JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - haneke2017happyend

ARTIKEL FRA JERNESALT - 09.4.18.

Skånselsløs ironi i Hanekes 'Happy End'

Den østrigske filminstruktør Michael Hanekes nye film 'Happy End' er et portræt af et overklasse-dynasti i tre generationer i den nordfranske by Calais tæt på 'junglen' af flygtninge der drømmer om at komme over kanalen til Storbritannien. Familien består af det aldrende overhovede Georges Laurent (Jean-Louis Trintignant), hans datter Anne Laurent (Isabelle Huppert), hans søn Thomas Laurent (Mathieu Kassovitz), Annes voksne søn Pierre (Franz Rogowski), Thomas' 13-årige datter Eve Laurent (Fantine Harduin), hans anden hustru og Eve's stedmor Anaïs (Laura Verlinden), Annes ven Lawrence Bradshaw (Toby Jones) og et ægtepar der er tjenestefolk i det store patriciervilla. Familien ejer en stor entreprenørvirksomhed, der netop rammes af en fatal sammenstyrtningsulykke, der koster en medarbejder livet. Familien omgås udelukkende velhavende mennesker - og har ingen forbindelse til hverken almindelige medborgere eller fremmedarbejdere (bortset fra tjenestefolkene).

Filmen begynder med smalle klip fra teenageren Eve Laurents smartphone der viser hendes mor og hendes egne indtastede meddelelser om at moderen efter Eve's mening er selvisk og følelseskold. Det sidste klip viser moderen uden bevidsthed og Eve's kolde konstatering af at det er hende selv der har givet moderen giftpiller. Det er i sig selv en mærkelig fornemmelse at der i biografen vises så små klip på det store lærred, når man forventer noget helt andet af en filmkunstner som Haneke. Også senere kommer sådanne smartphones-klip.

Men de første efterfølges af et brat klip til et kæmpemæssigt vue ud over den byggeplads hvor ulykken er sket. En del af en fleretagers facade er simpelthen styrtet sammen og har revet et toilet med sig hvor en medarbejder sad 'på tønden'. Hele byggepladsen ejes af Anne Laurent der kommer for at se hvad der er sket.

Scenen skifter til et middagsbord for hele familien, hvor familieoverhovedet Georges med en begyndende demens sidder for bordenden ved siden af sit barnebarn, som han må spørge hvem er. Hendes far Thomas forklarer ham det. Georges datter Anna beder sin søn Pierre om at holde igen med drikkeriet. Men det skal han nok selv klare.

Vi får at vide at den tilskadekomne arbejder sandsynligvis ikke vil overleve. Pierre kører ud til en forstadskommune, hvor han ringer på hos en bestemt adresse. Men han bliver mødt af en ung mand der simpelthen slår ham ned. Det viser sig senere at det er den tilskadekomne arbejders søn. Pierre sunder sig lidt, men kører tilbage til den store villa, hvor han gemmer sig i en tom lejlighed. Moderen finder ham - og konstaterer at han er blevet slået ned, men begynder ellers at spørge ind til hans drikkeri. Hun beskylder ham for ikke at tage jobbet i firmaet alvorligt. Hun gør ham også opmærksom på at det ville have været bedst for firmaet, hvis han var gået til politiet med overfaldet. Så ville de have stået stærkere i det kommende søgsmål mod firmaet.

Vi ser et møde hvor Anne og hendes advokat tilbyder den dræbtes familie en sum penge, mod at hun selv undlader at stævne manden der overfaldt Pierre.

Ved et større selskab sætter Pierre sin mor i stor forlegenhed ved at kalde den farvede tjenestepige 'slave'. Han har i det hele taget skyldfølelser over hændelsen på byggepladsen, men afreagerer med en lang og fordrukken karaokescene (en optræden hvor en amatør synger i en mikrofon til kendte popmelodier). Her 'slagter' han så at sige Sia Furlers popsang 'Chandelier' - med teksten: And I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes. Keep my glass full until morning light, 'cause I'm just holding on for tonight. Help me, I'm holding on for dear life, won't look down won't open my eyes. Keep my glass full until morning light, 'cause I'm just holding on for tonight. - Sangen er filmens komiske højdepunkt, ja eneste komiske scene.

Eve's mor ligger i koma på hospitalet som følge af forgiftningen, men denne opfattes som et selvmordsforsøg. Den 13-årige og meget smukke Eve har i flere år levet hos sin mor, men bliver nu hentet af sin far som hun ikke har set i flere år, og som er totalt fremmed for hende. Hun begynder at græde i bilen, så han må køre ind til siden. Men han forbliver formel og kold.

I smartphone-format ser og hører vi Eve børste tænder og skylle mund i et badeværelse langt nede ad en gang. Hun er i natkjole - og vi hører hende også tisse af og skylle ud. Derefter åbner hun døren til stuen hvor Thomas og Anaïs befinder sig - og erklærer sig færdig til at gå i seng. Thomas viser hende ind i hendes nye værelse og ønsker hende bare godnat og slukker lyset. Stadig forstår han ikke at hun har brug for at han bliver lidt og snakker med hende om den store forandring i hendes liv.

Vi ser et andet klip på Eve's smartphone. Denne gang af et marsvin i bur der får et eller andet den dør af, så hun med en slev kan konstatere at der ikke er mere liv i den.

Thomas tager hende med til stranden sammen sin samlever Anaïs, og køber vand og is til dem alle. Mobiltelefonen ringer, og han går afsides for at tage den. Eve går efter ham og lytter sig på afstand til at det er en kvinde der har ringet ham op. Da de kommer hjem, hacker hun ind på hans computer og læser hans mange mails. Hun opdager at faderen har et sadomasochistisk forhold til en kvindelig musiker.

Eva forsøger at begå selvmord ved at tage resten af de giftpiller hun er i besiddelse af. Hun overlever, men da faderen på hospitalet spørger hvorfor hun har forsøgt at tage sit liv, konfronterer hun ham med sin viden om hans affære. Og hun beskylder ham ligeud for ikke at være i stand til at elske nogen, hverken hendes mor, hans nye samlever eller hende selv. Thomas bliver stum. - Eve's mor dør.

Gamle Georges Laurent får et anfald af depression på grund af demensen og den almindelige svækkelse. Han har tidligere forsøgt at begå selvmord. Nu går han i nattøj ned i garagen og starter midt om natten sin bil - og kører direkte ind i et træ, i et nyt selvmordsforsøg. Han må nøjes med et brækket ben, og ses efterfølgende køre rundt i en kørestol ude på en stærkt befærdet gade i byen. Han spørger nogle fremmedarbejdere om vej, men de kan ikke hjælpe ham. Hjemme får han besøg af sin gamle frisør som han irriteret kommanderer med. Men han beder frisøren skaffe sig en revolver eller noget giftigt medicin. Frisøren er rystet over anmodningen og afslår af hjælpe.

Ved en koncert i den fornemme familievilla spiller cellist Hille Perl et virtuost soloværk fra baroktiden (Telemann?) på den seksstrengede viola da gamba. Georges kører frem og takker hende - og Anne ønsker ham tillykke med fødselsdagen.

Efter Eve's selmordsforsøg beder Thomas sin far om at tage en snak med pigen på sit kontor, et stort og flot rum med mange og dyre møbler. Eve banker på og siger at hun kommer fordi han vil tale med hende. Det kender han tilsyneladende ikke noget til, men han får hende da indenfor og får hende til at sætte sig ned. Han tager et familiealbum frem og begynder nu mere venligt at vise hende billeder af moderen og andre familiemedlemmer. Han spørger hvorfor hun har forsøgt at begå selvmord. Det svarer hun ikke på, men hun fortæller til gengæld at hun engang efter forældrenes skilsmisse var blevet sendt på ungdomslejr og havde fået nogle beroligende piller med. Hun tog dem ikke selv, men gav dem videre til en pige i lejren hun ikke kunne lide. Da giftforsøget blev opdaget, blev hun sendt hjem. Da farfaderen nu spørger om hun fortrød det, svarer hun bekræftende. Han vise hende et billede af sin afdøde kone, altså pigens farmor, og fortæller at han dræbte hende med en pude over ansigtet da hun var blevet alvorligt syg og efterhånden led forfærdeligt. Og det er jo historien fra 'Amour'.

Ved et større party på en restaurant ved stranden til ære for Anne, dukker Pierre pludseligt op med flere flygtninge fra 'Calais-junglen'. Han begynder at præsentere dem fra en ende af, Lawrence forsøger at bremse ham, men skubbes væk. Anne går dristigt hen imod ham, og da han også vil skubbe hende væk, tager hun resolut fat i en af hans fingre og brækker den, så han give op.

I mellemtiden har Georges bedt Eve om at køre sig udenfor restauranten. De forlader selskabet uden at blive bemærket. Georges beder pigen skubbe kørestolen helt frem til en rampe ned mod vandet. Helt nede ved vandkanten kører han selv ud i vandet. Længere og længere ud til han til sidst har vand til halsen. Eve forhindrer det ikke, men tager billeder af ham på sin smartphone. Og vi ser igen på det smalle display at Georges forsvinder i vandet, mens Pierre og Anne kom farende - Anne chokeret over Eve's fotografering.

Happy end? - Georges kommer i hvert fald i en vis forstand tilbage til moderskødet: det store havs fostervand og -tilstand.

Hanekes film er på sin specielle vis en mere rystende fortælling end hans tidligere. Med undtagelsen af parodien med Pierres karoakescene er filmen hele vejen igennem en iskold skildring af det overklassemiljø han kender. Han ville slet ikke kunne skildre et immigrantmiljø fx. Personerne er følelseskolde, forretningsindstillede og mere eller mindre mentalt syge og endda selvmordsplagede. Men de bevarer - med Pierre som undtagelse - den stilige facade udadtil, fordi miljøet nu engang kræver det. Derfor må filmen ses som en hård kritik af overklassen - både i forhold til pubertetspigen og fremmedarbejderne (tjenestefolkene og flygtningene).

Billedet af pubertetspigen Eve er rystende, fordi den smukke pige udadtil virker stille - og alt andet end psykopatisk. Man forstår hendes ulykkelige situation da hun bliver hentet af den ligeglade far, men fatter ikke rigtigt hendes mord og mordforsøg. Hun spilles fuldstændigt sikkert af Fantine Harduin der faktisk kun var tolv år da filmen blev indspillet. - Se trailer på filmens hjemmeside.

86-årige Jean-Louis Trintignant er suveræn som familieoverhovedet Georges med tiltagende demens. Han er vitterligt overhovedet der kan diktere hvad han vil have, men viser i samtalen med Eve sin dybe menneskelighed, lige netop da han får lejlighed til at fortælle sin tragiske historie fra 'Amour'.

Men mest effektivt viser Haneke overklassemiljøets ubarmhjertige kulde i den helt nye digitaliserede skikkelse. Mobiltelefonen og smartphonen forstærker afstanden mellem mennesker, så Eve's far end ikke spontant kan give pigen et kram eller kys, da hun har mest brug for det. Det er som sagt i sig selv rystende at de første minutter af filmen kun viser den smalle smartphone på lærredet. Ja, det viser når alt kommer til alt at filmmediet nu er stødt på grænsen for sin eksistensberettigelse: at vi kan få en fortælling op på det store lærred. Men Haneke kan altså vise os dilemmaet.

Og det formår han også gennem musikken. Haneke bruger aldrig underlægningsmusik i sine film, men detaljerede lyde fra den reale verden og ind imellem sparsomme indslag af klassisk musik. Ja, han lader gerne lyd og billede fortælle to vidt forskellige historier. FX i den store, spektakulære ulykkesscene i Happy End (lige efter Eve's smartphoneklip) hvor de voldsomme billeder af selve sammenstyrtningen står i skærende kontrast til den udramatiske og hverdagsneutrale lydside. Man er følelsesmæssigt på gyngende grund som direkte følge af manglen på underlægningsmusik.

I et interview har Haneke røbet at han er et lydmenneske og ikke et visuelt menneske. Han instruerer og redigerer sine film mere med ørerne end med øjnene. "At mikse mine film er for mig altid den bedste proces, når jeg laver film. Du rammer hjertet mere direkte gennem øret end gennem øjet, der konstant oversvømmes med billeder. Med lyden rammer du direkte ind i publikums underbevidsthed". - Og dette bekræfter jo den dybdepsykologiske forståelse for musikkens virkning som allerede filosoffen Arthur Schopenhauer konstaterede længe før der var noget der hed dybdepsykologi: at musikken ikke er en kopi af de forestillinger vi har om livet, men en kopi af selve livsviljen. Jf. Ind i musikken.

Billedforestillinger kan komme tæt på, men har jo den ulempe i forhold til musikken at de ofte giver frie associationer til andre billeder. Normalt fastholder musikken den direkte føling med den inderste livsvilje. Men musik er jo ikke én og samme slags fænomen, men flere forskellige ting - alt efter formål, situation, ophavsmand og grundindstilling. For Hanekes vedkommende gælder at han bevidst bruger musikken til at fremkalde netop den kulde og afstand mellem mennesker han finder omkring sig og åbenbart ser tydeligere under den aktuelle digitalisering end før. Han er skånselsløs i sin kritik af det borgerlige samfund såvel som det autoritære protestantiske samfund. Og så kan han lige så meget han vil understrege at han i grunden er et muntert menneske. Det kan man ikke se eller høre af filmene - sådan som man kan hos Bunuel, Bergman eller Kieslowski. Men det mest besynderlige er at man heller ikke kan se eller høre det, når Haneke sætter Mozarts underfundige opera "Cosi fan tutte" op som det skete i 2013 i Madrid og kan ses på en dvd. Og det er i mine øjne meget afslørende for instruktøren.

Uden at gå i detaljer skal det om denne iscenesættelse kun siges, at den beklageligvis afslører at Haneke ikke har fattet at Mozart mesterligt formår gang på gang at sige noget helt andet i musikken end hvad librettoen siger, hvis den forstås helt bogstaveligt. Det er faktisk den kunst der gør Mozart enestående. Og helt konkret ligger den i at Mozart var 'mol-musikant' og som sådan netop forstod at mol-musik viser langt dybere og langt flere nuancer i følelseslivet end dur-musikken kan gøre. Jeg skal blot henvise til mit essay om Mozart. Men for Hanekes vedkommende betydet dette at han privat kan være lige så munter han være vil, så snart han laver film er og bliver han dybt og ensidigt pessimistisk og sarkastisk. "Vi står blinde tilbage midt i al den skræk vi er omgivet af". Han mener vi europæere og vesterlændinge er havnet i total autisme og lukker os ude fra virkeligheden. Der er dog en vej ud af autismen, og den vej hedder kærlighed.

Og det lyder meget tilforladeligt, men er jo en illusion som samfundssyn. For intet samfund undgår magtkamp, social lagdeling eller ondskab. Kærligheden bliver aldrig grundlag for hele samfundsordenen eller samfundsudviklingen. Til gengæld findes den og gør den sin store eksistentielle virkning midt i al elendighed og krise. Og dette ligger i selve det forhold at vi alle er født med den afgørende tillid til vore pårørende og vore medmennesker og med en afgørende livstro. Denne tro og tillid ligger som konstant faktor i de irrationelle grundprocesser - der er sideordnede eller komplementære til de hårde rationelle processer der udfolder sig i det praktiske, produtionsbaserede og magtbaserede offentlige liv.

Set i dette store perspektiv er Michael Haneke en eminent god skildrer af den kolde magts verden, men ikke en filmskaber der kan vise ind til visdommen, humoren og kærligheden i sin kunst.

Ejvind Riisgård

Link til filmens hjemmeside

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Michael Haneke: 'Amour' om Kærlighed på prøve over for aldring og død (30.12.12.)
Haneke: 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn (2009) (21.1.10.)

Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner (Essay - 31.10.05.)
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Bunuels 'Begærets dunkle mål'

Krzysztof Kieslowski (Essay - 28.2.04.)
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Hvid'
Kieslowski's 'Dekalog'

Mozarts sjæl og fascinationskraft (27.1.06.)
Ind i musikken om Peter Bastians bog.
Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Merkels fatale flygtningepolitik står ved magt  (5.9.17.)
EU prøver at begrænse menneskesmuglingen over Middelhavet  (1.9.17.)
Menneskesmuglingen over Middelhavet et kæmpe problem - både politisk og etisk   (18.8.17.)

Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
Kulturkamp: Er værdikamp mulig uden kulturopgør?  (28.10.12.)
Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)

Artikler om Film
Artikler om Musik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex