JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ukraine2023etaar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.2.23.

Ukraine-krigen vil ændre Europa uanset hvor længe den varer

Et helt år er vi i medierne blevet bombarderet med grufulde billeder af en krig i Europa der primært går ud over Ukraine med store menneskelige tab og materielle ødelæggelser, men som desuden har involveret hele Vesteuropa, USA og Nato økonomisk og energimæssigt og som ingen ende vil tage.

I tørre tal skønnes krigen indtil nu at have kostet 100 tusinde ukrainere og 200 tusinde russere livet og medført en flygtningsstrøm på 14 mio ud af Ukraine (af de normalt 52 mio borgere). Ødelæggelserne er allerede nu så omfattende at en genopbygning skønnes at ville koste 3,7 billioner kroner. Den humanitære hjælp er foreløbig på 12-13 mia, mens våbendonationerne fra vestlig side har passeret 390 mia.

Så det er ikke så mærkeligt at ukrainerne i de hærgede områder ifølge reporterne kun har et eneste ønske, at skyderierne stopper og at russerne forlader landet. Men det er en drøm, for russerne agter forløbig at blive. Krigen bliver langvarig. Konflikten er fastlåst i en stillingskrig i de besatte østområder - endda med atomtruslen hængende over hovedet. Russerne trækker endnu flere soldater og kampvogne til området (og har som diktatur ingen grænser for mobilisering), og Ukrainerne gør det samme med leverancer af stærkere og stærkere våben fra Vesten, der dog har en ganske bestemt grænse derved at hverken USA eller Nato vil risikere at udløse en atomkrig ved at provokere russerne med direkte angreb på russisk territorium.

Til gengæld er der i Ukraine og Vesten ingen grænser for den moralske støtte til Ukraine i form af vestlige statschefers møde med præsident Zelenskij i Ukraine, herunder Joe Bidens besøg i Warscawa forleden. Alle bakker helhjertet op om Zelenskij. Ej heller er der nogen grænse for præsident Zelenskijs store virtuelle møder og taler til Vestens ledere og befolkninger. Han mestrer denne kunst til fuldkommenhed - modsat den kedelige russiske præsident der netop har holdt en to timer lang tale til dumaen i form af oplæsning af et manuskript, der indeholdt mere løgn end sandhed om krigen. Zelenskij udnytter sine evner og solide erfaringer som entertainer og har ikke for ingenting røbet at hans store forbillede ikke er Winston Churchill, men Charlie Chaplin. Denne forstod nemlig kommunikationskunsten bedst af alle. Det kan man mene om hvad man vil. Jeg sætter også Chaplin meget højt, men enhver sammenligning med Churchill er misvisende for denne var bestemt ikke uden humor, men han var alvorsmand når det gjaldt politik. Og det er væsentligt, for al politik der er mere underholdning end alvor nærmer sig i værste fald den propaganda en mand som Goebbels blev berygtet for, og den var fuld af had og foragt for alle modstandere. Og her kommer Zelenskij i klemme, for han nærer et ubegrænset had til Putin og russerne.

Der siges på denne etårsdag for Ruslands invasion i Ukraine en mængde højtidelige ord om at Vesten kæmper for demokrati og menneskerettigheder og for en verdensorden der er baseret på lov og orden og ikke på den stærkeres ret. Men det har Vesten i princippet gjort siden 1. verdenskrig og ikke mindst under 2. verdenskrig der var en skånselsløs krig mod et nazistisk Tyskland, et fascistisk Italien og et dybt nationalistisk japansk kejserdømme der regnede sig for guddommeligt. Der var ingen anden udvej af denne krig end en total nedkæmpning af disse brutale og forblændede regimer med krav om ubetinget kapitulation. Efterfølgende holdt Vesten naturligvis - bl.a. gennem FN - sine ideer om demokrati, menneskerettigheder og en verdensorden baserer på lov og ret op som universelle idealer. Men i praksis gik Vesten ikke i krig for disse store idealer, men kun i diplomatisk og kulturel kamp for dem. For man måtte nøgternt konstatere at de fleste og største lande i verden stadig var udemokratiske og stadig undertrykte deres egne befolkninger.

I forhold til den aktuelle problematik med krigen i Ukraine kan det siges med sikkerhed, at Vesten ikke kommer nogen vegne med krig for sine idealer, men naturligvis må stå fast på sine grundværdier og føle stor forpligtelse til at støtte demokratiseringsbestræbelser overalt hvor der er behov for det. Men her vil man aldrig kunne se bort fra de barske realiteter, at man i Europa, i Asien og i Afrika støder på stater der har andre og markant anderledes interesser end de demokratiske, diplomatiske og fredsorienterede. Og det må man leve med. Et meget tydeligt og ulykkeligt eksempel er konflikten mellem Israel og Palæstina. Derfor er det ikke irrelevant at en nøgtern skribent i Times of India i dagens udgave af Politiken kan påpege at hvis vi i Ukrainesagen fortsætter ad USA's vej, kan konflikten blive en stor overskudsforretning for USA, men en kæmpestor økonomisk nedsmeltning af Europa. Og han ser i øjnene at Vestens enighed om uforbeholden støtte til Ukraine snart kan være forbi.

I samme avis påpeger en ekspert at medierne har et meget klart fjendebillede af russerne som det næsten er umuligt for jouralistikken at sætte sig ud over. Og Peter Viggo Jakobsen siger tilsvarende at hver gang russerne gør noget er det en krigsforbrydelse, men når ukrainerne gør noget der tangerer det samme, så er de ofre. Politikens faste medarbejder Peter Wivel hævder skråsikkert at der kun gives fred dér hvor rettens styrke gælder. JyllandsPosten har i dag en leder hvor Jakob Nybroe gør gældende at Putin demonstrerer sine stormagtsdrømme på en måde der kun efterlader den frie verden med ét valg: Rusland skal stoppes i sin aggression mod andre lande. Og han tilføjer at der her ikke findes et kompromis. "Vi tåler ikke nederlag. Ukraines krig mod Rusland er vores krig".

Heroverfor vil jeg hævde at der ikke er nogen anden løsning på konflikten end et kompromis. Ikke et kompromis med hensyn til grundværdier, men et kompromis med hensyn til formålet med den vestlige strategi. Hvis målet er russernes ubetingede kapitulation, så kommer der hverken fred eller våbenhvile, for det er simpelthen himmelråbende naivt at forestille sig at krigen ender med én taber og én vinder. Rusland er stort og mægtigt nok til trods alle tab at overleve som diktatur. Der bliver overhoveder ingen vinder i krigen, men kun tabere. Ukraine såvel som Rusland bliver tabere, og alle vestlige lande med USA i spidsen bliver tabere. Vesten kan nok få en umiddelbar gevinst på krigen og oprustningen, navnligt beskæftigelsesmæssigt, men langsigtet kommer begge dele til at gå hårdt ud over energiforsyningen og fatalt ud over den livsvigtige kamp mod CO²-udledningen.

Det eneste realistiske delmål er en våbenhvile, men en sådan plejer at ske langs de frontlinjer der foreligger på tidspunktet for våbenhvileaftalen. Det var fx det der skete i Koreakrigen fra 1950-53. Våbenhvilen fulgte stort set den 38. breddegrad, og var effektiv, men som bekendt er der endnu ikke sluttet fred. Men aktuelt i Ukraine er problemet primært præsident Zelenskijs indstilling, for han har hidtil højt og tydeligt sagt at han ikke under nogen omstændigheder vil gå med til en våbenhvile medmindre russerne trækker sig tilbage fra de områder de har besat. Han kan slå på at det er Rusland der har invaderet en suveræn stat, og at det ville være dybt uretfærdigt hvis Ukraine skulle afstå dele af sit territorium. Og han har for så vidt fuldstændigt ret: Retfærdigheden kan ikke ske fyldest ved en sådan våbenhvile. Problemet er bare at hvis Ukraine holder fast på retfærdigheden, så bliver der aldrig våbenhvile endsige fred. Resultatet bliver forsat krig og fortsat ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Man kan tackle dette moralske dilemma fornuftigt på den måde at man ser på hvordan landet bedst overholder den indre forpligtelse til konsistens som påbyder alle mennesker og alle nationer at sørge for overvægt af det gode i livet, og at de i den forbindelse tolker det gode i livet som det der er bedst for flest mulige mennesker i det område der aktuelt er i fokus. Det vil altid konkret sige i nærmiljøet - og i Ukraines tilfælde sige de østprovinser som er stridspunktet i forhold til Rusland. Og yderligere må her påpeges at der er en vis rimelighed i at Rusland ønsker en bufferzone mellem sig og Nato.

Men man kan også tackle dilemmaet ved at inddrage begrebet tragedie i den specielle fortolkning som den jødiske filosof Martin Buber i sin tid kom med, og som sagde at al tragedie ligger i at gå ind i det område hvor det at have ret er ophørt. Her afdækkes det at det store problem i tilværelsen kan være selve det at pukke så meget på sin ret, at man udelukker kompromis eller det at indgå aftaler der strengt taget ikke er retfærdige, men til gengæld kan gøre det muligt for parterne at komme videre i livet. Det er noget alle dogmatiske og ortodokse mennesker har utroligt svært ved at indlade sig på og overhovedet forstå meningen med. Men det er specielt noget man i politik gang på gang kan se som årsag til blokering af enhver hensigtsmæssig aftale der kunne bringe parterne væk fra fastlåste positioner. Og det hører med til billedet at Buber kunne se humoren i en sådan fornuftige indstilling, humor naturligvis her forstået som evnen til indføling i andre menneskers tankegang og altså ikke noget i retning af hån og satire.

Om al krig gælder at humoren går tabt ligesom sandheden. Det gælder også Ukraine-krigen hvor det tydeligt ses at folk der af den ene eller grund har varme følelser for det russiske folk og den russiske kultur, kommer i klemme i debatten, fordi et hvilket som helst positivt udtryk for sympati med den almindelige russer automatisk opfattes som sympati med Putin og hele hans system og krigsmaskine. Lad mig derfor understrege, at jeg anser Putin for at være en barsk diktator der konsekvent undertrykker ytrings- og åndsfriheden i sit land. Putin invaderede for et år siden Ukraine og var således aggressoren i Ukraine-krigen, men Nato har altså også været aggressiv over for Rusland efter Sovjetunionens kollaps i 1991 ved så at sige at videreføre den systematiske inddæmning af styret østpå som den kolde krig indbød til.

Lad det derfor være slået fast, at det mest fortvivlede forhold ved Ukraine-krigen dybest set ikke er at russerne er krigsgale, eller at Rusland er et diktatur med et effektivt sikkerhedsapparat der umuliggør fri oplysning, debat og forskning (det har man også mange steder i Asien og Afrika) men at styret umuliggør forandringer der ønskes af den russiske civilbefolkning og som kunne gøre Rusland til en del af den europæiske kultur. Dermed ville såvel økonomisk som kulturelt samarbejde med landet blive til gavn for hele Europa.

Hvorom alting er: Sålænge præsident Zelenskij fastholder sine dogmatiske forestillinger om retfærdighed, vil Ukraine ikke kunne få en rimelig våbenhvile der stopper krigshandlingerne øjeblikkeligt og vil muliggøre en genopbygning af landet og en genhusning af de fleste flygtninge. Krigen vil fortsætte med uformindsket eller endnu voldsommere styrke, og den vil ramme ukrainerne endnu hårdere. Det vil alt i alt ramme og ændre hele Europa til det langt værre og dermed også øge afstanden mellem USA og Europa.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: