JERNESALT - dataset

utils prefix normal JERNESALT - g2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.7.17.

G20-mødet i Hamborg - mellem toppolitik og ekstrem vold

G20 toppolitik i Hamborg
Autonome udskejelser i Hamborg
Henvisninger

G20-toppolitik i Hamborg Til toppen Næste

G20-lederne mødtes i år i Hamborg den 7.-8. juli for at sætte skik på en urolig og disharmonisk verden, alt imens 20.000 kampklædte politifolk uden større held forsøgte at forhindre fanatiske ekstremister i at gøre Hamborg til en krigszone.

G20 er en forkortelse for "Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors", dvs en gruppe af finansministre og centralbankledere fra 20 væsentlige økonomier: 19 lande og den Europæiske Union, som er repræsenteret via Præsidenten for Det Europæiske Råd og den Europæiske Centralbank. Deltagerlandene er:
Europa: EU, Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, Rusland
Amerika: USA, Canada, Mexico, Brasilien, Argentina
Asien: Tyrkiet, Saudi-Arabien, Kina, Japan, Indien, Indonesien, Sydkorea
Afrika: Sydafrika
+ Australien og udvalgte gæster

Temaet for dette års tyske formandskab under kansler Angela Merkel var "Udformning af en sammenkoblet verden". Og det lyder godt - som den slags slogans altid gør - men slørede egentlig kun at selv verdens førende og mægtigste politiske og økonomiske leder ikke er herre over verdens udformning og allerede derfor aldrig vil kunne nå frem til enighed om løsning af de problemer der trænger sig på. Ikke mindst er det afrikanske, yderst problematiske kontinent stærkt underrepræsenteret.

I år var det desuden særligt tydeligt at USA's nye præsident Trump skilte sig markant ud ved inden mødet at have både et stort og pompøst møde i Warszawa med den polske præsident og andre østeuropæiske ledere og et vigtigt og succesfuldt to timer langt møde med Ruslands præsident Putin om bl.a. en våbenhvile i Syrien. Våbenhvilen kom i stand uden deltagelse af nogen af borgerkrigens parter på jorden, men regnes dog for en positiv ting, fordi den rokkede en smule ved Obamas flugt fra konflikten og præsident Assads muligheder for at forblive ved magten. Men Trump rejste ved G20-mødets slutning hjem inden slutkommunikeet om bl.a. uenighed om klimaaftalen og handelsaftaler var på plads, og denne demonstrative udebliven fra slutningen bekræftede kun Trumps bevidste solo-strategi under mottoet "USA first". Han var endda så uforskammet at lade sig repræsentere på mødet af sin datter og nærmeste rådgiver, Ivanka Trump.

Under alle omstændigheder er verdenssamfundet faktisk 'sammenkoblet' i kraft af den militære, økonomiske og digitale globalisering, men det er stadig delt op i særskilte regionale interesser - og vil vedblive med at være det af den simple grund af selv de mægtigste nationer som USA, Kina, Japan og Rusland kun råder over deres egne landområder, mens de rå militære og økonomiske interesser samt den ufrivillige befolkningstilvækst med tilhørende vækst- og miljøproblemer kører ad deres egne, utilsigtede og ofte konfliktfyldte baner. Ideelle forestillinger om fred og samarbejde samt afskaffelse af nød og flygtningestrømme lever stadig og træder stærkt frem i programmer og kommunikeer som offentligheden får at læse, men de har ingen større reel virkning. De udtrykker og nærer fremfor alt håb og utopi - nøjagtigt som anarkistiske forestillinger!

Det skader næppe i sig selv at G20-lederne mødes med jævne mellemrum, for ud over plenarmøder holdes en mængde udvalgsmøder og private samtaler som betyder at politikere, diplomater, embedsmænd og bankfolk kan udveksle synspunkter og føle hinanden på tænderne. Og det er under alle omstændigheder værdifuldt. Mindre heldigt er at møderne medfører voldelige sammenstød mellem sikkerhedspoliti, der primært har til opgave at beskytte deltagerne, og politiske demonstranter af mange kategorier der som fx miljøorganisationer og ngo'er vil protestere mod selve mødet og kapitalismen som sådan eller som de autonome der ene og alene vil have direkte voldelig konfrontation og ikke viger tilbage for ren vandalisering af almindelige beboelseskvarterer og forretninger. Det var det der skete i Hamburg, hvor politiet i en afgørende situation - mere eller mindre vildledt af de autonome - holdt sig tilbage i to timer og derfor ikke kunne forhindre de voldsomste og mest rystende udskejelser.

Det er skammeligt i sig selv for et demokrati der uanset politiske sympatier og antipatier normalt værdsætter fredelige møder og debatter. Det går ud over den siddende lokale regering (i Hamborg det socialdemokratiske kommunalråd under overborgmester Scholz) og politiet. Det sætter en plet på kansler Merkel og Tyskland som vært, men det rokker ikke det fjerneste ved de diktatoriske magthavere, storkapitalen eller det kapitalistiske system som sådan - markedskræfterne råder nu også i lande som Kina, fordi vækst ikke er mulig uden en eller anden form for fri konkurrence.

Med hensyn til den internationale handel lykkedes det ikke G20-mødet at få USA til at acceptere frihandelsaftaler (Trump ville ikke af med sin toldbeskyttelse), men til gengæld lykkedes det Tyskland inden mødet at få en speciel handelsaftale i stand med Kina, som havde vist sin gode vilje og smarte public-relation-evner ved at forære tyskerne et par sjældne panda-bjørne, hvis flotte nye anlæg i Berlins Zoo de to ledere kunne indvi.

Mellemøsten fik som nævnt en våbenhvile i Syrien ved aftale mellem USA og Rusland, men har hverken løst diktaturformen i Tyrkiet og Saudi-Arabien eller Saudi-Arabiens kamp mod styret i Qatar, der bl.a. holder hånden over den kritiske Al-Jaazeera-kanal. Tyrkiets præsident fik ikke lov til at holde tale til sine tyrkiske venner og vælgere i Tyskland (og kaldte af den grund Tyskland fascistisk), og Saudi-Arabiens konge udeblev fra mødet i Hamborg. Han så åbenbart ikke noget formål med at rejse til Hamborg for at høre på en forudberegnelig kritik han kendte i forvejen.

Sikkerhedsproblemet i verden stod højt på dagsordenen, eftersom terrorismen i verden har været voldsom i seksten år og stadig er en alvorlig trussel mod mange landes sikkerhed og navnlig forsøgene på at bygge velfungerede civile økonomier op i svage lande. Det er blevet et åbenlyst problem at såkaldt udviklingsbistand er et tveægget hjælpemiddel, da der ingen garanti er for at pengene går til de erklærede formål, så flere og flere befolkningsgrupper kunne blive i stand til at brødføde sig selv. Det er diktatorer og stærke militser der hersker og driver civilbefolkningerne på flugt utallige steder i Mellemøsten og Afrika.

Resultatet er en voldsom og stigende flygtningestrøm mange steder på kloden, men ikke mindst over Middelhavet mod Europa. I forvejen har Europa takket være kansler Merkels uansvarlige beslutning den 5.9.15. gennem to år rundt regnet modtaget en million flygtninge fra Syrien og Afghanistan med alvorlige følger for flere landes sociale systemer og integrationspolitik, men nu er d�n strøm erstattet af stigede strøm af afrikanske flygtninge til Italien og Spanien via Libyen. Der er i vid udstrækning tale om økonomiske flygtninge der betaler hvad de professionelle menneskesmuglere kynisk forlanger uden hensyn til at de flygtende ikke kan få asyl. Italien er hårdt ramt og appellerer til EU om hjælp fra andre EU-lande, men alle holder sig tilbage, bl.a. af den simple og gode grund at det kun kan stimulere folk til at forsøge at komme over Middelhavet hvis EU slækker på betingelser for asyl. Følgelig appellerede EU-landene til G20-mødet om indsats mod de lande der skaber problemet og det Libyen der ikke har civilorden eller militær magt til at forhindre båd-strømmen mod Europa. Og appellen førte naturligvis til pæne henstillinger i kommunikeet, for hvem vil lægge navn til en erklæring om nødvendigheden af militær beskyttelse af Europas ydre grænser, som hjælpeorganisationer, humanister og mange vælgere ville anse for kynisk og hensynsløs.

Og klimaet, ja bortset fra USA kan alle fortsat tilslutte sig Parisaftalen (COP21) fra december 2015 sålænge den er uforpligtende, men længere kunne man heller ikke gå. Frankrigs præsident Emmmanuel Macron har givet udtryk for at han vil gøre hvad han kan for at få præsident Trump tilbage på Pariser-sporet og skal allerede mødes med ham i Paris på selve Bastilledagen 14. juli, og ellers vil han indkalde til nyt møde i Paris den 12. i 12. i år. Og det er måske ikke nogen dårlig id�. Det viser i al fald Macrons friske energi og opsathed. Men sandheden er at verdens vidt forskellige økonomier ikke vil indgå en bindende aftale, sålænge de i den økonomiske vækst er afhængige af de fossile brændstoffer, for denne vækst er - set i lyset af den store ulighed i verden - alfa og omega i deres bevidsthed.

G20-mødets fælleserklæring blev som ventet et nøje formuleret og afbalanceret kommunik� med understregning af viljen til løsning af de store problemer og en nøgtern konstatering af alle de uenigheder som forhindrer en løsning. Kansler Merkel udtrykte det på den måde på sit afsluttende pressemøde: Vi måtte indse, at der er forskellige synspunkter mellem USA og de andre lande. Desværre vil USA ikke være med, men de andre 19 partnere fastholder Paris-afatlen, som vi er enige om at implementere hurtigst muligt. Hun så ikke grundlaget for Macrons optimisme, og derfor nævnte hendes udtalelse udtrykkeligt at USA står alene med sit standpunkt.

"Der Spiegel" konstaterer ironisk at slutkommunikeet ikke var nogen åbenbaring. Men man bekymrede sig da om Afrika, fandt frihandel en god ting - og det var såmænd hvad de herrer og damer kunne have aftalt ved en telefonkonference. Man kunne jo heller ikke for et år siden vide at den nye beboer af Det Hvide Hus i Washington ville blive en politisk døgenigt (Nichtsnutz) som Donald Trump, fortsatte bladet. - Og nej, det kunne man ikke, men G20 kunne aktuelt have valgt at tage følgerne af kansler Merkels meget hurtige konklusion efter hans valg: Europa må klare sine problemer selv. Europa kan ikke længere stole på USA. - Nu fortoner hele formålet med G20-møderne sig ud i det blå og berettiger under alle omstændigheder ikke længere til at man udsætter en tilfældig værtsby for vandalisme af den slags der skete i Hamborg. Mødedeltagerne fik Beethovens 9. symfoni med sin store "Ode til Glæden", men offentligheden så på tv-nyhederne de hellige autonome vredesfolk gik amok i en antidemokratisk blodrus der sendte adrenalinet i vejret og gav dem det eneste der tæller i den bande: et orgastisk højdepunkt som var totalt løsrevet fra ethvert medmenneskeligt og samfundsmæssigt hensyn.

Hvad blev Merkels udbytte, må man spørge. Det har Tysklandskenderen Lykke Friis gjort i Berlingske 120717, og ifølge hende er der tre grunde til, at Merkel ikke behøver at frygte, at G20 udvikler sig til en boomerang op mod valgkampen 24. september.

For det første styrkede topmødet endnu en gang Merkels image som �Gipfelkanzlerin� (topmødekansler). Trods vanskelige arbejdsbetingelser lykkedes det hende ligesom på G7-møderne i Heiligendamm og Elmau at styre topmødet i sikker havn - for første gang i G20s historie uden at USA indtog rollen som konstruktiv spilfordeler.

For det andet formåede Merkel i Hamborg at styre uden om et sammenbrud ved som den første mødeleder i G20-regi at måtte opgive at skabe enighed om en topmødeerklæring, og samtidigt uden om anklagerne om at bukke under for den mest upopulære amerikanske præsident nogensinde i Tyskland. Det lykkedes Merkel at få isoleret Trump på klimapolitikken uden at det blokerede for den samlede topmødeerklæring, og uden at andre lande fulgte i Trumps fodspor.

Endelig har gadekampene i Hamborg aktualiseret en diskussion, som Merkels CDU længe har set som valgkampssællert, nemlig den indre sikkerhed. Det var Hamborgs overborgmester, socialdemokraten Olaf Scholz, der havde hovedansvaret for sikkerheden. Resultatet er derfor blevet, at SPD � sammen med de potentielle koalitionspartnere, De Grønne og Die Linke � nu presses gevaldigt på den indre sikkerhed: Kan man virkelig overlade hele Tysklands sikkerhed til disse partier?

Autonom vold og udskejelse i Hamborg Til toppen Næste

Allerede inden den første sten fløj gennem luften og den første bil var tændt i brand var Hamburg lammet gennem politiets afspærringer af den indre by. Der var politifartøjer ved hvert gadehjørne og helikoptere over tagene. Og fra det øjeblik politiet opløste demonstrationen "Welcome to hell" torsdag aften begyndte sortklædte hooligans at slå ruder ind, antænde barrikader og autos og brede mere kaos.

Fredag morgen drog bander gennem visse beboelseskvarterer med hammer og brandsatser, slog ruder ind og antændte dusinvis af biler. Natten til lørdag blev dele af den venstreorienterede bydel "Schanzenviertel" hærget og ødelagt, selvom politiet var til stede. Men det så blot til i de første timer. Flere hundrede politifolk var allerede blevet såret.

De folk der var kommet tilrejsende langvejs fra for at hærge Hamborg betegnede sig selv som politisk radikale, som antifascister, antikapitalister eller anarkister. Men hurtigt blev de til hooligans der smed sten mod politiet og skrev "Død over politiet" på en væg. Og d�t er ikke demokratisk modstand. Det er "Sort Bloks" politik i renkultur.

Fra befolkningens og kommentatorernes side begyndte man naturligvis straks at give borgmesteren og politiet skylden for at vandalismen fik frie hænder. Og politiet har da også nedsat en særlig kommission til at undersøge sagen. Men borgmesterens tilbagetræden afvistes både af Innensenator Grote (SPD) og kansleramtet i Berlin. Innensenatoren understregede over for den nordtyske tv-kanal at bystyret må beskæftige sig med hvem der var ansvarlige og hvordan man drager dem til ansvar. - Og i den forbindelse skal nævnes at politiet hurtig efter udskejelserne lørdag nat fik forstærket kontrollen ved grænserne og faktisk anholdt adskillige mistænkte. Og det hører med i billedet at politiet forbød demonstranterne at lave teltlejre i parkerne, hvor de kunne bo, sove og lave mad - og fik medhold i det af domstolene. Men de demonstranter vi her taler om var overordenligt velorganiserede og havde planlagt alting nøje, så politiet var bagefter. Og som altid ved sådanne demonstrationer, der ender med at løbe løbsk fordi et fåtal af dem ønsker det, er det yderst vanskeligt at få fat på de skyldige aktører og bagmænd. De står jo ikke frit frem.

En af organisationerne bag protesterne var "Attac" der generelt kæmper imod globaliseringen og storkapitalen og som aktuelt havde mottoet "Grænseløs solidaritet i stedet for G20", og begrundelsen lød: "G20 er en selvbestaltet instans, der kun er ude på at beskytte de rige på bekostning af de fattige. De taler om at 'bekæmpe årsagerne til flugt', men ingen af flygtningenes hjemlande er inviteret. De taler om 'partnerskab med Afrika', men hele kontinentet er fraværende ved G20. De taler om klimaforandringer, men repræsenterer olie, kul og bilindustrien. De taler om fred, men er de største krigsførende og våbenfremstillende lande". - Hele denne begrundelse for protesterne er ikke irrelevant, og bør naturligvis være til debat. Problemet er demonstraternes vold og voldsorgier.

De autonome er en særlig kategori af menneskeheden der af hjertet hader selve det demokratiske system, kapitalismen, globaliseringen, retssystemet og ordensmagten. Og de gør det fordi de ønsker en form for totalt anarki hvor friheden er ubegrænset og alt i princippet tilladt. Den kategori er gammel i europæisk historie (den var fx stærk i Rusland i sidste halvdel af 1800-tallet omkring Peder Kropotkin), og den kom vi vesteuropæere til at kende grundigt under ungdomsoprøret i 1968, hvor den store drøm også var at fantasien skulle til magten. Det er til dels et forståeligt pubertetsønske om en forlængelse af barndommen, men reelt er det først og fremmest en fatal illusion om at menneskesamfundet kan undgå social lagdeling og et decideret magthieraki. Anarkister tror vi alle kan blive i uskylden og dermed i virkeligheden i dyreriget eller den oprindelige natur. De ser konsekvent bort fra at mennesket i tidernes morgen fik en bevidsthed der fører det ud af uskylden. Samtidigt med at kønshormonerne trådte i kraft fik mennesket sin store bevidsthedsudvidelse. Bevidstheden formede seksuallivet og gav mennesket en artskarakterisk evne til at skelne mellem godt og ondt - og lige nøjagtigt dermed førte bevidsthedens opdukken mennesket ud af dyrerigets uskyld og placerede det i ansvarlighedens rige med alle de problemer og konflikter dette medfører. Menneskesamfundet og kulturen eksisterer ikke uden problemer.

På denne baggrund er det en fatal naivitet at tro på at mennesket kan have en bevidsthed om forskellen mellem godt og ondt og samtidigt skulle kunne lade fantasien bestemme samfundets udvikling og orden. Det er naivt overhovedet at tro at menneskesamfundet kan undvære en vis civilorden og ordensmagt eller at en dynamisk samfundsudvikling skulle kunne undgå en orden der i det lange løb giver pengeøkonomi og markedsøkonomi og som sammen med oplysningen, videnskaben og den teknologiske udvikling også giver en stigende globalisering og digitalisering. Det eneste nøgterne og realistiske under sådanne omstændigheder er at fastholde at dette heldigvis altsammen på en eller anden måde er foreneligt med åndsliv, oplysning, demokratisering, sekularisering og ligestilling mellem kønnene. Disse enestående goder kan forhindre den skævvridning af samfundet vi kalder jungleloven og hvor den stærkeste altid får ret. Det kan undgås fordi vi har alle et sjæleliv og et åndsliv som altid vil være et korrektiv til magten og magtsproget - og netop derfor skal værdsættes og respekteres. Men hverken magten eller ånden må tilrive sig absolut karakter.

Selvransagelse er altid en del af kulturen og ikke mindst en del af moderne demokratisk kultur. Og derfor dukker den omgående op i demokratiske kredse overalt i Europa efter Hamburg-mødet 2017. Og heldigvis trænger refleksionen også en smule ind i venstrefløjen. Der Spiegel kan således 12.7. melde ud at voldsorgiet i Hamburg gør en hel bevægelse usikker. SPD (der under ny formand ønsker at erobre magten fra CDU til september) og De Grønne og Die Linke bestræber sig for at give klar besked, hedder det. Men de viger tilbage fra de ubehagelige spørgsmål. Og det har efter min mening venstrefløjen generelt gjort i årtier.

Men det er nødvendigt med dyb ransagelse på venstrefløjen, og ganske specielt nødvendigt at konfrontere sig med spørgsmålet hvorfor så mange åbenlyst fryder sig over regulær vold mod systemet. For her kommer man ikke uden om at gå dybdepsykologisk til problemet og erkende at al vold har sit udspring i frustration i en ene eller anden form og den ene eller anden grad. Al voldsaggressivitet er altid en kombination af sund driftsaggressivitet og frustration (herunder manglende anerkendelse, jalousi, vrede, traumer og manglende evne til at nå konstruktive resultater). Og den bliver aldrig sund ved blot at hefte smukke drømme og kønne ord på målsætningerne.

Tyskland har et specifikt problem der kan føres tilbage til nazismens udskejelser og den katastrofale krigstilstand i 1920-erne og 30-erne mellem socialister og kommunister på den ene side og nazister og fascister på den anden side. For her tænkte man i absolutte dualistiske baner: enten er den ene ideologi rigtig og den anden forkert eller omvendt. Man forstod ikke pragmatismens, reformismen, dialogen eller komplementaritetens vej. Men alle erfarede katastrofen mellem 1933 og 1945 og det totale nederlag i 1945.

Regeringerne og de demokratiske partier vil fred og demokrati. Men myndighederne er bange for effektive foranstaltninger mod optøjer, vold og voldsorgier. Man hænger - også i andre vesteuropæiske lande - fast i tolerancen overfor de intolerante og humanismen over for de inhumane. Og det selvsamme gør G20-deltagerne sig skyldige i i forhold til det store flygtningeproblem der uløst er en alvorlig trusel mod selv den demokratiske kultur.

G20 mødet løste intet problem - og demonstranternes vold endnu mindre.

Ejvind Riisgård

Link til G20's officielle website

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Henvisninger Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt: