ARTIKEL FRA JERNESALT  2.6.02

Peter Nar af Farum

Godt nok findes der tilsynsråd og amtsråd, men i vort veloplyste og normalt velfungerende demokrati, er der ikke taget højde for at der pludseligt kan dukke en regulær rovfisk op i hyttefadet. Det véd vi nu, og man må derfor håbe, at vore lovgivere finder på muligheder for indgreb i tide. Der burde også i et ordentlig demokrati være en mulighed for at slippe af med en borgmester, hvis han får flertallet i byrådet imod sig. Juristen og forfatteren Sven Clausen understregede i sin tid, at en af betingelser for at man kan kalde en styreform for et demokrati, er at der er mulighed for at komme af med en regering igen. Det burde være en selvfølge også for kommunalstyret.

I Farum skete der lige netop det der ikke må ske i et demokrati, at magten steg magthaveren til hovedet og gjorde ham totalt ufølsom for kritik og sund fornuft. Peter Brixtofte ville såmænd kun Farum kommune og Farums borgere det bedste, det har utvivlsomt været hans ærlige hensigt. Men omgivet som han var af rygklappere og bonkammerater, af søvnige for ikke at sige sovende partifæller i byrådet og utroligt svage embedsmænd, der ikke havde rygrad til at sige deres chef imod, så fik de store ideer og projekter lov til at løbe af med borgmesteren. Generøst spenderede han god mad og uhørt dyre vine, og han jonglerede så generøst med tallene for budgettering og finansiering, at ingen kunne følge med selv i ædru tilstand.

Og når hele korthuset nu er ramlet, takket være et par vågne og ihærdige journalister på BT, så udlægger Brixtofte det simpelthen som personlig forfølgelse fra oppositionens side. Manden er ikke dømt i juridisk forstand for nogetsomhelst, men moralsk og politisk er han forlængst gennemskuet lige til det punkt, hvor det kan fastslås, at han med Birthe Rønn Hornbechs udtryk er uden for pædagogisk rækkevidde. Den slags er set før, og ofte i samme konstellation af magt og alkohol. Farcen havde ikke løbet ovet scenen mange dage, før alkoholkonsulent Nissen i TV - med byrådsmedlem Paul Wachtells tilslutning - kunne fastslå, at vi i Farumtilfældet har at gøre med en alkoholiker, der totalt har mistet jordforbindelse og sund selvkritik.

Tilfældet Peter Brixtofte er en personlig tragedie, og hvis nogen i hans nærmeste omgivelser i tide havde haft held til at få hans udskejelser og hans politiske karriere bragt til ophør, så havde alle kunnet lade det blive ved det personlige, men indtil han selv kommer til virkelig selverkendelse, tager konsekvensen af den og trækker sig fra det offentlig liv, så fremtræder han desværre som en nar. Han minder os derfor om, at Farum faktisk har haft sin berømte Klaus Nar af Farum, som har lagt navn til både en vej og en sti i kommunen og en holm i Farum sø, og som J.P. Jacobsen har indskrevet i sine Gurresange (som Schönberg har sat i musik). I disse klager Claus Nar sin nød:

Om sagen på lidt længere sigt vil skade partiet er vel mere tvivlsomt. Dels er der længe til næste valg, dels bliver folk ret hurtigt trætte af at høre mere om artige afsløringer, sålænge de ikke fører til retssag. Desuden har Anders Fogh Rasmussen moralen på sin side. Han har aldrig gjort sig til talsmand for den magtfuldkommenhed der lader hånt om oppositionen eller borgerne. Skade kan det ikke, at Venstre har været nødt til at distancere sig definitivt fra Peter Brixtofte, og skade vil det ikke, at Venstre bliver nødt til at modificere sin altfor enøjede begejstring for liberalismen. Den bygger på ideen om frihed og skal i denne forstand være med til at sikre borgernes kreativitet og udfoldelsesmuligheder, men det skal - som partiet ofte har understreget - altid ske under ansvar.

Og lige netop derved havner man i et ægte komplementært forhold mellem frihed og lighed, hvor etikken er, at ingen af delene må sejle sin egen sø uden ringeste hensyntagen til den anden del. Friheden må aldrig frigøre sig fra lighedens tanke om gensidig hensyntagen, og ligheden må på sin side aldrig frigøre sig fra frihedens idé om kreativitet og udfoldelse uden urimelige restriktioner fra samfundets side. De to ting er umulige at afbalancere én gang for alle. Der vil altid være dynamisk modsætning mellem dem. Men retsstaten og demokratiet er kendetegnet af den rimelighed og fordragelighed der sørger for at dynamiske modsætninger kan skabe udvikling uden at blive destruktive.

Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalisme og socialisme som komplementære fænomener