Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - lykke-per

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.9.18.

Lykke-Per som begreb, film og roman

'Lykke-Per' er en såkaldt 'figurtype' der går på "den af naturen eller guderne udvalgte for hvem alt umiddelbart lykkes". Som sådan figur kendes Lykke-Per fra myterne, folkeeventyrene (Aladdin) og bl.a. Oehlenschlægers lystspil (1805), H.C. Andersens fortælling (1870) og Henrik Pontoppidans store roman (1898-1904), der nu er filmatiseret af August Bille. Og hos Pontoppidan lægges ikke skjul på de negative sider af sagen: Lykken er ikke uafhængig af den individuelle eller subjektive indstilling til 'selvrealiseringen' eller tilværelsen som helhed. Der er nu engang forskel på lykkefølelse og selvrealisering, på moral og lykke og på jordisk og himmelsk (hinsidig) lykke. Og der er derfor også en modsætning mellem hedonismens tro på at lyst er det centrale og eneste fornuftige mål i tilværelsen og en mere realistisk erkendelse af at konstant lykke kan eller vil føre til tomhed og kedsomhed fordi mennesket nu engang også er skabt til at skabe noget og bestille noget.

Psykologisk kan lykke beskrives som en følelse af at være i optimal harmoni med sig selv og omgivelserne, hvad der igen vil sige at modsætningen mellem de hårde, ydre realiteter og individets indre drømme og idealforestillinger på en eller anden måde bliver elimineret. Oplevelsen af lykke findes derfor momentant i de såkaldte 'højdepunktsoplevelser' af intens og ekstatisk art (herunder orgasmen og den narkotiske rus), men forekommer også i mere permanent tilstand i fx det buddhistiske 'nirvana', hvor alt sædvanlig begær er udslukket (hvad der kræver langvarig meditation). Det enkelte menneskes oplevelse af lykke synes i mange tilfælde at ligge fast livet igennem, hvad der tyder på en vis disposition for lykke uanset ydre livsbetingelser, mens andre gennem årene oplever en svingende indstilling, dvs en vekslen mellem optimisme og pessimisme eller mellem 'livstro' og 'fortvivlelse'. Og det er netop denne vekslen der karakteriserer hovedpersonen i Henrik Pontopiddans roman.



Romanens Per Sidenius er en ludfattig præstesøn fra Jylland, der er på kant med hjemmet og slægten og simpelthen vil frigøres, koste hvad det vil. Han rejser til København for at studere ved Polyteknisk Læreanstalt. Han indlogerer sig hos nogle gamle mennesker i Nyboder, hvor han har sin første kærlighedshistorie. Han går mere op i udarbejdelse af et stort afvandings- og kanalprojekt for Jylland end i de regulære studier. Han muntrer sig med venner og veninder og stifter dybere og dybere gæld. Han bliver tilfældigvis indført i en rig jødisk grosserers familie via en søn der straks ser muligheder for hans projekter, og han forelsker sig først i den yngre og muntre datter og siden i den ældre og mere tænksomme datter Jacobe, som i begyndelsen er modvillig, men efterhånden giver sig. De bliver forlovede, men Per giver sig ud på en flerårig uddannelsesrejse, der fører ham til Tyskland, Østrig og Italien og skaffer ham både opgaver og anerkendelse. Han får på et tidspunkt besked om sin faders død og rejser hjem til begravelsen - og de gamle, glemte konflikter dukker op igen og fører ham ind i deciderede religiøse anfægtelser. Jacobe rejser ned til ham - og bliver med barn, men det forhindrer ikke Per i at blive stærkt tiltrukket af søsteren der nu er i Rom. Han er ikke sikker på at Jacobe er den rette for ham.

Efter sin hjemkomst gør han også op med det konsortium der er stiftet til fremme for hans projekt og som svigerfaderen er formand for, men han afviser at give sin gamle professor fra Polyteknisk anstalt den undskyldning der er nødvendig for at denne vil støtte projektet. Han forstærker tværtimod kritikken af den bagstræberiske mand. - Han har ingen kontakt med sin mor der er flyttet til København. Men da han får underretning om hendes død, rejser han til begravelse i Jylland med det skib der fører hendes kiste derover - og han kommer igen ud i religiøse anfægtelser. På hjemegnen får han nær kontakt med en præst af en helt anden og lysere forkyndelse end faderens. Han forelsker sig i præstens datter Inger, og han sender Jacobe et afskedsbrev. Desuden opgiver han sit store projekt, tager landmålereksamen og slår sig ned i et hus i landsbyen med Inger. Han får kontakt med en særling af en pietistisk præst, hvad der fører til at han forlader Inger og deres fælles børn og rejser helt over til et øde sted i Thy, hvor han ernærer sig som vejassistent og dyrker sit indre liv. -

Romanen er altså en historie om et hjemløst menneske der via sine ingeniørmæssige projekter gør sig store forestillinger om praktiske bedrifter, men modsætter sig at lade sig indfange af ærgerrige menneskers sans for økonomiske gevinster. Han svigter kvinder og børn - og falder til ro i ensom religiøsitet i udkanten af landet.



Bille Augusts filmatisering af den omfangsrige og meget detaljerede roman forudsætter naturligvis betydelig reduktion og tager sig betydelige kunstneriske friheder, men den er solidt håndværk med utrolig flot fotografering fra Dirk Brüels side og sikker personinstruktion. Tommy Kentner gør det fint som den jødiske grosserer Salomon, og det jødiske miljø fra den tid er godt indfanget. Der lægges ikke skjul på datidens antisemitisme eller den voldsomme modstand mod jødedommen fra kirkelig side. Katrine Greis-Rosenthal leverer en stor præstation som Jacobe - og man kan ikke påstå at Esben Smed falder igennem som Per Sidenius. Men han virker ikke overbevisende på undertegnede. Og det er måske også en umulig opgave, fordi hovedpersonen fra Pontoppidans side netop skildres som en Lykke-Per der formår at vinde pengestærke mennesker for sine store fantasifulde projekter - på trods af sin opvækst i et fattigt og dogmatisk miljø og på trods af sin afsky for bagstræberiske lærere og autoriteter. Han er reelt spundet så dybt ind i sit miljø at frigørelsen må blive en lang og snoet vej der byder på alvorlige svigt og fejltagelser og som kræver mange refleksioner af den art der er langt bedre egnet for læsning end for visuel fremstilling. En anmelder erklærer dialogen for klodset og overinformativ, men problemet er jo at information ikke kan undværes, hvis man overhovedet skal forstå hvad der foregår. Den irriterer også mange af personerne i bogen. Og jeg vil derfor hævde at bogen allerede her er uegnet til filmatisering. Men også at den er det fordi bogens filosofiske og religiøse overvejelser er for tidsbestemte og irrelevante for vor tid. Under alle omstændigheder fænger filmen ikke undertegnede. Og musikken er i mine øren et minus.



Men det er i denne forbindelse nødvendigt at påpege nogle ejendommelige misforståelser om Pontoppidan.

Unægteligt lader forfatteren Per kæmpe med nogle dilemmaer i livet som de fleste af os genkender og gennemlever, nemlig forholdet mellem 'fornuft' og 'følelse', og spørgsmålene om hvad der skal til for at man kan blive et helt menneske, og hvor meget den sociale arv betyder i denne forbindelse. Men det er ikke holdbart når en litteraturanmelder hævder at der her er tale om langtidsholdbar litteratur uden støv på siderne, og at forfatterens samfunds- og teknologiforståelse var fremsynet og hans psykologiske indsigt forbløffende. Tværtimod er bogen overordentlig tidsbestemt - og den er i dag alene værd at læse for den gode skildring af de sociale modsætninger i slutningen af 1800-tallet, den teknologiske udvikling, præsternes fejlbedømmelse og afmagt og det moderne gennembruds latterlige træk (skildringen af Georg Brandes er nærmest karikatur). Her er realisten Pontoppidan på hjemmebane. Men når det kommer til hans skildring af hovedpersonens psykiske udvikling kommer forfatteren til kort, i og med at han ikke kan forestille sig anden udvej af Per Sidenius' dilemmaer end at opgive en nogenlunde normal ingeniør-karriere svarende til hans gode rationelle evner - og i stedet søge tilflugt i en tilbagetrukket stilling som landmåler og vejassistent uden ægtefælle og børn i den fjerneste udkant af landet med vage og uafklarede begreber om tilværelsens mening.

Tilsyneladende er Per trods sit tidlige opgør med fædrenehjemmet og fædrenetroen prisgivet sin binding til sine forældre og søskende, som han aldrig kan slippe i tankerne, men fjerne sig fra fysisk. Og mange ser desværre heri Henrik Pontoppidans egen kamp, men det er en total misforståelse. For Pontoppidan voksede ikke op i et bergmansk præstehjem med systematisk meningsundertrykkelse og vold. Pontoppidans far var nok en ensidig dogmatiker der regnede sine egne meninger som absolut sande, men han var udadtil et tolerant menneske der ikke krævede accept af disse dogmer fra børnenes side, og det børnerige hjem med ialt 16 børn (hvor flere døde som ganske unge) var fuld af varme og humor - og Henrik havde livet igennem et nært forhold til sine overlevende søskende. Det har ingen skrevet bedre om end psykiateren Ib Ostenfeld hvis moder var søster til Henrik og derigennem fik dyb indsigt i familiens indre forhold. Han gør i et fint familieportræt udtrykkeligt opmærksom på at Henrik Pontoppidans skildring af præstehjemmet kun er realistisk hvad angår de ydre rammer. Hans opgør med den kirkelige dogmatik var ikke vendt mod den tolerante far, men var et helt nødvendigt led i hans egen kamp for uafhængig, og selve uafhængighedstrangen var kendetegnende for både faderen og børnene. Både broderen Morten, der blev højskolemand, og broderen Knud, der blev professor i psykiatri, rodede sig ud i retssager og offentlig polemik.

Nogle læsere ser i begyndelsen Per Sidenius som en fremstormende helt, men senere som en pjalt eller skurk der svigter kærester, ægtefæller og børn samt lovende karrieremuligheder for en temmelig uforståelig og nærmest sygelig trang til at søge ensomheden for sin indre udviklings skyld. Det var bestemt ikke Henrik Pontoppidans egen vej. Han opgav godt nok et ingeniørstudium til fordel for forfatterskabet, men han trak sig ikke tilbage fra verden eller storbyen, værnede derimod sin uafhængighed og bevarede sin sunde kritiske sans over for såvel kirkelighed og politik som tidens litterære, æstetiske og filosofiske strømninger. Hans svaghed som forfatter ligger i at hans psykologiske og eksistensfilosofiske indsigt aldrig kommer ud over 1800-tallets problematikker. Det kan man ikke bebrejde en mand der er født i 1857 og altså var over 50 år da han afsluttede sin roman.

Det er derfor på sin plads i anledningen af den aktuelle filmatisering at påpege nogle afgørende dybdpsykologiske og erkendelsesteoretiske forhold.



Først og fremmest må det understreges, at den 'lykke' eller 'lykkefølelse' som de fleste mennesker længes efter ikke er en permanent tilstand af ekstase, som man kan havne i hvis man blot gør sig de rigtige anstrengelser. Den er højdepunktsoplevelser, hvad de fleste erfarer fra seksualitetens orgasmer og mange andre intense oplevelser. Og dette er der ikke noget mærkeligt i, for det ligger i forskellen mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. De første er intense, men ustabile, og de sidste er stabile men relativt svage. Og det er de første der giver al oplevelse af ekstase, af orden og helhed samt af sammenhæng og mening (taget i ordenes ikke-rationelle betydning).

Er man fra starten af sit liv disponeret for optimisme og livstro, eller når man i livet efterhånden frem til god harmoni mellem sig selv og sine omgivelser og mellem drømme og realiteter, da kan man se det som en lykke, men denne er da af den stabile og svage art. Hos andre svinger sindstilstanden eller humøret - og det kan i visse tilfælde føre til fortvivlelse og depression, men kan også give et frugtbart grundlag for sund refleksion og livsafklaring. Og en sådan kræver på ingen måde at man giver afkald på det almindelige jordiske liv og hengiver sig til et håb om et bedre liv efter døden. At være menneske er netop - til forskel fra det at være et dyr - det samme som at være et bevidst menneske der er klar over at man forlader barndommens uskyld gennem puberteten og herefter må klare sine udfordringer og opgaver på bedste vis med sund vekslen mellem det bevidste og det ubevidste.

Det er en naturlig del af mennesketilværelsen at være nysgerrig og eksperimenterende og bruge sin fantasi og skabende evner. Men det er også en nødvendig del af voksenlivet at lære noget, uddanne sig til noget, stifte familie og begå sig i samfundet mellem andre mennesker - uden at miste sig selv. Nogle har store ambitioner om at nå højt i magthierarkiet og tjene mange penge. Det giver 'tilfredsstillelse', men denne er langt fra det samme som lykken. Der vil for mange også være et indre liv, et åndsliv, der betyder at man ikke kan undvære de særlige sider af menneskelivet der er forbundet med kærlighed, dans, musik, digtning, leg, sport, kunst, rejser og forskning. Dette bør man gøre sig klart så tidligt som muligt i sin udvikling. Og fremfor alt også huske at man her har stor fordel af at kunne bevare en passende distance til såvel pligtarbejde og karriereræs som den evindelige jagt efter andres anerkendelse.



For generationerne der voksede op i sidste halvdel af 1800-tallet gjaldt at de i vid udstrækning blev trukket med ind i fremskridtstroen der var en illusion om at det teknologiske fremskridt ville føre samfundet og alle individer frem til idealsamfundets og idealtilværelsens store lykkefølelse. Illusionen brast for alvor med den barbariske 1. verdenskrig. Den genopstod desværre i illusioner om de store ideologier. Men troen på disse brast med den totalt meningsløse 2. verdenskrig og dens holocaust.

I vore dage er fremskridtstroen genopstået i troen på naturvidenskaben og teknologien samt globaliseringen og digitaliseringen. Det har medført den højst ejendommelige ting, at det man i gamle dage kaldt åndslivet er glemt og forsvundet, selv om det til forskel fra naturvidenskaben og teknologien udelukkende beror på frie psykiske kræfter der ikke bestemmes af den menneskelige vilje og uhygggelige evne og trang til kontrol af alt og alle.

Det var der ingen relevante forestillinger om på Henrik Pontopidans tid. Man hang fast i gamle modsætninger mellem videnskab og religion, og det gør man stadig i dyb uvidenhed om de psykologiske kræfter der er på spil i alle mennesker og som kræver frihed og indre konsistens hvis mennesket skal leve og udfolde sig på sund og bæredygtig vis. Lykke-Per er i denne sammenhæng kun en påmindelse om at man kun får den sande lykke forærende hvis man tør slippe alle ambitioner, pligter og jag efter penge og anerkendelse.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Veje til livskvalitet og mening
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Er der en mening med tilværelsen?  (27.11.05.)



Ingmar Bergman 100 år  (15.7.18.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Bunuel og hans dogmefilm "Mælkevejen"
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.) Andrzej Wajda - Polens største filmskaber og kulturpersonlighed - er død  (17.10.16.)
Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)

Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk  (31.5.11.)
Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
  (19.7.09.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)
Kærestesorger før og nu - om Nils Malmros' nye film  (16.3.09.)
Bille Augusts 'Stille hjerte' - problematiserer planlagt død  (30.11.14.)
Flammen og Citronen  -  en film af Ole Christian Madsen - om to af Modstandsbevægelsens helte  (9.4.08.)
'Kunsten at græde i kor' - og overleve mistrøstig barndom   (3.5.07.)
'Drabet'   Per Flys film om politisk og moralsk inkonsistens (11.9.05.)



Shakespeare døde for 400 år siden, men er stadig uovertruffen som dramatiker  (23.4.16.)
Klaus Rifbjerg en stor digter, men lille tænker  (12.4.15.)
Per Kirkebys tekstproblem  (16.5.11.)
Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Humormennesket Storm P.
Blicher mellem drøm og virkelighed
William Blake's univers
Nietzsches sjæl
H.C. Andersens angst for det kvindelige  (2.4.05.)



De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Veje til livskvalitet og mening - artikelserie
Ydmyghed og jeg-relativisering
Jeg-relativisering, historie og kristendom

Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det sanselige eller generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det fromme menneskeom uskyld, hellighed og jomfruelighed



Artikler om Psykologi
Artikler om Litteratur
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal