JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - fogh33udenrigs

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.08.

Foghs aktivistiske udenrigspolitik under kritik

Da regeringen og især statsministerens aktivistiske udenrigspolitik er en væsentlig del af den værdikamp der har foregået i landet siden folketingsvalget i november 2001, er det kun glædeligt og gavnligt at den tages op til kritik med jævne mellemrum.

Det er netop sket i weekenden på foranledning af den tale statsminister Anders Fogh Rasmussen i lørdags holdt ved Venstres Ungdoms jubilæumsstævne på Skamlingsbanken, hvor han bl.a. kom ind på den samarbejdspolitik den daværende regering førte under den tyske besættelse 1940-45. Fogh stemplede den som pinlig og uværdig og langede især ud efter Erik Scavenius, der blev udenrigsminister efter Munch fra juli 1940 og statsminister efter Buhl fra 9.11.42. til 29. august 1943, da 'folket' gjorde oprør. Fogh trak tråden op til nutiden med en bemærkning om at besættelsestidens samarbejdspolitik har arvtagere helt op i vor tid, ja, han konkretiserede det temmelig præcist med ordene: "Senest så vi ånden fra Scavenius dukke op i nogle kommentarer til terrorbomben mod den danske ambassade" (i Pakistan for en måneds tid siden - jf. artiklen Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister).

Den kommentar der hentydes til var den radikale leder Margrethe Vestagers bemærkning om at det var på tide at foretage en justering af den danske udenrigspolitik. Dermed mente hun absolut ikke at Danmark skulle give efter for terroristerne i verden, men at den aktivistiske linje ikke skulle være så fokuseret på militær indsats som tilfældet efter hendes mening er, men i højere grad betjene sig af diplomati og udviklingsbistand. De radikales ideer om udenrigspolitikken blev senere konkretiseret i ti bestemt forslag. Men selve den isolerede bemærkning om justeringen må siges at være timet ualmindeligt dårligt og høstede da også kritik fra Helle Thorning Schmidts side. Det er ganske enkelt normal dansk kutyme at bakke op om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik når landets interesser eller repræsentationer bliver angrebet som det skete i Pakistan.

Problemet er bare at regeringen og de radikale har været lodret uenige om den del af den danske udenrigspolitik der angår Irak og håndteringen af den første Muhammedkrise i 2005 og derfor begge ser en partipolitisk fordel i at pukke på uenigheden. Som bekendt har også dele af erhvervslivet med Grundfos-koncernchefen Niels Due Jensen i spidsen været dybt utilfredse med regeringens aktivisme. Niels Due gik så vidt som til at melde sig ud af Venstre i forbindelse med Muhammed-krisen. Og der er næppe tvivl om at hans synspunkter deles af en del Venstre-folk fra hans generation.

Nu er så også nogle tidligere og nogle stadigt fungerende, men anonyme diplomater trådt frem med kritik. Den skarpeste kommer nok fra Henning Kjeldgaard (årg. 1935) der mener at den udenrigspolitik han troede han har arbejdet for i 34 år er skudt i sænk. "Vi var kendt for med bløde instrumenter at skabe fred i verden. Fogh har derimod gjort os til en krigsmagt," udtaler han. Bent Haakonsen (årgang 1936) gør gældende at Danmark skal tage udgangspunkt i landets størrelse, geografiske beliggenhed og historiske erfaringer og derfor udvise realisme. Per Groot (årgang 1924) tilslutter sig kritikken af den fodnotepolitik Schlüter-regeringen og udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen af socialdemokrater og radikale blev tvunget til at føre i 80'erne, men mener til gengæld at Danmark burde have tænkt sig om en ekstra gang i forbindelse med Irakkrigen, når lande som Tyskland, Frankrig og andre i Nato ikke ville være med.

Endelig hævder 'en tidligere centralt placeret embedsmand i Udenrigsministeret', der nu ønsker anonymitet, ligefrem at regeringen handlede i blinde, da Fogh sagde ja til at gå ind i Irak sammen med USA. Han påstår at det skete uden Udenrigsministeriets konkrete viden, nemlig under en telefonsamtale med præsident Bush, og han pointerer at Fogh ikke kendte USA's krigsplaner da han gik med (det ville da vist også være mærkeligt andet). Af en eller anden grund taler denne anonyme diplomat også om "et totalt brud med principperne i god embedsførelse", skønt udenrigspolitik nu engang er politik og ikke embedsførelse. Og her har vi nok 'des Pudels Kern'. I hvert fald udtrykker ambassadør Dan Nielsen (årgang 1943) sig helt anderledes. Han indrømmer at vi har fået nogle skrammer i lakken. "Men linjen, som regeringen har kørt over for USA, Mellemøsten og EU, er noget de fleste af os kan skrive under på."

Det er absolut ubestrideligt at der er sket en ændring i dansk udenrigspolitik siden novembervalget 2001 og det forudgående terrorangreb på World Trade Centeret i New York den 11. september. Den var allerede forinden blevet aktivistisk derved at Danmark som Nato-allieret deltog i Kosovo-krigen i 1999, men da Danmark gik med i Natos angreb på Taleban i Afghanistan i 2001 og to år senere uden om Nato og FN, men sammen med Storbritannien, Australien, Canada, Spanien og Polen gik med i USAs krig mod Saddam Hussein-styret i Irak, kan man tale om en væsentligt skærpet aktivisme. Den militære indsats gælder ikke længere blot opretholdelse af fred mellem suveræne stater eller kamp mod en regulær national hærs overgreb mod andre lande eller minoriteter, men kampen mod terror og irregulære guerillaer. Og dette gør naturligvis en betydelig forskel som også bevirker større politisk uenighed i folketinget.

Det må naturligvis betragtes som en ærlig sag, at nogle partier og nogle politikere samt dele af befolkningen er uenige i den nye skærpede aktivistiske linje. Vi har jo mange års traditioner for hældning til pacifisme og radikal antimilitarisme - og har for så vidt gode grunde til det da Danmark er et lille land der ikke kan bide skeer med de store. Men statsministerens brud med den gamle tilbageholdenhed er jo en bevidst indsats for at bryde principielt med den tilpasnings- og eftergivenhedspolitik som kendetegnede den socialdemokratisk-radikale regering i 1930'erne og videreførtes efter den tyske besættelse lige indtil den danske modstandsbevægelse gennem bl.a. sabotage tvang den til at opgive videre samarbejde med besættelsesmagten.

Der er tidligere rejst kritik af Anders Fogh Rasmussens fortolkning af samarbejdspolitikken under besættelsen - den var næppe helt så fordømmelsesværdig som han mener - men 29. august vil stadig for mange iagttagere, herunder undertegnede, stå som det afgørende vendepunkt, hvor det danske folk fra at være for tilpasningsvilligt og eftergivende blev medansvarlig for egen skæbne og valgte side imod den undertrykkende nazistiske ideologi.

Situationen i det nye årtusinde er anderledes, for truslen kommer ikke længere fra en ekstrem ideologi der mod al fornuft greb en ellers højtudviklet kulturnation og naboland, men fra en ekstremistisk fortolkning af islam der har grebet en relativt lille del af befolkningen i fjerne muslimske lande og gjort nogle af dem til særdeles farlige internationale terrorrister. Ikke destomindre må holdningen til de to slags trusler blive den samme: Enten kan man vælge at betragte truslen som relativt lille, betydningsløs og forbigående, eller også kan man vælge at se den som en trussel på livet og friheden der ikke hører op med mindre den bekæmpes aktivt og effektivt så længe det er nødvendigt.

Stillet op på denne måde kan den aktuelle uenighed om den aktivistiske danske udenrigspolitik ikke reduceres til uenighed om midler (diplomati contra militær), men må ses som uenighed i vurderingen af selve terrorismens fare.

Statsministeren har derfor al god grund til at tilbagevise de kritiske diplomater, således som han har gjort her mandag eftermiddag. Han siger bl.a., at "Danmark har en meget central position internationalt. En position, der er langt stærkere, end vores størrelse i sig selv berettiger til, fordi vi fører en meget aktiv udenrigspolitik. For så vidt angår håndteringen af den såkaldte tegningesag, vil jeg sige, at i Danmark står vi vagt om ytringsfriheden, og det er faktisk en af årsagerne til, at Verdensbanken for nylig kårede Danmark til at være verdensmester i demokrati. Så det er en fuldstændig forfejlet kritik, som de pensionerede diplomater kommer med."

Danmark står for mange mennesker rundt omkring i verden som en rollemodel, tilføjer Fogh Rasmussen, idet han også forklarer sin understregning af at de kritiske diplomater er pensionerede. Det skyldes, siger han, "at jeg ærligt talt synes, at det er upassende, at diplomater går ind og politiserer på den måde. Vi har en god tradition i Danmark for at embedsværket er partipolitisk neutralt. Men selvfølgelig har de ytringsfrihed som alle andre - og det er da bedre, at de kommer med deres politiske synspunkter åbent, så vi ved, hvor de står".

Det kan på denne baggrund fastslås, at dansk udenrigspolitik fortsat skal være stærk i diplomati, udviklingsbistand og klimaindsats, men kampen mod den internationale terrorisme kræver desuden militær indsats, naturligvis sammen med andre vestlige lande og i rimeligt forhold til vore egne ressourcer. En sådan kamp vil også fremover give skrammer i form af demonstrationer mod Danmark af mere eller mindre voldelig, stupid og uberegnelig art, og den vil også give risici for deciderede terroranslag mod Danmark. Men det er prisen der må betales, hvis Danmark og den vestlige verden skal bevare sin selvstændighed og frihed.

Man kan sagtens bebrejde Fogh Rasmussen at han benytter en given lejlighed til at lange ud efter Det radikale Venstre og herunder insinuere at Margrethe Vestager fører en eftergivenhedspolitik over for terrorismen hun vitterligt ikke fører, det er stiklerier der hører partipolitikken til, men man kan ikke bebrejde ham at han udtrykker sig klart og umisforståeligt om den aktivistiske udenrigspolitik han står og falder med og som han ønsker ungdommen i hans parti skal tilslutte sig.

Danmarks nye aktivistiske udenrigspolitik skal ses i lyset af truslen fra den internationale terrorisme og kan simpelthen ikke forstås på anden måde. Den er mere end kampen mod Saddam Hussein-styret i Irak eller Taleban-styrkerne i Afghanistan. Den er kampen mod al-Qaeda overalt i verden, præstestyret i Iran, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza, mod de tvetydige regeringer i Egypten og Saudi-Arabien, samt mod enhver islamistisk organisation der stræber efter magten i de muslimske lande eller prøver skjult eller åbent at undergrave demokratiet i de vestlige lande, herunder en organisation som Hizb-ut-Tahrir.

Det er glædeligt at konstatere at en ny meningsmåling har vist at flertallet af danskerne bakker op om regeringens Afghanistan-indsats, og det er omvendt ikke så mærkeligt at krigen i Irak deler vælgerne. Den er nemlig gået alt andet end ønskeligt, den er faktisk på grund af fatale fejl i den amerikanske ledelse af krigen og den efterfølgende opbygning gået så dårligt, at det nødvendigvis må smitte af på holdningen til indsatser af denne art. Men befolkningen slutter forkert, hvis den tror at kampen mod terror er en fejltagelse, fordi krigen i Irak ikke forløb som den burde havde gjort.

Kampen mod terror er fortsat helt central i den vestlige verdens opretholdelse af frihed og selvrespekt. En skærpet aktivistisk udenrigspolitik er nødvendig sådan som truslen ser ud i dag og vil se ud endnu i mange år. Så kan de radikale og en del af Venstres ældre medlemmer iøvrig mene hvad de vil om sagen. Det er godt at landet har en statsminister der tør stå ved den aktivistiske linje.

Jan Jernewicz

Henvisninger: