JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - homoludens7

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.6.16.

Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)

opdatering af kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg

I de foregående seks artikler om kulturens oprindelse i leg har jeg behandlet temaerne om leg i retsvæsen, krig, videnskab og forskning, kunst og musik samt erotik og ungdom - på grundlag af Huyzingas gamle bog fra 1938. Jeg deler hans grundopfattelse at den menneskelige kultur er utænkelig uden det stærke kreative legeelement. Og jeg påskønner hans gentagne understregning af at legeelementet naturligvis ikke udelukker alvoren i den menneskelige tilværelse, men dog gang på gang støder på en klar modsætning mellem leg og alvor.

Huyzingas har i næstsidste afsnit en fin gennemgang af legefaktoren i den europæiske kulturhistorie lige fra den arkaiske tid til nutiden. Og han konstaterer korrekt at legefaktoren i næsten alle kulturmanifestationer blev trængt stærkt i baggrunden i det 19. århundrede. Både samfundets åndelige og materielle organisering og udvikling kom i stigende grad til at stå hindrende i vejen for legen. Idealerne var arbejde, uddannelse, nytte, dyd og sparsommelighed, og de lod ikke meget plads tilovers for legens underliggende faktor.

I det allersidste afsnit følger Huyzinga udviklingen op med en gennemgang af "Legens element i moderne tid", og dette afsnit behandler alle vigtige temaer fra sporten og det moderne forretningsliv til kunsten, videnskaben og politikken som disse fænomener tog sig ud i mellemkrigsårene, men jeg har med vilje undladt at referere Huyzingas vurderinger, da jeg finder dem irrelevante og utidssvarende i dag. Huyzingas kunne af gode grunde ikkke forudse udviklingen fra 1938 til i dag, hverken de ideologiske katastrofer, velstandsøkonomien, befolkningstilvæksten, klimaforureningen eller borgerkrigene, flygtningestrømmene og terrorismen - endsige EU's aktuelle og yderst skæbnesvangre kulturkrise.

Men det skal da nævnes, at Huyzinga udtrykkeligt afviser den tanke at 'alt er leg', og at menneskene blot skulle være hvad nogle har kaldt "gudernes legetøj". Han understreger at den der føler sig grebet af svimmelhed over for "den evige bølgegang i begreberne leg-alvor" dog finder et støttepunkt i det etiske, det støttepunkt der ellers forsvandt i den gængse ræson. Legen i sig selv ligger naturligvis uden for de moralske normers område - den er hverken god eller ond. Men når mennesket skal træffe beslutninger, skal de afgøre om en handling er god og tilladelig eller ond og utilladelig, og så kan det ikke undvære det fundamentale skel mellem godt og ondt der opstod med selve bevidstheden. Men heller ikke Huyzingas ræsonnement er tilstrækkeligt i vore dage. Moral kan ikke længere baseres på overleverede normer om hvad der er godt og ondt, for de var autoriserede af religiøse instanser der brugte dogmer som magtmiddel - og dette kan vi gennemskue i dag og ikke længere acceptere som retvisende.

I det følgende skal jeg derfor prøve at behandle de aktuelle temaer der omfatter modsætningen mellem leg og alvor ud fra en tidssvarende helhedsrealistisk etik. Modsætningen er ikke til at komme udenom. Kreativiteten og legeelementet er stadig en uundværlig del af al menneskelig kultur, men alt er ikke leg. Der er altid også alvor med i spillet, og denne alvor gælder ikke blot de urokkelige fysiske love og kendsgerninger, men i allerhøjeste grad også de psykiske og åndelige forhold der har deres egne lovmæssigheder. Men det overses af de fleste, og derfor bliver den aktuelle krise kun værre og værre.

Befolkningstilvæksten er de facto blevet så stor på ganske få årtier at den ganske nøgternt må siges at være løbet løbsk. Den samlede befolkning i verden var i 1900 omkring 1,6 mia mennesker; i 1945 omkring 3 mia, i 1990 5,3 mia, i dag godt 7 mia, og den forventes at nå 9 millarder mellem 2025 og 2035. Den er langt størst i Asien, hvor den fra 1900 til i dag er steget med omkring 4 millarder! Den accelererer uden at nogen instans kan gøre noget for at forhindre det. Det skyldes naturligvis primært at menneskets biologiske (dyriske) seksualtrang er ukontrollabel, men dernæst også at en hel del sygdomme er mindsket ved hjælp af medicin, at fattige mennesker får flere børn end velstående, at mændene er nærmest altdominerende i fattige og uoplyste lande, og at præventionen svigter i sådanne lande på grund af mandsdominansen og de tilhørende religiøse normer. - Mænd får stor fornøjelig leg ud af seksualtrangen, men samfundene mangler et etisk ansvar for helheden.

Overbefolkningen er en direkte følge af befolkningstilvæksten, som i vid udstrækning foregår uden nogen naturlig regulering mellem fertiliteten og mulighederne for at være selvforsynende med fødevarer. Rige lande og internationale organisationer hjælper de fattige lande med både fødevarer og medicin uden større hensyntagen til om landene kan opbygge en nødvendig selvforsyning. Det sker i bedste mening, hvilket betyder at hensynet til de mange enkeltskæbner i de aktuelle situationer står over den langsigtede nødvendighed af selvforsyning for samfundene. Det kaldes besynderligt nok 'humanisme', skønt det vel nærmest er det modsatte. Humanismen bliver leg for de udvalgte. - Igen kan det derfor fastslås at legen styrer udviklingen, så det etiske krav om nødvendig selvforsyning negligeres.

Klimaforværringerne er en direkte følge af overbefolkningen i og med at mange milliarder mennesker naturligvis kræver mere føde og mere energi end færre mennesker. De relativt rige industrisamfund er store syndere, fordi de har nået deres økonomiske vækst ved hensynløs udnyttelse af jordens ressourcer til såvel eget forbrug som eksport til udviklingslandene. Men disse har desuden selv bidraget voldsomt til forureningen, fordi de i vid udstrækning fastholder udnyttelsen af forurenende fossile brændstoffer - og samtidigt fremmer en urbanisering og forbrugsstigning der også øger forureningen. Kina er det mest skræmmende eksempel, fordi de store millionbyer rammes af konstant og farlig smog. På internationalt plan forsøger man naturligvis gennem jævnlige klimatopmøder at opstille planer for en løsning af problemet, navnlig en reduktion af CO²-forureningen, men det er ikke muligt at nå til enighed om virkeligt affektive planer, da modsætningen mellem stormagterne indbyrdes og mellem de rige og de fattige lande er for stor. - Mennesket tror og leger blindt videre i denne tro at de hersker over jorden - og kan endog henvise til et bibelsk påbud om at mennesket skal gøre sig jorden underdanig. Men det savner stadig fuld forståelse for at 'bæredygtighed' i udnyttelse af jordens ressourcer, forudsætter et ansvar for at der til stadighed er en ansvarlighedens alvor i legen.

Krig og borgerkrige er stadigt en uundgåelig følge af en befolkningstilvækst der kræver enkelte landes og magthaveres værn om egne landområder, ressourcer og interesser - og i visse tilfælde behov for udvidet 'Lebensraum', Siden 2. verdenskrig har vestmagterne indset at de tidligere ekspansions- og erobringskrige var ødelæggende til det katastrofale, og de har følgelig indgået aftaler om fred og handelssamarbejde m.m. Den opringelige Rom-union med seks lande blev af flere omgange udvidet til en Europæisk Union med nu ialt 28 europæiske lande. Og det har indtil fornylig fungeret nogenlunde tilfredsstillende efter hensigten, men langt fra uden skærmydsler. Men andre steder i verden tyer man stadig til våbenkrig mod andre lande og interne borgerkrige for at løse magtkampene. Det gælder ikke mindst Mellemøsten og Afrika, der begge er hærget af meningsløse og yderst destruktive krige der altid konsekvent går mest ud over civilbefolkningerne. Internationale organisationer med FN i spidsen forsøger at gribe ind, men udviklingen i våbenarter og ideologisk fanatisme forhindrer fornuftige løsninger. - Magtudfoldelse er skøn leg for mange mennesker, men realiteten er at den altid går ud over almindelige mennesker. Eliten, der altid er en magtelite, blæser på de alvorlige og sikre konsekvenser for civilbefolkningen.

Flygtningstrømmene findes over næsten hele kloden. Folk flygter fra krige, hungersnød, sygdom og elendighed. FN har for ganske nyligt offentliggjort en rapport der viser at der i dag findes ikke mindre end 65 millioner flygtninge i verden, og at de fleste lever under kummerlige forhold (det vil sige i lejre med ussel levestandard uden skoler, uddannelse og job for børn og unge). FN og de internationale hjælpeorganisationer kan hverken forhindre deres opståen eller hamle op med konkrete humanitære opgaver. Strømmene til Europa kommer hovedsageligt fra Mellemøsten (via Tyrkiet) og Afrika (via Middelhavet), og de blev sidste sommer så voldsomme, at Ungarn og Balkanlandene fandt sig nødsaget til at lukke deres grænser med hegn, skønt EU's top med den tyske kansler Merkel i spidsen åbnede de ydre grænser for strømmene - i strid med Schengen-aftalens hensigter. Menneskesmuglerne bag flygtningestrømmene skovler uden skrupler styrtende med penge ind. EU har foreløbig taget imod henved en million flygtninge og asylsøgere og forventer en million mere. Det har skabt enorme problemer, ikke blot rent praktisk-logistisk, men også socialt, økonomisk og politisk. EU-toppen og flere store landes regeringer er kommet i unåde, mens nationale kræfter og bevægelser har fået stigende opbakning. For flygtningene selv er situationen yderst alvorlig og uholdbar, og for befolkningerne i de ramte europæiske lande er den et stigende problem, men det besynderlige er at det ikke synes at påvirke top-eliten i Bruxelles så meget at de overvejer et kursskifte. - I mine øjne er dette det mest grelle eksempel i Europas kulturhistorie på at også toppolitikere med 'fornuften i behold' kan komme så langt ud i virkelighedsflugt at de i realiteten begiver sig ind i en så fuldstændigt uansvarlig leg med Europas befolkning, kultur og demokratiske system at de kommer i bås med galninge som Hitler og Mussolini.

Problemet er blevet større og større, fordi nye ideologier er dukket op i kølvandet på hele denne store geopolitiske udvikling i Europa. På den ene side har vi fået en idealistisk globalisme og multikulturalisme der på abstrakt, intellektuel vis opfatter alle mennesker, alle kulturer, alle religioner, alle normer og alle meninger som lige gode og lige berettigede ud fra det vanvittige logisk-positivistiske ræsonnement at der hverken findes absolutte sandheder eller sandheder der er bedre end andre. På den anden side har vi fået en stærkere og stærkere nationalisme der på overvejende folkelig og intuitiv vis betragter det som en selvfølge at alle kulturer og alle nationer grundliggende er knyttet til deres egne miljøer, historie og sprog - og derfor nok kan være åbne over for nye ideer udefra, men hverken over for multikulturalismen som sådan eller enhver indvandrer der vil håndhæve sine egne normer hvor han slår sig ned. Det udslaggivende er at begge synspunkter tenderer mod en rendyrkning der betyder ensidighed og manglende forståelse og respekt for modparten. Det indebærer alt i alt at den smukke og fornøjelige leg vi kalder meningsudveksling og som hører det moderne demokrati til udarter til en enten-eller-tænkning der som al enten-eller-tænkning forhekser forstanden, fører til had og skaber dyb splittelse i befolkningen. Næsten ingen er klar over at man kun kan komme ud over denne ødelæggende enten-eller-tænkning gennem det bohrske komplementaritetssynspunkt som er det eneste der formår at bevare det kreative legeelement ved siden af den korrigerende alvor.

Terrorismen er det allerværste produkt af den forheksende enten-eller-tænkning fordi den kædes sammen med en urokkelig overbevisning om at kun ens egen overbevisning og ens egen bevægelse har ret, mens den anden part har uret og skal og må bekæmpes, helst udslettes. Terrorister har eksisteret alle dage i betydningen af galninge der under ingen omstændigheder vil acceptere modforestillinger og sund fornuft, men terrorismen i vore dage er blevet en langt større fare end den tidligere, fordi den nu findes i en hidtil ukendt målestok der gør brug af en hidtil ukendt militær slagkraft og en hidtil ukendt farlig, asymmetrisk strategi. Kreativiteten og hæmningsløsheden hos de moderne ekstremister er nærmest grænseløs. De trives glimrende i og med deres leg. De har kun magten som mål. Og de accepterer ikke nødvendigheden af en alvor der inddrager det etiske krav om overvægt af det gode i det lange løb. Det er en ulige kamp, som den demokratiske side kun har �n chance for at vinde og det er gennem etisk afklaring.

Multikulturalismens og globaliseringens største fejl er den systematiske tilsidesættelse af den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. De nye ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. Men de tænker i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra intuitive menneskers tilknytning til sprog og historie. Og dette indebærer at deres kreativitet overvejende er af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker i langt højere grad tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer. Parterne forstår hinanden dårligere og dårligere. Der opstår en kløft imellem dem, som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den mutilkulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. Man tror fejlagtigt er der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på det mest kreative vi mennesker har: de dybe kollektive kilder.

Velstanden i de udviklede lande har gennem årtier medført en stigende æstetisering af kultur- og samfundslivet. Den sker dels gennem den systematiske intellektualisering der begynder i gymnasieskolen og fortsætter i den højere uddannelse, dels gennem den moderne informationsteknologi, herunder ikke mindst de såkaldt "sociale medier". Æsteticieringen viser sig i såvel stigende selskabelighed som stigende overfladiskhed. Man taler ligefrem om at det moderne samfund er blevet et "selskabeligt samfund", og dette indtryk skabes også af brugen og afhængigheden af mobiler i det offentlige rum. Overfladiskheden hænger nøje sammen med selskabeligheden. For selve det at være i konstant forbindelse med såkaldte 'venner' på de sociale medier giver ringere og ringere fordybelse. Alle kan skaffe sig korte, unuancerede og anvendelige data på få sekunder, alle kan få bekræftet deres egne meninger automatisk med 'likes' og alle kan give deres besyv med i 'debatten' helt impulsivt, dvs uden at give sig tid til at tænke sig om og formulere en tanke omhyggeligt. Æstetiseringen fremmes også af selv den multikulturelle ideologi der ved at gøre alle meninger, ideer, kulturer og religioner til subjektive standpunkter og konstruktioner fremmer den opfattelse at alle meninger principielt er lige gode. Samtidigt skydes netop den alvor ned som ligger i den etiske omtanke og refleksion som er knyttet til den frie, ikke-konstruerede intuition.

Den væsentligste følge af æstetiseringen er institutionernes forfald. Lederne ser af gode grunde med stigende skepsis på de overleverede moralske forskrifter fra dogmatiske skrifter (Biblen og Koranen), men rammes derfor af en grundliggende tvivl på moralske vurderingers holdbarhed overhovedet. De har aldrig hørt om en etik der har sin indre konsistens uden om ydre autoriteter, og de havner dermed i en grundliggende etisk usikkerhed eller abstraktion. Det får naturligvis katastrofale følger for institutionernes egen moral. Den opløses mere eller mindre, bliver eventuelt blot en ydre facade, og den åbner dørene på vid gab for korruption. Der er i dag stort set ingen international institution der ikke er ramt af samme omfattende korruption som store internationale erhvervsvirksomheder (eksempelvis Volkswagen). Nævnes skal ikke blot selveste de Forenede Nationer med de mange forgreninger, men også i allerhøjeste grad sportens institutioner. Dopingproblemet har været stigende i hele den professionelle sport. Men længe har det også været kendt at Det internationale fodboldforbund (FIFA) har været plaget af omfattende korruptionen på øverste plan, og at den mangeårige præsident Sepp Blatter af samme grund har været næsten umulig at komme af med. De store fodbold-turneringer trækker enorme tilskuertal på de stadigt større stadions og fjernsynsstationer, men generelt er de underkastet den lov at jo større turneringerne er, jo flere penge skal investeres i sportsanlæg, sportsudøvere og tv-stationer, og jo mere råddenskab dukker op. Legen forsvinder mere og mere fra den sportsgren der engang for hundrede år siden endnu var præget af ædel britisk 'fair play'-indstilling. Fodbold og håndbold er blevet rå sportsgrene a la boksning - vel at mærke uden at man har indført vægtklasser. Legen kommer aldrig tilbage, og man tager ikke den helt naturlige, logiske konsekvens heraf og afskaffer de rene pengemaskiner der hedder Olympiader, VM og EM.

De internationale organisationer er generelt blevet mere og mere magtesløse på grund af såvel korruptionen, som selve storhedsgraden. Begge dele mindsker gennemskueligheden af hvad der egentlig foregår. De officielle redegørelser, rapporter og regnskaber viser ikke den fulde utilslørede sandhed, selv om alle parter også er blevet gode til at sløre tilsløringen. Ja, men kan generelt hævde, at uigennemskueligheden stiger med storhedsgraden eller målestoksforholdet. Demokratiet i dem halter når det gælder valg af ledende personer, men det er også i sig selv med til at forhindre effektive foranstaltninger, fordi sådanne kræver almindeligt eller endog kvalificeret flertal, mens intetsigende resolutioner fx i FN's generalforsamling sagtens kan gå igennem. Igen ser man at institutionerne i de fleste tilfælde trives udmærket med deres bureaukratisering, mødemani og magtesløshed, fordi denne leg er tiltalende for de implicerede, mens de manglende resultater alene går ud over ofrene "ude i verden". Den almindelige kritiske befolkning får af gode grunde kun stigende foragt for hvad der foregår.

Stormagterne er også magtesløse. Det ses tydeligt i både fredsbestræbelser og klimapolitik. Specielt er det for EU og Vesteuropa fatalt at hverken USA, Frankrig og UK eller EU kan blive enige om effektive midler i spørgsmål hvor de eller er nogenlunde enige om målene, fx i spørgsmålet om konflikterne i Syrien og det øvrige Mellemøsten. Alle ønsker store ændringer. Alle ser i princippet med sympati på bestræbelser for en demokratisk udvikling i regionen gennem et bredt "arabisk forår", men når det kommer til stykket, viger man tilbage for de nødvendige skridt der kan få fjernet diktatorerne. Man har bitre erfaringer fra krigene mod både Iraks Saddam Hussein og Libyens Gadaffi. Og derfor tør man nu ikke andet end overlade legen i den muslimske region til de gamle og korrupte magthavere, selvom man derved rammes hårdt på den europæiske hjemmebane af den fatale alvor der kommer fra flygtningestrømmene.

EU er specielt magtesløs, og det afslørede EU-toppen med sjælden rå og brutal kraft da den tyske kansler Merkel egenhændigt besluttede at åbne EU's ydre grænser for flygtningestrømmen den 5.9.15, endda med en lodret uberettiget og uforskammet henvisning til Schengen-aftalen der kun taler om fri bevægelighed for arbejdskraften internt i EU. På få dage blev flygtningestrømmen en enorm belastning for hele det kommunale systems logistiske, økonomiske og sociale beredskab i Tyskland, Østrig og Grækenland, og Merkel og EU-toppen i Bruxelles appellerede forgæves til medlemslandenes solidaritet. Det skinnede tydeligt igennem at man kynisk havde kalkuleret med at man kunne banke medlemslandenes regeringer på plads så man ad den vej kunne komme nærmere det mål EU-toppen aldrig har lagt skjult på: en union med stærkere topstyring.

Merkel afslørede med sin beslutning 5.9.15. EU-toppens reelle hensigter, som allerede den tidligere kommissionsformand Jos� Barroso fik langt grundstenen til med sit kup på topmødet i oktober 2011, hvor EU-kommissionen fik en superkommissær for eurozonen der fik til opgave at overvåge de lande der ikke selv magter at overholde eurozonens regler og principper og dermed i praksis får også fik en særdeles skarp adskillelse mellem de dengang 17 euro-lande og de resterende 10 eu-lande uden for euroen. EU blev for stedse delt mellem et A-hold og et B-hold i strid med såvel den oprindelige aftale mellem Konrad Adenauer og Charles de Gaulle som med Lissabon-traktaten fra 2007. - Jf. artikel.

Det er just den fra EU-toppen, dvs kommissionens side tilsigtede og målbevidst indsmuglede topstyring der er fatal for EU, fordi den ikke er officielt godkendt og ikke er i overenstemmelse med flertallet af regeringer endsige flertallet i befolkningerne. Det er tværtimod den topstyring der under flygtningekrisen det sidste års tid har medført såvel protester fra Ungarn og Tjekiet og flere andre lande og som har givet de alternative, folkelige bevægelser i næste alle EU-lande vind i sejlene. Men EU-eliten med kansler Merkel og kommissionsformand Juncker i spidsen giver ikke op. De vil under ingen omstændigheder opgive drømmen om den topstyrede union, selvom Frankrig, Italien og Spanien har store problemer med dens følger, og selv den tyske regering er blevet splittet mellem CSU (Bayerns ministerpræsident Seehofer) og CDU under Merkel. Og den helt aktuelle engelske folkeafstemning i dag om medlemsskabet af EU ryster hele EU.

Brexit-debatten i Storbritannien har afsløret ikke blot splittelsen i Great Britain på tværs af parti-, social- og aldersskel, men også EU-toppens totale mangel på vilje til at erkende �n gang for alle at EU-landene ikke vil have mere topstyring, men tværtimod ønsker et fornuftigt og begrænset samarbejde mellem suveræne stater. Ingen v�d i skrivende stund hvad udfaldet blivet af afstemningen i England - meningsmålingerne taler om tæt løb, men kan iøvrigt ikke tages for gode varer i den spegede situation landet og regeringen befinder sig i. Men det er givet at EU står over for et vendepunkt i sin udvikling, ligegyldigt om ja-siden eller nej-siden formelt går hen og vinder. Det reelt afgørende er nemlig at befolkningerne har fået nok af mere topstyring og ikke har oplevet tilstrækkelig imødekommenhed ved Camerons forhandlinger om en ny aftale med EU, men tværtimod har oplevet direkte og indirekte trusler om følgerne af en eventuel brexit - og kendsgerningen i dag er at befolkningerne ikke bliver stillet tilfredse uden at Merkel går af som kansler i Tyskland og Juncker som kommissionsformand i Bruxelles. De har ikke forstået at når en stor institution når et stadium med krise på krise, så bliver den nødt til at finde tilbage til det kaosteoretikerne kalder "stor følsomhed for begyndelsestilstande", dvs til et punkt hvor der på åben og kreativ vis kan skabes nye rammer. I stedet har EU-lederne spillet falsk spil og faktisk også fallit. Og de har først og fremmest bevæget sig længere og længere væk fra folkene, de almindelige mennesker i de almindelige suveræne nationalstater. Ad den vej har de bevæget sig højere og højere op i de skylag, hvor EU-institutionernes bygningsværker rager op. De flotte og kæmpemæssige bygningskomplekser med de endeløse gange, kontorer og mødesale (med kigruder til besøgende turister) er i sig selv et voldsomt vidnesbyrd om at alt er løbet op i decideret aristokratisk arrogance, elegance og prestige - på samme måde som store private erhvervsvirksomheder der når pensionsalderen og seniliteten og ubevidst tror de kan skjule det med pragtbygninger og bonusser.

Men det må og skal understreges at krisen i EU også er en kulturkrise. Det er den blevet på grund af EU-toppens bevidste stræben mod topstyring plus den faktiske flygtningekrise der kom af en enkelt fatal og egenhændig beslutning fra den tyske kanslers side i september 2015. Og det ses af ganske bestemte forhold som ikke længere kan skjules:

Hverken EU-toppen eller EU-landenes egne, endnu delvis suveræne regeringer vil indse:

at oplysningen om magtfordeling, folkeligheden kontra eliten halter gevaldig
at æstetiseringens forsøg på at holde den etiske og folkelige refleksion ude fra økonomi og politik ikke dur
at retorikken fejler totalt, fordi den er smal og snæversynet og alene måles på succeskriterier
at mødet mellem folk og politikere (inklusive Folkemødet på Bornholm) drukner i ren og skær entertainment
at den ægte og ansvarlige kreativitet skal generobres gennem frihed, tillid og lokal forankring
at alvoren skal tilbage som nødvendig modvægt til legen, ikke i moralistisk udgave, men derimod som bevidst ansvarlighed for helheden og kulten
at konsistensetikken der ser på overvægten af det gode i det lange løb må bevidstgøres, så forskellen mellem godt og ondt kommer til at stå lysende klart.

Alt er ikke leg. Tilværelsen er ikke en guddommelig komedie der sætter menneskets ansvarlighed ud af kraft. Men det er ikke eliten, men folket der bærer den fulde ansvarlighed, fordi det er folket der har følingen med den fulde virkelighed der omfatter både tilværelsens rationelle og nogenlunde forudberegnelige processer og tilværelsens irrationelle og meget uberegnelige, men til gengæld yderst skabende processer.

Ejvind Riisgård

PS! Der følger naturligvis en særskilt artikel om EU-afstemningen i Storbritannien dags dato.

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25.) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' (kr. 25.) omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi m.fl.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25)indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6)  (19.6.16.
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)   (21.5.16.)
Leg, viden og filosofisk tænkning - Mennesket som et legende væsen - (4)   (18.5.16.)
Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)  (15.5.16.)
Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2) (11.5.16.)
Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg   (4.5.16.)

De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens
Den komplementære helhedsrealisme

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge R�diger Safranski
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)

Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag  (29.2.16.)
EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)

Erdogan laver ramasjang i forholdet til Tyskland på grund af en satire  (16.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven  (21.2.16.)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)

Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)

Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Den britiske satiretegning mod Danmark viser EU's dybe splittelse  (29.1.16.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Terroren mod 'Charlie Hebdo' rammer den religiøse forvirring   (8.1.15.)
Kampen mod Islamisk Stat er kommet i fokus på en diffus måde  (14.9.14.)
Hvad stiller den vestlige verden op med den forstærkede islamistiske trussel?  (21.1.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag  (29.2.16.)
Kulturalismen kontra oplysningsid�  (11.10.08.)
Hvad skal vi med værdikamp  (31.3.11.)
At være vælger og politiker  (24.1.11.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg  (21.11.08.)

Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Religion
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om terrorismen
Artikler om EU og Europa
Artikler om Danmark

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift

Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean

utils postfix normal