JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - corona21foraar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.4.21.

Coronakrise - højtid og forår

I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen bl.a.:

"Når tilværelsen skæres ind til kernen - liv og død - bliver det hele på en gang mere kompliceret og mere enkelt. Vi vil fortælle om tiden under pandemien fra generation til generation. - Vi har hver især måttet sætte hensynet til hinanden først. Nogle synes prisen er høj. Men alternativet var værre. - Vi forstår at tage ansvar og passe på hinanden. Men alle de små handlinger summer op til den store bedrift. - Jeg tror på at vi i dag har lagt det værste år bag os. Men vi må forvente at de sværeste måneder er foran os. Januar og februar vil teste vores udholdenhed. Vi kan dog alle sammen skimte daggryet forude."

Men lidt mere konkret sagde statsministeren også: "Det er imponerende hvad verden kan, når vi alle arbejder sammen. Længe leve forskningen og samarbejdet mellem det offentlige og det private. Længe leve videnskaben. Vaccinen er vores vej tilbage til hverdagen. Samværet, krammet, festerne. Alt det vi længes efter. Men vaccinen er ikke smutvejen til at ophæve restriktionerne. Vinteren bliver hård. Men fra 4. april vil årstiden hjælpe os. Jeg tror på at påsken bliver vores vendepunkt."

Nu har vi så nået påsken og den 4. april 2021, og vi må konstatere at den hårde tid endnu ikke er forbi. Den oprindelige vaccinationsplan blev ramt af forsinkelse af leverancer på vaccinerne, så det afgørende delpunkt - vaccination af alle over 50 år - nu først kan forventes gennemført ved udgangen af juni måned. Og det betyder skuffelse for alle utålmodige borgere der gerne vil bevæge sig friere og fx kunne rejse til udlandet. Foråret lader vente på sig i år, må det siges, men det kommer naturligvis ligesom sommeren. Så situationen bliver bedre, medmindre smittespredningen går amok i for mange lokalområder.

Men fortsat gælder dog at vi ikke skal hylde os ind i falske forestillinger om at alle ricisi vil være overstået om nogle måneder. For vi er med coronapandemien kommet ind i en ny tidsalder med permanente risici, der reelt gør vores dynamiske samfund langt mere krisepræget end det hidtil har været - jf. artiklen om Vedby Rasmussens bog 'Krisesamfundet.

Vi er nødt til at se i øjnene at samfundsudviklingen fremover kræver et langt højere oplysningsniveau end vi hidtil har haft og som selv fagfolk og politikere har støttet sig til. Det er slet ikke gjort med henvisning til gamle Sokrates eller lignende.

Da påsken også er en gammel højtid, der stadig - uanset trosforhold - holdes i hævd af mange mennesker her i landet såvel som i de øvrige europæiske lande, er det nødvendigt at påpege, at eksistensen overhovedet ikke kan forløbe med optimal ansvarlighed uden at menneskene forholder sig til noget der er "større end dem selv", dvs større end deres jeg'er, hvilket i praksis vil sige at alle på en eller anden måde føler sig som del af et større kollektivt og frit åndsfællesskab, der er helt uafhængigt af dogmer af nogen slags. Men samtidigt er det også nødvendigt at påpege, at det ikke er holdbart bare at fortsætte højtidelighederne i de gamle, ofte kirkelige baner. Man kan sagtens køre videre med påsketraditioner som julefrokoster og sammenkomster, og sågar også med gudstjenester og kirkelige musikforanstaltninger som passionsmusik (af fx den gamle musikalske helhedsrealist Johann Sebastian Bach) for dem der er vante til den slags. Men nutidens alvor med globale pandemier kræver at vi tager skridtet fuldt ud og bevæger os væk fra såvel forældede dogmatiske indslag i traditionerne (som skikkelige biskopper blindt viderefører) som moderne forlystelsesmæssige og konkurencebetonede indslag som medie- og underholdningsbrancherne kynisk styrer med algoritmer der leder pengene i deres egne, allerede bugnende lommer.

Der er intet forkert ved underholdning, forlystelser eller konkurrencer som sådanne, hvis de vel at mærke foregik på legeniveau, men det er tydeligt at der navnlig efter forbrugersamfundets etablering efter 2. verdenskrigs idioti i årtier og i nøje sammenhæng med den teknologiske udvikling, herunder digitaliseringen, er foregået en systematisk manipulering med befolkningen via medierne med henblik på at skabe stadig større afhængighed af selve spændings- og konkurrencemomentet. Udviklingen i den professionelle sport er det mest skræmmende fænomen, fordi det uafladeligt giver eksempler på kynisk korruption på alle led lige til de største internationale organisationer som den olympiske komité. Men fra sporten har lige så skræmmende fænomener spredt sig videre til hele mediebranchen og dermed helt ned til algortimestyringen af børns spil og konkurrencer på nettet.

Medierne er selv blevet ramt af forfaldstendenserne, hvad undertegnede først og fremmest ser på udviklingen i Danmarks Radio og Dagbladet Politiken. DR er ikke længere den yderst ansvarfulde public relation-institution den var tilbage i 1960'er og 1970'erne, hvor den følte sig forpligtet til en mangfoldighed der aldrig førte til prioritering af underholdningen på bekostning af seriøs oplysning og kulturformidling. Og for Politikens vedkommende kan konstateres at dagbladet de sidste to årtier har udviklet sig til et decideret moraliserende 'menighedsblad' der via kæmpemæssige annoncer, fotos og designs fuldstændigt svigter sine stifteres oprindelige mål for oplysningen.

Men som Vedby Rasmussen så herligt påviser, så er sundhedspolitik i vores coronatid alt for vigtig til at den kan overladers til læger. Den må politikere påtage sig det overordnede ansvar for - uden at de på nogen måde afviser gode råd fra fagfolk. Den aktuelle krise i samfundet er imidlertid ikke blot en sundhedskrise, men også en dybere politisk og kulturel krise, der absolut ikke er overstået blot alle bliver vaccineret. Vi må tværtimod nøgternt konstatere, at hele vores eksistens som mennesker på ingen måde kan overlades til fagfolk og specialister, uanset hvor dygtige og kompetente de er, og uanset hvor velmenende og ansvarlige de er. Eksistensen er simpelthen ikke et fag hvor man kan forholde sig rent objektivt og neutralt til tingene og begivenhederne. Eksistensen er tværtimod et højst nutidigt fænomen hvor de enkelte individer og de enkelte familier, arbejdskredse, og vennekredse og foreninger opretholdes ved selve fællesskabet, det fælles sprog og de fælles grunderfaringer, herunder ikke mindst de fælles minder og den udviklede evne til at have ægte jeg-du-relationer.

Ikke alene læger og jurister kommer til kort i eksistensen, det gør også andre faggrupper som økonomer, ingeniører, sociologer, psykologer, litteratur-, kunst- og musikhistorikere samt filosoffer og teologer og mange andre som fx. management-teoretikere. Og grunden er den simple at eksistensen altid er noget helt personligt og subjektivt, som ganske vist foregår i relation til andre mennesker, men ikke følger objektive lovmæssigheder eller moralregler, men derimod i princippet lever i en sfære af gensidig tillid, humor og kreativitet.

Eksistensen foregår naturligvis også i en praktisk og yderst jordisk ramme af lov og orden som politikere sikrer sammen med kompetent politi og kompetent administrationspersonale. Men rammerne fyldes ud af de individuelle borgere under et vist ansvar.

Som nævnt svigter medierne for tiden groft, men det samme gør også folkekirken, der ikke vil opgive en forældet dogmatik (trosbekendelsen), de ateistiske samfund, der ikke vil kendes ved myterne (og arketyperne gud, djævel, himmel og helvede m.fl.) og alle humanister der heller ikke vil kendes ved myterne, men sætter viden lige med lærdom og metode over liv. Ingen af parterne vil kendes ved dybdpsykologiens afgørende opdagelse af at mennesket ikke har én tilgang til virkeligheden men to tilgange, nemlig den rationelle/praktiske og den irrationelle/intuitive, som i helhedsrealistiske og demokratiske samfund må og skal have lov at fungere frit og berigende ved siden af hinanden.

De store kulturinstitutioner i kulturlivet svigter også. Udover allede nævnte DR gælder det Det kongelige Teater, teatrene i almindelighed, bogbranchen, kunstlivet, filmbranchen og museerne, der på forskellig vis eksperimenterer ret ensidigt med former der tiltrækker et oplevelseshungrende, spændingskrævende publikum - uden at forstå hvor vigtigt for eksistensen følingen med helheden, det store perspektiv og den dybe tragedie er for alle.

Der er ingen seriøs modstand mod seertallenes, lyttertallenes og spilletallenes styrende penge-algoritmer, og derfor intet åndsliv der kan hamle op med pengemagten.

Hele denne kritik kan måske umiddelbart lyde som moraliserende, men jeg opfatter al moraliseren som skadelig, fordi den i mine øjne går ud fra autoritære kriterier (altså hvad etablerede autoriteter gør gældende uanset tidernes skiften). Her forstår man ikke at der gives en fælles, ikke-autoritær etik, konsistensetikken, som bygger på en medfødt eller intuitiv forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen. Det er en forpligtelse der går ud fra at 'det gode' ikke er en helt tilfældig størrelse men tværtimod noget langt de fleste mennesker erfarer allerede som spæde og altså før sprog og moralske normer tilegnes. Teologerne forstår det slet ikke, men også mange humanister og filosoffer aner heller ikke noget om det, og de tror derfor fejlagtigt at alt vil flyde hvis men skrotter de absolutte forestillinger om moral og religion.

Men seriøsiteten kommer altså til syvende af at man på den ene side føler en selvfølgelig forpligtelse til en fælles indsigt om det gode som står over det enkelte menneske, og på den anden side forstår dens relativitet, dvs at den i praksis altid må konkretiseres i et fællesskab med andre mennesker uden om alle autoriteter der ønsker at diktere sandheden. Hvad det først punkt angår er det værd at nævne, at både tonekunst og billedkunst giver direkte føling med det der står over det enkelte menneske, simpelthen fordi de er kunstformer der ikke appellerer direke til intellektet, men derimod til intuitionen og det kollektivt ubevidste.

Filosoffen Arthur Schopenhauer kunne i sin tid konstatere, at specielt musikken er udtryk for selve livsviljen. Og heraf kommer det at den klassiske musik - ikke mindst på grund af dens store former som den symfoniske musik, kirkemusikken, operaen og balletmusikken - har et klart fortrin frem for underholdningsmusikken og beatmusikken. Og den kræver da også intens, stilfærdig lytten, ja andægtighed, for at blive opfanget, hvad der igen sil sige at den har en særlig tilhørerkreds.

Det store problem er her uden tvivl at nok de færreste mennesker i vore dage indgår som naturlige og frie medlemmer af fællesskaber af den art der endnu fandtes i 1800-tallets store politiske og åndelige bevægelser - og siden jævnligt har kunnet ses dukke op i fx folkelig modstand mod diktatur og undertrykkelse - tænk bare på bl.a. 'det arabiske forår' eller 'det hviderussiske forår', hvor foråret netop betegner håbet som en gennemgribende fornyelse af den vi hvert år ser i naturen fra marts til maj.

Der er imidlertid efter min overbevisning ingen vej til ny seriøsitet uden at se et afgørende folkeligt forår eller en afgørende folkelig vækkelse som noget 'højtideligt' eller ligefrem 'helligt' der adskiller sig markant fra snævert politiske eller aktivistiske bevægelser der desværre altid tiltrækker urostiftere.

Skal en seriøs bevægelse nu i den store kulturelle krise i vort samfund gøre en forskel, skal den være alt andet end aktivistisk og uropræget. Den kræver omtanke, besindelse, ro og højtid. Men i sidste ende også et fællesskab der kan samles om et fælles ansvar, fælles musik og fælles højtid.
Hermed god påske og et godt forår!

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt: