JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - status2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.12.17.

Status over året 2017

Dansk politik en ynk
Tysk politik endnu værre
USA mister magt og status
Mellemøsten uden 'arabisk forår'
Flygtningekrisen stadig uløst
Angsten for at værne Europa er fatal
Kristendommen som ren næstekærlighed er utopi
De sociale medier forurener mere end de gavner
Ny etik og kulturforståelse må i centrum
Henvisninger

Dansk politik en ynk Til toppen Næste

Mens verdenssamfundet i 2017 undergik store ændringer i flere henseender, synes dansk politik og kultur at være havnet i en ynkelig tilstand der mest af alt kalder på smil og latter. Det mest groteske var naturligvis de højst ejendommelige forhandlinger om finansloven som længe var truet af Liberal Alliances meget traditionsbrydende trussel om at stemme nej, hvis det som regeringsparti ikke fik de lettelser af topskatten som det ville have og som det havde stillet sine vælgere i udsigt. Men Dansk Folkeparti havde allerede givet sin tilslutning ved et helt normalt kompromis - vel at mærke uden garanti for nogen som helst ekstraordinære skattelettelse.

Det groteske var at Anders Samuelsen og Simon-Emil Ammitzbøl blev ved med at hævde at DF's leder Kristian Thulesen Dahl havde givet dem håndslag på at ville forhandle endda historiske store skattelettelser på plads inden jul. Det var ikke korrekt opfattet, og alle vidste at DF ikke ville gå med til lettelser af topskatten, men som midtersøgende parti foretrække velfærd frem for skattelettelser. Inden jul kravlede Samuelsen som bekendt ned fra de ultimative kravs høje mast og hans folketingsgruppe stemte for finansloven. På et pressemøde bekendtgjorde han at han tålte den hån og latter han ville blive udsat for i den anledning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte ikke alene finde sig i de meget specielle juleløjer, men også i fra mange sider at blive udsat for spydige bemærkninger om at han ikke havde styr på sin regering. Det var fra dannelsen af den besynderlige V-K-LA-regering nærmest forudset at det ville ende dér, for Liberal Alliance er ikke regeringsdueligt, og et yderst liberalistisk parti gør ikke en borgerlig regering til en levedygtig midtersøgende regering. Og når statsministeren bliver ved med udadtil at sige at det nok skal gå, så er det ikke underligt at en kommentator får associationer til "Komiske Ali" i Saddam Husseins sidste regeringstid.

Men det ynkeligste er jo at Lars Løkke ikke simpelthen tager konsekvensen og udskriver det nyvalg flertallet helst vil have. Grunden er ligetil. Løkke véd at han vil tabe det. Men da han er blevet inkarneret opportunist og for alt i verden ønsker at beholde de vidunderlige nøgler til statsministeriet som for ham er lykken selv, så føjer han sig efter vindretningen.

Tysk politik endnu værre Til toppen Næste

Man skulle egentlig ikke rigtigt kunne forestille sig politik mere ynkelig, men 2017 blev skam også året hvor Tyskland efter tre perioder med Angela Merkel som kansler gik hen og valgte en ny forbundsdag der ikke kunne blive enig om at danne en ny flertalsregering, og landet er jo netop vant til flertalsregeringer fordi det er det eneste der opretholder fornemmelsen af stabilitet over en hel regeringsperiode i Tyskland. Men kansler Merkel tabte stort, og det samme gjorde søsterpartiet CSU i Bayern under Horst Seehofer samt Merkels udfordrer socialdemokraten Martin Schulz. Han blev valgt som ny SPD-formand for et års tid siden med henblik på at bryde den store koalition med Christdemokraterne, men indkasserede altså et gevaldigt nederlag. Merkel havde i første omgang ingen anden mulighed end at prøve at danne en såkaldt Jamaica-koalition med De Frie Demokratier og De Grønne. Forhandlingerne var fordragelige, men trak i langdrag fordi modsætningerne var meget store, og det førte overraskende til at FDP's nye og unge leder, Christian Lindner, pludseligt erklærede forhandlingerne for meningsløse og trak partiet ud af dem. Beslutningen var slet ikke i strid med sund fornuft, eftersom De Grønne ikke kunne blive enige med sig selv om at sige ja til en koalition i tide. Men forløbet afslørede - ligesom finanslovsforhandlingerne i Danmark - manglen på den grundliggende tillid mellem de nødvendige koalitionspartnere.

Gode råd var nu dyre, men den nye socialdemokratiske forbundspræsident og meget erfarne politiker Frank-Walter Steinmeier skar igennem og opfordrede indtrængende såvel Angela Merkel som Martin Schulz til at forsøge at danne en ny stor koalition, en såkaldt GroKo, mellem CDU og SPD, simpelthen for at undgå et nyvalg der sandsynligvis ikke ville ændre meget i mandatfordelingen, men blot ende i en ny ustabilitet. Merkel og Schulz bøjede sig for hans argumentation og lovede at føre sonderingsforhandlinger med hinanden. Schulz er dog i det stykke i alvorlig klemme, for han har hele tiden sagt, at SPD skulle afholde sig fra en koalition, men han står svagt, fordi han ikke førte sit parti frem til sejr - så han ønsker at opstille nogle betingelser for en ny GroKo, der i givet fald ikke giver hans parti ny underlegenhed. Og derfor trækker han forhandlingerne ud - og siger ligeud at han ikke tror dem afsluttet før hen mod påske. Den næste knast der skal til behandling efter nytår er reglerne for sammenføring af familier, hvor der som alle andre steder er stor afstand mellem dem der mener man skal følge sit hjerte og dem der sætter nationens livsinteresser øverst. SPD's forhalingslinje vil igen betyde at Tyskland ikke får en handlingsduelig regering før tidligst om tre måneder. Og det er bestemt ikke heldigt for EU og Europa.

Når situationen i Tyskland kan og må betegnes som et nummer værre end den i Danmark, er det fordi der tilsyneladende ikke er et umiddelbart alternativ til Merkel/Schulz i og med at de synes urørlige, omend ikke fritaget for kritik eller forslag om afløsning. Faktisk er der mange i begge partier (og til dels også i CSU) der ønsker de relativt ældre ledere udskiftet eller pensioneret. Merkel og Seehofer har længe gjort det godt, men Merkels egensindige beslutning i september 2015 om at åbne EU's ydre grænser for strømmen af muslimske, overvejende uintegrerbare flygtninge fra Mellemøsten og Afrika ændrede situationen i Tyskland katastrofalt. Landet klarede nok i første omgang den rent logistiske opgave med sædvanlig tysk effektivitet, så de tilstrømmende fik mad og husly, men egentlig integration for de asylberettigede var trods alle bestræbelser umulig - og resultatet blev uroligheder, provokationer og regulære overgreb mod tyske kvinder samt deciderede terroraktioner. To år efter grænseåbningen er det stadig kun omkring 15 % af flygtningene der har fået asyl og arbejde.

Og det kom vel at mærke til at ramme kansler Merkel ved forbundsdagsvalget, selv om mange tyskere havde været enige i den opfattelse at det ville være i tysk og kristen ånd at hjælpe flygtningene. Opfattelsen er frygtelig naiv, men først efterhånden opdager folk at det gør en afgørende forskel hvor mange flygtninge der strømmer til på én gang eller over nogle få måneder. Et velfungerende og relativt rigt samfund kan sagtens tage mod en del flygtninge af ren og skær barmhjertighed, men bliver antallet for stort, kan de ikke integreres i det almindelige samfund og derfor opstår der både højst uønskede problemer lokalt og højere og højere røster for en stramning af flygtningepolitikken der prioriterer den nationale sammenhæng over barmhjertigheden. Det så Merkel ikke i øjnene - og den meget moralistisk indstillede Martin Schulz vovede ikke at drage sit parti til fuldt medansvar for miseren. Reelt kan det tyske problem næppe løses uden at Merkel, Seehofer og Schulz træder tilbage som partiledere - og overlader rorer til yngre kræfter. CSU og SPD har sådanne kræfter, men ikke CDU. Merkel må selv tage initiativet til et skifte.

USA mister magt og status Til toppen Næste

I USA blev den 70-årige republikaner og milliardær Donald Trump valgt til landets nye præsident ved en kneben sejr over demokraten Hillary Clinton, og det gav naturligvis dønninger over hele verden - og efter hans indsættelse i januar i år også dybere effekter. Verden er en anden i dag end den var før november 2016. Trump er forretningsmand og så langt fra at være det etablerede Washington-systems mand som han overhovedet kan være. Han ser udelukkende på penge og gevinster og aldrig på omsorg og forsorg eller diplomati, og han er således den meste liberalistiske præsident for den yderst dynamisk kapitalistiske stat man kan tænke sig. Og det kommer uundgåeligt til at præge hver eneste relation til omverdenen USA har og får.

Forholdet til de store asiatiske stater som Japan og Kina forbliver formelt korrekt, men fuldstændigt upersonligt. Trump har ingen jordisk chance for at påvirke disse staters ledere. Og det samme gælder naturligvis også forholdet til det Nordkorea der er det mest gammelkommunistiske diktatur der findes og som ene og alene kan gøre sig bemærket ved stupide trusler om atombomber og missilraketter. Trump er dum nok til at reagere på enhver provokation fra den kant med stupide trusler om gengældelse lige til totaludslettelse. Og Nordkoreas store leder Kim Jong-un kan fryde sig over opmærksomheden der i de nordkoreanske medier altid udlægges som udslag af lutter amerikansk frygt. Japan er oprigtigt bange for at situationen kan løbe ud af kontrol ved hele denne galimatias, men Kina der er det eneste land der har en vis afdæmpende indflydelse på Kim Jong-un kan kun henstille til parterne at gå i forhandling. Det har Trump længe afvist, men synes at bevæge sig en smule. Problemet er blot at enhver lille forhandling kun vil styrke Kim Jong-un, fordi det eneste der tæller for ham er at kunne optræde sammen med de store så Nordkoreas betydning kan vises på tv. Dybest set er han ikke en mand man kan forhandle realiteter med. Økonomiske sanktioner hjælper heller ikke, for i et diktatur af den art, er oprustning et og alt og befolkningens trivsel nul og nix.

Trump er også på talefod med Ruslands præsident Putin, men igen kun på formelt plan. Putin kan normale vestlige ledere sagtens tale fornuftigt med (hvad ingen har bevist bedre end den tyske kansler Gerhard Schröder), bl.a. fordi han ene og alene er ude på at sikre sin magt og landets stabilitet - og derfor ikke løber nogen unødig risiko. Han har definitivt sat sig på Krim og vil ikke finde sig i at Ukraine bliver indlemmet i de vestlige unioner EU og Nato. Derfor har han måttet acceptere vestlige sanktioner, der uundgåeligt rammer økonomien og befolkningen. Men han er personligt urørlig og stiller nu op til næste genvalg ved det forestående præsidentvalg. Nato optræder ikke klogt, og der er mod Gerhard Schröders udtrykkelige råd tysk modstand mod russiske rørledninger i Østersøen. Men Trumps Ruslandspolitik falder heller ikke sammen med Europas.

Mellemøsten uden 'arabisk forår' Til toppen Næste

Og hvad Mellemøsten angår er Trumps tilbagetrukne politik blevet en dødsdom over Syriens 'arabiske forår' og altså en foreløbig sejr til præsident Assad, Rusland, Tyrkiet og Iran. Når Trump tilmed har kastet Jerusalem ind i problematikken som Israels hovedstad uden hensyn til palæstinensiske interesser, så er det en brandbombe i Mellemøsten. Israels premierminister Netanyahu har ganske vidst opfordret andre lande, ikke mindst Europa, om at gøre det samme, og han har belønnet Trump med at navngive en ny metrostation som 'Donald Trump Station'. Men fred bliver der ikke ad den vej. Fredsprocessen er tværtimod skudt i grus til største gene for den palæstinensiske præsident Abbas. Men rige jøder i USA er stadig i stand til at holde Israel oppe nogle år endnu. Varig fred kommer der naturligvis aldrig uden at mentaliteten på begge sider af religionskløften ændrer sig så meget at begge parter holder op med at pukke på deres ret og bevæger sig ind i "tragediens område", hvor det at have ret er ophævet. En utopisk tanke vil mange stadig mene, men det er trods alt en gammel jødisk tanke, nemlig den arketypiske 'Messias-forestilling', som hverken de ortodokse jøder eller de liberalistiske rigmænd og ledere i USA forstår. Trump allermindst.

Mellemøsten er på få år blevet en region uden håb om forår, fred og blomstring. Det arabiske forår startede i Syrien og bredte sig efterhånden til mange andre dele af regionen. Den lider generelt under diktatoriske regimer, men har dog i stigende grad en mellemklasse der i det mindste på fjernsynet kan se hvordan den vestlige frihed er, og som drømmer om samme.

Men oprørsbevægelserne og oprørsmilitserne blev slået ned. I Syrien brugte Assad både giftgas og tøndebomber, og det har kostet tusinder af voksne mennesker og børn liv eller lemlæstelse og sult. Forholdene i andre lande i Mellemøsten og Nordafrika er også utålelig og medfører derfor fortsat flygtningstrømme mod Europa. Den eneste undtagelse er de nordvestlige dele af Afrika, hvor Frankrig har gode forbindelser og især Macron nu prøver at gøre en forskel. Han slås i Frankrig mod både terrorangreb og parallelsamfund og ønsker væsentlig færre flygtninge til Europa. Men banden af menneskesmuglere i Afrika og Mellemøsten er enorm. Og den er i sig selv med til at forværre forholdene.

Men naturligvis gør snævre magtkampe som dem mellem klanerne i Saudi-Arabien ikke situationen bedre. Ej heller Saudi-Arabiens krig mod Yemen. Det var glædeligt - i hvert fald et enkelt år - at se noget så stort som "Det arabiske Forår" og al dets håb om frihed. Og det har været trist at se magthavernes skånselsløse nedkæmpelse og langsomme fortielse af det. Det har i uhyggelig grad vist om hvor langt bagud udviklingen i den islamiske verden er i forhold til udviklingen i Europa.

Den europæiske kultur har nok kristendommen som en af sine forudsætninger, og den har stadig store dogmatiske og reaktionære institutioner som pavekirken og andre mere eller mindre sekteriske og snæversynede grupperinger, men ikke desto mindre har vores kultur gennemgået en kolossal sekularisering. Denne har bevirket stor frihed på næsten alle områder af menneskelivet og samfundslivet, men har til gengæld også hældt det sunde og nødvendige helhedssyn ud med det beskidte vievand. Det har gjort religion og religiøsitet i Europa til en privatsag, hvad der jo isoleret set kan ses som en ret fornuftig ændring hvis den kun ramte dogmatismen og fanatismen. Men den rammer desværre også etikken og helhedssynet, hvad der igen betyder at folk bliver forvirrede og enten bilder sig ind at alt er tilladt - eller vælger at søge tilflugt hos dogmatikerne med skråsikre meninger og moralsk snæversyn.

Forvirringen og usikkerheden er uden tvivl grunden til at mange unge muslimer i den vestlige verden får foragt for den sekulariserede og relativiserede kristendom - og simpelthen søger tilflugt i den fasttømrede og urokkelige islamistiske verden der indfører Kalifat og Sharia og ikke tillader afvigelser eller opposition. Man skal i den forbindelse huske at Jihad ikke bare skal forstås som islamisternes "hellige krig", men er deres dybt patriarkalske og kvindeundertrykkende kulturmønster og kulturideal.

Almindelige, ufanatiske muslimer i den islamiske verden frygter af gode grunde både de diktatoriske verdslige magthavere og de diktatoriske religiøse magthavere. De drømmer om den vestlige verdens frie og velfungerende samfund med rimelige social orden og velfærd samt tankefrihed og ytringsfrihed - og de flygter derfor fra håbløs og urokkelig undertrykkelse, borgerkrig og ødelæggelse.

Man kan bare tage Der Spiegel's nyeste artikel om Egypten hvor det hedder at seksuelle krænkelser er hverdag i Eypten, og at egypterinderne kæmper en livslang kamp mod seksuelle overgreb. Eller man kunne nævne Sara Omar's aktuelle roman "Dødevaskeren" der fortæller om den grufulde og systematiske kvindeundertrykkelse i Kurdistan og blandt kurdiske familier i Syrien der er havnet som flygtninge i Danmark, men hvis mandlige overhoveder fastholder deres kulturmønster.

Muslimer der vil væk fra undertrykkelsen og håbløsheden flygter ad lange omveje over Middelhavet mod Europa. Og de betaler menneskesmuglere i dyre domme for at komme med overfyldte både til Europa. Flere og flere drukner. Men flertallet havner - nu hvor trafikken har taget overhånd - i usle asylcentre i Sydeuropa. Stort set uden håb. Internationale hjælpeorganisationer forsøger at redde deres liv, og diplomater at få landene til at tage kvoteflygtninge. Men strømmen af flygtninge fortsætter. Tallet går lidt op og ned i løbet af årene, men kun få flygtninge får asyl og endnu færre statsborgerskab i det hårdt belastede Europa. Deres drømme om vestlig frihed går ikke i opfyldelse.

Tyrkiet er et specifikt problem for EU og Europa, fordi det er gået tilbage til en erklæret islamisk statssuverænitet der har gjort op med Atatürks sekularisering i 1920'erne og betyder indskrænkning i borgerretighederne. Samtidigt får landet en større rolle i Mellemøsten og en langt mindre rolle som formidler mellem den islamiske verden og den europiske verden. Tyrkiet har enorme asylcentre - og får dem delvist finansieret af EU og andre lande. Men landet selv er blevet en politistat med vilkårlig forfølgelse og fængsling af oppositionelle folk og udenlandske journalister. Præsident Erdogan benyttede som bekendt et mislykket kupforsøg mod styret i juli 2016 til at rydde den lovlige opposition af vejen, og han sidder sikkert i sadlen, men har også måttet indse at han ikke får sit land ind i EU. Han vender sig nu mod det syriske og kurdiske problem for at positionere sig selv, og han har overraskende taget usædvanligt skarpt afstand fra præsident Assad, ja krævet af Assad skal gå af. Det er også en måde at aflede opmærksomheden fra hans eget misregime på - og dermed endnu en dokumentation for at den islamiske verden er på afveje.

Flygtningekrisen stadig uløst Til toppen Næste

Flygtningsstrømmen til Europa toppede i 2015 med langt over en million fremmede mennesker, men selvom den siden er mindsket ved hjælp af penge til afrikanske lande og forstærket grænsekontrol ved Middelhavet, så er flygtningekrisen langt fra overstået. En frisk undersøgelse af flygtninges situation i Tyskland viser klart at integrationen slet ikke når de tilsigtede mål. Det er nok lykkedes ved store anstrengelser at give en relativt stor del af de mange asylsøgerne midlertidigt arbejde, men manglende sprogkundskaber gør det stadigt svært at give dem en ordentlig uddannelse. Og det resulterer ikke bare i dårlig integration, men i øget mistrivsel og kriminalitet. Det er ganske sigende for situationen op til nytårsaften i dag, at man både ved Brandenburgertor i Berlin og ved domkirken i Köln får et massivt opbud af politifolk samt mange afspærringer og specielle frizoner for kvinder. Man vil for alt i verden undgå gentagelse af overgrebene nytårsaften 2015. - Befolkningen var i begyndelsen positivt indstillede over for kansler Merkels "kristelige" flygtningepolitik, men har langsomt og modvilligt måttet erkende at den har fået store negative konsekvenser for både landet og indstillingen til muslimer.

Østrig er med den nye regeringskoalition mellem Det konservative Folkeparti og Frihedspartiet gået godt i gang med at stramme udlændingepolitikken på mange punkter. I Ungarn, Tjekiet og Polen er problemerne fortsat store og modstanden mod EU's kvoteordning og indblanding tilsvarende massiv. Bruxelles prøver især over for Polen den hårdest tænkelige linje (standsning af bidrag), men opnår intet andet end at svejse modstanderne bedre sammen. Hele EU's kvoteordning er et klart forsøg på i solidaritetens pæne navn at ensrette EU-landene til at følge Merkels og Junckers hensynløse topstyring. Tyskland er så heldig at have relativ god økonomi, men de sydeuropæiske lande har alle både økonomisk og politisk krise som følge af flygtningstrømmen fra de muslimske lande og selvstændighedsbevægelser i regionerne. Flygtningekrisen har udstillet kommissionens og kansler Merkels uheldssvangre åbning af EU's ydre grænser i 2015.

Frankrig giver et vist håb med Emmanuel Macron ved roret. Han er den eneste virkeligt nytænkende leder i Europa i kraft af sin personlighed og specielle opvækst og udvikling - og sin meget bevidste opfattelse af nødvendigheden af både et klart og målrettet lederskab og en klar sekulariseret samfundsmodel der omfatter hele kulturlivet.

Macron har derfor også et program for løsningen af Frankrigs indvandrer- og flygtningpolitik, der omfatter samarbejde med Maghreb-landene i Nordafrika. Han har desuden store planer for reformering af arbejdsmarkedet, og endelig visioner for et stærkere EU, der navnlig vil betyde en væsentligt stærkere euro-zone og dermed en reel opdeling af EU i to spor. Visionerne ligger i øjeblikket i skuffen, fordi den uafklarede situation i Tyskland lammer EU.

Angsten for at værne Europa er fatal Til toppen Næste

Spørger man hvordan det kunne komme dertil, kommer man ikke uden om at se på det yderst paradoksale i EU's situation. EU blev i sin tid dannet og gradvist udvidet for at styrke det europæiske fællesskab ved en frihandselsaftale der skulle beskytte landene mod konkurrenter udefra, og aftalen om fri bevægelighed af arbejdskraften inden for EU's grænser blev ligeledes skabt for primært at gavne EU-landene selv. Men pludseligt oversvømmes EU i 2015 af flygtninge fra den muslimske verden som flygter fra deres mange diktatorers hensynsløse tyranni. De har kun i begrænsede tilfælde faglig uddannelse og tilstrækkelige sprogkundskaber til at blive hurtigt integrerede på det europæiske arbejdsmarked, der i forvejen slås med både arbejdsløshed og dårlig integration af de forrige årtiers indvandring. Og så sker der hverken mere eller mindre end at Tysklands mægtige leder, kansler Merkel, i klar strid med gældende EU-aftaler egenhændigt besluttede at åbne EU's ydre og indre grænser, så den fri bevægelighed for borgere inden for EU nu også fra den ene dag til den anden kom til at gælde for de fremmede mennesker der kom væltende ind, så den normale grænsekontrol ved de ydre grænser var ude af stand til at følge med.

Damen var båret af både barmhjertighed uden grænser og fuldkommen vished om det tyske samfundssystems effektivitet, disciplin og lovlydighed. Og på den baggrund slyngede hun den ene gang efter den anden sit berømte slogan ud: "Wir schaffen das". Hurtigt tårnede både praktiske og økonomiske problemer sig op og pludseligt skete der på en nytårsaften i Köln også massive krænkelser af tyske kvinder. Hun rykkede selvfølgelig ud med fordømmelse, men gentog sit mantra. Al snak fra bl.a. ministerpræsidenten i Bayern om at der måtte sættes en maxgrænse for årlig indvandring blev manet i jorden. Der findes mig bekendt fra Merkels side ingen som helst seriøse overvejelser om at der for en hvilken som helst nation i Europa må være en grænse for hvor mange flygtninge fra muslimske lande det er i stand til at integrere på en så forsvarlig måde at nationen fortsat kan hænge sammen. Det er ellers let at påvise at dette hænger nøje sammen med såvel indvandrernes faglige, sproglige og adfærdsmæssige standard som nationens egen grad af beskæftigelse, uddannelsesmuligheder samt ligestilling mellem kønnene.

Hverken Merkel, toppen i hendes parti eller toppen i hendes koalitionsregering vovede at indlade sig i seriøs debat med opponenter om en sådan grænse. Tværtimod hed det stadig "Wir schaffen das" og at modstanden blot var udtryk for modvilje mod multikulturalismen og angst for fremmede. Men reelt ligger angsten hos både CDU's og SPD's top samt hos idealisterne i partier Die Grüne og Die Linke - og den er angst for selve det at værne nationen og Europa på en så effektiv måde at man kan bevare sammenholdet og undgå den form for nedbrydning der ligger i for stor kriminalitet og for stor kvindeundertrykkelse. Præcis hvor denne grænse går i procenter, kan man naturligvis ikke afgøre, men en rettesnor er den simple regel som den for længst afdøde jødiske overrabiner her i landet Marcus Melchior engang for mange år siden formulerede, nemlig et "der kan være ca. 5 % halunker i et land før det for alvor trues i sine frihedsrettigheder".

Hvorfor vil man i vore dages multikulturalistiske illusioner ikke se i øjnene at der er en snæver grænse for modtagelse af flygtninge og indvandrere der ligger i selve muligheden for fuld integration af de fremmede? Jeg kan ikke finde anden forklaring end at flertallet af mennesker i dag har slugt disse illusioner, fordi de simpelt ikke aner hvad kulturel sammenhæng er eller hvor dyb den går i såvel sproglig som adfærdsmæssig henseende. Og den manglende indsigt på dette afgørende felt ligger på ingen måde i snæver mangel på data og viden, men i uvidenhed om at kulturel sammenhæng er et spørgsmål om indre konsistens til forskel fra ydre accept af dyder som næstekærlighed og barmhjertighed.

Kristendommen som ren næstekærlighed er utopi Til toppen Næste

Derfor er det nu langt om længe - takket være den store tilstrømning af muslimske flygtninge til Europa - kommet dertil at vi europæere må se i øjnene at selve vores religiøse, men nu om dage overvejende ubevidste kulturtradition ikke længere er selvfølgelig eller opretholdelig i uændret form. Det er rundt regnet tusind år siden at kristendommen blev indført i de nordiske land som statsreligion, og bortset fra Island skete det med sværdets magt og tvang. Høvdinge og folk der ikke ville omvende sig blev kort og godt slagtet - høvdinge ofte først efter grusom tortur. Og efter den lutherske Reformation 1536 blev båndene til den romerske pavekirke og dens overhøjhed nok slettede, men kravet om rettroenhed og kirketugt ikke ophævet. Folk skulle stadigvæk bekende sig til en række dogmer - formuleret af Luther i "Den lille katekismus" - og kættere og hekse blev endda længe dømt til døden på bålet. Men visse gode institutioner fra romerkirken i form af hospitaler og biblioteker samt universiteter fulgte dog med i processen. Og da kirken generelt adskilte sig fra det verdslige regimente og overlod salighedsbetingelsen og håbet om det evige liv til privatlivet, så blev næstekærligheden en stærk kristen dyd, men samtidig en ejendommelige samfundsutopi fordi man dyrkede det fuldkomne samfund som identisk med det evige og næstekærlige liv efter døden og altså så dette som noget hinsidigt.

Problemet i denne ejendommelighed ligger i at den mand der ved vor tidsregnings begyndelse gik på jorden og prædike næstekærlighed var overbevist om - og i stand til at overbevise sine tilhængere om - at den tid han levede i var "de sidste tider", og at der efter hans død ville komme et andet, evigt og fuldkomment liv uden død eller krig. Sådan gik det om bekendt ikke. Nok kom der trængsler, men aldrig en definitiv afslutning. Men troen på og længslen efter det hinsidige liv blev stående - den fængede i eftertiden, undergravede de gamle hedenske riger og førte den romerske kirke til statsmagten i år 380..... en længere historie som vi må springe over her! - Men faktum er at kristendommen fængede som et åndeligt rige hinsides denne verdens yderst jordiske karakter og ufuldkomne væsen, men ikke desto mindre etablerede kirken sig solidt som en yderst dogmatisk, autoritær og verdslig magtfaktor.

Den senere sekularisering var foranlediget af Den Franske Revolution 1789, Oplysningstiden og Romantikken, og den førte i 1800-tallet de nord- og vesteuropæiske lande til demokrati og afskaffelse af privilegier samt en bred folkelig og religiøs vækkelse og oplysning. Landene sekulariseredes mere og mere - og i dag er denne proces kommet så langt at folkekirken stort set ikke betyder noget for folkelivet eller folkeoplysningen, men kører videre af ren og skær tradition og bekvemmelighed. Det der er tilbage er en generel tilslutning til næstekærlighedstanken blandt folk i almindelighed, og den giver sig konkret udtryk i en stor tilslutning til tanken om at hjælpe de fattige folk i verden og tage imod de flygtninge der måtte finde vej til landet. Man ser helt bort fra psykologien i næstekærligheden som siger at man kun kan vise egentlig næstekærlighed over for de mennesker man møder og har tætte relationer til i hverdagen. Næstekærlighed udvises i det Martin Buber kalder "jeg-du-forholdet" og ikke i det han kalder "jeg-det-forhold" som har afstandens eller objektivitetens karakter (som fx et kunde-eller klient).

Hvis man sammenblander det nære medmenneskelige forhold med det fjerne forhold mellem forretningsforbindelser eller fremmede mennesker, bryder adskillelsen mellem det nære, subjektive forhold og det objektive samfundsforhold sammen. Man ofrer samfundets interesser på det nære forholds alter i den naive tro at man ad den vej kan skabe det fuldkomne samfund og i hvert fald komme det nærmere på verdensplan. Og det vil igen sige at man går utopiens vej og totalt svigter opretholdelsen af den hårde realitet der hedder det dynamiske og ofte konfliktfyldte samfund.

Kristendommen har dermed forrådt den almenmenneskelige fornemmelse af at den personlige eksistens og det overpersonlige samfundsliv hænger sammen som en helhed der er af jordisk eller verdslig art, men kun kan varetages i et bevidst ansvar for helheden.

De sociale medier forurener mere end de gavner Til toppen Næste

En af de mest negative konsekvenser af det informationsteknologiske fremskridt der hedder de sociale medier er at facebook vrimler med hademails, fordi det nærmest er blevet en sport for mennesker der ikke kan bruge deres kreativitet til noget positivt at lange impulsive hademails ud mod snart sagt ethvert menneske der tillader sig at ytre en klar mening om bestemte ting som led i den frie debat. Denne er jo en hovedbetingelse for demokratiet, og den lider altid skade ved indskrænkning, hvad enten denne skyldes magthavernes forsøg på meningskontrol eller godtfolks primitive og tillidsnedbrydende mishagsytringer.

Man kan undre sig over at hademails-tendensen har bredt sig som en steppebrand, men det ligger nok i at facebook og twitter er en utrolig nem måde at kommunikere budskaber ud på i en fart og til rigtig mange mennesker. Den mulighed har ikke været der før - og tilsyneladende har den været savnet fordi folk som flest har følt sig nedvurderet eller holdt ude, hvis de skulle igennem normale mediers kontrol og censur. Allerede det at kunne sende almindelige breve og beskeder ud på internettets mail-adresser eller kunne oprette sine egne hjemmesider har været en ubetalelig gevinst for folk der føler de ikke har kunnet komme til orde på de sædvanlige kanaler. Undertegnede har selv gjort kraftigt brug af den sidste mulighed ved at oprette "Jernesalt" som hjemmeside i 2002. Men det har overrasket at måtte konstantere at så utroligt mange mennesker render rundt med et så voldsomt og hidtil undertrykt had at der ingen grænser er for fryden ved at slippe ondskaben løs, når muligheden nu tilbyder sig. Det er ødelæggende for såvel den frie debat som for folks egen frigørelse - og det vidner om et kolossalt underskud i bevidstgørelsen af folks egne impulser og motiver og disses psykiske udspring.

Manien med at sende nøgenbilleder på facebook har også sine særlige problemer, fordi handlingen i de allerfleste tilfælde blot er ment som en positiv og uskyldig udveksling af intime billeder mellem kærester, men går hen og bliver negativ og ondartet så snart billederne sendes videre til uvedkommende, herunder fx nye kærester, som led i decideret hævn. Det er usselt gjort, men igen udtryk for at mange mennesker er så umodne i deres psykiske udvikling at de lader primitive hævnakter gå forud for almindelig pli og hensyntagen til tidligere kærester. Alle facebook-brugere ved at risikoen er der for misbrug af billeder og tekst, men der er altså åbenbart rystende mange der blæser på al hensyntagen, når de svigtes og pludselig får rodet rundt i deres følelseliv på en uvant måde.

En positiv side af de muligheder de sociale medier giver er den voldsomme bølge af afsløring af sexchikane fra offentligt kendte personer fra både filmverdenen og politik som hashtaget #MeToo fik rejst på få uger fra engang i oktober måned. Det afslørede nemlig en grad af sexchikane mod kvinder som var meget omfattende, som samtidigt i vid udstrækning var omgærdet af frivillig eller påtvungen fortielse og som er i fundamental modstrid med den kvindefrigørelse i den vestlige verden som den officielle kamp for ligestilling mellem kønnene ellers skulle have medført og gjort selvfølgelig. Helt bortset fra meget specielle forhold som på filmselskabet Zentropa i Avedøre så har systemtisk sexchikane i visse miljøer været så udbredt at #MeToo-kampagnen må betegnes som et absolut nødvendigt led i kvindefrigørelsen. At mandlige magthavere udnytter deres magt til at få sex når de vil, er ikke den store overraskelse, for sådan har det altid været i mandssamfund. Mandsmagt og sexuel tilfredsstillelse er tæt forbundne, men det er trods alt overraskende at den efterhånden årelange almindelige kamp for ligestilling ikke synes at have ændret nævneværdigt på forholdene i de nogenlunde civiliserede vestlige samfund. Det vil uden tvivl ske nu - og dét i et omfang der nok skal komme bag på en del mænd i magtstillinger.

Men igen følges det positive af det mindre positive, nemlig i at grænsen mellem decideret sexchikane (der altid forudsætter magthierarki og ansættelsesforhold) og normalt erotisk spil og leg ophæves, så snart alt der har med intim erotisk adfærd kan udlægges som sexchikane, blot den ene part ønsker det. Kvinden må i en vis tid være gået med til en leg eller et forspil der efter hendes mening bare er gået længere end det burde. Påstand kan som i deciderede voldtægtstilfælde komme til at stå mod påstand, der da oftest ikke er vidner til begivenheden. Og den svenske regerings forslag med at komme overgreb til livs ved at kræve at der altid skal foreligge forhåndsaftale om sex, virker så uvirkeligt og grotesk, at man kun kan grine af det. Man forestiller sig uvilkårligt at en mand mindst 24 timer før en date, skal aflevere en skriftligt forhåndsaccept i fire eksemplarer fra kvinden til et offentligt kontor. Hvilken udvidelse af den offentlige sektor kunne man ikke risikere!

Pjat, selvfølgelig, men meningen med ligestillingen mellem kønnere i den frie og sekulariserede verden er trods alt ikke at udelukke enhver form for erotik og sex, men at sikre begge parters ukrænkelighed og den gensidige respekt. Og det gør man ikke ved at fornægte kønnenes forskelligartede begær og lyst. Og iøvrigt heller ikke ved at kalde det sexistisk at mænd efter en triumf på fodboldbanen i fællesskab råber "Store patter" i omklædningsrummet, når dette blot er mandejargon for en stor og flot indsats. Den er unægtelig kønsbestemt og stereotyp, men den er ikke dermed sexistisk i betydning diskriminerende.

I det hele taget må det kraftigt understreges at det er en ulykke, hvis forholdet mellem kønnene ender i en decideret magtkamp, hvor feminister automatisk udviser mandehad og automatisk taler om mandeundertrykkelse, og mandschauvinister på deres side konsekvent demonstrerer kvindeforagt og forlanger kvindens underdanighed. Ligestillingen er ikke reel, før begge køn accepterer det andet køn som både ligeberettiget og attraktivt. Vi er nu engang kønnede væsener og burde opkvalificere det normale parforhold som erotisk spændende og dynamisk.

Når dette er sagt, kan det ikke skjules at folks afhængighed af de sociale medier efterhånden er blevet så stor at den har taget overhånd og i virkeligheden allerede har nået det stadium hvor den ikke bare har nytteværdi, men direkte skader. Digitaliseringen via de sociale medier er for alvor begyndt at 'forurene' - som en forsker rammende har kaldt det - og forureningen består i at afhængigheden er blevet så stor og synlig at den åbenlyst stjæler tiden og opmærksomheden fra de nære medmenneskelige forhold i hverdagen som er altafgørende for menneskelig trivsel.

Man prøver fra et vist hold at slå udviklingen hen med at børn og unge skam også er sociale når de spiller it-spil med deres kammerater, og det kan naturligvis ikke bestrides at det der foregår på de sociale medier forudsætter kontakt med andre mennesker (ellers hed medierne slet ikke sociale), men det er at stikke sig selv blår i øjnene at se bort fra at der er væsensforskel mellem digital kontakt og fysisk kontakt - og at alle mennesker er fuldstændigt på det rene med denne forskel og alt andet lige vil foretrække den direkte fysiske kontakt frem for den digitale og middelbare kontakt. Det er ikke uden grund af den jødiske filosof Martin Buber allerede for mange år siden understregede at alt virkelig liv er møde, for dermed siges udtrykkeligt at det er mødet med hinanden ansigt til ansigt og med både fuld øjenkonktakt og fuld berøringsmulighed der er livgivende og gensidigt bekræftende (hvad iøvrigt enhver hund betragter som en selvfølge og uden videre lever på).

Men hertil kommer et andet problem ved den nye digitaliseringskultur, nemlig at fordybelsen går fløjten, fordi denne forudsætter en koncentration og suspendering af tidsfornemmelsen, som digitaliseringen hverken giver eller lægger op til. Den lægger tværtimod op til søgning og læsning af småbidder af tekster (eller aflytning af småbidder af musik) der direkte modarbejder fordybelse. Og det er fatalt, fordi kulturlivet ikke kan undvære fordybelsen eller den stille eftertænksomhed der hører med til fordybelsen.

Uden fordybelse er der intet dybere sjæleliv og uden dette er det intet folkeligt åndsliv. Hele kulturen vil lide under det.

Ny etik og kulturforståelse må i centrum Til toppen Næste

Skal jeg afslutningsvist gøre stillingen kortfattet op her ved udgangen af året 2017, så bliver det at kulturkrisen i det meste er verden er stor og fatal, og at der ikke mindst i etikken og kulturlivet savnes en helhedsforståelse der for alvor kunne inddrage bevidsthedslivet i alle processer og refleksioner. Folk som flest er uvidende om simple og elementære forhold som de to psykiske grundprocesser eller virkelighedens dobbelte karakter via de to væsensforskellige tilgange til virkeligheden der hedder henholdsvis den ydre og sanselige og den indre og intuitive. Folk synes simpelthen bange for det irrationelle, selvom dette er basis for al intuitiv erkendelse af meningsaspektet i virkeligheden, ja, de bruger påstande om de ubeviselige ved de irrationelle erfaringen til at afvise dem. - Jf. artiklen Hvorfor lade sig skræmme af det irrationelle?

Og folk som flest er uvidende om den elementære konsistensetik der erstatter alle ydre og autoritære moralregler med en fælles indre dialog via det kollektivt ubvidste som drager omsorg for en overvægt af det gode i livet, som aldrig kan defineres eksakt, men altid beror på skøn og justering.

Jeg må personligt bekende at vi i hele Europa må igennem et opgør med gammeldags kristendom, så al dogmatisk bekendelse af troen på en frelser og et liv efter døden bliver elimineret til fordel for en jævn og jordisk livstro og tillid mellem mennesker som ikke kræver nogen slags offentlig bekendelse, men fastholder det fulde ansvar for jordelivet - og derfor også en instans oven over vore individuelle sjæle.

Derfor skal ungdommen selvfølgelig have udtrykkeligt at vide at ingen bliver voksne uden i puberteten at blive bevidst om deres krise og nå frem til en frigørelse fra alle autoritære instanser, meninger og adfærdsregler og til sidst nå helt frem til relativiserede og fleksible indsigter der kan sikre overvægten af det gode i deres eget liv såvel som i samfundet som helhed.

Jeg har i årets løb haft utrolig meget ud af af beskæftige mig intens med så spændende personligheder som franskmanden Emmanuel Macron der blev Frankrigs præsident, den danske biolog og nobelprismodtager N.K. Jerne der døde for flere år siden, men nu har fået et auditorium i "Mærsktårnet" opkaldt efter sig, den danske maler Vilh. Lundstrøm, som kunne finde meningen med livet i både krøllede billeder og lyse farver, og så det gode gamle humormenneske Storm P., der er blevet genstand for en ny biografi med visse påfaldende brist. Om alle fire gælder at de er store kulturpersonligheder for hvem karrieren ikke var blot og bar et spørgsmål om overlevelse eller penge og ydre ære, men i allerhøjeste grad en vedvarende eksistentiel kamp for subjektiv sandhed af den gode slags der går imod sandsynligheden og det kendte og etablerede. Endelig vil jeg gerne nævne min nyeste e-bog Ungdom er krise, frigørelse, nye indsigter der omhandler hele den proces som i puberteten fører alle unge mennesker til voksenlivet og ansvarligheden.

Nu skal vi så i aften eller i morgen høre hvad den danske statsminister, den tyske kansler, den amerikanske og franske præsident, EU's præsident og Storbritanniens premierminister m.fl. har at sige til deres landsmænd i deres nytårstaler. Det bliver ganske interessant, men næppe den helt store eller samstemmende overraskelse. Men i hvert fald den franske præsident Macron vil nok slå på at der er håb ikke blot for Frankrig, men for hele Europa og dermed også for andre lande. Og netop håb må der være, hvis der skal være en fremtid for os.

Med disse ord ønsker jeg Jernesalts læsere et godt nytår.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Samuelsen sluger finansloven uden garanti for noget som helst
DF fik Finansloven for 2018 på plads uden skattelettelser
Kommunalvalget 21. november ændrede det politiske mønster
DF og S har holdt årsmøder, men fastholder blokpolitikken - og Politikens chefredaktør holder stadig på S og R