JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - laererkonflikt13a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.4.13. (Ugebrev - med tilføjelse 8.4.)

Danmarks Lærerforening stritter imod udviklingen

En afgørende kamp om arbejdsgivernes principielle ret til at lede og fordele arbejdet på den danske folkeskoles enkelte skoler foregår nu i stor offentlig bevågenhed mellem Danmarks Lærerforening (DL) og Lærernes Centralorganisation (LC) på den ene side og Kommunernes Landsforening (KL) samt Finansministeriet på den anden side. Den er foreløbigt endt med overenskomstforhandlingernes sammenbrud og efterfølgende iværksættelsen af KL's regelret bebudede lockout af lærerne fra 1. april. Og den vil vare til regeringen og folketinget griber ind med en lov der fastsætter de nye bestemmelser for parterne.

Debatten er i de sidste uger gået endda meget højt, fordi parterne ikke blot har forskelligt syn på selve uoverensstemmelsen, men også har beskyldt hinanden for manglende vilje til at gå ind i reelle overenskomstforhandlinger. Debatten har i vid udstrækning været ført som annoncekampagne med yderst forenklede og alt andet end vejledende påstande, og den har derfor på ingen måde været konstruktiv. Fra lærernes side er det bl.a. blevet hævdet, at KL fortæller myter om lærernes arbejdstid, og at KL's forslag vil indebære at undervisningen i skolerne fremover vil blive discountundervisning i stedet for kvalitetsundervisning. Parterne har nærmest talt sig fra hinanden og har følgelig ikke på noget tidspunkt givet forligsmanden nogen reel chance for at stable et mæglingsforlig på benene.

Striden står først og fremmest om de særlige arbejdstidsregler som lærerne har haft i årtier og som er så stramme og stive hvad angår fastsættelsen af forberedelsestid pr. undervisningstime, at de ikke giver skolelederne den ledelsesret som er norm på andre arbejdspladser (ikke mindst det private arbejdsmarkede) og som i dag regnes som betingelse for moderne og effektiv ledelse. Men lærerne nægter at give afkald på disse særlige og indviklede regler - og har forsøgt at tilbyde alle mulige andre løsningsmodeller som de offentlige arbejdsgivere (Kommunernes Landsforening og Finansministeriet) til gengæld har afvist med den begrundelse at de blot er forhalingsmanøvrer.

Påstand står mod påstand, og alle der synes konflikten er unødig og skadelig for samarbejdet om folkeskolen og den kommende skolereform, det gælder stort set flertallet af elever og forældre og en del byrådsmedlemmer fra S og SF, har temmelig naivt gjort gældende, at parterne burde kunne mødes på halvvejen som man normalt gør i overenskomstsituationer under den højtbesungne danske model for arbejdsaftaler og -konflikter. Sagen er bare at mens man altid kan mødes et eller andet sted på halvvejen når talen er om timeløn, samlet arbejdstid, ferie m.m., så er dette netop ikke tilfældet med de komplekse og detaljerede arbejdstidsregler. Og da de gældende regler på skoleområdet længe har været en torn i øjet på de offentlige arbejdsgivere, de forskellige regeringer og den snævre kreds af topembedsmænd der bekymrer sig om velfærdsstatens effektivisering for overlevelsens skyld, så er det nu blevet et enten-eller for arbejdsgiverne.

Dette rystede i sig selv Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen og fik ham til at tale om at det hele var politisk styret, hvad overenskomstforhandlinger netop ikke må være ifølge den danske model. Ja, der har været daglige beskyldninger og teorier om forhåndsaftaler mellem regeringen, finansministeriet og Kommunernes Landsforening, som om det var utænkeligt at tiden - uanset hvad enkelte skoleledere og borgmestre måtte mene om den gamle ordnings tilstrækkelighed - kunne blive moden til et opgør med gamle regler der gør lærerne priviligerede i forhold til alle andre lønmodtagere i landet.

Rigtigt er det at der på det afgørende punkt i realiteten ikke er noget at forhandle om eller for forligsmanden at lave mæglingsforslag om, eftersom de offentlige arbejdsgivere nu vil af med de gamle arbejdstidsregler én gang for alle. Og dette skete så at sige automatisk allerede med den gamle overenskomsts udløb pr. 31. marts 2013. Lærerne boykottes fordi de ikke vil indgå en ny overenskomst uden de gamle stive arbejdstidsregler. Boykotten går ud over elever og forældre et stykke tid. Og når den har varet længe nok - og her skeler man uden tvivl primært til elevernes eksamenssituation og måske størrelsen af lærernes strejkekasse, men generelt til den almindelige samfundsorden der kræver de offentlige institutioner i funktion - så kommer regering og folketing med et indgreb der giver skolelederne principiel ret til at lede og fordele arbejdet på den enkelte skole ud fra gældende (eller opjusteret) overenskomst om løn, samlet arbejdstid m.m. og derudover ud fra hensynet til målsætningen for undervisningen og de enkelte læreres behov for forberedelse i de forskellige fag.

Så kan lærerne pibe og synge som de vil - eller for dens sags skyld stå på hovedet på torve og stræder med deres sjove demonstrationshatte og synge kampsange af fuld hals. De er gode til alle ting. Men de er også gode til at undervise, og de er generelt glade for deres arbejde. De gør et stort arbejde og bliver jævnligt opkvalificeret til det gennem efteruddannelse. Den igangværende konflikt kan og vil uden tvivl give nogle omstillingsproblemer (jo flere, jo længere den kommer til at vare), men ingen bør tro, at folkeskolen ikke på et eller andet tidspunkt kommer til at fungere igen eller at en skolereform ikke vil kunne gennemføres med lærernes aktive bistand.

Konflikten får lov at løbe mindst et par uger. Men så kommer indgrebet med et stort flertal af folketingets medlemmer. Afgangsklasserne vil få deres afgangsprøver og -beviser - og til sidst bliver det sommerferie, så alle kan slappe af! Eller næsten alle. For ligegyldigt hvordan og hvornår konflikten helt konkret ender, så får den tabere - og det er dels lærerne, dels regeringspartierne Socialdemokraterne og SF der må forelægge regeringsindgrebet og endda lade den ubøjelige finansminister Bjarne Corydon stå som den mest troværdige og respektable mand i hele spillet, fordi han står fast på en linje han betragter som den eneste progressive.

Bjarne Corydon var onsdag den 3.4. i samråd i Folketingets Finansudvalg om konflikten, og han afviste her alle beskyldninger om, at kommunernes lockout sker som led i en koordineret indsats med regeringstoppen, der har til formål at tvinge lærerne til at opholde sig mere i klasseværelserne. I stedet påpegede han, at de offentlige arbejdsgivere gennem 25 år har forsøgt at ændre lærernes arbejdstidsregler. "Men det nye er, at arbejdsgiverne har stået fast på det krav denne gang", lød det. "Vi har enten endnu engang kunnet opgive kravet om, at skolelederne skal have ledelsesret som på andre arbejdspladser", sagde han, "eller vi har kunnet fastholde kravet og om nødvendigt gennemføre den lockout, som er arbejdsgivernes eneste mulighed for at frigøre sig fra lærernes rigide arbejdstider." - Han understregede, at de særlige arbejdstidsregler hindrer mest og bedst mulig undervisning og samvær med eleverne.

Finansministerene udsendte 29.3. en pressemeddelse der kaldte Anders Bondo Christensen sidste udspil til ministeriet for en ny afledningsmanøvre fra hans side: - "Den arbejdstidsmodel, som Anders Bondo Christensen har fremlagt i flere varianter, fastholder de særlige privilegier, som kun findes i lærernes overenskomster. Det er derfor ikke korrekt, når det anføres, at han har fremlagt forslag, der svarer til arbejdstidsreglerne for andre ansatte i staten. Den grundlæggende knast, der skiller os, er stadig den samme: Nemlig, om skolelederne skal kunne lede og fordele arbejdet på den enkelte skole – som på andre arbejdspladser – eller om mere samvær mellem lærere og elever skal aftales med fagforeningen."

Finansministeren tilføjede, at en forhandlingsløsning jo "forudsætter, at der kommer en reel åbning fra Anders Bondo Christensens side i forhold til det grundlæggende problem. Og her er det seneste kreative indslag desværre bare et nyt forsøg på at trække tiden ud og flytte fokus væk fra det, forhandlingerne burde handle om – at gøre op med nogle utidssvarende privilegier, der udgør en afgørende barriere for at give vores børn og unge den bedst mulige uddannelse".

Fra skoleledernes er det blevet meldt ud, at de er klar til nye arbejdstidsregler, og at man ikke frygter at hverdagen efter den nuværende lockout af folkeskolelærerne ender i det bureaukrati, som Danmarks Lærerforening forudser. "Frygten, for at det vil være for tidskrævende, at skolelederne fremover skal fordele de enkelte læreres arbejdstid, er ubegrundet. Sandheden er nemlig, at skolelederne er godt nok rustet til at løse den kommende opgave", lyder det samstemmende fra Kommunernes Landsforening (KL) og formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle. Og Balle har påpeget at tidsforbruget til hver enkelt type opgave, som lærerne skal løse, i dag er bestemt centralt og derfor ude af skoleledernes hænder. Og han har udtrykkeligt taget afstand fra den påstand at lærernes arbejde i detaljer skal styres af skolelederne. Det skal det ikke. Lærerne skal tage det ansvar, de har som lærere, og det skal de blive ved med.

Men tilføjer Balle: En forudsætning, for at lærerne selv kan være med til at bestemme, hvordan deres ressourcer bedst fordeles, er dog, at der sker en kulturændring blandt lærerne, så de fremover er flere timer på skolen. "Min drøm er, at det i høj grad er de forskellige team, der selv vurderer tidsbehovet til forberedelse og undervisning. De skal selv vurdere, hvor deres ressourcer er bedst brugt, og det er så min opgave som leder at sikre, at der er bemanding til det". Og Balle afviser at fremtidens skole kommer til at udvikle sig til et stort bureaukrati. Det er lederen, der afgør, om det skal være bureaukratisk eller ej.

Ingen skal dog tro at alt kommer til at gå glat. Det gør det netop aldrig, når det er gamle, indgroede vaner, rettigheder og samarbejdsformer der skal ændres. Men set nøgternt og nogenlunde objektivt ud fra hensynet til folkeskolens udvikling som led i hele velfærdssamfundets modernisering og effektivisering, så er både ændringerne, besværet og selve konflikten nødvendig, fordi der uden konflikt ikke vil ske de omstillinger der er nødvendige for at få velfærdssamfundet til at hænge økonomisk og rettighedsmæssigt sammen.

Tabere er der altid i en sådan konflikt. Den store taber i den aktuelle konflikt er imidlertid ikke blot den usædvanligt kampberedte og forhandlingsuvillige Danmarks Lærerforening, der ligesom sygeplejerskerne i 2008 har mistet realitetssansen, men hele den venstrefløj der ikke vil tage bestik af udviklingen i almindelighed og behovet for modernisering af velfærdssamfundet i særdeleshed, men i stedet gør hvad de kan for at forsvare gamle privilegier, som selv S-toppen og dele af SF langt om længe ser nødvendigheden i at gøre op med for velfærdssamfundets skyld.

Uden at gå ud i en længere historisk redegørelse er det relevant at holde det store perspektiv for øje. De gældende og uhensigtsmæssige arbejdstidsregler er ikke alene meget gamle, de har også hidtil været urørlige, fordi hverken en borgerlig eller en socialdemokratisk regering har vovet at tage et opgør med lærernes magtfulde fag- og kamporganisation der allerede i 1979 under Jørgen Jensen viste muskler der både delte lærerkollegierne på de enkelte skoler i to modstridende blokke (dem der ville nedlægge arbejdet i protest mod regeringen og dem der ikke ville) og som kostede en socialdemokratisk Anker Jørgensen regering dyrt. Og i sidste ende går alt i virkeligheden tilbage til den systematiske udvidelse af den offentlige sektor der begyndte sidste i 1960'erne da momsen blev indført og statsindtægterne og -udgifter på få år løb løbsk. Det gik ikke alene ud over de offentlige budgetter, men gjorde også de offentlige ansatte til den herskende klasse her i landet. - Jf. Jørgens Dichs bog om Den herskende klasse.

Der skete dengang en decideret kulturændring - og derfor er det i dag blevet relevant og særdeles påkrævet med en kulturændring den anden vej, så borgernes ansvarlighed for den samlede økonomi og det samlede velfærdssamfund øges på bekostning af snævre egeninteresser. Og det imponerende er at Socialdemokraterne i dag kan se nødvendigheden af at gøre op med deres egne fortidssynder. Det må man da tage hatten af for. - Hvad der mangler er kun at venstrefløjen begynder at komme til besindelse!

Ejvind Riisgård

Tilføjelse 8.4.:

Medierne har forleden i dækningen af den verserende lærerkonflikt trukket en flere måneder gammel, såkaldt 'resultatkontrakt' mellem Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen frem som forklaring på finansminister Bjarne Corydons urokkelige krav om bortfald af lærernes gamle og forældede centralaftale om arbejdstidsregler, og det har straks udløst en række beskyldninger fra fagforeningernes side om at finansministeren i strid med den danske model blander sig i overenskomstforhandlingerne og at der skulle foreligge en aftale mellem ministeriet og Kommunernes Landsforening om fælles holdning. Ja, FTF-formanden Bente Sorgenfrey har endda kaldt overenskomstforhandlingerne med lærerne for en proces der har været styret af finansministeren og tilsvarende har FOA's formand Dennis Christensen talt om matchfixing. De og andre taler om skrækscenarier hvor det ene gode efter det andet vil ryge ud i de følgende år.

Det er derfor værd at notere, at den omtalte resultatkontrakt taler om at Overenskomstforhandlingerne 2013 skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken. Og det er der faktisk intet som helst mærkeligt i. Det burde være en normal opgave for enhver finansminister og enhver offentlig arbejdsgiver, og har derfor intet med utidig indblanding at gøre. Det eneste nye er at det nu - efter mange års uopmærksomhed om problemerne og ulyst til at tage kampen op med fagbevægelsen er blevet klar og explicit politik i både stat og kommuner med det formål at få ordentlig balance mellem offentlige udgifter og indtægter - og alligevel sikre velfærden fremadrettet. Det er blevet en så indlysende og nødvendig målsætning for de offentlige arbejdsgivere, at der slet ikke behøver være nogen aftaler om sagen.

Problemet er udelukkende at visse fagforeninger med folkeskolelærerne i spidsen ikke forlængst har indset, hvor udviklingen bærer hen - og derfor afviser at indgå nye overenskomster uden de centrale arbejdstidsregler. De ønsker at opretholde både privilegierne og illusionerne - og har held med det sidste, fordi de er bedre til massiv propaganda og har bedre kontakter med pressen.

PS. Som læserne måske har bemærket er Jernesalt fra nytår gået over til kun at bringe en enkelt, relativ kort artikel om ugen, og at kalde den 'ugebrev' - uden at der heri skal lægges nogen forestilling om at det er en hel uges begivenheder der kommenteres. Det er hver uge kun et enkelt tema der tages op - og det sker ud fra en vurdering at dets relevans for Jernesalts overordnede mål om at behandle politiske, kulturelle, psykologiske og religiøse emner som har betydning for den moderne danskers eksistens - og så vidt muligt sætte dem ind i en større helhedsrealistisk sammenhæng.

Jeg minder i den forbindelse om at Jernesalt ikke skrives af snæver intellektuel-akademisk interesse, endsige af polemiske grunde, men af eksistentiel interesse og med henblik på at give stof til refleksion og stille eftertanke.

Når virksomheden nu indskrænkes til den beskedne ugentlige indsats, skyldes det ganske enkelt at Jernesalt er begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne vil i løbet af året komme til at dække alle væsentlige sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. Jeg har valgt at starte med de grundliggende filosofiske og psykologiske essays og fortsætte med essays om mine store inspiratorer i filmens, litteraturens, kunstens og musikkens verden, men kommer skam også til de mere politiske emner.

Under rubrikken e-bøger findes en oversigt over de udgivne bøger, og ved at klikke ind på den enkelte bog kan man se beskrivelse og indholdsfortegnelse.

Undertegnede forventer at afslutte Jernesalts virksomhed i løbet af et års tid - og har tænkt mig at runde af med et større essay om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Links:

Danmarks Lærerforening
Lærernes Centralorganisation
Kommunernes Landsforening
Skolelederforeningen
Finansministeriet
Undervisningsministeriet

Relevante artikler på Jernesalt: