JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - livetstrae

ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.5.11.

Livets træ eller The Tree of Life

Som optakt til en bedømmelse af Lars von Triers 'Melancholia' vil det være på sin plads at kigge på Terence Malick's 'The Tree of Life' som vandt Guldpalmerne i Cannes for næsen af den danske instruktør der havde gjort sig udtilbens med udtalelser om Hitler og jøderne. Malick's film tåler under alle omstændigheder sammenligning med Triers film.

'The Tree of Life' er en fremragende film der både er utroligt smukt fotograferet og omhyggeligt sammenklippet, særdeles velspillet og eksistentielt vedkommende - og derfor kan den med rette betegnes som en mesters værk. Men den er allerede ved sit emnevalg en smal film der kun vil fange særligt interesserede mennesker - og den bliver da også her i landet kun vist af tre biografer, to i København og en i Århus.

Filmen handler om en amerikansk middelstandsfamilie der bor i en lille by i 1950'ernes Midtvesten, men grundtemaet er spørgsmålet om livets mening i en hård og ubarmhjertig verden hvis udvikling tilsyneladende bestemmes af naturens (og pengenes) love. Der er to veje i livet, lyder det allerede i starten, og det er naturens og kærlighedens, og de repræsenteres i den aktuelle familie af henholdsvis en opadstræbende og yderst ambitiøs familiefader (Brad Pitt) der kun kender til de hårde metoder i såvel arbejdslivet som familielivet, og en kærlig og omsorgsfuld moder (Jessica Chastain) der giver parrets tre sønner den varme hun har, men er for svag til at beskytte dem for mandens indiskutable forlangender om pligtopfyldenhed og kamp for at komme opad i samfundet.

Historien fortælles af den ældste søn Jack som voksen (Sean Penn) og starter med en af hans brødres død som 19-årig og den sorg den forvolder familien og ikke mindst moderen. Hun trøstes stort set kun af høflige og kolde bemærkninger om at 'sådan er livet', men 'livet kører videre'. Det gør det selvfølgelig også for en nøgtern betragtning, men sjældent uden ar på sjælen for de nærmeste. Dette gælder også for Jack, der som voksen befinder sig i en moderne verden med skyskrabere, spejlende glasflader og rivende tempo og udvikling, men som i sin eksistentielle tomhed ikke kan undgå at se tilbage på barndommen, forholdet til brødrene og forældrene og navnlig til faderens tyranniske opdragelse. Denne førte til sporleren af husfreden og ægteskabet såvel som til oprør og had fra Jacks side. Frustrationerne lod Jack også gå ud over brødrene, ja vi ser at han allerede blev indfanget af jalousi, da den første lillebroder (Steve) kom til verden og en overgang naturligvis fik forældrenes største opmærksomhed. Man aner et grundlæggende Kains-problem (selvom Jack er den ældste). Også i den gamle myte blev jalousien afgørende.

Hverdagen er præget af familiefaderens ustandselige begrænsning af børnenes livsudfoldelse. De får et utal af sure pligter; de må ikke tale ved måltiderne, hvis ikke de bliver spurgt; de bliver rettet ustandseligt, og blot nogle år gamle må de ikke længere sige 'dad' til faderen, men 'father', ja end ikke bare svare 'Yes' til ham, men sige 'Yes, Sir'. Og han vil have dem til at bekræfte med ord, at de elsker ham, og tager ikke højde for at de selvfølgelig ikke tør sige andet. Først efterhånden som konflikten optrappes får han klar besked fra den halvstore Jack: "Du hader mig. Du ønsker mig død". Faderen kigger undrende på Jack - og forstår som den opadstræbende borger han er tydeligvis ikke protesten som andet end ondskab eller syg psyke hos sønnen.

Moderen giver børnene ægte kærlighed, kærlighed uden betingelser. Hun laver sjov med dem ved fx at vække dem om morgenen med isterninger på ryggen eller på fodsålerne (hvor faderen bare hiver dynerne af dem). Hun forsøger at beskytte børnene, og da manden på et tidspunkt rejser bort flere dage på forretningsrejse til udlandet bliver der danset og spillet og leget efter alle kunstens regler i det ellers livsforladte hus. Men da manden kommer hjem og ser hvad der er foregået, bliver han dybt forarget og beskylder konen for at sætte børnene op imod ham. Der bliver iskoldt mellem dem - og efterfølgende kommer det til regulært håndgemæng, da faderen smider børnene ud af spisestuen på grund af dårlig opførsel, mens hun prøver at forsvare dem. Altså alt andet end familieidyl.

Dagene indeholder dog et enkelt forsonende træk i faderens musikalitet. Han spiller både klaver i hjemmet og orgel i kirken (vi får bl.a. Bachs store d-moll Toccata, men kun en af drengene viser interesse for musik. Faderens halvmilitære opdragelsesmetoder bakkes op af systemet, dvs den officielle kirkelige moralisme, der i nyere tid må betragtes som et gennemamerikansk fænomen, men dog har sine rødder i europæisk puritanisme. Det er så at sige gammel jødisk lovreligion der i Europa blev sanktioneret gennem den opadstræbende underklasses faste overbevisning om at den der går dydens vej, bliver belønnet både her og hisset. En etik der fejlagtigt af Weber er blevet kaldt 'protestantisk etik', men i virkeligheden bør ses som en minoritetsetik og som sådan blev dominerende for protestantiske grupper som calvinisterne. Og etikken fulgte helt naturligt mange europæiske emigranter til USA, fordi dens strenghed er en fordel for fattigfolk der ved egen kraft skal arbejde sig opad fra bunden.

For Jacks vedkommende sker tabet af barndommens uskyld som i alle andre menneskers tilfælde naturligvis i forbindelse med puberteten og den herigennem opståede bevidsthedsudvidelse der ikke blot betyder opdagelse af det andets køns store tiltrækning (Jack får et godt øje til en af pigerne fra klassen), men også evnen til at gennemskue forældrene (og generelt alle autoriteter) samt vilje til at gå egne veje.

Uskyldstabet (det mytologiske syndefald) indebærer imidlertid altid også en usikkerhed, fordi den gamle, umiddelbare og helt ureflekterede mening med tilværelsenm (som ethvert barn som hovedregel allerede får ved moderbrystet) går i vasken og efterlader et tomrum der skal udfyldes med en ny erfaring af bæredygtig mening der naturligvis kan tåle refleksion, men grundlæggende skal være umiddelbar af art, dvs en umiddelbar føling med tilværelsens livgivende energier. Typisk opdages og erfares den nye mening gennem en forelskelse, en uddannelse/et arbejde/et studium der kan fange, eller forskellige former for store bevidsthedsudvidende 'oplevelser' eller 'åbenbaringer' af naturens, musikkens, kunstens og festens evne til at åbne dørene direkte ind til det evige og uforklarlige (som kan fortolkes som det kollektivt ubevidste).

For Jacks vedkommende gjaldt at han var længe om at finde vej til disse kilder, fordi han (ligesom i sin tid filmens autor) bogstaveligt talt fokuserede på de forkerte sider af naturen, nemlig dem vi i filmen får gengivet i storslået og betagende form på lærredet: universets udvikling og ekspansion, klodernes vej gennem rummet, livets udvikling på Jordkloden (billedeligt symboliseret ved den gamle forestilling om 'Livets træ') og dets voldsomme kampe mellem arterne under naturens nådesløse betingelser (ødelæggende, men også fascinerende vulkanudbrud, oversvømmelser, skovbrande osv.).

I alt dette kunne Jack ikke se nogen mening - og heller ikke nogen Gud eller skaber. Meningen går faktisk først op for ham til allersidst hvor han som voksen får nogle ejendommelige syner af døre der åbner sig ind til en friere verden hvor også hans forældre og brødre befinder sig. Denne nærmest mirakuløse slutning, der understøttes af såvel storslåede billedserier som smuk musik, er imidlertid filmens store svaghed. For den virker ikke helt overbevisende; den virker tværtimod for lang, for ustruktureret og uklar. Det fremgår af Jacks kommenterende stemme at Jack når frem til en form for tilgivelse af sin far - og det er jo fint nok. Det bekræfter for så vidt Malicks tro på at kærligheden i sidste ende kan sejre over naturens blinde og meningsløse grusomhed. Men problemet er at moralen fremkommer som et postulat og ikke som en dybere erkendelsesproces der fx kunne føre til indsigten i tragediesynspunktet: at der findes et område i tilværelsen hvor det at have ret og hele tiden skulle kæmpe for sin ret er blevet irrelevant.

Grunden til konklusionens kortsynethed og dermed hele filmens svaghed ligger i mine øjne i selve den principielle modsætning der opstilles mellem naturen og kærligheden og som indebærer at mennesket stilles over for et enten-eller-valg mellem naturens vej og kærlighedens vej. Hvor den objektive sandhed dog ellers er at kærlighedens (dydens og moralens) vej er dukket op i naturens udvikling som et emergent fænomen i og med at mennesket dukkede op som bærer af en bevidsthed der netop gør det muligt - som noget nyt - at skelne mellem ondt og godt.

Naturen før mennesket var hverken god eller ond. Naturkræfternes rasen kan se ond og destruktiv ud når den rammer os med vulkanudbrud, jordskælv, tsunamier, tornadoer, skovbrande eller tørke, sult, epidemiske sygdomme, død osv. Og dyrelivet kan også se barskt ud, når rovdyrene forgriber sig nådesløst på andre dyr. Men samtidig er naturen dog forudsætningen for alt det vi mennesker er i stand til at bygge op på jordkloden og kommer til at værdsætte.

Naturen før mennesket var hverken meningsfuld eller meningsløs, for meningen med tilværelsen kommer først ind med mennesket - og den opleves/erfares spontant og vel at mærke før sprog og tænkning. Den erfares allerede ved moderbrystet og i vuggen. Og derfor er og bliver psykologen Abraham Maslows såkaldte 'behovspyramide', der rangordner de menneskelige behov, én stor misfortolkning: den er en intellektuel fortolkning der strider fundamentalt mod selve den menneskelige grunderfaring, at samtlige eksistentielle behov dækkes på en og samme gang når barnet får bryst.

Og meningen med tilværelsen har vel at mærke ikke det fjerneste med universets udvikling som sådan at gøre. Om 'Big Bang' skete for 14 eller 17 mia år siden og hvordan dette 'Store Knald' overhovedet blev sat i gang er komplet ligegyldigt. Meningen kom først ind i naturen, da mennesket dukkede op med den bevidsthed vi kender i dag og som betyder regulært sjæleliv og åndsliv. Hvornår dette præcist skete er der ingen der kan sige med sikkerhed, da kilderne af naturlige grunde glimrer ved deres totale fravær. Hvad vi kender er kun de mytiske fortolkninger - og her siges til gengæld det allervæsentligste: at meningen er uadskillelig fra sjæleliv, åndsliv, sprog, samfund, kultur og religion. Myternes 'skabelse' har intet med The Big Bang at gøre. Den fandt sted for kun ti, tyve eller tredive tusind år siden og er på sin vis udadskillelig fra begrebet 'gud' eller 'skaber'. Om Gud eksisterer er ud fra dette meningssynspunkt et helt igennem meningsløst spørgsmål. Det er en misforståelse overhovedet at stille det!

Historiens store ironi er at skabelsen også indebar muligheden for efterhånden at lave videnskab (naturvidenskab), og at man i flere århundreder havde stort besvær med at sondre mellem naturvidenskab og mytologi. Man endte med at fortolke myterne som en slags naturvidenskabelige udsagn, altså forsøg på naturvidenskab eller ren fantasi - og intet er mere forkert.

Filmkunstens store ironi er at filmkunstnere på linje med forfattere og billedkunstnere giver sig til at blande tingene sammen uden hensyn til den viden vi faktisk har om mytisk tænkning. Det kan de gøre med meget stort held, fordi selve mediet gør det let at blande mytisk billedstof sammen med intellektuel reflekteren. Men det bliver sagen blot ikke bedre af: Sammenblandingen er og bliver en misforståelse der kun har den ene konsekvens at film af denne art kommer til postulere aldeles uholdbare eksistentielle sandheder af holistisk art. Man postulerer en mening i og med naturen som ligger forud for den menneskelige psykes opdukken i evolutionen. Og det er en and.

Denne and viderebringes i 'The Tree of Life', og det er i grunden synd, for det er en stor og fin film med glimrende skuespillerpræstationer og ikke mindst en fremragende Hunter McCracken som den unge, tænksomme og oprørske Jack. Men meningen med tilværelsen kommer til at fremstå som et uforklarligt mirakel i naturen og ikke som en ganske naturlig ting i menneskelivet, som de fleste mennesker erfarer i tidlig alder (før sproget), og som det gælder om livet igennem at blive ved med at generfare - gennem kærligheden, kunsten (inkl. filmkunsten), musikken, humoren, festen og religionen.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

'The Tree of Life' - Official Site

Relevante artikler på Jernesalt:

Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)
Lars von Trier  (kort karakteristik)

Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn (21.1.10.)
'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas (17.8.08.)
Roy Anderssson: 'Du levende'
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"
Kieslowski's 'Dekalog'

Artikelserie om 'Veje til livskvalitet og mening':
Fra tidsfordriv til engagement
Fra tryghed til frihed
Fra rutine til intensitet
Fra funktion til proces.

Livskvalitet  om undersøgelsen af livskvalitet
som Forskningscenteret for Livskvalitet har gennemført. (2.6.02.)
Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Meningen med livet  om Christian Skovs tv-serie i DR2 okt.-dec. 2002. (15.01.03.)
Lykke og velstand er to ting  (24.11.06.)

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet Ind i musikken
Sport og kult i nutiden  (30.4.06.)

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Artikler om Film

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Oversigter over artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Oversigter over artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)