JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende48historien

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.9.12.

Historiens skæve gang i frihedens og transcendensens lys

Hele verden stander i våde.

Befolkningstilvæksten eksploderer, så kloden på få årtier er gået fra 3 til 7 mia indvånere og snart når op på 9 mia.
Jordens ressourcer er allerede for knappe og giver kamp og konkurrence.
CO²-udledningen forøges, så klodens opvarmning stiger faretruende.
Klimaet forværres med større og flere naturkatastrofer til følge.
Fattigdommen øges i store dele af verdens lande. De fattige bliver fattigere, mens de rige bliver rigere.
Kina, Indien og Brasilien samt enkelte andre udviklingslande har dog placeret sig i gunstig særklasse.

Finansmarkedet har ført markedsøkonomien ud i sin allerstørste krise.
Markedet af frie finanstransaktioner har ført til 'bobler' af forskellige art.
Boblernes bristninger har efterfølgende også har ramt det politiske system.
Stater og statssammenslutninger har måttet redde banker der har strøet om sig med risikable lån.
Statssammenslutninger har måttet redde stater der har taget imod lånene for at udskyde egne tiltag.
Stater har dermed været med til at sætte en sund markedsmekanisme delvis ud af kraft.

Globaliseringen har medført friere transaktioner af penge, viden og varer over grænserne.
Dette gælder også sorte penge og narko.
Resultatet er blevet øget konkurrence og øget 'outsourcing' af arbejde og jobs til lande med lave lønomkostninger,
men samtidig er muligheder for spekulation og svindel blevet øget.

Teknologien har stormet af sted og har erstattet det gamle industrisamfund med 'de smarte maskiners samfund'.
Behovet for højkvalificeret arbejdskraft er steget samtidig med stigende tab af lavt kvalificerede job.
Nutidens teknologiske bedrifter øger systematisk uligheden blandt mennesker.

De politiske systemer er kommet i krise.
De rå diktaturer fortsætter deres brutale undertrykkelse af undersåtterne.
Derfor sker der oprør og revolution mange steder.
Og derfor skyder også det på mange måder forjættende "arabiske forår" op i Mellemøsten.
De smarte diktaturer som Kina og Rusland fastholder enevældige styreformer,
men forbinder det med økonomisk fremskridt og en vis civil orden.
De liberale vestlige demokratier er for øjeblikket voldsomt presset af den finansielle krise.
De svinger mellem tro på nyliberalisme og tro på stærk stat/union, men er reelt i stagnation
på grund af manglende forestillinger om konsistente langtidsløsninger og manglende vilje til at gøre det fornødne.

Venstrefløjen har spillet intellektuelt fallit i både den dogmatiske marxisme og den pragmatiske socialdemokratisme.
Højrefløjen er havnet i ensidig højrepopulisme og/eller forsigtighed og overholdbarhedsfilosofi.
Der mangler en dynamisk og konsistent helhedsfilosofi der kan fange folket.

Det er indlysende nødvendigt med nytænkning af den art fx Anthony Giddens eller George Soros har præsteret - uden dog at have frembragt en konsistent helhedsfilosofi.

Den fremtrædende amerikanske politog Francis Fukuyama, der i 1992 vakte opmærksomhed med bogen 'Historiens afslutning og det sidste menneske', hører også til de gode tænkere, men han er nu kommet i tvivl om sin egen tro på at det liberale demokrati ville sejre på verdensplan, som han ellers forsvarede endnu i marts 2011. Han så da det arabiske forår som bekræftelsen på sin overbevisning om det vestlige liberale demokrati som værende alle andre overlegne, hvorfor der ikke længere ville kunne tales om udvikling i historien i sædvanlig betydning. Men nu har han i en artikel i 'Foreign Affairs' - som med måneders forsinkelse er optrykt som kronik i Politiken - røbet stor frygt for at den middelklasse der opretholder dette demokrati er ved at blive undergravet af teknologien og globaliseringen. Teknologien har fra midten af 1970'erne medført en massiv vækst i uligheden, og globaliseringen har efterhånden opprioriteret maksimeringen af samfundets totale indkomst på en sådan måde at arbejdspladserne uundgåeligt er blevet outsourcet fra de rige lande til de fattige. Og denne afindustrialisering vil fortsætte - og den vil nødvendiggøre ny udvikling.

Fukuyama kalder det et af de underligste træk ved udviklingen efter finanskrisen at populismen primært har været højreorienteret og ikke venstreorienteret, og han peger specifikt på at den amerikanske Tea-Party-bevægelse er antielitær i sin retorik, men alligevel leverer konservative stemmer til finanseliten. Det plejer man nu i almindelighed blot at kalde inkonsekvens - og en sådan finder man i alle vælgerkorps, og den skal derfor ikke tages særligt højtideligt. Slet ikke hvis man lever i Europa uden så primitiv populisme. Det bærende i det republikanske parti i USA turde være troen på at det enkelte individ netop i USA har chancen for at komme opad i velstand - når bare staten ikke forhindrer det eller blander sig.

. Derfor er det meget mere påfaldende at der ikke er kommet nogen bred populistisk bevægelse på venstrefløjen, og den dybere grund hertil finder Fukuyama i selve det intellektuelle forhold, at det er flere årtier siden at nogen på denne fløj har været i stand til at formulere en sammenhængende analyse af strukturændringerne i samfundet. Marxismen døde for mange år siden (bl.a. fordi den undervurderede middelklassens betydning, ja, foragtede middelklassen). Det akademiske venstre erstattede marxismen med postmodernisme, multikulturalisme, feminisme, kriticisme og et væld af fragmenterede intellektuelle bevægelser. Og dette er katastrofalt, for postmodernismen er som udgangspunkt en fornægtelse af enhver mulighed for at formulere en større fortælling om historien eller samfundet. Ja, Fukayama påpeger ligefrem at de fleste medlemmer af arbejderklassen og den lavere middelklasse ville skamme sig over at deltage i denne spraglede flok akademikeres muntre lege.

Overfører man Fukayamas analyser til Danmark må man give ham fuldstændigt ret. Den akademiske venstrefløj er nærmest identisk med det den amerikanske samfundsforsker Richard Florida i 2001 kaldte 'Den kreative klasse' og som herhjemme typisk tilhører overklassen i Det radikale Venstre (i S-R-SF-regeringen er både kirkeministeren og kulturministeren radikale og multikulturelle). Men de findes også i stort tal i den finere del af socialdemokratiet som statsministeren tilhører - og derfor skal man allermindst her i landet undre sig over at en ny socialdemokratisk ledet regering på få måneder har skuffet så mange vælgere som tilfældet er. Forklaringen giver Fukayama et helt relevant bud på - naturligvis uden direkte sigte på Danmark. Den socialdemokratiske samfundsmodel med dens centrering omkring offentlig dækning af en række serviceydelser er simpelthen slidt ned: Velfærdsstaten er blevet for stor, bureaukratisk og ufleksibel - samt finansielt uholdbar. Når socialdemokraterne kommer til magten, rækker deres bestræbelser ikke længere end til at være kustoder for denne nedslidte samfundsmodel, hævder Fukuyama. Man kunne specifikt tilføje: finansminister Bjarne Corydon er endog en særdeles effektiv kustode med sin helt aktuelle overholdsbarhedsfilosofi som bare pakkes ind i progressiv retorik! Jf. artiklen Regeringens stramme finanslovsforslag for 2013.

Fukuyama nøjes dog ikke med blot at kritisere. Han forsøger faktisk at komme med et bud på hvordan en tidssvarende 'ideologi' ville tage sig ud hvis den skulle vise vej til den for ham ideale verden med sundere middelklassesamfund og robuste demokratier.

Først og fremmest ville en sådan 'ideologi' eller 'helhedsfilosofi' ikke kunne stole på de eksisterende mekanismer i velfærdsstaten. Den ville tværtimod blive nødt til på en eller anden måde at redesigne den offentlige sektor og argumentere åbent for mere omfordeling. Og på det økonomiske plan kunne den ikke begynde med en fordømmelse af kapitalismen som sådan. Den skulle derimod påtage sig en seriøs og vedvarende kritik af den moderne neoklassiske økonomis bygningsværk, herunder en kritik af de grundlæggende antagelser om individuelle præferencers suverænitet og den samlede indkomst (BNP) som nøjagtigt mål for nationen.

I en sådan filosofi ville det blive nødvendigt at understrege (1) at folks indkomster ikke nødvendigvis repræsenterer deres sande bidrag til samfundet, (2) at den naturlige fordeling af talent ikke nødvendigvis er retfærdig og (3) at individerne ikke er fuldstændigt suveræne, men formet af det omgivende samfund. Fukuyama gør opmærksom på at de fleste af disse ideer har været i cirkulation stykkevis og delt i nogen tid, men at de aldrig er blevet sat ind i en sammenhængende helhed. Hvad han efterlyser er en decideret "syntese af ideer fra både venstre og højre, hentet fra dagsordenen for de marginaliserede grupper som i dag udgør den eksisterende progressive bevægelse". Ifølge Fukuyama lykkedes det på mange måder Reagan-Thatcher-revolutionen at skabe en stadig mere konkurrencepræget, globaliseret og fredelig verden, der affødte enorme rigdomme, øgede middelklassen i udviklingslandene og spredte demokratiet. Men revolutionen skabte ulighed, og hovedproblemet i dag er at uligheden vokser og vil fortsætte med at forværres. Eliterne i alle lande bruger med held deres overlegne adgang til det politiske system til at beskytte deres egne interesser, men der mangler en modsatrettet demokratisk mobilisering, og denne mobilisering vil ikke ske, så længe middelklassen i den udviklede del af verden forbliver betaget af den gamle fortælling fra de seneste tre årtier der går på vækst og velstandsstigning.

Det er unægteligt spændende at høre den slags analyse af en mand der for blot få år siden troede at det liberale demokrati var så tæt på totalsejren at historiens fortsatte udvikling kunne aflyses - og den liberale demokrat kunne udnævnes til evolutionens absolutte helt og endemål. "Jeg fik ret", erklærede Fukuyama for blot halvandet år siden med tanke på det begyndende arabiske forår, som allerede har tabt pusten og visse steder er endt i blodig og endeløs borgerkrig der nærmest lader alt håb ude.

Der synes at være noget dybt naivt over Fukuyamas tankegang. Den må i hvert fald konstateres at være alt for præget af amerikanske forhold til at kunne inddrage andre og nødvendige muligheder. Aktuelt er der næppe mange der tror på republikanernes valgsejr ved det forestående præsidentvalg, selvom intet skal forsværges. Obama skal såmænd nok blive genvalgt på sin smartere valgkamp. Men sandheden er jo at heller ikke denne velmenende mand og store retoriker er i stand til at vise vej ud af uføret gennem dyberegående filosofiske overvejelser der for alvor kan gribe folket og ikke bare skabe valgbegejstring.

Selv tager Fukuyama fuldstændigt fejl, når han ikke engang kan få øje på at det er en voldsomt voksende middelklasse der er bærende kraft i den kinesiske udvikling, og at dette forhold uundgåeligt og uden større bravour vil føre en voksende liberalisering og demokratisering med sig i verdens folkerigeste stat. Historien er på ingen måde sat i stå af kriserne i den vestlige verden, og lykkes det at komme nogenlunde sikkert over hurdlerne vil det næste udviklingstrin næppe være præget af mindre demokrati, mindre markedsøkonomi eller mindre kapitalisme - endsige mindre frihed. Det vil snarere have fået tilført et nødvendigt modspil af mere socialt betonet art, mere tryghed for det store flertal og mere lighed hvad angår retten til menneskeværdig eksistens, hvis man vel at mærke formår at bevare et konsistent fællesskab der ikke beror på statslig styring og bureaukrati. Muligheden er til stede, og den kommer heldigvis ikke til at bero på noget så tåbeligt og utidssvarende som en 'syntese af ideer fra højre og venstre'. Den kommer derimod til at bero på en folkelig forståelse for den dynamiske ligeberettigelse og dynamiske komplementaritet mellem frihedsideen og lighedsideen - og det er noget helt andet end en logisk syntese der foregøgler utopien om et ligevægtssamfund.

Det er i mine øjne utroligt at en vidende politolog som Francis Fukuyama her i det 21. århundrede fortsat kan tro på endelige løsninger på store samfundsproblemer, når alt gennem historien og ikke mindste gennem det sidste århundredes historie peger på det modsatte - og der desuden for længst er skabt et tidssvarende begreb om 'det åbne samfund' der i sin grundteori gør eftertrykkeligt op med al deterministisk tænkning i samfundsvidenskaberne. Vore samfund er - uanset midlertidige diktatoriske forsøg på dogmatiske lukninger eller fuldkomne historiske afslutninger - åbne i den forstand at deres udvikling er uforudsigelig i og med at vi ikke kender eller har chancen for nogensinde at komme til at kende alle årsagsforhold eller determinatorer. Når nogle samfundsmodeller er bedre end andre, skyldes det ikke mindst at de er bevidste om åbenheden og derfor ikke gør noget forsøg på at udelukke muligheder der kunne være frugtbare.

Det er imidlertid ikke alene diktatorer der forsøger at bremse udviklingen gennem dogmatiske læresystemer der på forhånd definerer 'sandheden', det gør faktisk også alle 'idealister' der tror på skabelsen af rationelle og konfliktfri ligevægtssamfund, for også sådanne er utopier der fornægter menneskets grundlæggende og medfødte trang til frihed og grænseoverskridelse. Allerede ved bevidsthedens uforklarlige opkomst i biologien for omkring 50 tusinde år siden blev mennesket frit til at se muligheder uden for de faste dyriske eller instinktive rammer. Det blev nysgerrigt, legende, tænkende, opfindsomt og kreativt - og det fik lyst til at gå på opdagelse i naturen, lave opfindelser, kunst, digtning og kult ved siden af den sædvanlige nyttige og praktiske kamp for føde og læ. Det blev transcenderende samtidigt med at det vedblev at leve delvist i immansensen, rutinen og værnet om det kendte.

Og den fundamentale modsætning mellem transcendens og immanensen blev fra da af den dynamiske drivkraft i samfunds- og kulturudviklingen som på en og samme gang nødvendiggjorde friheden, ligheden og broderskabet eller fællesskabet i dybt og højt kultisk forstand. Derfor kommer alle samfundsteorier, ideologier og utopier til kort som fornægter modsætningen og helheden.

Her i landet har vi nulevende forskere og samfundsdebattører der flittigt bidrager med analyser og kritik af det bestående samfunds fejl og mangler. Lad mig blot af dem der har været omtalt her på siderne fra venstrefløjen nævne Lars Olsen, Henrik Dahl, Erik Meier Carlsen, Rune Lykkeberg, Jørgen Øllgaard eller Preben Wilhjelm der er aktuel med en lille pamflet om 'Krisen og den udeblevne systemkritik', men åbenbart ikke orker den dybdegående analyse.

Fra højrefløjen kunne nævnes Casper Støvring eller fhv. udenrigsminister Per Stig Møller der bl.a. har ydet bidrag til festskriftet 'Den konservative årstid' fra 2004 - og som tænker generelt er på den rationelle oplysnings side.

Om dem alle gælder at de er lærerige at stifte bekendtskab med, selvom de aldrig har forsøgt at præstere noget der bare ligner en konsistent helhedsfilosofi.

På den baggrund er det helt fornøjeligt at stifte bekendtskab med den nu afdøde jødisk-britisk-amerikanske historiker Tony Judt der før sin død nåede at skrive bogen 'Ill Fares the Land' ('Det onde drager over jorden'), der ligesom Fukuyama lægger op til debat om hvad der skal komme i fremtiden, men som stik modsat Fukuyama tror på socialdemokratismen.

Ifølge 'Wikipedia' lamenterer Judt over sammenbruddet af efterkrigstidens keynesianske konsensus-politik såvel som af opkomsten af den neoliberale økonomi med dens politiske manifestationer under Thatcher, Reagan og andre. "In analyzing the limited success achieved by Third Way triangulation and the paradoxical resurgence of unfettered capitalism after the Global Financial Crisis, Judt described the recent past as "lost decades" marked by "fantasies of prosperity". The missing reward from modern government has been social progress, and Judt explored how the social contract which had defined the postwar world – with guarantees of security, stability, and fairness – was no longer considered a legitimate social goal. He concluded his book with a "passionate appeal for a return to social-democratic ideals."

Dagbladet 'Politiken' har her i sommers optrykt tre essays af Judt fra bogen i forkortet udgave og det fremgår bl.a. at Judt bestemt ikke tror på globaliseringen, men ser nationalstaten som værnet mod uansvarlige internationale kapitalbevægelser. Staten, som vi har kendt den siden det 18. årh., bevarer en enestående legitimitet i borgernes øjne og kan være den primære melleminstans mellem magtesløse og usikre borgere og uansvarlige selskaber og internationale organisationer.

Dette forhindrer imidlertid ikke at vi må betegne vores aktuelle samtid som en frygtens epoke - som er præget af den usikkerhed terrorismen har affødt og den frygt som skyldes forandringernes ukontrollerbare hastighed med dens risiko for at miste arbejdet og kontrollen over vores daglige tilværelse. Ifølge Judt er det socialdemokratismen der har den bedste løsning på problemerne. For det er den der kæmper for det tætte forhold mellem progressive institutioner og besindig klogskab, mens de doktrinære markedsliberalister forfægter den jubeloptimistiske anskuelse at al økonomisk forandring er til det bedre.

Judt konstaterer at da han selv begyndte at undervise på universitetet i 1971, talte de studerende som besatte om socialisme, revolution, klassekamp og den tredje verden. Men i løbet af de næste to årtier skiftede samtalen til mere selvrefererende bekymringer: feminisme, homoseksuelles rettigheder og identitetspolitik. I en kort periode omkring 1989 blev unge mennesker på vestlige universiteter grebet af frihedskampen i Østeuropa, Kina, Latinamerika og Sydafrika. Men så kom 90'erne og 00'erne hvor fantasier om velstand og ubegrænset personlig udvikling udraderede al snak om politisk befrielse, social retfærdighed og kollektiv handling. Ja, under Clinton og Blair stagnerede den atlantiske verden i selvtilfredshed.... Derfor ville det i Tony Judts øjne være glædeligt at slutte med den tanke, at vi står på tærsklen til en ny tidsalder, og at de selviske årtier ligger bag os. Som borgere i et frit land har vi pligt til at se kritisk på vores verden. Og hvis vi tror vi véd hvad der er galt, må vi handle ud fra denne viden. Filosoffer har som bekendt kun fortolket verden. Formålet er at forandre den.

Altsammen er det yderst velment og tankevækkende, ligesom det indeholder sund kritik af de usunde 'selvrefererende bekymringer' der kom til at dominere de sidste to årtier. Men modsat Fukuyama er Judt så forankret i gammel socialdemokratisk tænkning at han hverken ser at de herskende trends også greb desillusionerede marxister og socialdemokrater, og at venstrefløjen aldrig fik formuleret en alternativ modfortælling. Judt synes end ikke at have fået øjnene op for at Tony Blairs afgørende valg af 'den tredje vej' i virkeligheden angav den vej Labour skulle have fastholdt fordi den var tidssvarende ved at bringe hele den politiske og filosofiske debat væk fra en håbløst forældet klassekampstænkning der sagde enten socialisme eller liberalisme.

Judt begynder og ender i stedet for med en gang moralisme, hvor folk i almindelighed skal klandres for at forsvare deres personlige interesser og frihedsrettigheder i stedet for at underkaste sig filosofiske forestillinger om befrielseskamp, social retfærdighed og kollektiv handling - samt vilje til at forandre verden.

Judt ser som Fukuayam slet ingen ligeberettigelse eller dynamisk komplementaritet mellem frihedstrangen og tryghedstrangen - og kan derfor heller ikke få øje på den tredje vejs iboende muligheder som løsningsmodel for den vestlige verdens aktuelle økonomiske og politiske krise. Han bliver derfor endnu et eksempel på at venstrefløjen ikke kan fremlægge en helhedsfilosofi der kan gribe fat i de afgørende arketypiske forestillinger og give den vestlige verden de impulser der kan føre den gennem krisen under bevarelsen af et folkeligt fællesskab.

Kun Jernesalt har gjort arbejdet grundigt nok - ved at have udnyttet den fordel i forhold til de ovennævnte forskere og debattører at kunne bygge på epokegørende emergente nyfortolkninger af religionen, etikken, biologien og erkendelsesteorien gennem Vilh. Grønbechs, Erling Jacobsens, Konrad Lorenz' og Niels Bohrs banebrydende tanker. Resultatet er bl.a. blevet 'Jernesalts 2009-filosofi'.

Religion er ikke en privatsag, men tværtimod den afgørende betingelse for folkelig føling med den hele og ubeskårne virkelighed.
Religion er et emergent fænomen i biologien der er afgørende for kulturudviklingen.
Den europæiske kultur har lidt under et fatalt skel mellem det legemlige og det sjælelige eller mellem det materielle og det åndelige.
Det åndelige beror ikke på overnaturlige eller mystiske faktorer og instanser, men på det for mennesket højst ejendommelige modspil eller spændingsforhold mellem det instinktive og aggressive på den ene side og det kollektivt ubevidste på den anden side - samt mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser.
Al mening, kvalitet og oplevelse af sammenhæng i tilværelsen skyldes de stærkt energiladede psykiske kræfter der indgår i de medfødte og irrationelle primærprocesser.

Det er fatalt for mennesket at fornægte det instinktive i sig.
Det onde kommer ind i verden i kraft af menneskets frie vilje,
og den frie vilje ligger igen i den menneskelige bevidstheds mulighed for at skelne mellem godt og ondt.
Ansvarligheden er en biologisk kendsgerning i menneskelivet.
Mennesket er i kraft af sin psykiske indretning forpligtet til at sørge for overvægt af det gode i livet.
Kravet om indre konsistens er den bærende faktor for såvel individets liv som for samfundslivet.

Samfundet er ikke en konstruktion af den menneskelige tanke.
Alle afgørende ændringer i kultur- og samfundsliv beror på individernes og folkenes føling med arketypiske forestillinger.
Såvel samfundet som historien er åben, i og med at der råder tilfældighed ved siden af årsagslov.
Historiens gang er skæv, fordi den er uforudsigelig - og i høj grad præget af menneskets frihed og transcendens.
Demokrati forudsætter sekularisering i betydningen adskillelse mellem politisk magt og religion.
Middelklassen er helt central for det moderne demokratis etablering og udvikling.
Den dynamiske faktor i kultur- og samfundsudviklingen er de komplementære, logisk uforenelige modsætninger mellem ånd og materie, mellem frihed og lighed, mellem frihed og tryghed, mellem retfærdighed og barmhjertighed, mellem transcendens og immanens og mellem evighed og timelighed.
Og disse faktorer er den oplyste middelklasse bedst til at værdsætte, men en folkelig opbakning kan aldrig undværes.

Den gamle skabelsesmyte holder stik: Ved at spise af kundskabens træ og dermed få bevidsthed om forskellen mellem godt og ondt og dermed også få det frie valg forærende forlod menneskeheden én gang for alle paradisets uskyldighed og begav sig ind i en dynamisk og konfliktfyldt kulturskabelse der er åben og uforudsigelig og vil fortsætte så længe der er mennesker på kloden.

Peer Sendemand

Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

Dynamisk komplementaritet  (23.8.12.)
Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener  (26.8.03.)

Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'  (13.3.12.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Partipolitik og sprogforvirring  (9.9.10.)
Menneskesyn og politik  (13.8.10.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Det politiske livs æsteticering  (8.9.09.)

De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens   (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud

Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Konrad Lorenz' kulturopgør

Modstanden mod komplementaritetssynspunktet
griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11)