JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kina12a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.6.12.

Kinas præsident beærer Danmark med et besøg

Den kinesiske Folkerepubliks præsident Hu Jintao kommer den 14.-16. juni på det første kinesiske statsbesøg nogensinde i Danmark. Han var i København til det store internationale klimatopmøde i december 2009, men det var jo ikke et statsbesøg, og efterfølgende stødte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen Kina på manchetterne ved at modtage Tibets åndelige overhoved Dalai Lama på Marienborg. Men nu skal det altså være.

Kina er i dag verdens næststørste økonomi med et bruttonationalprodukt på 41 mia kroner og et indbyggertal på 1,3 milliarder, mens Danmark er et lille europæisk land med kun 5,5 millioner indbyggere, men dog et relativt langt større bruttonationalprodukt på næsten 2 mia kroner. Præsident Hu Jintao skal videre til G20-landenes topmøde i Mexico, men har altså valgt at aflægge Danmark en visit over tre dage som udtryk for anerkendelse af de gode diplomatiske og handelsmæssige relationer mellem landene, og han kommer med en stor delegation af ministre og erhvervsfolk som forventes at færdigforhandle og underskrive handelsaftaler til adskillige milliarder danske kroner der dels vil lune godt i kasserne, dels give flere af de hårdtsavnede nye arbejdspladser i landet.

Statsbesøget sker med fuld musik, dvs modtagelse af dronningen, kort formiddagsmøde med Hendes Majestæt på Amalienborg med efterfølgende havnerundfart på 'Dannebrog', gallamiddag på Christiansborg, forhandlinger med statsministeren og besøg på forskellige virksomheder. Men da Kina som bekendt ikke er et demokrati, har der været kritik af besøget. Enkelte folketingspolitikere vil ligefrem holde sig væk fra gallamiddagen med den begrundelse at de ikke vil sidde til bords med en diktator. Andre idealister mener at Danmark under alle omstændigheder skal benytte chancen til at kritisere Kinas præsident for undertrykkelsen af afvigere og for behandlingen af Tibet. Men danske regeringer er fornuftige og pragmatiske og tager gerne mod besøg af statsledere fra lande som godt nok ikke er demokratiske, men som er anerkendt som lovlige af det internationale samfund og som Danmark har diplomatiske forbindelser med.

Det sidste har Danmark haft i Kinas tilfælde siden 1950, hvor den daværende udenrigsminister Gustav Rasmussen (ham med de røde seler) sendte et telegram til den kinesiske udenrigsminister Zhou Enlai og anerkendte den nyetablerede kommunistiske regering under Mao Zedong som Kinas lovlige regering. Siden har Danmark opretholdt gode forbindelser med Folkerepublikken Kina, og når det i dag er blevet opportunt for begge parter at mødes på topplan hænger det sammen med Kinas økonomiske vækst og interesser for danske produkter og Danmarks gode muligheder for eksport af såvel industriprodukter som knowhow. Der er meget stor kinesisk interesse i danske produkter og danske investeringsmuligheder, fordi Kina er kommet med på bølgen af grøn energi og teknologi til afløsning for den hårde og gammeldags industrivækst der prægede fremgangen under Deng Xiaopings reformpolitik fra slutningen af 1970'erne og som indebar hensynsløs rovdrift på naturens ressourcer og derfor katastrofale miljøødelæggelser. Aktuelt tales der om forventninger til højteknologisk handel med Kina for omkring 18 mia kr. Det gælder store virksomheder som Novozymes, Danfoss, Cowi, Danish Crown, Carlsberg og Vestas. Desuden forventes det at kineserne vil vise stor interesse for at komme med i det Arktiske Råd, et forum for otte arktiske stater, som skal arbejde for en bæredygig udvikling ved udnyttelse af de store naturresourcer i det arktiske område.

Det er absolut intet odiøst i handelsaftaler mellem lande der har principielt forskellige styreformer. Er landene ikke ligefrem i krig med hinanden, vil det være dumt ikke at handle, når der er oplagte gensidige fordele. Derfor handlede Danmark også med Sovjetunionen og handler den dag i dag med Rusland såvel som med Mellemøsten og mange andre lande med udemokratiske styreformer. Fordelen er ikke alene økonomisk, men også kulturel og derfor i sidste ende også politisk og humanistisk. Landene lærer - gennem diplomater, forskere, erhvervsfolk og kulturpersoner - hinanden bedre at kende og kan langt hen ad vejen også respektere hinandens forskellighed, men de kan i realiteten også påvirke hinanden i en eller anden grad som man skal være meget varsom med at måle efter simple metoder. Påvirkningerne kan gå veje der er skjulte, fordi det menneskelige sind har sider der ligger hen i det skjulte. Derfor er det latterligt at boykotte et diktatur, blot fordi det hylder andre principper end vore egne. Boykot kan komme på tale og være på sin plads, når en situation spidser til og fx medfører diktaturets militære overgreb mod et andet land som det skete i 1956 da Sovjetunionen overfaldt Ungarn (det medførte aflysning af en fodboldkamp i Parken). Det vides imidlertid med sikkerhed fra bl.a. cellisten Mstislaw Rostropovitj, at de sovjettiske musikere på verdensplan var uhyre taknemmelige for al den kontakt de kunne få med Vesten under den kolde krig. Og i Kinas aktuelle tilfælde kan man ikke bruge undertrykkelse af dissidenter som Ai Weiwei eller undertrykkelsen af tibetanerne som begrundelse for egentlig boykot, da man ikke udefra kan ændre disse ulykkelige omstændigheder. Af samme grund skal man heller ikke boykotte udemokratiske lande som Ukraine under EM i fodbold.

I stedet skal man tro på at frihedsrettighederne er så universelle, at de alle steder vil blive ved med at gøre sig gældende hos undertrykte individer og befolkningsgrupper, og i den forbindelse støtte menneskerettighedsforkæmperne hvor man kan, men samtidig håbe på at normale, diplomatiske, handelsmæssige og kulturelle relationer stille og roligt kan være med til at ændre forholdene i den rigtige retning. Og hvad Kina angår er der ingen tvivl om at landets kommunistiske ledelse i kraft af selve ønsket om økonomisk vækst for længst har bevæget sig væk fra gammeldags, ren centralistisk styring og planøkonomi henimod en blandingsøkonomi med både privatøkonomi og markedsøkonomi ved siden af statsøkonomi og planøkonomi. Der er heller ingen tvivl om at Kina er i bevægelse hvad angår miljø og menneskerettigheder. Og der er endeligt heller ingen tvivl om at landet på langt sigt bliver nødt til i et eller andet omfang og en eller anden grad at gå den risikable demokratiske vej væk fra det rene etpartisystem, hvis den økonomiske vækst skal holdes vedlige og de sociale problemer - ikke mindst i modsætningen mellem by og land - skal kunne holdes i ave.

Det kan og skal ikke skjules at Folkerepublikken Kina er et vaskeægte 'proletariatets diktatur', med et partisystem der sidder egenmægtigt på såvel det administrative apparat som hær, efterretningsvæsen, politi og domstole og bruger skrap censur, indespærring af dissidenter og hårde straffe for lovovertrædelser (inklusive den udbredte korruption). Men det bør heller ikke skjules at der trods alt er sket enorme forandringer fra Mao Zedongs dage og hans uforsonlige kamp mod alle borgerlige væsener eller 'samfundsfjender' (der ikke nåede at flygte til Chiang Kai-sheks Taiwan i tide) eller hans vanvittige afintellektualiserings-eksperiment eller udrensningkampagner der blev kaldt 'kulturrevolutionen' og som gjorde livet surt for såvel fattige og enfoldige mennesker som for kloge og kritiske hoveder ved tvangsmæssigt at vende op og ned på de sociale strukturer under den øverste partiledelse.

De nøgne tal siger ikke så lidt om denne udvikling.

- Befolkningen var i 1949 på 542 mio mennesker. I 2012 skønnes der at være 1,34 mia.
- Bruttonationalproduktet pr indbygger var i 1976 394 US$, i 1989 1074 US$, i 2002 3097 US$ og i 2011 8.400 US$.
- Andelen i verdensøkonomien er steget fra 2,2 % i 1976 til 4,4 i 2002 og 10 % i 2011.
- Antallet af fattige skønnes at have været 835 mio i 1981, (ingen tal for 1989), i 2005 208 mio og i 2008 173 mio.
- Middelklassens størrelse var i 1985 på 2,4 mio, i 1990 på 3,1 mio, i 2005 på 126 mio og i 2010 på 330 mio.

- [Kilde: Politiken 24.3.12. baseret på FN, OECD, Verdensbanken m.fl.]

Bruttonationalproduktet og andelen i verdensøkonomien er med andre ord steget langt hurtigere end befolkningstallet, og antallet af fattige er samtidigt blevet markant reduceret. Men det mest karakteristiske tal er forøgelsen af middelklassens størrelse. Vi kender alle billederne af ludfattige bønder i de vestlige områder af Kina som stadigt er et stort problem, men det mest bemærkelsesværdige er alligevel opkomsten af moderne byer i det østlige Kina med højhuse og skyskrabere, tæt moderne trafik og en travl, velklædt og veluddannet befolkning der kan fremmedsprog (engelsk) og er på nettet. Det er ret fantastisk at Kina siden Mao-revolutionen i 1949 har udviklet sig til en land med en middelklasse der udgør rundt regnet en fjerdel af landets befolkning mod dengang kun en halv procent.

Og da det er middelklassen - det veluddannede 'borgerskab' - der er både betingelsen for den økonomiske vækst og primus motor for alle forandringer, er det også den der i sidste ende skal sikre større frihed. De to største problemer bliver den sociale udfordring fra den fattige og stadigt store landbefolkning og den politiske udfordring fra den centralistiske topledelse der på den ene side er indstillet på reformer, men på den anden side frygter etpartisystemets skæbne og derfor kun accepterer styrbare reformer.

Kinas vækststrategi synes dog ifølge Financiel Times' analytiker Jamil Anderlini at være ved at tabe pusten, idet den ikke længere som i de foregående 30 år kan bygge på billig kapital, billig arbejdskraft og lave grundpriser. Dels har strategien medført miljøproblemer og social ulighed. Dels er man løbet ind i samme problematik som et velfærdssamfund som Danmark: arbejdsstyrken bliver mindre og befolkningen ældre, og der bliver altså færre til at forsørge dem der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det store problem er stigende omkostninger (løn og renter) samt mangel på arbejdskraft. Og det har fået præsident Hu Jintao til at erkende at "Kinas udvikling lider under en alvorlig ubalance og mangel på samordning og bæredygtighed". Derfor tyer ledelsen i Beijing også til 'stimuleringspakker' til udsatte og trængte virksomheder. Men afhængigheden af gæld og investeringer fortsætter - og giver bl.a. risiko for overophedning af ejendomsmarkedet. Det bliver svært for partiledelsen at fastholde præsidentens princip om en 'harmonisk udvikling' og hans kompromissøgende kurs mellem fløjene i partiet.

Modsætningen mellem land kontra by forstærkes i så høj grad at man ligefrem kan tale om en kapitalistisk højrefløj over for en maoistisk venstrefløj i ledelsen. Og da partiledelsen fornylig fyrede en yngre fremstormende partichef i den 30 mio store bystat Chongqing ved navn Bo Xilai gav det anledning til rygter om en decideret magtkamp i partiledelsen. Bo Xilai var en af kandidaterne til at efterfølge den 69-årige Hu Jintao som formand for partiet og præsident ved den forestående partikongres til oktober. Han var muligvis for maoistisk indstillet - eller blot for selvstændig i forhold til idealet om fuldstændig enighed, ensartethed og loyalitet som kendetegner de til hver sin tid valgte ni medlemmer at politbureauet. Ingen ved det imidlertid, ligesom heller ingen ved noget om den nu sandsynlige næste præsident Xi Jinping. Officielt foregår der aldrig magtkampe i partiledelsen - og intet, absolut intet, slipper ud fra møder, drøftelser eller beslutningsprocesser. Partiet er totalt lukket udadtil.

Byernes voksende middelklasse vil imidlertid - som enhver veluddannet og karriereindstillet middelklasse med kreativitet og iniativ have mere frihed, mere markedsøkonomi og mere liberalisme, mens landbefolkningen først og fremmest savner tryghed, bedre dagligdag og bedre lønvilkår og simpelthen frygter øget ulighed som følge af andres øgede frihed.

Det Kina i disse tider oplever er med andre ord en decideret tilspidsning af den klassiske eller universelle modsætning mellem frihedsprincippet og tryghed- eller lighedsprincippet.

Frihedsprincippet tilgodeser menneskets indbyggede trang til udfoldelse, ekspansion, magt, karriere, viden og erkendelse, eller under ét den eksistentielle 'transcendens'. Mens lighedsprincippet først og fremmest værner om trangen til tryghed, forbliven ved det kendte og bestående, eller tilfredsheden med det opnåede, eller under ét 'immanensen'. De to principper kan ikke forenes i en logisk syntese, en 'ligevægtstilstand' eller en 'harmoni'. De vil tværtimod altid i praksis - allerede i hovederne på folk - kæmpe mod hinanden om overmagten og derfor i realiteten skabe hele den dynamik den menneskelige kultur er kendetegnet af og som det moderne samfund i ekstremt grad er præget af.

Løsningen på den logiske modsætning hedder komplementaritet mellem frihedsprincippet og tryghedsprincippet, hvad der igen vil sige at man én gang for alle lader den logiske modsætning være logisk modsætning - og i praksis opgiver alle forsøg på at skabe ligevægt eller harmoni imellem dem. I stedet accepterer man princippernes uforenelighed, men til gengæld også deres dynamik og stadige skaben ubalance.

Det vil fremgå at den sympatiske og reformaccepterende, men teknokratiske og bureaukratiske præsident Hu Jintao lukker øjnene for problemerne i og med at han fastholder forestillingen om en harmonisk udvikling og muligheden for et kompromis mellem fløjene i partiet.

Ingen kender mennesket Hu Jintao overhovedet - eller en eneste af de andre nuværende eller kommende medlemmer af politibureauet - for partiledelsen fungerer som en suveræn enevældig og magtfuldkommen enehersker i et lukket etpartisystem uden officiel opposition, fri debat eller fri presse. Hverken dronningen eller statsministeren vil i de kommende dage komme deres gæst på nært personligt hold. Maos beskedne arbejdstøj er forlængst hos partiet ledere afløst af mørke habitter, præsidenten er ikke længere forgudet som et overmenneske, men partiet og partikongressen er fortsat et strengt hierarkisk opbygget, mandsdomineret organ, som udadtil skal stå samlet vagt om alle beslutninger, men indadtil er uundgåeligt præget af nepotisme og korruption - samt kamp om placeringen i hakkeordenen. Bureaukrater og teknokrater har taget fuldstændigt overhånd i et omfang der giver mindelser om det gamle Kinas mandarin-system. Og det betyder nøje overholdelse af gode manerer, men også altid øget risiko for stagnation.

Forskellen er imidlertid at der i dag ikke blot findes bureaukratiske embedsmænd og partiledere i Kina, men også kreative og dynamiske erhvervsfolk med afgørende kontakter til udlandet. Partiet er nok stadig et lukket parti, men Kina er ikke længere et lukket land. Der findes en stor og veluddannet middelklasse der ønsker mere frihed.

Vestens ansvar i dette store perspektiv er at udbygge alle politiske, erhvervsmæssige og kulturelle kontakter i respekt for Kinas egen kultur, mentalitet og aktuelle udviklingsvej. Alle muligheder for dialog bør udnyttes, eftersom erhvervsfolk kan bekræfte at der lyttes til danske synspunkter og danske erfaringer, men man skal overholde diplomatiets spilleregler og undlade enhver form for direkte stødende eller belærende synspunkter.

I den aktuelle økonomiske eller finansielle krise skal Europa og EU naturligvis udnytte alle muligheder for at tiltrække kinesisk kapital og handel, men omvendt skal man ikke foregøgle Kina at EU er en enhed eller overhovedet har en samlet plan for løsningen af sin krise - således som direktøren for "Institut for Europastudier ved Kinas Institut for Internationale samtidsrelationer" i Beijing ønsker det. Og man skal mindst af alt skrue en kontroversiel finansunion sammen for kinesernes, amerikanernes eller nogen andres skyld.

Det er måske nemmere for store centralistisk styrede landes forhandlere at håndtere EU-instanser, men når Kina sætter Danmark så højt som tilfældet er, skyldes det først og fremmest at Danmark fortsat er noget for sig, og at det kan byde på ikke blot medicinalprodukter og andre højteknologiske produkter, men også på sociale løsninger og velfærdspolitik der vækker opmærksomhed.

Danmarks muligheder skulle med andre ord væres særdeles gode både for at lave forretninger med fordele for beskæftigelsen og for at påvirke Kina indirekte ved det gode eksempel, den gode dialog med og respekt for Kina.

Et alvorligt handikap er det imidlertid at hverken den danske regering, oppositionen eller det danske folketing generelt har nogensomhelst forståelse for hvilke muligheder der ligger i en tilbundsgående forståelse for den komplementaritet mellem frihedsprincippet og trygheds/lighedsprincippet som på langt sigt er den eneste bæredygtige basis for 'den tredje vej' som både Danmark (Nordeuropa) og Kina ville kunne få så megen gavn af. I dansk politik er den tredje veje den eneste vej ud af den forældede klassekamp og håbløse modstilling mellem rød blok og blå blok som rider landet som en mare. Og i kinesisk politik er den tredje vej den eneste progressive vej ud af det forældede etpartisystem og den reaktionære, elitære mandsdominans der hersker i landet og for magtens skyld tænker i ensidighedens og harmoniens baner, som reelt er stilstandens baner. Danmark er i den enestående situation at have komplementaritetens og den tredje vejs mulighed lige for hånden - blot man sætter sig ind i deres væsen og gør sig fuldt bevidst om progressiviteten. Og Danmarks lidenhed er i denne forbindelse ikke et handikap, men en fordel. Men desværre er vore førende politiske ledere af samme bureaukratiske og teknokratiske format som de store rorgængere i Kina.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

Statsministeriet
Udenrigsministeriet
Arktisk Råd
Den kinesiske ambassade i Danmark (engelsk)
Kina-Portal.dk (privat, uafhængig portal

Relevante artikler på Jernesalt:

Kina mellem vækst og rettigheder (17.6.12.)

Kina: Fred og fare - ifølge Sven Burmester (19.7.07.)
Komplementaritet - generelt
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.)
Finanskrisen afslører økonomiens fundamentale irrationalitet (8.10.08.)

Syrien nærmer sig borgerkrigen  (7.2.12.)
Er 'Det arabiske forår' ved at løbe ud i blind vold?  (24.11.11.)
Syrien også i oprørets tegn  (26.4.11.)

George Soros, refleksiviteten og fejlbarligheden  (26.4.12.)
G8-topmødet ude af fornuftige proportioner  (14.6.07.)
Er globaliseringen et gode eller et onde?  (Globalisering - 25.6.04.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)