JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - morialejrenn

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.10.20.

Det moralske dilemma omkring Morialejren på Lesbos

Den 8. september om aftenen meldtes det på nyhedsmedierne at der var brudt brande ud flere steder i Morialejren på Lesbos, der er den største og mest berygtede flygtningelejr i Europa. Den havde over 12.000 beboere, en tredjedel var børn, heraf mange 'uledsagede'. Ilden bredte sig hurtigt til hovedlejren. Tusindvis af flygtninge gik i panik, søgte tilflugt mellem oliventræerne eller begyndt at gå ind mod øens hovedby, men flertallet var i realiteten isoleret i lejren, som på grund af udbrud af corona var en lukket lejr man ikke uden videre kunne forlade. Formentlig var brandene påsatte.

Lesbos og fire andre græske øer nær Tyrkiet har siden 2014/15 haft en strøm af flygtninge fra krigene i Syrien og Afghanistan der ønskede at komme videre til Europa - enten ved egen kraft eller ved at søge om asyl. Men asylbehandlingen kan tage år. Den tyske udenrigsminister kaldte straks brandene for en humanitær katastrofe og krævede hurtigt hjælp til Grækenland fra EU, herunder en fordeling af flygtningene mellem EU-landene. EU's flygtningekommissær lovede at betale for at få 400 uledsagede børn overført. Ti EU-lande sagde hurtigt ja; Holland og Frankrig ville hver tage 100 børn; Frankrigs præsident hævdede at Europa er nødt til at stå sammen i solidaritet. Men Danmark sagde nej til børn, men tilbød at sende telte til Lesbos. Det var efter integrationsministerens mening den mest effektive måde for Danmark at hjælpe på. Østrig sagde også nej til at modtage børn. Der er og bliver uenighed om EU's rolle i dette spørgsmål. Kommissionen med Ursula von Leyden i spidsen står for mere magt til toppen, dvs mere ensretning, men mange mindre lande, herunder Danmark, er imod.

Grækenland påbegyndte hurtigt etableringen af en ny teltlejt på et lukket militært område på øen, men migranterne forsøgte at kæmpe imod. Lesbos er helvede for dem - og de vil helt væk fra øen. Beskrivelse af rædslerne på øen er legio. Den nye lejr beskrives som værre end den nedbrændte.

Problemet for EU er at antallet af flygtninge fra Nordafrika over Middelhavet tager til og rammer navnlig Italien hårdt. Anders Ladekarl fra Dansk Flygtningehjælp køber absolut ikke den danske regerings argument om at evakuering af nødstedte fra Moria-lejren vil åbne en ladeport for nye flygtningestrømme. I verdenssammenhæng skal de tolv tusinde flygtninge på Lesbos ses i forhold til omkring 79 millioner flygtninge og fordrevne i hele verden. Og dette kæmpemæssige problem skal igen i dag ses i sammenhæng med coronakrisen. Denne gør nemlig forholdene endnu værre i de fattige lande samtidigt med at den begrænser evnen og viljen til hjælp fra de veludviklede lande.

Politikens udenrigspolitiske redaktør Michael Jarlner gjorde 12.9. gældende at vi danskere og europæere må tage mere ansvar for Moriakatastrofen. Det der sker på Lesbos er efter hans mening en humanitær skamplet, en moralsk skamplet og en skamplet på EU.

Set fra et helhedsrealistisk synspunkt er det dog nødvendigt at se nærmere på det moralske dilemma omkring flygtningelejre og flygtningehjælp, ja tage selv begreberne solidaritet, humanitet og humanisme op til nærmere drøftelse.

Allerførst skal det påpeges at flygtninglejre ikke opstår blot fordi der kommer flygtningstrømme fra nogle områder til andre, men fordi folk ikke blot flygter fra naturkatastrofer, men også fra krige og bombninger samt diktaturer - og til områder der er helt forskånet for disse rædsler eller er i stand til at klare sig igennem dem ved egne midler. Naturkatastrofer medfører som hovedregel at der hurtigt strømmer hjælp til fra mange sider; her giver man hjælp til selvhjælp. Umiddelbart er der også vilje til hjælp i tilfælde af krigmæssige rædsler, men her er problemet at strømmen af flytninge kan være så stor at mange lande simpelthen nægter at modtage nogle af dem af frygt for ikke at kunne integrere dem. - Flygtningestrømmene i 2015, hvor kansler Merkel åbnede EU's ydre grænser, har kun skræmt.

Man kan kalde dette nationalisme - og nogle bruger også skældsordet egoisme - men alle suveræne lande er nu engang nationalstater der ikke kan opretholde deres suverænitet uden selv at bestemme, hvem og hvor mange udlændinge man vil åbne sine grænser for. Indvandrere kan være en berigelse for et land, men det afhænger i høj grad af deres kvalifikationer og deres integrationsvilje. De fleste EU lande har accepteret utallige gæstearbejdere og med årene også givet dem statsborgerskab, men den afgørende erfaring fra den store indvandring af muslimer fra 1970'erne og frem har været den negative at mange af disse er svære at integrere fuldtud, bl.a. fordi de ikke lærer deres nye sprog ordentligt og lever i deres egne parallelsamfund - og iøvrigt for alt for manges vedkommende bevarer en skadelig tilknytning til den fundamentalistiske islam.

I denne forbindelset må man generelt acceptere at flygtningestrømme tit får et omfang der sætter direkte fokus på de enkelte landes og regioners ret til at forsvare sig og herunder opretholde egne normer. I frie demokratier er det især vigtigt at man ikke tillader indvandring af fremmede mennesker der reelt ikke er indstillet på demokratiet og dettes forskellighed og diversitet, men tværtimod mere eller mindre udtalt drømmer om indførsel af islamiske normer. Frie demokratier må også have ret til at hjemsende flygtningene der efter grundig behandling af deres sag får afvist asyl.

Men det er også vigtigt at forstå at ord som solidaritet og spontan hjælpsomhed (og andre udtryk) betegner moralske kvaliteter der hænger nøje sammen med lokal, regional og national suverænitet og interesse, og som slet ikke kan vurderes sikkert uden denne sammenhæng. Det har igen noget med de ofte ubevidste forudsætninger af sproglig og adfærdsmæssig samt religiøs art som ligger bag dem. Og derfor gælder at man i moralske anliggender aldrig kan se bort fra de subjektive faktorer hos mennesket. Mange vil ikke acceptere dette og henviser til universelle værdier, herunder menneskerettigheder. Og dette er i det mindste relevant for de lande der har tilknyttet sig internationale konventioner. Men påstår man at ubevidst tilknytning til forudsætninger af sproglig, adfærdsmæssig og religiøs art er irrelevant, så er man ude i benægtelse af virkeligheden i sin fulde bredde og dybde. Man kan vende det om og sige at det kun er en del af et suverænt lands befolkning der er bevidst om disse forhold, men så kommer man reelt kun med en forklaring på de faktiske modsætninger i befolkningerne. Og så skal man lade være med at moralisere.

Ordet 'humanitet' sættes på vores breddegrader nærmest lig med almindelig eller naturlig hjælpsomhed. Vælter et barn med sin cykel i fuld fart eller falder et voksent menneske om på vejen uden selv at kunne komme op, så træder forbipasserende helt naturlig til for at hjælpe. Andet vil være dårlig adfærd. Det kunne jo være at man selv en dag havde brug for spontan hjælp fra andre. Og man har da lov til i denne forbindelse at tale om humanitet, men sætter man lighedstegn nellem humanitet og hjælpsomhed, vil man ikke kunne forstå at det ikke er udslag af humanitet at hjælpe flygtninge fra fremmede regioner og fremmede situationer til vort eget land, men tværtimod er politik i og med at man griber ind i internationale forhold.

Dette skal forstås helt bogstaveligt: Det at hjælpe flygtninge fra fremmede regioner og fremmede samfundsforhold til vore egne danske (og europæiske) forhold er et klart indgreb i internationale forhold, fordi det vil ændre ikke bare situationen for de pågældende flygtninge, men i høj grad også selve det internationale forhold. Det vil fx kunne komme til at danne præcedens for fremtidige aktioner og reaktioner, konkret altså kunne føre til flere flygtninge, men det vil navnlig kunne fjerne en del af presset for at ændre de forhold der har frembragt flugten fra bestemte områder, herunder en ulykkelig krigstilstand eller et uudholdeligt diktatur.

Man kan mene - det mener fx folk der er enige med Dansk Flygtningehjælp - at det skulle være kynisme at tænke i disse baner. Dette er et stærkt belastet skældsord, og det bliver argumentationen aldrig mere saglig af. Faktum som man burde holde sig til, er at det er både helt naturligt og helt legitimt at suveræne lande selv bestemmer hvor mange og hvilke flygtninge man på ethvert givet tidspunkt vil tage imod. Her gælder først og fremmest det rolige og modne overlæg: man tager hensyn til alle relevante forhold, men først og fremmest landets egen suverænitet, uden hvilken der ikke er noget at tale om.

Humanisme er derimod dels en periode i kulturhistorien der dateres til tidsrummet 1300-1600 og altså går forud for Oplysningstiden, dels et overordnet synspunkt eller livssyn der i den europæiske kulturudvikling har været nøje forbundet med tolerance og individualisme. Den bærende idé er at mennesket sættes i centrum, hvad der igen betyder at det enkelte menneskes suverænitet og værdighed sættes over samfundets interesser og magtspil, og at mennesket ikke længere ses som led i en guddomelig 'frelsesplan'. Humanismen var således fra begyndelsen vendt imod enevældige fyrsters, enevældige pavers og enevældige profane diktatorers autoritet og overgreb mod andre, herunder ikke mindst mod anderledes tænkende. Men selvom disse autoriteter er blevet systematisk svækket - eller endda helt fjernet - kan alt ikke siges at være i skønneste orden.

Sekulariseringen har i høj grad ramt alle religiøse autoriteter der systematisk har pukket på at højere magter står bag dem. Dette har åbenlyst ført til groft misbrug og decideret knægtelse af noget så afgørende for mennesket som ytrings- og åndsfriheden. Men omvendt kan det ikke længere skjules, at det er blevet et stigende problem i demokratiske lande at ingen vil bøje sig for mennesker der rent faktisk har sat sig bedre ind i tingene end andre. Alle borgere ytrer sig nemlig og vil høres, idet de hævder at deres mening kan være lige så god som andres. Politisk betyder det, at folk ikke vælges til tillidsposter som fx parlamentsmedlemmer, fordi de er særligt kvalificerede i saglig forstand, men fordi de er langt bedre til at udnytte de sociale medier til at skaffe sig opmærksomhed og tilhængere.

Overalt hvor humanismens ideer har vundet frem, er kritikken mod autoriteterne blevet forstærket. Såvel de kirkelige autoriteter i de etablerede dogme- eller lov-religioner (jødedom, kristendom og islam) som de profane autoriteter (de politiske ideologier fra kommunisme til nazisme og ekstremisme) må stå for skud fra frihedselskende mennesker, og autoriteterne svarer desværre oftest igen med vold og undertrykkelse. Frihedens forkæmpere er imidlertid ikke til at standse. Kun synes de i vid udstrækning at lide af en religionskritik eller religionsforskrækkelse der reelt forhindrer oplysningen i at nå frem til en fri komplementær helhedsrealisme der modsat den snævre klassiske humanisme ser og acceptere menneskets psykiske bundethed til noget der er overordnet mennesket selv, men ikke er af overnaturlig eller autoritær art.

Men humanismen dækker også det mere moderne fænomen, at velstillede individer og fællesskaber opfatter det som en moralsk forpligtelse at hjælpe andre landes befolkninger med fx sygdomsbekæmpelsen. Det gjaldt i meget stor stil med DDT-midlet mod malaria som man anvendte i stor stil i bl.a. Indien efter 2. verdenskrig) efter at en schweizer i 1939 havde opdaget dets specifikke insektdræbende effekt. Det billige vidundermiddel slog effektivt malaria-truslen ned, og det øgede befolkningstallet voldsomt i de behandlede områder, men det førte utilsigtet også til store naturskader på grund af stoffets langsomme nedbrydning. Midlet blev derfor hurtigt forbudt. Men skaderne var sket.

I dag må vi stille spørgsmålstegn ved om det tjener noget formål at øge verdensbefolkningen så hurtigt som det er sket siden 2. verdenskrig. Verdensbefolkningen er faktisk blevet mangedoblet flere gang fra tre milliarder til ni, og den må siges forlængst at have fået et omfang, der er til skade for naturen og klimaet såvel som for menneskets psykiske og politiske tilstand. Der drives rovdrift på naturen for at brødføde det stadig stigende antal mennesker i verden, og den tilhørende økonomiske vækst har kun styrket den fatale fremskridtstro, der ellers fik et alvorligt knæk med krigsgalskaben under 1. verdenskrig. Oveni har vi i år fået en covid19-pandemi der har medført enorme samfundsændringer og stadig ændrer vores vilkår - og reelt også sætter humanismen under pres: Den må i en vis forstand siges at være et uhyggeligt biprodukt til den befolkningstilvækst og befolkningstæthed som humanismen og fremskridtstroen har indebåret.

I nyeste tid kommer endelig digitaliseringen ind i billedet, fordi den både medfører en betragtelig lettelse i arbejdsprocesserne og en kolossal hastighedsforøgelse i nyhedsformidlingen. Beretninger om nye rædsler og overgreb spredes med lynets hast og påvirker ikke mindst gennem stærke billeder folks mentale verdensopfattelse. Menigsmands verdensopfattelse er blevet langt mere subjektiv end den tidligere har været. Eller rettere: den er blevet populistisk og overfladisk i stedet for dybt folkelig i gammeldags forstand. Og det gør de valgte ledere til langt mere påvirkelige for både stemninger i tiden og manipulationer fra organisationer der har sat sig ind i digitaliseringens finesser og muligheder for misbrug.

Alt i alt står den ellers højtagtede humanisme i dag i en krise der gør det nødvendigt at se nærmere på dens svagheder i henseende til etikken. Lever den overhovedet op til konsistens-etikkens krav om at sørge for overvægt af det gode i livet på langt sigt?

Helhedsrealistisk set er det hverken forsvarligt at drive rovdrift på naturens ressourser eller at negligere kravet om overvægt af det gode i livet. Både rovdriften og tilsidesættelsen af kravet om overvægt af det gode vender sig altid før eller siden mod mennesket selv, dets overlevelse og dets konsistens.

Konsistens-etikken gælder naturligvis både individet og fællesskabet, men der er unægteligt den store forskel, at det i de fleste individuelle tilfælde er forholdsvis nemt at se hvad der er rigtigt for den enkelte i en konkret situation (fx at hjælpe en nødlidende), mens det ofte er meget svært at bedømme hvad der samfundsmæssigt set er rigtigt (fx at hjælpe flygtninge), ganske enkelt fordi samfundets forhold er yderst komplekse. Det gavner den enkelte nødlidende at blive hjulpet, og hjælpen vil normalt ikke ændre samfundet. Men at hjælpe titusinder af flygtninge eller titusinder af malariatruede mennesker kan få vidtrækkende følger for de samfund hvor det sker, og resultatet bliver ikke givetvis overvægt af der gode, men tværtimod snarere underskud af det gode. Resultatet må naturligvis bedømmes i hvert enkelt konkret tilfælde, men det er samfundenes uhyre komplekse karakter den dag i dag der gør det umuligt at hævde at det i alle tilfælde er forsvarligt at overføre konsistensetikkens indlysende forpligtelse til at hjælpe nødlidende fra individets problematik til fællesskabets problematik - uden hensyntagen til den nævnte kompleksitet.

Det vil fremgå at jeg ud fra et helhedsrealistisk synspunkt vil hævde at det ikke lever op til konsistensetikkens krav om overvægt af det gode i det lange løb at hjælpe de dybt ulykkeligt flygtninge der lever i Moria-lejren (eller tilsvarende lejre) til at flygte til frie lande eller give dem asyl i frie lande (herunder EU). Hvis man vil hævde at det er det eneste humanistiske at hjælpe dem videre til andre lande, vil jeg på min side hævde, at det i dag må siges at være en uholdbar fortolkning af humanismen fortsat at sætte individets suverænitet og værdighed over fællesskabets. Verdensbefolkningen er blevet for stor og verdenssituationen altfor kompleks til den fortolkning. Individet hører altid hjemme i et lokalt/regionalt og sprogligt fællesskab - og kan derfor ikke i frie samfund sættes over fællesskabet.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris stadig 100 kr. på grund af billedrettigheder)

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Flygtningekrisen - artikeloversigt

Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)
Islamisk Stat er nu Vestens allerstørste udfordring  (21.3.15)
Mellemøstens krise synes uden ende  (14.07.14.)

Merkels fatale flygtningepolitik står ved magt  (5.9.17.)
EU prøver at begrænse menneskesmuglingen over Middelhavet  (1.9.17.)
Menneskesmuglingen over Middelhavet et kæmpe problem - både politisk og etisk   (18.8.17.)
Elvte september 2001 satte fundamentalt skel mellem to kulturer  (11.9.16.)
Merkel i stigende problemer med sin flygtningepolitik  (30.8.16.)
Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal  (7.8.16.)

Demokrati forudsætter en særlig dannelse - og dét er blevet et problem (9.9.18.)
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens (4.6.17.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Tolerance forudsætter både frihed og værn af frihed   (30.4.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)

Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Etik
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet