JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - venstre21a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.1.21.

Venstre et stærkt svækket og splittet parti

Meningsmålingerne for Venstre og Dansk Folkeparti har længe været katastrofale, det viser den seneste meningsmåling (10.1.) fra Voxmeter for Ritzau tydeligt:.
(Tallene i parentes er valgresultatet juni 2019):

Socialdemokratiet: 32,2 procent - 58 mandater (25,9/48)
Enhedslisten:           9,1 procent - 17 mandater (6,9/13)
SF:                        8,7 procent - 16 mandater (7,7/14)
De Radikale:           6,6 procent - 12 mandater (8,6/16)

Rød blok, samlet: 57,8 procent - 103 mandater (52,1/96)

Venstre:                13,9 procent - 25 mandater (23,4/43)
De Konservative:   10,5 procent - 19 mandater (6,6/12)
Nye Borgerlige:       6,6 procent - 12 mandater (2,4/4)
Dansk Folkeparti:    6,3 procent - 11 mandater (8,7/16)
Liberal Alliance:       3,0 procent - 5 mandater (2,3/4)

Blå blok, samlet: 41,8 procent - 72 mandater (47,7/79)

Alternativet, Veganerpariet og Kristendemokraterne er udeladt da de er under spærregrænsen.

Venstre er gået fra 23,4 % og 43 mandater i 2019 til 13,9 % og 25 mandater, og DF fra 8,7 % og 16 mandater (og endnu flere i 2015), mens socialdemokraterne er gået frem til 32,2 % og 58 mandater fra 25,9 % og 48 mandater i 2019. Og blå blok fra 47,7, % og 79 mandater til 41,8 % 72 mandater, hvad der betyder at der er sivet flere vælgere over til rød blok end De Konservative og Nye Borgelige har kunnet opsamle.

Venstres bundrekord er kommet efter at partiets tidligere formand og statsminister Lars Løkke-Rasmussen på det nye års første dag demonstrativt meldte sig ud af partiet og lancerede et personligt netværk der på fjorten dage har fået mere end 10.000 medlemmer. Han tumler med ideen om et nyt borgerligt parti der skal samarbejde hen over midten. Men Venstres tilbagegang begyndte stort set med at Jacob Ellemann overtog formandsposten og fik tidligere udlændinge-minister Inger Støjberg som næstformand. De kunne ikke sammen, og dét blev hurtigt lige så uheldigt for partiet som det manglende samarbejde mellem Lars Løkke og daværende næstformand Kristian Jensen. Jacob Ellemann valgte at flytte sit formandskontor væk fra Støjbergs kontor - og han røbede efter instrukskommissionens udmelding, at han var åben for en rigsretssag mod næstformanden. Partiet skulle 'renses'.

Inger Støjberg havde som minister via en instruks berøvet nogle få afviste asylansøgeres mulighed for at leve sammen med mindreårige piger, fordi hun under ingen omstændigheder ville tolerere barnebrude i Danmark. Men instruksen var ikke lovlig i henhold til de internationale konventioner, og det endte derfor med at der blev nedsat en såkaldt 'instrukskommission' der skulle undersøge sagen. Det gjorde den meget grundigt, og den kom som bekendt til det resultat, at Støjbergs instruks ikke havde hjemmel i loven. Efterfølgende fandt et af folketinget nedsat advokatudvalg at kommissionens redegørelse gav grundlag for en rigsretsanklage, og det betød at der nu snarest her i januar med stort flertal bliver vedtaget en sådan af folketinget, idet kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige + plus otte medlemmer af Venstre og løsgængeren Lars Løkke stemmer imod.

Det viser tydeligt et dybt splittet Venstre og vil bestemt ikke gavne den trængte Jacob Ellemann. Stemmeslugeren Inger Støjberg har mange trofate tilhængere, navnlig i Jylland - og selvom der vil gå flere måneder inden rigsretten afsiger sin dom, har Støjberg ikke længere en normal politisk platform i partiet at arbejde på. Hun er skuffet over Ellemanns beslutning og overvejer naturligvis sin stilling i partiet, og dette vil konkret sige at hun formentligt ikke bare vil blive siddende som passivt medlem af Venstres folketingsgruppe til næste folketingsvalg, men overvejer at udtræde og eventuelt gå ind i et andet parti, fx Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Det kunne umiddelbart synes at være en lettelse for Ellemann, ligesom Løkkes udmeldelse, men der er i begge tilfælde tale om personer der har mange tilhængere blandt vælgerne, som kunne tænkes at følge dem.

Om rigsretssagen mod Inger Støjberg overhovedet kan føre til andet end en mild dom så som en bødestraf, må tiden vise. Den er i mine øjne - som overvejelserne om en rigsretssag mod Mette Frederiksen - spild af tid og kræfter, og primært udslag af megen forvirring og visse folketingspolitikeres dogmatiske opfattelse af en ulovligheds karakter. Disse dogmatikere hævder at ministeren har brudt grundloven og at dette skal have alvorlige konsekvenser for hende, mens andre vil hævde, at det må være op til partiet selv at afgøre en sådan sag. Dybest set handlede problemet slet ikke om hvor vidt loven skal overholdes - dette anfægter ingen - men om at det overhovedet ikke var muligt at sende de afviste asylansøgere hjem der var kommet ind i landet i kraft af kansler Merkels forkastelige åbning af EU's ydre grænser i 2015. Det forhindrede konventionerne, og dem havde man ikke til sinds at tilpasse de helt nye, særlige omstændigheder. Man opgav dermed i realiteten landets ret til selv at bestemme om man vil tillade barnebrude her i landet. Støjberg forkludrede desværre selv sin sag ved pludseligt at trække et notat frem alle havde glemt og reelt ikke var afgørende i de rent juridiske finesser. Men sagen blev først alvorlig for Venstre da Støjberg blev valgt til næstformand. For da kom Jacob Ellemann i et slemt dilemma og et stærkt pres fra alle sider. Overalt lød mantraet at lov er lov og lov skal holdes.

Sådan forholder det sig ikke med Lars Løkke-Rasmussens tilfælde.

Den tidligere formand og statsminister Lars Løkke, der havde en meget lang karriere i Venstre bag sig og ved valget i 2019 fik et flot personligt stemmetal, kunne ganske enkelt ikke affinde sig med at skulle sidde som menigt medlem af Venstres folketingsgruppe. Han kedede sig bogstaveligt og kunne ikke afholde sig fra at kommentere situationen. Og frem for alt valgte han her i efteråret at tage på en længere sørejse på Atlanterhavet hvor han både fik frisk luft og tid til at reflektere. Det skaffede ham tiltrængt medieopmærksomhed, og han var klar i sin fordømmelse af Inger Støjberg da instrukskommissionen kom med sin redegørelse: Der var ingen tvivl om at hans egen minister havde begået noget ulovligt for mange år siden og nu bragt Venstre i knibe. Alligevel var det en kæmpeoverraskelse at Lars Løkke selve nytårsdag proklamerede sin udmeldelse af Venstre.

På Facebook fortalte han anden nytårsdag, at nogle specifikke spørgsmål havde rumsteret i hans hovede siden et stort flertal i Venstres forretningsudvalg satte ham stolen for døren (og frabad sig hans evige kommenteren). Og de pressede sig yderligere på, da Venstre på sommergruppemødet entydigt (gen)indskrev sig i den såkaldte blå blok, der efter hans mening er en illusion som afsæt for regeringsførelse.

Ordret hedder det: "Der går en ny skillelinje ned i dansk politik. På tværs af den traditionelle højre- og venstreskala, som prægede min ungdom. Hvor den gamle skillelinje handlede om individ over for stat og balancen mellem frihed og fællesskab, handler den nye om balancen mellem nation og omverden, viljen til forbedringer op mod trygheden ved at undgå forandringer, åbenhed overfor lukkethed - skal der bygges broer eller mure? "..... "Hvordan løser vi de uomtvistelige integrationsudfordringer, en ændret befolkningssammensætning over en generation har skabt, i virkelighedens verden og ikke bare ved dem-og-os-retorik og smid-dem-ud-forslag? - Hvordan øger vi kvaliteten af den offentlige velfærd uden bare bevidstløs at øge bevillingerne og hæve skatterne hos de virksomheder og mennesker, der skal betale regningen? - Hvordan omstiller vi Danmark til en grøn og mere bæredygtig fremtid uden at tabe konkurrencekraft i forhold til omverdenen?"

Hans eget bud blev formuleret kort og klart: "Kommer der ikke et oprør fra midten, har vi en socialdemokratisk mindretalsregering, der er ideologisk bundet til den yderste venstrefløj, en lang årrække frem. Og det er med garanti ikke godt for Danmark. Det er bestemt ikke sikkert, at jeg er den rigtige til at stå i spidsen for et sådant oprør. Men nu har jeg i det mindste min frihed til at tale højt om, at der er brug for det."

Lars Løkke går altså nu med andre ord ind for samarbejde over midten - for at forhindre regeringspartiernes afhængighed af yderpartierne. Og det var sådan set også denne idé han gav udtryk for allerede i maj 2019 i Kirsten Jacobsens samtaler med ham i bogen "Befrielsens øjeblik" - hvor ønsket dog også var at bringe sig på bane som leder af en V-S-regering. Men samarbejde over midten gik han sandelig ikke ind for som statsminister i årene 2015-19. Tværtimod glemte han alt om den idé om den tredje vej, som havde ført Anders Fogh-Rasmussen til magten i 2001 og som netop gjorde midterpolitikken til fremtidens vej for såvel liberalistisk som socialt indstillede ledere og partier i lande som Danmark. Men ideen gik vel at mærke ikke ud på samlingsregeringer hen over midten (som fx den tyske CDU-SPD-koalition), for de kan udtvære partiernes profiler. Vejen var derimod komplementær i den forstand at den ville fastholde modsætningerne som principielt uforenelige, og netop derved dynamiske og gavnlige for demokratierne. Komplementære modsætninger bør aldrig sløres gennem koalitioner.

Om Lars Løkke får held til at starte et nyt parti, vil vise sig. Han er unægteligt en dygtig og erfaren politiker med megen tæft og stort netværk. Og han er en stor formidler. Men han bliver næppe statsminister igen, for han har dels kedelige sager i bagagen om at Venstre betalte hans ekstravagante tøjkøb som statsminister (det fik Lykketoft til at kalde ham en lille svindler), dels en umættelig hunger efter opmærksomhed. Derfor vil et nyt parti i lang tid primært forhindre Venstre i at blive stort igen, og dermed også forhindre Jacob Elleman i at nå til tops. Det kan Løkke umuligt være blind for. Man undgår på den baggrund ikke en mistanke om at det i virkeligheden er det skjulte motiv for den forhenværende statsminister, der aldrig fik den internationale toppost han drømte om, og omvendt ikke er i stand til som selvoptaget mand at acceptere at han nu 56 år gammel og partiløs skulle være en forhenværende person i dansk politik. Det er jo også - uden sammenligning iøvrigt - svært for USA's præsident Donald Trump at acceptere et lignende farvel. Den store forskel er heldigvis for os danskere at Lars Løkke er en fredens og demokratiets mand, der ikke kunne drømme om at bestride resultatet af lovlige valg, endsige opmuntre til voldelige optøjer.

Men Lars Løkke er ikke rar for det danske folkestyre at have gående rundt som en løsgænger der med sin store kreativitet kan finde på hvad som helst for at skaffe sig opmærksomhed. Redaktør Poul Madsen fældede i Ekstrabladet 2.1. sin hårde dom: "Løkke er ikke en holdspiller. Han har aldrig været typen, der sang med på omkvædet, at ingen er større end partiet. Vi så det midt under valgkampen, da Løkke pludselig lancerede et samarbejde med hovedfjenden, Socialdemokratiet. Uden at have fortalt det til andre end en forfatter fra Politikens Forlag. Vi så det, da Løkke fornærmet skred ud ad bagdøren fra Brejning, da hovedbestyrelsen havde fået nok. Og vi så det, da Løkke tog tværs 'Over Atlanten' på en reality-tv-tur midt under Folketingets mest hektiske periode. I Løkkes egne øjne var han hævet over partiet. Og når partiet ikke vil have ham, må han lave et nyt."

Partiet Venstre og formand Ellemann sidder nu tilbage med alle de dårlige udsigter, splittelsen og tendensen i meningsmålingerne.

Det er indlysende at en dårlig kemi mellem formand og næstformand er en belastning for ethvert parti. Og det er et stort spørgsmål om Jacob Ellemann-Jensen overhovedet er den rette mand på formandsposten. Han har i hvert fald hverken Anders Foghs pondus og format eller Lars Løkkes jovialitet, og han formår næppe at hele den dybe splittelse i partiet. Men det værste er måske til syvende og sidst, at hele den blå blok er svækket. Eller som Berlingske i dag formulerer det med store bogstaver: RIGSRETSSAG EFTERLADER DET BORGERLIGE DANMARK I AFGRUNDSDYB SPLITTELSE.

Meningsmålingerne taler deres eget sprog, men det er ikke kun rigsretssagen mod Støjberg der er afgørende, det er også pandemien og den temmelig succesrige og kontante handlekraft Mette Frederiksen har udvist i snart et år - og som har skaffet hende fine målinger, på trods af befolkningens stigende ubehag ved den fortsatte nedlukning af samfunds- og kulturlivet. Hun har begået fejl, hendes velfærdspolitik vil give debat, og hun er selv langt fra afklaret om de mere langsigtede eksistentielle udfordringer vi står overfor. Men hun står ganske stærkt. Jf. artiklen Tanker om Mette Frederiksens nytårstale og nyeste interview.

Enkelte politikere i den borgerlige lejr er i stand til at tænke dybere. Det har netop givet sociologen Henrik Dahl Berlingskes Fonsmark-pris, der tildeles "markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat". Henrik Dahl er et af de fire tilbageblevne medlemmer af Liberal Alliances folketingsgruppe, men prisen er i højere grad givet på grund af hans årelange bidrag til den offentlige debat, herunder siden 1993 udgivelsen af 14 bøger, hvor danskerne og dansk politik analyseres ud fra en sociologisk vinkel - senest er det i 2020 sket med bogen "Den sociale konstruktion af uvirkeligheden", en bredside mod den moderne, illiberale identitetspolitik, men i 2011 også med den meget spændende bog "Spildte kræfter", jf. linket.

Men ellers ser det sort ud for danske folketingspolitikeres tænkning; de bliver ved de gamle skillelinjer og synes end ikke at have opdaget at den aktuelle pandemi er et alvorligt Wake-Up-Call til virkeligt dyb nytænkning på næsten alle felter, men først og fremmest viljen til at gå dybere i erkendelsen og psykologien som led i den politiske stillingtagen. Dansk udlændingepolitik er dog forsat ikke afklaret og ej heller dansk suverænitetspolitik i forhold til EU og internationale konventioner.

Meget tyder dog på at tiden nu er inde til konkret at få afklaret den sociale og kønsmæssige ulighed i samfundet i sammenhæng med den fundamentale komplementaritet mellem selve de to grundbegreber frihed og lighed som har præget os siden den franske revolution. Det er nemlig hverken gjort med - som Anders Fogh-Rasmusen i sin tid gjorde - at bestride modsætningen mellem disse to begreber eller som Henrik Dahl har gjort ved at udsende en bredside mod venstrefløjens illiberale ekstremister. Og det er endnu mindre gjort med Lars Løkkes udvandede snak om et harmonisk samarbejde hen over midten som vil kunne passe erhvervslivets topfolk glimrende. Nej, man skal fuldt ud acceptere såvel den basale forskel mellem mænd og kvinder som det basale faktum at frihed uundgåeligt fører ulighed med sig.

Forskellen mllem de to køn er ikke - som mange feminister vil hævde - en social konstruktion, men en biologisk kendsgerning der ikke blot viser sig i de ydre kønsorganer, men i allerhøjeste grad også i de indre hormoners betydning for sjælelivet. Forskellen giver sig ikke alene udslag i tidsbegrænsede svangerskaber for kvindernes vedkommende, men navnlig i markant ulighed i det begær og de lyster kønnene har - uanset race og intelligens. Det mandlige kønshormon giver større trang til målrettet indtrængning i opgaver og udfordringer af alle slags - eller det der kaldes "phallos-dyrkelse" og som netop ikke udelukkende er af seksuel art. Uligheden har været selvfølgelig i årtusinder, men er i dag blevet gjort problematisk fordi mange kvinder opfatter den som en forhindring i frigørelsen. Men biologi forhindrer altså ikke menneskets psykiske eller eksistentielle frigørelse. Derimod får frihedstrangen naturligvis kvinder til at gøre oprør mod fortsat sexisme, sexmisbrug og sexkrænkelser. Der er endnu meget at få på plads i denne sammenhæng.

Den sociale ulighed er uden tvivl også en indirekte følge af en dyb biologisk forskel, blot ikke den simple kønsforskel, men derimod de meget komplekse forskelle i psykisk type, mellem udadvendte og indadvendte, og mellem de fire grupper man taler om i den udmærkede jungianske typologi´med to rationelle typer: Tænketypen og føletypen der er kendetegnet ved hhv. at fælde logiske domme og fælde værdidomme, og to irrationelle typer: Sanse- eller fornemme-typen der perciperer det faktisk foreliggende, og den intuitive type der orienterer sig efter bagvedliggende muligheder og kan ses som en 'seer-type'. Jf. artiklen om Jungs typologi.

De fleste vil umiddelbart kunne genkende typerne uden besvær fra deres hverdag, men naturligvis kan der være andre måder at lave inddelingerne på. Pointen her er at en sådan markant forskel mellem mennesker nødvendigvis må medføre en kolossal forskel på alle felter mellem mennesker i alle samfund og til alle tider - uanset samfundsform eller "samfundskonstruktion" (jeg sætter ordet i gåseøjne fordi jeg ikke opfatter samfundet som en konstruktion, men som noget der er groet frem). Men pointen er også at påpege, at denne kolossale forskel mellem mennesker i samfundene ikke nødvendigvis er et onde, men tværtimod kan ses som en rigdom - eller positiv diversitet - med mindre den udarter til opdelinger og kløfter som er ubærlige for nogle og derfor vil medføre social uro og i værste fald vold og krig.

Her bliver det et demokratisk samfunds opgave at forebygge skadelige optøjer. Men i nogenlunde velfungerende moderne demokratier vil folk i almindelighed kunne tilpasse sig forholdene ud fra deres egne interesser og formål med livet. Ingen tvinger alle til at gå ind i et og samme dominerende ræs om højst lønnede stillinger og magtpositioner eller størst muligt forbrug. I demokratiske samfund har folk tværtimod frihed til at vælge deres egen vej og deres eget niveau og tempo og gøre det i overensstemmelse med deres egne dybeste livsinteresser. Det skulle være overflødigt at nævne eksempler, men helt nødvendigt udtrykkeligt at påpege at selve det at gå sin egen personlige vej som hovedregel altid vil være ensbetydende med at sige nej til magtkamp og forbrugsræs. Spænding og udfordringer i livet kan man få på uendeligt mange områder, så de spændingssøgende mennesker kan sagtens finde udfordringer alle andre steder end i konkurrence, magtkamp og forbrug.

Politisk betyder dette at ingen behøver at styrte efter liberalister der arbejder for størst mulig frihed til udfoldelse eller at stemme på socialt fokuserede der lover størst mulig lighed, tryghed og harmoni. Både det superliberale samfund og det supertrygge samfund er utopier. Derimod har alle stor gavn af den ret til fri udfoldelse og den ret til en rimelig fundamental tryghed, som velfungerende demokratier kan give alle. Men vi kunne spare megen overflødig politisk strid ved større afklaring.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Dansk Folkepartis fremtid synes meget usikker  (19.1.21.)
Tanker om Mette Frederiksens nytårstale og nyeste interview  (13.1.21.)
Den sundhedsmæssige og politiske situation i Danmark op til julen  (20.12.20.)
Nye corona-restriktioner op til jul udfordrer sammenhængskraften i samfundet  (3.12.20.)
Minkaflivning, ministerfald og fortsat coronakrise  (20.11.20.)
Støjberg, Inger, Venstres integrationsordfører  (om danskhed 9.7.13.)
Den borgerlige krise fastlåst, fordi den tredje vej er droppet  (12.7.20.)