JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - oplevelse1

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.8.14.

Oplevelse eller engagement?

For nylig betakkede en lektor i medieforskning sig for det konstante bombardement vi moderne mennesker udsættes for af tilbud om oplevelser lige fra bøf-oplevelser og barbér-oplevelser til oplevelserne ved at købe billetter til Det kongelige Teater eller turistrejser til ind- og udland. Alt hvad vi mennesker kan komme i kontakt med på fysisk eller sansemæssig måde kan være genstand for en indre, bevidsthedsmæssig eller psykisk oplevelse, og det gør reklame- og propaganda-industrien naturligvis systematisk brug af for at rette opmærksomheden på bestemte ideer eller forbrugsgoder de gerne vil udbrede eller sælge. Man tilbydes skamløst "at få én på opleveren" - som om selve den menneskelige kvalitets- eller oplevelsesevne var et sanseorgan.

Problemet er at det simpelthen kan blive for meget af det gode og på et eller andet tidspunkt kan begynde at irritere folk. Ikke mindst fordi mange mennesker faktisk har oplevet begivenheder, mennesker, ting, relationer og situationer der af den ene eller anden grund er kommet til at betyde noget særligt for dem (fx en forelskelse, en inspiration fra en bog, et stykke musik eller et kunstværk). Og for dem vil det være et decideret misbrug af ordet 'oplevelse' at se det brugt om banale, dagligdags situationer som køb af billetter eller forbrugsgoder.

Det heldige ved den slags utiltalende sproglige inflation er at den som regel kun varer en tid, fordi den næsten automatisk taber sin virkning med overdreven brug. Og derfor skal man måske ikke tage den alt for højtidelig som et degenerationstegn i tiden. Desuden gælder det nok så væsentlige, at det langt fra er alle mennesker der overhovedet falder i fælderne for denne misbrug. De fleste har en vis skepsis over for pågående reklamer, og mange er så kritisk indstillede at de reagerer negativt på pågåenheden eller lærer sig at overhøre og overse den. Fx kan man, hvis man bliver tvunget til at se tv-reklamer, fordi man eventuelt lukker op for en udsendelse der er blevet nogle minutter forsinket, meget simpelt slukke for lyden, så reklamen mister enhver appel, ja kommer til at virke latterlig.

Men ser man på samfundsperspektivet i sagen, kommer man næppe uden om at reklamen må have sin virkning på rigtig mange mennesker, siden der postes penge i den i så store mængder som tilfældet er. Og dette vil igen indebære at når ordet 'oplevelse' med tiden falder til jorden som brugbart modeord i reklamen, vil der bare opstå et nyt misbrug af et andet ellers almindeligt og nyttigt ord. For sådan er reklamebranchen indrettet, og sådan er selve sproget indrettet. Dagligsproget undergår hele tiden forandringer. Ethvert ord kan drejes og få nye betydninger som kan vare kortere eller længere. Og det er ikke i sig selv et degerationstegn, men tværtimod et tegn på menneskets utrolige opfindsomhed.

Skal man undgå miseren eller fælden, er det nyttigt at kende forskellen på en æstetisk oplevelse, der holder sig inden for underholdningens, tidsfordrivets eller nydelsens rammer, og et decideret engagement der går uden for det æstetiske eller underholdningsmæssige og i stedet kræver optagethed og koncentration. Den sidste er kendetegnet af en mulighed for påvirkning der går dybere og som kan igangsætte en proces der fører videre, ja, endda i visse tilfælde kan føre hen til et arbejde eller en forpligtelse man slet ikke havde regnet med. Det er fx hvad der kan ske med en alvorlig forelskelse eller en alvorlig musikalsk inspiration.

Faren ved lutter tidsfordriv eller underholdning er at de let kommer til at sløve eller overskride kedsomhedens grænse. Har man blot en smule transcendens eller trang til grænseoverskridelse i sig, så vil man ikke i længden kunne udholde bare at lade sig underholde for underholdningens skyld - og altså heller ikke kunne udholde bare at lade sig spise af med det reklamebranchen og forbrugsindustrien med en meget bevidst eufemisme kalder 'oplevelser', men som reelt kun er en hverdagsagtig ting eller handling der ikke kræver opmærksomhed, men blot rutine.

Helhedsrealistisk set kan mennesket som transcendent væsen ikke leve på lutter underholdning eller billig, opreklameret oplevelse. Det vil kræve noget mere, nemlig noget der kan appellere til engagement og bevidst stillingtagen eller decideret analyse eller tilegnelse, dvs formålsbestemt arbejde. Det transcendente menneske behøver ikke at gå af vejen for rutine eller underholdning - endsige hvile og afslapning. Men det vil for det meste ikke bare efter fyraften kunne nøjes med at sætte sig hen i sofaen og glo på hvad der tilfældigvis bringes af underholdning på de mange fjernsynskanaler - eller af muligheder for uforpligtende kommunikation på de mange sociale medier. Det vil kræve noget mere - og altså i den ene eller anden forstand holde gang i det eksistentialisterne yndede at kalde "projekter": arbejdsopgaver der har et formål der går ud over det underholdningsmæssige eller 'oplevelsesmæssige', men som fordi de er alvorligt mente sagtens kan give både underholdning og oplevelse ved siden af hovedformålet.

De fleste erhvervsaktive mennesker kender udmærket fænomenet, fordi de fleste af dem ved siden af deres erhvervsarbejde har fx ægtefælle, børn, lejlighed, hus og have samt flere forskellige fritidsaktiviteter at passe. Den største risiko ved at være arbejdsløs for længe er derfor at man bliver for sløv og energiforladt, hvis man ikke skal stå op til noget bestemt om morgenen. Og den største risiko ved at gå på pension er tilsvarende at man i troen på at man nu skal til at nyde tilværelsen, nøjes med nydelsen og slipper aktiviteter der indebærer arbejdsindsats og socialt samvær.

Men der er også et andet aspekt, nemlig det der er kommet frem med de sidste dages diskussion om kunsten og museerne. Diskussionen går hovedsageligt på om museerne skal byde på nye oplevelser med unge kunstnere der går nye veje eller holde på de gode, gamle og anerkendte kunstnere hvis værker vi har set gang på gang?

Problemet stilles på en dum måde, fordi valget jo ikke står mellem to muligheder der udelukker hinanden, men tværtimod mellem to der kan supplere hinanden. Unge kunstnere skal naturligvis have lov at gå nye veje. De er ofte meget provokerende og synes undertiden at ville provokere for provokationens skyld. Men for de fleste vil provokationerne netop være vejen til at finde sig selv, sin stil eller sin sti. Og publikum går ikke totalt uden om provokationerne. Størst modstand er der naturligvis hos ældre mennesker - det ligger i sagens natur. Men de virkeligt kunstinteresserede går ikke af vejen for provokerende kunst og derfor heller ikke for provokerende udstillinger. Aktuelt kan man således på det hæderkronede Louisiana i Humlebæk se både en stor og fornem Nolde-udstilling - af en kunstner der engang kunne provokere, men for længst er død og alene provokerer de mennesker der gider sætte sig ind i hvad han ville med sin ekspressionistiske kunst - og en moderne og sprællevende kunstner som Olafur Eliasson der ikke maler billeder til at hænge på en væg, men mest laver det man kalder 'installationer' som skal fjernes igen efter udstillingen.

Eliasson formår at vække opsigt, men også at gå nye veje og sprænge gamle horisonter hos folk der er blevet for glade for det gammelkendte. Men Emil Nolde kan skam også stadig sætte noget i gang hos den åbne og modtagelige tilskuer. Også hos unge eller yngre mennesker. Kunsttilegnelse går jo slet ikke ud på blot at få bekræftet gammel smag, men også at leve sig ind i et menneskes kunstneriske univers hvor der aldrig var stilstand. Og den specielle fordel ved at se en retrospektiv udstilling som Noldes er netop at få påpeget udviklingen, forsøgene og den spontane skabelsesproces ved siden af den farvemæssige og formmæsige samt håndværksmæssige kunnen.

Det ene udelukker ikke det andet. Og derfor vil museernes funktion altid være dobbelt. Deres udstillinger bør derfor også som hovedregel kunne appellere til både den overfladiske æstetiske smag eller oplevelsestrang og den dybere tilegnelsesproces der kræver engagement og fordybelse.

Ejvind Riisgård

Relevante artikler på Jernesalt: