|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.4.22.Ukraine-tragediens tredje del bliver efter Butja en langvarig affæreDe russiske soldaters nærmest hæmningsløse forbrydelser mod civile mennesker i den lille by Butja (eller Bucha) 25 km vest for Kiev kom frem efter de russiske tilbagetrækninger i den nordlige del af Ukraine, og har vist sig at være så grufulde at de straks blev centrum for vestlige mediers reportager og vestlige regeringers fordømmelse. Der er flere eksempler på folk der blev skudt på klods hold selvom de har båret hvide armbind som tegn på at de er fredelige civile mennesker, og der er endog beretning om en brutal henrettelse af borgmesteren og hele hans familie. Handlingerne kan ikke på nogen måde forsvares som almindelige krigshandlinger, men strider tværtimod mod alle konventioner. De bliver derfor helt selvfølgeligt registreret nøje af de ukrainske myndigheder med henblik på eventuel retsforfølgelse. Selve handlingerne er i og for sig ikke den store gåde, for krig fører altid til ugerninger, og enhver bitter krig der involverer de allerstærkeste følelser mod fjenden viser som hovedregel også altid eksempler på helt uacceptable misgerninger som voldtægter og drab af uskyldige mennesker. I Ukraine tyder meget på at de fleste russiske soldater er blevet voldsomt frustrerede over en tilbagetrækning de ikke havde forudset og næppe heller overhovedet forestillet sig i deres vildeste fantasi. Og det må man fra vestlig side konstatere har ført til mange hundrede overtrædelser - formentlig i mange byer omkring Kiev - men der er dog ikke, som nogle har påstået, tale om folkemord eller genocid i juridisk forstand, da sådanne ikke gælder enkelte individer, men hele befolkningsgrupper. Men der er tale om en hensynsløs fremfærd der grundliggende skyldes russernes dybe foragt for fjenden. Det er forståeligt at ukrainerne ønsker alle forbrydelserne registreret og fotograferet, da de selvsagt hører med til en fuldstændig politisk og historisk vurdering, men det vil være naivt at tro at de vil føre til regulære retssager mod nogen russere, for sådanne vil kræve at fx Ukraine eller den internationale krigsforbryderdomstol i Haag vil kunne føre bestemte personer i retten og bevise konkrete anklager. Imod dette taler først og fremmest (1) at Rusland ikke accepterer sådanne anklager eller retssager, og (2) at mistænkte eller sigtede russere ikke vil blive udleveret til retsforfølgelse i fremmede lande. Selve bevisførelsen vil desuden være nærmest umulig, da det må betragtes som helt usandsynligt at russernes misgerninger er blevet rapporteret opad i det russiske militære system. Så dumme er de banditter der udfører dem ikke. Og enhver højerestående person i Rusland, herunder præsident Putin og hans forsvarsminister, vil sagtens med hånden på hjertet kunne bedyre at de intet kender til sådanne sager. Også internt i Rusland er der et netværk af rå bander der klarer pacificeringen af uønskede elementer på brutal vis uden direkte ordrer ovenfra.Sammenligningen med krigsforbryderprocesserne mod nazisterne efter 2. verdenskrig er helt ved siden af. For her var der tale om at Nazityskland i maj 1945 kapitulerede betingelsesløst til USA, Storbritannien og Sovjetunionen, og at alle højerestående militære ledere og embedsmænd blev arresteret - medmindre de havde haft held til i tide at flygte til Sydamerika. En mand som SS-officeren Adolf Eichmann, der var ansvarlig for den logistiske side af massedeportationen af jøder til ghettoerne og gaskamrene, flygtede netop til Argentina og blev først pågrebet af israelske agenter i 1960 og dømt til døden i Israel. Men i den aktuelle Ukraine-konflikt gælder for Ruslands vedkommende at Putin sidder trygt i Kreml, at der slet ikke føres krig i Rusland og at spørgsmålet om russisk kapitulation slet ikke eksisterer i realiteternes verden. I Vesten er man ikke i tvivl om krigsforbrydelserne, men her må man nøjes med at udtrykke bred og dyb forargelse og den 7. april specifikt lade FN’s Generalforsamling vedtage et amerikansk forslag om at suspendere Rusland fra FN’s Menneskerettighedsråd. 93 stemte for, 24 stemte imod, så der var det krævede to tredjedeles flertal til beslutningen, eftersom lande der undlader at stemme ikke tæller med i afgørelsen, og dem var der ikke mindre end 58 af. Dette store tal viser at hele 33 % af medlemslandene i FN ikke mener det er en klog beslutning. Forskeren Bertel Heurlin, der er leder af China Security Studies ved Københavns Universitet, er kommet til det ejendommelige resultat at krigsudbruddet i Europa den 24. februar 2022 generelt har ført til at der skulle være opstået tre nye virkeligheder i Europa. Kort fortalt ser Heurlin de tre nye virkeligheder i følgende forhold: (1) 24.2.22. Genkomsten af en traditionel, forældet og omfattende krigsførelse midt i Europa. (2) 27.2.22. Genkomsten af et nyt selvbevidst Europa ved den tyske kansler Scholz' eksplosive politiske tale. Europa blev nu en global aktør med vilje til en massiv oprustning. Ja, 'den tyske ørn' havde foldet sig ud som en 'fugl Føniks fra asken', hed det poetisk. Desuden ser vi (3) genkomsten af et problematisk modsætningsfyldt forhold mellem Rusland og Kina. Putin og Xi Jinping optræder som brødre i kampen mod den amerikanske magtarrogance, hegemoni (overherredømme) og unilateralisme (forpligtelse over for sig selv alene).... men med ødelæggelser og befolkningsblodbad i Ukraine står Kina nu "forslået og betænkelig tilbage". - Det sidste må jeg indrømme at jeg ikke kan se, og jeg mener iøvrigt også man skal passe på med at operere med flere virkeligheder. Ruslands angreb på Ukraine skabte en ny europæisk virkelighed. Men Scholz' tale var en ren verbal erklæring, og forholdet mellem Rusland og Kina har ikke ændret sig så markant, at den ligefrem har ændret rivaliseringen mellem Kina og USA. Heurlin påstår ikke desto mindre at der i disse tre nye 'virkeligheder' findes betingelserne for følgende nyskabelser: USA er, uanset mulig tilbagegang, fortsat verdens mest magtfulde stat, den stat alle forholder sig til. Nye stormagter fylder ganske vist mere. Kina er i vækst. Men den uafvendelige politisk-økonomiske retning fra Vest til Øst, dvs mod en Indo-Pacific strategi, hvor Indo-Pacific er verdens nye centrum, kalder Heurlin den afgørende konstant, altså er der ingen ændring. Her findes stadigvæk den primære årsag til den rivalisering mellem USA og Kina, der har været der i mange år. Denne forskydning har Heurlin fulgt i årevis - og den er ubestridelig. Men den betyder da ikke at Europa eller forholdet mellem Rusland og Europa lige pludseligt er underordnet. Og derfor kommer Heurlin galt af sted med sine efterfølgende påstande. Han konstaterer korrekt at 'Quint-gruppen' (USA, Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland) er aktiviseret - ligesom 'Aukus' bestående af Australien, UK og USA. Men det er for unuanceret at påstå at Kina må indse at være bundet af partnerskabet med Rusland, for sandheden er at Kina undlader at kritisere Rusland direkte for overgrebet mod Ukraine, men dog holder en vis distance i partnerskabet. De to stormagters internationale situation har i årevis været ret forskellig, men de har stadig fælles hovedinteresser. Og at kalde USA for vinderen i forløbet er uhensigtsmæssigt, da Biden nok som andre vestlige ledere udnytter chancen for at give Ukraines præsident fuld opbakning, og med tilfredshed kan konstatere at han af Selenskij bliver udnævnt til 'frihedens fører', men det er supermagten da netop ikke, når det er Vesteuropa og EU der må tage slæbet med de ukrainske flygtninge, de russiske overgreb og de værste følger af sanktionerne mod Rusland. Vesteuropa må se i øjnene at det fremover skal klare sig på sine egne betingelser. Og hvad USA selv angår, er der rigeligt med politiske, økonomiske, klimamæssige og sociale problemer og splittelse tilbage til at se 'vindingen' som andet end en formalitet. Tilsvarende er det alt for unuanceret at kalde Rusland for taberen. For nok har Putin forregnet sig med såvel sin militæroperation og den moralske modreaktion som med de langsigtede økonomiske og handelsmæssige virkninger, men han har på ingen måde opgivet sit forehavende om at sikre Ukraine som bufferzone til Nato, og alt tyder på at der ikke i hans tid vil komme nogen som helst endelig fredsaftale med Ukraine under Selenskij. Putin bliver nok et stykke tid mere isoleret i den internationale politik, men hans land består og vil fortsat være en del af europæisk historie, både politisk og kulturelt. Den store taber er og bliver dog Ukraine, erkender Heurlin. Men krigen vil efter hans mening også kunne blive 'nationsskabende', idet den kan styrke identiteten omkring visionen et stærkt Ukraine. Det vil jeg kalde en illusion, eftersom store dele af Ukraine i øjeblikket er ved at blive smadret og millioner af ukrainere er på flugt ud af landet, og endnu værre: afstanden mellem Selenskij og Putin er nu blevet så stor at en fredsaftale fortoner sig i en uvis fremtid. Selenskij afviser med EU i ryggen blankt muligheden for neutralitet, og Putin ser ingen anden udvej end at forstærke terrorbombningen. Ukrainernes forsvarsvilje er umådelig stor og ensrettet og er netop derfor medvirkende til at opretholde illusionen om ubetinget suverænitet. Og det er der ikke meget nationsskabende i på længere sigt. Tværtimod. Ifølge Heurlin taber verden ved krigen menneskelig sammenhæng. Den har allerede gjort "blindheden over for modsatrettede standpunkter" massiv. Men dette er da netop hovedårsagen til at visionen om et stærkt Ukraine er en illusion. For Ukraine vil ikke kunne blive stærkt uden at se i øjnene at selve landets suverænitet er betinget af et rimeligt og ordentligt naboskab med Rusland. Det er faktisk hvad moderne demokratier i Europa internt har demonstreret med oprettelsen af et fredeligt fællesmarked mellem stort set alle de lande der var i ødelæggende krig med hinanden under både første og anden verdenskrig - med Rusland som den store undtagelse. Demokrati er hverken - som statskundskabsforskeren Heurlin påstår - 'et fundamentalt mål som holdes oppe af store konferencer og topmøder'. Og det er heller ikke som teologen Hal Koch i sin tid påstod et spørgsmål om samtale. Demokratiet er heller ikke under Ukraine-krigen gået fra at være blød magt til at være hård magt. For demokrati er nok foreneligt med nationalt forsvar med militære midler, men ikke med brugen af hård magt som middel mod at indgå et rimeligt kompromis om neutralitet og forsonlighed. Danmark var efter 2. verdenskrig klog nok til ikke at flytte sin grænse sydpå. Det er her Heurlins store fejlslutning ligger. Demokrati er baseret på ægte møde og samarbejde mellem landenes ledere, og når et sådant møde og samarbejde udelukkes både med Putins snæversynede militæroperationer mod Ukraine og med Selenskijs hårdnakkede uvilje mod at acceptere et kompromis om neutralitet, så bliver der selvsagt ikke nogen demokratisk løsning på konflikten. Ukrainekrigen har forstærket den nationale forsvarsvilje hos ukrainerne, men det er ikke en "massiv støtte til den demokratiske bevægelse", men tværtimod mangel på den realisme der giver basis for demokratiets vækst. Det er selvsamme mangel på realisme der også har givet Europa det hidtil største flygtningsproblem siden 2. verdenskrig, og som navnlig rammer Polen og Tyskland, men også er blevet mærkbart i Danmark. Frontlandet Polen er blevet én stor hjælpeorganisation. Det har allerede modtaget flere flygtninge end hele Europa modtog under flygtningekrisen i 2015-16. Og selvom flygtninge dengang kom fra det fjerne Syrien, men nu fra det nære Ukraine, så har både Polen og Tyskland nærmet sig smertegrænsen, hvor de praktiske og logistiske evner og muligheder ikke længere står mål med den gode, humanistisk vilje til hjælp. Og den danske integrationsminister har netop udtalt at flygtningestrømmen her i landet vil vælte velfærdssamfundet. Det er efter min mening naivt at tro at denne barmhjertighed kan holde i flere år. På samme måde med det energiproblem der er opstået efter at man fra EU's side helst ser at gasleverancerne fra Rusland standses hurtigst muligt. Det vil være fuldstændigt ødelæggende for den tyske industri, uanset hvad Tysklands grønne økonomiminister siger og gør. Han kan mane ulykkerne i jorden så meget han vil, den russiske naturgas kan ikke erstattes på få måneder - og det vil iøvrigt være en vanvittig idé i sig selv at lade de gigantiske investeringer i Nordstream I og II ruste op. Kansler Schrøder og kansler Merkel kritiseres nu fra alle sider for deres mangeårige samarbejde med Putin om disse projekter, med det var netop et sundt udtryk for både åbent demokrati og fornuftig realpolitik. Putin har svigtet det indgående samarbejde i denne sag, men det vil være ren ideologisk russerskræk at bremse det totalt. Den alvorligste følge af den gigantiske genoprustning i de europæiske lande kommer dog på klimaområdet. Det må i dag betragtes som fuldstændigt urealistisk at disse rige lande skulle kunne leve op til de målsætninger om afgørende reduktion af CO²udlippet for hhv. 2030 og 2050 som anses for nødvendige hvis klimakatastrofer skal undgås. Alligevel kører man frem med vilde planer der er så meget mere absurde som der ikke gives nogen konkret trussel fra russisk side mod landene i EU eller Nato. Putin tænker ikke på krig mod EU eller Nato, men på Ruslands sikkerhed. Genoptagelse af samarbejdet med Rusland er stadig demokratiets største forpligtelse på langt sigt, og derfor er det nødvendigt at genopfriske hvordan det i sin tid forliste. Uanset hvordan man gør krigens foreløbige resultater og følger op, så har Putin forrådt alt hvad Gorbatjov forsøgte at sætte i gang med reformer, åbenhed og samarbejde, da han blev det kommunistiske partis generalsekretær i 1985. Putin betragter Sovjetkommunismens opløsning i 1991 som en decideret katastrofe for Rusland, og i Kina frygter Xi muligvis at en lignende katastrofe vil indtræffe dér, men det var et meget specielt kup fra Jeltsins side. Putins drøm var og er det Storrusland som eksisterede i zar-tiden indtil Freden i Bretsk-Litovsk i 1917, som bolsvikkernes leder Vladimir Lenin udelukkende accepterede af ren og skær taktiske grunde, nemlig for at kunne koncentrere sig om at vinde den russiske revolution som et nationalt russisk anliggende. Putin ønskede Ukraine bibeholdt som en del af Storrusland. Og ligeledes ønskede han dybest set også Jalta-aftalen i 1945 mellem Stalin, Roosewelt og Churchill opretholdt fordi den placerede store dele af Central-Europa (Polen, Tjekkolosvakiet, Ungarn og Rumænien) som russisk indflydelsessfære. Dog accepterede Putin nødtvunget at disse lande efter Sovjets kollaps efterhånden blev integreret i både EU og Nato. Men grænsen gik for ham ved Krim og Ukraine. Derfor kom Krim-annektionen i 2014 og derfor blev den Ukraine-konflikt i år netop ikke betragtet som en krig, men som en militæroperation der skulle sikre Ruslands i hans øjne helt selvfølgelige interessesfære. Som beskrevet i flere artikler her på Jernsalt er der mange vurderinger af Putins mål og motiver. Men man kan vanskeligt bestride at han har forregnet sig på flere punkter når det gælder Ukrainernes store modstandsvilje og Vestens store enighed om reaktioner og sanktioner. Men det kan ikke udelukkes at et af hans væsentlige mål dybest set fra starten har været energiressourcerne i den østlige del af Ukraine, som omfatter Europas næststørste kendte forekomster af naturgas i et enorm skifergasfelt (som antydet i New York Times af Bret Stephens). Man skal i hvert fald ikke tro at der ikke er system og logik i hans ageren. Det der derimod er værd at påpege er den forskel der er mellem Putin i 2014-22 og Gorbatjov i 1989-91. Og det kan faktisk ske ved hjælp af georgieren Tengis Abuladzes fantastiske film 'Anger' fra 1984. Filmen fortalte ikke blot en historie om en tyran, som svarer til den gribende film Nikita Mikhalkov lavede i 1993 med "Brændt af solen" om en højtstående militærmand, der var en af Stalins medarbejdere fra revolutionens dage, og blev udrenset i 1936. 'Anger' fik også betydning for hele den perestrojka (omstrukturering af systemet) og glastnost (kontrolleret åbenhed) som Gorbatjov lancerede som sit politiske mål, da han i 1985 overtog posten som det kommunistiske partis generalsekretær og fik den georgiske partileder Eduard Sjevardnadze som udenrigsminister. Frigivelsen af den kontroversielle film i november 1986 blev af dissidenten og historiken Roy A. Medvedev betegnet som "det vigtigste der er sket i sovjetisk kulturliv de sidste ti år." Og han sammenlignede filmen med Solzjenitzyns "En dag i Ivan Denisovitjs liv". Tyrannen Varlam har mange træk til fælles med lederen af Stalins hemmelig politi, Lavrenti Beria, herunder på den ene side den fuldstændigt hensynsløse vilje til magt og på den anden side den store personlige interesse for at følge udvalgte kunstnerne på nært hold. Som Beria er Varlam fuldstændigt uberegnelig. Han kan være venlig, men i næste øjeblik dræbende kynisk. Og han husker alt. Det groteske i det varlamske tyranni understreges af den primitivitet og stupiditet som opretholdes i retsvæsenet samtidigt med forsøget på opbygning af en moderne stat. Vi er bogstaveligt tilbage i middelalderen med ridderkostumer og hestevogne - og fx en absurd ting som arrestationen af et lig. Tyrannens sønnesøn Tornike oplever langt henne i handlingsforløbet sin farfar rende rundt i en stor hvid rund beholder med glastag og forsvare sig selv. - "Ingen er fri for synd. Vi er alle skyldige". - Han protesterer mod lyset fra oven der vil afsløre alt. Han skyder efter solen - og går dansende rundt i ring, men lægger sig til sidst til at sove på gulvet.... Tyrannens søn Abel går ind i retssal, hvor hele sagen om opgravning af tyrannens lig er blevet rullet op og sendt til votering, og hvor hans egen, helt unge søn Tornike sidder for sig selv i dybe tanker. Din farfar gjorde ikke noget forkert, siger faderen. Det var en kompliceret tid. Det gjaldt om at overleve. Vi var omgivet af fjender. Barateli (en kunstner der var blevet dømt som afviger) var også en fjende. For en embedsmand går samfundets interesser over det enkelte menneskes. Varlam ledtes kun af samfundets interesse. Han dræbte aldrig nogen personligt. - Men Tornike svarer indigneret: "Du undskylder farfar og påtager dig dermed selv skyld. Jeg hader dig." Abel søger en skriftefader: Min samvittighed er splittet. Jeg prædiker ateisme, men bærer et kors. Jeg er bange for at miste mine moralske principper. Jeg ser ikke længere et klart skel mellem ondt og godt. Jeg har mistet troen.... Troen på ikke at være angiver og undertrykker... ... Skriftefaderen spørger: Hvem forsøger du at narre, din hykler? Jeg kender dig, du slår ned på enhver der står i vejen for dig. Det er ikke splittethed der plager dig. Men skræk for dig selv. Din far smides ud af graven og din søn gør oprør. Du er bange for ensomheden og for døden. - Ja, jeg er bange. Der føles så tomt omkring mig. Hvad er meningen med livet? Jeg spørger mig selv: Hvem er du? Hvad har du brugt livet til, Abel? - Spring alt det dér over. I morgen er alt som vanligt. Du er en kujon og får dine synder forladt. Stod det til mig ville jeg sende dig direkte i helvede. - Hvem er du?, spørger Abel mistænksomt Ruden foran skriftefaderen smadres og frem kommer selve tyrannen Varlams skikkelse. - Kendte du mig ikke igen? Hvorfor kom du til djævelen for at skrifte?.... Han griner skadefro. Det er de troende kunstnere Sandro Barateli og hans kone Nino der står for det menneskelige, men derfor også dem der må undgælde for tyrannens vilkårlighed og umenneskelighed. I en smuk scene mellem deres 8-årige datter Keti og den jævnaldrende Abel Varlam peges på det centrale i den religiøse tro. Abel måtte som barn savne den mor der skulle have give ham omsorg og kærlighed og dermed ledt ham på den rette vej i livet. Og samme ledetråd gentages i slutningen med en gammel kone der spørger Keti om vej - og undrer sig over, hvad vi skal med en vej der ikke fører til helligdommen, men er opkaldt efter en tyran. Magtens og tyranniets vej fører ikke til det menneskelige samfund. For spiritualiteten mangler. Respekten for det hellige i tilværelsen. Dette var noget der sad dybt i den almindelige russiske befolkning da bolsjevikkerne gennemførte revolutionen i 1917, og det var noget der viste sig uudryddelig selv med Stalins metoder i 1920'erne og 30'erne. For det var faktisk med til at redde landet for undergangen i 2. verdenskrig, og derfor også noget der bevirkede at Stalin fredede den ortodokse kirke. Den fik lov at leve i fred også efter Stalin - selvom den fortsat ansås for en irrationel uting. Først med Gorbatjov og Sjevardnadse kom omvæltningen i midten af 1980'erne, og filmen 'Anger' var stærkt medvirkende hertil, fordi den rørte ved dybe samvittighedsspørgsmål også hos spidserne i partiet. Hvad Putin angår har han skam et positivt syn på den ortodokse kirke og dens præsteskab - bare de holder sig fra politik. Og det er netop en af Putins store fejl, ja den allerstørste, at han tror magthierarkiet er i stand til at lede landet forsvarligt fremad uden hensyntagen til et frit åndsliv der omfatter de dybe samvittighedsspørgsmål. Noget sådant er slet ikke psykologisk muligt. Og derfor ser man i dagens Rusland åndsfriheden knægtet generelt, og helt specifikt systematiske omskrivninger af hvad der virkeligt sker i Ukraine. Angrebskrig bliver omskrevet til nødvendinge militære operationer. Ugerninger til simpel reaktion på nazistisk, amerikansk eller antirussisk kamp. Fjenden er en folkefjende. Det bestående samfund er omgivet af fjender. Men samfundets interesser står over det enkelte menneskes. Og det skyldes altsammen at det er en kompliceret tid vi lever i...... Som eksempel kan tages hvad præsident Putins talsmand Dmitri Peskov forleden sagde til den britiske Sky News: "Vi har lidt betydelige tab. Det er en gevaldig tragedie". Men nu havde de russiske tropper trukket sig tilbage fra de ukrainske områder omkring Kiev og Tjernihiv "for at vise god vilje i forbindelse med forhandlingerne". Og med hensyn til kampene om havnebyen i den af Moskva anerkendte folkerepublik Mariupol "ville dele af den forhåbentlig før eller siden blive befriet af nationalistiske bataljoner...." - Det tør kaldes en yderst subjektiv svada, men spørgsmlet er om det vi hører fra EU's kommissionsformand Ursula von Leyen under hendes besøg hos den ukrainske præsident i Kiev er meget bedre. Først og fremmest understregede hun den 8.4. at Ukraine tilhører den europæiske familie. Og dernæst lovede hun Ukraine hurtig optagelse i EU. "Vi står på jeres side, når I drømmer om Europa." Og hun overrakte præsident Selenskij en bog med spørgsmål der skulle være grundlaget for samtalerne om optagelse. - Ordene og reportagen er selvfølgelig altsammen ment som en tydelig støtte til Selenskij, men også som en provokation over for Putin. Reelt er det slet ikke muligt at optage Ukraine i EU i en fart, da landet ikke opfylder betingelserne på nuværende tidspunkt - og formentligt ikke vil kunne opfylde dem de første mange år. Men det afslørende er ordene om den europæiske familie. Kommissionsformanden får nærmest sat lighedstegn mellem EU og Europa, og ser altså i realiteten bort fra at Rusland geografisk og kulturelt går til den 2000 km lange Ural-bjergkæde, der er grænsen mellem Europa og Asien. Og hun ser også bort fra at Finland, Norge og flere af Balkanlandene ikke er medlemmer af EU. Von Leyen er ubetinget tilhænger af den europæiske union som et politisk og økonomisk fællesskab der er overordnet medlemslandenes nationale interesser. Derfor ønsker hun et stærkt forsvarssamarbejde inden for EU. Derfor er hun kritisk over for såvel Ungarns som Polens ihærdige bestræbelser på at forsvare egen suverænitet på flere punkter. Og af samme grund ønsker hun tættest muligt samarbejde mellem EU og Nato, skønt et land som Norge, der nordligst har fælles grænse med Rusland, med fuldt overlæg holder sig uden for EU, mens Finland og Sverige holder sig uden for Nato. Danmark har som bekendt siden 1993 haft forbehold med hensyn til forsvarssamarbejdet i EU, men det ønskes nu ophævet ved en folkeafstemning den 1. juni. Udenrigsminister Jeppe Kofod gør det klart at Nato ønsker tættere forsvarssamarbejde i EU, og han understreger at nej-siden tager fejl, når den ser EU-samarbejde i modsætning til Nato. - Regeringens begejstring for den nye oprustning i Nato, fremgik klart forleden da statsminister Mette Frederiksen i Folketinget reagerede meget voldsomt mod Enhedslistens Søren Søndergård der påstod at der ikke foreligger nogen trussel fra Putin mod Europa, men kun mod Ukraine og visse andre territorier der efter Putins mening hører til russisk interessesfære. Det har aldrig været klarere end nu efter Ukraine-konflikten at regeringen og et bredt flertal på fem partier på midten af dansk politik er enig med både EU's kommissionformand og Natos generalsekretær i at Rusland og Putin i dag er genopstået som fjenden over alle, der skal bekæmpes med alle ikke-militære midler, herunder en massiv propaganda der spiller på rene følelser og overdøver enhver nøgtern indsigelse mod snæversyn og blindhed. Det bekræfter at den moralistiske fordømmelse af Den Store Fjende altid er yderst lystbetonet. Det uhyggelige er at det først og fremmest går ud over Ukraines kamp for at nå frem til et kompromis med denne forhadte fjende om neutralitet, således at våbenhvile kan indføres og flygtningene kan vende tilbage. Derfor er det det velgørende at høre den norske forsker i udenrigspolitik, Asle Toje, i et interview i Politiken mane til besindelse ved at påvise at Ukraine er så dybt inficeret af oligarker og så gennemsyret af korruption at landet minder mere om Rusland end om Vesten. Ukrainerne kæmper mere for nationalisme end for demokrati. Ja, det er en romantisering at tro at det for dem primært handler om demokrati. Hele den nationalistiske tanke passer slet ikke ind i det gældende vestlige narrativ - og allermindst, må man have lov at tilføje, ind i Ursala von Leyens forestillinger om centralstyring fra Bruxelles. Den helt forståelige nationalfølelse som den russiske invasion har vakt hos ukrainerne håber Toje vil blive den kraft der efter krigen fører dem ind på et nyt spor mod et mere demokratisk, frit, tolerant og liberalt land. Men sikker er han ikke. For han er som realist tilhænger af at man ser nøgternt konstaterende på den politiske situation, dens årsager og konsekvenser frem for at bedømme den moralsk. Og lige nu er der i den vestlig debat om Ruslands invasion af Ukraine meget lidt plads til nuancer. Hvis du så meget som åbner for muligheden af, at noget i den måde vi går til russerne på måske ikke er en god idé for os selv, så bliver du med det samme beskyldt for at være prorussisk, som han forsigtigt udtrykker det. Toje slår kraftigt ned på det forhold at der i den offentlige debat tages afstand fra alle forsøg på at forstå, hvorfor Rusland har handlet som de har gjort. Putin kaldes ond og irrationel. Vestlige statsledere, herunder USA's præsident, udtaler sig følelesladede og med moralsk væmmelse mod Putin - og bevarer altså ikke fatningen. Men den tid er forbi hvor Vesten kan forme verden i sit billede. Ideen om at den liberale internationalisme både kunne og skulle udbredes til resten af verden, har slået fejl. Vesten står tilbage i en stærkt svækket position. Og Asle Toje slutter sin analyse med at understrege at vi i Vesten bliver nødt til at forholde os til den virkelighed at det ikke er længere er Vesten der sætter den moralske dagsorden. Virkeligheden kalder på en realistisk tilgang, herunder at vi tager andres landes interesser og perspektiver i betragtning. Jeg kan stort set tilslutte mig Asla Tojes synspunkter - som det vil kunne ses af mine andre artikler om tragedien i Ukraine - men jeg har den indvending at man i den nøgterne vurdering af den politiske situation overhovedet ikke kan komme uden om en etisk vurdering, den skal blot ikke være af moralistisk, fordømmende art, men saglig. Og her spiller det formentlig ind at Toje - lige som iøvrigt Heurlin - er statsvidenskabsmand og derfor kun har begrænset kendskab til etik og psykologi, og specielt ser ud til at tro at en moralsk dagsorden må være det samme som moralsk forargelse. Og dette er en alvorlig fejltagelse. For vi mennesker har faktisk, som påvist af psykiateren Erling Jacobsen, en fælles forpligtelse til at sørge for overvægt at det gode i livet for overhovedet at kunne bevare den indre, psykiske konsistens. Og denne forpligtelse kan på den ene side ikke gøres op i klare påbud der kan lægges til grund for simpel fordømmelse, men er på den anden side ikke så løs og tilfældig at den kan fortolkes vilkårligt. Der er i alle mennesker nogle ganske afgørende erfaringer i den tidlige barndom der gælder uanset køn, etnicitet og kultur og som derfor er et udmærket grundlag for en saglig, ikke følelsesladet bedømmelse. Eksempelvis er der ingen tvivl om at krænkelser, voldtægt og tortur af andre individer er uetisk eller at krænkelser, overgreb og terrorbombninger af andre nationer er uetisk. Men samtidigt må vi realistisk se i øjnene at mennesket kan lide magt og derfor stræber efter at gøre sig gældende. Og da vi også stadig har instinkterne i behold og derfor også aggressivitetsdriften er det helt uundgåeligt at menneskene gennem alle tider har brugt magt til at nå deres mål - og stadig i vid udstrækning gør det, med mindre deres samfund har udviklet sig hen imod et fællesskab om ikke at gøre det. Det var faktisk det der skete efter 2. verdenskrig, da nogle vesteuropiske lande oprettede det økonomiske fællessskab der oprindeligt hed EF, men senere blev udvidet til det EU vi kender i dag. Og her har man et sæt regler der siger at man forhandler sig til rette om fælles aftaler. Demokrati er forudsætningen for sådanne fornuftige regler, og derfor har demokatiet og EU en række store fordele frem for diktaturer der bruger vold for at oprette orden og holde fred internt som eksternt. Men som verden nu engang er, er demokratierne stadig tvunget til acceptere realiteten at leve sammen med diktaturerne - og så vidt muligt uden krig. Det indre krav om konsistens betyder derfor at demokratierne har relativt let ved indbyrdes at forhandle sig til resultater der kan sikre konsistens for parterne, mens det kan være meget svært for demokratierne at overbevise diktaturerne om at forhandling er bedre end vold, ja i mange tilfælde må demokratierne konstatere at det er umuligt at forhandle sig til et ordentligt og rimeligt resultat. Og dette er præcis hvad de europæiske demokratier har oplevet i Ukraine-konflikten, i og med at Rusland ikke ville vente i ubegrænseet tid på en løsning om Ukraines neutralitet. Ukraine under Selenskij, USA under Biden, Nato under Stoltenberg og et næsten samlet EU under van der Leyen betragtede Putins krav som en krænkelse af Ukraines suverænitet og ville med andre ord ikke acceptere at det direkte naboskab mellem Rusland og Ukraine er et særligt vilkår der af flere grunde burde tages i betragtning for fredens skyld. Dér står vi med et etisk dilemma, der kunne have været løst i tide med lidt omtanke og sund fornuft, hvis parterne ville have firet lidt på deres principper. Og derfor kan det også nu konstateres at demokratierne har et ganske særligt fatalt problem i at gøre nogle principper til ufravigelige dogmatiske betingelser når de står over for diktatorer der som Putin er deciderede magtmennesker og ikke som i sin tid Gorbatjov og Sjevardnadse kan se betimeligheden i at åbne sig for demokratiske synspunkter. Dette betyder som allerede nævnt at der hverken er udsigt til fred mellem Putin og Selenskij i overskuelig tid, eller til en våbenhvile der kan standse bombardementerne af Ukraine og flygtningestrømmene væk fra Ukraine. Hovedresultat er at Ukraines tragedie nu går ind i sin langvarige og måske katastrofale tredje fase. Ejvind Riisgård Relevante artikler på Jernesalt: Ukraines og Europas tragedie fortsætter (31.3.22.) Ukraines egentlige tragedie (19.3.22.) Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død (11.3.22.) Når blinde leder blinde, går det galt - også i Europa (5.3.22.) Ukraine mellem Rusland og Nato (25.2.22.) Rusland, Østeuropa og Vesten (22.1.22.) Udfordringen for Tysklands nye kansler kræver langt mere end pragmatisme (23.12.21.) Alvoren i menneskets eksistens spidser til (12.12.21.) Politisk status I - Europa (7.3.14.) Putin fortsætter som reel zar i Rusland (6.3.12.) Russerne er dumme (Zakejev-sagen) (30.10.02.) Putin: Folkeret og retfærdighed i politik (13.9.13.) Putin, Vladimir, fortsætter som zar i Rusland (6.3.12.) Putin, Vladimir, russisk præsident ( Zakajev-sagen) Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål (7.9.14.) NATO under fortsat forandring med nyt koncept (24.11.10.) Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik (4.4.09.) Afghanistan, Danmark og Nato (5.12.07.) Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.) Murens Fald 1989 (9.11.09.) Krig om koldkrigsforskningen (18.1.07.) Stalinismens fascination (10.3.03.) 'Anger' og 'Brændt af solen' (to russiske film om stalinismen) Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi) Artikler om EU og Europa Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |