JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - coronavirus20p

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.7.20.

Støj og larm er blevet en alvorlig plage i København

"Europas storbyer har fået smag for fred og ro, ren luft og få turister" - sådan hedder en god overskrift i Berlingske i dag den 5. juli 2020. God, fordi den er sand og sigende. Og den kommer også med hovedforklaringen: Forårets coronakarantæne forvandledede Sydeuropas storbyer. Væk var det brogede folkeliv. Men det samme var larm, forurening og de alt for mange turister, der længe har gjort livet stadig mere surt for både lokale og besøgende. Ja, artiklens forfatter fremhæver udtrykkeligt at det for Barcelonas borgere var en befriende følelse igen at kunne trække vejret frit, i både bogstavelig og overført forstand. Denne følelse kan byboere over alt i Europa formentlig nikke genkendende til. Men ingen steder har den været så stærk som i de sydeuropiske metropoler. Avisen illustrerer påstanden med billedet af en lukket iskiosk der har malet et klart budskab med store bogstaver på sin side: "Europa havde brug for en forskrækkelse".

Forfatteren mener også at når byerne nu lukker op igen, sker det på andre præmisser. Spørgsmålet er om det blot er en timeout eller om den urbanistiske chockterapi vil få varige virkninger. Men han henviser da til at et analyseinstitut har målt et klart flertal til bevarelsen af den renere luft og den forbedrede mobilitet. 64 pct. af de adspurgte har oplever en forbedring som de vil gerne fastholde. Men ét er ønsker og drømme, noget anden den faktiske udvikling i adfærden der vil ske det kommende år. For denne er ikke bestemt af ønsker, men af mængdens behov og erhvervslivets økonomisk interesser.

Ser vi konkret på forholdene i København, så er der efter genoplukningen af samfundet sket en dybt foruroligende udvikling i adfærden de steder i byen hvor navnlig unge mennesker søger hen for at feste. Det gælder fx på Islands Brygge der går fra Langebro og Amager Boulevard mod syd, og som nu er præget af et kaos af knuste flasker, larm og slagsmål i mange af døgnets timer. De unge fester efter corona-nedlukningen af barer kl. 24 og helt lukkede diskoteker løs hvor de kan samles frit. Det er ikke et nyt fænomen, for de unge har gjort 'Havneparken', det grønne område mellem havnen og bebyggelsen, der oprindelige blev skabt af beboerne for beboerne, til en svinsk festival blot temperaturen når op over 18 grader. De unge der er tale om er den såkaldte Sunny Beach ungdom der tidligere søgte til den bulgarske Sortehavskyst hvor der var fri udfoldelse hver dag og nat. De er hæmningsløse og respektløse i den forstand at de er komplet ligeglade med de lokale beboeres ønske om normal adfærd og normalt støjniveau. Københavns overborgmester bor selv i kvarteret og har oplevet larmen som stærkt generende. Men han nøjes med at opfordre utilfredse borgere til at klage til politiet. Men i realiteten kan politiet ikke styre udviklingen. De kan ved konkret påtale få de unge til at skrue ned for lyden, men ikke forhindre at den bliver skruet op igen, lige så snart de er gået videre.

I Nordhavn er det ikke bedre. Her holder de unges larm på 'Marmormolen' de faste beboere vågne fra om formiddagen og til klokken fire om morgenen. Mange får nattesøvnen spoleret. Andre områder med lignende gener ligger på Nørrebro. Det enorme støjproblem kan specifikt henføres til mobile musikanlæg som fx Soundboks der har en volumenknap på 11. På Islands brygge har man under coronakrisen inddelt den grønne Havnepark i mindre zoner, hvor der maximalt må være 50 personer. Men alle disse relativt små enheder får hver eneste dag hvert deres musikanlæg, som bliver skruet helt op. Og typisk for de unge festdeltagere, synes de ikke selv at de larmer særligt meget. De mener at folk der bor på Bryggen selv er ude om det - ved at have valgt stedet som fast domocil.

Berlingske arkitektanmelder Holger Dahl siger om København at byen for længst er holdt op med at være en rigtig by og i dag kun er en tom skal af butikker, politikere - og fest. København er - med hans egne, stærkt følelsesladede ord - blevet som en børnefødselsdag på amfetamin. Festaberne er ved at overtage byen med deres ladcykler og soundbokse og generelt hæslige musiksmag. Så snart vejret er bare en smule varmere end halvkoldt, bliver alle byens pladser, gader, torve og havnebade overtaget af en umfff-umfff-umfff-umfff-vuggende masse med pizzabakker, løbehjul, breezere, cigaretter og gammeldags dåsebajere. Men han tilføjer, at det værste er at vi selv har bedt om det. Den sociale by, den inkluderende by, den gavmilde by, den kretive by har sejret sig ihjel, og det er arkitekter, politikere og developere i fællesskab der har ansvar for at det er gået sådan. Vi er ved at segne under vægten af vores egen succes, skriver han. Problemet er bare, at der ikke er nogen der har fundet ud af, hvordan man skruer ned igen. Han håber selv mere på et kommende Danmarksmesterskab i stilhed i Indre By end på en genoplivning af Distortion [den årlige festival i københavnske gader der fejrer nattelivet gennem en bevidst forvrængning, men i år er blevet aflyst på grund af smittefaren]. Tiden er til evaluering og gentænkning. Vi trænger til en moderne lærebog i urban optræden, gør Dahl gældende.

Måske kan det trøste det brave menneske at Socialdemokratiet, belært af coronakrisen, vil have flere restriktioner i nattelivet. Andre partier vil også gerne se på lukketider og udskænkning, der kan nedtone en alt for voldsom alkoholkultur. Og Det Kriminalpræventive Råd opfordrer til at finde løsninger der kan bevare nogle af de positive effekter af nedlukningen. "Det indebærer at vi som samfund er villige til at ændre den måde vi bedriver natteliv på", hedder det i deres rapport. Og det lyder smukt, men det påvirker med garanti ikke Sunny Beach typerne. De læser heller ikke lærebøger i opførsel. Og de gider ikke høre formaninger om at overdrevent alkoholindtag flere dage om ugen i længere tid før eller siden vil hævne sig.

Vi står med et grundlæggende problem der går helt ned til vores opfattelse af livet, meningen med livet og fællesskabet, herunder et nødvendigt opgør med den syge eller misforståede oplevelseskultur og den lige så syge opfattelse af at ungdom er lig med konstante udskejelser i største målestok.

Vi skal ikke glemme at vi lever i en tid der lige siden 2. verdenskrig har rummet en flerdobling af verdensbefolkningen og en samtidig flerdobling af forbruget, den økonomiske vækst og den multikulturalistiske indstilling der har som grunddogme at lokale, regionale og nationale værdifællesskaber er latterlige og meningsløse. Disse fire ting hænger nøje sammen, og de har tilsammen givet optimal betingelse for spredningsmulighederne for en helt ny og hidtil ukendt pandemi som corona19-virussen er. Jeg tror ikke en døjt på at udviklingen er determineret til mindste detalje af konstaterbare og målelige forudsætninger, men det vil være uklogt ikke at se den grasserende og fatale coronaspredning som et yderst stærkt varsel om at skifte spor i tide og for alt i verden ikke lade stå til og tro at vi vender tilbage til status quo før krisen.

Vi bør alle besinde os alvorligt på at den såkaldte 'oplevelseskultur' for ikke at sige 'oplevelsesmani' længe har været med til direkte at fordreje økonomien på højst uheldig vis. Denne fordrejning og dens nære tilkytning til globaliseringen har åbenlyst medvirket til at coronavirussen har kunnet sprede sig så hurtigt og uforudsigeligt over hele verden som tilfældet har været. Det ligger i at oplevelseskulturen sætter den umiddelbare, sanselige og ekstase-søgende oplevelse af nye lande og byer, nye folkeslag, nye barer og restauranter og nye madretter og ny drukkultur m.v. over alt andet. Hele denne 'kultur' er strengt taget slet ikke kultur, men reel overfladiskhed i og med at den ikke indebærer at de rejsende får dybere kendskab til andre menneskers levevis, sprog og kultur, men alene umiddelbare sanseindtryk der søges fastholdt i selfies på iphonen, men ellers ikke sætter sig spor i sjælen. Der er intet ondt i dette i sig selv, og turistbranchen verden over har naturligvis hele tiden været med på manien, da den giver masser af guld i kassen. Men den giver samtidigt skæv økonomi i de fattigste og mest eksotiske lande. Smittekilderne for covid19 bliver derved mangedoblede. Og dette er til skade for verdenssamfundet såvel som for de enkelte nationer der er så heldige at have nogenlunde styr på økonomi, orden, befolkningstilvækst og samfundsmoral.

Man kan sagtens slå det hen med at denne oplevelseskultur egentlig kun er et naturligt udslag af velstanden i såvel den vestlige verden som i mange stærke udviklingslande. Men man skal huske at hele velfærdstanken er nært knyttet til de brede massers øgede forbrug, og er uden enhver tanke for helheden eller den fatale befolkningstilvækst der medfører overforbrug, miljøskader, klimaforurening og gunstige muligheder for nye ødelæggende virusser. Kampen mellem dybere helhedsforståelse og overfladisk delforståelse er gammel, men den må i dag - i coronakrisens lys - kaldes helt uholdbar. Det vil erhvervslivets ledere eller de politiske ledere bare ikke være ved. De kan indrømme besindighedens nødvendighed, men drømmen er en tilbagevenden til forne tider så hurtigt som muligt. - Jf. artiklen Oplevelseskulturen er syg og falsk.

Skal vi her i Danmark og i flertallet af europæiske lande få held til overhovedet at forstå disse sammenhænge på en sådan måde at det kommer til at påvirke vores adfærd, bliver vi nødt til at opgive enhver form for moraliseren og i stedet skaffe os indsigt i den form for etik der har med menneskets indre konsistens at gøre og som bygger på at denne indre konsistens forudsætter at de enkelte mennesker, de enkelte lokale fællesskaber og de enkelte nationale fællesskaber både på bevidst og ubevidst eller spontant plan sørger for overvægt af det gode i livet på længere sigt. Det er imidlertid sværere end som så, for som selve udtrykket viser, så er der i denne konsistensetik tale om skøn og vedvarende læring og korrigering og altså ikke om simpel overholdelse af et af autoriteterne dikteret og veldefineret regelsæt

Konsistensetikken kan altså ikke - som eksempelvis De Ti Bud vi i vores kultur hidtil har terpet til bevidstløshed - formuleres i indiskutable regler, men der kan naturligvis gives relevante anbefalinger som følgende:

"Du må ikke gøre ideer, principper, systemer, personer eller nationer til guder" - heraf følger at hverken ikke-ateistiske, politiske eller andre ideer, principper og systemer, som man normalt opfatter som ikke-religiøse, må gøres til afguder og betragtes som absolutte. Dette gælder også det rationelle og det irrationelle, det bestående, traditionen, vanerne og immanensen såvel som fremskridtet eller transcendensen. Og det gælder selvsagt materialismen og idealismen, såvel som socialismen og liberalismen.

"Du må ikke forsømme at være stille og at holde hviledage". Det betyder, at du regelmæssigt skal gå ind i stilheden, inaktiviteten og afbrydelsen af det for vor kultur sædvanlige bombardement af lyd og billeder, ligesom du regelmæssigt skal holde fridage og ferier, hvor du rekreerer dig og kommer til dig selv ved at foretage dig andet end du plejer og ved at gå ind i den nævnte stilhed. Formålet er ikke blot rekreation, men også at pleje den nødvendige kontakt med 'selvet' (totalpsyken) eller det evige.

Men det sværeste er anbefalinger som disse tre:

"Du må ikke hade dig selv eller andre". Det betyder, at du altid skal opfatte et opdukkende had som dit eget psykiske problem, som skal løses ad terapeutisk eller religiøs vej, men aldrig ved at påføre andre mennesker noget ondt. Hadet kan have sine forståelige og naturlige årsager, og selve den opdukkende følelse af had er ikke i sig selv ond, men skal tages alvorligt. Den må ikke fortrænges, men skal bevidstgøres og afledes eller omformes. Hadet berettiger aldrig til hævn eller vold mod andre, for hadet vil vedblive at være en psykisk barriere for modtagelsen af kærlighed, indtil det bliver opløst.

"Du må ikke lyve over for dig selv eller andre". Det kan måske lyde mærkværdigt, men det betyder, at du skal acceptere sandheden som det eneste rette grundlag for forståelse og kommunikation med såvel andre som med dig selv. Over for andre gives der undtagelser i form af såkaldt 'hvide løgne' der betyder at man i særlige situationer som alvorlig sygdom af hensyn til det andet menneske undlader at fremføre en sandhed som må skønnes at gøre vedkommende ondt fx ved at fratage det et håb, som måske objektivt ikke eksisterer, men subjektivt kan være af betydning for vedkommende. Over for dig selv er det derimod vigtigt altid at prøve at se sandheden i øjnene, ligegyldigt om det gælder alvorlig sygdom, tab og nederlag, fortrængning af svigt og fejl eller illusioner og selvbedrag. At lyve for sig selv vil altid umuliggøre etisk konsistens.

"Du må ikke tage dig selv til rette". Dette betyder, at du skal overlade det til rette myndighed at behandle og bedømme tvistigheder med andre, såvel som eventuelle uretfærdigheder eller forbrydelser der er begået imod dig. Det er forudsætningen for det civile samfunds opretholdelse, at et flertal af borgere overholder dette bud.

Som det ses, bliver den enkelte i høj grad overladt til stadig stilhed og refleksion, men jo også til vedvarende dialog med andre mennesker. Jævnfør artiklerne: Konsistens-etikkens Ti Bud (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund) og Etik og eksistens (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens.

Stilheden, refleksionen og dialogen er vigtig og kræver et fællesskab med andre, som bygger på andet og mere end sanselighed, oplevelse og rettigheder - og da sådanne fællesskaber i dag synes på retur og i hvert fald ikke er velkendt for de helt unge generationer, bliver det nødvendigt at påpege at der dybest set er tale om folkelige fællesskaber der ikke er manipulerbare massefænomener af den art som effektive retorikere, performere eller såkaldte influencere endsige politiske agitatorer og masseforførere kan styre efter forgodtbefindende (ej heller en amerikansk præsident som Donald Trump). Der er tværtimod tale om fællesskaber som ikke ledes af autoritære personer eller instanser, men dybest set af "det kollektivt ubevidste" der alene findes blandt frie, ikke-dogmatisk indstillede mennesker der har fri og ukontrolleret omgang med hinanden i lokale enheder, fx i et frit foreningsliv omkring musik, kunst eller kult der igen overvejende foregår i stilhed og gensidig respekt og lydhørhed.

Det er når alt kommer til alt nok den mest skæbnesvangre ting der er sket i udviklingen i de sidste 50 til 70 år, at denne folkelighed har mistet tilslutning i og med at globaliseringen, digitaliseringen og multikulturaliseringen har fundet sted. For den bygger på de modsatte processer, nemlig vedvarende refleksion og stilhed. Disse processer sikrer ægtheden, sundheden, kreativiteten og spontaniteten - uden ringeste had, støj, løgn og forstillelse. Og dette skal vel at mærke ikke forstås intellektuelt, det skal forstås og tilegnes gennem praksis. Og derfor kræver konsistensetikken altid at man går ind i levende fællesskaber med andre med det formål at sørge for overvægt af det gode.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

Coronakrisen bliver en tidsperiode i sig selv  (13.6.20.)
Genåbningen af mange af vore nedlukkede samfund er ikke ensbetydende med coronakrisens afslutning  (2.6.20.)
Oplevelseskulturen er syg og falsk  (21.5.20.)
Nedlukningen af det normale samfundsliv og kulturliv bliver dyr  (14.5.20.)