JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - klimakrise2022hermann

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.2.22.

Kan vore overvejelser om klimakrisen styres frem til handling?

Klimatisk overophedning, biodiversitetskrise og artsdød er i 2022 den ubestridelige kendsgerning for menneskehedens nu otte milliarder indvånere.

Kendsgerningen diskuteres vidt og bredt i alle medier og naturligvis også af alle politikere, forskere og økonomer samt interesseorganisationer. Klimaaktivister med lille Greta i spidsen råber op af deres lungers fulde kraft og leverer endeløse mængder af skræmmende tal og billeder. Fiktionsindustrien følger op med uhyggelige forestillinger om dommedag og apokalypser for alle skærme foran sofaerne. Og flere og flere fortaber sig i opgør mod selve udviklingstanken og den konkurrencestat der kun fremkalder stress hos almindelige mennesker. Filosoffer, historikere og højskolefolk og andre velmenende mennesker bidrager med et utal af kommentarer, foredrag og endeløs tilværelsesfilosofi, billig kulturkritik og tom, æstetisk, men reelt virkningsløs forargelse.

Men som den 50-årige rektor for Københavns Professionshøjskole, cand.scient.pol. Stefan Hermann har påpeget i et interview i Politiken og et uddrag i Information af sin nye bog ”En varm tid”, så mangler der dybere refleksioner over vores åbenlyse skæve forhold til naturen. Ja, der mangler efter hans mening en almen dannelse der integrerer vores forhold til naturen og en etik der begrænser vores forbrug, ændrer vores adfærd og gør os egentligt ansvarlige.

Der er blot den hage ved denne påpegning af mangler at den har svært ved at hamle op med hele den endimensionalitet der – som han selv påpeger - har præget naturfagene og naturvidenskaben. Hermann finder det ligefrem paradoksalt at natur-dagsordenen i politik og pædagogik er forblevet kold og teknisk for de mange, men aldrig er blevet en almen [eller varm] dagsorden med dyb kulturel og pædagogisk resonans. Og han forestiller sig at vejen ud af dette kunne være en helt ny metafysik.

Det sidste vil jeg nu tillade mig at tvivle på allerede af den grund at begrebet er tvetydigt og spænder over både det oversanselige og det verdensfjerne. Men især fordi metafysikerne selv har en uheldig tendens til at se det åndelige som noget så selvstændigt i forhold til det fysiske, at der må opereres med to helt adskilte verdener.

Hermann bløder begrebet lidt op ved at tale om ’en art pragmatisk metafysik’, der både er større end mennesket og skriver mennesket ind i en større sammenhæng, og det er da altid noget, for det er åbenlyst at der netop mangler en forbindelse mellem det ydre og det indre. Denne forbindelse består imidlertid ikke - som han selv forestiller sig – i et eller andet ’ledtog’ mellem adfærdspsykologien og en fornyet naturdannelse, for adfærdspsykologi har et dårligt ry, og ’dannelse’ er et tvetydigt begreb der i almindelighed blot går på gode manerer eller det at kunne konversere om værdier af den art der doceres i de såkaldte dannelsesfag som dansk, historie og kristendom. Og det er mestendels noget der både i folkeskolen og gymnasiet formidles på overfladisk vis, som simple data man kan lære udenad og få 12-taller for.

Fysikeren H.C. Ørsted drømte derimod om at vi skulle forstå naturen som en del af os selv, og derfor også kunne tale om ’ånden i naturen’, men det er heller ingen løsning, for han overså at vi nok er en del af naturen, men samtidig adskiller os markant fra naturens andre levende væsener netop ved at være i besiddelse af ånd. Vores enestående bevidsthed bevirker at vi dels - via sanseapparatet - har et livsvigtigt forhold til den ydre, håndgribelige verden og dels - via intuitionen - har et livsvigtigt forhold til en indre verden der hverken er håndgribelig eller målelig, men som giver os et helt specifikt univers af psykiske forestillinger ved siden af den håndgribelige verden - og et sådant univers har dyrene som bekendt ikke.

Den indre verden er imidlertid aldeles udslaggivende for menneskets livs- og verdensopfattelse, herunder ikke mindst for den ejendommelige eksistentielle erfaring af ’noget inden i os der er større end og selv’, for nu at bruge et godt, men forsigtigt udtryk af fysikeren James Maxwell, der som bekendt i 1873 gav teorien om elektromagnetismen de differentialligninger som Ørsted ikke var i stand til at give da han i 1820 opdagede og beskrev fænomenet.

Desværre forestiller Hermann sig også at det i dag ville lede os på rette vej at trække de gamle dyder fra antikken frem i deres mange varianter og derudfra ligefrem – ordret citeret - lave ”et pragmatisk kompromis mellem antikken og kristendommen som kunne stilles op som følger: humanitet eller kærlighed, retfærdighed, visdom, mod, selvbeherskelse eller mådehold, håb, tro osv.” - Blankt indrømmet virker denne opremsning skødesløst mistænkelig. Den tilslører at der reelt er tale om en række begreber der - opstillet i en anden orden - vil give en række logiske modsætninger som man ikke kan ophæve med pragmatisme, men tværtimod må se i øjnene som principielt uforenelige efter rationalitetens kriterier. Det gælder ikke mindst den fundamentale modsætning retfærdighed/kærlighed, men også selvbeherskelse/mådehold. Sådanne modsætninger kan kun løses fornuftigt og pragmatisk med det bohrske komplementaritetssynspunkt der anbefaler det eneste effektive middel mod enten-eller-tænkningens forstandsforhekselse: at fastholde begrebernes faktuelle modsætning og dynamik ved at anse dem for ligeberettigede til hver sit formål.

Her støder man imidlertid for alvor ind i den psykiske ejendommelighed, at enten-eller-tænkningen stikker så dybt i de fleste mennesker, at de helt automatisk afviser at indstille sig på alternativet. Det mest banale eksempel turde være spørgsmålet om jorden er rund eller flad. For her siger den daglige erfaring at jorden er flad - her i landet næsten som en pandekage, andre steder med store ujævnheder. Men ingen der går rundt på jorden får nogensinde fornemmelsen af at den er rund. Dette ses først direkte når man ser kloden udefra rummet og som en del af solsystemet.

Hvad modsætningen mellem humanitet (herunder ret og retfærdighed) og kærlighed gælder er der også tale om en uforenelighed, som nu engang beror på at vi både lever i en offentlig samfundsorden med nødvendige regler og i en privat familiesfære med kærlighed, omsorg, forståelse og tryghed som det bærende. Her skal vi slet ikke vælge, men fastholde begge sider af modsætningen som ligeberettigede – blot i to forskellige henseender.

Nøjagtigt det samme gælder modsætningen mellem på den ene side alle begreber der kan placeres i den offentlige, ydre eller objektive samfundssammenhæng, hvor der gælder regler – og på den anden side begreber der hører hjemme i den nære, familiære eller venskabelige sfære hvor det er de subjektive forhold der er afgørende. Filosoffen Martin Buber skelnede meget pædagogisk mellem det objektiverende Jeg-Det-forhold og det subjektive Jeg-Du-forhold. Og han påpegede også at visdom (til forskel fra simpel klogskab) først kommer når man træder ind i det område hvor det at have ret er hørt op. Ind i dette område kommer folk aldrig, hvis de altid pukker på deres ret.

Vi forstår overhovedet ikke vores eksistens på en fornuftig måde, hvis vi ikke accepterer dette komplementære forhold mellem det nære familie- og venskabsforhold, hvor omsorg og kærlighed er afgørende, og det distancerende forhold i arbejdsliv og samfundsliv, hvor vi er nødt til at tage det hensyn til andre mennesker der kan udtrykkes i praktiske regler.

Et andet vigtigt begreb som Hermann kommer ind på er helhed, idet han påpeger, at forskere beskæftiger sig med meget afgrænsede dele af virkeligheden, og sjældent med helheder, skønt vi som mennesker indgår i helheden. - Bortset fra at der her tales i flæng om helheder og helheden, så er det vigtigt at fastholde at alle videnskabelige forskere kun beskæftiger sig med afgrænsede dele af virkeligheden – af den ganske enkle grund at man helt bogstavelige kun kan analysere delene. Det gælder i laboratoriet som i marken, i studerekammeret som i kunsten. Ordet analyse betyder at sønderdele.

Helheder i flertal kan naturligvis bogstaveligt talt være jordskred, vulkanudbrud, mordtilfælde eller forfatterskaber eller en operaserie som Wagners 'Nibelungen Ring'. Men her må man også gå skridtvis frem og analysere eller forstå led for led – eventuelt ud fra et første helhedsindtryk.

Et helt andet problem er ’universet som helhed’, ’evolutionen som helhed’ eller ’historien som helhed’. Her arbejder vi i virkeligheden slet ikke med fysiske ting der kan sønderdeles bare man kommer tæt nok på, men med eksistentielle forestillinger som skal forstås som sådanne. Her må det påpeges at universet som helhed ikke er noget astronomerne kan udtale sig om med andet end spekulative teorier. Eksempelvis er Holger Bech Nielsens ’Teorien om det hele’ udelukkende leg med abstrakte størrelser, på fornøjeligt højt niveau, bevares, men ubeviselige og i den forstand nytteløse som naturvidenskab. Og det er der kun få forskere og bevillingsgivere der vil indrømme.

Det har ellers den helt naturlige psykologiske forklaring, at helheden ikke er en fysisk genstand, men en indre forestilling. Eller med Grønbechs skønne udtryk: helheden er vort inderste jeg. Det er vi født med. Alle menneskebørn fødes med nogle psykiske grundprocesser som er uden ord, begreber, sondringer og logik og uden nogen fornemmelse af fortid eller fremtid. Alt i deres verden er til en begyndelse nutid og uden noget som helst skel mellem barnet selv og den ammende person (oftest moderen). Barnet lever med andre ord på symbiotisk vis i helheden (i bestemt form ental).

Det ændres lidt efter lidt med genstandsbevidstheden der muliggør erfaring af små håndgribelige ting og dermed genkendelighed af både ting og personer. At barnet genkender sin mor og andre nære personer ses af dets smil, der altså så at sige dokumenterer at der er en ordløs bevidsthed før sproget. Til at begynde med er alt billedmæssige forestillinger og associationer, Først senere kommer ordene til. Og dermed sproget. Dermed træder de psykiske sekundærprocesser i kraft, som muliggør mere systematisk læring og skoling.

Men det afgørende for eksistensen er, at den indre erfaring af helheden bevares for resten af livet som en erfaring der er fundamentet for al senere vurdering. Går helheden tabt, risikerer barnet at havne i fortvivlelse. Derfor er der god mening i udtrykket ’barnetro’, for det betyder selve livsmodet som modsætning til fortvivlelsen. Men der er tillige god mening i at understrege, at denne fundamentale erfaring af helheden, vil forblive det sunde udgangspunkt for al senere erfaring af den ydre verden og dennes komplekse karakter. Savnet er ensbetydende med et splittet sind.

Erfaringen af helheden ligger til grund for alle andre forestillinger af helhed, så som de nævnte ’livet som helhed’ eller ’universet som helhed’ – og det samme gælder den i klimaspørgsmålet meget centrale forestilling om ’klimaet som helhed’, som fra forstandens synspunkt er lige så uhåndterlig som tanken om universet som helhed. Det er de facto en indre forestilling der overhovedet ikke svarer objektiv naturvidenskabelig evidens eller dokumentation for. Men den er uundgåelig i dagligsproget. Og det forårsager mange misforståelser.

Vi går fejl af klimakrisen, hvis vi opfatter klimaet - eller for dens sags skyld vejret - som en objektiv helhed der kan analyseres og håndteres som man håndterer ting. Klimaet er et subjektivt fænomen. Og dette betyder i realiteten at vi alt i alt - trods al god vilje - ikke kan påtages os reelt ansvar for klimaets udvikling, lige så lidt som vi kan påtage os ansvaret for naturens udvikling. Vi er ganske enkelt ikke herre over nogen af disse fænomener. Men det skal straks tilføjes, at vi ikke dermed er prisgivet.

Vi skal blot ikke bilde os ind at der er en simpel, teknologisk løsning på klimakrisen. Hverken forskerne eller politikerne eller store organisationer som FN kan gøres ansvarlige for den. Alt menneskeligt ansvar gælder kun det nære miljø, den nære region, den nære nation, som den enkelte er født ind i og kan påvirke umiddelbart ved sin adfærd og handlinger. Det globale kan vi kun udtale os om på teoretisk plan, men det forbliver teori. At klimaproblemerne er globale og rammer os alle uden undtagelse er en simpel kendsgerning, men globalismen er en ideologi Derfor gør 'globalisterne' - tilhængerne af globalismen som ideologi - mere skade end gavn.

Alt dette taget i betragtning har vi med andre ord slet ikke brug for splinternye filosofiske overvejelser eller splinternye dannelsesidealer der kan omstille vores problematiske forhold til naturen. For de allerbedste og virkeligt dybdeborende overvejelser findes allerede hos forskere som religionshistorikeren Vilh.Grønbech (helhedsforståelsen), atomfysikeren Niels Bohr (komplementaritetssynspunktet), biologen Konrad Lorenz (ånd som biologisk fænomen) og psykiateren Erling Jacobsen (konsistensetikkens væsen); de har alle fra 1920 til midten af 1980’erne på forskellig vis, men skarpt og fornuftigt kritiseret den europæiske udvikling de sidste to-tre hundrede år – og undertegnede har i i al beskedenhed fulgt deres kritik op i det nye årtusinde med en samlet komplementær helhedsrealisme.

Den nævnte dybtgående og systematiske kritik vandt i sin tid stor opmærksomhed, men bliver ikke ænset, forstået eller taget alvorligt nok i dag. Folk har tilsyneladende blokeringer imod at indse alvoren i kritikken af den udvikling der siden dampmaskinens opfindelse har fundet sted næsten bevidstløst i fremskridtets navn, for den ville uundgåeligt rokke ved de mest indgroede fordomme. Den hidtidige udvikling har ubestrideligt forført menneskeheden til systematisk rovdrift på naturens ressourcer, systematisk overproduktion og overforbrug (foruden krige om territorier), og den har på det psykiske plan ført til stigende fremmedgørelse, utryghed, stress og psykiske sygdom - og en samfundsundergravende frustration, hadefuldhed og fortrængning. Ja, flertallet af unge i dag er nærmest lykkelige over alle de fornøjelser og forlystelser der tilbydes som virtuelle fiktioner, games og spas. Her finder de nemlig intet som helst incitament til at ændre indstilling eller adfærd eller at reflektere.

Klimaudfordringen skal nok trænge sig på med tiden alligevel, og nok også vise sig i meget barske og vanskelige problemer i form af forbrugsnedgang, økonomisk depression, pandemier og kulturkriser. Men der er nu engang – som Hermann lige får antydet en passant – altid en fordel ved at få bevidstgjort forholdet til sig selv. Det vil først og fremmest sige at blive fuldt bevidst om de psykologiske mekanismer der sker dybest i sjælen, hvilket vil sige nede i det underbevidste lag. For det er her man vælger mellem at tage ansvar eller løbe fra ansvar – og hvis dette ikke bliver gjort bevidst, overtager 'masserne' (det store flertal) ene og alene de moralske normer de har fået indoktrineret af autoriteterne, og som i vore digitale tider søges systematisk forstærket af den iskolde og kyniske pengemagt der er uigennemskuelig.

Det eneste menigmand kan gøre i denne situation er længst mulig at fastholde et fornuftigt liv i privatsfæren, i det nære miljø. Og det kan og vil de allerfleste gøre instinktivt, fordi de ønsker at overleve. Men derfra er der langt til at leve på en mere sikker intuitiv og helhedsrealistisk måde, for her kræves dybere indsigt i den etik der hedder konsistensetikken og drejer sig om en indre ansvarsfølelse.

Til forskel fra gængs pligtetik, formålsetik, pragmatisme og god dannelse får konsistensetikken direkte føling med den indre forpligtelse alle har i sig og som drejer sig om at sørge for overvægt af det gode, varme og kærlige i tilværelsen, og som er det eneste der giver den nødvendige indre konsistens. Her kommer vi aldrig uden om at tage ansvar. Påtager man sig ikke ansvaret bevidst, overlader man reelt ansvaret til autoriteterne, og de er nu engang gladest for blind lydighed. Ansvar kræver det modsatte, dvs bevidst, selvstændigt valg og fuld viden om hvordan ens egne psykiske grundprocesser fungerer. At stikke sig selv blår i øjnene er uforeneligt med indre konsistens.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Er nu gratis). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles ikke længere af Saxo.com, men kan fås ved direkte henvendelse til undertegnede på mail-adressen: jernesalt@newmail.dk.

Relevante artikler på Jernesalt:

At være hjemme i verden og ikke fremmedgjort  (12.2.22.)
Metafysik er en fatal underkendelse af det ubevidste  (5.1.22.)
Alvoren i menneskets eksistens spidser til  (12.12.21.)
Klimatopmødet i Glasgow udskød blot problemerne  (17.11.21.
Kampen mod techgiganterne kræver nytænkning  (13.11.21)
Ekstraordinær status – om klima, fremskridt og eksistens  (5.9.21.)
Coronakrise, højtid og forår  (4.4.21.)
Gør coronaen alle samfund til permanente krisesamfund?  (31.3.21.)

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi - 30.11.13.)
Religion som emergent fænomen i biologien
De psykiske grundprocesser
Etik og eksistens
Erling Jacobsens moralfilosofi
Virkelighedens dobbelte karakter
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør

Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om ontologi
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)