JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - kulturkrisen19

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.19.

Den store aktuelle kulturkrise

Vi danskere skal nu både til EU-parlamentsvalg den 26. maj og til folketingsvalg den 5. juni. Det første er de fleste ligeglade med, men det sidste betragtes af de fleste som en lettelse. Flertallet er trætte af Lars Løkke Rasmussen og hans temmelig besynderlige mindretalsregering; flertallet regner med at Mette Frederiksen bliver ny statsminister, og at det altid er forfriskende med nye kræfter, men de færreste tror det bliver nogen nem opgave for hende. Dertil bliver det nye folketing nemlig for mudret på begge fløje, men på venstrefløjen med formentlig ikke mindre end fire partier (Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet) der stiller betingelser for deres støtte til en ren socialdemokratisk mindretalsregering under Mette Frederiksen, der udtrykkeligt har sagt at hun vil fortsætte den stramme udlændingepolitik med de borgerlige partier.

Valgkampen er skudt i gang og bliver lidt længere end sædvanligt, og den vil givetvis få store emner som klima og miljø, uddannelses- og sundhedsvæsen foruden udlændingepolitikken, men den risikerer at drukne i endeløse diskussioner om detaljer i bebudede forslag om pensionsalder og -kriterier for nedslidning. Derfor skal det ikke forties, at et overordnet tema for såvel folketingsvalget som valgene til EU-parlamentet i alle EU-landene vil blive den aktuelle kulturkrise - uanset om man bryder sig om det eller ej. Kulturkrisen har nemlig både ændret karakter de sidste fem år og er blevet langt dybere.

I 2013-14 var det altdominerende kriseproblem den økonomiske nedtur der skyldtes den internationale bank- og finanskrisen, nærmere betegnet oppustede finans- eller værdibobler der sprak på stribe og medførte et utal af konkurser i store finansinsitutioner. Ejendomsværdierne og aktiekurserne raslede ned - og er først nu ved at være tilbage på gammelt niveau.

Oveni kom i 2015 den store europæiske tilstrømning af flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. Da de fleste kom til Tyskland og Østrig via Tyrkiet, Grækenland og Ungarn, valgt den tyske kansler Merkel den 5.9.15. egenhændigt at åbne EU's ydre grænser, så hundredtusindvis af flygtninge bogstavelig talt kunne vælte ind i EU-landene. I kraft af Schengen-aftalen om arbejdskraftens fri bevægelighed var stort set alle uden grænsekontrol. De mange flygtninge gav dels enorme logistiske problemer, som kansleren selvsikkert hævede at 'dem skal vi nok klare' (tyskerne er jo effektive organisatorer), dels enorm folkelig skepsis og uvilje, som hverken kansleren eller andre EU-ledere havde kontrol over - og som derfor gav større og større politisk uro. Denne uro ligger bag såvel den fortsatte debat om udlændingedebatten som leden ved og foragten for de valgte politikere. Nye partier dukkede op tillige med protestbevægelser som De Gule Veste i Frankrig. Både den franske præsident og den tyske kansler mistede respekt og indflydelse.

Og da briterne ved en folkeafsteming valgte at forlade EU, mistede både den britiske regering under Theresa May og EU-kommissionen med Jean-Claude Juncker i spidsen mulighed for at styre udviklingen. EU er mere splittet end det nogensinde har været. Det kommende EU-parlamentsvalg vil naturligvis forfriskende nok medføre en ny kommission og en ny kommissionsformand, men ikke samle det EU, der mere og mere tager sig ud som en kæmpemæssig bureaukratisk union der formelt styres fra Bruxelles af flittige jurister og embedsmænd, men reelt er uden politisk lederskab. Det er så langt fra Konrad Adenauers og general de Gaulles' idé om et 'Nationernes Europa' som muligt. Selve EU-parlamentets oprettelse var det første skridt mod den union EU aldrig skulle have været; det er et bureaukratiserende pseudo-demokrati. Men Brexit har effektivt bremset selv meget skeptiske landes eventuelle lyst til at vælge et exit. EU kan kun ædes op indefra af politisk kræftsygdom.

Men dér standser kulturkrisen ikke. For klima- og miljøkrisen er kommet til i et omfang og et tempo som er kommet bag på alle. CO²-udledningen øges fatalt uden at man kan forhindre det i tide, trods store ord og hensigtserklæringer: de økonomiske interesser er ganske enkelt for modstridende. En vis grøn omstilling er på vej både i erhvervslivet og blandt politikerne. Erhvervlivet kan se gevinstmuligheder ved både etisk og praktisk omstilling, og de grønne partier har støt fremgang, fordi den grønne farve er forbundet med håb og giver partierne de håbefulde vælgeres stemmer. Og den grønne ungdom er på gaderne for at demonstrere mod de etablerede politikeres træghed. Der skal handles nu, råbes der på gaderne, også af strejkende skoleelever. Den grønnest tænkelige svenske pige er indstillet til Nobels Fredspris. - Sagen er blot at intet af alt dette rokker ved den bitre kendsgerning, at verdensbefolkningen vokser og vokser og siden 1945 nærmer sig tredoblingen, så fødevareproduktionen ikke kan følge med - men forureningen, hungersnøden, epidemierne, krige og borgerkrige til gengæld måned for måned skaber endnu flere flygtninge.

Terrorismen er langtfra forsvundet. Den rammer jævnligt de europæiske byer, men ingen lande synes at gå fri. Selv Sri Lanka der har haft fred i ca. ti år, blev revet ud af tornerosesøvnen for et par uger siden. Hadet mellem de store, dogmatiske religioner er stort. Og hadet til den vestlige kultur, der i kolonisationstiden gjorde sig skyldig i massiv undertrykkelse af andre folk, er endnu større. Islamisk Stat er på tilbagetog flere steder, men er slet ikke slået ud. De formår stadig at tiltrække unge, ikke-integrerede muslimer fra vestlige lande og radikalisere dem systematisk til terrorister, der er beredt til at vende hjem til deres andetland for at blive selvmordsmartyrer. De har nydt godt af andetlandenes uddannelsesgoder, men lader sig med vilje ikke integrere. Vesten er dybt naiv i spørgsmålet om at tillade religiøse parallelsamfund og støtte religiøse friskoler m.m.

Globaliseringen og digitaliseringen regnes i sig selv for store gevinster på grund af deres handelsmæssige, kommunikationstekniske og praktiske lettelser og tiljubles, med de giver ikke alene - som alle fremskridt gennem tiderne - nye problemer, men i dag helt nye arter af problemer, fordi transaktionerne bliver mere og mere algoritmiske, raffinerede og uigennemskuelige og dermed også letter massesvindel, massekriminalitet og masseforførelse, som nødvendiggør nye modforanstaltninger, der igen medfører ny opfindsomhed og ny kriminalitet.

De sociale medier bevirker lettere og hurtigere massekommunikation og skaber umiddelbart stor begjstring for alle der nyder at kunne sende deres ultrakorte sms-beskeder ud i store mængder og få respons fra såkaldte 'venner', men samtidig skaber de enorme økonomiske gevinster for det fåtal der satser på den, herunder også via stemmer i den demokratiske proces. Rask væk hævder man at dette er med til at udbygge demokratiet, men sandheden er igen mere bitter: med massekommunikationens kvantitet formindskes dens kvalitet - fordi kvalitet som altid mere afhænger af kriterier der slet ikke kan måles objektivt, men alene vurderes subjektivt.

Ved massekommunikationen på de sociale medier forfalder sproget fra at være et middel til ægte fordybelse og sand forståelse mellem mennesker til at være et blot og bart æstetisk middel til at ytre selv den mest ligegyldige mening eller smalltalk. De gamle medier sørger for at gengive bekymrede eksperters skepsis, men denne drukner i mylderet, så sproget gennem de sociale medier i virkeligheden skaber forvirring eller kaos i stedet for bedre forståelse og øget orden.

Men glemmer hvad kybernetikkens grundlægger Norbert Wiener i sin tid gjorde opmærksom på at vi mennesker netop på vores enestående klode lever i et univers, hvor entropien mindskes takket være fotosyntesen og "grønheden", hvor den ellers uden for vort system til stadighed forøges. Formindskelsen er ved at være en saga blot. Og folk opdager det ikke, fordi det giver umiddelbar lystfølelse at være deltager i massekommunikationen.

Og her ender vi med den brede kulturkrises dybeste grund: Aktuelt hersker en fatal mangel på føling med en instans der står over det enkelte menneskes bevidsthed og moralske fornemmelse, og som uden ydre diktat eller pligt-appel fungerer som en slags pålidelig sparringspartner der kan være en slags vejleder eller kompas i både hverdag og fest - uden nogensinde at optræde som absolut sandhed eller absolut gud..

Det kan måske lyde temmeligt mystisk for alle der ikke har været fortrolig med helt normalt åndsliv før i tiden, og som i nyere tid har ladet sig indfange af troen på absolut fremskridt, absolut materialisme og absolut rationalisme, men der er intet mystisk ved sagen, for den er nøje forbundet med de psykiske processer som vi alle er fødte med og som giver en uafbrudt indre bevidsthedsstrøm der er uafhængig af sproglig oplæring og derfor overvejende består af billeder eller andre sprogløse forestillinger og sprogløse "etiketter". De psykiske processer vi her taler om kaldes primærprocesser, og instansen kaldes underbevidstheden eller - mere præcist - det kollektivt ubevidste. Og forestillingerne kaldes arketypiske eller med Storm P.s herlige udtryk fra fortællingen "Lige undslippet" for "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Og netop ubevogtetheden eller spontaniteten er central.

Det karakteritiske ved oplevelsen af instansen - og det der kan snyde forståelsen af den - er at den opleves som en ydre instans, skønt den er indre, underbevidst eller intuitiv. Og heraf kommer så at sige instansens autoritet. Denne beror ikke på ydre magt (fra en verdslig eller kirkelig instans, med eventuelle regler, normer, love) men fra en indre instans der hæver sig klart over den individuelle samvittighed, dømmekraft eller retfærdighedssans, men har forpligtende karakter i og med at den kræver indre konsistens. Kravet er overvægt af det gode, livsbekræftende, konstruktive i det lange løb, og dette er netop ikke en klart defineret størrelse, men en relativ størrelse der er dybt afhængig af at underbevidstheden er i fri kontakt med omverdenen, og at et frit dagligsprog er det bærende i omgangen mellem menneskene.

Forskellen til såvel verdslig filosofi og pligtetik (som fx Kants) som kirkelig dogmatik (jødedom, katolicisme, protestantisme eller islamisme) er kolossal, for det kollektivt ubevidste ender som fri spontan instans aldrig i dogmatisme, entydighed, absolutisme eller i lovparagraffer. Deraf følger at den ikke som disse dogmatiske systemer kan fejes til side som magtinstanser af mere eller mindre suspekt, absolut, metafysisk, lovgivende og frihedsberøvende karakter, men tværtimod som instanser der kræver fri refleksion og føling med det kollektivt ubevidste samt jævnlig stilhed.

Manglen på direkte føling med denne konsistenssikrende indre instans er fatal for ethvert samfund, fordi den sammenhængskraft man ofte taler om i demokratiske samfund aldrig blive ægte og dyb uden karakteren af noget spontant, irrationelt og kollektivt ubevidst. Sammenhængskraften eller den sociale kontrakt (fx Rousseau talte om) blive ellers et produkt af rationel tankegang og evig pukken på rettigheder og evig debatteren Det turde være indlysende at de "religionsmodeller" som sociologerne benævner de gammeldags dogmatiske systemer, dem kan vi i dag sagtens undvære, ja burde fratage enhver officiel støtte. Men nedenunder dem alle er der altså en form for medfødt religiøsitet eller helhedsrealisme som ikke er konstrueret, og som man ikke kan skille sig af med, men tværtimod bør leve med som naturlig sparringspartner i eksistensen.

Politikens Peter Wivel har fornylig udtrykt sin store tilfredshed med at Gud er stendød i vestlig politik, og hvis han dermed mener at de dogmatiske religionssystemer med deres absolutte sandheder endelig har udlevet deres skadelige betydning, ville alt jo være i skønneste orden. Men hvis den relative helhedsrealisme samtidig går fløjten, kommer der til at mangle lige præcis den instans der alene kan sikre den indre konsistens og dermed forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode. Den er der mange der enten ikke kender eller tror de kan undvære i eksistensen. Men så bliver alt tilladt, og da havner samfundslivet i ren æsteticisme, ren globalisme, ren intellektualisme og ren multikulturisme - og da får kulturkrisen ingen ende. Krisen ender kun hvis man i det mindste opretholder grundskellet mellem godt og ondt.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: