Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - syriza15a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.2.15.

Græske Syriza danner regering og vækker Europa

Grækerne gik sidste søndag til valg på en dyb og dominerende følelse af at de nu havde fået nok af den barske og kvælende spareplan som i 2012 var blevet påduttet den daværende regering af EU-trojkaen, bestående af EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. De gav derfor det relativt nye og ukompromitterede parti Syriza 36,3 % af stemmerne, hvad der på grund af en særlig græsk bonusordning til det største parti på ikke mindre end 50 ekstra mandater gav partiet ialt 149 mandater af de 300 mulige. Allerede dagen efter kunne det stærkt venstreorienterede partis unge og karismatiske leder Alexis Tsipras danne flertalregering med det lille højreorienterede, men også EU-kritiske parti 'De uafhængige Grækere', hvis fysisk kæmpestore leder Panos Kammanos blev forsvarsminister. Tsipras selv blev naturligvis ministerpræsident og partifællen Yanis Varoufakis finansminister. Den nye regering på kun 11 ministre troppede op hos den synligt bekymrede præsident i pæne habitter, men uden slips. Edsaflæggelsen skete uden repræsentanter for den ortodokse kirke og uden håndspålæggelse på biblen.

Nye tider blev indvarslet, og det blev også den hårde kamp mod EU's gamle spare- og låneplan der skal finde en eller anden foreløbig aftale seneste den 28. februar, når den gamle udløber. Det kræver vilje til kompromis fra begge sider, da alternativet er græsk statsbankerot der vil være ensbetydende med Grækenlands udtræden af både euroen og EU, enorme tab for europæiske investorer og långivere samt uro i en række EU-lande, navnlig i Sydeuropa. Allerede kæmpemæssige demonstrationer i går i Spaniens hovedstad forud for valget dér viser hvad omvæltningen i Grækenland giver spareramte sydeuropæere af nyt håb.



Ikke uventet er udmeldingen fra EU's topledere, herunder fra den centrale tyske kansler Merkel, at Grækenland hverken vil få gælden eftergivet eller afdragsperioden forlænget - og det var også hvad den nye græske finansminister fik at vide, da han havde sit første møde i Athen med den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloen der er formand for Eurogruppens finansministre og samtidigt repræsenterer Grækenlands kreditorer. Men der er dog også røster om en vis forståelse for nødvendigheden af et kompromis. Bl.a. har Centre for European Reform i en analyse gjort gældende at alle parter må være interesserede i at undgå at Grækenland kommer i den situation hvor det nægter at betale sin gæld og bliver tvunget ud af møntunionen. Flere lande vil strække sig langt for at undgå græsk exit af Euroen.

Det er derfor uden tvivl til grækernes store fordel at deres nye finansminister ikke er en hvem som helst uerfaren økonom som EU-systemet kan løbe om hjørner med. Han er nok professor i økonomi ved Athens Universitet og dermed professionel teoretiker, men han skal have en meget stor international platform, bl.a. fordi han har studeret i Storbritannien i 1980'erne og her var med i den britiske debatskole. Han har speciale i spilteori og forhandling. Han har undervist på universiteter i Texas og Storbritannien, og har endog boet i Australien. Han er altså en kompetent og berejst økonom, der også skal være både en beslutsom og hård forhandler. Og så har han fornyligt i et interview til BBC forklaret hvad sagen for ham drejer sig om: Der er altid megen positionering før en forhandling, også fra Syrizas' side. Men det der virkelig betyder noget er at "vi sætter os ned og taler om en måde at beskære vores gæld på minimalt. Vi vil ikke betale mindre tilbage, end vi kan. Vi vil knytte vores tilbagebetalinger til vores vækst, vi vil gøre dem til del af vores bedring, ikke vores ulykke."

Det er jo egentlig en klar og fornuftig målsætning, som selv Europas topledere og bureaukrater burde kunne forstå, eftersom det generelle problem er at væksten over hele linjen er gået i stå, fordi spareplaner og nedskæringer efter finanskrisens indtræden generelt har været alt for store. Selv Den europæiske Centralbanks leder Mario Draghi følte sig til sidst nødsaget til for ganske nylig at poste ufattelige milliarder af Euro ud i systemet helt frem til 2030 fordi det i hans optik var et helt nødvendigt tiltag for at vende udviklingen og skabe inflation i stedet for deflation, vækst i stedet for nedskæring, og håb i stedet for depression. Hvad resultatet i dette lys ender med for Grækenlands vedkommende kan ingen regne ud med sikkerhed på forhånd. Men mest taler for et eller andet kompromis, som den græske regering vil kunne leve med - uden at falde for fristelsen til at sig nej til gældsbetaling og dermed ja til en statsbankerot hele Europa vil komme til at mærke.

Europa er på sin side havnet i en ond cirkel der siger besparelser og nedskæringer samt fastholdelse af nogle budgetregler der var rimelige nok før finanskrisen, men efter den kun har forlænget krisen. Europas ledere har tilsyneladende ikke fundet en tidssvarende afløsning af John M. Keynes' gamle og snævre model for bekæmpelse af arbejdsløsheden gennem udpumpning af offentlige midler til fremme af vareefterspørgslen. Den skal man være yderst forsigtig med i tider hvor rene pengetransaktioner spiller så stor en rolle som de gør i dag. Draghis udspil er én måde at løse problemet på, men den er ikke risikofri. Den synes imidlertid at vise at Angela Merkels absolutistiske budgetstramningsregel har nået sin grænse og må justeres.



Den græske regerings første nationale udspil er simple gammel-keynesianske tricks som at hæve mindstelønnen, lette betalingen af skatterestancer og genansætte mange af de fyrede i den offentlige sektor samt give 300.000 husstande under fattigdsomsgrænsen gratis elektricitet. Det sidste er et af mange eksempler på hvor hårdt nedskæringer har ramt den almindelige græker: mange kan end ikke betale el-regningen. Og yderligere nedskæringer vil selvfølgelig kun gøre ondt endnu værre. Men det hårde problem kommer ingen selv nok så dygtig græsk finansminister udenom: enhver udpumpning af penge skal på et eller andet tidspunkt betales, og når gælden i forvejen er tårnhøj og alle kreditorer er dybt bekymrede, så er gode råd også dyre. Den tyske finansminister Schäuble kunne i 2012 slet ikke se hvordan grækerne skulle kunne eller ville betale lånene tilbage. Og i den situation er det ikke klogt af grækerne at sammenligne Angela Merkel med Hitler - og karikere hende med Hitlerskæg. Men de hader altså tyskere. Omvendt gælder at Merkel og kompagni - hvad enten de bryder sig om det eller ej - nu kommer til at mærke at vinden er ved at vende. Det er ikke blot Grækenland der gør oprør mod EU-systemet eller dets centralisering og tvang.

Det konservative partis leder Antonis Samaras udtalte ved valget i 2012 sin bekymring med ordene at når et land vakler og dets sociale sammenhold er i fare, så kan endnu højere arbejdsløshed og to år mere med recession vel ikke være den eneste kur mod krisen. Men han kom ikke selv med et bedre bud, for den vækst der alene vil kunne skabe fremskridt og god økonomi og i sidste ende muliggøre reel gældsnedsættelse kan ikke hentes ud af den blå luft ved knips med fingeren. De græske politikere havde selve i årevis holdt sig ved magten gennem uansvarlig udpumpning af offentlige midler som var lånt i udlandet, og som befolkningen selv var blåøjet nok til at forbruge uden tanke på fremtiden - ja, uden tanker overhovedet. De søgte letsindigt og konsekvent den kortvarige nydelse - og handlede derfor som fluerne i en af Æsops fabler: de tømte en honningkrukke, men blev til sidst så tunge at de ikke kunne flyve ud af den igen!

Intet land kommer i selvskabt uføre uden at såvel befolkningen som deres politiske ledere har været for letsindige og ladet stå til for længe. Og traditonel markedsøkonomi kan desværre ikke med usvigelig sikkerhed forbygge det, når den offentlige sektor først er blevet så stor at ingen politiker der gerne vil genvælges tør røre den med nedskæringer.

Den græske befolkning sidder i den suppedas som den selv har skabt, og som giver uendeligt mange og langvarige problemer. Det er en yderst tragisk situation for en befolkning der alt for længe har ladet demagogerne råde. Til sidst har de nu på fuldt parlamentarisk vis kasseret gammelpolitikerne - uden at være sikre på hvad det vil føre med sig - og derfor også uden at juble over det. Der er et lille håb om en fornuftig udvej, men hverken den græske befolkning eller EU-systemet kommer uden om en større erkendelsesproces, hvis vejen skal føre til varige forbedringer for såvel menigmand som nationaløkonomierne.

Tragedier har det overfladisk set med at ende sørgeligt. Dybest set kan dette imidlertid dække over modgang der kan modne og i bedste fald ligefrem give visdom. Forudsætningen er naturligvis at individer og samfund fravælger gold vrede, frustration og ødelæggelse, men tilvælger den tunge opbygningens og genopbygningens vej fremad. Dette gælder ikke mindst Grækenland og de sydeuropæiske lande, men det gælder sandelig også EU-systemet som helhed.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Den græske regering får respit til at genoprette økonomien   (28.2.15.)
Græsk tragedie uden folkelig forståelse  (17.2.12.)
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester  (30.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)



Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal