JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - ansvar2023

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.3.23.

Ansvarlighed er en borgerlig dyd

Flere meningsmålinger bekræfter at SVM-regeringen har mistet sit i forvejen yderst beskedne flertal og ved et valg i dag ville tabe omkring 20 mandater: Men som bekendt kører den videre – også med hensyn til den dårligt begrundede afskaffelse af Store Bededag. Ingen af delene kan undre. For regeringsdannelsen skete formelt ”hen over midten”, men var reelt hen over fornuften, eftersom den slørede det vigtigste i et demokrati, nemlig at de politiske partier altid frit bør kunne anbefale forskellige løsninger som vælgerne så kan tage stilling til.

Den besynderlige regeringsdannelse kom kun i stand fordi visse perifere personer havde store drømme om ministerposter, mens 'forstanderinden' for det hele så fordelen ved at beholde sin kontrolpost som regeringschef og således kunne kompromittere Venstre og Moderaterne effektivt. Venstres formand blev hurtigt overanstrengt og måtte på sin læges anbefaling sygemelde sig under henvisning til at hans krop ikke kunne holde til arbejdsbyrden. Den forklaring tog de fleste for gode varer i stedet for at kalde tingen ved det rette navn. Ellemann fik stress, som direkte peger på at det var psyken der ikke kunne følge med. Nærmere bestemt vil det sige, at ansvarligheden er anfægtet på en måde der kræver alvorlige overvejelser af grundlaget for det man foretager sig og ikke blot en bedring af fysikken.

Med regeringsdannelsen fik både partier til venstre for S og til højre for M en lang næse og derfor også behov for at finde på forklaringer. Det hjælper blot ikke med bortklaringer eller udenomssnak her og nu, men måske om to år når nye ting er kommet i fokus. I dag kan det dog konstateres, at de tre regeringspartier ikke løber fra ansvaret for de aller nærmeste opgaver som hedder finanslov, forsvarsforlig, EU-politikken og kontanthjælpen m.m. Dette ansvar er typisk borgerligt, og i den forstand er Socialdemokratiet faktisk blevet et borgerligt parti, nøjagtigt som det regeringsduelige SF og halvdelen af Enhedslisten.

Dette forekommer for mange vælgere så forvirrende at alle partier i det mindste nu burde prøve at gøre sig klart hvad der er den dybeste forskel mellem rød, mere eller mindre socialdemokratisk fløj, og blå, mere eller mindre liberalistisk fløj. Men det har de ikke mod på. Svaret er ellers indlysende: det er selve forskellen mellem hvordan man vægter henholdsvis trygheden og friheden.

De tre regeringspartier må have stirret sig blinde på muligheden for harmoni eller balance mellem de to modsætninger. En lærd forfatter lancerede i sin tid ideen om det idelle ’ligevægtssamfund’. Men det er lige netop her mange vælgere drager forkerte slutninger. For politik er ikke og bliver aldrig en simpel kalkulationssag hvor man bare regner sig frem til en eller anden varig tilstand. Samfundet er tværtimod dynamisk, og politik er åben kamp om politiske principper og holdninger.

I demokratiet har man heldigvis den store fordel at kampen foregår fredeligt, fordi intet parti har magtmonopol, men må forhandle sig til rette om det meste og affinde sig med at det kan tabe næste valg. Er demokratiet sundt som det danske, kan parterne endog respektere hinanden i stedet for blot at skændes og rakke hinanden ned. Og dette ligger til syvende og sidste i det forhold at langt de fleste vælgere i dag er oplyste og i stand til at se gode sider ved såvel trygheden som friheden. De fleste kan tilslutte sig tanken fra den franske revolution om ’Frihed - Lighed - Broderskab’, og i de fleste tilfælde også forstå at det sidste begreb i denne kontekst står for den sunde tanke at forskellighederne er værdifulde. Magthaverne må aldrig i frihedens hellige navn indføre et rædselsherredømme som det Robespierre indførte få år efter revolutionen i 1789, og som sendte folk med afvigende meninger i guillotinen - uden mulighed for at forsvare sig.

For afklaringens skyld ville det dog i dagens Damark være en stor fordel at alle her i landet accepterer det faktum at der kort efter ungdomsoprøret i 1968 skete et politisk omsving. En ny bistandslov erstattede det gamle begreb fra 1930erne om ”ret til hjælp” (fra Steinckes socialreform) med et helt nyt begreb om ”krav på hjælp”. Dermed ændredes med ét hug den gensidighed der ligger i at samfundet uanset al lovændring til stadighed forventer samfundssind af alle borgere, inklusive af alle der modtager velfærdsydelser eller er pårørende til sådanne. Ændringen betød at statens udgifter til velfærdsydelser på få måneder løb løbsk, så Baunsgaard-regeringen (1968-71) måtte bede om en rapport om sagen. Den blev kaldt ’Perspektivplanlægning I og II’ og blev leveret af en kommission under den navnkundige departementschef Erik Ib Schmidt.

Men skaden var uoprettelig. Landet havde fået en ny ’herskende klasse’ af offentligt ansatte der med socialøkonomen Jørgen S. Dichs rammende ord gjorde ”særforsorgen til et kulturfænomen”. Venstrefløjen var blevet til en flok arrogante sejrherrer af indbildske humanister.

Lige siden har hovedproblemet i dansk politik været om den offentlige sektor bare skal stige og stige i takt med at flere og flere føler at de ikke kan klare sig selv og derfor kræver hjælp fra det offentlige. I vid udstrækning får de politisk støtte i deres krav fra engagerede folk i socialfagene, som selv er offentligt ansatte og fuld af begejstring for sektoren. Ydermere er det et faktum at folk gennemsnitligt lever længere i dag, og at mange af dem bliver pasningskrævende.

Det klarer man ved at sætte pensionsalderen gradvist op, og det hjælper en smule, men samfundssindet eller solidaritetsfølelsen belastes, når regeringspartierne bryder deres løfter og iøvrigt har et anstrengt forhold til en fagbevægelse der efterhånden er mere reaktionær end progressiv. Den fokuserer først og fremmest på højere lønninger, og det må betegnes som reaktionært i dag. Belastningen af samfundssindet er så alvorlig at politikerne ikke længere kommer uden om at se seriøst på borgernes stigende selv-ansvarlighed som eneste redning. Borgerligheden har i dag en ganske særlig forpligtelse til - uanset partitilhør - at vise vej med både mentalitetsændring og passende økonomiske modeller der kan engagere flest mulig vælgere. Det kunne ske ved bl.a. at fokuserer på at få sat arbejdstempoet ned til gavn for både trivsel og klima.

Borgernes forestillinger bliver i al fald i de kommende år aldeles afgørende for en bred løsning, herunder omkring hele problemet med at klassen af offentligt ansatte er blevet for stor og dominerende. Og at det selvsamme gælder for klassen af borgere på understøttelse. Hvis de to grupper blive ved med at stige i forhold til de erhvervsaktive i den private sektor, så kan det blive nødvendigt at indskrænke den hidtidige ligestilling over for loven. Her kunne man eksempelvis tænke sig at fastholde at alle borgere over 18 år bevarer deres stemmeret, men at alle erhvervsaktive mellem 18 og 70 får en ekstra stemme ud fra den betragtning at det er dem der bidrager afgørende til fællesskabet med deres skatter. Men en sådan idé vil næppe vinde gehør foreløbigt.

Krævementaliteten og klagelysten må derimod så hurtigt som muligt via bred folkeoplysning blive søgt erstattes af et klart og bevidst samfundssind der forstår at de materielle behov aldrig skal tilfredsstilles på bekostning af de overordnede behov der har med den psykiske sundhed at gøre, det vil i sidste ende sige med det frie sjæleliv og åndsliv. Der er her hverken brug for ensidig idealisme eller ensidig materialisme, men tværtimod for en fuld forståelse for at det materielle og det åndelige er så vigtige dynamiske fænomener at de må ligestilles fuldt ud. Alle mennesker og alle pragmatiske politikere må komme fri af den gamle, forbandede enten-eller tænkning der er i stand til at forhekse al nyttig refleksion og umuliggøre fornuftige løsninger. Dette vil faktisk kræve noget nyt og uvant, nemlig en bred og dyb selvkritik og dermed også en psykologisk indsigt der er betydeligt større end der der er gængs i dag.

Borgerligheden bør frem over sættes lig med ansvarligheden for den nære, analoge verden vi alle havner i ved fødslen og allerede ved moderbrystet får præget så dybt i sind og sjæl at den aldrig glemmes. Den sløres uheldigvis af al den tro på evig vækst og evigt fremskridt som har hærget os siden 1950 - og som er ødelæggende for både klimaet og trivslen. Og den sløres også af alle utopiske drømme om harmoniske regeringer hen over midten. Men SVM-regeringen viser ikke ansvarlighed ved at udskyde klimamålene i årevis til datoer der reelt kan forskydes yderligere.

Ej heller viser den ansvarlighed ved at gå uden om alvoren i den krise såvel gymnasier som universiteter er havnet i, og som formelt synes at dreje sig om uddannelsernes længde og antallet af studerende her og nu, men reelt drejer sig om at sikre dannelses- og forskningsniveauet på længere sigt. Det er af flere involverede lærerkræfter påpeget at gymnasierundervisningen støt og roligt er sunket ned på et niveau der ikke længere gør de nyudklækkede studenter egnede til at gå på universitetet. For her skal de studerende selvfølgeligt følge et vist antal undervisningstimer, men først og fremmest skal de forberede sig ordentligt og grundigt til lektionerne for at kunne få udbytte af dem, og desuden skal de gerne være så drevet af nysgerrighed inden for de valgte fag, at de på egen hånd fordyber sig i supplerende stof. Men uheldigvis har eleverne i gymnasiet fået den dårlige vane kun at læse op til de eksamener de udsættes for og gerne vil bestå. Tendensen har udviklet sig til en 'læringskultur' der ikke medfører personlig udvikling og dannelse, og som er helt utilstrækkelig på universiteterne.

Og mærkeligt nok synes politikerne heller ikke at kunne se sammenhængen mellem denne fatale udvikling og den mistrivsel der har bredt sig kraftigt blandt de unge i længere tid, og som psykologisk set er udtryk for at alt for mange af dem slet ikke forstår, at ungdomstiden efter pubertetens indtræden netop er den tid hvor de skal blive 'voksne mennesker', forstået i den helt banale betydning at de i stigende grad skal påtage sig ansvaret for deres eget liv. Det gør naturligvis ikke denne proces letter for dem at skolevæsenet som sådan ikke giver de unge relevant hjælp til denne ofte krisefyldte dannelse eller tilblivelse gennem indføring i dybere psykologi og eksistensforståelse. Og hjælp får de unge heller ikke gennem eventuel konfirmationsforberedelse i folkekirken, for denne er primært indføring i dogmatik uden om al relevant psykologi og mytologi. Men grundmetoden er simpel: Enhver ung skal i denne periode, hvor de i alle henseender løsriver sig mere og mere fra forældrenes formynderi, først og fremmest bestræbe sig alvorligt og bevidst på at gøre tilværelsen til et hjem og samtidigt engagere sig dybt i de særlige studieområder eller interessefelter der måtte ligge for dem.

Ansvarligheden i videste forstand kræver overensstemmelse mellem borgernes personlige indstilling og den nødvendighedens lov som samfundsøkonomien, dagliglivets fysik og naturens og klimaets pleje trækker ned over os alle. Derfor kan man som oplyst borger kun begræde at der er dannet en regering hen over midten, for den er dybt inkonsistent i og med at den tilslører de dybe modsætninger i samfundet som nok i ekstreme tilfælde kan være fatale, men først og fremmest bør ses som konstruktive blot folk respekterer hinanden.

Inkonsistensen er lidt forskellig fra parti til parti, men for Venstres vedkommende er det klart at Jakob Ellemanns sygemelding er højst uheldig. Økonomiminister Troels Lund Poulsen har påtaget sig posten som forsvarsminister indtil Ellemann vender tilbage og har fornuftigvis udskudt forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Og han har i et interwiev understreget at han betragter sig som holdspiller og ikke som anfører. Men han siger også at han ikke er ideolog. Mange husker sikkert den konservative Poul Schlüters bemærkning om at ideologier er noget bras, og det kan ingen fortænke ham i efter ideologiernes frygtelige rasen i 1900-tallet. Men det burde ikke føre til generel ringeagt for en grundig og systematisk tænkning over den menneskelige eksistens og det politiske liv. For uden en rimelig begrebsramme vil såvel politikere som alle almindelige mennesker få en tænkning der vil lide af tilfældighed og inkonsekvens. Dette ser man faktisk hos alle politikere i folketinget i dag - og det hænger igen sammen med at den store og dybe inspiration fra de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet er pist væk og blevet til tom leksikalt stof. Ingen nulevende politiker er båret af overordnede forestillinger. Alle er i stedet præget af snæversyn og opportunisme.

Det ses allertydeligst hos Moderaterns leder, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen der ikke kunne finde sig til rette i folketinget efter formandsskiftet i Venstre, men så chancen ved at skabe et nyt parti uden nævneværdig parlamentarisk erfaring ud over hans egen. Derefter valgte han at appellere til dannelse af en regering hen over midten, hvor han selv pludselig var i centrum, fordi Det radikale Venstre nærmest gik i opløsning. Lars Løkke blev udenrigsminister i den nye SVM-regering under Mette Frederiksen - og så kom han til en slags ære og værdighed igen.

Mette Frederiksen er også blevet opportunist ved at komme til det resultat at det er bedre for hende selv og partiet - ja landet - at hun kan fortsætte som statsminister end at holde fast ved gamle idealer for det gamle arbejderparti der har ringere og ringere tiltrækningskraft for vore dages vælgere som overvejende tilhører den småborgerlige middelklasse. I sin første statsministerperiode viste det sig at være en fordel at holde fanen højt - som også hendes personlige rådgiver Martin Rossen anbefalede og som hun iøvrigt allerede i 2008 formulerede i sine '10 socialdemokratiske teser'. Jf. artiklen Mette Frederiksen på vej mod magten. Men hun læste de nye signaler i vælgermassens opbrud bedre end alle andre, og drog den slutning at en regering hen over midten var vejen frem. Det kostede det nære forhold til SF og Enhedslisten, og det krævede opbygning af tilliden til Venstres og Moderaternes ledere.

Det var ikke godt for landet, men det bør ses i det store perspektiv der hedder udviklingen fra slutningen af 1920-erne med giganten Thorvald Stauning over ringere og ringere ledere til det egentlige forfald med Jens Otto Krag og efterfølgere. - Jv. artiklen Socialdemokratismens vej mod inkonsistens. Hvad der her stille og roligt forsvandt var det folkelige præg som endnu fandtes med Stauning og Borgbjerg. Reelt forsvandt selve ansvaret for den helhed der omfatter både det materielle og det åndelige og hele den kamp for "frihed, lighed og broderskab" der går tilbage til den franske revolution i 1789

Dette vigtige folkelige præg er noget der gror af sig selv - det er ikke noget der kan udtænkes af teoretikere og spindoktorer, og det har intet med opportunisme at gøre. Det er tværtimod dyb ansvarlighed.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt:

Jørgen S. Dichs om den herskende klasse
Mette Frederikssen på vej mod magten
Socialdemokratismens vej mod inkonsistens
Sygemeldt venstreformand blotlægger regeringens inkonsistens (9.1.23.)

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)