Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sverige18a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.9.18.

Svenskerne straffede Socialdemokrater og Moderater, men lederne stikker hovedet i busken

Det svenske Riksdagsvalg i søndags endte helt som ventet med at det socialtkonservative og nationalistiske parti Sverigedemokraterna gik markant frem fra 12,0 % af stemmerne til 17,6 % og dermed gjorde det umuligt for de to hidtil dominerende blokke at danne en normal ensidig flertalsregering. Socialdemokraterna fik det dårligste valg i 100 år, nemlig 28,4 % mod 31 % for fire år siden og milevidt fra de 40-50 % partiet havde i storhedstiden fra 1932 til 1988 hvor det næsten uafbrudt var regeringsparti under markante ledere som Hjalmar Branting, Tage Erlander og Olof Palme. Og Moderaterna, der i 1969 skiftede navn fra Högerpartiet, gik tilbage fra 23,3 % til 19,8 % der skal ses i sammenligning med de 27,9 % partiet fik under Frederik Reinfeldt i 2010. Socialdemokraten Stefan Löfven bliver foreløbigt siddende som statsminister, da hans blok af S, Miljøpartiet og Vänsterpartiet har 144 af mandaterne og dermed har to mere end den borgerlige blok. Riksdagen træder først sammen om to uger for at vælge talsmand (formand), og regeringen kan derefter væltes ved en afstemning, men ingen regner med at den afgørende afstemning kommer før finansloven skal stemmes igennem hen mod jul.

Det foreløbige resultat af valget er som følger. Det endelige resultat foreligger først fredag, når de udenlandske stemmer er opgjort og fintællingen er færdig:

Socialdemokraterna (Stefan Löfven) -2,6 - 2018 28,4% - (2014 31%)
Moderaterna (Ulf Kristersson) -3,5 - 19,8% (23,3%)
Sverigedemokraterna (Jimmie Åkesson) +4,7 - 17,6% (12,9%)
Centerpartiet (Annie Lööf) +2,5 - 8,6% (6,1%)
Vänsterpartiet (Jonas Sjöstedt) +2,2 - 7,9% (5,7%)
Kristdemokraterna (Ebba Busch Thor) +1,8 - 6,4% (4,6%)
Liberalerna (Jan Bjørklund) +0,1 - 5,5% (5,4%)
Miljöpartiet (Isabella Lövin) -2,6 - 4,3% (6,9%)
Andre +0,4 - 1,4% (1%)

Stemmeprocent var 84,4%.

[Tilføjelse 14.9.: Den endelig optælling giver S 28,3 % af stemmerne - M 19,8 - SD 17,5 - Center 8,6 - Vänster 8,0 - KD 6,3 - L 5,5 og Miljøpartiet 4,4 %. Det giver sammenlagt 40,7 % til S, MP + VP og 40,2 % til Alliansen. I mandater giver det de rød-grønne 144 mod Alliansens 143 og Sverigedemokraternas 62]

Vælgerne har talt - og dette er Löfven i sin gode ret til at udlægge som en klar afvisning af en fortsat blokpolitik og en klar opfordring om at danne en koalitionsregering af partier fra begge fløje samt at en sådan i første omgang skal forsøges etableret under hans lederskab. Der er flere muligheder. Men en stor koalition mellem S og M er ikke sandsynlig, da S som det største parti ikke vil afgive statsministerposten, og Moderaternas leder Ulf Kristersson næppe kan leve med kun at blive vicestatsminister. Og da ingen af partierne vil acceptere Sverigsdemokraterna som egentlig samarbejdspartner, kan det tage uger og måneder at finde en løsning. Löfven vil uden tvivl gerne have et par borgerlige partier som Centerpartiet og Kristdemokraterna med i en koalition ved siden af Miljöpartiet; de er også kategorisk imod at acceptere Sverigedemokraterna, men problemet er at begge har satset på Kristersson som statsminister og leder af den såkaldte 'Alliansen'. Et eller flere partier skal med andre ord bryde denne alliance, hvis der skal dannes en stabil koalitionsregering.



Moderaterna og 'Alliansen' satsede stort på håbet om et regeringsskifte, men kiksede. Partiet har skiftet formand to gang siden Reinfeldt trådte tilbage efter nederlaget i 2015. Anna Kinberg Batra blev formand - og det var nyt at det blev en kvinde, men jo i tråd med den almene tendens. Men hun slog ikke igennem, og det har Ulf Kristersson heller ikke formået. Han er et sympatisk menneske, men har absolut ingen karisma, og det dur jo ikke når medietække betyder så meget som det gør i dag. Men partiet som sådan må siges at være dybt kompromitteret som konservativt parti af den yderst indvandrervenlige politik Reinfeldt kørte frem med i 2014 (altså året før Merkels fatale åbning af EU's ydre grænser for flygtningestrømmen). Mange husker sikkert endnu hans berømte flyvetur over Sverige som fik ham til at konstatere at der var plads nok til flygtninge i Sverige, en bemærkning der er noget nær den dummeste en politiker kan komme med i den situation de europæiske lande befinder sig i. Den viser en statsminister fra et konservativt parti der er totalt blottet for føling med hvad almindelige svenskere mener om muligheden for ordentlig integration af fremmede. Reinfeldts ekstreme syn på indvandring er enhver efterfølger som leder af Moderaterna anno 2018 nødt til at gøre umisforståeligt op med, hvis han vil gøre sig håb om at blive statsminister.

Det er også en klar ulempe at Centerpartiet og Kristdemokraterna med dygtige, dybt engagerede og karismatiske ledere har valgt den hårde linje mod Sverigedemokraterna der fuldstændigt udelukker samarbejde. Begge partier er gået frem - og det har uden tvivl sin forklaring i at de to ledere er kvinder der har slået stærkt på det bløde humanistiske forsvar for indvandrere ("man skal tage godt imod flygtninge"). Det udelukker stramninger af flygtningepolitikken som både S og M efterhånden har indladt sig på i erkendelsen af at store dele af vælgerne ønsker dem - og dermed dybest set tilslutter sig Sverigedemokraternas synspunkter. De borgerlige partier komme ikke længere til fadet - uden at acceptere SD som forhandlingspartner.

Stefan Löfven tager derimod som ventet chancen for at blive siddende som statsminister sålænge hans parti er det største. Han er en dreven politiker og hans taktik skal nok lykkes. Han ønsker ikke Vänsterpartiet (svarende til Enhedslisten i Danmark) med i regeringen, men kan formentligt beholde Miljøpartiet som partner. Det dykkede ved valget helt ned i nærheden af spærregrænsen på 4 % og havde ikke nogen heldig leder i valgudsendelserne, selv om det var en kvinde. Og partiet kan måske i frustration finde på at skifte side.

Men Löfvens store svaghed er at heller ikke han vil erkende den nye virkelighed, som ikke bare siger at Sverigedemokraterna er gået frem til hele 17,9 % (og 63 mandater), men at de de facto har gjort dybere og dybere indhug i den traditionelle midterfløj af vælgerne der er LO-medlemmer og ikke længere føler sig hjemme i S. Löfven går endda i sin afstandtagen fra Sverigedemokraterna helt over gevind, når han uden videre beskylder dem for at være racister og nynazister og herunder henviser til deres fortid. Han understreger at der skal føres anstændig politik i Sverige og siger dermed at Sverigsdemokraterna ikke er anstændige. Og det er så uanstændigt som det kan være. For partiets vælgere er ganske almindelige jævne svenskere, og det er således mange af hans egne tidlige vælgere han dermed undsiger. Men går den, så går den - ligesom da den ene af værterne i den afsluttende valgudsendelse fredag aften på SVT1 lige inden den sluttede tog direkte afstand fra Jimmie Åkerssons udtalelse om at fremmede der ikke vil rette sig efter svenske værdier ikke hører hjemme i Sverige. Værtinden påberåbte sig SVTs princip om at man ikke må udtale sig generaliserende om enkelte samfundsgrupper, som om det overhovedet er muligt at udtale sig om forholdet mellem indvandrere og indfødte uden at bruge generalisationer. Ingen påstår ved brug af generalisationer at der ikke findes hæderlige undtagelser og variationer. Det et derimod de vigtige hovedforskelle man ønsker at fremhæve. En så partisk afstandtagen fra et enkelt parti fra en udsendelsesleder i en stats-tv-kanal er aldrig set før ved en afslutningsdebat. Men den er meget sigende for den virkelighedsfjernhed der er indtruffet hinsidan. - [Tilføjelse 14.9.: Den øverste ledelse i SVT har tilkendegivet at man fremover ikke vil kommentere udtalelser i partidebatterne fra deltagerne.]



Sverigedemokraterne tog stemmer fra både S og M, men de blev altså ikke større end M i denne omgang. Jimmie Åkerssons ønske til M, C og KD om en samtale om samarbejde blev afvist. Virkeligheden er ikke gået op for disse partier.

Men hvad angår påstanden om at Sverigedemokraterna har rødder i gammel svensk nazisme skal for en ordens skyld påmindes om at partiet først blev etableret i 1988. I 1999 blev SD største svenske ikke-riksdagsparti i EU-parlamentsvalget. I 2004 fik SD 1,1 % ved Europaparlamentsvalget. I 2005 valgtes Jimmie Åkesson til partileder. I 2006 fik SD 2,93 % i Riksdagen og opnåede dermed statligt partistøtte. I 2009 fik partiet 3,27 % i EU-parlamentsvalget og i 2010 kom det for første gang ind i Riksdagen med 5,7 %.

I slutningen af 2011 reviderede partiet sin ideologiske profil ved at vedtage et principprogram hvor man beskriver sig som et socialkonservativt parti med et nationalistisk grundsyn, som betragter værdikonservatismen og opretholdelsen af en solidarisk velfærdsmodel som de vigtigste redskaber i opbygningen af det gode samfund. Det er simpelthen meningsløst at opfatte Sverigedemokraterna som nazistisk.

Nazismen i Sverige har lige siden begyndelsen af 1920'erne være mere eller mindre splittet og ude af stand til at blive en massebevægelse. Det var dengang adelen der kunne tiltrækkes. Når de var flest kunne de rendyrkede nazistiske partier i Sverige samle rundt regnet 27.000 stemmer ved valgene. Ved kommunalvalget 1934 fik de deres bedste valg med sammenlagt over hundrede mandater. De svenska nazister var i lighed med deres ideologiska brødre i Tyskland stærkt antisemitiske, og allerede i maj 1945 begyndte Svensk socialistisk samling at benægte holocaust. I 1956 dannedes et nyt nazistisk parti i Sverige, Nordiska rikspartiet. Dette parti videreførte arven fra ældre generationer under 1980-talet hvor den svenske nynazisme voksede sig stærkere.

I 1990'erne fandtes en vild flora af nynazistiske organisationer som eksempelvis Folksocialistisk Samling og Nationalsocialistisk Front. Der opstod også en mængde udpræget racistiske organisationer som hentede inspiration fra anden side end nazismen, blandt andet Svenska motståndsrörelsen. Nationalsocialistisk Front har under 00-tallet været den afgjort største organisationen för nynazister hvad angår stemmetal. De fik cirka 1400 stemmer i riksdagsvalget 2006. Nationalsocialistisk front nedlagdes i november 2008.



Boykotten af Sverigedemokraterne er fortsat effektiv gennem bevidste, men uholdbare referencer til de nævnte gamle og nye nazister. Men Löfven har da ret i at blokpolitikken er død og at en stabil regering nu i 2018 kræver samarbejde over det gamle skel mellem højre og venstre. Men at tro man kan moralisere svenskerne til accept af SD - som visse danske medier har gjort i deres ledere efter valget - er for naivt.

Hvad hverken Löfven eller Kristersson eller medier forstår er nemlig at blokpolitikkens definitive død forudsætter at de to største regeringspartier bevidst og seriøst søger ind på midten - ligesom Anders Fogh Rasmussen herhjemme gjorde i 2001 - for her kan der både samarbejdes bredt om store forlig og samarbejdes med nationalister som ikke har rødder i racisme eller nazisme og ikke længere med rette kan anses for et ekstremt højreparti. Det er helt afgørende at forstå at progressiv politik i både Sverige og Danmark kun findes på den brede midte, og at den må ses som led i det den britiske sociolog Anthony Giddens i 1997-98 lancerede som "den tredje vej", forstået som den nye, komplementære vej mellem gammeldags socialisme og gammeldags liberalisme. Det fangede Tony Blair i Storbritannien og Anders Fogh Rasmussen i Danmark. Det kom de til magten på - og det kom for Danmarks vedkommende til at betyde at Dansk Folkeparti stille og roligt kom ind i den politiske medansvarlighed - først under Pia Kjærsgaard og siden under Kristian Thulesen Dahl. Det blev aldrig rigtigt forstået i dybden af hverken Venstre eller Dansk Folkeparti selv - og derfor er potentialet slet ikke indløst. Men det ændrede vitterligt det politiske landskab for stedse - og gjorde specifikt indvandrer- og flygtningepolitikken langt mere realistisk.

Ligesom Danmark, Tyskland og resten af EU langsomt er ved at komme tilbage til den politiske realitet der ligger i normal og sund nationalisme og folkelighed, men som i 2015 fra den ene dag til den anden blev brutalt omstødt af en naiv kansler Merkel, således har Sverige nu brug for at se virkeligheden i øjnene - og det betyder at man må opgive den naive barmhjertighed, den naive kristendom og den naive humanisme. Ingen nation der hænger sammen dybt nede i folkesjælen er i stand til at modtage tusindvis af flygtninge fra fremmedartede lande, kulturer eller religioner uden at blive truet på livskernen - og det betyder igen at enhver nation der vil overleve og videreføre sin identitet, suverænitet og kultur altid må se sit samfund som en værdibærende helhed, hvis enhed hverken ligger i juridiske rettigheder eller ideologiske spidsfindigheder, men tværtimod i det åndsliv der gror i frihed. Men det hører ufravigeligt med til billedet, at helheden ikke kan bevares, hvis man opretholder illusionen om at kunne styre landet med paragraffer eller spidsfindigheder.

Det svenske valg den 9.9.18 må derfor ses i tragediens lys - som valgene de senere år i Danmark og øvrige EU.

Det tragiske ligger ikke i at udviklingen ender sørgeligt og ulykkeligt, men i at flertallet af befolkningen forstår at det ikke fuldstændigt vilkårligt kan bestemme over udviklingen, men tværtimod i sidste ende kun når frem til nationel sundhed og helhed ved at gå ind i det område af tilværelsen hvor det at have ret og det at pukke på sin ret er hørt op. Kun her er der mulighed for dyb erkendelse og visdom, for en sådan har det lige som sorgen: den kommer kun mod menneskets vilje!

Ejvind Riisgård



Links til Socialdemokraterna
Links til Moderaterna
Links til Sverigedemokraterna
Links til Vänsterpartiet
Links til Centerpartiet
Links til Kristdemokraterna
Links til Liberalerna
Links til Miljøpartiet



Relevante artikler på Jernesalt:

Moderatornas leder skal til afstemning i Riksdagen som mulig ny statsminister  (6.11.18.)
Svenskernes illusioner brast  (18.9.14)
Sverigedemokraterna fældede Löfven og skærpede det store dilemma hinsidan  (6.12.14.)
Moderaternas nye leder (Anna Kinberg Batra) fastholder Rejnfeldts naive flygtningepolitik  (11.12.14.)
Borgerlig valgsejr i Sverige  (19.9.06.



en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej til religionsanskuelse



Dannelse: Fest, druk og dannelse  (23.8.18.)
Dannelse: Uvidenhed om det kollektivt ubevidste er reelt en fornægtelse af åndslivet  (13.8.18.)
'Dannelse' er et tvetydigt mål i både skolen og eksistensen  (2.8.18.)
Dannelse er alt andet end at leve op til krav om kompetencer  (8.7.14.)
Dannelse: Medier, ungdom og dannelse  (2.5.11.)
Dannelse: tidssvarende eksistentiel dannelse  (2.6.10.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)



Humor og tragedie
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Monumentalt nyt værk om Storm P.  (17.11.17.)
Livskvalitet, religion og humor  (12.2.12.)
Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal