JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ukraine2022trag5

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.5.22.

To slags årsdage for sejren over Nazityskland

Mens Danmark hvert år markerer årsdagen for afslutningen af den tyske besættelse af landet den 4. maj, så fejrer det meste af Vesteuropa, herunder Tyskland, nazismens endeligt den 8. maj og Rusland den 9. maj, fordi de tyske styrker kapitulerede til deres overvindere på disse dage. Det giver anledning til to vidt forskellige højtideligheder i Moskva og resten af Europa. Og i år er forskellen markant på grund af krigen i Ukraine, som russerne slet ikke opfatter som en egentlig krig, men som en intern militæroperation - i forlængelse af krigen mod nazismen, som de igen primært identificerer som russerhad.

Putin vælger at fejre årsdagen på traditionel vis som en kæmpestor demonstration af russisk militærkapacitet og sammenhold - helt i stil med tilsvarende højtideligheder i Kina og Nordkorea. Alle tre steder er det en massiv opvisning af militær diciplin med endeløse rækker af soldater i flotte uniformer og endeløse rækker af kampvogne foran tribunen på den røde plads i Moskva, hvor præsidenten står som den centrale person omgivet af de øverste militære chefer. En triviel opmarch af den øverste mandlige elite. En af de øverste generaler var ikke med, han skal være blevet såret i Ukraine og er formentlig fortsat indlagt på et hospital. Men der var heller ikke den traditionelle opvisning af russiske kampfly. Og det skuffede bl.a. børnene på pladsen og blev begrundet med dårlige vejrforhold.

Desuden var præsident Putins tale yderst kort, den varede kun ti minutter, hvor den normalt plejer helt fra Stalins tid at vare en time eller mere. Og hans vigtigste budskab var at militæroperationen mod Ukraine havde været nødvendigt fordi hverken Ukraines regering eller Vestens regeringer havde villet lytte til Ruslands advarsler. At krigen havde kostet russiske soldaters liv fremgik indirekte af præsidents løfte til de efterladte om økonomisk hjælp. Men Putin røbede mod forventning og mange rygter intet om sine planer for den nærmeste fremtid. Det betyder at militæroperationen mod Ukraine vil fortsætte på ubestemt tid - med det gamle mål om at sikre at Ukraine ikke bliver medlem af Nato, og at Nato følgelig ikke kommer til at grænse op til Rusland.

Putins nævnte ikke med et eneste ord, at alle vestlige lande havde fordømt militæroperationen som en decideret krig der var i strid med de internationale konventioner, og derfor havde iværksat en lang række økonomiske sanktioner mod Rusland der både på kort og langt sigt vil blive dyre for Rusland, eller at de vestlige lande desuden havde erklæret at ville gå i gang med en meget stor og bred oprustning og samtidigt hjælpe den ukrainske regering med våbenleverancer der ville øge dens modstandskapacitet betydeligt uden at gå over den røde linje der ville gøre Nato til krigsdeltager.

USA går forrest i støtten til Ukraine - moralsk, økonomisk og militært. Biden og hans udenrigsminister Blinken og forsvarsminister Lloyd Austin står fast på den problematiske tankegang at se Rusland som skurken i spillet om Europa. Men det har dog skabt debat at forsvarsministeren erklærede at USA ikke bare vil hjælpe Ukraine med at forsvare sig, men hjælpe dem til at besejre Rusland, der gerne skulle svækkes i en sådan grad at de ikke igen angriber et fremmed land. Helt bortset fra at Rusland ikke betragter Ukraine som et fremmed land på linje med fx. Polen eller Tyskland, men som en del af den russiske interessesfære, så er tankegangen yderst betænkelig, for den forleder netop Ukraines præsident til at tro at hans krig kan vindes, hvor alt tyder på at den for det første bliver langvarig (og formentlig kan komme til at vare fem til ti år), og for det andet at Rusland aldrig vil acceptere en fred der ikke garanterer Ukraines neutralitet og accept af de russiske annektioner.

Det kan man mene vil være dybt uretfærdigt og vil undergrave Ukraines absolutte suverænitet, men det er sådan realiteterne er i en kamp mellem et lille land der helst vil være frit og en stormagt der er et diktatur og ikke accepterer indblanding i hvad de opfatter som 'interne anliggender'. Ulykken er at krigen er blevet en stedfortræderkrig mellem Rusland og Vesten, som Vesten ligefrem fryder sig over.

Ukraines tragedie er at præsident Selenskij står urokkeligt fast på sine grundforestillinger om suverænitet og frihed og derfor anser USA som frihedens store anfører og Rusland som ondskaben selv. Det betyder at hans modstandskamp mod Rusland kan føres videre i årevis med amerikansk bistand til den grænse der hedder at sende amerikansk tropper og fly ind i kampen. Så længe Selenskij opretholder sine illusoriske grundforestillinger - og endda formidler dem videre på nettet med optimal influencerkraft - så kommer der hverken våbenhvile eller fredsaftale - og Ukraine går kun yderligere ødelæggelser i møde.

Tyskland er i dette spil kommet i klemme mellem ønsket om et klart tidehverv (Zeitenwende), en gigantisk oprustning og optimal hjælp til Ukraine på den ene side og hensynet til tysk industri, tysk beskæftigelse og tysk økonomi på den anden side. Industrien kan slet ikke undvære gassen fra Rusland. Og De Grønne kan hævde hvad de vil af forestillinger om miljørigtige løsninger for de berørte regioner i Østersøen, Deres ledere er velkomne i Kiew, mens man ikke vil modtage den tyske forbundspræsident Steinmeier eller kansler Scholz. SPD mister opbakning fra befolkningen i meningsmålingerne og delstatsvalget i Slesvig-Holstein, mens De grønne og CDU går frem.

Scholz træder vande og ligner mere og mere prototypen på den velmenende og forsigtige vestlige leder der forsøger at holde sig til sund pragmatisme. For få dage siden gik han på TV-skærmen for at overbevise de tvivlende ukrainerne om sin støtte. Men reelt brugte han mere tid af talen på hvad han ville gøre for at beskytte Tysklands økonomi end på at hjælpe Ukraine. Han forstår slet ikke at den aktuelle krise er en kulturkrise af dybeste art. Det forstår heller ikke de øvrige vestlige ledere. De lægger tværtimod afstand til tidligere kansler Schröder og Merkel. Gerhard Schröder er ligefrem blevet paria i Tyskland, fordi han i sin tid gik ind for aftalen med Putin om Gazprom, og man glemmer at det var ganske fornuftigt med et samarbejde med det store diktatur både økonomisk, politisk og kulturelt, hvis man vel at mærke anlægger det helt store perspektiv og ser positivt på et fornuftigt forhold mellem demokratiske lande og diktaturer, hvor man lægger vægt på at udvekslinger i det lange løb uundgåeligt stimulerer demokratiske bevægelser.

At Putin svigtede Schröders og Merkels forventninger er indlysende, og må henføres til mandens specielle type, og bør ikke føre til en varig generel udelukkelse af det russiske diktatur (eller andre diktaturer) som samarbejdspartnere i almindelighed. Det er forståeligt at Vesten har opfattet Putins militæroperation mod Ukraine som et overgreb der strider mod alle vestlige konventioneer og normer. Og det er forståeligt at begerebt "finlandisering" nu er på vej ud af det vestlige vokabularium, fordi finnerne ikke længere kan se Rusland som den nabo de ellers længe troede på (den finske statsminister har netop meddelt at Finland vil søge optagelse i Nato). Og alle kan i dag se at Putins handling den 24.2. var en gigantisk brøler. Men Rusland er stadig en del af Europa, Vesteuropa bestemmer ikke hvem der skal være præsident i Rusland - og et samarbejde med det russiske dikatur vil derfor også stadig være en del af Europas fremtid.

Men nu elleve uger efter konfliktens start må vi her i Vesten nøgternt konstatere, at krisen uanset meningerne om Putin er meget større end vi bildte os ind og udvikler sig meget værre end vi forestillede os. En decideret finanskrise på højde med den i 2008 er på vej med hvad den vil betyde for beskæftigelsen og levestandarden både i de rige lande og i de fattige lande. De sociale problemer vil stige i alle lande, men naturligvis værst i de fattige lande. Og klimakrisen forværres dag for dag og ser nærmest ud til at blive helt uløselig inden for de nærmeste to årtier. Teknologien kan ikke længere hamle op med kombinationen af fortsat overbefolkning og ny gigantoprustning.

Umiddelbart lider først og fremmest Ukraine allermest under sine egne og de vestlige allieredes illusioner om at vinde en meningsløs krig uden ringeste vilje til kompromis med fjenden. Og skal dette ændres, så landet igen kan blive betinget frit og komme igang med den gigantiske genopbygning der bliver nødvendig, kræver det ikke blot en svær og tung ændring af politisk og moralsk art, men en langt dybere ændring af kulturel eller åndelig art - samtidig med at en sådan sker i det endnu blinde og døve Vesten.

Det er slet ikke tilstrækkeligt at kalde Ukraine-konflikten et epoke-brud (som den tyske forbundspræsident har gjort) eller som den udmærkede danske udlandskorrespondent Ulla Therkilsen har gjort at kalde den et civilisatorisk sammenbrud for Europa. Konflikten er tværtimod en systematisk åndsfornægtelse i både Rusland og Vesten, ja, en utilgivelig forbrydelse mod den overordnede instans der står over alle snævre, individuelle såvel som samfundsmæssige magtkampe, og som henviser alle fuldt ansvarlige mennesker til den vedvarende omtanke og refleksion som holder mulighderne for møde, tillid, håb og kærlighed åbne og derfor aldrig ender i nogen definitiv form for dogmatik, selvgodhed eller selvretfærdighed - endsige vold og krig.

Her er Rusland og Vesten i samme båd, fordi begge parter har samme rod i europæisk historie, samme indbyggede trang til ekspansion og stormagtsdrømme og samme problemer med at holde magtinteresserne skarpt adskilt fra åndsforpligtelsen til først og fremmest at sørge for overvægten af det gode. Her i 2022 er det slet ikke tilstrækkeligt at fejre nok så vigtige årsdage for sejren over Nazityskland i 1945. For vi hænger stadig i den fatale vildfarelse at sejren over fjenden skal være absolut for at føre videre i den eksistentielle tilblivelse.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: