JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - virkelighed23a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.2.23.

Jævne menneskers virkelighed

I december 2023 fik de tre kvantefysikere Alain Aspect, John Clauser og Antin Zeilinger nobelprisen i fysik for eksperimenter med elementarpartiklers deling ved ekstrem hastighed. De torpederede Bells teorem om skjulte variabler i disse processer, og de påviste muligheden for placering af sammenkædede enheder langt fra hinanden, såkaldt kvante-teleportation. - Jf. Virkelighed, videnskab og eksistens II.

Det første betød at Niels Bohr fik ret i sin antagelse om at kvantefysikken ikke var spor mystisk, men ved det såkaldte korrespondens-princip kunne fastholde forbindelsen til den klassiske fysisk. Og det andet førte til i hvert fald teoretiske muligheder for særlige kvante-computere.

Men ejendommeligt nok førte disse nobelpriser til at dagbladet Information startede en hel artikelserie med iøjnefaldende overskrifter som den at kvantefysikken ”havde sparket stolen væk under virkeligheden”. Det er naturligvis en ’sandhed med modifikation’ for ikke st sige løgn, for kvantefysikken har udelukkende sparket stolen væk under visse fysikeres illusioner om at årsagsloven gælder ubetinget i kvantefysikken. Det gør den ikke, eftersom man i denne gren af fysikken er nødt til at acceptere brugen af statistiske sandsynlighedsberegninger for at kunne måle og beskrive processerne.

Dette ændrer naturligvis opfattelsen af virkeligheden, men ikke virkeligheden selv. Fejlen ligger alene i at tro at den klassiske fysik er den basale virkelighed, og at alt det uhåndgribelige ikke hører med til det vi i almindelighed forstår ved virkeligheden. Og når det nu også er let at konstatere at den nye SMV-regering lever i en verden for sig med sine illusioner om at kunne reformere sig ud af bureaukratiets byrder, og om at kunne gennemføre en voldsom oprustning uden at det vil gå ud over klimakampen, så bliver konklusionen at der så at sige må være en ’virkelig virkelighed’ bag illusionerne.

Det er der heldigvis også, og den er simpelthen identisk med den gode, gamle virkelighed vi alle befinder os i til daglig og som vi kan tale fornuftigt med hinanden om i det dagligsprog der netop adskiller sig fra alle fagsprog ved at holde sig til det alle normale mennesker erfarer og som dækker såvel de rationelle som de irrationelle sider af tilværelsen. Og denne virkelighed er vel at mærk helt og holdent analog.

Almindelige dødelige mennesker oplever hver eneste dag at solen står op i øst og går ned i vest. De oplever også ved selvsyn at solen står højest på himlen ved midsommertid, og lavest ved midvinter. Men de oplever desuden at jorden er flad - det kan man konstatere ved at kigge ud af vinduet – men det er ikke dermed bestridt at jorden også er en rund kugle der farer rundt om sig selv på et døgn og rundt om solen på et år. Det er nemlig perspektivet der gør hele forskellen. Vi kan simpelt ikke når vi står på jorden fornemme at den er rund. Men vi kan sagtens veksle mellem perspektiverne alt efter hvad vi har brug for.

Vi kan også være sikre på at det er solens stråler der ved fotosyntesen bevirker at forår og sommer betyder de grønne planters vækst, men efterår og vinter deres forfald.

Dagligt oplever vi disse forvandlinger, og det er de vi forstår ved begrebet ’skabelsen’ og det der går igen i de mytiske skabelsesberetninger. De bestrider ikke de naturvidenskabelige beregninger af at universet er 14 mia år gammelt. Men beregninger er kun beregninger, og åremålet er der ingen der har oplevet eller overhovedet kan give en forklaring på. Og en kendt videnskabsjournalists påstand om at universet blot er et ’opblæst nul’ er ikke andet end en vittighed.

Det eksistentielt afgørende for os er at den analoge verden vi dagligt oplever er så stabil at vi er trygge ved den og også frit kan veksle mellem vores middelbare tilgang via sanserne til den ydre verden og dens enkelte dele og vores umiddelbare tilgang via intuitionen til den indre verden og dennes helhed og sammenhænge.

Man kan sagtens afvise den ældgamle forestilling om skabelsen som uvidenskabelig, men det betyder kun at den ikke harmonerer med en naturvidenskab der har gjort det til et hovedprincip at måle og veje alt og at give årsagsforklaringer på alt. Videnskabeligt set er der ingen forhindringer for systematisk og grundig undersøgelse af alt det er ikke kan måles og vejes. Det har man faktisk gjort fra tidernes morgen, men naturligvis først i nyere tid ud fra metoder der sikrer sagligheden og troværdigheden. Og derfor suppleres naturvidenskaben helt naturligt med humanistisk, sociologisk og politologisk forskning.

Afviser videnskaben den mytiske fortælling betyder det kun at den er blevet så ensidigt rationalistisk at den ser bort fra alt det kvalitative og meningsfulde i verden der er irrationelt og af største betydning for eksistensen. En så ensidig rationalisme reducerer i realiteten verden til den halvdel der kan kommer under logisk-positivistisk behandling, men abstraherer med et trick fra den anden halvdel der er af sjælelig eller åndelig art og udgør den anden, eksistentielt vigtigste halvdel.

Dette strider mod dagligsproget og modersmålene i alle kulturer, som netop dækker hele tilværelsen og erfaringen på pragmatisk vis – og som desuden accepterer den sproglige usikkerhed som giver nuancerne og humoren.

Disse afgørende nuancer findes også i leg og sport, i billedkunst, musik og digtning og de får sin særlige alvor i kult der igen peger på erfaring af ”noget i mennesket der er større end det selv”, som en stor fysiker engang formulerede det på sit dødsleje. Og dette er væsentligt fordi det er almenmenneskelig erfaring. Det må ikke afvises og ikke stødes væk fra videnskabelig forskning.

Det er irrationelt, sjæleligt eller åndelige i og med at det handler om mening, helhed og kvalitet, og det kan aldrig reduceres til kemisk-elektriske delprocesser i hjernen. Særkendet for alt det psykiske er tværtimod at det netop ikke er fysisk eller kemisk. Det kan kun erfares ved det direkte umiddelbare møde mellem mennesker.

Åndslivet kan dog kun forstås og beskrives fuldstændigt under den ene forudsætning at man accepterer at vi mennesker nu engang indgår i fællesskaber der udgør et ubeviseligt og umåleligt åndeligt felt der har sin egen suverænitet og fungere efter sine egne regler på ubevist eller underbevist plan – og vel at mærke også (ligesom tyngdekraften og magnetismen) virker over store afstande. Sådan har myterne fra gammel tid beskrevet fænomenerne, og sådan fungerer de den dag i dag som grundlag for al fri, spontan åndelig skabelse.

Først i nyere tid – efter rationalismen sidst i 1700-tallet – kan det konstateres at forskere og filosoffer har set det som en ideologisk opgave at miskreditere sjæleliv og åndsliv. Det har kun ført til eksistentiel usikkerhed, ja i allernyeste tid også til at for stor hang til at tro på den økonomiske vækst, og det tempo og forbrug som åbenlyst giver øget stress og sygdom.

Men stress og sygdom kan man naturligvis ikke komme ud af ved at øge væksten og forbruget yderligere. Tværtimod turde det logisk kræve mindre vækst og forbrug, og derfor også kræve en helt ny nationaløkonomi, vi kunne kalde den en ’eksistentiel nationaløkonomi’. Og en sådan ville i høj grad gavne miljøet.

Men regeringen og partierne på begge fløje og i midten er blinde. De dyrker populismen, men fatter ikke hvad folkelighed og åndsliv egentlig er eller hvor dybt det trods alt stikker i den jævne befolkning. Flertallet af vores dages politikere er jurister eller økonomer og de mangler ægte folkelighed. Kun et opvakt folk har den, og kun et opvakt folk kan redde landet ud af krisen.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Jævne menneskers virkelighed  (3.4.23.)
Virkelighed, videnskab og eksistens II  (24.1.23.)
Dogmer af alle slags bør bekæmpes  (16.1.23.)
Krise, højtid og historisk fejltagelse  (16.12.22.)
Regeringsforhandlingerne trækker ud  (4.12.22.)