Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering Coronakrisen E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2019-FILOSOFIEN
 
ESSAYS
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kommvalg05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.11.05.  med  tilføjelse 18.11.05.


Kommunalvalget  -  S vandt og V tabte

Spændingen efter kommunal- og regionalvalget tirsdag er udløst og resultatet blev en bemærkelsesværdig flot sejr til socialdemokraterne, et skuffende valg for Venstre, et godt valg for radikale og konservative, og et decideret dårligt valg for Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. I alle tilfælde dog med lokale varianter.

Stemmeprocenten blev normal for kommunalvalg, 64,9 % eller omkring 15 procent mindre end ved folketingsvalgene i 2001 og 2005. Det betyder også 15 % mindre end ved kommunalvalget i 2001, fordi dette faldt sammen med folketingsvalget. Men igen er der store variationer fra by til by. København fik kun en stemmeprocent på 58,6 mod Herning på 73,7, Århus på 71,8, Odense på 69,4 og Horsens på 69.



Størst spænding var der om København, Århus og Odense, ikke mindst fordi socialdemokraterne havde gjort det til et succeskriterium at vinde de fire største byer i landet. Det lykkedes i København, Århus og Ålborg, men kiksede i Odense.

I Odense fik blokkene samme mandatfordeling, således at det blev de radikale der afgjorde borgmesterposten, og den tilfaldt de konservatives Jan Boye, der mere end fordoblede sit partis stemmetal. Han fik fjerdehøjeste antal personlige stemmer i landet, nemlig 29.565. Den siddende socialdemokratiske borgmester Anker Boye måtte indkassere en voldsom øretæve - og grunden kan føres direkte tilbage til hans meget uheldige tackling af det famøse H.C.Andersen-show i Parken i København. Det blev både underholdningsmæssigt og økonomisk en fiasko, men det værste var at Anker Boye i et sidste øjebliks forsøg på at skaffe en verdensstjerne til showet kaprede Tina Turner formedelst et honorar på 6 mio kroner. Om hun så var kommet på scenen for en tiendedel af denne nette sum, havde det været et dårligt valg, der ikke havde kunnet redde arrangementet. Tegneren Roald Als fornøjer i dag Politikens læsere med en tegning af H.C. Andersen der fortæller Anker Boye historien om svanen der bliver til en grim ælling. Han fik dog 18.434 personlige stemmer, der rakte til en sjetteplads på landsbasis. Men en højere retfærdighed i slutresultatet kan den dygtige og hæderlige mand næppe få øje på. Han er blevet den der har måttet bøde mest for et H.C. Andersen-jubilæum der gik fuldstændigt over gevind i udvendighed og ligegyldighed.

I Århus stormede den unge Nicolai Wammen frem, så han kunne skaffe sig borgmesterkæden uden radikal bistand. Fire års borgerligt styre med Louise Gade var slut. Men det krævede altså friske kræfter udefra, dvs af en ung og fremstormende folketingspolitiker der ved valget i januar forlod folketinget til fordel for udfordringen i Århus. Wammen fik 38.277 personlige stemmer og blev dermed nr. 3. Men Louise Gade blev nr. 2 med ikke mindre end 42.697 stemmer. Hun føler sig også uretfærdigt behandlet, og synes at glemme at hun for fire år siden blev valgt, fordi århusianerne var trætte af socialdemokraterne. Hun har ikke klaret opgaven dårligt, men heller ikke gjort en markant forskel.



I København kunne ingen hamle op med en så kendt, erfaren og garvet politiker som den 64-årige Ritt Bjerregaard. Hun bliver ikke alene den første kvindelige overborgmester i København, men er den eneste danske politiker der kan prale med et curriculum vitae der omfatter så mange og tunge poster som undervisningsminister 1973-78, socialminister 1979-81, statsrevisor 1982-93, gruppeformandsskab 1987-91, EU-kommissær for miljøet 1994-99 og fødevareminister 1999-2001 - og som rosinen i pølseenden nu overborgmesterskabet.

Socialdemokratiet fik 35,4 % af stemmerne, mod 26,9 i 2001. Bjerregaard personligt fik 60.329 stemmer og blev en sikker nr. et på landsplan. Men det skal dog her tages i betragtning at Københavns kommune med 411.401 stemmeberettigede borgere er landets ubestridt største. Målt i forhold til stemmeberettigede blev hendes andel af stemmer 14,6, mens Louise Gades i Århus var på 18,3 %.

Den store taber i København blev Venstre og spidskandidaten Søren Pind. Partiet gik fra 19,2 % i 2001 til 14,3 % og får med 8 af de 55 mandater i den nye borgerrepræsentation kun en enkelt borgmesterpost. Den vil tilfalde Martin Geertsen, idet Søren Pind allerede tidligt på valgaftenen påtog sig det fulde ansvar for valgnederlaget og meddelte at han ville sætte sig på bageste plads i borgerrepræsentationen og hellige sig folketingsarbejdet.

Det var en bitter pille for ham at sluge, eftersom hans målsætning gennem otte år har været at få vristet overborgmesterposten fra socialdemokraterne. Det ville selv i gunstigste fald kræve samarbejde med de radikale. Disse gik med den dynamiske Klaus Bondam i spidsen frem fra 8,5 % til 13,6 og 8 mandater. Men det var i underkanten af det forventede, sammenlignet med folketingsvalget. Og da Bondam desuden på forhånd havde afvist samarbejde med Dansk Folkeparti på grund af Louise Freverts tåbelige og forvirrede udfald mod indvandrerne, så var Pinds chancer gået i vasken på forhånd. Men det er bestemt ikke den eneste forklaring.

Søren Pind er en kontroversiel skikkelse i Venstre. Han forsøgte ved opstilling af sin nære ven og makker Martin Geertsen som folketingskandidat på Østerbro at genere Venstres politiske ordfører Jens Rohde med det eneste resultat at mange Venstrefolk flygtede til de Konservative ved folketingsvalget i januar. Det gjorde de til gengæld ikke ved kommunalvalget i tirsdag. De konservative bevarede kun lige akkurat status quo. Hertil kommer at Søren Pind også hører til kredsen af Venstres ultraliberale folk der med den pludselige udstedelse af ti liberale teser i august sidste år i realiteten demonstrerede at de var imod Anders Fogh Ramussens nye socialliberale linje. Og endelig skal nævnes, at Pind med yderst uheldige udtalelser om udsmidning af indvandrere der begår kriminalitet tredje gang ødelagde en konstruktiv debat om de meget store integrationsproblemer der findes i København.

Dansk Folkeparti gik tilbage fra 7,7 til 6,1 % (3 mandater) - Louise Freverts drømme om en borgmesterpost blev gjort definitivt til skamme. Hun kan vende tilbage til folketingsarbejdet efter den korte orlovsperiode, men hun får hverken comeback på Christiansborg eller på Københavns rådhus. Hun forstår åbenbart stadig ikke hvor meget hun ødelagde for sig selv og sit parti med indvandrerfjendlige artikler på sin hjemmeside. Hun føler sig tværtimod svigtet af partiledelsen, skønt denne udtrykkeligt har slået fast, at man ikke vil tolerere racistiske eller vulgære udtalelser om indvandrerne. Frevert svigtes nu også af sin kredsformand i København. Det er indlysende at DF ikke på nogen måde vil kunne gøre sig gældende i København, hvis partiet ikke viser indvandrerne respekt og tager integrationsproblemerne alvorligt.



Konstitueringen i Københavns kommune er foreløbig endt med det overraskende resultat at Ritt Bjerregaard har indgået smalt forlig med Klaus Bondam, skønt hun på forhånd havde udtalt sig for et bredt samarbejde. Grunden er angiveligt at de konservatives Knud Lønborg ikke ville indgå en aftale med socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten uden om Venstre. Bjerregaard mente derefter at det ville blive lettere med et bredt politisk samarbejde ved at holde både SF og Enhedslisten ude af konstitueringsaftalen. Dette indebærer at Enhedslisten mister sin borgmesterpost, skønt partiet faktisk vandt et mandat. SF bevarer sin post, på trods af markant tilbagegang fra 14,9 til 11 % (og 7 mandater). SF har ikke lagt skjul på stor skuffelse. Venstre og Konservative får hver en borgmesterpost. Fordelingen af posterne i Københavns kommune er endnu ikke afklaret.



Tilføjelse 18.11. - Efter at ovenstående var skrevet har Ritt Bjerregaard overrasket endnu engang ved at indkalde SF og Enhedslisten til ny konstitueringsdrøftelse med de radikale og socialdemokraterne. Det skal være sket efter pres fra egne rækker og fra Enhedslisten. Da den ene af Venstres valgte borgerrepræsentanter, indvandreren Wallait Khan samtidigt meddelte at han trådte ud af Venstres gruppe for at blive løsgænger, opstod den nye situation, at Venstre, Konservative og DF ikke længere har krav på to borgmesterposter. Hvis de radikales Klaus Bondam derfor accepterer en bred aftale mellem socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og ham selv, vil det betyde at socialdemokraterne udover overborgmesterposten får én borgmester, de radikale, SF og Enhedslisten hver en, men de borgerlige tilsammen kun den ene post Venstre som største parti har krav på. De konservatives Mogens Lønborg må se i vejviseren efter den eftertragtede borgmesterpost. - Bondam er dog betænkelig ved at lade Enhedslisten beholde en borgmesterpost, for han mener ikke partiet er økonomisk ansvarligt. - En bred socialdemokratisk konstitueringsaftale vil desuden indebære at man undgår lodtrækning om de mange attraktive udvalgs- og bestyrelsesposter som Borgerrepresentationen råder over. Den er derfor hverken uforståelig, utraditionel eller udemokratisk. Det er derimod Venstrekandidaten, den tidligere SF'er Wallait Khans skridt. Det må både betegnes som forrædderi mod Venstre og mod Venstres vælgere. Et tilsvarende forrædder blev Venstre udsat for i den nye Fredensborg kommune, hvor et politisk ubeskrevet blad, Karin Falkencrone, sprang fra Venstre og forsøgte aftale med socialdemokraterne. Hun blev omgående ekskluderet af partiet, og aftalen faldt på gulvet. Men sager af denne art tyder på at Venstre har problemer med sine kandidaters loyalitet. [Tilføjelse slut].



Det er oplagt at enkeltpersoner har spillet en afgørende rolle mange steder i landet. Socialdemokraternes procentvise fremgang på landsplan fra 32,4 til 34,3 % i forhold til valget i 2001 skyldes klart det ryk Ritt Bjerregaard, Niclai Wammen og Jan Trøjborg har skaffet i hhv. København, Århus og Horsens. Men når det lykkedes partiet at sætte sig på ikke mindre end 45 af landets 98 kommuner [plus formentlig også Ærø] mod 36 til Venstre og 10 til de konservative, så skyldes det lokale forhold samt en dygtig og energisk kamp.

I Vejle skaffede Venstre overraskende en socialdemokrat til magten ved at svigte den siddende SF-borgmester Flemming Christiansen. Ny borgmester blev Leif Skov fra den gamle Børkop kommune.

I Thisted kommune blev socialdemokraten Erik Hove Olesen borgmester på trods af klart borgerligt flertal.

Åbenrå sikrede den siddende Rødekro-borgmester socialdemokraten Tove Larsen flertallet.

I Roskilde faldt den siddende borgmester Venstremanden Bjørn Dahl for socialdemokraten Poul Lindor Nielsen fra Ramsø. Her var det de radikale der skiftede side.

I Dragør detroniserede socialdemokraten Allan Holst med to mandater og 156 personlige stemmer sin hidtidige samarbejdspartner den konservative borgmester Asger Larsen der forøgede sit partis stemmeandel fra 12,4 til 32,7 % (6 mandater) og personligt fik 1365 stemmer.

Og på Bornholm blev den hidtidige borgmester socialdemokraten Thomas Thors erstattet af Bjarne Kristiansen fra Borgerlisten Bornholm på trods af denne listes decimering fra 24,3 til 8,0 % og kun to mandater. Men de konservative foretrak denne frem for alle andre, når deres egen topkandidat Claus Kjøller ikke selv - trods fint resultat på 8,4 % - kunne blive borgmester.



I flere af disse tilfælde er der tale om en betænkelig anden løsning end den vælgerne har peget på, ja, sågar om en dolk i ryggen på den hidtidige borgmester fra en samarbejdspartner. Det er demokratisk set utiltalende, men afspejler at mange kommunalpolitikere har borgmesterposten ikke blot som ambition, men som ustyrlig motivation. Så må den koste hvad den vil. Der er fire år til næste valg og afregning. Men ufine metoder kan også i kommunalpolitik forpeste samarbejdsklimaet i en organisation.

I andre tilfælde ses en solooptræden, der intet betyder for kommunalbestyrelsens fremtidige politik. Det tidligere medlem af Folketinget Søren Søndergård fra Enhedslisten skaffede sit parti tre pladser i Gladsaxe kommunalbestyrelse, men den socialdemokratiske borgmester sidder med absolut flertal. Så tilfældet bekræfter blot hvor meget et kendt ansigt kan trække af stemmer. Der er også eksempler på kendte ansigter fra underholdningsverdenen der mere eller mindre overraskende er blevet valgt ind.



I den nye Furesø kommune skaffede skandaleramte og politisigtede Peter Brixtofte sig en plads i kommunalbestyrelsen med fuld taleret. Det glæder næppe hans gamle partifæller. De borgerlige med venstre-borgmesteren Jesper Bach i spidsen kan ignorere ham fuldstændigt - og det vil de naturligvis gøre. Taleretten kan de dog ikke nægte ham. Ej heller opmærksomheden fra mediernes side. At Brixtofte kan skaffe sig over 1000 personlige stemmer vidner unægteligt om hans folkelighed, men hans opstilling kan ikke destomindre kun ses som udslag af hans psykiske inflation. Realitetssansen er for længst gået fløjten.

I den nye Rudersdal kommune led de konservative kommunalvalgets største nederlag, idet partiet gik tilbage fra 20,8 % til 8,4 % og sølle to mandater. Og grunden var ene og alene den lokale partiforenings opstilling af den politisk totalt uerfarne erhvervsmand Chr. Kjær til borgmesterkandidat i stedet for Birkerøds hidtidige borgmester Ove C. Alminde. Denne reagerede ved at melde sig ud af partiet i protest. Venstres Søllerød-borgmester Erik Fabrin blev med 45,6 % af stemmerne og 14 af de 27 mandater urørlig i den nye kommune. I Kjærs tilfælde er der tale om en dobbelt brøler: 1) Chr Kjær fejl- og overvurderede sine muligheder totalt (og forspildte enhver chance med sin elendige valgkamp). 2) Partiorganisationen mistede totalt enhver fornemmelse for hvad vælgerne ville sige til opstilling af en ikke-politiker med blakket ry som dandy.



Alt i alt er slutresultatet ikke så overraskende endda. Socialdemokraterne har altid stået stærkest i de store byer, og kommunalreformen har givet den forskydning, at mange landkommuner er blevet slået sammen med større byområder. Det har socialdemokraterne ønsket - og det har de altså også forstået at udnytte i målbevidst valgkamp.

Venstre har ikke fået et decideret dårligt, men dog skuffende valg, fordi de drømte om at vinde flertallet af borgmesterposter, men åbenbart ikke gjorde sig realistiske forestillinger om hvor svært det ville blive. I København har partiet dummet sig med Søren Pind-manøvrer der var uheldige. Men bortset fra at Louise Frevert gjorde opgaven helt umulig for ham, så er der her og enkelte andre steder i landet også tale om at de lokale kandidaters politiske linje ikke er i allerbedste overensstemmelse med partiets og partiformandens linje. Men generelt gælder at Venstres vælgere har været mere skeptiske over for kommunalreformen end de andre partiers vælgere - og dette ligger i selve fusionerne. Det folkestyre Venstre alle dage har stået for er det lokaltprægede folkestyre, og dette har nu engang sværere ved at trives jo større enhederne bliver.

Kommunalvalgene har heldigvis langt større mulighed for at få lokalt præg gennem opstilling af kandidater og navnlig opstilling af særlige lokallister. I København næsten vrimler det med sådanne lister - og de fleste markerer bare særstandpunkter til venstre for socialdemokraterne, undertiden med løjerligt eller bevidst humoristisk tilsnit, og kommer ikke igennem med budskabet. Men i landets øvrige kommuner er de borgerlige eller tværpolitiske lokallister mange, og selvom de denne gang ikke har haft så stor succes som tidligere (det er dog blevet til fire borgmesterposter), så tæller flere af dem med i det samlede billede af borgerlige stemmer. Det betyder at man ikke kan drage slutninger direkte fra kommunalvalget til folketingsvalget. Socialdemokraterne har fået en stor og efterhånden hårdt tiltrængt opmuntring ved dette kommunalvalg, men der er fortsat mere end tre år til næste folketingsvalg - så de kan ikke tillade sig at hvile på laurbærrene. Og vil næppe heller gøre det.

Venstre derimod har fået grund til eftertanke. Og det er i denne forbindelse værd at erindre om uheldige udtalelser fra socialminister Eva Kjær Hansens side om uligheden i Danmark. Dem trak hun tilbage, da statsministeren forlangte det, men partiet er fortsat uafklaret om hele dette for diskussionen om såvel velfærdssamfundet som integrationen vigtige spørgsmål. Begge diskussioner vil blive intensiverede i den nærmeste tid, ikke mindst når Velfærdskommissionen kommer med sine slutrapporter og -anbefalinger til december.

Det ville gavne Venstre såvel som hele den kommende debat om velfærdssamfundet, hvis Venstre og især statsminister Anders Fogh Rasmussen ville gøre sig den ulejlighed at komme med et gennemtænkt bud på hvordan man afbalancerer en ønsket lighed og tryghed med den ønskede og for dynamikkens og sammenhængskraftens skyld nødvendige frihed. Det er statsministeren og ham alene der kan komme med den fornødne udmelding.



Jernesalt har tidligere peget på at løsningen på dette problem hedder komplementaritet. Ligheden (trygheden) er i princippet uforenelig med friheden, men de kan fungere konstruktivt sammen hvis de sideordnes. Friheden som princip skal sørge for kreativiteten, udfoldelsesmulighederne og dynamikken, men ligheden eller trygheden som princip skal sørge for sammenhængen i samfundet, så modsætningerne mellem rige og fattige, mellem godt udrustede og mindre godt udrustede, mellem unge og gamle, og mellem danskere og indvandrere ikke vokser sig for store.

Det parti eller de partier der forstår at gå denne tredje vej mellem socialismen og liberalismen har fremtiden for sig. Og heldigvis kan ingen tage patent på løsningen.



Henvisninger:

Link til   KMD's (Kommunedatas) valgdatabase

Relevante artikler på Jernesalt:

Freverts tiltagende forvirring  (3.10.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)
Ny formand for socialdemokraterne  (13.4.05.)
Folketingsvalget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
Peter Nar af Farum (Peter Brixtofte)  (2.6.02.)

Øvrige artikler om   dansk politik og kultur

Artikel om   komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Artikel om   komplementaritetssynspunktet generelt



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal