Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - klimatop15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.12.15.


Klimatopmødet COP21 i Paris endte euforisk, men løste ikke problemerne

I helt euforisk stemning endte klimatopmødet i Paris lørdag med en fælles aftale mellem 195 lande og organisationer og stor applaus til arrangørerne under overskriften "Længe leve planeten, menneskeheden og livet selv". De strålede alle sammen på podiet. Og nede på de første rækker i plenarsalen strålede også den stenrige miljøaktivist og -investor, Clintons vicepræsident (1993-2001) Al Gore i flotteste flotte lyseblå habit. Hvad der totalt mislykkedes i København for seks år siden, lykkedes i Paris takket være en målrettet og energisk indsats af det franske diplomati i kombination med tidens modning, stort pres fra FN og mange internationale organisationer samt ikke mindst nødvendigheden af en aftale nu, hvis der skal være mindste chance for at redde kloden fra den store miljøkatastrofe om få årtier. Det store og afgørende mål er at udfase brugen af fossile brændstoffer hurtigst muligt.

Målsætningen er kort fortalt, at holde klodens temperaturstigning nede på højst 2 grader celsius og mindske udledningen af drivhusgasser, mens de rigeste lande hvert år skal bidrage med 100 milliarder dollars (681 milliarder kroner) til en klima-fond som en hjælp til at u-landene kan nå deres klima-mål.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon udtalte: »En monumental succes for menneskeheden. De delegerede har lyttet til de mest sårbares stemmer. Og markederne har nu fået det signal, de har brug for, til at udløse enorme investeringer.«

Frankrigs præsident François Hollande: »I Paris har der været mange revolutioner. I dag er det den smukkeste og mest fredelige af de revolutioner, der har været.«

EUs klimakommissær Miguel Arias Cañete: »Aftalen har alle de søm og skruer, der skal bruges i et effektivt svar på den største udfordring, som menneskeheden står over for.«

USAs udenrigsminister John Kerry, der var USA's hovedforhandler: »Det er en enorm sejr for hele planeten og for fremtidige generationer.«

USAs præsident Barack Obama på Twitter: »Dette er stort: Næsten alle verdens lande har netop underskrevet Paris-aftalen om klimaforandringer - tak til amerikansk lederskab«.

Xie Zhenhua, chefforhandler for Kina, verdens største CO2-udleder, gav udtryk for, at aftalen ikke er perfekt. »Det forhindrer os imidlertid ikke i at tage et historisk skridt fremad. Dette er i sandhed en fantastisk vedtagelse, som tilhører vores generation og os alle.«

Indiens miljøminister Prakash Javadekar: »I dag er en historisk dag. Hvad vi har vedtaget, er ikke blot en aftale, men et nyt »håbets kapitel« for syv milliarder mennesker.«

Nicaraguas klimaforhandler Paul Oquist, som lige til det sidste søgte at forsinke aftalens vedtagelse: »Vores intention har aldrig været at blokere aftalen. Vi ville finjustere den. Vi havde forslag til noget, der skal forbedres, hvis vi skal videre. Det var ikke muligt. Vi håber, at der kommer andre muligheder.«

Australiens udenrigsminister Julie Bishop, til COP21-formand Laurent Fabius. »Vi takker dig for dit lederskab, vi er stolte af at være med i denne aftale.«

Kumi Naidoo, leder af Greenpeace International: »Klimakampens hjul drejer langsomt, men i Paris er det drejet. Denne aftale placerer kul- og olieindustrien på den forkerte side af historien.«

Og endelig udtalte vores egen energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V): »Hele verden er på tværs af skel, religioner og konflikter blevet enige om at gøre en indsats for, at vores børn, børnebørn og oldebørn kan trække vejret og leve en fornuftig tilværelse. I den tid, jeg har været minister, er det her det største øjeblik. Jeg mindes ikke noget i min aktive tid i politik som dette.«



Mange husker naturligvis endnu fiaskoen i København i 2009, hvor en fuldstændigt udmattet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til sidst nærmest smed håndklædet i ringen i frustration over ikke at kunne få udviklingslandene til at bøje sig for det papir-diktat de rige lande stillede dem overfor, og som bevirkede at de ikke havde anden udvej end at stille sig på bagbenene og snakke om procedurer og procedurer i én uendelighed....

I Paris lykkedes det franskmændene gennem hårdt diplomatisk arbejde gennem mange år at drage de fattige lande ind i en fælles aftale, og derfor kan man godt kalde aftalen for historisk. Men det er ikke det samme som at sige at man reelt har løst de forestående vanskeligheder. Tværtimod er der god grund til at slå koldt vand i blodet og nøgternt konstatere, at målsætningen måske nok er blevet nærmere bestemt, men at der stadig er så mange udestående problemer med tidsplanen, økonomien, kontrollen osv. at det er helt uforudsigeligt om klimaet bliver bæredygtigt.

Man står først ved starten på en egentlig, hård og krævende arbejdsproces.



Aftalens indhold ifølge FN's klimasekretariat og Ritzau i hovedtræk er som følger:

Aftalen træder i kraft i 2020.

Den globale temperaturstigning skal holdes »et stykke under« to grader celsius i forhold til førindustrielt niveau - og 1,5 grader, hvis det er muligt.

Udledningen af drivhusgasser skal toppe »så snart som muligt« - med »hurtige reduktioner« derefter. I anden halvdel af dette århundrede skal der være balance mellem CO2-udslip fra aktiviteter som energiproduktion og landbrug og den mængde CO2, der kan opsuges af naturen eller ved såkaldt CCS (CO2-lagring i undergrunden). Teksten indeholder dog ingen konkrete mål og undgår ordet »kulstof-neutralitet«, som oliegiganter som Saudi-Arabien har været voldsomt i mod.

Industrilande (ilande), som har forurenet atmosfæren længst, skal føre an i de absolutte CO2-nedskæringer.

Udviklingslande (Ulande), der har brug for at afbrænde kul for at skaffe energi til deres voksende befolkninger, opfordres til »med tiden« at skære i forbruget. Rige lande opfordres til økonomisk at støtte ulandes CO2-reduktioner.

To år før aftalen træder i kraft, altså i 2018, skal landene vurdere effekten af deres indsats for at bremse global opvarmning og revidere deres planer for CO2-reduktioner i 2020. 17 lande har indleveret klimaplaner frem til 2025, mens 169 lande har planer frem til 2030, dette gælder blandt andre EU. Når aftalen træder i kraft, skal den fælles indsats revurderes med femårs intervaller fra 2023.

Industrilande skal sikre penge til at hjælpe udviklingslande med omstilling til grøn energi og styrke deres forsvar mod klimaforandringer som tørke, oversvømmelser eller storme. Finansieringen skal øges løbende, og de rige lande skal rapportere hvert andet år om udbetalt eller påtænkt støtte.

De rige landes løfte fra klimatopmødet i København om at mobilisere 100 milliarder dollars årligt i klimastøtte til ulandene fra 2020 er blevet flyttet fra den juridisk bindende kerneaftale og står nu i en separat, ikke-bindende »beslutningsdel« og betegnes »et gulv«. Beløbet skal hæves i 2025.

Lavtliggende østater og fattige lande der er mest udsatte for klimaforårsaget stigning i havenes vandstand og andre virkninger af klimaforandringer får anerkendt nødvendigheden af at »hindre, mindske og håndtere tab«. De udsatte lande får dog ikke ordet »erstatningsansvar« med i teksten.



Som det fremgår er der stort set ingen bindende aftaler eller løfter, men kun smukke hensigtserklæringer - og det hører med i billedet at der heller ikke er sanktioner mod lande der af den ene eller anden grund ikke opfylder kravene. Endvidere gælder at aftalen først godkendes af supermagten USA, når kongressens to kamre accepterer den. Og her gælder det specifikt at republikanerne er stærkt imod aftalen. Det er på nuværende tidspunkt næppe sandsynligt at republikanerne vinder præsidentvalget i 2016, men de får så til gengæld store chancer for at vinde i 2020, hvor klimaftalen skal træde i kraft. Præsident Obama ser nok aftalen som en stor sejr for USA, men han står allerede nu som den store retoriker der svigtede Israel, Mellemøsten og Europa.

Og hvad med smog'en i Beijing? Kina kunne acceptere aftalen, fordi den ikke blev forpligtende. Og Kinas ledere kan sagtens se fordelene og mulighederne i en omstilling til andre energiformer end de fossile. Men hvordan har man tænkt sig at gøre Beijing og de andre stadigt større kæmpebyer miljømæssigt bæredygtige så almindelige mennesker kan trække vejret frit i dem uden at maskere sig?

Usikkerheden betyder at miljøorganisationer og eksperter på den ene side anerkender topmødets succes for så vidt det overhovedet lykkedes at nå til enighed, men at de samtidig sagtens kan få øje på begrænsningerne.



FN's generalsekretær kaldte klima-aftalen for historisk, mens - som det hedder i reportagerne - deltagerne fra de 195 lande i Plenarsalen i Paris brød ud i klapsalver, krammede hinanden og græd, da den endelige aftale blev annonceret. Men det er en stor farce, hvis man spørger andre.

Den amerikanske professor i klimatologi James Hansen kalder aftalen for bedrageri i et interview med det engelske medie The Guardian. Det var ham der blev verdenskendt for at være den første til virkelig at sætte global opvarmning og drivhuseffekten på den internationale dagsorden under en tale i 1988, og han mener, at aftalen er bygget på værdiløse ord.

Herhjemme er det klimakritikeren Bjørn Lomborg, der skyder med skarpt. - Den gør næsten ingenting, siger han om aftalen. - Selv i bedste fald løser aftalen kun én procent af problemerne. Der er et uendeligt gab mellem retorik og virkelighed. Ifølge Bjørn Lomborg bør man sætte hårdere ind på at gøre de fossile brændstoffer dyrere, og alt det 'grønne' billigere, så verdens befolkninger selv vælger den grønne vej. Det bør ske gennem mere videnskabelig forskning, og det mener han altså ikke, at Paris-aftalen hjælper på. - Jeg kan slet ikke forstå, at hvis man er seriøs om at bekæmpe klimaforandringer, at man så mener, at det er en god aftale, siger han og slutter: - Det er da historisk, at knap 200 lande kan komme til enighed, men det vil ikke have den store betydning.

Den internationale chef hos den danske grønne tænketank Concito, Jarl Krausing, er fuldstændig uenig med Bjørn Lomborg. Ifølge Krausing er aftalen et vigtigt skridt mod at blive de fossile brændstoffer kvit. - Det er første gang, du har 195 lande, der har fundet sammen og defineret, at fremtiden skal være grøn. Derfor er det en historisk aftale, hvor man har låst sig fast på et niveau, der er bedre, end man havde forventet.

Jarl Krausing mener dog stadig ikke, at det er den perfekte aftale. - Når alt det smukke er sagt, og violinerne forsvinder, så er det helt klart, at det her kun er et ganske lille skridt på den ret lange vej, der skal få verden i mål med indsatserne..... Bjørn Lomborg har helt teoretisk ret i, at hvis man fik en pris, der var høj nok på fossile brændstoffer på det globale marked, så vil det kunne drive udviklingen i sig selv. Men det er ren teori, og Lomborg er befriet for at agere i en politisk kontekst. Det er bare ikke en virkelighedens verden.



Mine egne indvendinger gælder først og fremmest følgende forhold:

Aftalen træder først i kraft i 2020, hvor klimaforureningen i mellemtiden støt og roligt er blevet forværret.

Aftalen kan ikke automatisk bevirke klimaforbedringer allerede fra 2020.

Der er ingen sanktionsmuligheder mod lande der ikke når målsætningerne.

Der er ingen bindende forpligtelser til den økonomiske hjælp til udviklingslandene. Og den økonomiske hjælp til ulandene kan desuden delvis skaffes gennem nedskæringer i den bestående bistandshjælp.

Udviklingslandene kan overhovedet ikke sikre en økonomisk vækst de første mange år uden yderligere brug af de forurenende fossile brændstoffer.

Men allerværst er det at der overhovedet ikke er taget hensyn til at tilvæksten i verdensbefolkningen vil fortsætte århundredet ud som følge af menneskets naturlige kønsdrift og den manglende vilje til brug af prævention i mange lande. Befolkningstilvæksten vil automatisk medføre at der skal skaffes mere føde til stadigt flere mennesker, og at ingen kan forudberegne hvor meget selve de teknologiske og miljøvenlige energiforbedringer vil nå at afhjælpe den stigende forurening. - Såvel erhvervslivet som miljøorganisationerne jubler naturligvis over de nye målsætninger og muligheder, der giver bedre investeringsikkerhed flere år frem, og det betyder at markedskræfterne i sig selv vil virke positivt, men ingen kan forudsige udviklingen på længere sigt hvad angår befolkningstilvækst, fattigdom, hungersnød, sygdom eller (borger)krige.

Det kan desuden konstateres, at de store ord ved topmødets afslutning dybest set kun afspejler diplomatiets store evne til at strikke ganske pæne, men tomme resolutioner og hensigtserklæringer sammen når man endelig vil og gør det til sin inderste ambitionen, men at sådanne resolutioners vedtagelse altid forudsætter mange løse og uforpligtende formuleringer. I realiteten er de mange involverede lande og organisationer ikke enedes om andet end pæne ord.

Men allright, optimismen lever indtil videre i bedste velgående, og den er nok bedre end pessismismen, selvom begge ifølge Storm P. er rene indbildninger.

. Set med den nøgterne komplementære helhedsrealismes øjne forholder det sig sådan er mennesket i kraft af bevidsthedens gave blev det første væsen i biologiens historie der greb ind i naturen som det selv var og forblev en del af - og dermed skabte kulturen. Mennesket begyndte at opdyrke jorden og mangfoldiggøre sig som bevidst væsen. Og det bildte sig på et tidspunkt ind at det var herre over naturen. Og her ligger den helt store og fatale illusion.

For mennesket er ikke herre over naturen og bliver det aldrig. Det er en del af naturen og vil aldrig komme godt fra at gribe ind i naturen uden dybeste respekt for naturens egne love eller dybeste forståelse for at naturen ikke blot er en udfordring for mennesket men en gave til menneskeheden som der skal tages vare på.

Ejvind Riisgård



Henvisninger:

Links

Aftalen 2015
COP21 - FN's klimakonference 2015 i Paris
Rio+20 - FN's konference 2012 i Rio de Janeiro
COP15 - FN's klimakonference 2009 i København

IPPC - Intergovernment Panel on Climate Change - COP21
Miljøministeriet

G77
Klimaforum09 - Det intern. klimatopmøde i DGI-Byen
Klimabevægelsen i Danmark - Tværpolitisk forening fra 2008k
350.org - intern. bevægelse for nedbringelse af CO² til 350 parts per million
Copenhagen Consensus Center
Mellemfolkeligt samvirke
Greenpeace Danmark
Danmarks Naturfredningsforening

Al Gore's website
Bjørn Lomborgs website



Relevante artikler på Jernesalt:

Obama går solo i klimapolitikken for at vise handlekraft  (27.6.13.)
Nyt pauvert klimatopmøde i Doha - mens temperaturen stiger  (9.12.12.)
Klimatopmødet i Rio endte på laveste ambitionsniveau  (25.6.12.)
Det brede energiforlig  (25.3.12.)
Japans tredobbelte katastrofe  (23.3.11.)
Klimatopmødet i Cancún  (14.12.10.)

Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde  (19.12.09.)
Klimatopmødet V: De fattiges illusioner  (18.12.09.)
Klimatopmødet IV: Politiets fornemme indsats   (17.12.09.)
Klimatopmødet III: Idealisternes drømme   (16.12.09.)
Klimatopmødet II: Skrækscenarier  (14.12.09.)
Klimatopmødet I: Problemstillinger  (12.12.09.)
Klimaet mellem idealer og realiteter  (25.9.09.)
Klimaaftale i København til december i knibe  (12.9.09.)
EU-topmødet i Bruxelles 11.-12.12.08.  (16.12.08.)
Klimaet, fattigdommen, G8 og afmagten  (10.7.08.)
Køl af! - lyder det fra Bjørn Lomborg  (11.1.08.)
Klima-aftalen på Bali bedre end ingenting  (16.12.07.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Europas grønne gennembrud?  (12.03.07.)
FN-rapporten om klimaforandringerne  (05.02.07.)



Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal