JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - rusland2023putin

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.5.23.

Putins tragedie - en udfordring for Vesten

Den 24. februar 2022 invaderede Putins Rusland den selvstændige stat Ukraine. Dermed blev datoen skelsættende, for den markerer begyndelsen på den største krig i Europa siden 2. verdenskrig og dermed afslutningen på den relative stabilitet som ikke mindst byggede på staternes suverænitet og territoriale integritet. Nu følger en tid med meget store forandringer ikke alene for Ukraine og Rusland, men for hele Europa og resten af kloden. Det er derfor godt at militærhistorikeren Niels Bo Poulsen og specialisten i 'det postsovjetiske rum' Flemming Splidsboel har udgivet bogen 'Putins krig' og her giver en grundig og pålidelig gennemgang af hele problematikken.

De påpeger at invasionen for så vidt var forudsigelig, i og med at endeløse rækker af tropper og maskinel lang tid forud havde været på vej mod den ukrainske grænse til Belarus eller Hviderusland samtidigt med et diplomatisk pres på den ukrainske præsident fra russisk side. Rusland krævede at Nato skulle rulles tilbage til tiden før Sovjetunionens kollaps i 1991, og at Nato ikke måtte have tropper stationeret i de lande der var gået ind i forsvarsalliancen efter 1997. Og endelig afslørede den amerikanske efterretningstjeneste (CIA) at den havde kendskab til hele den russiske beslutningsproces.

Forfatterne understreger at Putins beslutning om invasionen efter alt af dømme blev truffet på hvad man kalder et "rationelt grundlag" (til forskel fra et emotionelt), men at dette jo ikke betyder at den udløste det resultat Putin ønskede. Tværtimod førte den en mængde problemer med sig, for Putin var ideologisk overbevist om at invasionen var det eneste rigtige. Han tog alvorligt fejl fordi han havde dårlige efterretninger, dårlige rådgivere og dårlig forståelse for ukrainske forhold og kampvilje. Og forklaringerne herpå ligger i det lukkede 'putinske system', hvor ingen tør sige ham imod.

Putin har i sin lange tid som præsident skabt et fuldstændigt renset miljø hvor hans beslutninger, begrundelser og ageren er hævet over debat. Han talte ikke om krig eller invasion, men klinisk om 'en særlig militær operation' inden for den russiske hjemmefront, og den var kontrolleret og ville blive kortvarig. Det var en operation der hverken krævede mobilisering eller at værnepligtige soldater blev inddraget. Men tabstallene blev hurtigt meget store, og da mobiliseringen kom pr. dekret den 21. august, flygtede mange unge og yngre mænd til nabolandene for at undgå indkaldelse. På et tidspunkt blev den øverstbefalende udskiftet med 'Slagteren fra Syrien', og det betød at krigen blev grusommere. De russiske soldater var afstumpede og begik frygtelige forbrydelser som henrettelser, tortur og voldtægter.

Alle der har fulgt med i krigens begivenheder på vestlige fjernsynskanaler vil vide at russerne har lidt store tab i nærkampene på slagmarken, og at udskiftninger af flere generaler ikke har gjort den store forskel, eftersom det er forsvarssystemet der er noget galt med. Til gengæld er russerne gået over til at sætte ind med hensynsløse og massive bombardementer af mange store byer i store dele af Ukraine, ikke bare for at ramme infrastrukturen, men også for at terrorisere den ukrainske befolkning ved at ramme bebobelsesblokke. I visse tilfælde beskyldes ukrainerne at bruge sådanne som dække for egne kampstyrker, men overvejende er der tale om decideret terrorbombning der har smadret by efter by og givet strømme af flytninge væk fra de ramte områder. Kampene har dog endnu ikke efter et års forløb ført til sejr for nogen af parterne, selvom Ukraine har fået massiv hjælp fra alle Nato-lande der dybest set er blevet part i sagen. Alt tyder på at krigen vil vare mange år endnu. Der er hverken udsigt til våbenhvile eller fred. Ukrainerne vil ikke bøje sig for Putins krav om annektering af de østlige provinser og Krimhalvøen. Og Putin selv vil ikke opgive sine opstillede mål - og kan i grunden heller ikke uden helt at skifte ideologi.

Putin er nemlig - som påpeget - ideologisk overbevist om at invasionen var det rigtige - og for at forstå dette, må man både se på diktatorens verdensbillede og hans overordnede strategi eller inderste livssyn.

Ved åbningen af St. Peterburg International Econimic Forum i juni 2022, som Vladimir Putin oprettede fordi han ikke længere blev inviteret til andre internationale fora, sagde han højt og klart: "Vi er en stærk nation. Ligesom vore forfædre. Vi kan løse enhver opgave. Det vidner hele vores tusindårige historie om."

Putin bruger historien til at skabe et billede af Rusland som en magt der er forudbestemt til at sejre og opnå fremgang, men han bruger den også for at vise Rusland som et evigt offer for udenlandske rænker og intriger, ikke mindst efter sovjetstatens kollaps i 1991 der var blevet et traume for de fleste russere. Kollapsen betød politisk, social og økonomisk kaos, fordi Boris Jeltsin, den første præsident efter gammelkommunisternes mislykkede kupforsøg i august, var uegnet til den store opgave og kun halvhjertet forsøgte en slags demokratisering der slet ikke berørte det store sikkerhedsapparat eller den yderst konservative stand af embedsmænd. Han magtede slet ikke den gigantiske omstilling fra planøkonomig til markedsøkonomi, og resultatet blev en privatiseringsproces som i realiteten gjorde folk der forstod at rage til sig til rigmænd (oligarker) - og som ikke alene føltes uretfærdig, men også som præget af navnlig amerikanske interesser.

I sidste ende blev det mentale slutresultat at 1990'erne opfattedes som kaos og menneskelig lidelse, og at flertallet af russere længtes tilbage til de gode gamle og stabile forhold under sovjetkommunismen og planøkonomien. Dette narrativ greb Putin. Det kom han til magten på og det gjorde han til sin ideologi i forlængelse af arven fra Lenin og Stalin, ja reelt også arven fra zarriget. Han ser kontinuitet i udviklingen fra zarernes politik, Sovjetunionen og hans eget, post-jeltsinske regime. Han gav sig til at tale om den russiske verden ('russkij mir'), og han så det som et imperium, hvor han selv var den egenrådige zar. Han var blevet en stærk præsident i et centralisret land, og fik det bekræftet i medierne. En af hans rådgivere erklærede på en konference i Valdai i 2014 at "Uden Putin er der intet Rusland". - Ligeledes fik han uden besvær ændret forfatningen så han kunne genvælges en tredje gang som livsvarig præsident. Parlamentet følger ham i tykt og tyndt; landet har nok forskellige anerkendte partier, men det er et rent skindemokrati. Putin er slet ikke medlem af noget parti, men det største parti 'Det forenede Rusland' fungerer reelt som hans forlængede arm.

Rusland er i Putins øjne en civilisation i egen ret; den er multinational (der er ikke mindst mange asiater), men russerne er den historiske substans. Modsat er Ukraine slet ikke en rigtig stat. Invasionen af Ukraine i 2022 demonstrerede at Rusland i stigende grad forfølger Putins rent imperialistiske mål. Ja udenrigspolitikken er reelt blevet reduceret til indenrigspolitik, den tjener primært det formål at Putin kan bevare magten. Ukrainesagen blev udlagt som om Ukraine var en trussel mod den russiske borger, ovenikøbet med nazistisk baggrund. Putins popularitet steg med Krim-krigen i 2014, og igen med invasionen af Ukraine i 2022.

Putin tog voldsomt fejl med hensyn til den konkrete invasion af Ukraine i februar 2022. Og det har svækket hans position kraftigt, men han er desuden uvidende om eller bagatelliserer systematisk en række andre, i virkeligheden dybere problemer for sit land. Og dem giver bogen om 'Putins krig' god besked om.

Rusland har været stærkt militariseret under zarerne - ligesom iøvrigt Tyskland og Østrig-Ungarn i kejsertiden. Alexander III (1881-94) var af den opfattelse at Rusland har to allierede: hæren og flåden. Den opfattelse deler Putin. Og kortere kan det næppe siges. Forsvaret beslaglægger store samfundsmæssige ressourcer, det vil sige ressourcer der kunne bruges bedre til befolkningens ve og vel. Men erfaringen fra 2. verdenskrig sidder dybt i både den russiske befolkning og de russiske ledere. Rusland skal kunne modstå overfald fra fjendtlige magter og det vil fra den nyere historie overvejende sige vestlige magter. Det måtte Stalin sande. Og det er Putin ikke et eneste øjeblik i tvivl om. Han brugte selv magt mod Georgien 2008 og Krim 2014 og altså Ukraine 2022. I nyere tid er også hybridkrigen kommed med, dvs blandingen af militære og ikke-militære midler (så som informationskrig, cyberangreb, økonomisk krig m.m.). Rusland er bestemt ikke det eneste land, hvor politikerne embedsmænden og befolkningen går ind for anvendelse af militærmagt. Det har USA gjort i mange år og det har Danmark bidraget til. Forskellen er at det kan debatteres i de frie lande, men ikke i diktaturerne.

Det diskuteres ikke i Rusland - og det kan være en af forklaringer på at det dyrt betalte forsvar ikke kan leve op til eneherskerens forventninger.

Rusland har store klimaproblemer. Det er den største udleder af CO² i verden og har ingen intentioner om at sænke den. De globale klimaforandringer vil medføre at permafrosten i store dele af Sibirien efterhånden vil forsvinde, hvad der betyder at undergunden vil blive ustabil og dermed til riciko for bygninger og infrastruktur. Det kan man ikke stille noget videre op med, men det blive meget dyrt at råde bod på i længden.

Rusland undergår store demografiske ændringer i disse årtier. Der blivet færre etniske russere, men flere asiater og muslimer, og der bliver flere og flere ældre mennesker. Det sidste vil som alle andre steder stille krav til omsorgsarbejdet. Men det første vil betyde at der på et eller andet ikke særligt fjernt tidspunkt vil være færre russere end folk af andre etniciteter i landet. Og det vil igen sige at man må slå fast at det Rusland der består af 'rigtige' russere bogstaveligt talt kun går til Ural, men resten bliver et nyt flertal af asiater (og muslimer) øst for Ural med de mineralske rigdomme, og dette flertal vil uden tvivl før eller siden kræve mere selvstændighed.

Rusland vil i alle tilfælde få stigende økonomiske problemer oven i dem det allerede har og som betyder at Rusland igen vil havne i en stor økonomisk stagnation, a la den der tyngede Brehsjnev efter 1972. Den skyldes selve det diktatoriske og stærkt centraliserede system med total overvågning, for et sådant system udelukker al kreativitet og innovation. Putin er selve indbegrebet af en enehersker der lukker systemet om sig selv.

Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel gør gældende at kernen i det putinske narrativ er at Vesten altid har set sig selv som værende i konflikt med Rusland og kontinuerligt har ageret aggressivt over for landet. Det skyldes efter Putins mening ren og skær misundelse over Ruslands storhed og enorme ressourcer og en ulidelig hang til at påtvinge de russiske borgere en vestlig levevis der er unaturlig for disse. Det svarer meget godt til hvad den ukrainske forsker Serhil Plokhy ifølge en anmeldelse understreger i en netop udgivet bog om 'Angrebet': "Det ukrainske demokratis succes og holdbarhed udgjorde en trussel mod Putins regime i kraft af at kunne være et forbillede for de tilbageværende prodemokratiske kræftet i Rusland".

Originaltitlen på Plokhys bog er 'Historiens tilbagekomst´- og det refererer til at med Putins invasion af Ukraine er den gamle opfattelse af at grænser kan flyttes med rå magt vendt tilbage. Og det er det Ukraine ikke vil finde sig i, og hvad Nato og EU heller ikke vil finde sig i. Men her bør man nok hæfte sig ved at Putin hverken anerkender Ukraines suverænitet eller de internationale love om staternes suverænitet. Der foreligger en uoverensstemmelse mellem parterne som er af juridisk art, og derfor hverken kan løses ved militær magt eller domstolsafgørelser, men alene gennem forhandling mellem parter der respekterer hinanden og har et minimum af tilid til hinanden.

Dette komme Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel naturligvis også ind på i et afsnit om 'Rusland efter Putin'. De opstiller mulige fremtidsscenerier for Rusland og Putin og påpeger bl.a. den tætte kobling mellem Ukrainekrigen og Putins psyke der gør det svært at se anden udvikling end en stædig fastholdelse og radikalisering af hans indsats indtil han enten sejrer eller presses fra magten. Men de finder det mest sandsynligt at Putin trods alle ydmygelser selv bestemmer tidspunktet for sin magtafgivelse - og hvem der skal følge efter. De udelukker ikke en frossen og langstrakt konflikt, men det russiske samfunds indre sammenhæng vil blive udfordret og en stærk kinesisk-russisk akse (omkring økonomien) vil blive en dyr og langstrakt affære.

Men som det påpeges: russerne har stor angst for ustabilitet, ja oplever deres samfund som meget sårbart i tilfælde af en svigtende centralmagt. Flertallet af russerne accepterer tingenes tilstand af frygt for kaos. Derfor skal vi gøre os klart at det ikke er russerne der er problemet mem det russiske styre. Forfatterne gør gældende at det er vigtigt i Nato og EU at overveje hvilke redskaber der kan bringes i anvendelse for at smede en fred i Ukraine og samtidigt redefinere forholdet til Rusland. Men samtidigt understreger de at der også knytter sig en særlig udfordring til det russiske samfunds evne til at tage et opgør med sin fortid - både stalinismen og hele den totalitære arv og årene under Putin. Ja, de taler ligefrem om et behov for en eller anden renselses- og soningsproces der kan bringe Rusland tilbage til demokrati og pluralisme.

Jeg må inddrømme at jeg synes det ligner ren ønsketænkning og komplet mangel for forstålse af konsistensetikken. Men først og fremmest vil jeg understrege at forfatterne her ser fuldstændigt bort fra det ene forhold der giver Putins invasion et vist skær af ægte rationalitet, nemlig Natos faktiske fremmarch i Østeuropa efter 1992. Det var i mine øjne objektivt set en aggressiv handling over for et kollapset styre der havde allermest brug for velvillig hjælp til at få stablet et nogenlunde velordnet og stabilt land på fode igen. I stedet for fik vi endnu en langvarig kold krig der kom til at skabe endnu mere mistilid mellem parterne, og som - på trods af visse fornuftige, navnlig tyske samarbejdsaftaler om naturgas - endte med en stillingskrig om Ukraines suverænitet, som Putin var dum nok til at gøre til varm invasion. Og nu står Øst og Vest hårdt over for hinanden, idet Øst identificeres med diktatur og ubarmhjertig undetrykkelse, mens Vest på papiret er demokrati og frihed, men reelt et centraliseret system af kapitalisme der går grassat i vækstfilosofi og oprustning, og samtidigt skyder klimaproblemer og trivselsproblemet til side.

Man glemmer totalt 'den tredje vej', den fredelige og realistiske vej mellem modsætningerne frihed og tryghed og mellem modsætningerne demokrati og mere eller mindre diktatoriske styreformer der svigter de lokale befolkningers ønsker om frihed og demokrati - og indtil videre har held til det fordi lederne mistænker alle fremmede magter for undergravning. Den tedje vej har været praktiseret i århundreder, fordi demokratiet lod vente på sig i det meste af verden, og alle lande i mellemtiden måtte affinde sig med at leve sammen med diktaturer på fredelig vis.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Ukraines egentlige tragedie  (19.3.22.)
Ukraine i skæbnens sværeste dilemma om liv eller død  (11.3.22.)
Ukraine mellem Rusland og Nato  (25.2.22.)
Rusland, Østeuropa og Vesten  (22.1.22.)
Mordet på Boris Nemtzov bekræfter at Putins regime er låst fast  (5.3.15.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Russerne er dumme (Zakejev-sagen)  (30.10.02.)

Nato misbruger Ukraine-konflikten til egne formål  (7.9.14.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Fogh, Nato og hele den tyrkiske musik  (4.4.09.)
Afghanistan, Danmark og Nato  (5.12.07.)

Jubilæum for Murens Fald i 1989 (9.11.14.)
Murens Fald 1989 (9.11.09.)

Digtet der ramte den sunde folkevilje 20.1.  (29.1.21.)
Joe Biden indsat som præsident for et USA der er blevet delt af Trump  (22.1.21.)
Rystende optøjer mod Kongressen i Washington  (9.1.21.)
Trump nægter at se realiteterne i øjnene  (11.12.20.)

Konsistens-etikken eller Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens

Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)