JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - rifbjerg15

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.04.15.

Rifbjerg en stor digter, men lille tænker

Klaus Rifbjerg, der døde for en uge siden 83 år gammel, var landets største forfatter i anden halvdel af 1900-tallet med et utal af bøger bag sig og en indflydelse i såvel kulturdebatten som i kulturens forretningsmæssige og magtmæssige udfoldelse som ingen anden har haft. Han var den mest synlige forfatter i sin tid, som vennen, skolekammeraten og medredaktøren for 'Vindrosen' Villy Sørensen (1931-2001) engang skrev. Og han mestrede sproget i en grad som gjorde hans fortællinger næsten umulige at referere, fordi de var uadskillelige fra selve skrivemåden.

I modsætning til Sørensen var Rifbjerg amerikansk orienteret og samtidigt indiskutabelt venstreorienteret. Han var dogmatisk pacifist og modstander af både Vietnamkrigen og Irak-krigen. Han var modstander af atomkraft og Rom-traktat og gik ind for hash. Han dømte ubarmhjertigt folk han ikke kunne lide og var moralsk fordømmende over for folk der ikke levede op til hans egne standarder. Og han var så arrogant og provokerende at han uvægerligt skilte vandene. Af tidehvervspræsten Søren Krarup blev han tidligt sat i bås med Politiken-imperiet, Gyldendal og Louisiana - og konstant angrebet som kulturradikalismens djævel i egen person. Og denne tidlige fløjdeling blev fatal for debatten i Danmark. En anden modstander var Dansk Folkepartis Ulla Dahlerup, jf. Ulla Dahlerups kulturkamp (23.9.03.).

Rifbjergs arrogance lyste ud af ham, og var efter hans egen formening resultatet af at han følte sig mobbet i barndom og skoletid fordi han skilte sig ud fra andre. Han reagerede ved med overlæg at gøre sig til klassens frække dreng. Og han jagtede siden både succes, penge og magt for at overbevise sig selv om sit værd. Hans ego blev enormt, ja, det blev ubetinget det største ego undertegnede overhovedet nogensinde har oplevet på nært, men dog passende hold - engang i Paustians nye møbeltempel, hvor han såmænd bare skulle købe nogle havemøbler. Men jeg har aldrig set en mand fylde så meget i et rum. Ingen var i tvivl om at det var en stor mand der førte sig frem og betragtede opmærksom og servil betjening som en selvfølge. - Hans arrogance fremgår også af hans ofte citerede bemærkning for ikke mange år siden om at der kun var 2000 begavede mennesker her i landet, resten var undermålere. Og dem foragtede han. I en mand af dette ego-format var der ikke plads til nogen instans i sjælen der var forstående, medfølende, tilgivende eller inkluderende.

Men man skal ikke underkende Rifbjergs eminente sprogkunst sådan som denne allerede fremgik af debut-digtsamlingen 'Under vejr med mig selv' (1956), der tør sammenlignes med Johannes V. Jensens skelsættende 'Digte' (1906). Rifbjergs evner lyser eksempelvis også ud af digtet 'Engagement' fra 1957, hvis frækhed bl.a. kommer af skjulte citater fra både Oehlenschlæer og Bønnelycke. Den allerførste sætning er såmænd en respektløst forkortet version af en vending statsminister Stauning brugte når han henvendte sig i radioen til det danske folk under besættelsen.

   I disse for vort land så alvorlige
   må det tillades mig at være banal som et æg.
   Vanskeligheden ved livet
   kampen for det daglige brød
   udmatter folk til bristepunktet.
   Man må ikke forlange for meget.
   Et par rystende banaliteter kan klares.

   Solen skinner på Rådhuspladsen
   pigerne cykler
   kastanierne springer ud.
   Som i ugebladene
   således også i virkeligheden.
   Lad os glæde os over dette
   poetisk-realistiske træk.
   Lad os glæde os over den virkelige verdens
   poesis enkelhed.......

   Jeg stiller mig villigt til rådighed
   for det fælles bedste,
   Mit nyindrettede skab bugner af stakke med vers
   om livet, kærligheden og Bellevue Strandbad.
   jeg har tid til at beskæftige mig
   med den nødvendige optimisme.
   Hvorfor skulle jeg nægte at frelse verden?

   Poesien skal ikke være blår i øjnene på folk.
   Det er ikke escapisme man ønsker
   hellerikke borgerskabets skjul
   for lumske katolske intriger.
   Paven ønsker vi at undgå.

   Men i glæde skal vi gå foran
   ikke besvære de trætte
   ikke genere de søvnige.

   Mod lysere kyster bærer vi den sande optimismes blå flag!
   (der lykkedet det)
   I radioens, tirsdagspressens og
   de samlede danske filmselskabers navn
   Amen!

(Digtet er forkortet.)

Den sjældne sprogkunst kom også frem i digtet Rifbjerg på få timer skrev efter mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986, der som bekendt var en så venstreorienteret og antiamerikansk kritiker af Vietnam-krigen at det kom til at splitte det svenske socialdemokrati for stedse. Men Rifbjerg var på samme uforsonlige og idealistiske hold.

Hans digtsamlinger er iøvrigt efter min mening det bedste Rifbjerg har udgivet, og dem jeg tror vil komme til at stå længst. Udover 'Under vejr med mig selv' gældet det 'Voliere' (1962), 'Portræt' (1963), 'Amagerdigte' (1965), 'Fædrelandssange' (1967) og 'Mytologi' (1970). I 1960'erne og 1970'erme fik jeg også læst mange af hans romaner, heriblandt 'Anna (jeg) Anna' (1969) og 'Vejen ad hvilken' (1975) samt den satiriske 'Spinatfuglene' (1973) om dagbladet Information.

Og ligegyldigt hvad man selv mener om manden, må man konstatere at han har betydet meget for rigtigt mange mennesker her i landet. Men han skrev så meget, at det var umuligt at følge med, hvis man tilfældigvis havde andet og vigtigere at lave.

Rifbjergs provokationer i det offentlige rum slap man dog aldrig for, selvom om man også på dette felt efterhånden blev træt af manden, og med en vis ret og lettelse i dag kan konkludere at med Klaus Rifbjerg døde den sidste af den såkaldte kulturradikalismes store skikkelser - selvom Hans Hertel påstår at dette allerede skete med PH's død i 1967.

Kulturradikalismen var oprindeligt en venstreorienteret, primært anti-nazistisk og halvt kommunistisk bevægelse der opstod i mellemkrigsårene da Rifbjerg endnu var barn, og som egentlig først blev navngivet af Elias Bredsdorff i 1955. Her blev bevægelsen defineret eller rettere idealiseret som en "tankegang der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed", og som iøvrigt er et åndeligt kætteri som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, men også er en åndelig åbenhed som tager uhildet standpunkt til realiteterne bag dem.

Ud fra en sådan bred definition må selv 'Jernesalt' betragtes som kulturradikalt, men Bredsdorff undlader dog ikke at gøre opmærksom på at kulturradikalismen blev brugt som både samlebegreb og skældsord for store dele af venstrefløjen. Til gengæld gør han ikke meget ud af det beklagelige forhold at kulturradikalismen generelt og systematisk betragtede folk med modsatte synspunkter som en flok reaktionære modstandere. Højrefløjen var ikke spor bedre. Men hele denne polemiske hakken på modparten ødelagde i årtier en fornuftig debat i landet.

Rifbjerg holdt sig ikke tilbage som polemiker eller ideologisk frontkæmper. I modsætningen til filosoffen Villy Sørensen var han et decideret magtmenneske.

Klaus Rifbjerg var unægteligt en stor digter, men også en lille tænker. Han præsterede aldrig som Sørensen et større og gennemtænkt filosofisk værk. Og han har ikke eksistensfilosofisk bidraget med tanker der kan bruges i dag i en fornyelse af kulturkampen eller kulturkritikken, endsige som inspiration for en tiltrængt helhedsrealisme der kan hæve niveauet over partipolitisk ævl, økonomisk fokusering på ensidig vækst eller multikulturel nivellering.

Ejvind Riisgård

Relevant litteratur:

Kulturkampen - en antologi ved Ole Grünbaum og Henrik Stangerup.(Fremad. 1968)
Ny-radikalismen - en antologi ved Erik Vagn Jensen. (Gylendal, 1965)

Relevante artikler på Jernesalt:

Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Ungdomsoprøret og romantikken  (26.05.08.)
Ulla Dahlerups kulturkamp  (23.9.03.)
om hendes heroiske kulturkamp mod Rifbjerg og konsorter