JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valget2022b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.11.22.

Mærkværdige forhandlinger om ny regering

Valget den 1. november blev mærkværdigt, fordi det lykkedes fhv. statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen med sit nye parti - Moderaterne - at forhindre et regeringsskifte ved at appellere til vælgerne om en bred regering hen over midten. Fungerende statsminister Mette Frederiksen blev af dronningen udpeget som kongelig undersøger med den specifikke opgave at finde ud af om der kan dannes en sådan bred regering, dvs en regering med deltagelse af S fra venstrefløjen, V fra højrefløjen plus Moderaterne og eventuelt De radikale fra den selvudråbte midterfløj.

Forhandlingerne gik i gang på Marienborg fredag den 4. november, men har allerede vist sig mærkværdige ved efter første formelle runde at fortsætte mandag den 7. med drøftelser om et centralt emne som sundhedsvæsenet og torsdag den 10. med drøftelser om den økonomiske politik, dvs med forhandlinger om særskilte politiske områder på helt konkret plan, hvor embedsmændene inddrages som bisiddere. Mette Frederiksen lægger ikke skjul på at forhandlingerne sagtens kan trække ud til langt ind i december måned, men reelt er der tale om skinforhandlinger, når det allerede ligger klart for de fleste iagttagere, at hverken Venstre eller Liberal Alliance ønsker at træde ind i en regering med S, M og R. Forhandlinger vil med andre ord med al sandsynlighed ende med en ren S-regering, der vil have udskiftninger på vigtige poster som udenrigsministerens, fødevareministerens og ligestillingsministerens. Formentlig overtager Morten Bødskov, der er røget helt til tops i selve regeringshierarkiet, udenrigsministeriet efter Jeppe Kofoed der ikke opnåede valg til folketinget, og følgelig skal der også findes en ny forsvarsminister. Og naturligvis vil en sådan regering få stort udbytte af de førte forhandlinger, fordi spidserne nu véd hvilke brede forlig de vil kunne komme igennem med. Og sådanne forlig ønsker Mette Frederiksen uden tvivl - til forskel fra SF og Enhedslisten. Det signalerer hun bl.a. ved at aceptere Venstres Søren Gade som ny formand for folketinget.

De partier på højrefløjen der betragter forhandlingerne som realitetsforhandlinger, vil komme til at stå tilbage med en lang næse. De må se frem til mindst to år med god tid til at sunde sig. V, K og LA vil få intern strid, mens Danmarksdemokraterne, der efter første runde sagde nej til videre forhandling, vil få chancen for at finde fællesmelodien for deres ret brogede flok af folketingsmedlemmer der bl.a. omfatter nogle garvede folk fra DF. De burde logisk set søge ind på midten og officielt kalde sig socialliberale, men det vil nok kræve for stor overvindelse af de tidligere DF'ere som Peter Skårup og Søren Esbensen, der nok har vænnet sig til Søren Krarups gamle foragt for de radikale.

Forudsætningen for fred og ro til intern afklaring vil for dem alle desuden være at minksagen definitivt skrinlægges på grundlag af den betænkning der netop er kommet fra tre juridiske professorer, der enigt har meldt ud at der ikke er grundlag for en decideret rigsretssag mod Mette Frederiksen. Det var der heller ikke mange der havde troet på, eftersom hun ikke forsætligt har overtrådt loven ved at tillade aflivningen af mink-bestandene før der forelå lovhjemmel. For den troede hun mærkværdigvis der forelå. Men det egentlige kritisable punkt er noget helt andet, nemlig den massive og sprogligt uanstændige styring statsministeriets departementschef udøvede over for de øvrige involverede departemenschefer. Denne styring accepterede Mette Frederiksen - og dette er absolut ikke i strid med nogen lov, men i strid med hvad mange opfatter som god tone mellem ministerierne, og dette kunne i sig selv føre til at den øverste departementschef blev forflyttet, men dette har Frederiksen klart fravalgt. For hun synes pyt og pande med sin departementschef. En forflyttelse af damen ville kræve et regeringsskifte og kommer altså tidligst i stand når vi får en regering uden socialdemokratiet.

Det fik vi ikke i denne omgang, og det kan man beklage, men det er helt forkert at kræve nye undersøgelser, når vi kender hele det faktiske handlingsforløb til mindste detalje. Det vil blot tage tid og kræfter og koste yderligere store pengebeløb, uden at ændre noget som helst. At opretholde sagen vil være at bukke under for en sygelig trang til meningsløs juridisk dybdeboring der ikke har andet formål end at tilfredsstille trangen til at bore dybere og dybere for at finde en ultimativ determinator. Den slags kan man sagtens få jurister til at bore i mod god betaling, men det er sygeligt, fordi det fjerner den sunde fornuft, der dels forstår at det er yderst sjældent man kan finde den ultimative årsag i menneskets indre motivverden (det man også kalder sjælelivet), dels kan finde det rimeligt at lade nåde gå for ret, så man kan komme videre. Denne sunde fornuft har rødder i sund kristendom, og ud fra denne vinkel er det let at forstå meningen med det gamle tyske ord: Juristen sind böse Christen (Jurister er slette kristne).

Minksagen er i dag en lille sag, fordi den er kommet på afstand og kun kan ophidse folk der altid pukker på hvad der er ret, men det er krigen i Ukraine bestemt ikke, for den bliver mere og mere meningsløs jo længere den varer. Men også her kan man gøre den sunde fornuft gældende mod den vestlige indstilling til Putin og Rusland. Vesten - USA, EU og Nato - har hidtil bakket Ukraines præsident Zelenskij op, når han trods den russiske invasion og terrorbombning af store del af Ukraine fastholder at Ukraine under ingen omstændigheder vil forhandle hverken våbenhvilke eller fred med Rusland, før Putin opgiver alle sine krav (underforstået er helt fjernet som præsident). Alle er enige om at Putin har begået store overgreb mod Ukraine lige siden 24. februar, men mange kan efterhånden også se, at der ikke bliver nogen vinder i krigen overhovedet, og at Ukraine følgelig bliver smadret mere og mere, jo længere krigen trækker ud. Og da præsident Zelenskij er af den type der holder ubetinget på sin ret og under ingen omstændigheder vil give indrømmelser, når han er sikker i sin sag, så går han aldrig med til våbenhvile, endsige fred.

Vesten har hidtil støttet ham moralsk og med våben - men dog stået stejlt på ikke at involvere sig i krigshandlinger uden for Natos område. Nato og EU står alligevel stejlt i opbakningen til Zelenskij, men militære folk i USA er begyndt at røre på sig, fordi de er bekymrede fot at krigen trække ud i det uendelige. Og det vil blive alt for dyrt i længden - uanset hvad man mener moralsk og juridisk, og uanset at man fortsat giver Putin hovedskylden for krigens begyndelse. Hvor nødigt man end vil, er man begyndt at tale om at presse Zelenskij til forhandlinger med henblik på en aftale med russerne. Det vil vare længe inden Zelenskij giver sig, hvis han nogensinde gør det. Men presset mod ham vil uden tvivl stige - også blandt andre EU- og Natolande som fx det af energiproblemer hårdt ramte Tyskland. Endnu er det slet ikke kommet på tale i Danmark, hvis forsvarsminister bakker ubetinget op om både Ukraine og USA's officielle holdning. Og det ser i øjeblikket ikke ud til at forhandlerne på Marienborg og Christiansborg har tænkt sig overhovedet at drøfte sagen.

Følgelig vil man heller ikke rokke ved sanktionerne mod Rusland, endsige tale om at genoptage gasleverancerne fra Rusland, så energikrisen kunne løses hurtigt og de mange ukrainske flygtninge kunne vende hjem. For slet ikke at tale om at begynde en drøftelse af en tiltrængt reorganisering eller opløsning af Nato, så Europa og USA kunne blive adskilt militært, og alle europæiske lande kunne slippe for en gigantisk oprustning.

I det nye år burde alle europæere fokusere helt og holdent på at imødegå den kommende recession og klimaforværring - og vel at mærke gøre det på en positiv og konstruktiv måde, det vil sige ved at erstatte hele den gamle, altbestemmende og fatalt forurenende vækstøkonomi med en decideret forvandlingsøkonomi der direkte sigter mod sund, ikke-forurenende økonomi i langt lavere gear, dvs en økonomi der fjerner arbejdspres, stress og fremmedgørelse hos borgerne, og til gengæld fremmer åndsliv og kulturliv der ikke tærer på naturens ressourcer, men alene på menneskets egne, iboende og uudtømmelige ressourcer. Hvad der kræves er med andre ord et dybt og systematisk tidehverv af en art der aldrig har været set før i historien.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at tidens exceptionelle klimakrise primært skyldes at verdensbefolkningen siden 1932 er steget fra to til otte milliarder mennesker, hvilket ville kræve fire kloders ressourcer hvis alle skulle have samme høje levestandard som vi har i Vesten. Og da vi ikke som i minksagen på få dage kynisk kunne slagte over halvdelen af bestanden i verdensbefolkningen, bliver resultatet af denne kolossale ulighed uundgåeligt katastrofale fænomener som tørke, oversvømmelse, sygdom, hungersnød og flygtningstrømme af et omfang alle vil komme til at mærke i årtier. Det vil af sig selv tynde mærkbart ud i befolkningstallet, men navnlig gør flygtningsstrømmene mod Europa så stærke, at de europæiske landes sikkerhedspolitik fremover slet ikke ville have fokus på de trusler fra Rusland som Nato systematisk anser for frygtindgydende, selvom de fra russisk side er symbolske, men derimod på den hårde og bastante sikring af landenes ydre grænser, hvad mange vil anse for inhumant mod de flygtende, men som er yderst nødvendig for opretholdelsen af landenes frihed og suverænitet.

Vi står her over for et efterhånden gammelt dilemma: medier som fjernsyn og internet smækker uafbrudt så voldsomme og skræmmende fotos i hovedet på os europæere dagligt, at de vækker vores medlidenhed og trang til at hjælpe både ved at tage imod så mange flygtninge som muligt og ved at støtte alle hjælpeorganisationer som Røde Kors, Læger uden grænser, Folkekirkens nødhjælp og utallige andre. Bidragene virker som en form for aflad a la den katolske kirkes almisser der giver syndsforladelse, men selve den faktiske hjælp til de fattige lande der tilfalder syge og underernærede individer bidrager i realiteten til at befolkningstallet i disse lande opretholdes eller ligefrem stiger uhensigtsmæssigt - så flere på længere sigt bliver underernærede eller syge - eller foretrækker at flygte. Skruen uden ende. Og igen: Den massive strøm af billeder af de lidende mennesker gør, at mange vesteuropæere føler sig som dårlige mennesker hvis de ikke hjælper.

Dilemmaet ville ikke være så generende, hvis ikke medierne valgte at smække de mange billeder i synet på os dagligt. De gør det tilsyneladende 'af fri vilje', men deres vilje er næppe så fri som man skulle tro, for de tjener styrtende med penge på at fange folks opmærksomhed på denne måde. Dilemmaet afspejler altså det etiske problem som blev formuleret for totusinde år siden med evangeliets ganske simple og naturlige ord om at man skal hjælpe sin næste. Oprindeligt var der tale om en forpligtelse til at hjælpe sine nærmeste medmennesker i lokalsamfundet, men gennem årene er sentensen blevet omfortolket til at man skal hjælpe alle og enhver, hvilket i sidste ende dækker hele verdensbefolkningen. Og det er jo komplet umuligt - selvom de fattige lande fx på den aktuelle COP27 i Egypten bliver ved med at gentage at de rige lande bærer skylden for klimaforureningen og derfor har pligt til at betale erstatninger til de fattige.

Man behøver ikke være profet for at forudsige at klimakonferencen i Sharm el-Sheikh ender med mange smukke hensigtserklæringer, men ikke med betaling af de mange milliarder dollars som udviklingslandene forlanger.

Generelt kan man slå fast at klimakrisen ikke løses med Greta Thunberg eller andre på talerstolen på FN's generalforsamlinger - uanset hvor følelsesladede de er, og at krigen i Ukraine heller ikke løses ved at præsident Zelenskij sender følelsesladede videoer samme vej. For den slags bliver alle trætte af i længden. Når det kommer til handling ser alle nationer på deres egne interesser og muligheder. Og i den vurdering vil de aldrig føle sig forpligtet til ligefrem at køre deres økonomier i sænk. Virksom handling i klimakrisen kræver en meget dyb etisk forpligtende omstilling. En holdbar løsning af denne gigantiske krise kræver - som allerede nævnt - et dybt tidehverv af en art der aldrig har været set før i historien. Og her kan vi ikke vente på flertalsbeslutninger i FN eller andre organer, her må Vesteuropa gå forrest.

Det nødvendige tidehverv vil ændre hele kulturlivet fundamentalt. Det er ikke blot vores samfundsøkonomi og aftaler på arbejdsmarkedet der skal ændres, men vores privatøkonomi, vores vaner og vores tænkning. Og først og fremmest må vi gøre op med det gamle skisma der adskiller kulturlivet fra det praktiske liv og den materielle verden, med andre ord selve den adskillelse mellem ånd og materie som i århundreder er gået lodret ned gennem hele den europæiske kultur og har gjort åndslivet til en luksuriøs overbygning på den nyttige og økonomisk basis og dermed reelt har fremmedgjort os. Vi har overladt det materielle til storfinansen og pengespekulanterne og i nyeste tid til de allerværste, nemlig techgiganterne, eller til de enevældige diktatorer, bare vi almindelige mennesker selv har fået bedre råd til alle vore fritidsfornøjelser, ferier og såkaldte finkultur. Men vi har ikke opdaget at en sådan tilsyneladende behagelig fritagelse for ansvar for helheden, reelt indebærer at vi bliver objekter eller ofre for andres skalten og valten med ressourcerne.

Er levestandarden høj som her hos os, taber vi stille og roligt, nærmest uden overhovedet at opdage det, forpligtelsen for helheden, og så går det altid galt med samfundsudviklingen, fordi helheden ikke er en fysisk størrelse, men en psykisk eller åndelig. Vi har helheden i os selv, fordi vi er født med den helt bogstaveligt. Vi kan som spæde slet ikke adskille os selv fra omgivelserne, vi lever tværtimod i de fleste tilfælde i symbiose med vort mødrene ophav. Og vi kan altså i den første og aldeles afgørende del af vores liv overhovdet ikke se objektivt på verden. Vi er tværtimod hjemme i den, bliver først fremmedgjorte med den sociale tilpasning. Og så underligt det måske end kan lyde for alle der ikke er vant til at tage dybdepsykologien med i deres refleksion, så er der kun én vej til genopdagelsen af denne indre helhed alias symbiosen med de umiddelbare omgivelser, og det er at bevare evnen til at skifte mellem den 'evighed' vi fødes ind i og den praktiske 'timelighed' vi alle føres gradvist ind gennem opdragelse, skoling, uddannelse og arbejde.

Heraf kommer det at det ikke er verdens ledere eller politikere der kan redde os ud af den store klimakrise, for denne er til syvende og sidst en kulturkrise der kun kan løses af almindelige mennesker.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Valget den 1.11.22. får ingen vinder (23.10.22.)

Den ukrainske tragedie har forandret verden  (2.6.22.)
EU opretholder Ukraines illusioner  (1.5.22.)
Ukraine-tragediens tredje del bliver efter Butja en langvarig affære  (10.4.22.)
Ukraines og Europas tragedie fortsætter  (31.3.22.)
Ukraines egentlige tragedie  (19.3.22.)

Kulturkrisen 2021: Krisens store alvor udfordrer også progressive kvinder (31.12.21.)
kulturkrisen 2019: Den store aktuelle kulturkrise (8.5.19.)

'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej til religionsanskuelse
en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?

komplementaritetssynspunktet
komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
komplementaritetssynspunktet, modstanden mod (13.1.11)