JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - venstre23a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.8.23.

Jakob Ellemann er dybt svækket

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er 1. august vendt tilbage til aktiv politik efter sin relativt lange sygeorlov der skyldtes at han simpelthen gik fysisk og psykisk ned på det hårde arbejde at være forsvarsminister og partiformand i en helt ny og temmelig besynderlig regeringskoalition der gik direkte imod hans hidtidige synspunkter, men pludseligt blev udråbt som et helt nødvendigt skridt for partiet.

Koalitionen af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne gav en flertalsregering der ialt har de 90 mandater der betyder at den kan føre sin politik igennem uden hensyn til oppositionens meninger - og kan gøre det helt frem til næste ordinære valg i 2026. Der er kommet lidt usikkerhed ind i billedet på det sidste, fordi teatermennesket Jon Stephensen har forladt Moderaterne og er blevet løsgænger, således at der nu kun skal et enkelt mandat fra regeringspartierne til at bringe regeringen i mindretal. Reelt er der dog større risiko for at den falder på Venstres problemer.

For sagen er jo at Ellemann nok efter sygeorloven erklærer sig "frisk som en havørn", for det gælder fysikken, men stadig sidder han tilbage med den møgsag der hedder forsvarsministeriets tilsløring af vigtigt indkøb af materiel fra Israel. Dette har han løst ved at forflytte ministeriets departementschef, som han ikke længere havde tillid til. Men aldrig så snart var dette sat på plads, før han indkaldte til pressemøde og meddelte at han have truffet den beslutning at bytte ministerium med partifællen Troels Lund-Poulsen der oprindeigt overtog økonoministeriet, men måtte tage víkariatet for Ellemann og lade regionsformand Stephanie Lose overtager økonomiministeriet.

Dette ministerium er generelt ikke tynget af særligt tunge sager, og vil derfor gøre det lettere for Ellemann fremover at bruge tid på den helt nødvendige opgave det er blevet at rejse rundt til partiforeningerne i landet for at overbevise medlemmerne om at regeringssamarbejdet er det bedste for både landet og partiet, og at Ellemann selv stadig er partiets statsministerkandidat. Men de der tror på at Jakob Ellemann nogensinde bliver statsminister kan vist tælles på fingrene, men Ellemann er åbenbart både optimist og blind.

Pudsigt nok kunne Jyllands-Posten den 22.8. på lederside fremlægge to ret forskellige vurderinger af Ellemanns ministerskifte:. Chefredaktør Marken Neel Gjertsen fandt det oplagt at Ellemann flyttede ud af det "rædselskabinet, som Forsvarsministeriet desværre har udviklet sig til at være". Hun påpegede at regeringens bebudede reformplaner med blandt andet skattelettelser er den ting som Venstres succes måles på. Men hun nævnte skam også at man på Christiansborg ikke skal sludre længe, før der laves vittigheder om Ellemanns decimerede rolle som den lille mellem mor Mette og far Lars Løkke. Det går ikke i længden for hverken Venstre eller regeringen, hvis ét af tre ben halter for meget.

Kollegaen Niels Th. Dahl fokuserede imidlertid på at hverken det økonomiske rod i ministeriet eller Elbit-sagen er blevet løst. Ellemann har givet forkerte oplysninger til Folketinget i sin første periode som forsvarsminister. Indkøbet af det nye våbensystem Elbit blev gennemført og godkendt af partierne i al hast, men siden har det vist sig, at tilbuddet slet ikke udløb så hurtigt, som ministeriet - og Ellemann - havde oplyst dem. - Og dette er jo korrekt. Fejlen var departementschefens, og Ellemann løste ved sin tilbagevenden til forsvarsministeriet problemet ved at forflytte sin departementschef. Og denne løsning blev godkendt af statsminister Mette Frederiksen, der i sin tid fyrede sin fødevareminister Mogens Jensen for en fejl hans departementschef havde lavet (og lod denne blive siddende). For det er nu engang ministeren der er ansvarlig for hvad der sker i hans ministerium: Men der er åbenbart forskel på en minister der er partiformand og en minister der ikke er det!

TV2s analytiker Jesper Vestergren kunne efter Ellemanns ministerrokade konstatere at der er stor opbakning til Jakob Ellemann i Venstre. "Men der er flere, der sætter spørgsmålstegn ved, om han er den rigtige til at bremse vælgerflugten og sikre politiske resultater". Og hvad angår hans statsministerkandidatur, siger Vestergren ligeud at det nærmest er et fatamorgana at foretille sig, at han vinder posten. Hvis SVM-samarbejdet fortsætter, vil Socialdemokratiet formentlig stadig være det største parti og igen sætte sig tungt på Statsministeriet. Men "hvis der bliver blåt flertal, så tror jeg ikke, de øvrige blå partier vil støtte Ellemann efter hans afvisning af de borgerliges invitation til at vende tilbage til blokken.

Der er med andre ord delte meninger om Jakob Ellemann, men særligt flatterende er der ingen der er. Og hvad der mangler i mediernes kommentarer er det allervæsentligste, nemlig at både Jacob Ellemann og Mette Frederiksen ikke vil høre tale om at SVM-regeringen er en historisk fejltagelse af lige præcis den grund at den tilslører de modsætninger der nu engang er mellem det liberale Venstre og det stærkt statsregulerende Socialdemokrati. Modsætningen er fundamental og er i ethvert frit demokrati af stor betydning som dynamisk faktor, eftersom det er den vælgerne kan bruge som målestok. Men denne positive dynamik sætter man ud af kraft ved at lave en koalitionsregering hvis deltagere ikke blot har divergerende interesser, men i Venstres tilfælde har måttet bøje sig så langt i retning mod kompromis og pragmatisme at partiet har gjort sig utroværdigt i mange vælgeres og medlemmers øjne.

Og det ulyksalige er at skaden ikke kan gøres god igen før ved at valg.

Det store problem ligger hos personen Jakob Ellemann-Jensen. Hvad hjælper det at han fysisk er frisk som en havørn, når han intellektuelt slet ikke er indstillet på en så dybtgående refleksion og omtanke at han er i stand til se det fatale i at give efter for Lars Løkkes specielle pragmatisme og i stedet finde frem til et ny form for realistisk liberalisme der forbliver så borgerlig at den er ansvarlig. En sådan adskiller sig fra såvel den klassiske liberalisme som den thatcherske neoliberalisme ved at være dybt engageret i klimakampen og samtidigt være dybt kritisk over for den vækstøkonomi der har hærget landet i årtier og er blevet nærmest identisk med den socialdemokratiske hang til konstant udvidelse af den offentlige sektor.

Men et fornuftigt alternativ til denne fatale vækstøkonomi kræver nytænkning.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: