JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - valget2022c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.22.

Regeringsforhandlingerne trækker ud

Det er godt en måned siden der var folketingsvalg, og der er endnu ikke dannet nogen regering. Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) fik ikke til opgave at danne en ny socialdemokratisk mindretalregering, men derimod til som 'kongelige undersøger' at finde ud af om det var muligt at danne en 'bred regering hen over midten', altså med i hvert fald et eller to blå partier. For en ordens skyld gik hun først i gang med at tale med samtlige partiers topledelse i rangorden efter størrelse. Kun Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen gjorde det straks klart af man ikke ville være med. Efter den første uge kunne desuden Enhedslisten og Alternativet på venstrefløjen udelukkes. Og Enhedslisten beskyldte Mette Frederiksen for løftebrud.

De egentlige forhandlinger fokuserede på en bred regerings saglige substans og medførte drøftelser med et reduceret antal partier. Og da Mette Frederiksen har givet sig god tid, vil vi formentlig komme tæt på julen inden en afgørelse er truffet. Det er givet at kun få partier vil komme med i regeringen, og også at Venstre - som det næststørste parti - bliver afgørende for om det overhovedet vil lykkes. Frederiksen ser foreløbigt ud til at tro på muligheden, idet hun ret kontant accepterede Venstres Søren Gade som kandidat til posten som folketingets nye formand.

Venstres landsmøde har bakket op om ideen om en regering med socialdemokratiet - naturligvis under forudsætning af at man får rimeligt udbytte ud af det - og det vil ud over nogle tunge ministerposter også sige politiske indrømmelser på centrale områder. Men kritikken har haglet ned over projektet. Det var tydeligt at Enhedslisten var de mest fortørnede over Mette Frederiksens taktik. Men de var jo det eneste parti på den fløj der gik tilbage.

Dagbladet Politiken, der fra gammel tid har været socialt-liberalt indstillet, anbefalede før valget en undersøgelse af Minksagen, men efter valget har chefredaktør Chritian Jensen stærkt anbefalet en regering bestående af Frederiksen, Løkke og Lidegaard, altså en SMR-regering, hvor de radikale repræsenterer midten, S venstrefløjen og M højrefløjen (i kraft af at Lars Løkke kom fra Venstre). Det var en dødssyg idé, da de radikale var reduceret til 6 mandater og Lars Løkkes parti med nyvundne 16 mandater ikke kunne få støtte fra noget andet parti på højrefløjen.

Løkke havde foreslået sig selv som kongelig undersøger der udtrykkeligt ville starte forhandlingerne med en rundbordskonference med alle valgte partiers deltagelse om hvilken politik man kunne enes om og altså ikke om hvem der skulle være statsminister. Det var også en dødssyg idé, da S som største parti naturligvis ønskede rollen som kongelig undersøger og i overensstemmelse med hidtil gældende praksis nok selv skulle betemme hvordan drøftelser med de enkelte partier skulle foregå.

Alt tydede hurtigt på at Mette Frederiksen stilede efter en SV-regering og en sådan gav Poliiken sin varme tilslutning til - endda med en skamrosning på lederplads af Mette Frederiksen som den eneste der kunne løfte opgaven i kraft af sin erfaring og autoritet. Men lige som en af bladets egne tegnere kunne mange andre se, at hvis Jacob Ellemann rakte Mette Frederiksen en eneste finger, så ville hun som en vis anden figur tage hele hånden. Tilsvarende bragte JyllandsPosten en tegning af Ellemann som den Lille Rødhætte og Frederiksen som den som bedstemor forklædte farlige ulv i sengen. "Kom kun nærmere", sagde hun smilende - og alle der kender historien kan regne ud hvad det ville betyde for Ellemann at følge den opfordring.

Den tidligere venstreformand Anders Fogh Rasmussen, hans tro væbner Claus Hjort Frederiksen og en række Venstre-borgmestre har tidligt anbefalet Jacob Ellemann at løbe risikoen, men mange andre advarer ham mod det. Det ville godt nok give nogle ministerposter og nogle politiske indrømmelser fra Frederiksens side, men uden tvivl koste Venstre dyrt ved næste valg - ja, formentligt vil det koste ham selv formandsposten. Ellemann fastslog på sit partis landsmøde klart og fornuftigt at der ikke med den nye sammensætning af Folketinget var noget alternativ til Mette Freriksen som statsminister. Og derfor er problemet i grunden blot om ikke hele ideen om en bred regering hen over midten en gang for alle bør skrottes som alt for risikabel for ethvert parti der grundlæggende er imod Mette Frederiksens dybe og inderlige 'socialdemokratisme'. Skrotningen af ideen vil på ingen måde forhindre fornuftige brede forlig om mange politiske spørgsmål, men den vil give meget renere linjer og derfor også være sundest for såvel demokratiet som den social-liberale idé.

Flere af de partier der blev svækket ved valget behøver tid til at sunde sig. I går (søndag den 3.12.) meddelte Søren Pape Poulsen da også klogeligt at de konservative trækker sig fra videre forhandling. Et af de partier der fik fremgang, Liberal Alliance, er alt for liberalt til at kunne indgå i et dynamisk spil på konstruktiv måde. Og af de to nye partier der stillede op for første gang er Løkkes Moderaterne tydeligvis et opportunistisk parti der primært satser på at føre den forhenværende statsminister frem i rampelyset på Venstre-formandens bekostning. Mens det andet parti - Danmarksdemokraterne under Inger Støjberg - endnu ikke klart har formuleret et egentligt partiprogram, men dog fastholder at man hverken ønsker en S-ledet regering eller en regering som Moderaterne er med i.

Det er altid sundest for demokratiet at regeringsmagten skifter side med mellemrum, og det er desuden sundest for den social-liberale idé om 'den tredje vej' at partierne undgår enhver tilsløring af de grundliggende modsætninger mellem frihedsprincippet og lighed/tryghedsprincippet. Enhver tilsløring vil svække - i værste fald fjerne - hele dynamikken i modsætningen, og det vil være til stor skade for partiernes selvforståelse og rolle. Modsætningen har lige siden den franske revolution i 1789 givet den fundamentale forskel mellem liberale partier og socialtindstillede partier i Europa, og den har også som følge af middelklassens forøgelse i nyere tid givet en markant forskel mellem partier der er bekymret for en altfor stor udvidelse af den offentlige sektor og partier der ønsker denne sektor udvidet mest muligt, allerede af den grund at de har flere vælgere i denne sektor!

Anthony Giddens idé om den tredje vej opfattes af mange som et banalt kompromis-forslag der vil indebære at man kan opretholde social-liberale partier og danne social-liberale regeringer (eller brede regeringer hen over midten), men denne opfattelse er uheldig, netop fordi den tilslører den alt anden end banale dynamiske modsætning til fordel for en slags balanceprincip. Balance er naturligvis et udmærket synspunkt i demokratiet, hvor man helst skal undgå alt for dybe kløfter i befolkningen, men tanken om en overordnet harmoni er og bliver uforenelig med det faktum at vi mennesker er forskellige og har vidt forskellige økonomiske og kulturelle interesser. Vi skal naturligvis respektere hinanden hvis demokratiet overhovedet skal kunne fungere, men vi skal ikke harmonisere os væk fra fundamentale modsætninger der skaber dynamik.

Den foreløbige konklusion bør derfor være at de blå partier gør klogest i at lade Mette Frederiksen danne en ren S-mindretalsregering der vil være tvunget til at lave så brede forlig som muligt. Så må de iøvrigt se hvor længe en sådan kan holde. Men de får selv en passende tid i opposition som vil gøre det muligt for dem at finde deres egne ben - herunder ført og fremmest gøre sig klart at hvis der skal findes et alternativ til Frederiksen som statsminister, skal det være uden om den Lars Løkke Rasmussen der ene og alene ønsker et svækket Venstre.

Venstre går en hård tid i møde, fordi det blev alvoligt svækket af mandattabet, men der ser i det mindste ud til at være en chance for et konstruktivt samarbejde med Danmarksdemokraterne, i og med at dette parti siger nej til både det socialdemokratiske regeringsparti socialdemokratiet og det moderate splittelsesparti. Men et samarbejde mellem Venstre og Danmarksdemokraterne vil forudsætte at begge partier som noget nyt ser vejen mellem socialismen og liberalismen som en progressiv udvej der under ingen omstændigheder må føre til hverken tilsløring af modsætninger eller forsøg på harmonisering eller afbalancering.

Et sådant samarbejde vil imidlertid kræve at Venstre klart indrømmer hvad Fogh Rasmussen aldrig gjorde, at frihed altid fører til større ulighed, men samtidigt at dette nødvendiggør en aktiv indsats for den sociale tryghed, der blot ikke bliver ensbetydende med en udvidet offentlig sektor. Og Danmarksdemokraterne må på deres side gøre det samme, men desuden rykke sig betydeligt mere ind på midten, og væk fra den højrefløj der identificeres med nationalkonservatismen - og ikke mindst har været karakteriseret ved den stramme udlændingepolitik. Men denne er jo ikke længere et stridspunkt der kan afgøre et valg, men noget også socialdemokratiet for længst er slået ind på. Det brede flertal er enige om at der er grænser for hvor mange flygtninge Danmark kan modtage og give asyl eller midlertidigt ophold. 2015-fejlen skal ikke gentages, og dette er værd at understrege i dag, da alt tyder på at der vil komme store flygtningestrømme mod Europa fremover.

Samtidigt skal det også fastslås, at valget den 1. november ikke - som samfundsforskeren Sigge Winther Nielsen netop har gjort gældende i Politiken - var et 'meteorvalg', et valg hvor en meteor slog ned i Danmark og frembragte et kæmpemæssigt krater i midten af dansk politik med en masse forvredne stumper omkring sig. Politiken ledsagede artiklen med et halvsides stor illustration af et krater med Mette Frederiksen på bunden. Det er jo en latterlig metafor. Valget var tværtimod et opbrud i vælgerskaren der på god demokratisk vis frembragte nye partier og svækkede andre, fordi der var stigende utilfredshed med flere af de gamle partier. Opbruddet blev egentligt mindre end forventet, fordi der var en del usikkerhed om hvad flere af de opstillede partier ville. Denne usikkerhed skyldtes ikke primært at problemerne var ekstremt 'vilde' eller nye - det var kun Ukraine-krigen - men at samfundene i hele verden de sidste halvtreds år er blevet mere og mere komplicerede og derfor ikke har været i stand til at tackle befolkningstilvæksten og den deraf afledte klimakrise hensigtmæssigt. Disse to kriser rammer nemlig nationerne vidt forskelligt, men tilspidses først og fremmest af at den økonomiske vækst åbenlyst har nået en grænse - og dette forhold kan slet ikke gengives på en tegning.

Det danske valg i november endte altså ikke med et kæmpekrater i midten af dansk politik, men derimod med et Venstre der blev splittet i tre dele, hvoraf det ene, Moderaterne, slet ikke bør regnes for seriøst. Sigge Nielsen har ret i at regeringsførelsen fremover - uanset regeringens sammensætning - vil kræve ydmyghed af statsministeren foruden et frisk syn på ministeriernes ressortfordeling, men hvis man ser det hele i det store overordnede perspektiv, så går problematikken halvandet hundrede år tilbage i tiden og er af en art der har med ånd at gøre. Den handler dybest set om at samfundene allerede dengang fik en dyb kløft mellem det materielt-økonomiske og det åndeligt-kulturelle.

Derfor må min endelige konklusion blive at det er noget helt andet end sociologiske teorier og økonomiske reformer der skal til for at ændre den politiske situation og menneskets dagligdag. Det bliver nødvendigt med en decideret transformation af hele samfundslivet, altså ikke kun strukturelle ændringer, men også mentale og etiske ændringer.

Vi kommer ikke uden om her at gøre os klart hvor dybt den europæiske kultur er præget af den middelalderlige kristne opfattelse af at vi mennesker er fremmede på jorden og egentligt kun har et eneste formål med at være her, og det er at gøre os fortjente til efter døden at komme i det himmelske paradis, hvor alle sorger og bekymringer er forsvundet. Hele denne tankegang har aldrig været skildret bedre eller mere grundigt end i Dantes 'Den guddommelige komedie'. Han gav sit værk denne titel, fordi han på sin vis kunne se det komiske i at Skaberen havde skabt jorden og mennesket udelukkende for sin fornøjelses skyld.

Tidligere kendte man apokalyptiske forestillinger om jordens undergang og en ny verdens opgang, men i middelalderen havde man jo fået etableret en civilisation der så ganske levedygtig ud trods alle sine magtkampe. Så det indrettede man sig efter, magthaverne i deres overflod og kynisme, menigmand i deres jævne kår med håbet om noget bedre hinsides. Og det forstod kirken at udnytte effektivt som magthaver.

I nyere tid hr vi fået naturvidenskaben, teknologien og industraliseringen, og med dem kom en kolossal samfundsændring der gjorde de rige rigere og de fattige fattigere. Men sjovt nok dukkede der samtidigt en romantisk modbevægelse frem der sørgede for at flertallet bevarede følingen med noget uden for det snævre, praktiske nyttehensyn. Men industrialiseringen vandt, og den frembragte ganske naturligt et revolutionært håb om en dyb revolution der skulle afskaffe kapitalismen. Men arbejderklassen blev også efterhånden trukket ind i en reformistisk accept af det bestående, blot den kunne se et materielt fremskridt i udviklingen. Det med det mentale, etiske og åndelige var derimod noget man udskød til bedre tider, for ikke sandt: det materielle er basis for alt, det åndelige er kun en overbygning.

Fremskridtstroen brast med 1. verdenskrig, men resultatet blev som bekendt en ny krig mellem nationalistiske ideologier, der endte i Ragnarok Og så vandt fornuften så meget at Vesten (Vesteuropa og USA) kunne se at man skulle lade være med at slås med våben og koncentrere sig om at konkurrere på handelsmarkedet - og se: velfærdsstaten rejste sig af ruinerne fra 2. verdenskrig og førte flertallet til større og større velstand og forbrug. I 1991 ophørte endog den kolde krig - og vi fik næsten 30 år uden store krige. Ikke destomindre steg verdensbefolkningen støt og roligt til 8 milliarder mennesker der resulterede i en klimakrise ingen længere kan benægte eller løse. Ukraine-krigen kom til - og vi sidder i dag alle i saksen. Og det i dobbelt forstand, for flertallet tror inderst inde stadig på fremskridtet, naturvidenskaben og teknologien og er kun blevet bestyrket i troen gennem globaliseringen og digitaliseringen. Materien er basis for alt. Ånden er noget præsterne snakker om i kirkerne - og dem er der ingen der regner med. De bliver nemlig ved med at identificere ånden med det overjordiske eller hinsidige.

Reelt blev etikken og religionen skudt til side som mere eller mindre overflødige elementer der nærmest kun forstyrrer den almindelige tro på fremskridt og vækst samt absolut beherskelse af naturen. Virkningen af denne tilsidesættelse er imidlertid ikke til at benægte; de er mange og fatale, for de kan ses på at uhyre mange mennesker er blevet stressede og syge, de mistrives og kan ikke længere se deres dagligdag som meningsfuld. De skal have hjælp af læger, psykologer og terapeuter, og de opsøger i mange tilfælde mere eller mindre spiritistiske hjælpere. Det er åbenlyst at både folkekirken og folkeoplysningen har spillet fallit.

Så den eneste holdbare slutning er efter min helhedsrealistiske mening at det er vækstøkonomien der er årsag til alle fortrædeligheder og følgelig den der skal erstattes af en bred og dyb transformation af hele samfundslivet. Men vel at mærke skal man se positivt på denne transformation. Den vil koste meget besvær med mange ting, men den vil på længere sigt betyde at arbejdstempoet og forbrugsræset bliver nedsat, så stress og sygdomme kan reduceres betydeligt.

Men der kræves en helt ny forståelse for at det er nødvendigt for alle mennesker at vide at konsistens i eksistensen kræver at hver eneste menneske til stadighed sørger for overvægt af det gode, kærlige og konstruktive i livet, og at de desuden har fri og ubesværet adgang til de åndelige kilder, der hverken er overjordiske, mystiske eller spiritiske, men en selvfølgelig føling med det kollektivt ubevidste vi alle har adgang til fra fødslen, og som alle iøvrigt kender fra stille stunder hvor de lader tankerne strømme frit og ukontrolleret.

Men endnu en ting skal pointeres her: Det må komme til at stå klart i politik, at de borgerlige partier har en særlig forpligtelse til at transformere samfundslivet i den nødvendige og progressive retning, fordi de værdsætter friheden som noget langt større end frihedsrettigheder, nemlig præcist som noget der har med ånd at gøre. Og dette skal igen ikke forstås som noget med åndsfrihed i snæver forstand, men med en varig og stabil føling med "det i os der er større end os", for nu at bruge en vending der stammer fra britiske fysiker J.C. Maxwell.

Hans formulering er god, fordi den peger på at vi står over for noget der ikke kan defineres eksakt, men ikke desto mindre er virkeligt og kan erfares af enhver fordi alle har oplevet det som børn - før sproget begyndte at sætte grænser for erfaringen.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Krise, højtid og historisk fejltagelse  (16.12.22.)
Mærkværdige forhandlinger om ny regering  (13.11.22.)
Valget den 1.11.22. får ingen vinder  (23.10.22.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)