Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - mendelssohn

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.3.16.

Oratoriet "Elias" en sakral begivenhed i Koncerthuset

Musik kan både være et verdsligt musikantisk fænomen, der er knyttet til simpel glæde ved at synge, spille og danse, og et religiøst fænomen der er knyttet til kult og kultsteder - og ingen er i stand til at afgøre hvad der er ældst, eftersom hverken musik eller religion kan adskilles fra kulturen. Musik er lige så gammel som religion. Begge må ligesom kunst, leg og humor regnes for helt emergente fænomener i biologien, dvs fænomener der i den biologiske udvikling er dukket op samtidigt med mennesket. Fuglene synger og dyreunger leger, men det er på et plan der er præget af instinktiv adfærd og endnu ikke er blevet til kultur i betydningen noget der i selve naturen der adskiller sig markant fra den 'rene' natur ved at være betinget af den menneskelige bevidsthed og dennes mærkelige påfund.

Som udpræget verdsligt fænomen finder vi musikken i spillemandsmusikken der var nært knyttet til festerne i landsbyen med hvad dertil hørte af danse og rigelige drikkevarer. Lige som den tidlige jazz i Amerika blev den udøvet af overordentligt dygtige musikere der som hovedregel var selvlærte og spillede efter gehør (uden noder), og begge var præget af den stærke rytmiske betoning, den lette, sangbare melodi og den enkle klang med relativt mange faste elementer og vendinger. Men i de højere klasser og for Europas vedkommende udviklede den musikantiske musik sig også i den borgerstand, der voksede frem i de store byer og især i hovedstæderne omkring embedsmandsstanden, og dér blev den verdslige musik finere og finere, og den udøvedes af professionelle musikere der dannede forskellige ensembler, herunder også orkestre som var knyttet til hoffet.

Den religiøse musik knyttedes naturligvis til kirkelivet, hvad der for jødernes vedkommende vil sige til synagoge-sangen og for den kristne kirkes vedkommende til den liturgiske sang i kirkerne, der igen efterhånden også kom til at omfatte såvel korsang og menighedssang som en særlig tradition for orgelmusik til enten akkompagnement eller selvstændige former som præludier og postludier. Der opstod på et vist tidspunkt også tradition for store messer for både kor og orkester samt solister, herunder oratorier og passionsmusik.

Stadigt forholder det sig sådan af fx Bachs og Händels store oratorier oftest spilles i store kirker, men nu om dage opføres de dog også i koncertsalene. Og dette gælder netop den tyske Felix Mendelssohn Bartholdys oratorium "Elias" fra 1846 som komponisten selv uropførte i Birmingham i England (med engelsk tekst), men som senere naturligvis opførtes i Tyskland med tysk tekst. Den jødisk fødte, men konverterede Mendelssohn (1809-1847) var helt igennem romantiker og holdt sig ret konservativt til klassisk harmonilære (til forskel fra senromantikerne), men det er faktisk hans fortjeneste at have skaffet Bach (1685-1750) en renæssance i musiklivet med en opførelse af den store Matthæuspassion kun 20 år gammel i 1829. Bachs musik var efterhånden gået i glemmebogen, hvad vi har vanskeligt ved at forstå i dag - ud over at vi naturligvis véd at det var hans egne sønners rokoko-musik der gik hen og blev populærmusik, fordi den var enklere end faderens.

Når undertegnede lægger vægt på at fremhæve at opførelsen af 'Elias' i Koncerthuset fredag den 4. og lørdag den 5. marts blev en decideret sakral begivenhed, hænger det sammen med at det dels efterhånden hører til sjældenhederne at dette overhovedet sker, dels at Koncerthusets store sal er særdeles velegnet til formålet. Og det lykkedes netop denne gang til fulde takket være fremragende præstationer fra alle medvirkende under den japanske dirigent Masaaki Suzuki. Han er født i en kristen japansk familie og uddannet i Tokyo og Amsterdam, men har dog specialiseret sig i barokmusik (og på det svenske BIS indspillet samtlige Bach-kantater). En væsentlig grund til Susukis store held med 'Elias' var at han havde placeret det store koncertkor lige bag ved orkestret og ikke på de pladser det ellers har fået på balkonen ovenover (lige under orglet). Det gav en helt usædvanlig samlet klang, så opførelsen alt i alt blev en overvældende begivenhed - og den fortjener specielt opmærksomhed ved også at fremmane et værk der direkte fortolker den helt centrale historie i jødedommens udvikling om befæstelsen af jødedommen som monoteistisk religion gennem profeten Elias' deciderede massakre på de hedenske Baal-profeter.

Jeg har oplevet fortræffelige koncerter i DR's nye koncertsal, i denne sæson bl.a. fremragende opførelser af Mahlers 'Das Klagende Lied' og 'Des Knaben Wunderhorn'. Men det er faktisk første gang jeg har oplevet Koncertsalen som decideret kultsted, dvs som særligt rum for sakral kultisk handling - hvad der netop var hvad jeg efterlyste ved Koncertsalens indvielse i 2009. Jf. Det nye koncerthus i Ørestaden



Handlingen i oratoriet - der stammer fra 1. og 2. Kongebog i Det gamle Testamente - er i korthed følgende. Profeten Elias træder frem for at forudsige at Israels folk vil blive ramt af tørke i årevis, fordi de ikke lever som de skal efter Jahves love. Lederen af kongens hof Obadjah opfordrer de hungersramte israelitter til at bede til Herren. Men de fleste støtter i virkeligheden den hedenske sekt der tilbeder Baal-guderne og netop har vundet frem under ledelse af israelitterne egen konge, Akab.

Elias kommer selv til at sulte under tørken. Men han får af en engel besked om at drage til bækken Krit, hvor ravne vil sørge for at bringe ham mad. Da også denne bæk tørrer ud, sender englen ham til byen Zarepta, hvor en enke vil give ham sit sidste brød. Elias sørger til gengæld for at hun på mirakuløs vis bliver ved med at have mel og olie. Og da enkens søn bliver dødsens syg, får Elias ham vakt til live igen.

Tre år senere forudser Elias at han gennem et møde med kongen vil bane vej for Herrens sejr. Men den ugudelige konge anklager Elias for at være en falsk profet. Elias opfordrer ham derfor til at samle alle sine profeter på Karmelbjerget, mens Elias vil samle Israels folk. Så kan de afgøre, hvem af de to parter der har Guds støtte. Den Gud der svarer på et offer vil være den sande. Baal-præsterne synger til deres gud, højere og højere, men Elias håner dem da det ikke får den ønskede virkning. Elias beder i blide toner til Herren og får folket med på sin bøn. Da slår lynet ned og fortærer hans brændoffer. Folket synger en takke-salme. Og Elias befaler nu at alle Baal-profeterne (flere hundrede i tal) skal føres bort og henrettes. Med en bøn om regn bliver den tørre jord atter frugtbar, og der lyder et takkekor fra folket.

Dronning Jezabel har stadig en del af folket med sig, og hun dømmer Elias til døden for at have skyld i tørken. På Obadjahs opfordring flygter Elias og gemmer sig i ørkenen, hvor han græmmer sig som en slagen mand. Men englene våger over ham. En af dem befaler ham at rejse 40 dage og nætter for at møde Herren på bjerget Horeb. Elias ønsker bare at dø i fred, fordi hans gerning som profet har været forgæves, men englen overtaler ham til at drage af sted.

Med tildækket ansigt nærmer Elias sig bjerget. Voldsomme storme og jordskælv ryster bjergene, men Herren viser sig ikke. Der kommer ild og torden, men Herren viser sig stadig ikke. Det gør han først da der til sidst kommer en stille susen.

Gennem mødet med Herren har Elias fået nye kræfter til at vende tilbage og prædike for israliterne. Og hans ord kan ingen stå imod, de "brænder som en fakkel". Og til sidst henter Herren Elias hjem til Himlen i en ildvogn trukket af ildheste.

Elias' ophold i ørkenen er malet af både Dirk Bouts og Rubens, styrkeprøven på Karmelbjerget ses på et dansk kalkmaleri i Bellinge Kirke på Fyn, og Elias' himmelfart er blevet malet og tegnet meget flittigt gennem kirkehistorien. Et af de kendte er en 'dalmålning', et maleri på træ fra Dalarnas svenske folkekunst. Se eksempelvis på dette link: "Elie himmelsfärd.



Mendelssohns strukturering af 'Elias' er omhyggeligt gennemtænkt.

Oratoriet begynder med at profeten Elias varsler tørken - med et mørkt forkyndelsessignal i messingblæserne og en treklangsbevægelse i d-moll. Og først derefter følger den fugerede ouverture der bebuder afstanden mellem profetien og folkets senere råb om hjælp.

Førstedelen handler om tørken og har tre episoder der alle kulminerer med et mirakel i betydningen af et brud på de gængse naturlove som sande profeter ifølge Det gamle Testamente kan præstere ved påkaldelse af Gud. - I en alt-rezitativ påkalder en engel Elias og sender ham til bækken Krit, hvor han får føde bragt af en ravn. Da bækken tørrer ud, sender englen ham i en alt-arie videre til enken i Zarepta. Underet sker at hendes døde søn bringes til live. Denne episode begynder i e-mol, men bønnen i afsnittets midterste del står i E-dur sandsynligvis for at understrege underets karakter af noget helt usædvanligt (E-dur ligger tonalt langt fra e-mol).

Derefter følger episoden med dysten mellem Elias og kong Ahab om hvem der kan skaffe ild til sit brændoffer. Elias forkyndelse markeres igen med en treklang, men her i dur. Men da Elias håner Baal-profeterne kommer vi tilbage til messingblæsernes motiv i d-mol fra begyndelsen. Profeterne råber højere og højere - fra dur til mol. Men da Elias triumferende beder folket tage del i hans bøn, kommer vi tilbage til Es-dur. Og der følger en af oratoriets smukke solokvartetter. Igen veksles fra e-mol til forkyndelsen af den sande gud i dur. I en alt-solo i e-mol advares folk mod at vende sig fra den sande Gud sådan som Baalsprofeterne gjorde.

Til sidst kommer regnen (det tredie under) i et overvældende crescendo fra det svageste tremolo og med vekslen fra e-mol til Es-dur.



Anden del begynder med en sopransolo der opfordrer folket til at adlyde Gud. Koret svarer med et "Frygt ikke" der leder videre til en stor fuga. Spændingen øges til regulær konflikt da dronning Jesabel fordømmer Elias for gudsbespottelse og drabet på Baals-profeterne og giver ham skylden for selve tørken. Elias advares i tide af Obadjah, så han kan flygte, og nu følger den utroligt smukke basarie "Es ist genug", hvor Elias resignerende erkender sin afmagt. Arien er treleddet med en meget heftig del indskudt mellem de blide og langsomme romantiske toner der spilles meget syngende af celloerne og kommer igen til sidst. Arien varer ialt fem minutter og har mindelser om Bachs "Ich habe genug".

Elias falder af træthed og mismod i søvn, men vækkes igen af englen der befaler ham at gå til bjerget Horeb for at møde Gud Herren. På dramatisk vis fremstilles nu de tre store uvejr - storm, jordskælv, ild - uden at Gud viser sig. Han går hver gang henover dem alle, og han kommer først til stede ved en stille susen (en tonal bevægelse fra e-mol til E-dur). Alten synger sin arie om Seraphim-englen der vogter Guds trone, så ingen kommer den nær. I en solokvartet med kor synges lovsangen "Hellig, Hellig er Gud, den herre Zebaoth" (der egentlig er en anråbelse fra profeten Esajas.) Den ledsages af svage treklange fra trompeterne.

Men endnu engang får Elias befaling om at søge Gud oppe på bjerget. Koret forkynder hans kraft - og der følger en scene med det man kalder "forklarelsen på bjerget" - Elias bliver til lys og ild og farer til himmels på en ildvogn. Igen en udvikling i musikken fra mol til dur.

Slutningen må siges at være overraskende, fordi Mendelssohn har valgt at lade den ellers gammeltestamentlige tekst efterfølges af forkyndelsen af Kristi komme til jorden. Musikalsk vender vi tilbage til D-dur. Koret synger en fugeret lovprisning af Gud.



Opførelsen i Koncerthuset var som sagt utroligt smuk. Masaaki Suzuki havde fuld kontrol over alt og alle - og var til at holde ud at se på, hvad der ikke gælder alle dirigenter. Den engelske baryton Christopher Purves klarede ypperligt det store parti som Elias, selv om han vist nok var en smule 'indisponeret' (især i anden del). Men han havde en stor og smuk stemme og agerede suverænt engageret, herunder i hånen af Baal-profeterne. I "Es ist genug"-arien savnede jeg den tilbagetrukne resignation som en baryton som Fischer-Dieskau var en mester i at fremtrylle med stemmen.

Den canadiske Karina Gauvin sang den lyse engels sopranparti smukt og sikkert, og den rumænske alt Roxana Constantinescu var fabelagtig som den mørke engel og truende dronning. Den canadiske tenor Colin Balzer var upåklagelig som den hedenske kong Ahab og hans Elias-venlige hofchef Obadjah. En drengesopran fra Københavns Drengekor klarede drengepartiet fint fra sin ensomnme plads oppe ved orglet. Og korsolisterne fra Radiokoret (2 sopraner, 2 alter, 2 tenorer og 2 bas) var særdeles velsyngende i de mange terzetter, og kvartetter, der i sig selv var et mesterligt træk fra komponistens side. Solister måtte forlade deres pladser i koret for at gå hen til deres specielle placering i venstre side bag førsteviolinerne, men det virkede ikke forstyrrende. Til gengæld vil jeg give en anmelder ret i at det havde været bedst om barytonen og de tre øvrige hovedsolister havde været placeret samlet under hele opførelsen i stedet for at måtte forlade ders stole i siden og gå ind til podiet i midten, når de skulle synge. Men det er småting.

Derimod bør ankes over at programmet ikke gav en opdeling af de længere kor- og arie-partier efter musikkens afsnit, så man lettere kunne følge hvad de sang, for mange af afsnittene blev jo gentaget flere gange. Men det er en generel fejl ved Koncerthusets programmer.

For særligt interesserede kan tilføjes at der foreligger en glimrende CD-udgave af oratoriet fra 1996 på 'Emi' med Gürzenich-Orchester Köln, Chor des Städtischen Musikvereins zu Düssseldorf og dirigenten James Conlon. Solister er: Elias(baryton): Andreas Schmidt, sopran: Andrea Rost, alt: Cornelia Kallisch og tenor: Deon van der Walt.



Det er ikke tilfældigt at jeg anmelder netop denne koncertopførelse af Mendelssohns oratorium, for jeg mener det er uhyre vigtigt til alle tider at sakral musik er tilgængelig, eftersom kun den kan give den fulde oplevelse og erfaring af hvad det overhovedet vil sige at noget hæver sig markant over såvel dagligdagens trummerum og dagens politiske stridigheder som det store udbud af almindelig musik af alle slags. Den sidste er overordentligt velgørende - og der er jo nærmest ingen ende på den i vore dage, takket være mulighederne for formidling gennem de moderne medier. Men det er ganske sigende at streaming af musik nu udgør 80 % af totalforbruget af musik, for det gælder netop for streaming at den leverer enkeltnumre og aldrig hele album/koncerter eller for den klassiske musiks vedkommende hele symfonier og hele operaer. For det betyder jo at det store flertal konsekvent går uden om de store former, som ikke alene er krævende i den betydning at man skal give sig fornøden tid til dem, men også er særligt givende ved at give en oplevelse eller erfaring af selve den storhed der som det eneste er i sand til at sætte den almindelige dagligdag og den almindelige lilleputverden i det fornødne perspektiv.

Det er alt for sjældent i vore dage at man har mulighed for at erfare den store sceniske og ofte sakrale musik. Folk aner simpelt ikke hvad det er. Koncerthusets og andre huses arrangører giver os som hovedregel ingen hjælp Og anmelderne synes heller ikke at ane hvad det drejer sig om. Politikens anmelder af 'Elias' var så teknisk og overfladisk at det fremgik at han ikke begreb at der var tale om noget stort og eksistentielt vigtigt. Og koncerthusets program gik også konsekvent uden om sagen.

Jeg kan også pege på at Operaen har vist opførelse af såvel Wagner som Carl Nielsen der viser at instruktørerne intet ved om mytisk opfattelse. Det samme gælder Skuespilhuset når det opfører 'Kong Lear' eller 'Hr. Puntila'. Jf. henvisninger til mine artikler. Men det er fatalt for folket og kulturen, for et folk og en kultur der må undvære sin kult eller går bevidst uden om sin kult, kan ikke vinde sin eksistentielle kamp i det lange løb - altså heller ikke den aktuelle kamp om den europæiske kultur i kampen mod islam og islamismen.

Dette skal på ingen måde misforstås derhen at jeg mener man skal sluge enhver kirkemusik eller opera råt, selvom det altid vil kræve at man åbner sig for deres specielle rigdomme og kvaliteter hvis man overhovedet vil forstå dem. Wagner fx lægger altid op til modsigelse - og det samme gælder et i sammenligning med en Wagner-opera 'uskyldigt' værk som Mendelssohns 'Elias'.

For det første var Mendelssohn i musikalsk henseende en romantiker der foretrak harmonier. For det andet var han ukritisk over for teksten - og kunne eksempelvis ikke se eller forholde sig til at Elias's henrettelse af Baals-profeterne var et så voldsomt og konsekvent magtovergreb at det i bund og grund afslører hele jødedommens, al monoteismes og al fundamentalismes dybeste eksistentielle inkonsistens og farlighed. Og dette skal man da ikke se bort fra når man bedømmer 'Elias'. Men omvendt gælder altså alligevel det forhold som er af psykologisk art, at intet menneske kommer i nærheden af den instans i mennesket der er større end dets eget snævre jeg - uden at åbne sig for det kollektivt ubevidste sådan som det kan vises, ses og høres i den største kunst og musik.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Ind i musikken  om Peter Bastians bog.
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring
Det nye koncerthus i Ørestaden  (8.2.09.)
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)
Musikkritikeren Hansgeorg Lenz  (2.9.11.)
Leonard Bernstein - en medrivende dirigent  (10.12.10.)



Carl Nielsen - en komponist der spejlede den moderne verdens indre modsætninger  (7.6.15.)
Den polske komponist Henryk Górecki er død  (17.11.10.)
Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter  (6.2.10.)
Arvo Pärt og hans enestående musik  (23.9.09.)
Richard Wagners grandiose værk om guders undergang og menneskers lidenskab  (22.5.13.)
Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens  (5.6.09.)
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet  (24.10.08.)
Beethovens åndelige udvikling  (31.8.08.)
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers  (20.12.07.)
Mozarts sjæl og fascinationskraft   (27.1.06.)



Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)



Artikler om Musik
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering Artikler om Samfund



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal