JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - bauman

ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.1.13. (Ugebrev 3)

Kollapser hele verden?

Ja, det gør den tilsyneladende hvis man skal tro den polsk-fødte sociolog Zygmunt Bauman (f. 1925) der af nogle regnes for en af de største nulevende 'kritiske samfundstænkere'. Han har forbindelse med den tyske Frankfurterskole, der netop stod for en særlig kritisk teori der skulle forene resultaterne fra filosofi, sociologi og psykologi. Den tilsidesatte den traditionelle videnskabs krav om værdifrihed til fordel for en tiltalende bestræbelse på at frigøre mennesker fra samfundsmæssig tvang og undertrykkelse. Og den blev derfor engageret og emancipatorisk på en nymarxistisk vis der så at sige prøvede at forene Marx og Freud.

Første generation bestod af Herbert Marcuse, Max Horkheimer, Th. Adorno og Erich Fromm der alle blev tvunget i eksil af nazisterne i 1933, men i 1950 vendte tilbage til Frankfurt. Her blev Jürgen Habermas (f. 1929) efterhånden den førende skikkelse der dog ligesom Adorno og Horkheimer tidligt tog skarpt afstand fra det ungdomsoprør som Marcuse hyldede, men som gik over gevind i troen på at fantasien kunne komme til magten. Habermas inddrog iøvrigt sprogfilosofien og udviklingspsykologien i sin anti-positivistiske filosofi, men det er karakteristisk for ham og skolen som sådan at de i dybdepsykologien ikke kom stort længere end til Freud og Fromm.

Bauman var længe marxist og efter krigen medlem af Polens Forenede Arbejderparti. Han blev professor ved Warszawa Universitet og forblev i Polen indtil antisemitismen tog overhånd i 1968 og jagede jøderne ud af landet. Efter kort ophold i Israel havnede han i Leeds i Storbritannien. Han forskede primært i det postmoderne samfund og dets spil mellem rationalitet, bureaukrati, forbrugerisme og social udstødning. Men han skrev også om både holocaust og det britiske klassesamfund. Og han var i maj sidste år medunderskriver af det 'Vi er Europa'-manifest som Habermas, Anthony Giddens, Jacques Delors, Martin Schultz, Ulrich Beck og Adam Michnik m.fl. udsendte - uden nævneværdig effekt.

Når Bauman nu i sin høje alderdom med sine helt egne øjne ser på den vestlige verden i lyset af den globale finanskrise, er det at han bliver yderst pessimistisk og giver sig til at hævde at verden står foran kollaps, fordi den grænseløse finansterrorisme har gjort nationalstaterne impotente og politikerne magtesløse.

Det lyder voldsomt at begynde at tale om grænseløs finansterrorisme, men Bauman mener altså at finansmarkedet er blevet helt uregerligt, og at finanspekulanterne målrettet går efter de svageste led i forventning om at ofrene vil samarbejde. Spekulanterne kigger rundt i verden efter ofre - og så slår de til, siger han i et interview til Politiken 12.1.13. De ved at økonomierne hænger så tæt sammen at landene i Europa på den ene eller anden måde er nødt til at komme hinanden til undsætning. Angrebet på Grækenland har derfor kostet Europa dyrt....

Bauman dokumenterer ikke sin påstand om sådanne bevidste angreb på svage led i kæden, men han har jo ret i, at EU-landene kommer hinanden til undsætning, hvis det af den ene eller anden grund går galt i enkelte medlemslande. Det gjorde det ubestrideligt i Grækenland, foruden Spanien, Portugal og Italien. Og en medvirkende årsag var unægteligt at disse landes regeringer viste den allerstørste uansvarlighed ved at tage gigantiske lån for at kunne holde den offentlige sektor og dens lønninger oppe uden nødvendig skattefinansiering. Sådanne lån blev givet af uansvarlige banker i håbet om gevinst, men uden hensyn til nødvendig sikkerhed. Og så længe alle bevarede illusionerne om at dette kunne fortsætte i det uendelige, så fortsatte det naturligvis lige indtil den dag det gik galt for en af de største. Boblen bristede i USA, men også europæiske stater og banker kom til at stå over for truslen om kollaps, men blev reddet af EU, fordi det ville få uoverskuelige følger for hele banksystemet at lade de letsindige spillere bære følgerne af deres egne satsninger, for det ville uundgåeligt trække for mange andre med.

Mange banker og investorer mistede formuer, mens andre vandt. Investering i aktier og valutaer er uforudsigeligt risikabel, nogle spekulanter hiver store gevinster hjem, hvis de kommer godt fra deres satsninger, mens andre taber store formuer ved fejlagtig satsning. Nogle er givetvis klogere end andre, når det gælder vurdering af risiciene - bl.a. synes George Soros at have vist stor koldblodighed fordi han altid - som det gennemreflekterede menneske han er - lærte af sine egne fejl og nu gennemskuede transaktionssamfundets helt nye muligheder og risici.

For alle spekulanter gælder naturligvis at de søger hen hvor der ad mange forskellige mere eller mindre uransagelige veje skabes forventninger om kursstigninger. Men at nogle finansspekulanter målrettet skulle have drevet forretningerne helt derud hvor de er gået efter de svageste led i direkte forventning om at ofrene ville samarbejde, er mig bekendt ikke dokumenteret. Ofrene udgør jo ikke nogen organisation. At kunne rette beskyldningerne eller formodningerne herom imod bestemte finansspekulanter forekommer derfor mest af alt at være udslag af en ret ensidig konspiratorisk tankegang, eftersom man absolut ikke kan se bort fra uansvarligheden hos enkelte stater og enkelte regeringschefer. Transaktionssamfundet er blevet yderst komplekst: Man kan slet ikke se bort fra mangeartede og oftest skjulte relationer mellem private investorer, banker og stater - og det gavner derfor næppe mulighederne for at skabe en fornuftigere kontrol med finansmarkedet at udpege ofre og syndebukke. Kontrollen bliver aldrig så effektiv, at fremtidige finanskriser kan forebygges. Dertil spiller gamblerlysten og friheden til at gamble for stor en rolle.

Noget helt andet og langt mere relevant er Baumans kritik af nationalstaterne og politikerne, for nok synes han lidt for tidligt ude med at erklære staten død og nationalstaternes uafhængighed en stor illusion. Men han peger trods alt på noget væsentligt når han hævder at nationalstaterne har mistet en stor del af deres evne til at regere effektivt. Det skyldes bare ikke - som han tror - at staterne stadig lever i skyggen af den westfalske fred fra 1648. Denne fred grundlagde den moderne statsopfattelse i den forstand at man forlod det middelalderlige verdensbillede, hvor kejser og pave var de samlende overhoveder, der så at sige delte den europæiske verden i to. I stedet kom et system af suveræne, territorialt velafgrænsede stater og en nyordning af det tyske rige med suveræne delstater der måtte forhandle sig til aftaler i stedet for at bruge krigen som redskab. Og det fungerede stort set udmærket indtil verdenskrigene i forrige århundrede. Der var nok krige og revolutioner indimellem, men de blev holdt på relativt lavt blus.

Efter 2. verdenskrig blev hele verden desværre opdelt mellem en fri verden på den ene side og en diktatorisk verden med kommunismen som vilkårligt tolket ideologisk fundament på den anden side. Og dette varede som bekendt til 'Murens Fald' i 1989 og sovjetkommunismens kollaps i 1991. Men Vesteuropa tog ideerne fra den westfalske fred op og fik først og fremmest lagt striden mellem Tyskland og Frankrig i graven gennem Adenauers og Schumanns indbyrdes aftale om en kulunion der senere blev til det europæisk fællesmarked (i 1958 EF og siden EU). Det afgørende var fra starten at de involverede nationalstater bevarede deres fulde suverænitet. Vesteuropa forblev - med de Gaulle's udtryk - et "Fædrelandenes Europa".

Når Bauman i dag - i år 2013 - med fuld ret kan hævde at de europæiske nationalstater har mistet potens uden at EU-samarbejdet for alvor har kunne tage over, så skyldes det imidlertid ikke at staterne bare mere eller mindre ubevidste lever videre i skyggen af den westfalske fred, men tværtimod at flertallet af staterne og deres ledere fuldt bevidst har brudt med princippet om nationalstaternes suverænitet og er styret direkte mod mere og mere union i betydningen overordnet statsfunktion for alle i EU. Det er endnu ikke lykkedes traktatmæssigt til fuldkommenhed på grund af flere enkeltstaters store folkelige modvilje, men støt og roligt har de største lande med Storbritannien som eneste undtagelse alligevel målbevidst udviklet EU hen mod unionsdrømmens realisering. Redskabet var euroen - den fælles valuta som den tyske kansler Kohl måtte sluge for at få den franske præsident Mitterands accept af den tyske genforening, der ellers burde have været den helt selvfølgelige virkning af DDR's sammenmbrud.

17 lande er efterhånden blevet tilsluttet euroen, der udstedes af den Europæiske Centralbank, herunder også et land som Grækenland der slet ikke havde den orden i sin nationaløkonomi der gjorde det forsvarligt at optage det. Og da den internationale finanskrise satte ind i 2007, kom alle lande med for stor statsgæld i forhold til bruttonationalproduktet i store vanskeligheder - og i den sump sidder de stadig selv med hjælp fra andre euro-lande og og centralbanken (i sidste ende skatteyderne). Hjælpen har været nødvendig for selve banksystemets skyld, men har betydet lavvækst over hele linjen. Denne giver stor arbejdsløshed (ikke mindst ungdomsarbejdsløshed) der igen medfører en stigende social uro der truer selve det politiske system. I dag er tilliden til såvel banksystemet, markedet og det politiske apparat derfor stort set gået fløjten alle steder i den vestlige verden. Man kan trods alle mulige velmente bestræbelser og krisepakker (inklusive de danske akutpakker) ikke rigtigt komme op af sumpen. Den ubønhørlige tyngdekraft forhindrer både i fysikken og i økonomien at man trækker sig op ved håret. Og stamper man imod bunden, synker man kun længere ned.

Så langt har Zygmunt Bauman ret, han kan bare ikke drage den slutning, at staten er død eller at nationalstaten er passé. Tværtimod burde han ud fra de angivne præmisser hellere drage den slutning, at det er EU der med sin fællesvaluta og sine stormagtsdrømme forhindrer en løsning. Målet for lederne er jo stadig - ifølge de seneste topmøder - at nå frem til en traktatændring der giver øget magt til lederskabet i Bruxelles, og allerede i oktober begik kommissionsformand Barroso et statskup i Bruxelles der splittede EU definitivt i to lejre. Men altimens man venter på det definitive statskup, sidder man fast i økonomiske og sociale problemer.

Nu er det heldigvis langt fra sikkert at det lykkes Barroso og Van Rompuy at få en ny traktat i hus. Storbrittanien kræver genforhandling af sit medlemsskab, og premierminister David Cameron ventes snarest at røbe sine tanker herom. Den danske befolkning kan sagtens finde på at sige nej. Ikke engang euroen kan reddes med sikkerhed. Derimod er det givet, at den sociale uro vil fortsætte, og som Bauman udtrykkeligt påpeger så er der nu det nye ved situationen at også middelklassen må leve med en angst og usikkerhed omkring hverdagslivet som tidligere var forbeholdt underklassen. Og enhver fornuftig og nøgtern iagttager må da også som Bauman selv være bekymret for de mange spontane udtryk for solidaritet der giver sig udtryk i eksplosiv vold af kortvarig, men særdeles farlig karakter i både Frankrig og de mest udsatte sydeuropæiske lande, for disse spontane aktioner skaber ikke nye muligheder og sætter ikke folk i stand til at gøre noget fornuftigt og konstruktivt. De eksploderer bare med mellemrum - og udstiller således blot det faktum, at både stat og marked er berøvet enhver evne til at finde hurtige og effektive løsninger og enhver autoritet til at føre befolkningerne fremad med håbet i behold.

Stillet over for dette kunne man let blive grebet af pessismisme og som Bauman komme til det opgivende resultat at alle veje ender blindt. Og man får i hvert fald næppe heller den store optimisme frem ved at læse Habermas og kompagnis 'Vi er Europa-manifest' fra maj måned, for dér starter man med at hævde, at der som svar på eurokrisen er behov for et europæisk år for frivilligt arbejde i Europa - for taxachauffører, for sygeplejersker, industriarbejdere, tandlæger, lærere, journalister, studerende, pensionister. Et sådant Europa med aktivt beskæftigede borgere skulle være modvægten til eliternes og teknokraterne Europa der har domineret indtil nu.

Det lyder naivt, men har dog den sympatiske forhåbning at de nye former for civilaktiviter i transnationale netværk ville være med til at udvikle en nødvendig 'nedefra og op-kultur', der igen skulle kunne give en ny 'kontrakt' mellem staten, EU, civilsamfundets politiske strukturer, markedet, sociale ydelser og bæredygtighed. Det er stadig Rousseaus forestillinger om en 'social kontrakt' der spøger, og den holder ikke. Men det fastslås dog i denne sammenhæng at det at være europæisk betyder at man er selvreflekterende og kritisk. Europa er, hedder det, et laboratorium for politiske og sociale ideer som simpelthen ikke findes andre steder i verden. Og for at dette ikke skal være alt for højtravende, slår manifestet til sidst fast, at Europa også handler om ironi! Europa "handler om at vi kan grine af os selv. Der findes ikke nogen bedre måde at fylde Europa med liv og latter end gennem at almindelige europæere finder sammen og handler på egne vegne."

Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at de høje samfundstænkere langt om længe ville føre Europa tilbage til gode tider i middelalderen da Europa endnu var en latterkultur. Jf. Bakhtin. Men de mener vist nok ironien så bogstaveligt, at de slår sig selv for munden med den. For refleksion, kritik og ironi er jo slet ikke tilstrækkelig til at få bugt med håbløsheden eller få latteren og munterheden tilbage. Så havde det været bedre om samfundstænkerne havde peget på den afgørende sammenhæng mellem humor og tragedie: at man kun når ind i området hvor det at have ret er hørt op, hvis man opgiver at satse på magt. - At Bauman i sin tid skrev under på manifestet er en gåde. Men han synes i det mindste at være blevet så meget klogere at han er begyndt at tvivle på sin egen klogskab.

Set ud fra undertegnedes helhedsrealistiske synspunkt ligger hele fejlen hos både Bauman og de øvrige manifestskrivere i, at man overhovedet tror på snakken om en 'social kontrakt' - og derfor også kan tro på et europæisk fællesskab der beror på en politisk kontrakt i form af en 'union' og en økonomisk kontrakt i form af en fælles valuta. Sammenhængskraften i samfundet beror slet ikke på kontrakter af nogen slags, men på det kollektivt ubevidstes arketypiske forestillinger om fælleskab. Samfundet hedder netop samfund, fordi det omfatter mennesker der har fundet sammen i et fællesskab - til forskel fra mennesker der tvinges ind i en konstrueret og villet magtstruktur. Og det er altafgørende for al politisk og kulturel vurdering at holde fast i dette. For det betyder i virkeligheden at sammenhængskraften i det enkelte samfund som den enkelte nationalstat ikke kan styrkes for alvor gennem politiske beslutninger omkring økonomi, socialforhold eller rettigheder, men ene og alene gennem ledernes evne til at indgyde befolkningen håb og vise vej til en fremtid der er bæredygtig i alle henseende, også i henseende til at skabe fornuftig og konstruktiv forbindelse mellem de fysisk-økonomiske vilkår og de psykisk-åndelige fremtidsforestillinger.

Et samfund kan simpelthen ikke udvikle sig i positiv retning og således også formå at komme igennem store økonomiske og eksistentielle kriser med sjælen intakt og psyken konsistent, med mindre lederne personligt er i stand til at få føling med de stærke arketypiske forestillinger der kan give fornøden kraft til en fornøden forandring der har historien med sig.

Og når verdens ledere, og ikke mindst de europæiske inden for EU i den grad kommer til kort som de gør i øjeblikket, så skyldes det ganske enkelt at ingen af dem har den nødvendlige føling med det kollektivt ubevidste og dets stærkeste arketypiske forestillinger. De holder sig til økonomi og jura samt den vælgerpåvirkning som deres naive og ensidige rådgivere og spindoktorer kan finde på ud fra den tro at politik er det samme som parfumesalg. Og nogle af politikerne tror endog at de i længden kan klare sig med den medietække, de pæne manerer og tomme ord der gør sig på skærmene. Når rusen er overstået, vågner de som Jeppe på Bjerget op på møddingen med en lort i hånden!

Men mærkeligt nok kollapser hele verden ikke af den grund. Befolkningen finder som regel på et eller andet tidspunkt ud af at reagere med en forandringsvilje der er langt dybere end spontan og afmægtig vold.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Bauman-institute ved University of Leeds
Europa-manifestet 2012 i engelsk udgave

Relevante artikler på Jernesalt:

George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden
Løjerligt Europamanifest fra broget intellektuelt hold (11.5.12.)

EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-topmødet måtte udskyde budgetforliget  (26.11.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)
EU-topmødet gav vækstpakke og særhjælp til Sydeuropa, men udskød euro-redning og centralisering  (30.6.12.)
EU-topmødet løste ikke modsætningen mellem stabilitetsprincip og vækstprincip  (25.5.12.)
EU's nye finanspagt er en stor narresut  (31.1.12.)
Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)

Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)
Eurolandene løser den akutte gældskrise, men ikke de langsigtede problemer  (27.10.11.)
Er demonstrationerne mod finansverdenen nytteløse?  (16.10.11.)
Eurokrisen bremser unionsbestræbelserne  (30.9.11.)

Overordnede politiske parametre
Udfordringen
Helhedsrealismens advarsler
Helhedsrealismens anbefalinger

Artikler om EU og Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)