|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.3.18.Er gaveøkonomien mon virkeligt et alternativ til pengeøkonomien?Peter Thyge Thygesen og Steffan Löfvalls bog "Gaveøkonomi - Ny vej til bedre velfærd" er ganske spændende fordi den ser på pengeøkonomien, markedsøkonomien og konkurrencestaten på en ny kritisk måde. Først og fremmest peger den på den personrelaterede gaveøkonomi som et muligt alternativ til de nævnte fremmedgørende økonomier, fordi relationer betyder langt mere end de gængse økonomiske og sociologiske videnskaber hidtil har været opmærksomme på. Men ordet gaveøkonomi forekommer temmelig misvisende, fordi det umiddelbart henviser til den form for gaver vi giver hinanden ved festlige lejligheder, og det er ikke den form forfatterne tænker på, men derimod den form for økonomi der anerkender at relationer har den særlige betydning at de på en eller anden måde forpligter modtageren af en gave til at gengælde gaven. Og det kan da misforstås. Desuden synes jeg at forfatterne fuldstændigt overser det allervigtigste, nemlig at personlige relationer i sidste ende er en del af selve det normale og overvejende ubevidste åndsliv, således at det må blive åndslivet som sådant der må regnes for alternativet til den målelige pengeøkonomi og den målelige velfærd, men uden tvivl skal være langt mere bevidst for at få afgørende virkning. Kampen for velfærd er ikke et spørgsmål om mere produktion, mere forbrug og mere retfærdig fordeling eller i det hele taget om det målelige fremskridt, men i allerhøjeste grad en selvstændig kamp for de gode relationer og den frie kreativitet som helt automatisk medfører livsmod og følelsen af mening med tilværelsen. Fejlen ved den nuværende samfundsudvikling og økonomi er og bliver at alt er fokuseret på materielt fremskridt men undlader at se den fare i øjnene at borgerne dagligt bliver systematisk manipulerede til at stile efter flere og flere penge og mere og mere forbrug - uden ringeste hensyn til de mentale og åndelige forhold som sagtens kan fornemmes, men aldrig måles eksakt. Men naturligvis er det nyttigt at forskere kan anvise nye former for økonomi der er brugbare for særlige grupper der ikke vil deltage i det almindelige forbrugsræs, men tværtimod anser det for mere gavnligt for både sig selv og klimaet ar arbejde hen imod bæredygtig økonomi. Blot tror jeg man her skal holde sig fra både idealistiske og decideret utopiske ideer. Men lad os se nærmere på hvad de to forfattere giver som forklaring på hvordan og hvorfor den almindelige samfundsøkonomi er løbet løbsk de sidste generationer og efterhånden er blevet præget af de personlige relationer næsten helt forsvinder ved de økonomiske transaktioner.Den første betingelse er naturligvis at pengene overhovedet dukker op som betalingsmiddel - og det er længe siden. Men det betød at den ældgamle bytteøkonomi efterhånden forsvandt. Borgere og bønder går ikke længere hen på det fælles marked for at bytte deres produkter, lige fra køer, grise og høns til heste, køretøjer, redskaber, møbler og tøj med mere. Man kan betale med penge. Fordelen ved mønter og pengesedler er at de ikke fylder meget og kan medbringes over længere distancer. Med pengenes indførelse skete en kæmpe udvidelse af det økonomiske råderum; penge blev en 'superform' i den forstand at de i princippet kan omfatte alt og alle. Dette gør opbygningen, produktionen og styringen af velfærdsydelser effektiv. Pengesedlerne gjorde det offentlige system muligt. I takt hermed blev der brug for offentlige institutioner - og samtidigt fik vi klienter i massevis. Men der er en fatal skyggeside: Vi betror hinanden mindre i takt med at vi betror os mere og mere til pengene. Og det giver en langsom udhuling af de sociale relationer og sociale økonomier. Det seneste trin i udviklingen er som bekendt de virtuelle penge, hvor penge nu kun er tal på computer-skærme og smartphones. Penge udgør dermed en næsten grænseløs ekspansion af rum og forøgelse af hastighed. Penge sættes på al velfærd og gennemsyrer velfærden. Forvaltninger bliver virksomheder med stramme budgetter og regnskaber. Dette betyder faktisk at pengeøkonomien adskiller os fra hinanden. Selv vores velfærdsorganisationer ligner mere og mere et supermarked med kunder og køer, kassedamer og ekspedienter. Den økonomiske transaktion gennem penge sørger for at kunden og ekspedienten ikke behøver at have noget med hinanden at gøre. Penge gør os ens, for de skelner ikke. Penge isolerer os, for de forpligter ikke. Pengeøkonomien omformer tingene til varer - og i den offentlige forvaltning ydelser til varer. Pengeøkonomien er ligeglad med kunden eller klienten som person og med hans eller hendes ophav og historie. Hele denne udvikling har kunnet fortsætte i et så voldsomt tempo, at velfærden i den offentlige sektor organiseres ved at der blivet sat pris på fx sundhed og ydelser. En vigtig pointe her at budget og regnskab bliver pengeøkonomiens supertjenere både i forretningerne og i forvaltningerne. En kommune er fx inddelt i celler eller økonomiske rammer for hver funktion. Penge har den egenskab at de kan adskilles i portioner og dedikeres funktioner - fx i en kommune med rammer som Myndighed, Sundhed og Forebyggelse og med underafdelinger som Pleje/dagcenter, Handicap, Hjemmepleje, Sygepleje og Rehabilitering. Pengeøkonomien adskiller også organisationens fremtid i og med at dennes udvikling knyttes til udviklingen i hver enkelt funktion. Fremtiden bliver dermed isolerede fremtider. Brugerne adskilles i og med at de bliver forbrugere eller ydelsesmodtagere. Med den ny robot-teknologi behøver de ældre end ikke længere at blive serviceret af fremmede hjemmehjælpere der har et bestemt antal minutter til hver arbejdsopgave. Vores velfærd er - som forfatterne noterer - blevet til 'pengefærd'. Under pengeøkonomien sker der en stigende adskillelse mellem organisationerne. Kommuner, regioner og mange andre offentlige organisationer er omgivet af økonomiske 'ligusterhække'. Den ene offentlige organsation behøver ikke at interessere sig for den anden. Det indebærer at den enkelte besparelse går ud over den samlede værdi. Der indføres nærmest 'økonomisk darwinisme', dvs en ideologi der baserer overlevelse på den stærkestes princip: den stærkeste organisation vinder over den svageste - det er økonomisk 'survival of the fittest'. Der kan også ske en adskillelse ved 'branding'. Kommunerne prøver at overgå hinanden fx ved at tiltrække turister eller erhvervsvirksomheder, og det er hvad man kalder en kontraproduktiv proces. Nogle vinder ved at andre taber. Endelig sker der en adskillelse mellem mennesket og naturen. Penge adskiller os fra den natur vi er en del af. Pengeøkonomien iscenesætter naturen som en ressource - som noget vi står udenfor og kan udnytte efter behag. Men vi er som bekendt fortsat en del af naturen - både i kraft af at vi har en organisk krop med organiske drifter m.m. og fordi vi er afhængige af at naturen omkring os fortsat skal kunne give os jord, vand og luft til vores produktion af fødevarer. Vi glemmer, at hvad vi fx gør mod naturen i form af luftforurening, gør vi mod os selv. Først i de senere år har vi for alvor forstået at vi reelt hænger nøje sammen med naturen. Vi har indset at vi ved at stimulere væksten og værdien gennem en lineært stigende produktion ikke giver noget tilbage til naturen. Vi er kommet så langt i dette uheldige forløb, at vi ikke længere kan afværge katastrofen. Vi kan højst mindske den. Den lineære økonomi er en produktions- og forbrugsform der nærmest kører efter princippet 'Brug og smid væk'. Den skiller også det offentligt og det private fra hinanden. Den lineære organiserings- og produktionsproces er født ud af et efterhånden forældet industriparadigme. Det anser både mennesket og naturen som ressourcer, man frit kan bruge. Det tager ikke højde for at vi er individer som absolut ikke ønsker at blive skilt ud og ende som spild. Thygesen og Löfvall peger specifikt på gaveøkonomien som "det alternativ der kan supplere pengeøkonomien", fordi det opbygger relationer frem for at nedbryde dem. Gaveøkonomien er på lige fod med pengeøkonomien en økonomisk superform (der i princippet kan bruges om alt og alle), men den bliver efter deres mening et alternativ fordi den indebærer at vi betror os til hinanden. Alt og alle kan principielt blive prisfastsat og blive gave. Derfor findes der mange gaveudvekslinger sted og et utal af økonomiske transaktioner Også naturressourcerne luft, vand og jord er nu blevet gaver igen. Gaven virker, når vi betror os til hinanden. Og det er dette der gør gaveøkonomien anderledes end pengeøkonomien. Men at tale om at gaveøkonomien 'supplerer pengeøkonomien', er i mine øjne misvisende, når der er tale om to modsatrettede og logisk uforenelige økonomier. Derimod kan man med fordel se de to økonomier som komplementære. De er begge berettigede og nødvendige, og skal i frie demokratier have lov til at leve ved siden af hinanden som dynamiske faktorer i samfundsudviklingen. Man kan ikke finde en ideel balance mellem dem, da man ikke er herre over udviklingen, men man kan prøve at undgå at den ene af dem kommer til konstant at dominere over den anden - som pengeøkonomien nu faktisk har gjort i alle de år vi hat talt om et velfærdssamfund, dvs fra midten af 1960'erne. Thygesen og Löfvall prøver at komme uden om problemet ved at påpege at gaveøkonomiens værdi kan siges at være paradoksal: Man beholder det man giver, og det skyldes efter deres mening at gaven stadig tilhører 'gavens ånd' - som Maorierne på New Zealand kaldte Hau. Han var bundet til gavens giver og ville altid vende tilbage til denne. Der lå med andre ord en slags forpligtelse i gaven, som vi der lever i moderne tid også fatter på vor måde, idet vi regner folk der aldrig giver gengaver for 'gratister' eller 'snyltegæster'. Den der aldrig bidrager med en gengave kan i værste fald blive holdt ude af fællesskabet. Jeg vil ikke bestride at paradokset kan forklare hvorfor gaveøkonomiens såkaldte multipliceringseffekt ikke lader sig placere i de mest kendte politisk-økonomiske opfattelser, altså hverken i liberalismen eller socialismen. Gaveøkonomien er på en og samme tid begge dele - og det er også dette der gør ordet komplementaritet velegnet til at komme ud over al paradoksalitet! Og man kan jo i det hele taget sige, at det karakteristiske ved gaveøkonomien netop er at det man giver bliver inden for fællesskabet. Derfor er det væsentligt at slå fast, at det afgørende i gaveøkonomien er at vi kan betro os til hinanden - gennem tillid eller fortrolighed og derved skabe værdi i form af skabelse af fælleskab. Deri ligger bare ingen juridiske forpligtelse til at give en gengave når man modtager en gave, men derimod en moralsk eller indre forpligtelse til at give gaver igen. Og det kan man gerne med maorierne kalde 'gavens ånd', men lige så godt kalde udslag af indre konsistens. Gaveøkonomi betyder at man bliver rig af at give og fattig af at rage til sig. En gave er med andre ord aldrig en 'ren' gave, men en gave med selvfølgelig, indbygget forventning om en gengave. Hemmeligheden i vedvarende at opretholde fællesskabet er ikke den snævre juridiske forpligtelse der skyldes ydre autoriteter, men den underforståede forpligtelse der eksisterer i den særlige sfære mellem gave og gengave. I denne sfære er man ubevidst forpligtet på hinanden. - Antropologerne taler om 'sphere of exchange', altså netop en sfære eller et område mellem gaven og gengaven. Ifølge Thygesen og Löfvall taler man i moderne organisationssprog ofte om 'platforme', men de tilføjer så også at det er fortidens udvekslingsområder der udgør nutidens platforme. Mere præcist er der tale om et ældgammelt socialt menneskesyn, hvor hvert individ vinder værdi og identitet gennem adgang til det fælles, og hvor det der er fælles, vinder værdi og identitet gennem det individerne ejer. Thygesen og Löfvall taler om fire gaveøkonomiske paradigmer: udvekslingsøkonomi, deleøkonomi, cirkulær økonomi og bytteøkonomi. Udvekslingsøkonomi er den økonomi hvor man fx suverænt ejer den plæneklipper man lader indgå i udvekslingen. Til gengæld får man adgang til andres haveredskaber. Et mere storslået eksempel er det digitale arkiv - www.kbharkiv.dk - som Stadsarkivet i København i 2009 fik etableret med hjælp fra frivillige brugere. - Deleøkonomi er fx delebiler som LetsGo. - Cirkulær økonomi forekommer hvor gaven udgør både input og output i en vedvarende udveksling - fx at biogasanlæg modtager affald og leverer kompost tilbage. Og bytteøkonomi kan fx igen dreje sig om haveredskaber. Og for dem alle gælder at fællesskaber er en oplevet værdi, mens fællesskabelsen er den målelige nytteværdi. Særligt vigtigt for os nutidige borgere er at digitaliseringen af den offentlige sektor giver det gaveøkonomiske paradigme et så stort potentiale at sektoren ekspanderer kraftigt i takt med den hastigt voksende digitalisering. Dette betegner forfatterne som gaveøkonomiens fremtid. De henviser til den amerikanske computer- og datapioner Robert Metcalfes 'lov' fra 1980 der siger: Værdien af et kommunikationssystem vokser proportional med antallet af brugere. Nytteværdien ligger gemt i relationerne. De er selve kernen i den digitale multipliceringseffekt. Og 'Metcalfes lov' beskriver netop en økonomi hvis værdi står i kontrast til de traditionelle vare- og pengeøkonomiske modeller, hvor der tales om faldende udbytte og hvor afskrivning er fald i værdi. I en gaveøkonomi forholder det sig omvendt: Udbyttet stiger desto flere der kobler sig til initiativer som fx 'den unikke pædagogik' eller 'den skønne natursti' eller selv bidrager med initiativer. Afskrivning bliver til opskrivning i takt med at originaler blever brugt og viderudviklet. Jo flere der kobles på netværket og jo mere af netværket der forbruges, desto mere stiger værdien. Den digitale multipliceringseffekt er uendelig. Den har dog også en vis skyggeside. Digitalt fællesskab har med Thygens og Löfvalls ord det træk at brugeren er en del af noget uden at han nødvendigvis skal pleje personlig omgang med nogen. Digitale platforme sørger ikke alene for udvekslingerne i de digitale netværk, men også for at vi ikke længere er i hinandens berøringsfelt og totale synsfelt. Alt bliver upersonligt. Den fulde nonverbale kommunkation bliver ikke-eksisterende. Den direkte øjenkontakt, en levende gestik, en usædvanlig påklædning, en umiddelbar tøven, et skævt smil, en rynket næse eller blot et løftet øjenbryn kan gøre en forskel, men spiller ingen rolle på de digitale platforme. Den tekst og den information der i så rigt et mål flyder frem og tilbage på platformene, er frigjort fra den nære sociale og fysiske kontekst. Og endnu værre: Er der temaer der skal samtales om i dybden, så er fordelen ved ikke at dele tid og sted helt forduftet i digitaliseringens verden. - Spørgsmålet bliver: Er der overhovedet en vej ud af dette? Robert Putman peger i det mindste på at computermedieret kommunikation sjovt nok kræver flere og mere intensive ansigt til ansigt-kontrontationer. Distance udelukker ikke nærvær, og nærvær udelukker ikke distance. Det er et både-og eller bedre et komplementært forhold. Putman påpeger at når man lægger et digitalt fællesskab oven på et fysisk fællesskab skaber det er meget stort pres hen mod en civiliseret omgang med hinanden. Med andre ord social kapital viser sig nærmere betragtet at være en forudsætning for, snarere end en konsekvens af effektiv computermedieret kommunikation. Eller for nu at formulere dette på en måde der direkte viser problemet: Distancens forudsætning er nærvær. Det er jo en tydelig modsigelse, og den afslører at Putman ser bort fra det afgørende: at der altid kommer magtkamp ind i spillet. Vi bliver nødt til at søge en anden forklaring. Det centrale i Thygesen og Löfvalls efter min mening lidt søgte filosofi er at velfærd sættes lig med 'at færdes vel'. Velfærd er færden. Den er et betrygget forløb hen over livsbuen fra vugge til grav - med mulighed for og kompetence til at skabe sit eget personlige liv frit. Gaveøkonomi er ikke en afvigelse eller noget eksotisk. Den er kernen i vores velfærd. De henviser til den franske filosof Jean-Jacques Rousseau der i 1762 udgav bogen 'Du contract social' (Om den sociale kontrakt), hvor 'Fællesskabets bedste' blev betegnet som noget der formuleres i fælleskabet gennem repræsentanter i et 'gouvernement' (styrelse eller regering). Det repræsenterer en idé om et fælleskab med gensidig forpligtelse. Det moderne velfærdssamfund er således at finde sammen om 'det at færdes vel'. Faderen til den økonomiske liberalisme og utilitarismen (nyttefilosofien) englænderen John Stuart Mill (1806-73) var overbevist om at værdien i en offentlig økonomi er baseret på denne sociale kontrakt. Individets værdi bliver større, når fællesskabet styrkes. Love og sociale forordninger skal placere hvad han kaldte 'den tilsigtede lykke' (intended pleasure) hos ethvert individ så tæt som muligt i 'harmoni med helhedens interesse'. Uddannelse og holdninger skal bruge magten til at indprente en uopløselig forbindelse mellem deres egen lykke og det gode for helheden. Og det var da ideelt tænkt, men jeg mener nu nok man skal være varsom med at bringe begreber som lykke og harmoni ind i økonomi og politik. Men det er i det mindste fornuftigt - med Thygesen og Löfvall - udtrykkeligt at skelne mellem på den ene side fællesskab der en oplevelsesværdi og iøvrigt også værd at fejre og vedligeholde, fordi fællesskab er en livsfornødenhed for alle, og på den anden side 'fællesskabelse' der en værdi der kan beregnes på en lommeregner, og som også har en beregnelig 'multipliceringseffekt'. Gaveøkonomien har således i en vis forstand en dobbelt bundlinje: fælleskabelse og fællesskab. Men det ville være bedre at kalde begreberne komplementære, for de kan netop aldrig gå op i en højere enhed eller helhed. Det er bemærkelseværdigt at Thygesen og Löfvall betegner de to forskellige økonomiers hovedpersoner som forskellige af køn. Pengeøkonomiens hovedperson er en mand (economic man), mens gaveøkonomiens hovedperson er en kvinde ('public woman'). Det svarer jo i og for sig ganske godt til det hovedindtryk vi alle har, at den typiske virksomhedsleder er en mand, og langt de fleste offentligt ansatte er kvinder. Eller sagt på en anden måde. Mænd er rationelt indstillede og økonomisk fokuserede, mens flertallet af kvinder er indstillet på omsorg og er i besiddelse af mere empati. Og det har vel at mærke ikke noget med race, alder og intelligens at gøre. Det har derimod med den kønshormonale forskel at gøre, og dette vil feminister som bekendt ikke acceptere. Men når Thygesen og Löfvall påpeger at gaveøkonomien er oppe imod pengeøkonomiens dominans, og at den sociale kontrakt med tiden mere og mere er blevet til en pengekontrakt, så er det svært at se bort fra social dominans og dermed magtaspektet i samfundsudviklingen. Ideelt eller universalistisk set giver det mening at sige at velfærdsstaten består af to sociale kontrakttyper: en pengeøkonomisk kontrakt og en gaveøkonomisk kontrakt. Men når gaveøkonomien i løbet af udviklingen fra midten af 1960'erne til i dag er gledet mere og mere ud af velfærdsstaten til fordel for forskellige pengeøkonomiske kontrakter, så kan det umuligt forklares uden om magtaspektet og alt hvad dette indbærer af stigende mandlig dominans i økonomisk, social og sågar seksuel forstand. Fra 1973 blev alle borgere i landet garanteret de samme ydelse. Med kommunalreformen 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra 1098 til 277 og antallet af amterne fra 25 til 14. I det demokratiske system kom det repræsentive-parlamentariske demokrati med en centraliseret økonomi til at stå overfor det udpræget lokale medborgerdemokrati med en decentraliseret økonomi. Med centraliseringen af økonomien fulgte centralisering af politikken - og med centralisering af politikken fulgte mere centralisering af økonomien og så fremdeles i et uendeligt cirkelforløb. Udviklingen fra de lokale gaveøkonomier til den centraliserede samfundsøkokonomiske pengestyring var en systematisk stigende udhulingen af lokalsamfundene. Managementstaten kom til, og den erstattede den økonomiske detailstyring med en mål- og rammestyring, hvor velfærden blev en ydelse, ydelsen en vare og borgeren en kunde. Økonomer med et Excel-ark under armen blev lederens 'wingman', og dette makkerpar (lederen og højrehånden) udgjorde magtfunktionen. Konkurrencestaten gjorde dernæst samfundet til en virksomhed. Ved siden af nationaløkonomien kom international og global økonomi. Tanken blev nu: kunden i centrum eller borgeren i centrum. Kollektiv velfærd skete gennem individuelle tilkøb. Samfundsøkonomien sagde 'først mig' (den enkelte borger) og bagefter fællesskabet. Fra 2001-05 (under Fogh) hed mottoet 'Noget for noget'. Vores skattepenge blev efterhånden gjort til investeringspenge (jf. fx DONG). En høj grad af centraliseret samfundsøkonomisk pengestyring har formået at udbygge sig selv i form af korporatisme (hvor sammenslutninger overtager visse statsopgaver) og kunde- og konkurrencestaten. Og Thygesen og Löfvall konkluderer at pengene har vundet, og 'economic man' er blevet næsten uangribelig. Det er meget godt at Metcalfe understreger at deltagelsen i netværk i sig selv kan være værdifuld. Men digitale fælleskaber kan på ingen måde sammenlignes med det nærvær og den stemning der kan udvikle sig på mellem gode naboer på villavejen eller i andre personlige fællesskaber. Dette betyder ifølge Thygesen og Löfvall blot ikke at fællesskab på distancen ikke er værdifuldt. Faktisk kan det nogle gange være en belastning frem for en befrielse at være medlem af mange netværk og tilmed føle sig forpligtet til at gå til mange fællesskabsceremonier. Og så er det jo lige før vi må revurdere hele gaveøkonomien. Jeg mener at fejlen hos Metcalfe og forfatterne dybest set er at åndslivet ikke tæller med. Nok henvises der til Maorierne på New Zealand der forbandt gaven med ånden Hau, den ånd der var bundet til gavens giver og altid ville tilbage til den oprindelige giver. Ja, Thygesen og Löfvall påstår ligefrem at gaveøkonomi er en økonomi hvis værdi er hellig. Og i denne forbindelse nævner de med en lille omskrivning af biblens skabelsesberetning at "I begyndelsen var gaven" og at 'Det var Gud der skænkede os alt'. Denne hellighed finder de befæstet i kristendommens nadver, hvor gæsterne deler vin og brød. Generelt befæstes næstekærligheden hver gang vi spiser sammen. Og Jesus kan ses som gaveøkonomiens mester. Gavens værdi består simpelthen i fællesskab og fællesskabelse. Jeg har det fint med denne brug af bibelen, men hellighed og ånd er for mig noget langt større end fællesskaber der giver sig udslag i økonomier af forskellig slags, og derfor tror jeg ikke Thygesen og Löfvall overhovedet fatter at der skal uhyre meget mere til end gaveøkonomi for at skabe et alternativ til den støt ekspanderende, men fatale pengeøkonomi. Det er fint nok at påpege gaveøkonomiens muligheder og endda i et selvstændigt afsnit i bogen give en lang række detaljerede anvisninger på hvordan man kan skabe 'fællesskabelse' på lokalt plan. Men det er efter min mening helt utilstrækkeligt blot at gennemgå en række meget uheldige skyggesider ved gaveøkonomien, og i den forbindelse komme med det flotte motto: gaveøkonomier skal næres, mens skyggeøkonomier skal lukkes ned. De skyggeøkonomier forfatterne trækker frem handler om sort arbejde, ubeskattet varehandel, korruption og narkohandel. Eksemplerne viser hvordan gaveøkonomi kan holdes sammen af magtmekanismer, hvor magt forstås som parternes evne til at påvirke hinandens adfærd, intentioner, holdninger, værdier, opfattelser og følelser, men især i relationer baseret på tvang, viden og belønning der fastholder parterne i relationen. På golfbanen ser man ofte nogle af de mest erhvervsvenlige kommunalpolitikere tage nogle runder med kommunens embedsmænd og lokale erhvervsfolk. Undervejs udveksles tanker og holdninger om den erhvervspolitiske udvikling, hvad der ikke er noget i vejen med, men det begynder at antage karakter af skyggeøkonomi, når udvekslingen konverteres til gensidig forpligtende partistøtte. Det er dog ingenting i forhold til rockerklubber hvor magtmekanismen er fysisk afstraffelse og afpresning. Rockerborge huser rockerklubber der har det med at tiltrække unge 'prospects' der identificerer sig med kriminalitet. For at blive en del af det benhårde miljø bliver de først 'hangarounds'. Rockere er på linje med mafiaen berømt og berygtet for enten at hente deres 'brødre' hjem eller straffe dem der har svigtet 'broderskabet'. Magtmekanismen er "Du får status og fælleskab, men der vanker hvis du ikke lever op til ansvaret". I trossamfund og menigheder findes også gaveøkonomier. Blandt nogle er den negative værdi heraf fuldt på højde med den der findes i rockerlignende fællesskaber. Men i stedet for fysisk magt bruges her mental magt. Og i stedet for lyssky kriminel virksomhed foregår menighedens religiøse og sociale aktiviteter i det åbne. 'Huset' tilbyder rådgivning om ægteskab, børneopdragelse og andre dele af livet. Gengaver forventes i form at medlemmernes støtte til huset åndeligt, socialt og økonomisk. Det er derfor ikke velset at medlemmerne kritiserer ledernes religiøse udlægninger eller de leveregler der udvikles over årene. Magtmekanismen lyder: "Du får velsignelse og fællesskab, men så skal du også praktisere levereglerne". - Tvind-organisationen er et godt eksempelse på at magtmekanismen kan være særdeles effektiv også i venstreorienterede, verdslige miljøer. 'Hotel Erotika' er et andet godt eksempel på emotionel dominans, her via sugardating. Mænd og kvinder finder hinanden på forskellige portaler, og hvis kemien er til stede, begynder de at udveksle gaver i form af materielle goder, intime middage, rigeligt med kram og måske endda sex. Det er der skadevirkninger ved. Nogle af de unge får flyttet deres grænser mere end de har godt af. Ledere kan blive fyret, når magtmisbrug blandes med seksuelle krænkelser. Generelt påpeger Thygesen og Löfvall at det ikke er juridiske sanktioner der primært kan sætte en stopper for skyggeøkonomier. Det kan derimod dialog, social omsorg og psykologisk hjælp. Men stadig vil jeg hævde at det er åndslivet der halter langt bagefter både skyggeøkonomier og ordinær pengeøkonomi. Og det glæder mig at forfatterne selv påpeger at store dele af åndslivet endda har fodret den falske naturopfattelse med et vigtigt 'intellektuelt råstof', nemlig opdelingen mellem kulturen (os) og naturen (den) - selvfølgelig med den tanke at kulturen styrer naturen, i og med at personligheden ikke tillægges nogen rolle. Men det stikker langt dybere i vores vestlige kulturudvikling. Man kan faktisk se hele den specielle europæiske økonomi og foretagsomhed der går under betegnelsen kapitalismen som en systematisk forrykkelse af virkeligheden. Det gjorde religionshistorikeren Vilh. Grønbech i bogen "Kampen for en ny sjæl" fra 1946 med største ironi - jf. essayet om hans store kulturopgør. I det helt store perspektiv får kapitalismen i betydning ophobning af kapital og udlån mod renter, den kollosale virkning at mennesket gør sig fri af jordens krav, og at menneskene - modsat naturfolkene som fx maorierne - kan udnytte den døde verden uden at stå i forhold til den, og bruge tingene uden at bindes af dem eller føle nogen forpligtelse over for dem. Kapitalismen er med andre ord den geniale løsning på de praktiske vanskeligheder ved de kristne pilgrimmes ideale livstrang. Kapitalisten kan lade de lavere individer gøre arbejdet og selv nyde de åndelige frugter uden at løbe fare for at blive forgrovet af materien. Han kan helt og holdent hengive sig til sine ædle behov uden at risikere at komme i fortabelsens nød. Kapitalismen er altså efter Grønbechs opfattelse ikke opstået ved et fejltrin eller ved et udslag af rige folks værste instinkter. Den er selve den europæiske kulturs ånd, ja selve indbegrebet af den europæiske kulturs had til den lave materie og dens kærlighed til sjælen. Kulturen viser netop sin egenart ved at gøre mennesker mere og mere interesserede i åndens nydelser. Arbejde med gevinst i stedet for med ting, altså åger, er principielt noget godt, hævder denne kulturform, men det kan misbruges når det udelukkende har verdslige formål. Her får kirken den opgave at holde kapitalisten inden for idealets grænser. I så henseende blev den franske reformator Jean Calvin (1509-64) en foregangsmand, idet han gennem sin prædestinationslære forbandt kapitalismens ånd med protestantismens etik. Efter Calvin er mennesket sat på jorden for at arbejde i nøjsomhed og gudsfrygt og uden fest og fornøjelser. Resultatet af et sådant arbejde bliver rigdom, som ikke må bruges til nydelser af nogen art, men til gengæld er en klar og betryggende dokumentation af Guds forudbestemte velbehag som samtidig satte skel i Europas historie. De lande der særligt nemmede denne lære, og jo stadig kulturelt og kirkeligt er præget af den - Holland og England - blev økonomiske stormagter. Men sin største triumf fejrede metoden i USA. Den europæiske kulturs grunddogme er dybest set det samme som det centrale kristelige dogme om en fundamental dualisme mellem ånd og natur, som stammer fra kirkefaderen Augustin (354-430). Det ikke alene fastholdes gennem renæssancen og de følgende tider, men det får gennem videnskabens nye indsigt i biologi og medicin en dybere begrundelse end før. Hvor man tidligere talte om det syndige, det onde, det djævelske i menneskets natur, talte det 19. århundredes profeter om dyret i os, pointerer Grønbech. Ingen præst eller munk kunne sige "synd" med beskere hån eller helligere frygt end evolutionsmanden, når han talte om "det dyriske i mennesket", og når han forkyndte, at vor lykke helt afhænger af en frejdig vilje til at knægte dyret med dets drifter og tilbøjeligheder og gøre legemet til et lydigt redskab for ånden. Siden den tid blev det digtere og tænkere, som gik foran i kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor lidenskab, begær, fest, humor, arbejde, jord og ting er den umiddelbare realitet. Hele denne vidunderlige ironi er aktuel den dag i dag. Men digterne og tænkerne må her i 2021 siges at være blevet så æstetisk indstillede, at erhvervslivet ikke behøver at beskæftige sig med dem. Folkekirken lever i sin egen fredfyldte verden, og Kulturministeriet fatter intet af hvad der sker, men tror fortsat at alle problemer kan løses med tilskud. Nedlagde man ministeriet ville det ikke gøre nogen forskel. Flertallet af mennesker i såvel de frie velfærdsstater som i de ufrie diktaturstater udnytter i virkeligheden med lidt forskellige metoder den døde verden uden at have anden forpligtelse over for den end gladeligt at sende delegater til diverse klimatopmøder. Og i den moderne velfældsstat kan ikke alene eliten, men hele befolkningen - hvis de vil - faktisk nyde alle de jordiske gaver og de æstetiske tillægsprodukter uden at bekymre sig en tøddel om at både naturen og menneskets sjæleliv tager skade. Det skal den systematiske reklame og underholdning som medierne disker op med nok sørge for - tillige med de digitale medier der holder de mest frustrerede sjæle fangne i endeløst had mod alle der tænker selvstændigt og prøver at tale magthaverne imod. Men dog må det konstateres at der med covid19-pandemien synes at være sket en brat opvågnen af rutinen og sløvheden til fordel for en vis eftertænksomhed. Overordentligt mange mennesker er blevet tvunget ud i en alt andet end ønskelig distance til andre mennesker. Mange må uvant arbejde hjemme eller gå i skole og på læreanstalt virtuelt. Og dét har givet store savn og undertiden angst og depression. Psykologerne tjener mange penge på krisen, for private arbejdsgivere såvel som offentlige folkeskolelærere og gymnasielærere har været helt uforberedt på situationen. Og dette er der faktisk kun en dybere forklaring på, nemlig den at folkekirken og de humanistiske videnskaber i årevis er gået systematisk uden om det normale menneskes helt normale eksistentielle spørgsmål om meningen med det hele. Folkekirken kan kun pege på den religiøse frelse gennem troen på dogmer, og humaniora kan kun lære børn og unge hvordan man forholdet sig rationelt og videnskabeligt til naturen og samfundslivet. Sjælelivet og åndslivet eksisterer kun som fremmede gloser. Humanisterne går ligesom som økonomerne og sociologerne (herunder Thygesen og Löfvall) langt uden om elementære åndelige og psykiske spørgsmål om den mening med livet som ikke kan findes ad videnskabelig, økonomisk eller politisk vej, men alene gennem erfaringen af at høre til i et varmt fællesskab, en såre simpel erfaring langt de fleste kender fra barndommen og som siden blot skal generfares i fælleskab med andre - dag efter dag. Ejvind Riisgård Litteratur: Peter Thyge Thygesen og Steffen Löfvall: Gaveøkonomi - Ny vej til bedre velfærd. (Gyldendal. 2020) Vilhelm Grønbech: Kampen for en ny sjæl. (Det Danske Forlags Europæiske Kulturbibliotek. 1946) Konrad Lorenz: Den civiliserede menneskeheds otte dødssynder (Schulz. 1973) Erling Jacobsen: Godt og ondt (Centrum. 1983) Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Relevante artikler på Jernesalt: Grønbech, Vilhelm, religionshistoriker og kulturkritiker (kulturopgør) Lorenz, Konrad, etolog, filosof og kulturkritker Jacobsen, Erling, psykiater og forfatter (Hvad lever vi på?) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens livskvalitet, oversigt Virkeligheden Humaniora: De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed (11.3.18.) Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise (6.9.15.) Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt (12.10.14.) Kritik af Skovgaard-Petersens fremragende bog om islam (11.3.21.) Økonomiens fundamentale irrationalitet (8.10.08.) Økonomien - et autonomt eller komplementært fænomen? (3.4.07.) Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018 (20.5.18.) Ånd og virkelighed (29.7.07.) ånden, Selvet - sjælen - (23.12.04.) åndslivet: Uvidenhed om det kollektivt ubevidste er reelt en fornægtelse af åndslivet (13.8.18.) Åndsfænomenet i naturen (10.7.10.) Ånd, natur og oplysning Artikler om Psykologi Artikler om Etik Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |