Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - enduesad

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.8.15.

Roy Andersson funderer filmisk over tilværelsen

Den svenske filmmager Roy Andersson har med "En due sad på en gren og funderede over tilværelsen" (2014) afsluttet sin trilogi om "det at være menneske". De to andre hedder 'Sangen fra anden sal' (2000) og 'Du levende - glæd dig inden død og glemsel overskyller dig' (fra 2007). Og for alle tre gælder at stilen er den samme, nemlig en skildring i episoder der sjældent har noget direkte med hinanden at gøre, men er præget af stor ro gennem faste kameraindstillinger (og meget sigende musik) og først og fremmest af en dyb humor der ligger tragedien nærmere end komedien.

Man skal nok have sans for en sådan humor for at få det fulde udbytte af den, så man ikke risikerer at havne i den meningsløshed og tristesse som filmenes personer er havnet i, men som bestemt heller ikke er hverken almindeligt udbredt eller særlig sund og hensigtsmæssig i livet. Kan man imidlertid se det komiske i en sådan selvvalgt absurditet, så er man ikke dårligt hjulpet. Den ligger på linie med hvad man finder hos fx dramatikeren Samuel Beckett.

Man lad mig give et



Handlingsreferat:

Fra starten høres taktfast rytmisk musik (der går igen mange gange).

Indledning: Trist udseende mand kigger på udstoppede dyr på et museum, mens hans kone står og venter på ham. Han kigger på en due der sidder på en gren i en montre.

Tre møder med døden:

I en lejlighed med sne uden for vinduet: Mand ved opdækket bord trækker en flaske vin op. Hans kone står i køkkenet og synger den smukke begravelsessalme fra 'Du levende' om det himmelske paradis. Manden falder død om af anstrengelse.

På et hospital ligger en gammel kone døende i en seng og holder med begge hænder på en stor taske. En datter og svigersøn sidder på hver sin side af sengen. En søn kommer ind og får at vide at lægen har sagt at de godt kan gå hjem. Han spørger hvad det er for en taske. Det er en taske med smykker som moderen vil have med i himlen - med guldur, vielsesring og en kuvert med 70.000 kroner fra salget af en bil. Men hun vil ikke give slip på tasken. Sønnen går tæt hen til hende og siger: "Jeg véd du kommer i himlen, mama, for du har altid være så rar", og han prøver at rive tasken fra hende. Men hun råber højere og højere.

På en restaurant på en stor færge ligger en mand udstrakt på gulvet med et par mænd omkring sig. Kaptajnen siger at der må tilkaldes en helikopter. Men de siger det er for sent, manden er død som en sten. - På skænken står en øl og en rejemad han har betalt for, og begge tilbydes nu gæsterne. En mand tager imod øllen.



På et dansecenter sætter en flamenco-lærerinde nogle få elever i gang med danseøvelser. Hun interesserer sig særligt for en ung mand, som hun retter på flere gange med ret intime berøringer, som han ikke kan lide. Udenfor sidder en grædende rengøringskone med en spand vand og taler i sin mobiltelefon. "Det er rart at høre at I har det godt". Den unge mand kommer farende ud og forsvinder.

I en frisørsalon står en forhenværende skibskaptajn og snakker om sit liv. Han har måttet overtage salonen efter sin syge svoger, men bryder sig ikke om jobbet. Og hans kunder gider ikke høre på hans beklagelser.

En officer står på gaden uden for en restaurant med store vinduer og kigger ind. Han skal møde en person der ikke er kommet som aftalt. Han tager mobiltelefonen og hører om der ikke skulle være tale om en misforståelse.

To spøg og skæmt-sælgere (Sam og Jonathan) venter i et lokale på chefen for et firma. De demonstrerer deres produkter: vampyrtænder, grinedyret og farbror En-tands-masken - og lirer en lektie af om hvor lovende produkterne er. Men de ser meget triste ud og kan overhovedet ikke få solgt deres ting. Undervejs bebrejder Sam endog Jonathan at han altid ser så sur ud.

Tilbage til balletsalen tager lærerinden sin mobil - og hører at der ikke ligger nogen besked til hende.



I en større kælderbeværtning betjener servitricen en døv mand og siger til de andre at han hører dårligt. En kunde bemærker at det skal han kun være taknemmelig over, for så slipper han for at høre alt det sludder der bliver sagt.

Scenen skifter til samme lokale i 1943, hvor der udelukkende var mandlige gæster, herunder et hold matroser. Servitricen skænker små glas op som hun deler ud til en slager (fra 1943):

Femton öre kostar supen
Femton öre kostar supen
Femton öre kostar supen
uppå halta Lottas krog i Göteborg.

Vi som inga pengar hava
Vi som inga pengar hava
Vi som inga pengar hava
uppå halta Lottas krog i Göteborg.

Varmed skola vi betala
Varmed skola vi betala
Varmed skola vi betala
uppå halta Lottas krog i Göteborg.

Med kyssar skola vi betala
Med kyssar skola vi betala
Med kyssar skola vi betala
uppå halta Lottas krog i Göteborg.

De andre synger med.



I et køkken sider en stor trist mand ved vinduet, men hans kone står og taler i mobilen. "Det er rart at høre at I har det godt."

Fra en altan i en ejendom morer to piger sig med at sende sæbebobler ud i luften

Spøg og skæmt-folkene forsøger at kradse penge hjem i en lille forretning. De er enige med ekspedienten i kravets størrelse, men da de insisterer på penge, må hun spørge sin mand inde i lokalet ved siden af. Han lover penge i næste uge. Det accepterer sælgerne ikke - de går hen i døren til manden, Han ligger i en seng og råber blot: Jeg har ingen penge.

I en skoleaula med en lille scene skal eleverne vise hvad de kan. Wilma skal læse et digt. Det handler om en due der sad på en gren og hvilede sig og tænkte på at den ingen penge havde - Så fløj den hjem og så var digtet slut. Læreren siger at det var er fint digt - og han foreslår at de giver Wilma et stort bifald.

På en restaurant med spillemaskiner og store vinduer ud mod gaden og et strandområde med industri i baggrunden dukker spøg og skæmt-folkene op. De leder efter en butik der hedder Partaj (Partei ?) hvis ejer skylder dem penge, men de er faret vild. De spørger om de må vise hvad de har. Netop da Jonathan har fået Farbror En-tand-masken på kommer to soldater i gamle uniformer ind og åbner dobbeltdøren. En officer kommer ind i lokalet til hest og kommanderer alle kvinder ud. Han trækker sværdet. Han beordrer sine folk til at give en mand ved en af spillemaskinerne en omgang tæsk. En lang kolonne af soldater marcherer forbi til trommespil.

Karl den 12. (konge 1697-1718) rider ind - og der råbes: Vis respekt for kongen. - Med hjælp stiger han af hesten og sætter sig på en barstol. Gennem adjudanterne gives besked om at kongen er tørstig, meget tørstig. Han drikker ikke øl, men bartenderen stiller en mineralvand og et glas på skænken. Der gives besked om at kongen ønsker at den unge mand ved baren skal fylde hans glas. "Nu skal de feje russere får en på tæven", siger han. Der gives besked om at kongen ønsker at den kønne unge mand skal leve sit liv på slagmarken - og at han kan sove i kongens telt. Kongen giver besked om at han ønsker marchsang fra soldaterne og nu høres traveren:

Karl XII hade 100.000 man
Karl XII hade 100.000 man
Karl XII hade 100.000 man, när han vandrade vägen fram på makadam.

('makadam' er betegnelsen for knuste skærver som skotten John McAdam opfandt som vejbelægning på Karl den 12.s tid)



En rund og tyk dame sidder med en barnevogn på en bænk ved strandarealet i byen, mens sangen fra soldaterne stadig høres. Nu høres også en due kurre oppe fra et træ. Damen får barnet til at le ved bl.a. at kysse dets fødder.

En meget bestemt dame og en herre ønsker at komme ind i et værelseskompleks men afvises af vagtmanden. Reglerne siger at kun beboere har adgang, men at de efterspurgte personer er på vej til receptionen. Sam og Jonathan kommer. Gæsterne er kommet for at få regnskab og betaling fra dem, og vil slet ikke høre på deres beklagelser om sygdom og andet. En beruset mand kommer til og afvises: Reglerne giver ikke adgang for berusede beboere. Damen siger højt til Sam og Jonathan at de får fjorten dage til betaling: Ellers bliver det ikke morsomt for jer. Manden gentager truslen.

I kælderbeværtningen fra før, hvor Sam og Jonathan nu er kommet til, står en officer ved skranken og fortæller at han i aften skulle have hørt en generalmajor holde foredrag om 'den organiserede retræte'. Men da han nåede frem var mødet aflyst. Naturligvis. Jeg gik hjemmefra i god tid. Naturligvis. Men det begyndte at regne. Naturligvis. Og jeg havde ingen paraply. Naturligvis. Jeg blev gennemblødt. Naturligvis. Bussen kørte for næsen af mig. Naturligvis….

I et stor og fornemt direktørkontor med et billede af fuglemaleren Bruno Liljefors på væggen står en fin ældre herre i vest, men uden jakke med en revolver i hånden og gentager sætningen "Det er rart at høre at I har det godt". Udenfor tordner det.



I sit værelse i udlejningsbygningen sidder Jonathan med Farbror En-tand-masken på ved et bord i meget trist humor og lytter til musik, en sang om nette fødder små og en rund barm det er værd at kigge på - og til slut tager vi til himlen og møder vor far og mor - og vi bliver unge igen (han starter sangen gang på gang). Sam kommer ind og spørger hvad han laver. Han lytter til sangen. Den er så smuk, men også forfærdelig trist til sidst. Han holdt af sine forældre, men han ønsker ikke at mødes med dem igen. Men han kan ikke lade være med at lytte til sangen. Kollegaen mener han bør gå til læge. For den slags er ikke normalt.

I kælderbeværtningen sidder en ensom gæst tilbage. Han henvender sig til tjeneren der rydder op. Jeg har indset at jeg hele livet har været nærig og ugenerøs. Og at det er derfor jeg er blevet så ulykkelig. Han gentager bekendelsen, men får ingen respons.

En halvnøgen mand kigger ud af vinduet med tændt cigaret. Hans kæreste kommer til og får et sug - og lægger sig kælent ind til ham.



I den moderne restaurant sidder et par kvinder ved baren og græder. Karl den 12.s slagne hær kommer tilbage (fra slaget mod russerne ved Poltava 1709). Kongen komme ind liggende på ryggen på en hest. Han skal bruge toilettet, men en adjudant finder det optaget. Kongen sætter sig ved et bord og konstaterer at det halve kongerige er tabt. Men havde vi bare haft flere heste og havde russerne ikke oprustet i smug og havde det ikke regnet, så havde vi vundet. Da adjudanten gør opmærksom på at det ikke regnede, svarede Kongen: Men det kunne det have gjort. - Bartenderen siger flere gange højt til de grædende kvinder: Enker blev I i Poltava. - Sangen om Karl den 12.s hundredtusind mand høres igen.

På stranden ligger et ungt par og kæler for hinanden, med deres hund ved siden af.

Foran en lille butik står en ostehandler med tilfreds mine og bekender at han i dag føler sig som en mægtig flink fyr. I vinduet ser man hans kone gøre nar ad ham med en finger til tindingen.

Under overskriften 'homo sapiens' (det fine latinske navn på arten 'det tænkende menneske') ser man et lokale på et videnskabeligt institut hvor en lille menneskeabe er spændt ud som forsøgsdyr i et apparat, hvor der sendes signaler ind i dens hjerne gennem kabler. Regelmæssigt kommer der et tydeligt skrig fra den og andre gang ryster den voldsomt over hele kroppen. Ved vinduet står en klinikdame med sin mobil og konstaterer at der kun er tre plusgrader udenfor, og at "Det er dejligt at høre at I har det godt…" I et tilstødende lokale ses en mand fodre dyr.

I et afrikansk sceneri ses engelske officerer piske løs på en flok negerslaver for at genne dem ind i en kæmpestor tromle. Døren lukkes efter dem. Der tændes petroleumsild under tromlen, og den sættes i gang. Alt iagttages af fint påklædte kolonisatorer med fruer mens der skænkes champagne til dem af ingen ringere end Jonathan i hvid smoking.

Jonathan sidder trist i sit værelse. Kollegaen komme ind og hører på hans frygtelige drøm: det var som om jeg virkelig var der, men ingen bad om tilgivelse, heller ikke jeg selv. - 'Tudeprins' udbryder Sam og går igen.

Jonathan går ud på gangen og spørger vagtmanden om det er rigtigt at "bruge mennesker bare for sin fornøjelses skyld". Vagtmanden forstår ikke hvor han vil hen. Sam kommer til og hører Jonathans spørgsmål. Han er bare blevet lidt filosofisk, forklarer han. - OK, men er det klogt at snakke om det på denne tid af aftenen. Der er flere der skal på arbejde i morgen.

Sam og Jonathan har et opgør på en øde vej langs jernbanen. Jonathan gør nar ad Sams måde at gå på, og denne svarer igen ved at beskylde Jonathan for altid at sige ham imod - og desuden mangle forretningssans.



Jonathan sidder ved en lille kiosk med borde og stole ude i det fri. Man hører en due kurre. En pige kommer forbi og banker en sko mod træskuret for at få en sten ud. Hun skal ikke købe noget, men vækker ekspedienten. Jonathan siger til to andre kunder at det er fint sådant at banke en sten ud af skoen. Han spørger om de to andre skulle være interesseret i at se hans produkter, men de går.

Officeren er om aftenen tilbage ved restauranten med de store vinduer ud mod gaden. Lokalet er fyldt med højt grinende mennesker. Men han går igen forgæves.

Jonathan får på værelset besøg af kollegaen der undskylder sin optræden. Han understreger at Jonathan er hans eneste ven. - De får at vide at de ikke må stå og diskutere på gangen.

På en gade med et stoppested sætter en cykelhandler sin luftpresser ud. Nu er det onsdag igen, siger han. En der venter på bussen gentager: Det er onsdag i dag. En anden synes det føles som om det er torsdag. En tredie påpeger at det virkelig er onsdag, og det må man holde styr på. Ellers bliver der kaos i tilværelsen. - En cyklist stopper op og får luft i hjulet. Han udbryder: Ja, så er det onsdag igen.

En due kurrer.



Efter at have set Roy Anderssons sidste film i trilogien om menneskets tilværelse får man unægteligt bekræftet gudedatterens faste dom om mennesket i August Strindbergs 'Et drømmespil': Det er synd for mennesket. Og hos begge ser man det urkomiske i den vanvittige tristesse vi ser i deres absurde film og skuespil. Og så må man jo afgøre med sig selv om man skal le eller græde (hvis ens psyke ellers har nogenlunde frit valg).

Forskellen mellem Strindberg og Roy Andersson er dog at det var synd for Strindberg, men ikke for Andersson. Strindberg kunne nemlig nok se og beskrive skavankerne i sit eget liv - ikke mindst i de uhyrlige ægteskaber han viklede sig ind i og måtte mislykkes med fordi han på en og samme gang var tiltrukket af kvinder og fuld af foragt for dem. Roy Andersson er derimod i stand til at holde afstand til tåbeligheder og absurditeter, så han personligt undgår samme fataliteter, men kan se og skildre dem så præcist og nøgternt at han som Mozart og Beckett eller for den sags skyld Storm P. kan spille på modsigelserne og få stor, rig og varm humor ud af det.

Andersson har i interview ikke lagt skjul på at han afskyr kongemagtens, militærets og overklassens magtfuldkommenhed og arrogance. Jonathans mareridt om de engelske kolonisatorers behandling af negerslaverne i Afrika er virkelig ond. Karl den 12.-officernes behandling af kvinderne og undersåtterne i almindelighed er ligeledes skildret utilsløret, men i scenen med den slagne Karl den 12. der skal noget så menneskeligt som på toilettet og respekterer at det konkret er optaget, er der varm humor. Den unge konge, der rodede Sverige ind i 30-års krigen og endte med en kugle i hjertet i felttoget mod Norge, var trods alt et menneske.

Men det centrale er at de mange stræbsomme og disciplinerede menneskers håbløse kamp for at leve op til reglerne og forventningerne om succes stilles i stor kontrast til mere frie og levende menneskers sans for glæden, kærligheden og erotikken uden småligt hensyn til regler og konventioner. Det er utroligt at så mange bøjer sig for konventioner og autoriteter, og endnu mere utroligt at så mange tyer til tomme floskler i omgangen med deres medmennesker.

Selve filmens morale er ingen i tvivl om der lægger mærke til en levende dues kurren flere steder i filmen som kontrast til den døde og udstoppede dues tavshed på museet i starten. Eller som bemærker at scenen med den sølle abe som forsøgsdyr har overskriften 'homo sapiens', når den lige præcis viser det modsatte, at mennesket ofte glemmer at tænke sig om og at tage et selvfølgeligt hensyn til andre levende væsener.



En humor af Roy Anderssons art er i virkeligheden et dybt etisk anliggende, ikke fordi den er moraliserende, tværtimod, men fordi den peger meget direkte på menneskets ansvar for sit eget liv ved at understrege at man ikke må lade mismodet slå én fuldstændigt omkuld, uanset hvor megen modgang man møder, men derimod må blive ved med at sørge for den overvægt af det gode i livet som den menneskelige psyke kræver for at man skal kunne bevare den indre konsistens. - Jf. artiklen om Etik og eksistens.

Men der er også tale om at man i allerhøjeste grad støtter evnen til at bevare den indre konsistens, hvis man gennem humoren formår at flytte sit psykiske centrum fra det snævre 'jeg' der altid vil have sin vilje til det større 'selv' der kan slippe viljen til at få ret. Det sidste kaldes en relativisering af jeget og svarer til hvad Martin Buber kalder at gå ind i tragediens område.

Ejvind Riisgård



Link: Roy Andersson film



Relevante artikler på Jernesalt:

Roy Anderssson: 'Du levende'
'1001 gram': Norsk humor om vejningens dobbelttydighed  (23.7.15.)
Fremragende Turner-film af Mike Leigh med stor præstation af Timothy Spall  (14.1.15.)
From polsk-jødisk klosternovice fravælger det verdslige  (Pawel Pawlowskis 'Ida' - 18.12.14.)
Michael Haneke: 'Amour' om Kærlighed på prøve over for aldring og død  (30.12.12.)
Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.)
'Stille lys' - mexikansk film af Carlos Reygadas  (17.8.08.)
Bunuels dogmefilm "Mælkevejen"

Kurosawas drømme, hukommelse og humor  (28.3.08.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)
Kieslowski's 'Dekalog'

Carl. Th. Dreyer  (kort karakteristik)
Nils Malmros  (kort karakteristik)
Lars von Trier  (kort karakteristik)



Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Hvad skal vi med humor og tragedie?  (14.4.11.)
Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)
Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Er humor den 6. våbenart?  (1.5.05.)
Humor, politik og helhedsrealisme  (30.11.10.)

Aksiomet om tragediesynspunktet
Martin Buber
Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens



Artikler om Film
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal