Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - oedipus-kompleks1

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.1.18.

Ødipus-komplekset i hovedtræk

Ødipus-myten - som den er brugt i tragedien af Sofokles
Ekskurs om barneseksualitet
Erling Jacobsen om på Ødipus-komplekset
Ole Ankjær Olsens sammenfatning af den klassisk Ødipus-teori
Freud og Ødipus-komplekset
Perspektiveringen af incestmotivet
Den infantile seksualitet
Personlighedens fire udviklingstrin
Ødipus-teoriens aktualitet ifølge Ole Ankjær
Sammenfatning af psykoanalysens udviklingshistorie
Aktiv/passiv-polariteten
Melanie Kleins særlige Ødipus-teori
Øvrige forskeres særlige syn på Freud, Ødipus-teori og fortrængningen
Henvisninger



Ødipus-myten - som den er brugt i tragedien af Sofokles    
Til toppen  Næste

I artiklen om omskæring blev det påpeget at det er nødvendigt at have elementær viden om de psykiske mekanismer der gør sig gældende i det såkaldte Ødipus-kompleks, for helt at forstå at omskæringen af drengebørn i muslimske og jødiske kulturer ikke er en uskyldig hygiejnisk foranstaltning, men derimod et direkte led i barnets underordning i det for den pågældende kultur patriarkalske og absolutte autoritetsforhold. Ødipus-komplekset dækker nemlig over alle de forestillinger og følelsesbindinger et barn op til fem-seksårsalderen har i forhold til sine forældre, men som de er helt ubevidste om. De bærer derfor i det ubevidste rundt på ganske bestemte psykiske mønstre som er afgørende for deres handlinger og reaktioner.

Det gælder først og fremmest alle relationer mellem barnet og forældrene i trekanten Moder-Barn-Fader, hvor det karakteristiske er at moderen af gode grunde har størst og mest afgørende betydning det første år, fordi det er hende der føder, ammer og plejer barnet, mens faderen først kommer til i anden omgang når barnet føler at han tager moderens opmærksomhed og kærlighed fra det, men samtidigt repræsenterer han dog hele den moralske orden der gælder i familien og samfundet. Relationerne kompliceres af det særlige forhold at barnet ikke kan bære modsatrettede, ambivalente følelser, men helt urealistisk tror at kærligheden gælder i forholdet til den centrale moderskikkelse, og at jalousien og hadet gælder i forholdet til den moralske faderskikkelse. Barnet tror at det må vælge side, men dette er ubevidst og sker altså uden hjælp af nogen som helst sproglige begreber. Barnet tænker i simple enten-eller-baner (primærprocessernes baner) - og kan ikke forestille sig et mere komplementært og kompliceret både-og-forhold. Derfor er det helt nødvendigt med mere viden herom.

Men da komplekset af psykoanalysens stifter Sigmund Freud fik navn efter den gamle græske myte om kongesønnen Ødipus er det naturligvis også hensigtsmæssigt at vide lidt om denne myte.

Ødipus (der betyder 'svullenfod') var søn af Thebens kong Laios og dronning Jokaste. Men da oraklet i Delfi havde spået at Laios ville blive dræbt af sin søn, fik drengen sine hæle gennemboret og sattes ud i den vilde natur for at dø, men han blev fundet af en hyrde og bragt til kong Polybos i Korint. Som voksen kommer Ødipus i kamp med en gammel mand i et vejkryds og dræber ham uden at vide at det er hans far, Laios. Efterfølgende gifter han sig med Jokaste - uden at vide at hun er hans mor. Begge dele går først op for ham da Theben rammes af hungersnød og folk kræver ham som offer.

Freud læste dramaet i gymnasiet og blev interesseret i det netop fordi Ødipus dræbte sin far og giftede sig med sin mor - uden at vide at de var hans forældre. Og dette blev grundlaget for Freuds teori om Ødipus-komplekset som i al sin enkelhed siger at en mand uden at være bevidst om det dræber (eller drømmer om at dræbe) sin far for at han kan få sin mor helt for sig selv. Faderen er altså i drengens indre verden den følelsesmæssige/seksuelle rival allerede fra barneårene.

Men i øvrigt skal man ikke fordybe sig i Sofokles' drama for at forstå Ødipus-komplekset, for dette kompleks er en psykoanalytisk teori om enhver drengs konfliktfyldte forhold til sin far. Altså en konflikt som drengen i fem-års alderen ikke selv kan finde anden udvej af end had og drab. Han kan nemlig i den alder ikke bære ambivalensen dvs den meget stærke og modstridende følelse mellem både at elske og hade begge sine forældre. Han vælger derfor at hade/dræbe den forælder der har samme køn som ham selv (faderen) for at kunne elske den forældre der har modsat køn og som han tiltrækkes af fordi han også har erotiske følelser for hende. Det var i begyndelsen af psykoanalysens historie både stødende og provokerende at Freud tale om barnets incestuøse seksualitet, og det er stadigt noget mange ikke rigtigt forstår. Derfor lidt om dette.



Ekskurs om barneseksualitet (encyklopædien)    
Til toppen  Næste

Barneseksualitet er børns seksuelle oplevelse af egne kropsfornemmelser.

Børn er født seksuelle. Ved ultralydsscanning er der observeret spontan peniserektion hos fostre. Begge køn kan få orgasme fra fødslen. Men først efter at par år kan barnet selv fremkalde orgasme. Børn interesserer sig tidligt for deres kønsorganer. Og det er normalt at de fra 2-3 års alderen stimulerer dem.

Det er også ganske normalt og almindeligt at børn i førskolealderen leger seksuelle lege med hinanden (doktorlege), og endda på grund af medfødte parringsreflekser kan markere samleje uden forud at have iagttaget andres samleje.

Når børn begynder at gå i skole udvides deres kontaktflader naturligvis, og de oplever og lærer efterhånden mere om egen og andres seksualitet. Og de finder også ud af at fremkalde orgasme ved onani.



Erling Jacobsens forklaring på Ødipus-komplekset    
Til toppen  Næste

I 'De psykiske grundprocesser' forklarer psykiateren Erling Jacobsen det centrale i sagen, at barnets tilværelse i alderen fra tre til syv år efter Freuds teori præges af sammenstødet mellem kærlighed og jalousi, i reglen på den nævnte måde at kærligheden overvejende rettes mod den af forældrene der har modsat køn og jalousien overvejende mod den med samme køn. Og Jacobsen understreger at dette er et afgørende punkt i menneskets udvikling, idet det munder ud i dannelsen af karakterstrukturen og super-ego'et. Super-egoet er den instans i psyken der står over egoet eller jeget med bl.a. stærke, ofte absolutte moralske vurderinger.

Så det er en fordel at have fat på grundbegreberne om Ødipus-komplekset - som de bl.a. findes i Encyklopædien (i Ole Ankjær Olsens udgave).



Ødipus-komplekset betegner hos Freud - for nu at gentage det - en følelsesmæssig konfliktstruktur hvis grundkomponenter er drengens incestuøse forelskelse i moderen, hans jalousihad mod faderen og hans angst for faderens repressalier. Og det er den eneste psykiske konflikt Freud betegner som et kompleks, fordi den er yderst sammensat.

Hos pigerne er forholdet omvendt; forelskelsen gælder faderen, hadet moderen. Jung kaldte det Elektra-komplekset (efter den kvindelige hovedperson i en anden græsk myte), men dette begreb afvistes af Freud. Og det kom i det hele taget til et brud mellem Jung og Freud. Men begrebet ødipus-kompleks dækker i dag både drengens og pigens ambivalente forhold til forældrene.



I den normale psykiske udvikling kulminerer ødipus-komplekset i alderen 3-5 år, men ifølge den klassiske teori fortrænges det som følge af drengens kastrationsangst, hans angst for at faderen som straf for hans forelskelse i moderen skal berøve ham seksualkraften.

Ved overvindelse af ødipus-komplekset i femårs-alderen indstiftes over-jeget som psykisk repræsentant for den ydre forbuds-instans, men selve komplekset lever videre i det ubevidste, og herfra er det i stand til at præge personligheden som helhed. Og det var Freuds store fortjeneste af få dette belyst systematisk - gennem dybtgående analyse af patienter.

Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes at et mangelfuldt overvundet ødipus-komplekset i voksenalderen navnlig kendes på et problematisk forhold til autoriteter.



Freud postulerede i afhandlingen 'Totem og Tabu' (1912-13) at ødipus-komplekset kan føres tilbage til civilisationens begyndelse, hvor førerhannen i den såkaldte ur-horde dræbtes af sine sønner, men hvor disse alligevel følte sig tvunget til at adlyde hans incestforbud som værn mod anarki. Dermed sattes loven i den døde fars sted. Og fra dette punkt udvikledes et samfundsmæssigt hierarki med symbolske fadererstatninger på både det politiske og det religiøse plan. Min indvending lyder, at det samfundsmæssige hierarki allerede vil opstå fordi nogle er stærkere, klogere, flittigere og mere ambitiøse og målrettede end andre.

Ifølge Freud er ødipus-komplekset imidlertid oprindelsen til religion, moral, samfundsmæssighed og kunst såvel som "kernen i alle neuroser", men dette holder efter undertegnedes mening absolut ikke da religion, moral, kunst ikke kan tænkes uden fri, skabende ånd ved siden af seksualiteten. C.G. Jung brød netop med Freud, fordi han anså dennes teori om barneseksualiteten som for snæver og dogmatisk.

I det følgende gives en sammenfatning af den klassiske teori, af Freuds opfattelse og af incestmotivets art og betydning ud fra Ole Ankjær Olsens fremragende bog om "Ødipuskomplekset" (1988).



Ole Ankjær Olsens sammenfatning af den klassisk Ødipus-teori    
Til toppen  Næste

Med dannelsen af begrebet om Ødipus-komplekset tog Freud et almindelig kendt og også før ham ganske velbeskrevet problem op. I sin almene form har problemet at gøre med barnets evne til at blive voksent: dets evne til at undvære forældrenes beskyttelse, til at frigøre sig fra deres dominans og til at skabe sig en egen tilværelse.

Mens forældre og søskende er de vigtigste personer i barndommens universer, forventes det af den voksne, at han eller hun knytter sine stærkeste følelser til sin ægtefælle og sine børn. Det er en overgang der ikke altid lykkes lige godt. I sin symbolske form er den blevet beskrevet som en farefuld rejse gennem et fremmed land og som et risikabelt spring over en dyb afgrund. Det unge menneske kommet let på afveje og "går i stykker", når voksentilværelsen viser sig for barsk. Det mest nærliggende er ofte at søge tilbage til barndommens sikre havn. En sådan skæbne møder vi hos den person der bliver boende hele livet i forældrehjemmet, og som efter forældrenes død gør det til en hellig pligt at holde deres principper i hævd og værne om deres minde. Ingen fremmede kommer op på siden af forældrene i betydning eller får lov at sætte sig i deres sted. Familien har lukket sig omkring sig selv.

Ankjær Olsen foregiver naturligvis ikke med disse få bemærkninger at give en dækkende fremstilling af Ødipus-teorien før Freud eller uden for psykoanalysen. Men han tør påstå at Freuds arbejde i hvert fald rummede følgende helt originale træk:

(1) Den kritiske overgang ligger inden det fyldte femte år og ikke i puberteten eller senere, som man ellers har ment. En sygelig udvikling fra og med puberteten vil med al sandsynlighed have sine forudsætninger i den tidlige barndom [men selve krisen kommer ofte først i puberteten, bør det tilføjes].

(2) Bag de ømme følelser for forældrene hos den voksne findes sanseligt-seksuelle følelser i barndommen, og bag de positive følelser findes negative, der holdes borte fra bevidstheden gennem den reaktive forstærkning af medlidenhed og skyldfølelse.

(3) De infantile følelsesbindinger ligger i bundter omkring relationerne i en trekant (barn/moder, barn/fader, moder/fader). Den ødipale konflikt dannes, idet disse følelsesbindinger deler sig i to grupper, hvor den ene repræsenterer barnets krav og forventning til forældrene, den anden forældrenes krav og forventninger til barnet. Ved overvindelsen af den ødipale konflikt sker der en radikal omkalfatring af denne struktur, der bl.a. indbefatter mekanismer som fortrængning, reaktionsdannelse, kompromis-dannelse, identificering, sublimering, målhæmning og indkapsling af de stærkeste affektpotentialer i over-jeget.

(4) Det er følelsesbindingernes art mere end de konkrete personer der konstituerer Ødipus-komplekset. "Fader" og "Moder" er abstrakte positioner, som mange forskellige personer gennem overføring kan placeres i. Når man bruger en vigtig del af sit voksne liv på at finde en ny "fader" og en ny "moder" er det, fordi ens egne forældre ikke mere kan spille de pågældende roller. Ødipus-komplekset er altså ikke alene et spørgsmål om at man ikke kan frigøre sig fra sine forældre, men i mindst lige så høj grad et spørgsmål om at man ikke kan frigøre sig fra de følelsesbindinger man i barndommen havde til forældrene, fx bemægtigelsetrang, jalousihad, kastrationsangst, idealiseringstrang.

Mangler man egnede personer at udvikle sine primitive følelsesbindinger i forhold til, tvinges man til igen og igen at opsøge situationer, hvor de kan finde anvendelse.



Freud og Ødipus-komplekset    
Til toppen  Næste

Ole Ankjær gør udtrykkeligt opmærksom på at Freud havde en forkærlighed for den tragiske helt, der kæmper forgæves mod overmagten eller mod skæbnen, men som ikke desto mindre holder fast ved sine principper og sine livsmål.

I barndommen identificerede han sig med Hannibal (feltherren der førte krig mod Rom i "den puniske krig" omkring 219 f.K.), i manddommen med Ødipus og i alderdommen med Moses (Jødedommens store lovgiver). Freud opdagede dette i sin selvanalyse og stivede sig af med denne tydning. Den tragiske heroismes attitude tiltalte ham såre og gav ham givetvis en følelsesmæssig tilfredsstillelse, men den lærte ham også at man ikke behøver at frygte overmagten. Ungdommens autoritetsangst og dødsangst blev henvist til en marginal placering i personligheden efter selvanalysen. Den afklarede livsholdning er den der fandt sit udtryk i dødsdriftsteorien. (Det bør her indskydes, at Freuds analyse netop var en selvanalyse. Han lod sig aldrig analysere af nogen anden, selvom det naturligvis er det eneste rigtige for objektivitetens skyld. Jung bebrejdede engang Freud dette forhold, og svaret er meget afslørende for Freud, for det lød nemlig: Jamen, hvad ville der da blive af autoriteten!)

Allerede i gymnasietiden fik Freud en præmie for sin oversættelse af nogle vers fra Sofokles' Kong Ødipus. Siden identificerede han sig med Ødipus som tragisk helt, og da han i selvanalysen opdagede at to af hans infantile følelsesbindinger svarede til Ødipus' to skæbnebestemte forbrydelser, har han haft god grund til at arbejde videre med dem som grundstruktur i det afdækkede kompleks og til at bruge Ødipus som kompleksets navngiver. Det personlige og det videnskabelige gik som så ofte hos Freud op i en højere enhed. [Men det var altså også skævt fra starten!]

Tilknytningen til Ødipus-dramaet via sfinksens gåde er dog perifer. Incestmotivet er det egentlige bindeled mellem myten og Ødipus-komplekset. Det var incestmotivet Freud fulgte gennem analysen af 'Lille Hans' i 1909 og frem til arbejdet med totemismen i 1912-13, og det var ved at teoretisere over incestmotivet at han nåede frem til konstruktionen af urhorden som den nye basale myte i Ødipus-teorien.

Det der gjorde Ødipus-teorien til en bredt anvendelig psykologisk teori var den vellykkede indplacering af det ødipale udviklingstrin i en almen teori om personlighedsudviklingen. Efterhånden som denne landvinding blev en realitet, benyttede Freud oftere og oftere Ødipus-kompleksets begreb i sine skrifter og understregede dets særstilling blandt psykoanalysens øvrige begreber. Han kunne i 1920 selv konstatere: "Fremskridtet i det psykoanalytiske arbejde har stadig skarpere påvist Ødipus-kompleksets betydning; anerkendelsen af det er blevet det shibbolet [den sprogtest] der skiller psykoanalysens tilhængere fra dens modstandere". [Shibbolet er en simpel jødisk sprogtest, der ifølge Dommerbogen 12, vers 5-6 blev brugt over for flygtninge i Jordan. De kunne nemlig ikke udtale shibbolet, men sagde sibbolet.]



Perspektiveringen af incestmotivet    
Til toppen  Næste

Det var ifølge Ole Ankjær vedblivende Freuds kongstanke at den ødipale konflikt på en eller anden måde udspringer af modsætningen mellem incestønsket og incestforbudet. Hans forskellige forsøg på at præcisere og sandsynliggøre denne tese blev dog kun en succes i den forstand at de trak andre refleksioner med sig, hvor incestmotivet ikke længere var det forklarende moment, men et moment der selv havde forklaring behov. Det medførte at incestmotivet gradvis blev perspektiveret og relativeret.

Freuds refleksioner om incestmotivet kan deles i tre:

(1) Fylogenetisk (slægtsudviklingsmæssigt) fører Freud incestmotivet tilbage til urfaderens fordrivelse af de unge hanner i urhorden. Med støtte i Lamarcks [uholdbare] idé om at erhvervede egenskaber nedarves, hævder han at dette er oprindelsen til både incestforbudet og Ødipus-komplekset.

(2) Sociogenetisk (samfundsudviklingsmæssigt) er det også urfaderens fordrivelse af sønnerne der lægges til grund for incestforbudet og dermed for at samfundet bliver ved med at påføre det enkelte individ et Ødipuskompleks. Incestforbudets funktion er efter denne teori at sikre familien mod at gå til grunde som følge af seksuel rivalisering mellem mændene. Idet incestloven bestemmer hvem der har ret til seksuelt samkvem med hvem, bliver rivaliseren og fordrivelse unødvendige. Dette er Freuds tankegang i 'Totem og tabu', og den anses inden for etnologien for uholdbar, da samfund med polyandri (kvinder gift med flere mænd) er lige så stabile som andre samfund.

(3) En rent ontogenetisk (væsensmæssig) teori om Ødipuskomplekset, hvor det alene forklares ud fra almene faktorer i individets udvikling fra barn til voksen. Freud har uden tvivl ønsket at gøre sig fri af den usikkerhed der fulgte med de fylogenetiske og sociogenetiske forklaringer. Med en ontogenetisk teori risikerede han ikke at hele Ødipus-teorien ville vælte, hvis de de to andre blev nedkæmpet. Og det er jo uigendriveligt at barnets lange hjælpeløshed efter fødslen gør det afhængigt af fremmed pleje, og at udførelsen af plejefunktionerne skaber en erotiske binding mellem barnet og moderen (eller moderens stedfortræder).

Den anden del af begrundelsen er mere tvivlsom. Latensperiodens afbrydelse af den infantile binding og pubertetens indstiftelse af en ny binding kan ikke udledes af barnets almene udviklingsprocesser.



Den infantile seksualitet    
Til toppen  Næste

Sigmund Freud udgav i 1905 'Tre afhandlinger om sexualteorien', og her placerede han den infantile seksualitet i samme teoretiske ramme som den perverse seksualitet og den voksne seksualitet.

Den infantiale seksualitet kan ifølge Freud have tre udviklingsskæbner:

1) I den normale udvkling centreres de spredte seksualimpulser gradvis under genitalzonens primat, således at en ophidselse der fx begynder i mundzonen i form af et kys, videreføres til genitalzonen som en lyst til samleje.

2) I den perverse udvikling opretholdes et eller flere af de infantile seksualmål, og hos de pågældende personer er disse mål i stand til at tage konkurrencen op med den genitale tilfredsstillelse og gøre pisk, ydmygelse, lædertøj, ekskrementer o.lign. til ufravigelige betingelser for tilfredsstillelse

3) I den neurotiske udvikling opgives den infantile seksualitet kun gennem fortrængning; den beholder hele sin styrke i det ubevidste og plager herfra jeg'et med en strøm af impulser der realiseres som neurotiske symptomer.



Barnet har ifølge Freud ikke en enkelt seksualdrift, men en lang række anarkistisk virkende partialdrifter der søger tilfredsstillelse relativt uafhængigt af hinanden:

Den orale drift efter at sutte på, bide i eller sluge objektet (oprindeligt brystet)
Den anale drift efter at udstøde eller tilbageholde objektet (fæces)
Den falliske drift eller infantilt genitale drift rettet mod stimulering af penis/clitoris.

Hertil kommer:
En sadistisk drift mod at pine eller ydmyge en anden
En masochistisk drift mod at blive pint og ydmyget
En synsdrift mod at se andres kønsorganer eller fremvise sine egne
En vidensdrift mod at få svar på seksuallivets store gåder.



Partialdrifterne er vigtige fordi de øver indflydelse på personlighedsdannelsen. Man taler hos voksne om en oral karakter og en anal karakter for at udtrykke infantiliteten.

Jeg'et er ifølge Freud oprindeligt et kropsjeg [det er vel også et viljesjeg, vil jeg tilføje].
Det har som grundmatrix et billede af kroppen hvori indgår de kropslige åbninger, de følsomme zoner og deres funktioner

Partialdriften er en stor udfordring for forældre og opdragere. Meget af barnets "uartighed" stammer fra dem.

Socialisationens krav indebærer altid en overholdelse af udefra givne regler og en tolerance af den frustration og ulyst som den medfører.



Grundtesen hos Freud 1905 var at børn tilsyneladende spontant løser en række af seksuallivets gåder i fantasien og siden har vanskeligt ved at skaffe sig af med de fejlagtige teorier igen. De fejlagtige teorier bliver tilbage i det ubevidste som stærkt besatte forestillinger der har deres faste plads i psykopatologien. Dermed understregede Freud at seksualoplysning er et nødvendigt led i børns psykiske udvikling



Freud talte om fire urfantasier:

1) Urscenen (barnets overværelse af forældrenes samleje)
2) Forførelsen (der kan føre til misbrug)
3) Kastration - forstået som fjernelse af penis
4) Fødslen - både den virkelige begivenhed og den blot forestillede.

Alle er en blanding af fantasi og realitet.

Stammemedlemmernes forhold til totemdyret var ifølge Freud et psykologisk udtryk for ambivalens, sammensat af had og kærlighed, skyldfølelse og frygt samt idealisering [ambivalens kan ikke udholdes i primærprocesserne].



Personlighedens fire udviklingstrin    
Til toppen  Næste

Personligheden har i Freuds psykanalytiske teori fire udviklingstrin

1) Det autoerotiske
2) Det narcissistiske
3) Det ødipale
4) Det postødipale

Den psykiske subjekt/objekt-polaritet er den fælles ramme, hvor subjektsiden er barnets forestilling om sig selv, mens objektsiden er erfaringen af yderverdenens ting og personer

I det autoerotiske trin (1) lærer barnet lærer at tilfredsstille sig selv (ud fra modernes behagelige berøringer).

I det narcissistiske trin (2) forelsker barnet sig i sit eget spejlbillede og har ligegyldighed over for andre mulige kærlighedsobjekter.
Lystbetonede forestillinger besættes med psykiske energi.
Affekterindringer giver tumleplads for lystprincippet
og den narcissistiske jeg-dannelse er præget af lystprincippet

Freud bestemmer narcissisme som en stærk koncentration af libido i lyst-jeget.

I det ødipale trin (3) styrkes jeget af hele den kognitive udvikling via perception, hukommelse, tænkning og sprog, så det i stigende grad bliver i stand til at hæmme eller fremme psykiske processer ud fra en overordnet hensigt, selvbeherskelse og koncentrationsevne. Men den psykoseksuelle udvikling halter bagefter, og dette medfører at ødipus-komplekset konstitueres.

I det postødipale trin (4) er Over-jeget Ødipus-kompleksets arvtager i personligheden

Konflikten med den ødipale fader som barnet både hadede, idealiserede og frygtede, bilægges gennem internaliseringen af faderens egenskaber i den upersonlige over-jeg-instans. Barnet tilegner sig faderesn krav og normer, adlyder dem af egen drift, også når faderen ikke er til stede.

Udover idealiseringen af faderen og kastrationsangsten peger Freud også på selviagttagelsens funktion gennem over-jeget



Ødipus-teoriens aktualitet ifølge Ole Ankjær    
Til toppen  Næste

I 4. del af Ole Ankjær Olsens store værk om Ødipus-komplekset redegør Ole Ankjær Olsen om Ødiopus-teorien nutidige aktualitet, og han påpeger at komplekset findes i mangfoldige former, men dog har tre hovedformer

Den mest gængse definition knytter sig til trekanten fader- moder - barn, men den er efter Ankjærs mening uhensigtsmæssig, da den udelukker den basale version af komplekset, hvor et partialobjekt placeret sig på det ene punkt i trekanten. Han har derfor valgt en definiton der alene bygger på trekantsstrukturen, følelsesbindingerne og den psykiske konflikt, hvori de tre punkter er variabler.

Denne definition af Ødipus-kompleksets almene type har siden været omtalt som
S-o-O-strukturen: br> S er subjektet, i reglen barnet, men kan også være moderen og faderen
lille o er det direkte objekt, i reglen moderen, men kan også være faderen som symbolsk objekt og barnet
stort O det indirekte objekt, som regel faderen, men også kan være moderen.)

De problemer der altid dukker op når man benytter betegnelserne fader og moder i Ødipus-teorien, skyldes de mange funktioner de forventes at opfylde på samme tid.

(1) Den første hovedform (Klein og Lacan) er bestemt på følgende måde:
S = barn, o = bryst, fæces, penis eller baby, O = moder eller fader.
I alle tilfælde en kompetencestrid om partialobjektet

(2) Den anden hovedform (det klassiske Ødipus-kompleks):
S - barn, o = moder eller fader, O = fader eller moder.

(3) Den tredje hovedform (Freud, Boehm, Mahler, Lacan m.fl.):
S = moder eller fader, o = barn, O = fader eller moder.
Den svarer umiddelbart til at barnet identificerer sig med moderens eller faderens fallos.



Ødipus-konflikten gennemspilles i det væsentlige inden for familiens rammer Komplekset kaldes derfor også familiekomplekset. Generationspolariteten og kønspolariteten der er den almindeligste skuesplads for forarbejdningen og formidlingen af den ødipale aktiv/passiv-konflikt, ligger bag de fire familieroller: fader, moder, søn, datter.

Ødipuskomplekset er også et samfundsanliggende. Der sker aldrig en fuldstændig formidling af konflikten, men netop en normalisering i forhold til det samfund, familien er en del af. Et klasse- og lagdelt samfund der er baseret på forskelle mellem mennesker, har brug for den ødipale personlighedsprofil med dens stejle over- og underordningsforhold.

I et samfund fikseres ødipus-komplekset på et relativt uformidlet niveau, hvis man vurderer det ideelt, men for en samfundsmæssig vurdering er der tale om en normalisering. En normalisering af barnets ødipus-kompleks indebærer altså udelukkende at barnet i samfundets øjne anses for normalt og velfungerende.

Ændres samfundet ud over en vis grænse, vil det - eventuelt efter en brydningsperiode - fremtvinge en ændring af socialisationen, så der igen kommer balance i tingene.

Der hersker blandt etnologer og antropologer udbredt enighed om at indstiftelsen af incestforbudet er selve den begivenhed der markerer overgangen fra natur til kultur. Incestforbudet 'denaturerer' varigt familiet og skaber et gensidigt afhængighedsforhold mellem familie og samfund. Forbudet mod seksuelle relationer inden for familien bevirker, at der må knyttes seksuelle bånd mellem familierne gennem indgåelse af ægteskaber, og samfundets institutioner opbygges omkring den primære funktion, der består i at sikre overholdelsen af incestloven.

Søger man at bestemme forholdet mellem familiesfærens og samfundssfærens funktioner, må man umiddelbart komme til det resultat at der er tale om en form for komplementaritet.



Sammenfatning af psykoanalysens udviklingshistorie    
Til toppen  Næste

Ole Ankjær giver følgende korte sammenfatning og perspektivering af psykoanalysens udviklingshistorie, idet han understreger at psykoanalysens historie i sig selv er det bedste eksempel på hvordan vekselvirkningen mellem praktisk og teoretisk arbejde og den stadige justering foregår, og hvordan nye empiriske fund såvel som teoretiske nyskabelser kan spille en aktiv rolle.

Ødipus-teorien er i stand til at honorere de krav mht forklaringsevne som man med rimelighed kan stille til en humanvidenskabelig teori af denne art.

Den første etape af forløbet består i at udlede S-o-O strukturen med dens forskellige kendetegn af aktiv-passiv-polaritetens udviklingstrin. Den ødipale konfliktakse er identisk med aktiv-passiv-polariteten (uddybes i næste afsnit). Konfliktens kerne liger i at alle de sociale regler barnet tilegner sig gennem omvendingens imitation har en asocial karakter. Den skævhed der er indbygget i relationen mellem forældrene og barnet strammes sammen i en knude, efterhånden som barnet erfarer at det ikke bør gøre det som forældrene gør, men kun det som de siger.

Den anden etape består tilsvarende i at udlede det enkelte tilfælde af den almene S-o-O-struktur plus de konkrete forhold, der gælder for det pågældende tilfælde. Blandt disse forhold vil man navnlig hæfte sig ved køn, alder, livshistorie, familiære omstændigheder, arbejde, samfundsmæssig placering og eventuel forekomst af psykopatologi.



Aktiv/passiv-polariteten    
Til toppen  Næste

Den særligt vigtige aktiv/passiv-polaritet forklarer Ole Ankjær således:

Aktiv-passiv-polariteten har spillet en stor rolle gennem det meste af psykoanalysens historie, men har haft vanskeligt ved at tilkæmpe sig den fremtrædende position, den fortjener i den psykoanalytiske teori. Det skyldes, at det har været et påfaldende problem at finde den meste hensigtsmæssig definition.

Ankjær mener at den kliniske erfaring tvinger os til at tage udgangspunkt i eksistensen af aktive og passive driftsmål og de omvendinger der forekommer herimellem. Det betyder at Freuds idé om at betragte de sensoriske driftsmål som passive og de motoriske som aktive er det bedste bud på en bestemmelse af polaritetens neurofysiologiske prototype.

Det aktive driftsmål er udtryk for ønsket om at udføre en motorisk aktion rettet mod en anden, mens
det passive driftsmål er udtryk for ønsket om at den anden gør noget ved en, som afstedkommer visse sensoriske indtryk.

Barnet kan imidlertid først skelne dissse driftsmål fra hinanden, når det har lært intersubjektivitetens princip at kende, nemlig det at enhver relation til et andet subjekt har en komplementær fordeling af den aktive og den passive position. Når den ene er aktiv, er den anden passiv. På det tidspunkt - omkring 15-18-måneders alderen - hvor barnet begynder at anvende dette princip, har dets erotiske kropslyst en udifferentieret senso-motorisk karakter. …



Når kropslysten "intersubjektiveres" begynder barnet systematisk at skille de sensoriske og de motoriske oplevelser, idet den anden indskydes som en nødvendig mellemstation i den tidligere autoerotiske refleks. Mest påfaldende er det dog at barnet uafhængigt af hvad det tidligere har følt lyst ved, søger at placere sig selv i den aktive og den anden i den passive position. Det vil ikke mere uden videre finde sig i at blive løftet op, blive vasket, få tøj på, få tøj af og blive lagt i seng, men prøver på en urealistisk måde selv af udføre disse aktiviteter med forældrene som objekter.

Aktiv/passiv-polariteten er den psykiske skueplads for barnets til enhver tid gældende oplevelse og forståelse af den sociale realitet.
Til at begynde med er der meget langt mellem de to positioner. Efterhånden kommer der imidlertid en mediation eller formidling i stand, idet der opbygges et sæt interaktionsregler der siger, hvornår man har ret til at være aktiv, og hvornår man skal forholde sig passivt.

Mediationen mellem aktiv og passiv lykkes ikke lige godt i alle tilfælde, og det er kun på papiret at man kan formulere den fuldstændige mediation som ideal.



Barnet tilpasses de mere eller mindre skæve autoritetsforhold der gælder i familien, og hovedreglen er at der er korrespondance mellem autoritetsforholdene i familien og autoritetsforholdene i samfundet.

I et hierarkisk og udemokratisk samfund er der brug for ledere og lydere, og de produceres gennem den ødipale socialisation, idet aktiv/passiv-mediationen sættes i stå på et primitivt niveau. En sådan tilpasning mellem ødipus-kompleks og samfund kan - som allerede nævnt - betegnes som en normalisering, mens en samfundsmæssig set dysfunktionel fiksering af komplekset kan betegnes som en patologisering. Patologiseringen vil især forekomme i historiske brydningsperioder, hvor den samfundsmæssigt nødvendige omformning af socialisationens principper endnu ikke er slået fuldt igennem.

Ole Ankjær advarer mod alt for håndfast at benytte Moder og Fader som slutpunkter i enhver ødipal tolkning af et materiale, for hvad betyder Moder og Fader? For patienten er det i reglen de biologiske forældre, eventuelt plejeforælre, men jo mere indgående der analyseres, jo tydeligere bliver det at der er tale om forestillinger, måske tilmed fantasiforestillinger. Analysen skal ikke primært afsløre, hvordan forældrene virkelig behandlede barnet, men hvordan barnet oplevede forældrene på forskellige udviklingstrin.

Undertiden bliver en analytiker forvirret over at opdage at den ødipale fader er blevet udstyret med træk der stammer fra moderen.

Når man skal vurdere hvor langt en person er nået mht at overvinde ødipus-komplekset, skal man ikke primært se på hans forhold til sine forældre, men på arten og kvaliteten af hans følelsesbindinger generelt.

Man overvinder ikke ødipus-komplekset blot ved at flytte hjemmefra. De ødipale følelsesbindinger kan nemlig leve videre i form af overføringer på andre personer.



Melanie Kleins særlige Ødipus-teori    
Til toppen  Næste

Ole Ankjær Olsens fine og anbefalelsesværdige værk om Ødipus-konflikten rummer i tredjedelen om udviklingen efter 1939 en god gennemgang af de teorier og skoler der dannedes efter dette tidspunkt, ikke mindst i USA. Det drejer sig fx. om Kanine Chasseguet-Smirgel, Erich Fromm, Karen Horney, Ernst Jones, Jacques Lacan, Margaret Mahler, Talcott Parsones, Wilhelm Reich og Geza Roheim, hvoraf flere var flygtet fra naziregimet. Men her skal jeg nøjes med at fremhæve den østrigsk-fødte, men ungarsk-gifte Melanie Klein (1882-1960) der på råd af sin lærer Sandor Ferenczi specialiserede sig i børneanalyse og gjorde sig stærkt gældende med sit hovedværk herom fra 1932.

Melanie Klein læste i 1914 Freuds lille bog om drømmen og tog kontakt med Sandor Ferenczi der analyserede hende og inspirerede hende til at uddanne sig som analytiker. Ankjær betegner hende som en af psykoanalysens paradoksale skikkelser. På den ene side var det meste af hendes karriere optaget af stridigheder med Freud og de "ortodokse" freudianere, men samtidig opfattede hun sig selv som trofast mod ånden i Freuds arbejde. Hendes arbejdsområde var psykoanalyse af børn, der før hende kun havde været udøvet sporadisk. Freud selv havde i 1908 analyserer "lille Hans" med faderen som mellemmand, men denne analyse betragtede han som en undtagelse.

Med hensyn til det i psykoanalysen helt centrale Ødipus-kompleks vendte Klein op og ned på alle hidtil gældende aksiomer. Hendes opslutning bag Horneys kvindelighedsteori var kun begyndelsen i så henseende. Mere iøjnefaldende var det, at hun gradvis flyttede ødipus-komplekset tilbage til det første leveår og principielt mente at det opstod i barnets objektrelation til moderen uden hensyn til faderens tilstedeværelse.

Hun reviderede Freuds læresætning om at over-jeget som sæde for skyldfølelses er ødipus-kompleksets arvtager i personligheden. Hun mente at det forholdt sig omvendt, altså at over-jeget er etableret forud for barnets indtrædelse i komplekset.



Særkendet for Kleins teori er ifølge Ankjær den næsten mytologiske status hun tildeler barnets relation til brystet. Hvad der gælder for denne relation, gælder også straks efter for relationen til penis, fæces og babyer samt det der i øvrigt udskilles fra kroppen (mælk, urin, sved).

(1) Den præødipale fase er kendetegnet ved barnets introjektion af moderbrystet. Dette introjicerede objekt danner kernen i over-jeget, og det er derfor afgørende om barnet har et overvejende tillidsfuldt eller angstfyldt forhold til det. Brystet gengælder så at sige barnets følelser, så hvis barnet er krævende over for brystet, vil dets jeg siden blive plaget af et krævende overjeg.

(2) Den ødipale kvindelighedsfase indledes ved brystafvænningen og overgangen fra flydende til fast næring. Klein flytter gradvis tidspunktet længere tilbage, men med etårsalderen som gennemsnit for denne teoretiseringspersiode.

(3) Den ødipale mandlighedsfase er et resultat af barnets angst for, at moderen skal gengælde dets sadistiske angreb på hendes krop. Ligesom det har fantasier om at sprætte moderen op for at bemægtige sig de ønskede objekter, forestiller det sig, at hun raserer dets eget kropsindre, og som en forsvarsmekanisme forskydes opmærksomheden til kroppens ydre og kropppens synlige attributter, først og fremmest penis.

(4) Den postødipale fase svarer til Freuds, idet også Klein mener at ødipus-komplekset normalt går under i femårsalderen. For både drengen og pigen er der mulighed for begge kønsidentiteter, alt efter hvordan de forudgående faser er afviklet. Over-jeget finder først her sin endelige form, uanset at det har eksisteret i en mere primitiv skikkelse i hver af de tidligere faser. Kernen i over-jeget er de stærkt affektbesatte forestillinger om bryst, penis m.m. og det endegyldige over-jeg udgøres af de introjicerede forældre som barnet via gennemarbejdningen af ødipus-komplekset har forsonet sig med.

Det ville være synd at standse gennemgangen af de vigtige synspunkter her, men den ville blive for lang som led i nærværende artikel. Den følges derfor op af en selvstændig artikel, idet det særligt skal fremhæves at Melanie Kleins synspunkter om den orale fase er væsentlig for Erling Jacobsens opfattelse af det gode og hans dermed sammenhængende konsistensetik.



Øvrige forskeres særlige syn på Freud, Ødipus-teori og fortrængningen    
Til toppen  Næste

Da undertegnede har behandlet flere af den freudianske psykoanalyses og den jungianske dybdepsykologis inspirerende forskere skal jeg henvise til mine artikler om Sigmund Freud og C.G. Jung, junganalytikeren Ejgil Nyborg ("Drømmenes vej til selvet"), psykiateren Erling Jacobsen ("De psykiske grundprocesser" og "Godt og Ondt"), religionshistorikeren Vilh. Grønbech og psykiateren Ib Ostenfeld samt Erik H. Erikson ("Barnet og samfundet"), Thomas Gordon ("Forældreuddannelse"), Thomas A. Harris ("Jeg er o.k. - du er o.k."), Anthony Storr ("Det såkaldt onde" og "Det umenneskelige menneske") og Thorkil Vanggaard ("Phallos").

Af disse skal især fremhæves Vilh. Grønbechs fundamentale kritik af Freuds fortrængningsteori. Grønbech var aldrig i tvivl om at underbevidstheden var en uudtømmelig kilde til kreative tanker og forestillinger og aldeles ikke blev udtømt fordi man ophævede en persons fortrængninger. Underbevidstheden gemmer også alt det positive og frodige, herunder også alt det gode fra barndommen - og derfor bør man naturligvis have barnets forestillinger såvel som kunstnerens og humormenneskets spontane forestillinger med i enhver helhedsrealistisk psykologi.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Henvisninger    
Til toppen

Litteratur:

Ole Ankjær Olsen: Ødipus-komplekset. (Hans Reitzels Forlag. 1988) - Heri side 172-193 om "Melanie Klein og hendes teori om Ødipus-komplekset".



Karakteristikker:

Kort karakteristik af Sigmund Freud
Kort karakteristik af C.G. Jung
Kort karakteristik af junganalytikeren Ejgil Nyborg
Kort karakteristik af religionshistorikeren Vilh. Grønbech
Artikel om psykiateren Erling Jacobsen

Relevante inspiratorer i kort begreb:

Erik H. Erikson
Thomas Gordon
Thomas A. Harris
Ib Ostenfeld
Anthony Storr
Thorkil Vanggaard.



Øvrige relevante artikler på Jernesalt:

Melanie Kleins særlige fortolkning af Ødipus-komplekset  (28.1.18.)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Freud, sjælen, hjernen og - konsistensen  (16.8.12.)
Er der stadig brug for en Kvindernes Kampdag?  (8.3.12.)
Hvem siger kraften er mandlig?  (27.2.12.)
Livskvalitet og kønsdrift - 2. artikel i ny serie om livskvalitet  (19.1.12.)
Er der en mening med kønsforskellen?  (25.10.11.)
At være mand og at være kvinde, hvilken forskel!  (18.2.11.)
Kønsforholdets interdependente begreber  (1.9.10.)
Kan moral begrundes? (Erling Jacobsens konsistensetik)
Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')



Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal