Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - korea2018

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.5.18.

Er Nordkorea på vej ind i moderniteten?

Sydkoreas præsident Moon Jae-in tog fredag formiddag den 27.4. smilende og med en udstrakt hånd imod Nordkoreas leder Kim Jong-un i den demilitariserede zone på grænsen mellem de to lande. De to udvekslede et par ord, før Kim Jong-un tog skridtet over skillelinjen som den første nordkoreanske leder i 65 år. - Jeg er glad for at møde dig, sagde Moon til Kim ifølge nyhedsbureauet AFP.

Herefter stod de to hånd i hånd og smilede til verdenspressen, hvorefter de på en rød løber og omgivet af et farverigt orkester gik mod det såkaldte 'fredshus' med et smukt ovalt bord, hvor dagens topmøde skulle holdes. - Vi står ved startlinjen i dag, hvor vi skriver en ny historie om fred, velstand og interkoreanske relationer, sagde Kim Jong-un ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det er unægteligt et møde der vil gå over i verdenshistorien som noget opmuntrende. Først og fremmest fordi de to lande har været fjender lige siden 1950 og i årevis ikke har haft personlige møder mellem deres ledere. Uden sådanne møder kan intet af betydning ske. Det var således møderne mellem den amerikanske udenrigsminster George Schulz og den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadze i årene efter 1985 der førte til topmødet mellem præsident Reagan og generalsekretær Gorbatjov og dermed afspændingen mellem USA og Sovjetunionen. Det bekræfter filosoffen Martin Bubers fremhævelse af at alt virkeligt liv er møde. Og omvendt viser den manglende personlige kontakt mellem de nuværende ledere Trump og Putin, at man ingen vegne kommer. Men det skal tilføjes at når Buber taler om 'møde', mener han et åbent møde mellem sjælene og de dybere meninger og ikke blot udveksling af høflige fraser.



Koreakrigen 1950-53 mellem den kommunistiske verden og den vestlige verden med FN som part var den direkte årsag til at jeg for alvor blev interesseret i udenrigspolitik. Bølgerne gik højt hvad angår placeringen af ansvaret for denne ødelæggende krig. Jeg var 16 år da krigen begyndte den 25. juni og forlængst begyndt at læse avis, og jeg gik i lang tid hver dag på biblioteket for at læse Politiken, Berlingske Tidende, Nationaltidende, Information og Land og Folk som supplement til Kristeligt Dagblad og Ålborg Stiftstidende som mine forældre holdt. Og min sympati gik til kommunisterne, fordi jeg dels var i gang med mit eget ungdomsoprør mod det bestående system (og mine forældre), dels var blevet fanget ind af formanden for det kommunistiske parti i Danmark Aksel Larsen og hans meget smittende engagement og indignation. Jeg indså først kommunismens virkelige fare efter Sovjetunionens nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956.

Den koreanske halvø blev efter de allieredes sejr over Japan i 2. verdenskrig delt i to besættelseszoner langs den 38. breddegrad, en sovjetisk nord for og en amerikansk syd for, men med genforening som mål. Flere års forhandlinger førte ikke til noget resultat, og i 1948 blev zonerne omdannet til selvstændige stater. Nordkorea med Kim II-Sung som leder for en kommunistisk republik med tætte forbindelser til det Kina der var blevet kommunistisk efter Formand Mao's sejr over den nationalistiske præsident Chiang Kai-Shek, og Sydkorea med Syngmann Rhee som leder for en højreorienteret, provestlig republik. Efter tiltagende spændinger overskred nordkoreanske tropper 25.6. den 38. breddegrad, og USA tog i FN's Sikkerhedsråd initiativ til både en fordømmelse og en intervention, idet præsident Truman så Nordkoreas angreb som et forsøg på at undergrave den vestlige systematiske 'inddæmning' af Sovjetunionen og Kina han havde påbegyndt i 1947.

Den sydkoranske hær blev på få dage fordrevet til halvøens sydligste spids, men den 15. september iværksatte den amerikanske general Douglas MacArthur en dristig landsætning af tropper i en havneby tæt ved Sydkoreas hovedstad Seoul, og de krydsede grænsen ved 38. breddegrad den 30. september. Men den 25. november stormede 260.000 kinesiske tropper mod amerikanerne i et gigantisk felttog og drev dem sydpå. Præsident Truman valgte til sidst at indlede fredsforhandlinger og afskedige MacArthur der ubetinget ville føre modoffensiv. Den 27.7.53. indgik parterne en våbenhvile, og da havde krigen kostet 3 mio mennesker livet. Men en fredsaftale kom aldrig i stand. Alle forsøg løb ud i vandet, fordi de nordkoreanske ledere var i en klasse for sig.



Sydkorea var blevet regeret hårdt og brutalt af japanerne indtil efter 2. verdenskrig, hvor landet blev befriet efter japanernes overgivelse til MacArthur. Sovjetunionen besatte landet nord for den 38. breddegrad, og USA syd for. Sydkorea faldt, ligesom Japan, under den amerikanske interessesfære, og landets økonomi fik støtte af USA. Landet var et militærdiktatur til midten af 1980'erne.

I 2012 blev den konservative politiker Park Geun-hye (født 2. februar 1952 i Daegu) valgt til Sydkoreas præsident i februar 2013. Hun sad som præsident indtil hun blev afsat den 10. marts 2017 på grund af korruption. Hun efterfulgtes af Moon Jae-in (f. 1953). Han er tidligere studenteraktivist, jurist med menneskerettigheder som speciale og stabschef for tidligere præsident Roh Moo-hyun. Og han var en overgang leder af Minjoo-partiet.

Under Vinterolympiaden i Sydkorea i år deltog Kim Jong-uns lillesøster i Åbningsceremoniern og gav ved den lejlighed hånd til Sydkoreas præsident. Så en vis kontakt var ved at blive etableret. Men den amerikanske vicepræsident ville ikke hilse på hende!



Nordkorea betragter sig selv som en 'juche'-socialistisk stat og praktiserer en lukket, totalitær styreform. Formelt har landet både et parlament og en regering, men i praksis er det Den nationale Forsvarskommission med Kim Jong-un i spidsen, som sidder på magten. Han er efterkommer af Kim Il-sung, hvis familie har haft magten i landet siden selvstændigheden. Der er parlamentsvalg hvert femte år, men alle kandidaterne skal godkendes af kommunistpartiet, som med undtagelse af nogle små støttepartier, er det eneste parti i landet.

Det var i 1970erne at lederen Kim Il-sung (f. 1912) der indførte den politiske doktrin kaldet 'juche'. Den sætter (i stid med leninismen-stalinismen) den nationale interese over den internationale kommunisme og går i hovedsagen ud på selvforsyning af varer og tjenester. I nutiden producerer Nordkorea 95% af eget forbrug og økonomisk blev landet helt afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, mistede Nordkorea denne økonomiske støtte, og økonomien gik i stå.

Den 8. juli 1994 døde Kim Il-sung, og sønnen Kim Jong-il (f. 1930) overtog gradvis styringen af landet og blev udnævnt til statsoverhoved. Mellem 1996 og 1999 blev Nordkorea ramt af hungersnød, og 6-700.000 mennesker døde. Landet blev tvunget til at bede omverdenen om hjælp. Nordkorea er et gennemmilitariseret samfund, der sætter partiet og samfundet før individet. Med sin hær på én million mand menes Nordkorea at være det land i verden der har den største hær i forhold til befolkningstal. Værnepligten varer 10 år. Selvom landets ledere hævder at Nordkorea er et klasseløst samfund, er der store skel mellem den lille del af magthavere og det store flertal af borgere der lever i fattigdom og isolation.

Landet har desuden brugt enorme ressourcer på at udvikle både kemiske, biologiske våben og atomvåben. Våbeninspektørerne fra IAEA (Det Internationale Atomenergiagentur) blev smidt ud af landet i 1994, og det internationale samfund har gjort gentagne, forgæves forsøg på at stoppe landets atomvåbenprogram. En række af nordkoreanske atomprøvesprængninger og missil-lanceringer i 2000'erne har ført til gentagne svigt i forhandlingerne. Som følge heraf har FN's sikkerhedsråd indført strenge sanktioner mod landet.



Kim Jong-Il blev internationalt betragtet som et yderst taknemmeligt offer for verdens hån og satire, men ingen i landet fik noget at vide om hånen. Men hans atomprøvesprængninger har det internationale samfund ikke set som en spøg; de foregik langt under jordens overflade og var i begyndelsen så svage at omverdenen ikke kunne registrere dem. Selv eksperter kunne ikke afgøre om der blot var tale om mindre jordskælv. Men omverdenen skælvede. Og Kim Jong-Il udfoldede en retorik der næppe har haft sin lige: "Den videnskabelige forskningssektor i Nordkorea har 9. oktober gennemført en vellykket underjordisk prøvesprænging under sikre forhold - på et spændende tidspunkt, hvor hele landets befolkning er ved at tage et stort skridt i retning af at skabe en fantastisk, stærk og socialistisk nation. Det bekræftes, at der ikke opstod farlige situationer, for eksempel radioaktivt udslip, under prøvesprængningen, der blev gennemført under videnskabelige og nøje kalkulerede forhold. Atomprøvesprængningen blev gennemført med 100 procent indenlandsk kløgt og teknologi. Den er en historisk begivenhed, der er til stor opmuntring og glæde for Den Koreanske Folkehær og befolkningen, der har ønsket sig sit eget stærke forsvarsvåben. Den vil bidrage til forsvaret af freden og stabiliteten på og omkring Den Koreanske Halvø."

Den nævnte bedrift skal ses i sammenhæng med at Nordkoreas kortrækkende og langtrækkende missilraketter endnu var så svage at de slet ikke kunne transportere en atombombe af nogen betydning. Den nævnte opmuntring tilfaldt den store folkehær på over 1 million mand. Ellers er den en regulær livsløgn, for befolkningen er ludfattig, underernæret og syg - og har haft mere brug for brød og ris end for atombomber og militærparader. Bomben kunne alene opretholde styrets fantastiske selvbedrag om uovervindelighed. Det internationale samfund reagerede dog på praleriet, og bekræftede dermed kun Kim Jong-Il i troen. De nordkoreanske mediers horrible retorik bekræfter også selvbedraget.

Kim Jong-Il havde ét klart og bestemt formål med sin prøvesprængning, nemlig at skabe så megen frygt og usikkerhed i omverdenen og navnlig hos sine nærmeste naboer, Japan, Taiwan og Kina samt sin fjerne hovedmodstander USA, at han kunne sikre sin stats ukrænkelighed for angreb udefra. Ingen havde lyst, vilje eller kapacitet til at angribe Nordkorea med henblik på at neutralisere atomvåbnet, og da omverdenen heller ikke fik held til gennem sanktionerne at bringe Nordkoreanerne til forhandlingsbordet på sine egne betingelser, så ville status quo blive opretholdt - indtil systemet eventuelt måtte bryde sammen indefra.



Den 17. december 2011 døde Kim Jong-il af et hjerteanfald og efterfulgtes af sin søn Kim Jong-un (født 1983), der kaldes 'den store efterfølger'. Og det er naturligvis denne mærkværdige mand der nu - efter års mere og mere vanvittige atomoprustning og missil-opsendelser rettet mod USA - har vakt et vist håb om en ny kurs efter sit møde med Sydkoreas præsident. 'Den store efterfølger' har virket lige så latterlig som faderen; han er forholdvis lille, men tyk og virker med sit store hoved og forudsigelige dogmatiske udtalelser temmelig ensporet. Så man forstår egentlig godt at USA's arrogante præsident Trump, der måler alting efter simpel pengemagt, bramfrit kalder ham 'den lille raketmand'. Men det er præcis den slags ringeagtsytringer fornuftige ledere bør afholde sig fra; den viser kun at de ikke har ringeste tiltro til diplomati og personlige møder.

Men et eller andet omsving i Kim Jong-un's primitive tankegang synes et faktum, og så må man spørge, hvordan det overhovedet er kommet frem. Der har været flere tegn på at Kim Jong-un i hvert fald har ønsker at komme til at se lidt mere menneskelig ud. Således har han for kort tid siden besøgt hospitalet hvor sårede kinesiske turister var blevet indlagt efter en busulykke. Han har vist sig stadig oftere med sin kone, der endda nu omtales i medierne som 'førstedame' og ses til balletforestillinger. Men det er naturligvis Kinas ledere der er afgørende. Kinas præsident Xi Jinping har hverken været tilfreds med den nordkoreanske magtelites adfærd eller med Kim Jong-uns missileksperimenter. Kinesiske videnskabsmænd har desuden lækket oplysninger om at den kraftigste af de nordkoreanske atomprøvesprængninger i september udløste fire jordskælv der har gjort visse nordlige bjergområder tæt på Kina uanvendelige. Og da en nordkoreansk delegation udeblev fra et aftalt møde, indstillede Kina vitale leverancer af energi.

Alt kunne altså tyde på at Kim Jong-un er ved at indse at han ikke vil kunne opretholde sin støtte fra Kina eller sin magtposition, hvis han fortsætter ad de gamle baner - og derfor må mødet med Sydkoreas præsident ses som et godt tegn, selvom der er lang vej igen mod forsoning for slet ikke at tale om genforening. Det er ikke uvæsentligt om det bebudede møde med Donald Trump i maj måned kommer i stand eller hvordan det vil forløbe, og det er meget tvivlsomt om Trump overhovedet er i stand til at aflægge sin nedladenhed, men presset fra Kina gør det nødvendigt for Kim Jong-un at skifte spor.

Og man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Man skal aldrig på forhånd afskrive en diktators, et partis eller et lands muligheder for at skifte spor, da der trods al ensporethed, indbildskhed og fanatisme altid foregår processer i det ubevidste som er uberegnelige og uforudsigelige. De kan gå den forkerte vej (som eksempelvis ofte i Hitlers og Stalins tilfælde), men de kan i visse tilfælde også gå til den positive side, som man ikke mindst så hos Sjevardnadze og Gorbatjov. Og man kan endog fastslå, at der i sidste ende aldrig sker et positivt omsving uden disse uforudsigelige processer i det underbevidste hos lederne og folkene. Derfor er det også en forudsætninge for et godt resultat, at omgivelser tager godt imod de positive processer - netop som den sydkoreanske præsident har gjort i forhold til Kim Jong-un, men som man ikke skal regne med at Donald Trump vil kunne gøre.

Under alle omstændigheder er der nu sendt positive signaler fra Kim Jong-un - og det bliver derfor meget interessant at følge udviklingen de næste måneder.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Nordkoreas atombombe  (13.10.06.)
Trump isolerer sig - og Merkel gør det bevidst til et vendepunkt  (31.5.17.)
Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)

Kina har fået ny bureaukratisk og uigennemskuelig topledelse  (22.11.12.)
Kina mellem vækst og rettigheder  (17.6.12.)
Kinas præsident beærer Danmark med et besøg  (14.6.12.)

Rusland: Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Rusland: Putin fortsætter som reel zar i Rusland  (6.3.12.)
Tengis Abuladzes 'Anger' (1984) og Nikita Mikhalkovs 'Brændt af solen' (1993)  (film handler om stalinismen, men historien om Anger også om den sovjetiske udenrigsminister Sjevardznadze)



Artikler om USA
Artikler om Kina og Fjernøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal