JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - jerichau

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.22.

Jerichaus løfter faldt på hans inkonsistens

Indledning
Opvækst og familie
Forholdet til Sigrun
Stjernetydning og varsler
Slangen i Paradiset og Den babyloniske skøge
Visdommens bog
Vilh. Wanschers æstetik
Konsistentenseetikken
Louisiana udstilling
Henvisninger

Inledning Til toppen Næste

Inkonsistens er grunden til at se nærmere på maleren J. A. Jerichau

Maleren Jens Adolf Jerichau (1890-1916) må betragtes som sin generations mest lovende billedkunstner – der på få år skabte en række figurkompositioner der trods mangler og svagheder tør sammenlignes med værker af den ældre J. F. Willumsen og de senere Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen, Arne Haugen-Sørensen og endnu senere Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Jerichau var en nyskaber der slet ikke blev værdsat efter fortjeneste, men kom til at stå isoleret. Han fandt på grund af sine forkvaklede ideer aldrig sin plads i timelighedens afmålte tid, men valgte desværre midt i en rig skabelsesproces at forlade denne verden - i fuld overbevisning om at han ville komme direkte ind i skønhedens evige og fuldkomne rige.

Det kan tages - og blev taget – som en menneskelig tragedie, men på baggrund af Louisianas store og pragtfulde udstilling og Mikael Wivels store biografi, som bygger på et kæmpemæssigt detektivarbejde, må det fastslås at en sådan dom trods alt er forhastet. For selvom Jerichau var psykisk disponeret for ret store op- og nedture var han i 1916 ikke havnet i fortvivlelsens sorte hul, men tværtimod i erkendelsen af at den himmelske frihed og salighed stod åben for ham, bare han selv tog det sidste skridt. Dermed afbrød han helt bevidst den lovende kunstnerkarriere.

Jerichau var overbevist om at hans plads i den evige harmoni var forudbestemt efter det han kaldte Den Store Lov. Og dette kan man gerne kalde naivt, da noget sådant i hvert fald er ubevisligt og af langt de fleste mennesker i dag også regnes for meningsløst. Men for ham selv var det indlysende logik, selvom den unægteligt gik imod hans egen slægts synspunkter så vel som vennen og læremesteren Villh. Wanschers forestillinger om Den Store Stils betydning. Ulykken for alle os andre ligger ene og alene i at hans fravalg af livet i den ufuldkomne verden indebar at han kun sjældent nåede det helt fuldkomne i sin kunst.

Jeg skal på grundlag af Wivels biografi og Loisianas udstilling forelægge en plausibel forklaring på Jerichaus ejendommelige endeligt, men vil vel at mærke gøre det i en forståelse af eksistens, psykologi og etik som er fundamentalt forskellig fra Wivels og udstillingsarrangørernes, og med en påstand om at de toneangivende museer og kunsteksperter svigter eksistensen.

Opvækst og familie Til toppen Næste

Jens Adolf Jerichau blev født i Roskilde i 1990 som søn af maleren Holger Jerichau.

1895- 98 tilbragte han skiftevis hos sine bedsteforældre på mødrene side i Roskilde (Birch’erne) og i hjemmet i Hørsholm hos sine forældre Holger Jerichau og Anna Birch, hvad der igen vil sige i farfaderens og farmoderens gamle hjem i Kavalerboligen i Hørsholm (oprindeligt en del af slottet).

1898 var han på en rejse med faderen og familien til Adriaterhavet, som også omfattede en smut til Venedig. Da faderen i 1900 dør kun 39 år gammel, sættes Jens Adolf i pleje hos bedste-forældrene i Roskilde. Og da morfaderen dør i 1908 flytter drengen med mormoderen til København, hvor han kommer i Slomanns skole.

I 1906-08 var han i murerlære og på teknisk skole i Hjørring og et enkelt år derefter gik han på Kunstakademiets arkitektskole 1909. Men han begynder med fuldt overlæg at male - ”Nu skal jeg være maler, jeg føler det som et kald, som det jeg er født til”, skriver han.

I 1909 arver han nogle penge efter den ugifte farbror Thorald.

Samme år møder han den karismatiske 30-årige forfatter Aage Barfoed i hvad han kaldte ”vores øjnes sjælsudveksling”, forholdet varede over et år, og Barfoed indførte ham i den store verdenslitteratur, herunder Dante, men til sidst fik Jens Adolf nok af selve det intime samliv og afbrød forbindelsen. Måske forførtes han dybest set, fordi han siden faderens død havde levet i en ren kvindeverden med mor, mormor og tre søstre. Men han forsikrede da sin bekymrede mor om at han ikke var homo, men til kvinder.

1910-13 gik han på malerskolen, hvor bl.a. Axel Salto også gik. Fra 1911 modtog han undervisning i tegning og kunsthistorie af kunsthistorikeren Vilh. Wanscher (1875-1961) der specielt introducerede ham til renæssancens kunst, især Rafael og Michelangelo, og dermed det Wanscher kaldte ’Den Store Stil’. Det var primært et æstetisk begreb, men tildeltes udtrykkeligt en vis etisk alvor, der dog aldrig nærmede sig Jerichaus fornemmelser for noget større. I denne periode var Jerichau også på en sund studietur hos de fynske malere Johannes Larsen og Fritz Syberg.

I 1911 var han i Berlin, Dresden og Wien, hvor han studerede El Greco, Veronese og Rubens.

I 1912 rejser han til Paris og får ikke mindst set Cézanne og Gauguin. Kommer også til Sydfrankrig og byen Bormes, hvor han maler en række fine landskabsbilleder. Frankrig og Paris føler han som hjertet hvorfra alle de nye ideer kommer eller bliver befordrede.

Hjemme i København får han i 1913 atelier i Tordenskjoldsgade nr. 15, hvor han isolerer sig i nogle måneder for helt at hellige sig skabelsen af en række store figurkompositioner. Han blev desuden dybt optaget af det okkulte, mystik og astrologi, og udformede i sine skitsebøger store teorier om verdenshistorien og menneskets relation til stjernerne. Han gik endog til en spåkone og blev spået at han ville få en tidlig død langt fra Danmark. Og så var han ellers også begyndte at skrive notater i et specielt album med både tegninger og tekster, som han kaldte ’Visdommens Bog’. Bl.a. hørte han et foredrag om psykiatri af professor Knud Pontoppidan.

I 1914 forsættes arbejdet med de store kompositioner, men om sommeren var han på Hesselø nord for Hundested og udstiller for første gang på efterårsudstillingen på ’Charlottenborg’.

I 1915 optager han et større lån for at rejse til Sydfrankrig sammen med vennen Jean Schalburgs søster Sigrun, der var 8 år ældre, fraskilt og havde fire børn. De to slår sig ned i Bandol, hvor han maler landskabsbilleder, mens hun passer syge børn på et børnehjem der drives af en amerikansk mæcen. Da denne pludseligt dør, rejser de videre til Madrid, hvor de skaffer penge til livets ophold ved opkøb og salg af antikviteter. Han maler mange billeder i næsten manisk stemning og energi, heriblandt sin hidtil største figurkomposition Evas Skabelse.

I 1916 rejser han alene hjem til Danmark for at udstille alle sine billeder på Den Frie i den store Billedhuggersal. Sælger kun nogle få billeder, men beslutter sig for at realisere alt ved en stor auktion – og den lykkes så godt at han meddeler Sigrun Schalburg i Madrid at de nu kan gifte sig, Det er hun imidlertid slet ikke indstillet på; hun har tværtimod brugt den tænkepause hun havde bedt om til at finde ud af at en fortsat forbindelse ikke ville være fristende for hende. Det meddeler hun ham. Og det kom fuldstændigt bag på ham.

Dybt skuffet rejser han til Paris sammen med bl.a. Axel Salto. De besøger Matisse og en udstilling af Picasso, hvor denne selv viste dem rundt og fik interesse for Jerichaus ideer. Han træffer også J.F. Willumsen i Toledo. Han bliver mangefoldigt inspireret og maler adskillige store kompositioner, herunder Hæcuba. På Bastilledagen den 14. juli overværer han og Salto en stor militærparade i anledning af at Frankrig nu går ind i verdenskrigen med fuld musik for at få hævn over Tyskland. Samme dag skriver han et afskedsbrev til sin mor samt et testamente, hvor det hedder ”Kun døden tænker jeg på, denne skønne død, der skal fylde mig og opsluge mig”. Og den 16. august tager han sit eget liv med et pistolskud – nøje planlagt og med fuldt overlæg. .

Om Jerichaus person kan siges at han udover en kort periode med usikkerhed omkring kønsidentiteten var et meget selvbevidst menneske, der nok gennem faderen havde arvet en vis sensitivitet af cyklisk karakter der betød af hans stemningsliv vekslede mellem det maniske og det depressive, med klar vægt på det maniske, men at han på ingen måde kan siges at have været i nærheden af en decideret psykose. Han var Jerichauer fra inderst til yderst, men blev betegnet som en decideret laps der lagde stor vægt på sit udseende og sin påklædning og faktisk brugte flere penge på dyrt skræddersyet tøj end hans indkomster berettigede. I selskab med andre mennesker var han festlig og charmerende.

Dér hvor han for alvor mødte problemer var hos sin mor, mormor og moster, der var imod at han valgte maleriet. De forstod aldrig hans modernistiske, for ikke at sige avantgardistiske maleri. De var som nævnt først bekymret for hans forhold til den homoseksuelle Aage Barfoed, og dernæst og navnlig lodret imod hans forhold til og samliv med den ældre og fraskilte Sigrun Schalburg der allerede havde bragt fire børn til verden. Hun faldt ganske enkelt ikke ind i Birch-familiens snerpede forestillinger om sædelighed, forestillinger der stadig var normale i borgerstanden dengang – uanset Ibsens ’Et dukkehjem’ fra 1879. Men da han var dybt forelsket i Sigrun, forsvarede han hende hårdnakket ved bl.a. at påminde sin søster om at det ikke var en forbrydelse at være fraskilt eller have fået børn.

Problemet var at Jerichau jo ikke alene holdt af sin mor af den helt naturlige grund at han var opvokset i et trygt hjem, der også var varmt og kærligt indtil han 17-18 år gammel fandt det tvingende nødvendigt at gå sine egne veje. Nej, han var trods dette nu også i stigende grad begyndt af savne kærligheden fra hendes side.

I februar 1914 havde han egentlig aftalt et besøg i hjemmet i Hørsholm, men sendte afbud, fordi han ganske enkelt ikke magtede det: ”Jeg ved slet ikke, hvad det er du vil, jeg skal gøre. Jeg føler mig ganske isoleret, men det vil du måske have. Det er naturligvis mig der skal gøre noget. Men hvorfor vi skal vedblive at bryde ned, frem for at søge at forstå, kan jeg heller ikke få ind i mit hoved….. det jeg trænger til hos dig er den simple varme og kærlighed, ikke den omskrevne form der stadig vil opdrage, eller der føler det knugende ansvar for et andet menneske”. - Han refererer her til sin mormors [Frederikke Birchs] kærlighed, ”som kun er af opdragende art.” Det er ”den umiddelbare kærlighed” han har brug for i det krævende liv med kunstnerisk opgaver han står i: .

”Livet er dog ikke langt, og jeg personlig står i virkeligheden i kamp med alt, ikke for min egen skyld, men for det eviges skyld,” og så følger en sætning der er værd at lægge mærke til: ”Dér følger jeg kun min fader..” Det betyder, at han i den kunstneriske kamp følger maleren Holger Jerichau (der nok kunne leve godt af sine billeder, men var ret konventionel).

Her fastslår Jens Adolf ganske klart at han som søn forventer ubetinget kærlighed af sin mor og mormor, men at han som kunstner i eksistentiel kamp må have ret til at udfolde det kunstneriske talent han har fra faderens slægt, altså Jerichauerne.

Denne sammenhæng ses meget tydeligt i en episode fra september 1914, hvor han sammen med sin onkel Emil og fire af sine kammerater, heriblandt Salto og Schalburg, sejlede en tur til Hesselø i onklens båd. Pludseligt orkede Jens Adolf ikke mere og ’afmønstrede’ i Rungsted. ”Jeg var ved at kvæles af søsyge og deres selskab…. Det var rædsomt at være i denne tomhed.” Fra Rungsted havn gik han direkte til Kavalérboligen i Hørsholm, og det var lige netop det rette sted på rette tid, for hans mor var på ferie. Han havde det hele for sig selv, sådan som dette sted havde været siden den store billedhuggers tid. Over kaminen hang stadig dennes relief med liget af den græske helt Patrokles der bringes til Achilleus og hos denne udløser den vrede der ifølge ’Odysséen’ førte til den trojanske krig. Værket begynder med den ofte citerede replik: Vrede, Gudinde, besyng!

Unge Jens Adolf var lykkelig ved at gense det hele, og følte sig rigtigt hjemme. ”Jeg vandrer op af kirkealleen, jeg siger jer, jeg følte det mærkeligt som vi alle kender, det var rigtigt og stort overalt, … jeg kyssede og omfavnede træerne i haven og sad i lysthuset og på kanten af vandet og tænkte på jer, og på alt det der er rundet. Jeg føler det som en uendelighed af år. Hvor er vi rige, og hvor er der givet os meget. ...”.

Det er evident at Jerichaus store lykkefølelse ved denne lejlighed hang nøje sammen med at han en sjælden gang slap for moderens og mormoderens evige moraliseren og kunne give sig den ægte slægtsfølelse i vold uden forbehold. Det siges her så klart som det overhovedet kan siges, at Jens Adolf Jerichaus stolthed og æresfølelse som mand ene og alene lå i Jerichau-slægtens egenskaber, idealer og kvaliteter. Dette skal man have in mente hver eneste gang Jerichau taler om Slægten eller maler motiver som ”Slægten kalder”. Slægten er i hans mund og maleri altid Jerichauslægten, mens moderens slægt – Birch’erne – hører til de mange dommere og fordømmere han flittigt malede.

Dybdepsykologisk set er der intet mærkværdigt i dette forhold. For al æresfølelse ligget i jeget og overjeget og dermed i udfoldelsen af de psykiske sekundærprocesser med alle deres begreber, logiske konsekvenser og relationer til oplæring, arbejde og arbejdsdisciplin samt samfundsposition. Varmen og kærligheden er forudsætningen for det hele, men den grundlægges i den tidlige barndom i nærkontakten med moderen og udfoldes udelukkende gennem de psykiske primærprocesser. Ægte kærlighed fra modersiden er og bør ifølge sagens natur være ubetinget – og det vil derfor uundgåeligt give problemer for et menneskes opvækst hvis kærligheden gøres betinget, kræver opfyldelse af bestemte forventninger, helt udebliver eller ligefrem ender i distance og fordømmelse.

Og distance mellem moder og søn var hvad der kom med Jerichaus forelskelse i Sigrun.

Forholdet til Sigrun Til toppen Næste

Jerichau havde i 1915 indledt et virkeligt seriøst forhold til Sigrun Schalburg og boede uden videre formaliteter sammen med hende i Madrid. Familien var alt andet end begejstret. Den forsøgte af al magt at tale ham til det de selv forstod ved fornuft.

Til moderen skrev han: ”Du må da vide at den kvinde som jeg elsker, hun er noget værd, hun er nødvendig for mig – og det er til det gode…. Jeg har aldrig troet på det jeg ser, for jeg ved noget bag det jeg ser, og det tror jeg på…. Jeg holder noget helligt, noget som er det værd….”

Og da han annoncerede sine planer rykkede hele familien op i feltet af så stærk bekymring, at Jerichau røbede sine følelser for storesøsteren ”... jeg er nærmest rasende og gider intet høre. Ingen kan eller skal forbyde mig at holde af hvem jeg vil. At hun er ældre end mig og har 4 børn er vel ingen forbrydelse. Hvorfor vil mor og mine nærmeste aldrig tage mig som jeg er?”.

I 1915 malede Jerichau Elskov. Baccanterne opus I. Billedet opfatter Wivel som en henrykt hyldest til den kvinde der via sin elskov havde rykket ham fri af det timelige - hverdagen, kammeraterne, familien, og sendt han hovedkuls ind i en anden og større verden. Hans og Sigruns veje skiltes midlertidigt i Milano, for han ville se Venedig, hun til Barcelona. Senere forenedes de igen i Bandol på den franske Azurkyst. Det blev en herlig tid for ham rent kunstnerisk.

Opholdet fik en brat afslutning da Sigruns arbejdsgiver, en amerikansk filantrop, døde i juli måned og hans klinik måtte lukke. Jerichau tog til Madrid i begyndelsen af august og blev der næsten fire måneder. Sigrun fulgte efter. De tjente penge ved at opkøbe marskandiservarer og sælge dem videre. Sigrun havde smag og Jerichau artistisk sans. Men da Jerichau rejste hjem til Danmark sidst i december, forblev hun i Madrid,

Jerichau malede også 'Evas Skabelse' som Wivel kalder en næsten triumferende kulmination på hele hans rejse og på deres samliv. Jerichau var dybt forelsket i Sigrun. ”Jeg har malet et stort billede af hvorledes Eva kom til Adam fra Himlen. Vorherre ligger på en bjergskråning og griner af det hele. Dette første møde må også have været morsomt at se”. Det er de tidligere malede ’Bakkantinder’ der har lagt krop til selve Eva-skikkelsen, der slap og viljeløs løftes op til Vorherre af en stærk ung mand (Adam forstås).

Wivel mener at Jerichau med billedet forsøgte at slippe fri af den store og påtrængende byrde fra Slægten og give sig hen til sin fascination af Sigrun, men det er mere kompliceret. Jerichau valgte nemlig provokerende at placere en person med Sigruns ansigtstræk lige midt i billedet, hvor hun sidder trygt ved Vorherres fødder og iagttager Adam med Eva. Hun er med andre ord vidne til selve skabelsen af den kvinde som ledte Adam i fortabelse, og som Adam også var lykkelig ved at fortabe sig til. Det frister Wivel til at tolke billedet som den vidunderlige rejse med Sigrun. Og det lyder lidt mærkeligt når kvinden i midten ser passivt til hvad der sker.

Billedet fik på udstillingen da også Jerichaus egen forklaring med ordene: ”mand og ånd i ét, som de hellige i tiden [det vil sige familien og kardinalerne!] våger over ligesom englen våger over hende.” Og den forklaring tyder da netop på at han ikke ser den stilfærdige kvinde i midten som en fristerinde i seksuel henseende, men ser erotikken som et nærmest platonisk åndsfænomen, som ”noget bag det han selv ser”.

Nedtællingen for deres samliv begyndte i december. Rejsen var ved at være slut, og realiteterne kunne ikke skydes væk: pengene var ved at slippe op. …. han måtte hjem til København og arrangere en udstilling i Den Frie’s bygning. Sigrun tog ikke med ham, men valgte at blive i Madrid. Hun havde brug for en tænkepause. Udstillingen i sig selv gav ikke noget nævneværdigt, men efterfølgende arrangerede han en auktion over alle sine billeder. Og det gav ham netto et udbytte på godt 8.000 kr, der var ganske mange penge dengang.

Omgående sendte han et telegram til Sigrun i Madrid. Nu var det helt op til hende, hvor og hvornår brylluppet skulle holdes. Men han fik i første omgang ikke noget svar. Det var jo krigstider med problemer for postvæsenet. Først den 3. april kom hendes overraskende svar. Hun ville alligevel ikke giftes med ham.

Brevets ordlyd kendes desværre ikke, da Jerichau formentlig har revet det i stykker i raseri.

Jerichau var ifølge Wivel fuldkommen slået ud.… Han havde slet ikke forestillet sig at hendes tænkepause ville blive permanent. Han havde levet i en helt anden verden end hun, der både var anderledes realistisk indstillet end ham og havde otte års forspring i erfaring. Jerichau skrev en kladde til et svar, der er bevaret, og af den fremgår det da også at Sigrun må have skrevet at hun syntes han var for ung og menneskeligt uerfaren til at gifte sig med – og at han i givet fald ville være endnu et barn hun skulle tage sig af. Det fremgår også af kladden at deres samliv i atelierlejligheden i Madrid for hende havde været noget af en prøvelse, og at hun under ingen omstændigheder ville opleve noget lignende igen.

Det er jo rene ord, der oven i købet lader til at være formuleret med omtanke og præcision. Og det var uden tvivl også sandheden, og dermed selve forklaringen på hans umiddelbare heftige reaktion. Hun var et selvstændigt menneske. Hun havde brudt med den otte år ældre mand som hun havde fået fire børn med på seks år og fået nok af, og hun var blevet 33 år. – Året før havde landet fået en ny grundlov, der gav kvinder valgret og dermed bekræftede dem i at de nu havde mere at sige. Flere og flere kvinder valgte nu selvbestemmelsen seriøst.

Kort før Sigrun skrev sit afskedsbrev til Jerichau skrev hun ifølge Wivel også et brev i ’en dybfrossen tone’ til en københavnsk overretssagfører for at bede ham om at henvende sig til Jerichau for at få ham til at udlevere de spanske antikviteter han havde taget med sig til København. Sagføreren kan såmænd have været hendes tidligere ægtefælle. Men hvad ejendommeligt er der egentlig ved at man skriver til sin sagfører i en tør og saglig tone. Det er da normalt, eftersom jurister selv holder sig inden for sekundærprocessernes rammer. Men man kan da ikke slutte fra tonen i sådant et brev til tonen i et dybt personligt brev der skal opremse grundene til afbrydelsen af et intimt forhold.

Wivel gengiver ikke Jerichaus kladde fuldstændigt, men det han gengiver af Sigruns argumenter finder jeg rimeligt formuleret. Jeg er temmelig overbevist om at det ikke var tonen i Sigruns afskedsbrev til Jerichau der var udslaggivende, men indholdet. Deres samliv var blevet en prøvelse for hende, fordi han - nøgternt set – nærmest må betegnes som en mandschauvinist der nok var forlibt i hende og nok kunne være yderst charmerende, men som reelt ikke respekterede hende som et ligeværdigt mennesker. Når det kom til det seksuelle var hun åbenlyst blevet reduceret til en genstand for hans lyster, og hvad det menneskelige angår var han omvendt sunket tilbage til at være et barn der skulle plejes – og ingen af delene holder i et samlivs lange løb.

Givetvis forstod hun ikke hans kunstneriske udfoldelse, men det har ikke forhindret hans forlibelse i hende. Efter alt det foreliggende at dømme var hun formentlig en ganske normal og sund, men selvstændig kvinde.

Det er et faktum at Sigrun i 1915 flygtede fra ægteskabet med sin første mand og efterlod sine børn i København i forældrenes varetægt, det var vinhandlerfamilien Schalburg i Stormgade 8. Men det kan konstateres at hun i 1935 i Madrid blev gift med en dansk diplomat, der var jævnaldrende med hende og hvis efternavn hun tog. De flyttede til København da han blev pensioneret omkring 1950. Han døde i 1960, hun i 1969. Så mon ikke vi i vores nutidige MeToo-tider gør klogest i at holde Sigrun uden skyld i Jens Adolf Jerichaus død. Han kunne takke sig selv for hendes brud, og han valgte til sidste selv evigheden frem for timeligheden .

Det ældste af hendes børn, Bodil, blev født i 1902 og fødte i 1939 selv datteren Tine Bryld, der i en erindringsbog med titlen ’Et lettere kaotisk ridt’ med glimt i øjet fortæller at hendes mormor tog til Frankrig med sin unge elsker den lovende unge kunstner Jens Adolf Jerichau, og efterlod børnene hos sine forældre. Hun fortæller også at Bodil gik ud af syvende klasse [og nok efter konfirmationen], fordi hun blev ”hentet ned til sin mor, der nu var flyttet til Spanien….og blev forsørget af den ene og anden herre….. ”

For Jerichaus eget vedkommende er det sikkert og vist at han i 1916 følte sig virkeligt dårligt behandlet af Sigrun. Han vedkender sig ifølge brevkladden dog at det hele måske har været en illusion fra hans side, men han forstår ikke hvorfor hun fornægter alt det de har oplevet sammen, eller at ”hun håner ham og møder ham med fornuft og ufølsomhed”. Men denne sidste påstand er en højst subjektiv bedømmelse, der ikke behøver at dække over andet end at hun havde meddelt ham at samlivet med ham havde været en sådan prøvelse, at hun ikke ønskede den gentaget.

Afsluttende skriver han: ”Jeg ved med god samvittighed at kunne sige, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg tror som sagt ikke mere på at vi kan blive lykkelige. Du vil ikke lade mig være den jeg er, og jeg vil derfor aldrig kunne blive den, jeg skal [være] med dig. Jeg er dybt ulykkelig og fortvivlet, det skulle gå således.” Og til sidst: ”Fremtiden vil jeg lægge i skæbnens hænder. Som du ved, rejser jeg til Paris og Sydfrankrig for at male, det forandrer jeg ikke i det første halve år.”

I sin fortolkning af billedet ”Guldfuglen” – nr. III i serien ’Fra Grækenlands skønne tid’! - gør Wivel gældende at Jerichau uden tvivl følte at han selv befandt sig i samme omflakkende tilstand som sine figurer. Han var med Wivels ord ”slået ud af kurs af en magtfuld kvinde der som en anden norne sad utilgængelig nede i Madrid”! - Den figur der står midt i flokken med armene løftet i en afvisende gestus kunne derfor efter Wivels mening være Sigrun.

Men samtidigt gengives også den Eva der er i færd med at plukke en frugt fra træet bag ved. Hun vender demonstrativt ryggen til den nøgne unge mand ude til højre som ser langt efter hende. Han kan være Jerichau selv. Måske var krigens rædsler for alvor begyndt at tære på hans psyke. Alt det skønne den sokratiske Wanscher havde lært ham at elske forekom ham i maj 1916 mere og mere irrelevant. - Jeg finder sådanne hypoteser om billederne søgte!

Undervejs i arbejdet med med sit sidst maleri ’Hæcuba’, som han også kaldte ’Til Skønhedens pris – Til Hækubas Pris’ skete der ifølge Wivel et skred i Jerichaus bevidsthed i og med at han hentede motivet ud af det mytologiske og lige ind i nuet. Hækuba var gift med kong Priamos af Troja, men blev vidne både til hans og sine børns død – og valgte at hævne sig på deres mordere. Og dette mener Wivel i en lang og omstændelig udredning at Jerichau gør til sit personlige anliggende – uden som Wanscher at hæfte sig ved at Jerichau udtrykkeligt gør Hækuba og Skønheden til synonyme begreber. To af figurerne på billedet danser eller svæver – den ene endda ud i den fri himmel. Men en tredje sidder tilbage på gulvet. Og hvis man absolut vil se Sigrun i en af billedets personer, så bliver det teoretiske problem naturligvis hvem af dem det skulle være. Og det kan diskuteres i det uendelige.

Jeg finder den slags spekulationer fuldstændigt overflødige. Jeg finder ikke at Hækuba-billedet viser et skred i Jerichaus bevidsthed, men derimod en bekræftelse på at han forstod mytologiens afgørende betydning. Myter er nu engang ikke historiske skildringer, men ’symbolske’ fortællinger der skal forstås i dybt eksistentiel betydning. De er netop universelle fordi de trækker på det Jung kaldte arketypiske forestillinger, der gang på gang dukker op i menneskers bevidsthed som udtryk for helt aktuelle psykiske og etiske problemstillinger. Disse er ofte så påtrængende at der skal tages stilling til dem her og nu – og det er hvad billedkunstnere, komponister og digtere altid – mere eller mindre bevidst - har gjort og vil blive ved med at gøre, og hvad også almindelige dødelige der tænker over tingene kan gøre, men oftest ubevidst.

Hækubas fulde titel må tages for pålydende. De to svævende personer repræsenterer skønheden selv. For skønhed var for Jerichau lig med frihed og glæde. Dansen ophæver så at sige – som det ses i stor balletkunst - tyngdekraften både i fysisk og psykisk henseende. Og derfor kan Jerichau her meget vel, som Wivel har påpeget, være inspireret af Matisses ’Musikken’. Jerichau bruger oven i købet for tydelighedens skyld sin foretrukne billedeffekt, store buer, til at vise åbningen ud mod den himmelske frihed og evighed. Men nogle ser og forstår ikke hvordan tyngdekraften kan ophæves – og de må følgelig blive siddende tilbage i timeligheden a la billedets tunge midterskikkelse. Større er gåden såmænd ikke. Forklaringen på Jerichaus selvvalgte endeligt skal søges andetsteds.

Stjernetydning og varsler Til toppen Næste

Jerichau brugte som allerede nævnt et særligt album til notater og tegninger omkring sin kunst og eksistens. Han kaldte den endog ”Visdommens bog” - og den titel er ikke grebet ud af luften, men stammer fra bibelens aprokryfe skrifter. Og der er vel at mærke tale om en hel visdomslitteratur, som har været kendt og plejet i hele Nærorienten så langt tilbage i tiden man har kilder. Og visdom skal ikke forstås som klogskab eller fornuft, men som ophav til alt, intet mindre.

Et sted i Jerichaus private udgave af ’Visdommens bog’ noterer han følgende: ”Jeg har studeret stjernerene på deres vandring, og jeg har fulgt dem og elsket dem. Jeg har set og forstået de store konstellationer i de rette tider, og jeg har taget det som et tegn. Jeg har fulgt Månen, og jeg forstår den. På Hesselø i juni måned så jeg min stjerne, og er ledet videre i det rette forhold. Dette er nerven i det skønne.”

Som det ses var Jerichau ikke blot som de allerfleste mennesker betaget af stjernehimlen over os. Og han bildte sig slet ikke ind – som Wivel vil have os til at tro - at han som en anden Atlas bar himmelhvælvingen på sine skuldre. Derimod var han fuldstændigt overbevist om at han havde forstået stjernernes konstellationer og først og fremmest set sin egen stjerne og dennes rette forhold. At han kalder dette ’nerven i det skønne’, er mest af alt udtryk for at han forbinder skønheden med det kosmiske og ikke med det rent stilistiske i kunsten. Han ser væsentligt anderledes på skønheden end Wanscher gjorde. Skønheden var ikke i Jerichaus begrebsverden blot og bart et centralt begreb fra klassisk græsk kultur, men var nu blevet til et kosmisk fænomen der på orientalsk vis var forbundet med den direkte relation mellem stjernernes konstellationer og menneskets skæbne. Denne synsvinkel stammer netop ikke fra det gamle Hellas, men fra Hellenismen, den kultur der prægede orienten på Jesu tid og først og fremmet blev dominerende i Romerriget og dermed hele den senere europæiske kulturudvikling.

Til en norsk veninde forklarer han i august 1913 sine tanker nærmere: ”København er en dejlig by at leve i, specielt om sommeren, når man har byen mere for sig selv, ganske vist netop som modforhold til vinteren, der dog er den egentlige arbejdsperiode. Ideerne strømmer til en, og store arbejder forestår. Jeg føler København er ved at udvikle sig noget af betydning, for luften her er den rette. De ved nok, centrene flytter sig i forhold til, hvor der er den rette jordbund for de nye tanker der skal fødes, ifølge bestemte store love og i forhold til fortiden. De vil få at se.”

At centret for skabelsen af det nye flytter fra Paris til København er for Wivel udtryk for Jerichaus eget ”let fængelige gemyt kombineret med momentane anfald af storhedsvanvid”. Han blev simpelthen revet med af den kreative rus fra arbejdet med Guldfuglen. Men at tale om storhedsvanvid, er ene og alene udtryk for at Wivel ikke fatter hvad der er på færde i menneskets omgang med stjernehimmel og kosmos, nemlig at man ikke blot nøje følger stjernernes bevægelse, men kobler dem direkte sammen med de enkelte menneskers skæbne. Dette er ikke vanvid, men en logik fejlslutning der gennem tiderne har været ganske udbredt.

Stjernernes stilling var for Jerichau af afgørende betydning for det nævnte skift af centrum. Han skriver: ”Kombinationerne er uendelige. Hver dag har stjernerne i universet antaget et nyt forhold til hinanden, og de er kilden at søge til at Jorden stadig er udsat for et nyt tryk, en ny kombination Men der er en bestemt udveksling i kombinationerne, de er i stadig udvikling i form af simplere, renere harmonier. - Det er en stadig simplifikation . Selv om den er ringe, så føler jeg den, og jeg ved med vished, at al arbejde mod en fælles enhed, ved at noget bestemt sker ude i rummet – et bestemt ligevægtsforhold nås - og hvad det bestemt er, der kan ske, er jo uendeligt meget, men det sker efter den store lov. - Når sådant sker, kan udviklingen pludselig tage en uvant fart. Det bevidstheden ikke kunne fatte i tusind af år, bliver givet frit og tilgængeligt for den menneskelige hjerne som dets ejendom.”

Der sker altså ifølge Jerichau en stadig udvikling i form af simplere og renere harmonier – og alt sammen efter den store lov. Dette kaldes astrologi, eller læren om himmellegemers indbyrdes positioner og påvirkning af menneskers liv på jorden – og den slags vil de fleste i dag kalde overtro, men det skal huskes at den er langt ældre end videnskaben (og den videnskabelige astronomi), den kan faktisk føres tilbage til kildeskrifter om varselstagning i babylonisk kultur 1800 år før vor tidsregning. Den blev naturligvis systematisk videreudviklet i de følgende århundreder og fik større og større anseelse i netop Babylonien og Assyrien. I den vestlige verden nåede astrologien sit højdepunkt af popularitet i den romerske kejsertid.

Og som bekendt er der stadig i vor oplyste tid en kæmpestor interesse for horoskoper.

Det ligger utvivlsomt dybt i menneskesjælen at betragte hele universet som levende, sammenhængende og meningsfuldt – det gør børn allerede som spæde – uden at sætte ord på. Og det har den store fordel at de fra første færd føler sig hjemme i verden og ikke som fremmedgjorte. Denne hjemfølelse og helhedsopfattelse er afgørende for menneskets eksistens, og i denne forbindelse gælder at menneskets eksistentielle horisont nu engang ikke er moderne naturvidenskabs fjorten milliarder år, men det menneskelige fællesskabs historiske horisont på tre-fire tusinde år.

Det besynderlige i sagen er egentlig kun at mange mennesker ligesom Jens Adolf Jerichau ikke nøjes med at tage varsler af stjernerne, men ser alt hvad der sker i verden ned til mindste detalje som forårsaget af den årsagslov vi alle kender fra fysikken, og som først er formuleret eksakt i den moderne fysik i form af matematiske ligninger. Men ikke nok med det, mange overfører uden videre lovene fra fysikken til lovene for den individuelle psyke og det kollektive åndsliv, og tror med andre ord at alt uden undtagelse er underkastet årsagsloven. Dette er noget forholdsvis nyt og ses tydeligt hos Thomas Hobbes og Descartes og går under betegnelser som mekanicisme eller materialisme. Ja, som bekendt er der i vore dage hjerneforskere der postulerer at sjælelige processer er lig med kemiske processer i hjernen. Men det er et fatalt synspunkt, for det udelukker det mest særegne i hele evolutionen – det der er kommet ind i biologien med bevidsthedens opdukken, nemlig tilfældighed, spontanitet, kreativitet og dynamik.

Hvis mekanikkens årsagslov gøres til den store lov i tilværelsen, må det nødvendigvis gå galt.

I 1914 malede Jerichau et intenst portræt af den babyloniske stjernetyder Zarathustra, ham der optræder som hovedfigur i Nietzsches profetiske værk ’Således talte Zarathustra’ fra 1885. Der er tale om den iranske religionsstifter Zoroaster, og det nødvendigt at huske, at stjernetydning som sådan netop var et orientalsk fænomen, der gjorde stjernetydning til en yderst vigtig faktor i hellenistisk og middelalderlig tænkning i Europa ved siden af den kristendom Nietzsche tordnede imod. Ja, den gik faktisk også ind i kristendommen, som det ses af de mange spådomskvinder Michelangelo lavede relieffer af i det sixtinske kapel. Og disse Sibyller sidder alle sammen og studerer den apokryfe visdomsbog.

For Jerichaus vedkommende spillede varsler en stor rolle og derfor lavede han en serie store figurkompositioner der hedder ”Offerfesten. Mennesket sørger varsler I 1914 og II-III 1915, og en anden som hedder Profeter – Opus I: Dante. 1912. - II Den sorte profet. 1914 - og III Den store kardinal. 1915 - samt Dante. 1916. - Store sikkert komponerede billeder med symbolsk indhold der kan tolkes forskelligt, men tydeligt demonstrerer malerens store interesse for det okkulte eller det der ligger bag det synlige. Reelt betones her menneskets magtesløshed.

Jerichau var fatalist, og når han til sidst kan male er flot billede af Dante der farer til himmels, skønt han tidligere har malet ham som en nærmest dømmende profet ud fra den kendsgerning at han skrev middelalderens allerstørste digterværk ’Den Guddommelige komedie’, så ligger det i at Dante netop heri beskrev at han fik lov til at komme ind i himmelen, takket være Beatrice. Dette navn betyder ’Den der gør salig’ og var i øvrigt navnet på en pige han havde forelsket sig i som dreng. Det er trods alt et menneskeligt træk ved den mand der så at sige udformede de kristne menneskers dybe himmellængsel der i den europæiske kultur betød en fatal adskillelse mellem ånd og stof.

Slangen i Paradiset og Den babyloniske skøge Til toppen Næste

Jerichau var dog også optaget af den anden side af kvindens rolle i eksistensen, nemlig rollen som den der fristede manden til lystbetonet seksuel udfoldelse. Denne udfoldelse gik langt ud over selve forplantningen, og den medførte jo rent faktisk – ud over glæderne - også utroskab, jalousi, ærestab og hævnakter. Da mænd altid har været følsomme med hensyn til deres ære, mænd med magt naturligvis mere end andre dødelige, blev kvindens rolle tidligt beskrevet tendentiøst i mytisk form. I jødedommen herskede der ingen tvivl om at det var djævelen selv i form af en slange der havde indgivet kvinden den idé at friste manden. Det kaldes i den bibelske skabelsesberetning for ’syndefaldet’, og dette var muliggjort allerede ved den handling at mennesket havde spist den frugt af kundskabens træ som Skaberen udtrykkeligt havde forbudt det at spise.

Kundskab var ensbetydende med det vi senere har kaldt bevidsthed, nærmere betegnet bevidstheden som fører til at mennesket i puberteten begynder at tiltrækkes af det andet køn og at det samtidigt også begynder at kunne se med kritiske øjne på sit ophav. Uskyldigheden går med andre ord tabt for stedse – og menneskets fordrives dermed fra den barnlige uskylds have og må begynde at arbejde for føden og sørge for de børn der kommer ud af kønslivet. - En pragtfuld myte, der ikke alene gælder for alle racer og kulturer i verden, men også generfares af hvert eneste individ, når det kommer i puberteten og bliver hvad man kalder kønsmodent. Men – og det er afgørende - tabet af uskylden har en yderst alvorlig eksistentiel pris. Mennesket må påtage sig ansvaret for sit liv. Det er præcist det der bliver alvoren i livet, når uskylden går tabt.

Jens Adolf Jerichau, født i 1890, var ingen undtagelse og da han kom i puberteten mistede han uskylden så han ikke alene en overgang var usikker på sin kønsidentitet, men også blev bevidst om det nøgne menneskes tiltrækning og navnlig så det som noget af et mysterium at mænd kunne blive tiltrukket af kvinder generelt. Men ikke nok med det, de kunne også specifikt forfalde til en voldsom fordømmelse af kvinder der tillod sig at udnytte deres skønhed og erotiske udstråling til at forlede mænd til seksuel leg – uanset indgåede aftaler om troskab. Den voldsomste fordømmelse kommer selvsagt fra mænd der har stor magt og derfor også stor æresfølelse. I jødedommen blev der indført strenge straffe for kvinder der forbrød sig mod reglerne. Og disse retsregler og straffe gik videre til kristendommen og islam, men findes naturligvis også tilsvarende i de fleste andre kulturer. Manden er fysisk den stærkeste.

Jerichau skabte en lang række billeder af ’Evas skabelse’, ’Slangen der frister Eva’, ’Susanne i badet’, ’Susanne for rådet’, og ’De hellige tre konger og den babylonske skøge’, og de viser alle sammen den nøgne kvinde som en fristelse, og mange mænd der på den ene side nyder synet, men på den anden reagerer med dyb forargelse. Også de fleste af de allerede nævnte store figurkompositioner har mange nøgne mænd og kvinder med – og det er tydeligt at de giver dynamik i billederne. Specielt ses der stor afstandtagen og fordømmelse hos alle kardinaler. Den store kardinalhat bliver symbol på kristelig fordømmelse af seksualiteten. Og er i dag endda blevet symbol på det hykleri der ligger i katolske prælaters udbredte misbrug af kordrenge.

Alligevel kan man ikke lade væres med at undre sig over at Jerichau tilsyneladende uanfægtet bliver hængende ved skildringen af disse episoder og sådanne personer. I betragtning af distancen til Sigrun fra hans egen familie og hans viden om jødedommens og kristendommens gøren erotik og sex til synd, kunne man forvente et klart opgør fra ham i dette spørgsmål. Og når det aldrig kom, må det tages som manglende mod og stor inkonsekvens hos ham, og dermed som en af grundene til at han i 1916 gik så meget fejl af sin eksistentielle situation at han valgte den himmelske løsning, dvs at se løsningen på jordelivets iboende problemer og ansvar i den renhedens og uskyldens verden mange har forestillet sig i det hinsidige – og Dante givet mageløse beskrivelser af.

Det jødisk-kristne syndsbegreb forkvaklede i mine øjne såvel jødisk og kristen kultur så dybt og konsekvent at et opgør allerede var nødvendigt i begyndelse af 1900-tallet og det kan slet ikke udskydes i dag, men må regnes for en decideret pervertering af såvel den biologisk drift som den med bevidsthedens opdukken fremkomne ansvarlighed.

Forkvaklingen ses af den katastrofale måde menneskets naturlige aggressivitetsdrift og seksualdrift blev reguleret på i århundreder, nemlig på lige dele fortrængning og undertrykkelse der kun medførte frustration og psykiske lidelser og voldelige overgreb i stor målestok samtidigt med at kulturen satte håbet om hinsidig frelse op som et afledende og skæbnesvangert ideal.

Stort set alle Jerichaus store, ofte kunstnerisk vellykkede figurkompositioner udgør én stor påvisning af hele denne forkvakling.

Visdommens bog Til toppen Næste

Som nævnt var Jerichau allerede i 1913 begyndt at tegne skitser og skrive notater i en større privat folio-album han kaldte ’Visdommens bog’, og den er væsentlig for forståelse af hele hans kunstneriske produktion, fordi den røber arten af hans inderste tanker, drømme og syner.

Det ses at han var begyndt at interessere sig for teosofi, der egentlig betyder gudslære og længe var en del af teologien, men bruges mere specifikt som fællesbetegnelse på en række former for religiøs og filosofisk tænkning som ud fra syner og indre skuen danner sig forestillinger om det guddommeliges væsen, virke og planer. I nyere tid betegner ordet de åndelige retninger der fra 1875 opstod omkring ’Teosofisk Selskab’ og den russisk-fødte okkultist Helena Blavatsky (1831-91). og senere blev videreudviklet i Indien af den engelsk Annie Besant (1847-1933), men i Europa navnlig af Rudolf Steiner (1861-1925).

Der fandtes jo allerede en Visdommens Bog blandt de ’aprokryfe’ skrifter i Bibelen, tekster som man længe var tvunget til at holde skjult. Flere af dem er – som allerede nævnt - gengivet som meget smukke relieffer af Michelangelo i Det sixtinske Kapel, heriblandt den libyske Sibylle (spåkvinde) der tydeligt ses med en udgave af Visdommens bog. Netop en figur Jerichau engang tegnede af efter en bog - han kom jo aldrig til Rom, men blev altså alligevel fanget af motivet.

Om denne visdom gælder at den på ingen måde må forveksles med almindelige kundskaber eller fornuft. Den var udtryk for Guds lov og verdensplaner, ja blev betegnet som ophavet til alt.

Om Jerichau har læst det apokryfe værk i Bibelen, vides vist ikke, men mange af hans tanker kan her genfindes i lignende form. Eksempelvis står der at Gud ikke har skabt døden, for alt han har skabt varer evigt. Døden er kommet ind ved djævelens misundelse. Men den retfærdige skal finde hvile, om han end dør før tiden.

Troels Andersen kan fortælle at Jerichau fra første færd har forestillet sig serier af billeder med emnekredse som Dante, profeter og filosoffer, Susanne og Salome og serierne om Guldfuglen, Fra det skønne Grækenland. Men i hans visdomsbog er der også notater af historisk art og om verdenskulturernes sammenhæng. Dantebillederne står efter hans begreber for den europæiske renaissance, filosofbilledet for den græske kultur, de hellige tre konger og profeterne for middelhavskulturerne mod øst, mens den aktuelle situation i Europa ses i lyset af spændingen mellem folkeslag med forskellige historisk baggrund. Bogen har desuden adskillige henvisninger til den kunst der inspirerede ham. Også kunstnernes holdning til naturvidenskabernes opståen og vækst kommer han ind på. Men det dominerende er hans voldsomme og lidenskabelige forsøg på at finde udtryk for følelser og tilstande der bunder i mystiske oplevelser af verdensaltet, af stjernernes betydning for både det enkelte menneskes liv som historien gang.

Jerichau skriver bl.a.: ”Alt arbejder mod en fælles enhed ved at noget bestemt sker ude i rummet – et bestemt ligevægtsforhold nås – hvad det bestemte der kan sker er, er uendelig meget, men det sker efter den store lov. Når sådant sker kan udviklingen pludselig tage en uanet fart. Det bevidstheden ikke kunne fatte i tusinder af år blev givet fri og tilgængeligt for den menneskelige hjerne som dets ejendom ved det nye tryk der blev skabt”.

Jerichau opstiller endog beregninger af sammenhænge i verdenshistorien, noterer forskellige årstal og søger talmæssige sammenhænge derimellem. Han har mange betragtninger over tid og rum og det han kalder ’skabelsesperioder’ i historien som eksempelvis grækertiden eller renæssancen. Men han understreger at disse perioder aldrig er ens. De er forskellige fordi muligheder for kombinationer er uendelige som stjernernes indbyrdes konstellationer.

Han sammenligner Newton med Darwin, men påpeger at der mærkeligt nok er bedrag i alle opfattelser af forhold. Selv bestemmer han forhold som spændinger og spændinger som forhold. Forhold er skønhed, skønhed er Gud – men Gud er også intet, og intet er alt og alt er ét. - Det kan lyde ulogisk eller paradoksalt, men bagved ligger forestillingen om enhed og helhed, hvor alt er ét og uden forskelle. Og det problem kan Jerichau ikke løse, når han nu engang befinder sig i timeligheden, hvor alt kun kan fattes stykkevis og delt. Det havde ingen af de filosoffer han læste nogen som helst løsning på andet end som Kierkegaard at dyrke selve paradoksaliteten. Løsningen var så småt på vej, men kom først med Einstein, Bohr, Freud og Jung og Grønbech. Og den hed relativitet, komplementaritet, forståelsen af de psykiske grundprocesser og af religion som ikke-dogmatisk fænomen, nemlig direkte føling med helhedens virkelighed.

Troels Andersen beretter at Jerichau oplevede stærke spændinger i sammenstødet mellem sit sensitive væsen og sine omgivelser. Heftige forelskelser, følelser af opsving i åndskraft og skabende trang vekslede med depressioner. Men han nævner samtidig en passant at Jerichau hverken inddrager Freuds eller Jungs banebrydende forskning om det underbevidste og ubevidste i sine egne betragtninger. Det skyldes ganske enkelt, at denne forskning slet ikke var blevet alment kendt.

Men følgen var at Jerichau hang uhjælpeligt fast i teosoffernes og stjernetydernes overtroiske forestillinger. Derfor er der mange naive synspunkter i hans visdomsbog, men det kan man også sige om Asger Jorns vilde tanker om filosofi, som han i 1960’erne med ganske sigende ironi udgav som meddelelser fra ’Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme’. En af bøgerne hed ’Naturens orden’ og var en rablende konfrontation mellem Niels Bohrs filosofi (Københavner-interpretationen) og hans egen filosofi (Silkeborg-interpretationen).

Man skal slet ikke vurdere sådanne skrifter med rationelle målestokke, for så falder de uhjælpeligt igennem på deres usaglige argumenter. Man må prøve at se dem på et dybereliggende plan, nemlig det underbevidstes plan, hvor de psykiske primærprocesser er rådende, og her falder Jerichau igennem, mens Jorn klarer sig på sin humor. Det viser hvor vigtig humor er i livet.

Jerichaus tilknytning til fader-slægten og binding til moderen er markant i nogle af de frie digte, der her gengives med ganske få rettelser og tilføjelser der kan lette læsningen:

”Dreng Dreng Dreng hvor blev du af, jeg ved dig jo jeg ved du er….
Jeg vil dig for jeg kan dig Dreng
Dreng Dreng din arm er stærk
og suset af dine vinger skal mægtigt ombølge rummenes sejre
Alt skal komme igen og sejren er din.”

Om døden hedder det:
”Jeg skal vidne at mine syner var den virkelighed og de mål Gud ville at vejen måtte gå over…
og jeg ved jeg må dø før det blev forstået, for døden vil åbne det som livet selv sættef en grænse for.
Mit liv er ikke af dette liv, og det kan ikke forstås uden i dette ene rette forhold.”
[dvs forholdet til Gud eller evigheden]

”Det er ligesom tid og rum
men summen af tid og rum hvad er det
det er i virkeligheden een størrelse.
Mennesker kan ikke fatte den helhed
derfor er jeg hjælpeløs og som sådan
det vil sige jeg har ikke mit hjem her på
jorden - og jeg ved også jeg kan dø
når jeg vil og mine fædre venter mig,
det der er af betydning har min død -
i den ligger hele gåden
Jeg er – den dimensional
[Jeg] er det jeg forstår.”

Det er jo en tekst der er nærmest uforståelig hvis man udelukkende vil forstå den ad logisk, rationel vej, dvs. som rene sekundærprocesser. Men de bliver forståelige når man dropper logikken, sondringerne og rationalitetskravet og ser hele teksten som en uskøn blanding af primærprocesser og sekundærprocesser. For i de første er tid og rum eet. Her kan helhed fattes, for den kender alle fra symbiosen med mor. Dér har man hjemme, og ikke i timeligheden. Man kan dog så at sige ”dø når man vil”, for det vil i grunden blot sige at komme fri af de trælse sekundærprocesser. I døden går man ind til sine fædre - i realiteten også til sin mødre, men det har Jerichau netop ikke forstået og det kom han aldrig til at forstå. Men han ved at det store opgør vil komme, et stort tidehverv, hvor alt vil vende sig til det gode.

I brev i 2014 til sin mor skrev Jerichau følgende ”Jeg ville gerne tale om det, alt sammen, alt det der trykker mig og os, og jeg har intet at skjule, det må blot have sin tid, alt sammen, men jeg ved, at I ved det. Og jeg ved, at vi lever i en tid, hvor det store opgør vil komme….. I ser hvorledes den store krig er brudt ud, men det vil alt sammen vende sig til det gode.” [altså et tidehverv]

Brevet slutter af med en næste hymnisk besværgelse:
”Jeg har været så lykkelig ved at vide Jer samlede, og jeg har forstået det som et godt varsel. I må aldrig være bekymrede for mig, for jeg stoler på det der er stærkere end mig selv, og jeg har fået så store tegn. Vi er meget nær de store tider, ja, vi er i dem…. Alt det meget, jeg har måttet igennem. Jeg synes og føler, at der stadig er den dybere mening bag. Ja, jeg véd, der er det, men det hele kommer an på tiden, den afdækker af sig selv, hvad meningen og dens vilje er.”

Dette var lige efter oplevelsen af den helt store lykkefølelse ved besøg i barndomshjemmet i Hørsholm – hvor moderen ikke var til stede med sin evindelige moraliseren, og dette besøg skulle, som Wivel har anført, blive sidste gang Jens Adolf fik lejlighed til at opleve ”tilværelsen uden kanter”, eller bedre: uden forbehold, uden sorg, uden tvivl og uden frustrerende dilemmaer. Jerichau formåede trods sit store talent og sin frejdighed aldrig at skabe de helt store, sjældne kunstværker af den art der er en lykkelig forening af talent, åbenhed og dyb indsigt på den ene side og vilje til at forme indsigten til nye udtryk for eksistentiel og kunstnerisk helhed på den anden side.

Skal man nævne et sandt modstykke til Jerichau i denne henseende må man ty til den engelske dissident, kunstner, digter og mystiker William Blake (1757-1827) der formåede at skabe værk efter værk der forenede dyb indsigt, digterisk udtryk og kunstnerisk udtryk i lykkelige helheder, som i ”Song of Innocense” (1789) og ”Song of Experience” (1794), ”The Book of Thel (1789) og ”The Marriage of Heaven and Hell” (1790-93). - Kunst var for ham ikke dette eller hint tilfældige produkt, men det der atter og atter skaber noget uforgængeligt, og hvis liv også rækker tilbage i al evighed. Evigheden var for ham simpelthen forelsket i tidens frembringelser. Bedre kan det egentlig ikke siges. Evigheden var for Blake underbevidsthedens uudtømmelige kilde til skabelse.

Skal man sammenligne Jerichau med nogle af vore egne, virkeligt store ekspressionistiske kunstnere som Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen og Bjørn Nørgaard vil det stå klart, at de alle startede som oprørere og provokatører, men i modsætning til Jerichau lærte sig kunsten at holde sammen på både livet og kreativiteten og derfor fik skabt monumentale storværker. Det drejer sig ikke mindst om Jorns kæmpestore keramiske relief på Statsgymnasiet i Århus, Pedersens store cirkulære keramik-udsmykning ’Fantasiens leg med livets hjul’ på Angli-fabrikken, Herning, og ’Dronningens gobeliner’ på Christiansborg af Nørgaard.

Vilh. Wanschers æstetik Til toppen Næste

Af Vilhelm Wanscher (1875-1961) lærte Jerichau først og fremmest at male klassisk skønhed frem i både den lille stil i portrætter og landskabsbilleder og i den store, monumentale stil a la Rafaels forbillede ’Skolen i Athen’. Og det lykkedes med stigende sikkerhed i den lille stil – som for eksempel det fine ’Fra Domus Gotika’ (69x65 cm) fra 1915, der har fået en fornem ophængning på Louisiana, så man kan se det på stor afstand og dermed se perspektivet og den udsøgte harmoni i opbygningen.

Det gælder fx også de humoristiske billeder af drageløver, men i særlig høj grad ’Offerfesten – Menneskene søger varsler’ Opus I fra 1915 som Wanscher betragtede som selve storværket. Det havde netop ”en uhåndgribelige bevægelig skønhed som stadig fornyer sig, idet linjerne og farverne stimulerer hinanden”, men over for Jerichau fik han nævnt at han syntes der manglede et eller andet. Og det var Jerichau åbenbart helt enig i, for han gik resolut hen til billedet og satte med sin paletkniv to brede lyse strøg med citron-cadmium i højre hjørne foroven. Så var det på plads!

Wanscher beretter at det var et magisk øjeblik for dem begge. ”Hvor var han lykkelig den aften som en mand der havde fuldbragt sit storværk, hvorefter hans hele sjæl længtes; han følte med rette, at han forstod, hvad de allerstørste kunstnere i Renæssancen havde villet.”

Ikke desto mindre må det fastslås, at hvor Wanscher nærmest satte den store stil lig med selve alvoren i kunsten, så var langt de fleste af Jerichaus billeder og notater altid præget af en tydelig eksistentiel søgen eller problemstilling. Wanscher var først og fremmest æstetiker og forbandt reelt ikke som Jerichau stor kunst med etiske eller religiøse emner, men snarere med monumental kunst af den art der er karakteristisk for Rafael, Michelangelo og mange andre i renæssancen. At hans æstetik gik den vej kan på en meget uheldig måde ses af hans begejstring for Tyskland og for den tyske besættelsesmagts kulturpolitik 1940-45. Det fortælles at han en gang i 1944 reagerede på sine studenters kritik og strejke ved at gå over til Angleterre på den anden side af Kongens Nytorv og klage til den tyske overhøjhed. Det fik han vist nok intet ud af, men han kom faktisk i officiel dansk unåde efter krigen og blev mere og mere isoleret. Det forklejner ikke hans kunsthistoriske indsats, men siger alligevel noget om hans begrænsning.

Wanscher placerede alvoren i sin kunstæstetik med formuleringen ”Den store stil er alvoren i kunsten”, men med forsættelsen ”Alvoren er sjælens fornemhed” ses æsteticeringen klart. Han så ikke alvoren i en endnu større sammenhæng. Her var Jerichau langt nærmere en forståelse, når han talte om det rette forhold i betydning forholdet til stjernerne; og det skal man altid have med i bedømmelse af Jerichau. Her ligger til gengæld den fatale fejlkilde hos ham, for her er der ingen grænser for overtro og illusioner. Vi er tvunget til at søge dybere i etikkens rolle i tilværelsen.

Konsistensetikkens alternativ Til toppen Næste

Psykiateren Erling Jacobsen (1919-88) formulerede i 1983 en genial etik som givende alternativ til de gængse former som pligtetik, kontraktetik eller konsekvensetik, nemlig konsistensetikken. Og den havde den store fordel at den hverken forudsatte ydre autoriteter, kollektive aftaler af nogen art eller mere eller mindre holdbare skøn om fremtiden, men ganske enkelt var et indre og helt selvfølgeligt krav om overvægt af det gode, kærlige og varme i livet.

En sådan etik er noget man kan iagttage hos alle levende væsener i biologien, men som Jacobsen på grundlag af sine dybdepsykologiske indsigter (og eksperimenter med LSD) specifikt kom til at se som betingelsen for indre konsistens i den menneskelige psyke. Allerede fra tidligste tid kan børn blive udsat for erfaringer, frustrationer, traumer eller fortrængninger af skadelig art. Og så må de for konsistensens skyld prøve at komme fri af de eventuelle skader der måtte være sket og dermed også gøre noget for at ophæve ubevidstheden om disse skader og trangen til at fortrænge skaderne.

Det forholdt sig endda sådan at Jacobsen kunne identificere det gode som selve den mundtlige eller ’orale lyst’ langt de fleste børn til alle tider har erfaret som spæde ved moderbrystet og som ikke blot skal forstås som selve lysten ved at få den nødvendige føde i munden, men ved oplevelsen af ernæringen som nært forbundet med kropsvarme, berøring, søde ord og smil samt sted og atmosfære - vel at mærke ikke som isolerede enkeltdele, men som ét. Den verden barnet er havnet i, danner en enhed og en helhed, og denne bliver igen basis for al senere opfattelse af det gode og kærlige. Da da barnet ikke har begreber til at sætte på erfaringen, sker det hele på ubevidst plan. Barnet kan kun reagere på manglen ved at græde eller skrige. Men den ubevidste erfaring bliver siddende i kroppen for stedse.

De fleste mennesker bliver i barndommen udsat for en socialisering af ret massiv art, i form af krav om at indordne sig efter de regler som autoriteterne i hjem, børnehave, skole, fritidsordninger, uddannelser giver dem og som naturligvis har meget forskellig grad af strenghed efter kultur og miljø. Den autoritære pligtetik er eksempelvis i vid udtrækning i Tyskland blevet udøvet som kadaverdisciplin, endda i en periode i trit med Preusserånden, og i europæisk kultur i århundreder indprentet i nær kombination med Moseloven og Luthers katekismus og al senere moralisme og puritanisme.

Alle disse afarter kan være fatale for menneskets skæbne, herunder også naturligvis for kunstnere og kunstnerspirer der ganske selvfølgeligt ønsker størst mulig frihed til at tænke, tale og skabe.

Dette forklarer at børn der vokser op i blot nogenlunde trygge kår med omsorgsfulde personer omkring sig, vil have gode forudsætninger for at klare sig i livet, mens andre vil få skavanker. Det giver dernæst forklaringen på at et dårligt miljø kan give skader for livet og fx. øge risikoen for psykiske problemer og i værste fald føre til vold og kriminalitet.

Menneskelivet bliver herved uomgængelig alvor på den måde, at leg, humor, erotik og kreativitet er helt elementære livsbetingelser, der gør friheden til gode udfoldelsesmuligheder, men at der samtidig altid konsekvent skal drages omsorg for en overvægt af det gode, kærlige og varme i eksistensen for at sikre såvel individernes som kollektivets indre konsistens.

Det turde være indlysende at Jens Adolf Jerichau voksede op i et ganske trygt hjem, men så snart han kom i puberteten og fik trang til frit at tænke, digte og tegne, kom i alvorlig moralsk strid med sin mor, mormor og moster, og at dette førte ham ind i store eksistentielle problemer som han savnede forudsætninger og medmenneskelige forbindelser til at kunne løse på blot nogenlunde acceptabel måde. Hans første erotiske kontakt med en forfatter var ikke heldig for ham. Hans hver for sig udmærkede studiekammerater var heller ikke den bedste støtte, og den fine, forstående og givende lærer og mentor han fik på kunstakademiet var uanset sine høje kvalifikationer ej heller den rette på langt sigt. Han var nok meget inspirerende på sit eget område – antikken og renæssancen - men han havde slet ingen dybere forståelse for hvad der egentlig foregik i Jerichaus indre.

Jerichau kløede på med hele sit talent, sugede indtryk på mange rejser og eksperimenterede manisk og vildt med ganske stort udbytte, men ’melodien’ i livet fandt han i realiteten ikke, og da han forelskede sig i en otte år ældre kvinde uden nævneværdig interesse for hans specifikke evner, kunne han måske med lidt held være ført ind på de rigtige baner, men her blokerede hans slægtsfølelse, konventionelle mandsopfattelse og voldsomme temperament. Han oparbejdede inkonsistens – uden at ane det.

Verdenskrigen har næppe gjort den store forskel, men pengeproblemer gjorde det nødvendigt for ham at rejse hjem med sine billeder og prøve at skaffe midler ved en udstilling og en auktion, og dette lykkedes nogenlunde godt, men han vedblev i måneder at leve i den illusion at hans kæreste ventede på ham. Det gjorde hun aldeles ikke, hun havde gennemskuet hans psyke og intuitivt forstået hans inkonsistens. Men for ham kom det som et chok at hun afbrød forbindelsen.

Men hertil kom som udførligt påpeget at Jerichau havde fortabt sig i den grad i stjernetydning, varsler og spådomskunst, at han fik et forskruet billede af livet og døden og havnede i fuld overbevisning om at han skulle dø tidligt, og at dette oven i købet var den hurtigste vej til den evige salighed, det vil sige livet på den anden side den fysiske død. Han begik planlagt og velforberedt selvmord, og dette er i realiteten det mest radikale udslag af inkonsistens man kan tænke sig, især når det slet ikke ser ud til at han var havnet i et sort, depressivt hul.

Det var da unægtelig en tragedie for familie og venner, men ikke for ham selv, for selvmordet var et definitivt personligt farvel. Jerichau lever i kunsthistorien og gennem sine billeder på museer og udstillinger og i biografier. Og han opstår i ånden hver gang vi beskæftiger os med ham. Men vi der lever i dag har også den bundne opgave at sørge for overvægt i livet af det gode, det kærlige og det varme. Og derfor har vi også en naturlig forpligtelse til ikke at bygge illusioner op om at Jerichau er en af vore største kunstnere. Han var ubestridt et meget stort talent, og han havde utvivlsomt også uheldige gener hvad angår psykisk ubalance i manio-depressiv retning, men vi må være ærlige og nøgternt konstatere at det var den indre inkonsistens han faldt på.

Derfor vil jeg også påstå, at Mikael Wivels store, nyttige og pragtfuldt illustrerede biografi er ufuldstændig og skæv i selve sigtet. En anmelder har kaldt det smagløst af Wivel at bruge så meget spalteplads på at redegøre for Jerichaus forhold til den homoseksuelle forfatter Aage Brandt. Og man kunne tilsvarende kritisere Wivel for i slutningen af sit værk at bruge alt for mange sider på at referere journalisten Franz von Jessens småborgerlige karakterisering af Jerichau. Men det er alt sammen blot udtryk for én og samme ting at Wivel ikke fatter Jerichaus indre krise og derfor tyer til endeløse formodninger, gisninger og gætterier om hvad der teoretisk kunne have inspireret Jerichau til de mange værker Wivel ikke begriber.

Jeg vil ikke skjule at jeg er overrasket over Wivel, for han har skrevet fremragende bøger om Niels Larsen Stevns og Carl-Henning Pedersen og andre, som slet ikke har sådanne skavanker. Men han har i Jerichaus tilfælde bevidst fravalgt at bevæge sig ind på dybdepsykologiske forklaringer, selvom Troels Andersen allerede i 1983 påpegede disses muligheder. Men frem for alt har Wivel aldrig fået fat på den inkonsistens der var den aldeles afgørende fatalitet i Jerichaus liv. Det er en stor skam fordi det er den vi i dag ganske særligt har brug for at få ordentligt belyst af den simple grund, at vi selv er havnet i den allerstørste eksistentielle krise nogensinde, i og med at vores kultur er fuld af inkonsistens på næsten alle områder. Den er i krise ikke alene på kunstens og litteraturens, teatrets og musikkens område, men i allerhøjeste grad i samfundslivet og klimaforholdet, i det politiske liv nationalt og internationalt, i den humanistiske forskning, i den mediemæssige dækning af forholdene og i selve det religiøse liv som er i ynkeligt forfald i og med at den officielle kirke er gjort til en lille klub for særligt indstillede mennesker og følgelig slet ikke lever op til betegnelsen folkekirke.

Jerichau på Loisiana Til toppen Næste

Jens Adolf Jerichau (1890-1916) er en enestående figur i dansk kunsthistorie, som - på trods af en kort karriere - nåede at skabe et meget betydningsfuldt og intenst værk. Han blev en inspiration for senere generationer af danske malere, ikke mindst de to centrale figurer, Asger Jorn (1914-1973) og Per Kirkeby (1938-2018).

Louisianas udstilling, der løber til 6. marts under titlen ”De store tider er inde”, byder unægtelig på en flot og fornem fremvisning af hele Jens Adolf Jerichaus kunst gennem et meget kort liv. Men museet forsømmer efter min mening den nødvendige påvisning hos Jerichau af det manglende opgør med egne fatale eksistentielle illusioner.

En sådan forsømmelse er Louisiana ikke ene om. Men museets udstillingsstrategi har dog i længere tid udartet sig i de nye, rent æstetiske former for kunst som installationskunst og konceptkunst. Det sidste halve års tid har museet således udstillet:

Japanske Yayoi Kusamas 'Gleaming Lights of the Souls' (Sjælenes funklende lys) der ifølge museets egne oplysninger er et af de mest elskede værker i hele samlingen. Installationen fra 2008 udgøres af et rum, hvor vægge og lofter er beklædt med spejle, gulvet er et vandspejl, og man står midt i vandet på en platform. Ned fra loftet hænger hundrede lamper, og et relæ får lyset til at skifte farve i rolige overgange. Som beskuere bliver man selv en del af installationens rumlige dybde, puls og univers. 'Gleaming Lights of the Souls' angives at være "et helt igennem lyrisk værk", men dette betyder efter undertegnedes mening at det ikke har relation til andet end menneskets tilskuerrrolle, og at ordene 'sjælenes lys' i titlen ikke har noget med egentligt sjæleliv eller åndsliv at gøre, men kun med sanseligheden.

Mika Rottenberg hævdes at "spejle og spidde den globale tilstand og måden, vi overlever den på". Hun blander film, installation og skulptur og væver sandhed med fiktion i en "form for moderne og mageløse skæbnefortællinger". Resultatet er "absurd, surrealistisk, kritisk, kærligt – og sjovt". Centralt for Rottenbergs kunst er "menneskers forhold til arbejdsfunktioner, værdiskabelse og fællesskaber", og derved er hendes kunst "et meget vedkommende bidrag til beskrivelse af en æra, hvor vi alle indgår som produktionsanlæg i den globale overforbrugs accelererende maskineri". - Rene påstande. For efter mine begreber så er mennesket ikke et produktionsanlæg, men tværtimod et levnede væsen der netop har en mening med sit liv der er dybt forbundet med ansvar og derved adskiller det fra både dyr og ting.

Peter Cook - City Landscapes viser værker af den britiske avantgarde-arkitekt og professor Sir Peter Cook (f. 1936), der siden 1960’erne først og fremmest har brugt tegningen som medie til at udtrykke sine alternative og ofte vilde ideer og visioner. - Fint nok, men ren æstetik, som fx også gjaldt italienske Piranesi (1720-78, der udstilles på Statens Museum for Kunst. Igen gælder at al etik bevidst fravælges.

I Louisianas Vestfløj vises værker af Sonia Delaunay (1885-1979) der på samme tid var maler, designer og iværksætter. Da hun i 1913 trådte ind i en parisisk dansehal iført en collageagtig kjole, der lignede et farvestrålende, kubistisk maleri, var det "et statement, der vakte opsigt og gjorde indtryk i tidens avantgardemiljø". For her "kom billedkunsten spadserende ud af maleriets ramme og direkte ind i det moderne, dynamiske hverdagsliv". - Igen skarp adskillelse mellem eksistens og tilskuerrolle, der på forhånd udelukker etik.

Ordrupgård følger nu trop med udstillingen 'Gauguin og hans venner'. Ved pressemødet ved åbningen spurgte en journalist om man her i 2022 kunne komme uden om malerens problematiske forhold til unge piger (konkret: indfødte på Tahiti, hvoraf nogle under 14 år). Museumsdirektøren svarede ifølge et avisreferat prompte, at det spørgsmål kom man sådan set udenom bare ved at undlade at nævne det med et eneste ord i udstillingen. Og hun tilføjede: "Ordrupgård er jo et kunstmuseum", underforstået ikke et museum for eksistentielle anliggender. - Men kendsgerningen kan dog ikke bestrides: Gauguin rejste 43 år gammel til Tahiti i lede over den europæiske civilisation og med den hensigt at komme i 'Paradiset', forstået som en elementær, uskyldhedstilstand. Dermed var han som alle mennesker i puberteten - omend lidt sent - havnet i et dybt alvorligt eksistentielt problem - blot uden at ville erkende det som sådant. Han valgte en illusion uden ansvar. Og dette turde være en klar påpegning værd.

Museet Kunsten i Aalborg lånte for nogen tid siden kunstneren Jens Haaning 550.000 kr. til et bestemt værk. Men fik et helt andet 'værk', nemlig et stort ubemalet lærred han kaldte "Take the money and run". Det er vl at mærke ikke en happening, understreger museum 'Kunsten' i Aalborg, for pengene er væk. Museet har reelt ikke styr på, hvor de 550.000 kr. blev af som man lånte Haaning. Det eneste man ved med sikkerhed er, at pengene ikke hænger i de to rammer, de var tiltænkt. Her hænger kun nogle tape-rester, der skulle have holdt på pengene, samt en mail, der forklarer hans kunstneriske disposition. "Jeg har valgt at lave et nyt værk til udstillingen i stedet for at vise de to henholdsvis 14 og 11 år gamle værker. Værket tager udgangspunkt i/responderer med både jeres udstillings koncept og de værker, som vi oprindeligt havde planlagt at vise". Direktøren for Kunsten kan godt se det tankevækkende og endda humoristiske i, at Jens Haanings værk sætter et andet lys på temaet om arbejdsdyder og penges værdi, som den spritnye udstilling på museet har som tema. "Vi har overført pengene til Jens’ Nem-konto for en del tid siden. Jens siger nu, at det er betaling for et værk, han har lavet. Det er ikke en del af aftalen. Han har fået et honorar", siger direktøren. - Det ligner regulær svindel, men er tydeligvis muliggjort fordi også museumsledere synes at omgås aftaler om kunstværker og honorarer på en så lemfældig måde, at man ikke kan fortænke velmenende donatorer i at de føler sig snydt. Og snydt er i hvert fald også museets gæster.

Jeg bestrider på ingen måde, at rent æstetiske oplevelser er mulige eller at de kan være så attraktive, at det er en naturlig opgave for museerne at vise dem. Jeg syntes for eksempel selv at det har været en oplevelse at gå ind i Kusamas spejlunivers på Louisina. Hvad jeg anker over er at man splitter kulturen op i endeløst mange specialer - kunst, musik, digtning, filosofi, naturvidenskab, erhvervsliv, politik og religion - og derfor i realiteten ser alle disse specialer som adskilt fra eksistensen som helhed. Dette indebærer dels at man fornægter den sandhed der ligger i den gamle græske tanke om at det gode, det skønne og det sande dybest set er et og det samme, dels at man fornægter den moderne helhedsbevarende eksistensetik der forudsætter fuld bevidsthed om det irrationelles afgørende betydning i eksistensen.

Min hovedkonklusion bliver derfor at nødvendigheden af et opgør med fatale illusioner altså ikke alene er nødvendigt i Jerichaus tilfælde, men generelt. Mange kunstnere tjener i dag formuer på yderst letsindig og kontroversiel omgang med begrebet kunstværk. Og dette må påpeges, fordi opgøret med denne indstilling netop er blevet endnu mere nødvendigt i vor tid end på Jerichaus tid op til 1916. For vitterligt er det store tider vi lever i, men det er ikke alene gamle illusioner, men også helt nye og nyopfundne illusioner der skal væk inden det går helt galt med hensyn til det altafgørende: at sørge for overvægt af det gode i livet for at kunne bevare den indre helhed og konsistens.

Vi skal først og fremmest få gjort op med alle gamle forestillinger om en verdensharmoni og erkende, at helheden er vort inderste jeg som vi aldrig nogensinde må glemme eller se bort fra, men at vi dog samtidigt også må erkende at vi lever i en ydre verden der er et dynamisk felt med store modsætninger som aldrig kan definitivt forliges, men må holdes i skak så man undgår destruktive kræfters hærgen. Og dette kan alene ske gennem et konsekvent opgør med alle illusioner og fatale trends samtidig med en aktiv opbygning af en ny, bred folkeoplysning og en bred fornyelse af demokratiet.

Tingene hører sammen, og det har vi aldrig kunnet set bedre end nu. Det gælder sammenhængene helheden og delene, naturen og mennesket, friheden og trygheden, individet og samfundslivet, politikken og forskningen og ikke mindst sammenhængen mellem menneskets indre, åndelige liv og ydre, praktiske liv. Men det der binder det hele sammen er hverken pligtetikken, lykke-etikken eller det såkaldte samfundssind, men kravet om konsistens. Og derfor er det vigtigt at dette til stadighed påvises i såvel politik og videnskab som i kunst, digtning, musik og religion.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen Næste

Udstillingskatalog. - Jerichau: De store tider er inde. Louisiana Revy nr. 1 – 2021
med artikler af Mathias Ussing Seeberg, Mikael Wivel og Lise Villemoes Grønvold.
Mikael Wivel: Penslen og pistolen – Maleren Jens Adolf Jerichau. (Strandberg Publishing. 2019)
480 sider. Rigt illustreret og med noter, slægtstavle og navneregister.
Udstillingskatalog. - Jens Adolf Jerichau. Sophienholm. 1984.
Troels Andersen: Jens Adolf Jerichau (Borgen 1983) med fortegnelse over værkerne og særligt kapitel om ”Visdommens Bog”.
Jens Adolf Jerichau: Af ”Visdommens Bog”. CRAS XXXIV. 1983 (5 siders uddrag).
Vilhelm Wanscher: Jens Adolf Jerichau. Vor Tids Kunst, nr. 2. København 1931.
samme: Den æstetiske opfattelse af kunst. (Gyldendal 1906, genoptrykt som Uglebog 1963)
Erik Fischer: Den store Stil i dansk kunst. (Politikens kronik. 10.3.2004.)

Mikael Wivel: Niels Larsen Stevns og Verdens Lys. (Thaning & Appel. 2006)
Mikael Wivel: Lysets Tøven. Niels Larsen Stevns og de store fortællinger. (Christian Ejlers. 1994)
Mikael Wivel: Carl-Henning Pedersen. (Aschehoug. 2003)
Udstillingskatalog: Asger Jorn. Rastløs rebel. Statens Museum for Kunst. (2014)
Udstillingskatalog: Expo Jorn. Kunst er fest: Museum Jorn. (2014)
Asger Jorn: Naturens orden. Borgens Forlag. 1962 (og flere andre titler fra 1960’erne)
Torben Weirup: En fortælling om Bjørn Nørgaard. (Møntergården. 2000)

Tine Bryld: Et lettere kaotisk Ridt. (Gyldendal. 2009) med omtale af Jerichaus elskerinde, Sigrun Schalburg, Tine Brylds mormor.

Vilh. Grønbech: William Blake. Digter – kunstner – mystiker. Povl Branner. 1933
samme: Kampen for en ny sjæl. (Det danske forlag 1951) – om middelalderens pilgrimsmyte.
Erling Jacobsen: Godt og Ondt. (Centrum. 1983) – om konsistensetikken.
Samme: De psykiske grundprocesser (Berlingske Leksikon Bibliotek. 1968. ny udg.1971)
Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør.I-II. (Gyldendal. 1974)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Relevante artikler på Jernesalt: