JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - danskpolitik2023b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.6.23.

Forsvarspolitikken forvrider dansk politik

Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 er i Europa og USA blevet karakteriseret som skelsættende, men som sådan regnes den ikke i resten af Verden. Kun Vesteuropa, EU og Nato deler den opfattelse, der reelt er knyttet til det særlige skel mellem Øst og Vest som Churchill kaldte 'Jerntæppet' allerede i 1946.

Nøgternt set fik vi i 2022 slet ikke en ny verdensorden, men Vesten fik sin gamle, ganske nemme sort-hvide verdensorden reetableret på det meget spinkle grundlag der hedder et enkelt østeuropæisk lands problematik efter Sovjets kollaps i 1991. Ukraines suverænitet fortolkes af præsident Zelenskyj som absolut, og fortolkningen accepteres af det store flertal af europæere og amerikanere. Men det sker på dogmatisk vis ud fra rent formelle argumenter der ser bort fra parternes reelle interesser af bred historisk, økonomisk og magtmæssig art.

Netop dette forhold sætter Danmarks splinternye forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi af 24. maj i et særligt lys. Strategien har fået navnet 'pragmatisk idealisme', og det ærgrer formanden for Det Udenrigspolitiske Selskab. Navnet er også falsk betegnelse, for den pragmatiske strategi er ikke det fjerneste idealistisk, men tværtimod så snusfornuftig og opportunistisk at det nærmer sig det overfladiske. Den ser totalt bort fra at fronterne i den virkelige verden fra starten blev stillet så skarpt op over for hinanden at en våbenhvile på forhånd blev udelukket - uanset hvor tiltrængt den bliver. Uden en våbenhvile vil sønderbombningen af de østlige af russernes annekterede provinser samt flygtningestrømmene ud af Ukraine fortsætte. Men Zelenskyj afviser med USA's og Natos støtte en våbenhvile langs de nuværende frontlinjer af simpel frygt for at de kan blive grundlaget for en fredsaftale langt ude i fremtiden. Ukraines præsident hader russerne, og ønsker definitiv sejr over det store russiske rige, så Putin og hans kumpaner kan stilles for en krigsforbryderdomstol efterpå. Zelenskyj vil først og sidst have retfærdighed, og det er ønsketænkning i en kompliceret verden med blandede befolkninger i utallige grænseområder. Tænk ikke mindst på Palæstina.

Nato og EU står bag Zelenskij - med store økonomiske og militære donationer. Og han forstår som gammel entertainer til fuldkommenhed at udnytte alle de nye medier til at skaffe optimal opmærksomhed og sympati omkring forsvarskrigen. Den vil følgelig vare ved i årevis og dermed medføre en massiv oprustning som kun har én sikker konsekvens: Den nødvendige kamp mod klimaforureningen vil blive udskudt.

Danmarks politik gør strengt taget ikke den store forskel. Men den uforbeholdne opbakning til Ukraines og USA's linje har sikret statsminister Mette Frederiksen posten som sandsynlig ny generalsekretær for Nato. Det har været antydet at Frederiksen ikke har de store chancer fordi Danmark ikke opfylder Natos minimumskrav om forsvarsudgifter på 2 % af bruttonationalproduktet, men dette er der just rettet op på med en ny donation til Ukraine Fonden på hele 7,5 milliarder i år og 10 milliarder næste år. Grunddlovsdag kan hun møde præsident Biden i Det hvide hus med de bedste kort på hånden. Og skulle posten alligevel glippe, vil Frederiksen uden tvivl få en af de gode kommissærposter i EU. Så udsigterne er meget lyse for landets mest ambitiøse politiker. Hun kan snart forlade træls dansk politik og efterlade resten af regeringen i en uholdbar situation.

Vælgertilslutningen til Socialdemokratiet er allerede dalet til 19 % og kan kun gå yderligere ned, men finansminister Wammen er fuldt kompetent til at klare statsministerembedet. Hans eneste problem er at der er andre i gruppen der foretrækker en yngre og mere idelogisk indstillet kandidat. Moderaternes leder vil hellere end gerne fortsætte som udenrigsminister, så det ærgrer ham at der er uvished om Frederiksens fremtid. Den store taber er og bliver imidlertid Jakob Ellemann-Jensen der den 1. august vender tilbage til posten som partiformand, forsvarsminister og vicestatsminister - sikkert frisk og udhvilet, men formentlig også komplet uafklaret med hensyn til sin og partiets rolle i det helt igennem kortsynede regeringsprojekt. Der er pludseligt rejst det spørgsmål om Ellemann har misinformeret folketinget om købet af militærgrej fra Israel i januar måned, og hvis det skulle være tilfældet er det ikke sikkert han uden videre kan vende tilbage til sin gamle ministerpost. Desuden er den konstituerede forsvarsminister Troels Lund-Poulsen i mellemtiden blevet så stærkt engageret i det løseligt udstukne forsvarsudspil at det ville være det eneste fornuftige at lade ham videreføre forhandlingerne. Men det helt prekære er og bliver at Venstre i december gik med til en regeringsdannelse hvor partiets værste konkurrent Lars Løkke fik en særdeles fremtrædende post som han oven i købet har forstået at udnytte optimalt. Spørgsmålet er om Jakob Ellemann overhovedet overvejer sin stilling - eller om han går blindt tilbage til det projekt der nøgternt set virker aldeles håbløst for partiet.

Enhedslistens leder Mai Willadsen kaldte på sit partis landsmøde for nylig Lars Løkke Rasmussen for 'velfærdsfilosofiens helvedesarkitekt'. Det turde være en overdrivelse, al den stund hele vækstfilosofien blev skabt af socialdemokratiet tilbage i 1960-erne. Lars Løkke har bare taget den til sig som noget der gennem alle ministerår har givet ham rig anledning til yndede stordriftsreformer af ren strukturel art. Men Willadsen formår ikke at sætte fingeren på velfærdsfilosofiens egentlige problem: den evindelige vækst der både skaber større ulighed og større mistrivsel. Socialistisk Folkeparti er lige så ukritiske og drømmer kun om at komme i regering med S om fortsat vækst.

Opbruddet i dansk politik vil derfor utvivlsomt fortsætte mange år endnu uden afgørende ændringer, så vi sandsynligvis igen får en lang periode med hurtigt skiftende regeringer. Der er ingen tegn på dybere afklaring hos partilederne på nogen af fløjene. Alle politikere tænker traditionelt. Og det samme gør uhyggeligt mange kommentatorer.

Lektor Roger Buch, der hidtil har ytret sig mest om kommunale forhold, opfordrede os i medierne 29.4. pludseligt til at se i øjnene at vi nu er i krig og ligefrem bør begynde "en historisk selverkendelse". Vi burde forstå at krigen i Ukraine kun er det første slag i den globale kamp. Men faktisk er Danmark, EU, Nato og USA ikke i krig med Rusland. Det er kun Ukraine, og den krig drejer sig ikke om den globale orden, men om afgrænsede områder af det østlige Ukraine, og altså kun indirekte om demokratiet og den vestlige samfundsmodel. Men Danmark og EU får aldrig nogensinde samlet hele verden til at bekæmpe Rusland eller dæmme op for Kinas fremtidige indflydelse. Hvad vi alene bør se i øjnene, er at Ukraine-krigen fordrejer EUs og Natos politik ensidigt henimod en større og tåbelig oprustning.

Hvad USA angår er det som alle ved et yderst splittet land der ikke en gang kan kaldes sekulært, men blander kristendommen ind i spørgsmålet om kvinders ret til abort. Og som i øvrigt ved det kommende præsidentvalg skal vælge mellem en eller anden nyliberalistisk rigmand og en alt for skikkelig 80-årig demokrat der har begyndende problemer med både hukommelsen og balancen. Det er fortsat Pentagon der bestemmer sikkerhedspolitikken.

EU er på sin side dybt splittet mellem Syd og Nord i bl.a. flygtningepolitikken, og EU's største økonomi Tyskland er dybt splittet mellem De Grønnes idealisme og de Frie Demokraters barske syn på den økonomiske virkelighed. Men som helhed er EU under den nuværende kommission yderst centralistisk indstillet. Og det er ikke til gavn for Europa.

Og herhjemme er den gamle krisepolitik fra covid-19 pandemien afløst af en række nye udfordringer der er dybt præget af Ukraine-krigen. De bærende forslag i det oprindelige regeringsprogram er lagt i syltekrukken i form af kommissarier og udvalg eller akademiske rapporter der som bekendt har en ejendommelig tendens til at havne i skufferne. Tilfældigvis bugner statskassen af penge, men selv Lars Løkke må indrømme at fremtiden er usikker og kompliceret. Men det store problem er at regeringen går i en stor bue uden om det allervigtigste problem: klimapolitikkens og eksistenskrisens alvor.

Den 27.5. bragte Jyllands-Posten så en kronik af direktøren for Dansk Kulturinstitut Camilla Mordhorst og lederen af Ukraine House Natalia Popovych om kulturens nøglerolle i den helt nye stuation med krig i Ukraine. De udtalte naturligvis sympati for mødesteder som Ukraine House i Danmark, men havde i øvrigt et meget idealistisk syn på kultur som et fænomen "i hjertet af enhver transformativ vej for menneskelig udvikling".

I mine øjne er kultur noget dagligdags for alle mennesker - uanset nation, hudfarve, styreform, religion og ideologi. Kultur er mere og andet end hvad kulturministerierne deler penge ud til. Kultur ligger bag alle menneskers liv og etik, men også under al menneskelig og politisk udvikling, og den burde derfor også ligge bag alle overvejelser hos politikerne.

Russerne, kineserne, inderne, araberne, afrikanere og amerikanere har lige så megen kultur i blodet og hjertet som danskere og øvrige europæere. Faktisk går europæisk kultur til Ural-kæden langt inde i Rusland, hvor Asien begynder, og derfor er det vigtigt at fastslå at det ikke er Europa der fører krig mod russerne, men Zelenskyj og Putin der fører udmattelseskrig mod hinanden om noget der burde kunne forhandles fredeligt om.

Men skal vi i dag overhovedet kunne afgøre hvorvidt krigen i Ukraine mod Putins invasionsstyrker er forsvarlig på både kort og langt sigt, er vi nødt til at se bort fra alle drømme om retfærdighed og i stedet se på hvem krigen konkret går hårdest ud over. Og det er da ubetinget civilbefolkningerne. Hverken i Ukraine eller i Rusland er det i øjeblikket muligt for jævne mennesker at bevare den nødvendige indre (psykiske) konsistens ved altid og konsekvent at sørge for overvægt af det gode i livet. Dette er det helt fatale, og derfor burde det være hovedopgaven for det demokratiske Europa at få det rettet op.

Der er noget i livet der er både højere og dybere end retfærdigheden, og det er netop det gode, det kærlige, det tillidsfulde og det konstruktive. Det er dybere fordi det reelt ligger i de totaloplevelser af helhed og mening vi alle får som spæde, altså før alle rationelle overvejelser, og som derfor hører under dybdepsykologien, og det er højere fordi totaloplevelser i sig selv omfatter føling med 'det i os mennesker der er større end os selv' og som vi normalt forbinder med religiøsitet.

Den eneste vej ud af krisen ligger derfor hverken i vækst i almindelighed eller i oprustning i særdeleshed, men i at erstatte den åndløse vækstfilosofi med en bred økonomisk, social og kulturel politik og levemåde der prioriterer klimakampen og menneskets trivsel højest - og vel at mærke gør det ved at se de to ting som sider af den samme sag. Fortsat vækst giver fortsat mistrivsel, mens opprioriteringen af naturen giver bedre menneskelig trivsel.

Jer har helt personligt undret mig meget over hvor hurtigt præsident Zelenskyj har haft held til at få USAs, Natos, EU's og flere store EU-landes ledere til at bakke så helhjertet op om Ukraines forsvarskrig, når landet ikke er medlem af Nato. Det skyldes selvfølgelig at Puntins angreb på Ukraine sidste år var et brud på internationale konventioner, og at det var et kæmperiges overfald på et lille land, som endda hånligt blev kaldt en lille 'militær operation'. Den umiddelbare sympati var helt og holdent på Ukraines side fra starten. Men det virkede som om fornuften var suspenderet fuldstændigt undtagen på det ene punkt der hedder at Nato ikke officielt går i krig med Rusland og risikerer at udløse en atomkrig. Hvad man så helt bort fra var imidlertid det forhold at Nato havde flyttet sin grænse til Rusland længere og længere mod øst ved gennem 25 år at have optaget flere tidligere sovjetpublikker i Nato, herunder ikke mindst Polen, og nu også agtede at ville optage Ukraine som medlem der støder direkte op ril Rusland. Vesten havde med andre ord reelt optrådt aggressivt på en måde som ikke kan siges at være i overensstemmelse med de løfter man gav Sovjetunionens leder Gorbatjof da han gik med til at Østtyskland (DDR) kunne genforenes med Forbundsrepublikkken Tyskland.

Politisk vil dette sige at Nato, EU og USA genoptog den gamle forestilling om inddæmning af den kommunistiske verden som Churchill lancerede i 1946 og som i praksis førte til den kolde krig, der heldigvis blev overflødig med Sovjets kollaps i 1991. Men psykologisk kan det kun forstås som en fryd over at den store ideologiske modsætning havde fået nyt liv og genrejst en sand krigsgejst. Der var naturligvis store kapitalinteresser i denne ændring, men Vesten havde faktisk fået opbygget relativt gode diplomatiske, økonomiske og kulturelle relationer til Rusland - ikke mindst gennem kansler Schröder og kansler Merkel. Men fra den ene dag til den anden blev dette fordømt som naivitet, og man valgte i stedet en systematisk genoprustning.

Da jeg selv syntes Sovjets kollaps og den kolde krigs afslutning i 1991 var en historisk begivenhed af største værdi for hele Europa, var den nye vending (den kansler Scholz kaldte 'Zeitwende', dansk tidehverv) uhyggelig og mistænkelig. Det var bestemt ikke klogt af Putin at invadere Ukraine i stid med konventionerne, men man burde fra vestlig side havde reageret anderledes langsynet og konstruktivt. - Jeg har også læst så megen filosofi og historie at jeg er klar over at "verden vil bedrages", men jeg er uenig med den pave Paul den 4. der kynisk sagde, at når verden vil bedrages, så lad den blive det. Jeg mener det er en ulykke at det skete som det gjorde da 1. verdenskrig brød ud til stor begejstring for alle stormagter, eller i Tyskland da Hitler startede 2. verdenskrig. Og jeg mener at navnlig de moderne demokratier har en særlig forpligtelse til at prøve at undgå selvbedraget.

Overordnet set er både Ukrainekrigen og den aktuelle klimakrise og kulturkrise et udslag af den dybe kløft mellem ånd og materie (eller mellem ånd og natur) som går tilbage til middelalderens kristendom og som gjorde det åndelige til noget helt specielt der i reneste form kun fandtes i himmelen eller paradiset, det vil sige i det liv man forestillede sig efter døden. Livet på jorden var kun en træls vandring mod det forjættede land. Verden var med andre ord effektivt fremmedgjort. Der er ikke mange mennesker i dag der tror fuldt og fast på den historie, men man har bevaret troen på at det fuldkomne samfund ligger mange år ude i fremtiden og kun nås ved kombinationen af teknisk/materielt fremskridt og speciel statsstøttet velfærdspolitik.

Men det er jo en katastrofal tankegang, for det betyder lige præcist at mennesket ikke tager det fulde ansvar for hvad der sker i nutiden (ikke mindst med klimaet) og at man troer velfærden er uafhængig af menneskets indstilling og ansvarlighed. Helt konkret er det katastrofalt at man tror at man kan føre krig og opruste uden hensyn til andet end ren magtinteresse.

Regeringens nye udenrigsstrategi og udspil til nyt forsvarsforlig er derfor forfejlede fra starte. Politikerne ser slet ikkk de største problemer i det tilstrækkeligt store perspektiv. De forstår ikke at den politiske krise er en dyb eksistentiel krise.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Regeringen er inkonsistent og uansvarlig  (18.3.23.)
Sygemeldt venstreformand blotlægger regeringens inkonsistens  (9.1.23.)
Krise, højtid og historisk fejltagelse  (16.12.22.)
Regeringsforhandlingerne trækker ud  (4.12.22.)
Mærkværdige forhandlinger om ny regering  (13.11.22.)
Valget den 1.11.22. får ingen vinder  (23.10.22.)