JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kunstigintelligens

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.2.23.

Chatbot og anden kunstig intelligens

Det er ganske sigende for den aktuelle kulturkamp at Politikens techredaktør Michael Jarlner i sin kommentar 6.2. kaldte det uholdbart, når danske universiteter forsøgte at dæmme op for kunstig intelligens, der med chatbotten CHATGPT efter hans mening er blevet folkeeje. - GPT står for Generel Pre-trained Transformer, og Chatbot er et stykke software man kan tale eller ’chatte’ med. Og ideen er altså at man med CHATGPTen kan omdanne sine skriftlige formuleringsforsøg til ’fuldendte stile’.

Oven i købet sammenligner Jarlner modstanden mod denne trafik med kampen mod lommeregneren! Og det turde være grov forvrængning. En lommeregner er en indiskutabel nyttig ting, der sparer folk for tidkrævende regning med pen og papir, men er fuldstændigt uskadelig da den ikke griber ind i følelsesmæssige, moralske eller sjælelige processer. Den forudsætter dog at brugeren i forvejen kan regne og skrive.

Såkaldt kunstig intelligens kunne også på mange måder være nyttig, hvis den holdt sig til hurtige regneprocesser og hurtig logisk behandling af store datamængder. Men det gør den som bekendt ikke. Den bruges flittigt ved skriftlige eksamener til omfattende snyderi på såvel gymnasier som universiteter – og det betyder at den kræver et så stort ekstrabesvær for underviserne med at afsløre snyderiet, at det kun kan løses ved regulært forbud.

Desuden kræver brug af KI-teknologi på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet også at brugerne og lederne kontrollerer at de kommercielle techfirmaer ikke misbruger deres indflydelse eller succes til at styre markedet. Og dette er også krævende og nærmest umuligt. Det vil i hvert fald være forbundet med så stor usikkerhed at ingen kan være overbevist om kontrollens effektivitet.

Gymnasielektor Jan Maintz har netop i et debatindlæg i Politiken 12.2. understreget at markedstænkningen, den økonomiske globalisering og hele digitaliseringsiveren underminerer selve vores pædagogiske tradition, ja udfordrer sammenhængskraft, demokrati, etik, myndighed og livskvalitet i samfundet. Og specifikt kan han oplyse at mange stærke fonde som Villum Fonden og ’Fonden for entreprenørskab’ (med folk fra erhvervslivet i bestyrel-sen) støtter entreprenant ’mindset’ og iværksætteri der bl.a. har til formål at styrke elevernes markedsforståelse. Selv ’Danske Gymnasier’ har i en stort anlagt ’Digitaliserings-strategi’ anbefalet gymnasierne at ’omfavne’ den igangværende udvikling. Foreningen ønsker at undervisningen i alle fag i højere grad sker med anvendelse af teknologiske og digitale redskaber.

Tilsvarende havde lektor i medievidenskab ved Århus Universitet, Jesper Tække, den 13.2. en kronik i Politiken hvor han opfordrede skolen til at omfavne mobiltelefonen og droppe forbud. Uden digitale medier lærer eleverne ikke sig selv og deres sind at kende, eller at koncentrere sig og opføre sig ordentligt og dannede. Den generelle begrundelse lyder at mennesket er evolutionært udviklet som en form for ’cyborg’, et kybernetisk organisme der er en blanding af menneske og maskine – eller med kronikørens ord en blanding af biologi og teknik. Og det er ikke en hel uskyldig ændring, for et menneske er faktisk mere end ren biologi, nemlig et sjæleligt væsen – og det var kybernetikkens skaber, Norbert Wiener, udmærket klar over.

Allerede 24.1. bragte Politiken en kronik af to medstiftere af Dansk Konkurrenceevneråd, Ulrik Juul Christensen og Martin Møller Boje Rasmussen, der satte det som mål at Danmark skal være verdens bedste læringssamfund. Udgangspunktet er nemlig glimrende, for vi har store virksomheder der forandrer verden til det bedre, og det er Vestas, Lego, Maersk, Universel Robots, Novo, Lundbeck, Coloplast og Trackmann. Men Danmark er hastigt på vej ind i en uvis fremtid, hvor skellet mellem den fysiske, digitale og biologiske verden i stigende grad udviskes, og hvor menneskets rolle i samfund og på arbejdsmarkedet drastisk forandres. Ja, kronikørerne erklærer at man hverken skal være en C.F. Tietgen for at forestille sig de enorme forretningsmuligheder som den nye teknologi åbner – eller være nogen Grundtvig for at se hvordan artificial intelligence-teknologien vil omkalfatre måden hvorpå fremtidens unge vil tilegne sig, omsætte og bearbejde viden.

Udfordringen for disse kronikører består i at potensere og katalysere den rolle som under-visere og mentorer skal spille i fremtiden. Teknologiens rolle er at frigøre værdifuld tid for undervisere og lærere så de kan fokusere på de relevante og vigtigste kerneopgaver i undervisningen, nemlig læring der passer til fremtidens behov, løsningsorienteret tænkning, kalkulerede ricisi og anskuelse af fejl som muligheder for læring.

Et sådant læringssamfund er i mine øjne et sygt samfund – og der kan ikke herske tvivl om, at N.F.S. Grundtvig ville have korset sig ved tanken. Han var digter, præst, historiker, politiker, filolog og pædagog, og han fik den allerstørste betydning for både kirkens og skolens udvikling i Danmark netop ved at spænde så vidt og tænke så visionært. Han var blottet for både forretningssans og evne til at tænke abstrakt! Han tænkte mytisk og var alt andet end ekspert i noget som helst.

Det er nødvendigt at trække dette frem, fordi der i debatten om digitalisering og såkaldt kunstig intelligens også er blevet bragt et indlæg af professor i læring og erkendelse, Anne Gerdes, der 13.2. betakkede sig for alverdens selvudråbte techeksperter. Hun er dog bekymret for at den offentlige digitaliseringsbegejstring tager overhånd, fordi visse beslutningstagere tror kunstig intelligens på magisk vis kan fikse alt fra den globale opvarmning til krisen i sundhedsvæsenet. Men først og fremme kaster hun sig over folk der ”opgylper” fejlbehæftede ’indsigter’ for det giver mange en kærkommen lejlighed til at så tvivl om ekspertviden generelt. Som eksempel på en debattør der kommer med fejlbehæftede indsigter nævner hun filosoffen Thomas Telving der har kaldt sig ekspert i kunstig intelligens, men i et interview i Politiken har påpeget at teknologien nok kan bruges til underholdning, men også stiller flere etiske dilemmaer op. Ikke mindst påpeger han det forhold at producenterne gør en dyd ud af at få de mange chatbots til at virke levende, og det er de jo ikke, men det gør det nemmere at bruge dem til at manipulere folk med. Og det er da et kæmpeproblem.

Manipulation prøver Anne Gerdes selv på med en subjektiv salut som følgende: Såkaldte eksperter lever af konsulentydelser og foredragsvirksomhed, og hvis forretningen skal blomstre, kræver det medieomtale, likes og selvpromovering på sociale medier. Hendes indlæg blev ledsaget af en arkivtegning, hvor en kvinde bebrejder en mand at han ikke ved hvad han snakker om, og hans svar er. ”Nej, men det føles rigtigt”. Og så er vi vist ved en udbredt fejl i debatten, nemlig den at tilhængerne af digitalisering tror at de er rationelle, mens modstanderne er styret af deres følelser. Og så har de faktisk ikke fattet meget.

For den centrale modstand mod digitaliseringen kommer af en helhedsopfattelse der omfatter hele eksistensen, etikken, kunsten, filosofien og psykologien og i vid udstrækning beror på dybe totalerfaringer og ikke overfladiske og tilfældige indtryk. En sådan helhedsopfattelse vil netop pointere at digitaliseringen slet ikke kan bedømmes af eksperter, for disse er næsten alle sammen mere eller mindre hvad man på jævnt dansk kalder ’fagidioter’, dvs spærret inde i deres fags oftest meget snævre rammer. Modsat forstår helhedsrealister, at den hele og fulde virkelighed omfatter både det rationelle og målelige og det irrationelle og umålelige. Den nævnte finans- og industrifyrste Tietgen var overvejende rationel og nytteindstillet, mens Grundtvig overvejende var irrationel og poetisk samt religiøs. Og det var derfor han fik betydning for udviklingen af den folkeskole og højskole der frigjorde overordentligt mange mennesker i 1800-tallet.

Det værste ved såkaldt kunstig intelligens er i denne kontekst at den smykker sig med en falsk varebetegnelse og derfor frister til en udbredt brug af et værktøj der direkte undergraver brugernes koncentrationsevne og indlevende læsning og dermed såvel seriøs forskning som almen dannelse. Fortalerne for kunstig intelligens reducerer faktisk begrebet intelligens til noget rent logisk og datamæssigt. De definerer bevidst begrebet på en måde der på forhånd ser bort fra at intelligens har uhyre mange forskellige former. Dem har psykologer og filosoffer i et par hundrede år bragt ind under dette begreb for at få en samlende betegnelse for de mange former for intelligens. Tilhængerne af kunstig intelligens har naturligvis lov til foretage en reduktion, det har mange gjort før dem, fx behavioristerne, men det er nødvendigt udtrykkeligt at påpege at denne reduktion er selve problemet.

Det eneste fornuftige og virkelighedstro er at se intelligens bredt som en række primære, nærmest sideordnede evner som deduktiv tænkning, induktiv tænkning, hukommelse, talforståelse, rumopfattelse, tempo-opfattelse, og verbal forståelse (der reelt er meget rig på særlige former). Eller at opdele den i ren række specifikke evner som: den logisk-matematiske, den sproglige, den rumlige, den musiske, den motoriske, den klassificerende, evnen til at forstå andres følelser og motiver, evnen til at forstå egne føleler og motiver samt ikke mindst en ”eksistentialistisk evne” til at forstå den større sociale, etiske og religiøse sammenhæng det enkelte individ indgår i. - Som man kan se et langt bredere omfang af evner end den logiske, beregningsmæssige, databaserede og nyttebetonede.

Her vil der naturligvis altid være uenighed. Og derfor vil man i gode leksikalske oversigter kunne se bemærkninger om at især forskerne går uden om alle de gode evner der gør reduktion umulig, mens pædagoger og andre uden for forskningen naturligvis gør det modsatte: tager forbehold overfor anvendeligheden af den reducerede teori. Eller med andre og mere præcise ord: De reducerede teorier kan strengt taget kun bruges til snævre formål, men kommer til kort jo mere man inddrager alt hvad der kommer under evnen til at forstå andre mennesker og sig selv eller menneskets forhold til kunst, etik, politik og religion.

Når lærere og pædagoger kan konstatere, at brugen af mobiltelefoner, sociale medier og kunstig intelligens inkl. de nyeste chatbot-redskaber i uddannelsesinstitutionerne ikke alene mindsker koncentrationsevnen i forhold til den undervisning der gives i hver aktuel situation, men også får elever til generelt at bruge tid og koncentration på at finde muligheder for snyderi, så er det indlysende at der går noget tabt som ikke nødvendigvis ville gå tabt ved friere indlæring eller friere gennemgang af konkret stof på den hidtil grundige, men samtidigt åbne måde. Her kan der naturligvis altid indvendes at der til gengæld vindes mere spænding eller undgås for meget kedsomhed og tomgang, men det er i grunden kun at flytte fokus fra det egentlige problem at de virtuelle og digitale redskaber i undervisningen ikke længere blot kan betragtes som hjælpemidler der kan gøre det lettere og hurtigere at løse nogle bestemte opgaver, men nærmest er blevet hovedmidlet til at undgå alt besvær ved at lære noget og forstå noget, der ikke udelukkende har snæver nytteværdi, men bred eksistentiel værdi.

Og det er vigtigt at få med, at al erfaring siger at det ganske enkelt er umuligt overhovedet at lære noget og forstå noget for noget som helst, herunder sætte sig ind i andres tankegang og historiske forudsætninger uden at bruge tid, kræfter og koncentration på det. Forskellen mellem indlæring og underholdning er faktisk at man må bruge energi på den første, men bare kan sætte sig hen og slappe af for at nyde den anden. Og hvis kriteriet for om man vil ofre tid på noget er blevet at det straks skal fange ens umiddelbare opmærksomhed og koncentration, så giver det sig selv at man aldrig vil kunne komme i kontakt med stof der er anderledes end hvad man er vant til at møde. Og endnu mindre vil man komme i kontakt med større udfordringer som fx at sætte sig ind i et andet menneskes tankegang, et bestemt forfatterskab, et andet sprog eller en fremmed kultur.

Sådan noget behøver alle mennesker heller ikke, kunne man svare, men så har man netop sagt at man skal holde sig til det gængse, det man kender i forvejen og det der ikke risikerer på nogen måde at føre hen til erkendelse af at der er noget man endnu ikke har fået fat på. Eller med andre ord: springer man konsekvent over hvor gærdet er lavest, så erfarer man aldrig at der kan være fordele ved engang i mellem at anstrenge sig for at lære noget nyt eller at gå nye veje.

Stadigvæk vil man kunne møde modargumentet: Jeg har det udmærket med kun at søge de letteste udveje. Det er faktisk hvad lærere både i gymnasiet og på universitetet i dag udsættes for fra flere elevers side, fordi der er kommet for mange unge ind som ikke vil yde nogen indsats, men vil kun have alt serveret som indbydende færdigretter.

Det er delvist en social betinget kulturforskel vi her støder på, men dybere set også en holdning der truer kulturen, hvis kultur overhovet betyder andet end underholdning. Og det har ordet i hvert fald gjort tidligere. Faktisk har kultur altid betydet noget andet end det der findes i naturen og ikke kræver andet end instinktiv reaktion. Fx kan en løve ikke drømme om at fare efter en kødrigt firbenet væsen, hvis det er mæt, bare for at nævne et typisk tilfælde. Myrene siges at være flittige, men det er forkert, for de handler udelukkende på deres instinkter og kender overhovedet ikke begrebet dovenskab.

Kultur findes kun i menneskets verden, og her betyder den med digteren Johannes V. Jensens rammende formulering altid at gå modstrøms. Biologen Holger Mølgaard havde en mere præcis betragtning. Han understreger under henvisning til termodynamikken at kultur er 'vedvarende eksistentiel tilblivelse mod sandsynligheden'. For ifølge varmelærens anden hovedsætning er det mest sandsynlige ved brug af energi at der tabes varme. Hvilket i solsystemet vil sige at solen efterhånden udslukkes, og at livet på jorden lider varmedøden. Men så længe der er liv og kultur på jorden gælder det modsatte, at der takket være fotosyntesen skabes mere liv på jorden. Og det førte så Mølgaard til den eksistentielle konklusion at vedvarende tilblivelse er den der går imod varmelærens eller entropiens lov.

Tilblivelse er her et bedre ord en det gamle begreb dannelse. Men fortsat kan man dog stadig sige at dannelse som alment begreb er eller bør være noget andet og mere end den blotte overholdelse af fine manerer, gængs etikette eller smag. De der ikke går modstrøms, men lever i rutinen og er tilfreds med det, er ikke inde i en vedvarende tilblivelsesproces. Og selvom man her stadig kan indvende at det må folk vel selv om, så er der dog så megen sandhed i udtrykket om vedvarende tilblivelse, at alle der bare følger med strømmen og som, når de bliver pensionerede, bare sætter sig hen i sofaen og ser fjernsyn, de løber større risiko for at ældes, at gå i stå og begynde at kede sig. Man kan vitterligt også kede sig ved rutineopgaver eller ved at blive sat til at lave lektioner eller skrive hjemmeopgaver der er trivielle og ikke udfordrer intellektet, og her kommer vi så tilbage til udgangspunktet: ved alt for tidligt at lade sig nøje med at springe over gærdet hvor det er lavest, kan man altså også risikere at komme til for hurtigt at kede sig.

Så de digitale muligheder på skærmene er nok en fristelse til at komme uden om krævende udfordringer til intellektet, men i realiteten en sovepude. Og kunstig intelligens lyder godt på de samme medier, men er reelt ’kunstlet intelligens’ fordi bagmændene naturligvis med deres algoritmer sørger for at friste med nemme og hurtige gevinster uden synderlige arbejdskrav. Men realiteten er en anden: De der hopper på vognen, bliver snydt for det selvstændige arbejde der alene danner og udvikler mennesket og sproget. Norbert Wiener forstod virkeligt at sproget er vores fælles spil mod forvirringens kræfter. Og det er en alvorlig sag.

Techredaktør Jarlner og Politiken chefredaktion må desværre konstateres at være med på galejen af frivillige medaktører og nyttige idioter der ikke har noget imod at sprede forvirring. Derfor har formanden for gymnasieskolernes lærerforening, Tomas Kepler ret i at den virkelige trussel handler om, hvordan vi kan sikre, at vi opfylder vores formål, så mennesker bliver klogere og mere dannede på gymnasierne, - og altså ikke bliver bildt ind, at de kan udlicitere en del af tænkearbejdet til en computer.

I debatten glemmes ofte at der ved al læsning og i al forskning er store fordele ved for sig selv løbende at nedskrive hvad man har læst og hvad man har fået ud af det. Og måske endnu væsentligere at eftertanke og den stille føling med det kollektivt ubevidste er eneste vej til dybe erkendelser eller ’åbenbaringer’ - og derfor også eneste vej for fællesskabet til en folkelig vækkelse.

Ud fra denne overordnede betragtning må kunstig intelligens og ’chatbotteri’ ses som en voldsomt og fatalt reduceret rationalisme der forråder al føling med det irrationelle og virkeligt skabende i mennesket.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Er den digitaliserede verden overhovedet menneskelig?  (30.10.22.)
Digitaliseringens grunddilemma  (16.12.18.)
(Kan) kunstig intelligens overhovedet omfatte etikken?  (18.3.19.)
kunstig intelligens?  (25.2.19.)

helhedsrealisme, komplementær
helhedsrealisme: omtale af ny udgave af 'Den komplementære helhedsrealisme (8.7.19.)
helhedsrealismen; Er den komplementære helhedsrealisme holistisk? (6.4.10.)
Sproget og virkeligheden (4.8.07.)

Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb  (29.7.17.)
Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Ånd og virkelighed  (29.7.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
humorens betydning for livskvaliteten
humormennesket

Artikler om Erkendelse
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)