JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - danskpolitik2023c

ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.10.23.

Er socialdemokratiet garant for landets velfærd?

Spørger man om Putin er garant for velfærden i Rusland, så vil man tøve med et bekræftende svar. For Rusland er en diktaturstat der undertrykker al politisk debat. Men befolkningen har vitterligt oplevet økonomisk fremgang i årtier. Putin har dog med sin invasion af Ukraine bragt uro og tvivl ind i sit land.

Men for Danmark og de andre vesteuropæiske landes vedkommende kan man med sikkerhed fastslå at stabiliteten i kraft af engagementet i Ukrainekrigen og den afledte store oprustning ikke er hvad den har været. Begge dele giver store økonomiske problemer og udskyder rettidige klimatiltag. Indvandringen udefra er for stor. Det samme er kløften mellem lederne og vælgere, og kløften mellem overklassen og det brede flertal. Der er langt flere fattige end tidligere og langt flere stenrige personer. Og samtidigt har vækstøkonomien gennem cirka tres år bevirket mere mistrivsel blandt ganske almindelige mennesker - i og med at den har været båret af brutal rationalisering.

Vi står heldigvis ikke over for valget mellem demokrati og diktatur, men har tværtimod i sympati med ukrainerne gjort dette lands forsvarskrig til en kamp mod en mand i Moskva som man slet ikke vil forhandle med. Han anses nemlig ikke som en normal person, men som en dæmon. Det umuliggør højst tiltrængt våbenhvile. Og dette har sat velfærdsstaten som sådan under stigende pres.

Friheden har ifølge sin natur givet øget ulighed. Væksten giver øget mistrivsel, fordi den øger tempoet og rationaliseringen. Centraliseringen i EU øger bureaukratiet. 'Djøfiseringen' medfører flere bureaukrater. Digitaliseringen synes at gøre mange ting lettere, men medvirker også til fremmedgørelsen, allerede fordi den gør administration og kapitaloverførsler uigennemskuelige.

SVM-regeringen slører den naturlige dynamik der følger af modsætningen mellem frihed og lighed. Vi hylder sloganet fra den franske revolution 1789: Frihed - Lighed - Broderskab. Men har i stigende grad ofret broderskabet og det folkelige fællesskab på frihedens alter.

Regeringen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger, der undergraver tilliden til det offentlige, fordi de ikke er testet ordentligt. De svarer slet ikke til faktiske markedsværdier, og grundværdierne er i mange tilfælde ren fiktion. Regeringen vil nu også blande sig i overenskomstforhandlingerne, ved at give enkelte grupper af de offentligt ansatte højere løn. Det ødelægger 'den danske model' der siger at parterne selv skal forhandle sig til rette, og at det er forhandlingerne i den private sektor der skal sætte rammerne for lønstigninger i den offentlige sektor og ikke omvendt. Mange af opgaverne på hospitalerne og i omsorgs- og plejesektoren skal derfor udliciteres til private virksomheder, hvis der skal skaffes arbejdskraft nok - med finansiering gennem en eller anden bruger-betaling. Også det øger presset på velfærdsstaten.

Det turde derfor være meningsløst overhovedet at drøfte - som det bl.a. er sket i dagbladet Politiken - om borgerne står op om morgenen for at redde velfærdsstaten. Flertallet af almindelige mennesker står i alle lande op om morgenen for at gå på arbejde og dermed give deres lille bidrag til produktionen, uddannelsessektoren og sundhedsvæsenet, og de får løn for det, så de kan få mad på bordet. De oplever også et vigtigt socialt fællesskab - og får således både penge og kræfter til efter fyraften at passe deres familieliv, deres boliger, fritidsinteresser og selskabelighed - samt deltage i den politiske debat.

Her i landet forholder det sig endda sådan, at halvdelen af befolkningen bor og lever i egen bolig og dermed får en stærk tilknytning til og ansvarsfølelse over for det lokale miljø. Faktisk går de fleste borgere mere op i hvordan de bor end i hvordan staten, regionerne og kommunerne klarer sig - lige ind til det helt aktuelle bristepunkt: det offentlig er ikke længere i stand til at tilbyde borgerne alt hvad man tidligere gjorde - og som borgerne fortsat forventer. Der er ikke længere råd, når vi er blevet alt for mange. Kløften mellem de dårligst stillede og de velstillede er følgelig vokset og truer fællesskabet.

Men i mine øjne er der noget der er endnu vigtigere, men som af forskellige grunde ikke spiller nogen større rolle i debatten, nemlig det forhold at vi dybest set slet ikke lever for statens eller det offentliges skyld. Heller ikke for de store ideers skyld (klimaet, naturen, freden, friheden eller ligheden og retfærdigheden). Og faktisk heller ikke for 'selv-realiseringen', som reelt spænder fra magtkamp og egoisme til fornuftige mål om personlig udvikling af mere eller minde kulturel eller åndelig art.

Ser man dette fra et dybdepsykologisk perspektiv, så er der ingen tvivl om at ethvert menneske - uanset køn, race, etnicitet, religion og begavelse - lige fra fødslen lever for at få overvægt af det "gode i livet", og dette er ikke et fint abstrakt mål, men noget enhver kender af egen grunderfaring fra tiden som spæd ved moders bryst. Det er vel at mærke en totaloplevelse der ikke blot giver nødvendig næring til kroppen, men næring til alle sanser (berøring af varm hud, søde ord og smil, mæthed og fred) plus hvad man må kalde en førsproglig lykkefølelse eller erfaring af meningen med det hele.

Denne totaloplevelse er i realiteten grundlaget for al senere livsvurdering, og den giver derfor lige præcis selve forklaringen på at alle mennesker ud fra et indre krav automatisk gør hvad de hver især er i stand til for at sikre overvægten af det gode og dermed den indre konsistens. Et menneske bliver skadet i sin indre konsistens hvis det som villende mennesker allerede fa seksmåneders alderen hverken kan eller vil sørge for overvægt af varme, næring, mening og helhed. Denne konsistensetik er en universel, men indre forpligtelse, der gælder alle mennesker på jorden, og som skal opfyldes så godt som muligt, hvis man vil undgå frustration eller fortvivlelse. Dette er det mest fantastiske ved menneskelivet på jorden, men et faktum der først for alvor er blevet erkendt og beskrevet af den danske psykiater Erling Jacobsen i 1970'erne. Det skete i bogen "Godt og Ondt" (1983) - jf. artikel om konsisteenetikken

Hvis man først forstår denne sammenhæng, så vil meget falde på plads - både i forståelsen af vores individuelle liv og vores samfundsliv.

Individerne kommer hjælpeløse ind i verden, men får heldigvis i de fleste tilfælde den hjælp og støtte de har behov for. De får lært modersmålet i løbet af de første år, og de gennemgår senere en længere skoling og socialisering. Men de betragtes både i praksis og i juridisk henseende som uskyldige og ansvarsfrie ind til 15-års alderen. Men i puberteten mister de uskylden og ansvarsfriheden af den simple grund af de bliver kønsbevidste og samtidig får større horisont. De kan endog begynde at se på deres forældre og autoriteterne med kritiske øjne. Men i hvert fald går det efterhånden op for de fleste unge mennesker at de ikke livet igennem kan plejes og beskyttes af mødre, tanter, bedstemødre, ammer, barnepiger, sosuer og pædagoger. De skal i stigende grad gøre fyldest i produktionslivet og uddannelsessystemet og samtidigt helst opnå en større bevidsthed og selverkendelse. De unge mennesker skal blive ansvarlige mennesker der så vidt muligt skal blive mere og mere bevidste om deres opgave i livet og i fællesskabet.

Her er det naturligvis en stor fordel at vokse op i et velfungerende demokrati, hvor man - med Hørups udtryk - kan 'dele sig efter anskuelser' og kæmpe for sine interesser uden at blive uvenner med nogen og uden at blive retsforfulgt af magthaverne. Den store risiko i det moderne samfund ligger i at borgerne i vid udstrækning bliver gjort til massemennesker af selve systemet, hvad enten det er religiøst eller ideologisk funderet, eller er baseret på industrisamfundets system af fabriksanlæg, pengeinstitutter, spekulation og - computernetværk der med raffinerede algoritmer manipulerer med alt og alle.

Teknologien viser i nyeste tid sin værste bagside, når den er blevet i stand til både i demokratierne og diktaturerne at styre borgernes opmærksomhed døgnet rundt. De fleste livsløgne skyldes i dag ikke den kompakte majoritet der styres af få navngivne magthavere, men selve troen på at den ofte anonyme og uigennemskuelige digitalisering løser alle problemer

Her i året 2023 er det uhyggeligt at måtte konstatere, at SVM-regeringen tromler sin politik igennem på få mandaters flertal - uden for alvor at ænse modstanden. Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne er stort set lige gode om det. De holdes først og fremmest sammen af den store fordel flertallet giver. Men hovedansvaret for miseren ligger hos socialdemokratiet, fordi dette parti her i landet er blevet næsten ét med velfærdsstaten - modsat lande som Tyskland, Storbritannien og USA. I Danmark har socialdemokratiet siden 1960 udviklet sig til et decideret vækstparti der med fuldt overlæg har bildt befolkningen ind at økonomisk vækst automatisk fører til større lighed og velfærd.

Længe levede partiet på Staunings gode renommé, men så kom akademikeren Jens Otto Krag der efter et katastrofalt valg i 1966 om boligskatterne eksperimenterede med et 'rødt kabinet', et samarbejde med SF'erne Aksel Larsen som han ellers tidligere havde erklæret ikke at ville samarbejde med (på grund af mandens kommunistiske fortid). Men Krag var opportunist af den slags der har et standpunkt til han tager et nyt. Og det holdt naturligvis ikke. Valget i 1968 gav en borgerlig VKR-regering der ikke i tide opdagede at momsens indførelse gjorde den offentlige sektor alt for stor. Krag kom igen i 1972, men overlod styret til den sympatiske formand for arbejdsmændene Anker Jørgensen der imidlertid ikke var nogen stor statsmand og måtte indkassere det helt naturlige store vælgerskred i 1973 - og elles bare styrede mod afgrunden. LO's daværende formand, den mægtige og arrogante Thomas Nielsen kaldte ham 'en lille lort'.

I 1990'erne kom Socialdemokratiet til magten igen med Nyrup der førte ansvarlig økonomisk politik, men ikke opdagede at indvandringen af fremmedarbejdere var blevet et problem. Venstres Fogh fik chancen i 2001, men i 2011 kom Helle Thorning-Schmidt til, og hun lod Bjarne Corydon og Margrethe Vestager føre så stram finanspolitik, at det gav Lars Løkke Rasmussen mulighed for et hasarderet eksperiment med Liberal Alliance. I 2019 kom en ren socialdemokratisk regering under Mette Frederiksen, der klarede minksagen og corona-nedlukningen rimeligt godt. Men efter valget i 2022 røg muligheden for at køre videre med de hidtidige støttepartier. Hun valgte det helt utraditionelle og fatale eksperiment med SVM-regeringen - i troen på at stabilitet og ansvarlig økonomi er nok til at løse problemerne. Jf. artikel om valget 2022.

Grundlaget for denne tro er livsløgnen om at 'det forjættede land' ligger et godt stykke ude i fremtiden, men kan nås ved flid og god vilje. Det forjættede land har mange navne, det hedder også paradiset eller himmeriget. Nogle troede og tror stadig at det først kommer efter døden, andre mere jordnære er overbeviste om at det findes her på jorden og nok skal komme, bare vi har tålmodighed. Men det er og bliver en livsløgn af den meget enkle grund at den er drømmen om den rene uskyld der udelukkende hører barndomslivet til.

Drømmen korrigeres gennem puberteten, men kun for så vidt vi her lærer forskellen mellem fantasi og virkelighed. Nogle bliver hårdkogte realister og ser kun på penge, magt og ære. Andre drømmer om revolution og tror på at vi med magt vilkårligt kan lave om på verdens indretning. De sætter simpelthen lystprincippet over realitetsprincippet. De færreste indser at begge principper er livsnødvendige, blot til hver sit formål. Realitetsprincippet gælder i den praktiske virkelighed der følger fysikkens love, mens lystprincippet gælder i fantasiens, drømmenes, visionernes, musikkens og kunstens frie verden.

Men kendsgerningen i vores hårde reale verden er at den økonomiske vækst har givet større ulighed og større problemer end nogensinde tidligere. I dag er vi havnet i en skæbnesvanger politisk og kulturel krise uden sidestykke, der først og fremmest skyldes at den konstante vækst i produktion og forbrug har øget tidspresset for alle erhvervsaktive borgere samt givet endnu mere miljøforurening.

Den for almindelige menneskers trivsel eneste holdbare løsning på denne krise er at stække vækstøkonomien, acceptere en gradvis nedgang i forbrug og lønninger, og satse målrettet på en høj beskæftigelse i et menneskeligt arbejdstempo. Under disse betingelser skal vi helhjertet sørge for den overvægt af det gode i familieliv, på arbejde og i foreningsliv og folkelig kult som alene bekræfter meningen med livet gennem regelmæssigt tilbagevendende totaloplevelser af lykke.

Regeringen kan ikke længere tro den ustraffet kan røre ved ejendomsvurderinger og boligskatter. Jo længere den udskyder et nyvalg, jo større bliver risikoen for et nyt jordskredsvalg. Krisen er langt alvorligere end regeringen aner. Hvad specielt gælder arbejdsmoralen, er det ikke så mærkeligt at chefredaktør Niels Th. Dahl i Jyllands-Posten forleden harcellerede over "Moralske Mette", der på partiets årsmøde understregede, at "Alle, der kan arbejde, skal arbejde," og direkte slog fast "hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke". Hun fortsatte i samme stil på DI's topmøde i Herning: "Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set det, og ikke så meget andet, der har skabt Danmark." Og for at ingen skulle kunne misforstå noget, citerede hun Thorvald Stauning: "Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem".

Men hvad med Mette Frederiksen selv? Jo, hun er elendig til at holde fri. "Jeg kan faktisk ikke finde ud af det, det har jeg aldrig kunnet." lød det under valgkampen sidste år i Radio4-podcasten "Det sidste måltid". Og hvad sker der så med dig, når du holder fri, spurgte intervieweren: "Min familie vil sige, at jeg bliver utidig … og sætter dem i gang med arbejdsopgaver. Nu skal vi også have vasket de vinduer, eller vi kunne også lige rydde op i kælderen," lød svaret. Og det er jo ganske afslørende. Det afslører hele den eksistentielle indstilling for landets statsminister og dermed hele regeringen: Dybest set er statsministeren og regeringen blottet for ånd! Det åndelige rummer al eksistentiel mening og helhed af den simple grund at det beror på de medfødte psykiske grundprocesser der er uden skel mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne. Mennesket er fortsat nødt til at tilpasse sig de fysiske og økonomiske love samt acceptere en rimelig civil orden med fornuftig lagdeling og lederskab. Men mennesket er også - nøgternt set - nødt til at sørge for sikker føling med de skabende kræfter i det indre der giver energi til fest og musik, erotik og forplantning, kunst og gøgl, sport og leg, forskning og utopier, tragedie og humor. Og denne føling får man kun hvis man indimellem kan være stille og uvirksom.

Hvad der skal redde velfærden i bredeste forstand, er en eksistentiel erkendelse og en decideret åndelig vækkelse. Lønkampen skal erstattes med kamp for trivsel på arbejdspladserne, og dynamikken mellem frihed og tryghed skal have lov at udfolde sig som de komplementære modsætninger de er. Men først og fremmest skal kulturen fremover være lige så vigtig som erhvervslivet og forbruget. Der må i et ægte og moderne demokrati ikke være nogen dyb kløft mellem det åndelige og det praktiske i samfundet.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: