsmænd der har været involveret i beslutningerne om aflivning af alle mink. Vi har alle kunnet læse uhyrlig udveksling af sms-beskeder i en tone man troede hørte hjemme mellem dybt frustrerede, for ikke at sige psykisk syge personer, der ikke kunne styre deres ytringer. En sådan tone er ikke - som statsministeren ellers har påstået - "noget vi må leve med", for den viser jo at der netop har været et sådant tidspres at nogle personer i systemet har følt sig tvunget til at handle uden at lovhjemlen var kommet på plads. Det er i mine øjne tvivlsomt om nogen overhovedet kan gøres ansvarlig i juridisk henseende, men der er noget fundamentalt galt fat med systemet, når topembedsmænd ikke kan finde ud af at udskyde en ordre om minkaflivning de par dage det ville tage at få lovhjemlen på plads. Det mest uhyggelige ved sagen er at man skal bruge mange menneskers tid i månedvis på at afdække forløbet offentligt, for det fremmer uundgåeligt politikerleden i landet. Det er slet ikke til at tænke på, hvis undersøgelsen ender med rigsretssag.

Pandemien har også givet store problemer, fordi den i snart to år har nødvendiggjort en hurtig indgriben i alle borgeres grundlovssikrede ret til at mødes frit og gå på bar og natklub, i teater og biograf, eller til private sammenkomster. Langt de fleste har accepteret den midlertidige indskrænkning af friheden, men regeringen og først og fremmest dens chef har syntes alt for godt om centraliseringen og har ligefrem iscenesat den på værst tænkelig måde ved et massivt opbud af autoriteter på det ene pressemøde efter det andet. Det er folk godt trætte af; nogle demonstrerer ligefrem mod de stramme restriktioner, oppositionen kræver dem hele tiden lempet, og især karantænereglerne har stået for kritik. Alle vil tilbage til det normale. Og heldigvis synes flokimmuniteten så stor, at en normaliseering kan ske i løbet af nogle uger. Men at tro at vi vender tilbage til tiderne før pandeminien er nok lidt for optimistisk. For den hænger dybest set sammen med klimaproblemet og selve det forhold at vi lever alt for tæt ved hinanden på hele kloden - takket været den voldsomme stigning i befolkningstallet.

Økonomien har det ikke desto mindre så godt her i landet, at der har været råd til nødvendige kompensationer til folk der har mistet indtægter på grund af restriktionerne, og samtidig har navnlig hele vaccinations- og testfaciliteterne skabt en sådan vækst i den offentlige sektor at socialdemokraterne og venstrefløjen har kunnet glæde sig af hele hjertet. Wammens finanslovsforslag prøver ikke at standse den uheldige udvikling, men øger den faktisk ved at øge nogle af formerne for kontanthjælp.

Og nævnes skal det også lige, at udenrigsministeren er trofast og aldeles ukritisk EU- og Nato-tilhænger.

Alt i alt bekræftes det, at statsminister Mette Frederiksen ikke har nogen anden ambition end at fremme socialdemokratismen.

Generelt er der tre ting i vejen i dansk politik:

Ingen politiker og intet parti synes at vide ringeste besked om at man aldrig kan skabe og lede udviklingen i den for almenheden rigtige retning uden at få fat på de arketypiske forestillinger der alene kan give kraft til den ægte folkelighed. Det er en viden der i grunden ikke har eksisteret i landet siden 1800-tallets folkelige og religiøse bevægelser. Den kan ikke genvindes uden solid erfaring af den dybdepsykologi og religionspsykologi stort alle borgere ganske ubevidst går i en stor bue udenom, fordi de er blevet indoktrineret med falske forestillinger om denne form for psykologi. Flertallet af de såkaldte eksperter er nemlig aldrig kommet længere end til den snævertsynede logiske positivisme, som filosofiprofessor Jørgen Jørgensen docerede gennem årtier, og som allerede pr. definition udelukker normale menneskers sjæleliv.

Klimaforandringerne er nu kommet på programmet, fordi alle kan se at der er noget rivende galt med CO2-udledningen. Den løses bare ikke med kønne ord eller store idealistiske drømme, for det er så forankret i yderst jordnære årsager som voldsom eskalering af verdensbefolkningen og forcering af den økonomiske vækst, at en løsning kun er mulig gennem en fundamentalt ny økonomisk og kulturel politik. Denne må satse på teknologiske tiltag i kombination med en åbenlyst villet stagnation med lavere indkomstniveau og lavere arbejdstid og - deraf følgende muligheder for et langt rigere kulturliv uden stress som folkesygdom. En sådan omvæltning kommer ikke med råben og skrigen eller vold og demonstrationen. Den kræver mod, omtanke, og ændring af vaner og rutiner - og derfor også en bevidsthed på højt plan. Der kræves et bevidst opgør med århundredlang misrøgt af naturen gennem vanvittig fremskridtstro.

For undertegnede er det blevet indlysende at den aktuelle politiske og økonomiske krise først og fremmest er en dyb kulturkrise der ligger i den kløft mellem ånd og stof som har hersket siden middelalderens begyndelse og hvis vigtigste kendetegn er manglen på konsistens hos både individet og i fællesskabet. Denne inkonsistens betyder at mennesket og samfundet ikke længere føler en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode, varme og kærlige i livet. De fleste styres af ydre forpligtelser, dvs af autoriteter som fædre, patriarker, magthavere af alle slags, som sørger for en så effektiv indoktrinering af deres moralske regler, at disse bliver til overjegets styrecentral i de enkelte mennesker. Vi kan her i den vestlige verden sagtens se at det går galt, hvis diktatorer griber magten, systematisk udrydder deres kritikere, og forlanger blind lydighed af deres undersåtter. Men de færreste opdager at indoktineringen og styringen kan være lige så effektiv gennem de moderne muligheder for forførelse der ligger i de digitale medier. Flertallet går gladeligt i forførernes fælder.

Derfor er et opgør nødvendigt, men det forstår politikere, eksperter og mediemoguler foreløbigt intet af.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Krisens store alvor udfordrer også progressive kvinder  31.12.21.
Inger Støjberg dømt for forsætligt brud på ministeransvarlighedsloven  (16.12.21.)
Alvoren i menneskets eksistens spidser til  (12.12.21.)
Coronakrise, højtid og forår  (4.4.21.)
Gør coronaen alle samfund til permanente krisesamfund?  (30.3.21.)

Konsistens-aksiomet
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kulturopgør: Grønbechs underkendte betydning (21.4.18.)
kulturopgør, Grønbechs
kulturopgør, Lorenz'