JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - retspukken

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.2.21.

Den ulidelige hang til evindelig pukken på juridisk ret i politik

I artiklen om den fejlslagne rigsretssag mod Donald Trump påpegede jeg at en af årsagerne til sagen var selve den uhyggelige hang til at pukke på juridisk ret i politik, en hang som i langt de fleste vestlige lande har bredt sig katastrofalt i takt med den voldsomme bureaukratisering gennem de sidste årtier. Denne bureaukratisering er først og fremmest kendetegnet af stigende kompleksitet i al lovgivning, men den medfører to højst uheldige ting, dels at flere og flere jurister og økonomer bliver valgt ind i parlamenterne, dels at slagsmålet om juridiske detaljer i lovgivningen tager overhånd i parlamenterne i form af endeløse samråd og udvalgsmøder. Og dette svækker i høj grad folkestyret som sådant ved at øge afstanden mellem det politiske establishment og det brede vælgerkorps.

Men jura kan naturligvis slet ikke undværes i noget lands lovgivning eller administrative praksis. Allerede Jyske Lov fra 1241 understregede i fortalen at "Med lov skal land bygges" og disse ord står som indskrift over det smukke klassicistiske domhus midt i København som blev bygget i 1815. Loven gjaldt oprindeligt kongemagten, men gik videre til dansk enevælde og i 1849 til dansk demokrati, fordi loven stadig i princippet skal "gøres efter alles tarv, så retsindige, fredsommelige og sagesløse mennesker kan nyde deres fred, mens uretfærdige og onde kan ræddes" som det hed i Jyske lov.

I 1748 skrev den franske filosof Montesquieu et værk om 'Lovens ånd', og understregede her loven som redskab til at styre samfundet temmelig håndfast. Datidens almindelige styreform var endnu enevælden eller despotiet, og denne styreforms princip hviler ifølge Montesquieu netop på frygten, nærmere betegnet borgernes frygt for repressalier fra magthavernes side. Da enevælden efterhånden afskaffedes, fik vi frihedsrettighederne. Frihed eksisterer ikke uden konkrete rettigheder - men omvendt er friheden aldrig ubegrænset. Den må tage hensyn til alles tarv, og det er her udtrykket 'lovens ånd' kommer ind i sin i virkeligheden allermest krævende form, nemlig som noget der ligger bagved enhver juridisk definition. Det åndelige ligger dybest set bag alle almene sproglige udtryk, fordi disse ikke hviler på det snævert intellektuelle, men tværtimod på det brede underforståede vi også kalder det underbevidste. Det åndelige hører dybdepsykologisk set til de medfødte før-rationelle primærprocesser, mens konkret lovgivning og al jura hører under de tillærte rationelle sekundærprocesser. Lovens ånd kan efter dette slet ikke ses som et decideret redskab. Jf. artiklen Ånd og virkelighed.

Efter 2. verdenskrig gik der skred i tingene, og det frie vestlige Europa fik først Det europæiske økonomiske fællesskab, populært 'Romtraktaten', bestående af Italien, Frankrig, Vesttyskland og Benelux-landene, og denne organisation blev siden ændret til Det Europæiske Fællesskab (EF) og denne igen til Den Europæiske Union (EU) - og alle var lige fra starten i 1958 præget af den romerske overbevisning om juraens allerstørste betydning og af den selvgroende, gigantiske administration. To danskere der bakker energisk op om Romtraktaten, forskeren Marlene Wind og erhvervskvinden Stine Bosse, betragter Romtraktaten som fortaler for et Europa der består af mange forskellige regionale identiteter, og at unionen bygger på respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettighederne. De nævnte værdier går faktisk igen i de fleste demokratiers forfatninger, fordi de angiver idealer, for ikke at sige universelle ideer, som langt de fleste mennesker verden over betragter som tilstræbelsesværdige. Men langt fra alle - og slet ikke de to nævnte personer - forstår eller anerkender at sådanne idealer netop aldrig kan defineres skarpt endsige definitivt i juridisk forstand. De fleste mennesker har en klar fornemmelse af idealernes grundbetydninger, men disse kan aldrig lægges entydigt fast, fordi samfundsforholdene uafladeligt ændres, så det bliver op til den demokratiske proces at genfortolke dem hen ad vejen.

Et af de store problemer i denne henseende er en fokusering på individ frem for folk og på rettigheder frem for pligter som har sat sit præg på en stribe samfundsforhold som fx skolevæsenet, fængselsvæsenet og kirken, og det mener en EU-kritiker som Morten Messerschmidt (DF) har ført til et 'rettighedssamfund', hvor mennesket er et egoistisk væsen der kun af nødvendighed beskæftiger sig med sine omgivelser. For 'uden folk, fædreland og familie' bliver den enkeltes rettigheder efter hans mening golde. Det han efterlyser er en klar pligtetik, som den er formuleret i den franske Menneskerettighedserklæring (1789-95), der bl.a. siger at det er enhvers pligt over for samfundet "at forsvare samfundet, tjene samfundet og leve efter loven og respektere dem som er dens redskaber", men også fastslår at det er alles pligt at tjene fædrelandet og håndhæve friheden, ligheden og ejendomsretten. Og denne pligt henfører han til oplysningstiden.

Men det er nu en meget subjektiv bedømmelse. Faktisk kom pligtetikken ikke fra oplysningstiden som helhed, men derimod specifikt fra dens mest indflydelsesrige filosof, Immanuel Kant, hvorimod den franske revolution 1789 (såvel som den amerikanske uafhængighedsrevolution 1776) var båret af en frihedsidé der snarere hører romantikken til. Pligtkravet kan nemlig gå for vidt og spærre for kreativitet og frie tanker. Det sås allerede hos Luther, gik igen hos Kant, og udartede i alle de ideologier der ødelagde Europa i første halvdel af 1900-tallet med deres krav om at individet var til for statens skyld. Det fineste ved Menneskerettighedserklæringen er i virkeligheden at begreberne frihed og lighed nævnes ved siden af hinanden, for de er jo lige vigtige, selvom de er modstridende og uforenelige. De er fundamentale 'komplementære modsætninger' som begge skal varetages. Og det er præcis dette der udelukkes med stigende bureaukratisering og anvendelse af jura.

Så vi kommer slet ikke uden om at se nærmere på de psykiske forhold bag fokuseringen på individets rettigheder eller den stigende bureaukratisering af enevældige regimer som antikkens Romerrige, nutidens Rusland og Kina eller det demokratiske, men centralistiske fællesskab EU.

Og det er her jeg først og fremmest slår ned på selve hangen til at pukke på ret og rettighed.

Al civilisation forudsætter regulering af menneskets drifter, da samfundslivet ellers ville havne i alles kamp mod alle, hvad der igen vil føre til at de stærkeste vinder - nøjagtigt som i dyreriget. Regulering er altså en fordel for flertallet, men det kræver nødvendigvis lovgivning, hvis den skal gælde alle og undgå vilkårligheder. Hertil bruges i høj grad jurister.

Der er imidlertid den hage ved disse fagfolk at jura i kraft af den store brug i reguleringen af samfundslivet kan gå over gevind og gå hen at blive såkaldt "paragrafrytteri": man hænger sig i paragraffernes ordlyd og bogstav, og man bruger uendelige megen tid på formuleringer og fortolkninger - men man 'glemmer' desværre at der er stor forskel på ånd og bogstav.

Den danske forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956), der i mange var bosat i Assisi, citerede engang et gammelt tysk ordsprog af ikke nærmere angivet oprindelse der kort og godt siger "Juristen sind böse Christen", på dansk "jurister er slette kristne", og det er i mine øjne en dyb sandhed. Jurister er selvfølgelig nyttige fagfolk som mange andre fagfolk; de har bare specialiseret sig i jura og ikke i medicin, pædagogik eller købmandsskab, men der er brug for specialister på alle felter, fordi alle fagområder efterhånden er blevet så omfattende og komplicerede, at ingen kan beherske dem alle.

Så på den baggrund at hævde at brug af jura skulle være i direkte strid med kristendommen, lyder nærmest som en diskriminerende, for ikke at sige krænkende påstand, men den er begrundet i at ensidig pukken på ret i menneskelige forhold er i klar strid med evangeliets ord om at vi ikke kommer ind i Guds rige uden at slippe alle bekymringer og dermed også alle vore rettigheder, juridiske og politiske kævlerier. Stridigheder kendes også i kirken og har haft katastrofale følger i europæisk kulturhistorie med forfølgelse af afvigere og fornægtere, men dette har heller intet med evangeliet at gøre, det har med dogmer og magtovergreb at gøre, al den stund dogmer er et uhyre effektivt middel til meningskontrol med mennesker. Og her gælder naturligvis nøjagtigt det samme som i juraen: paragrafrytteri bliver magtmisbrug. Teologer bliver dermed også slette kristne, ja forrædere mod evangeliets fundamentale ord om kærlighed og tillid.

Tiden turde imidlertid nu være kommet til et opgør med såvel teologiens hævdelse af absolutte sandheder i trosspørgsmål som juristers og lovgiveres hævdelse af absolutte sandheder i retsvæsenet.

De fleste mennesker der er kommet lidt op i årene har ofte bemærket at ganske unge mennesker i puberteten - og navnlig hankønsvæsener - kan blive ligefrem irriterende, når de først har fanget logikkens grundlæggende regler om korrekte slutninger fra givne påstande. Der skal være logik (det betyder egentlig kun fornuft) mellem påstande og slutninger i en argumentation. Elementære regler blev allerede opstillet i det antikke Hellas, men er naturligvis blevet udvidet med matematikkens og naturvidenskabernes udvikling. Når unge mennesker kan blive så irriterende under udøvelsen af deres logiske sans, skyldes det ganske enkelt at der uden for matematikken og de eksakte videnskaber og ikke mindst i dagligdagen bruges eksistentielle, moralske og religiøse og andre udsagn som beror på skøn og fornemmelser samt personlige erfaringer, som i samtaler og debatter mellem forskellige mennesker vil indgå som uudtalte eller underforståede præmisser, og sådanne fanger uerfarne mennesker kun sjældent - og slet ikke når de først opdager selve styrken i korrekt argumentation. Dette kan man fortælle dem, men det virker som regel mod hensigten, for den unge mand er sikker på at han har forstået sagen fuldt ud. Det er så at sige et typisk pubertetstegn. Og det fortager sig kun med årene, hvis det overhovedet fortager sig.

Det uhyggelige ved juristers specifikke fremturen er naturligvis ikke helt så simpel en sag. De erfarer ganske vidst i retssager dagligt selve vægten af god argumentation, men når det drejer sig om bureaukratiets udvikling er problemet et helt andet, nemlig juristernes nærmest maniske trang til at drage flest mulige administrative og lovgivningsmæssige områder ind under deres beføjelser. Det bliver en dyb intellektuel tilfredsstillelse, og resultaterne er ofte imponerende når man ser dem isoleret fra overordnede forhold - tænk fx blot på den 600 siders lange udredningsrapport om Inger Støjberg-sagen. Den var som bekendt bestilt til Folketinget, men de færreste folketingsmedlemmer har læst den, det var slet ikke den der afgjorde deres stillingtagen ved afstemningen. Og den er strengt taget også overflødig, eftersom sagen såmænd nok ender med frifindelse eller bøde, da Støjberg ikke forsætligt brød loven.

Det er langt langt værre, når jurister sidder i Bruxelles og fortolker love der skal gælde for alle 27 EU-lande eller for menneskerettighedernes vedkommende for endnu flere tilsluttede lande, for her støder de på vidt forskellige grundindstillinger, der burde respekteres.

Uvæsenet skaber ikke blot uvilje hos visse medlemslande i EU, og var direkte årsag til Storbritanniens udtræden. Nej, den ligger tydeligvis også under den fatale uvilje mod The Establishment i Washington fra Trump-tilhængernes side. Og den skaber i Europa større og større uvilje i befolkningerne i alle EU-lande, fordi der er alt for meget der afgøres i Bruxelles i stedet for i de enkelte medlemsstater.

Men vejen ud af miseren går ikke ad en simpel kritik af endsige dyb afsky for juridisk ret eller bureaukratisk udbygning, men på en folkeoplysning der virkeligt begriber at den menneskelige eksistens afhænger af helt andre ting end logik, jura, økonomisk videnskab og naturvidenskab. Den afhænger af den mening med livet som man erfarer allerede som barn og som ytrer sig gennem den livsbekræftende frie udfoldelse og kreativitet man erfarer i det fællesskab man vokser op i. Dybdepsykologisk set hører disse erfaringer under de før-sproglige primærprocesser, mens socialiseringen og det senere sociale liv hører under de tillærte og rationelle sekundærprocesser. Og forskellen mellem disse to vidt forskellige processer skal man være bevidst om for at kunne modvirke den uhyggelige overdrivelse af rationaliteten som jurister og politikere gør sig skyldige i - og som de fleste medier åndløst bakker op om. Men man skal også vide at man ikke skal vælge mellem de to slags psykiske processer, selvom de er uforenelige. De er begge nyttige og uundværlige, og skal betragtes som komplementære. Vi skal kunne veksle mellem dem efter behov og situation. Også dette hører under opdateret folkeoplysning.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018  (20.5.18.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
ånden, Selvet - sjælen -  (23.12.04.)
åndslivet: Uvidenhed om det kollektivt ubevidste er reelt en fornægtelse af åndslivet  (13.8.18.)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Den massive uvidenhed om det kollektivt ubevidste ses klart ved juletid, men kom også frem på en højere læreanstalt  (24.12.18.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Oplysning: Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Oplysningen: Gravøl for oplysningen?

Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste

komplementaritets-aksiomet
komplementaritetssynspunktet
komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet, modstanden mod (13.1.11)
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens (4.6.17.)

Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet