Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 2013udfordrA Mellemoest

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.11.13.

Mellemøst-udfordringen 2013

Verdenssamfundet undergår i disse år en dyb forandring gennem forskydning af selve magtbalancen hvad angår både økonomi og militærmagt. Set fra Europa er Mellemøsten fortsat den store uroplagede region der internt slås med voldsomme modsætninger af religiøs, etnisk, klanmæssig og social art og som har uhyggeligt store odds imod sig på grund af den islamistiske fundamentalisme - samt ikke at forglemme det arabiske sprogs besværligheder i forhold til europæiske sprog.

En støt voksende middelklasse i mange arabiske lande har meget naturligt skabt håb om mere frihed, mere velfærd og højere uddannelse og oplysning. Det har alt sammen frembragt en opposition mod de gamle autoriteter som med rette er blevet kaldt 'det arabiske forår', men som mere nøgternt kunne kaldes 'det arabiske ungdomsoprør', fordi det først og fremmest kommer fra oprørske unge mennesker og har et stærkt præg af anarkistisk tendens. Det er også præget af megen frustration som helt elementært skyldes stor ungdomsarbejdsløshed og boligproblemer der igen skyldes voldsom tilflytning til storbyerne. Men når det foreløbigt ikke har formået at skabe varige ændringer, hænger det nøje sammen med at tålmodigheden er begrænset, at det etablerede system er en uhyre stærk sammenfiltring af kapitalmagt og ordensmagt, og at der slet ikke er sket en sekularisering der kan støtte demokratiseringen og den hermed sammenhængende kvindefrigørelse.

Demokratisering og kvindefrigørelse er overalt i den arabiske og iranske verden blokeret af et klan- og familiemønster der bygger på mandens dominans og oven i købet kan støtte sig på koranens og shariaens normer. Overalt løber oprørsforsøgene ind i fundamentalismens mure - og når Egypten endeligt kom af med en diktator og sidste år kunne gennemføre et frit valg, så valgte flertallet Det muslimske Broderskab til sejrherre, og dette erstattede blot det gamle verdslige styre med et åndeligt magtstyre der både lod hånt om demokrati og sekularisering. Broderskabet brugte demokratiet til at komme til den magt der 'legalt' kunne fjerne demokratiet og indføre shariaen.

Egypten er dermed blevet det store skræmmende eksempel på at demokrati kan misbruges, når det ikke er forbundet med skarp adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt. Broderskabet stod stærkt fordi det - som tilsvarende organisationer i regionen - har et veludbygget socialt og økonomisk netværk, men efter valgsejren stilede det målbevidst efter den totale magt der er i strid med demokratiets ånd.

Egyptens militærapparat - der også har afgørende økonomisk magt - var med til at afsætte den gamle diktator, men valgte til sidst at gribe ind over for Broderskabets nye diktatur, og det sætter såvel forårsbevægelsen som den generelle udvikling i stå. Formelt var militærets indgreb et udemokratisk statskup, men reelt må det primært ses som et forsøg på at sikre den civile orden og forhindre Broderskabets islamistiske overgreb. Om det vil lykkes, er uvist, da landet nu vitterligt er så splittet som det næppe har været før.

Iran har fået ny præsident, den rolige og tilsyneladende moderate Hassan Rouhani der er en stor kontrast til den tidligere Mahmoud Ahmadinejad, der aldrig åbnede munden uden at angribe Vesten og USA. Rouhani har været Irans dygtige atomvåbenforhandler og der var derfor fra starten forhåbninger til hans tiltræden. Han slog da også forsonlige toner an i sin første tale til FN's generalforsamling. Men det er ayatollah Ali Khamenei der som åndeligt overhoved er den egentlige magthaver i landet. Og ingen kan vide hvor lang snor han vil give Rouhani. For ét er at Vestens sanktioner mod Iran er så hæmmende at styret gerne ser dem lempet og derfor spiller venligere. Noget helt andet er hvad hensigten er i det lange løb. Her er det efter alt at dømme stadig ønsket at støtte forbundsfæller der betragter Israel som fjende - og derfor er det ikke uden grund at Israels Netanyahu ser Rouhanis venlig maske som en fælde.



Aktuelt er det Syrien der er i begivenhedernes centrum, fordi landet i to år har været i borgerkrig som følge af præsident Bashar al-Assads skånselsløse nedkæmpelse af det syriske forår - uden at hans dage som diktator ser ud til at være talte. Krigen har foreløbigt kostet over 100.000 mennesker livet, lagt talløse bydele i mange dele af landet i ruiner og skabt en flygtningestrøm i landet og ud af landet som skønnes at tælle flere millioner mennesker. Og hertil komme så den uhyggelige brug i august måned af kemiske våben mod en lokal civilbefolkning som kostede flere hundrede døde - og som selvfølgeligt vakte dyb forargelse i den civiliserede verden.

Brug af kemiske våben (nervegasser af forskellig art) er forbudt i henhold til FN's konventioner, men FN's sikkerhedsråd kunne som sædvanligt ikke enes om andet end en fordømmelse. Det blev USA's præsident Barack Obama der på supermagtens vegne måtte bebude en hurtig og målrettet militært angreb på Syriens militære enheder og installationer, hvis Assad ikke afholdt sig fra at bruge de kemiske våben. Men modstanden mod et militært angreb var stor i både USA og de lande USA sædvanligvis kan regne med. Den amerikanske befolkning er træt af krige og vil ikke risikere at USA igen bliver fedtet ind i en krig i Mellemøsten der bliver dyr og langvarig, ja, kunne blive endeløs; og de allierede savnede klare beviser for Assads brug af kemi.

Obama blev betænkelig og fandt det pludseligt tilrådeligt at spørge kongressen - og siden spillede han og den amerikanske udenrigsminister - efter alt at dømme af vanvare - initiativet over til russerne og præsident Putin, der hele tiden har været imod en militær indgriben. Russerne har fået den syriske udenrigsminister til at give tilsagn om Syriens villighed til at fjerne de kemiske våben. Præsident Assad har indvilliget. FN's våbeninspektører er vendt tilbage til arbejdet. Det forlyder at de har fået destrueret alt udstyr til produktion af kemiske våben, og der er i hvert fald skabt et håb om at lagrene af kemiske våben kan blive fjernet i en overskuelig tid på et år eller to. Ingen véd hvad der i sidste ende kommer ud af det syriske tilsagn - andet end en kæmpe chance for at trække tiden ud og dermed befæste Ruslands faktiske sejr over USA i kampen om Syrien.

Putin vil frem for alt gerne bevare Syrien som forbundsfælle, og dette vil indebære en venligtsindet diktator, ikke nødvendigvis Assad, men absolut heller ikke islamistiske elementer fra den kæmpende opposition. Han ser situationen i et meget stort strategisk perspektiv, hvor det gælder om at komme til at stå stærkere end USA og derfor om at pleje gode forbindelser med Syrien og Iran. Det ser ud til at han også meget bevidst arbejder på at sikre kristne minoriteter gode kår.



USA har under Obama konsekvent nedprioriteret Mellemøsten i sin udenrigspolitik og har nu gennem den kluntede udskydelse af det lancerede indgreb mod præsident Assad afsløret sin reelle afmagt. Uanset hvad der sker de næste måneder og år, og uanset hvad præsidenten vælger at foretage sig, kan Assad foreløbigt blive siddende. Taberne er den syriske befolkning, alle der havde håbet på en forandring og ikke mindst de millioner af flygtninge der nu må indstille sig på kummerlige forhold i flygtningelejre og støtten fra de internationale hjælpeorganisationer.

USA's afmagt beror ikke alene på uviljen til at bruge flere penge på militæraktioner i Mellemøsten, men navnlig på at udviklingen i regionen er blevet så kompliceret at der ikke længere kan trækkes blot nogenlunde klare grænser mellem diktatorernes og oppositionens magtområder, og at oppositionen indbyrdes er så splittet at man ikke entydigt er i stand til at vælge side fra demokratisk og sekulært hold i Vesten.

Bag hele miseren ligger det forhold at det nye årtusinde blev forstyrret af den islamistiske terror der primært rettede sig mod amerikanske og vestlige værdier og som havde den nye it-teknologi som forudsætning.

Kampene mellem ægte, sekulariseret demokrati og frihed i Vesten og den primitive dogmatisk bundne islamisme i Mellemøsten er fortsat den afgørende skillelinje i vor del af verden, og den betyder på den ene side en trussel mod vestlige idealer og vestlige landvindinger i videnskaben, kunsten, psykologien og filosofien og på den anden side opvækkelsen af frihedshåbet i Mellemøsten der skaber direkte konfrontation mellem alle frihedselskende mennesker og de autoritære undertrykkere.



Ti års konflikter i Mellemæsten har dokumenteret at ingen vej til frihed og demokrati i Mellemøsten kan etableres uden et ungdomsoprør eller arabisk forår der bliver så bevidst og afklaret at det i sidste ende kan omstyrte diktaturet - uden at havne i ny fundamentalisme.

For Europas vedkommende er der i denne situation ingen anden vej end at fastholde den vundne frihed og sekularisering på vore egne breddegrader og gøre det i fuld tillid til den nationale homogenitets og sammenhængs konsistens.

Mellemøstens problematik er blevet mere og mere påtrængende for hele omverdenen. Gennem FN skabes illusioner om fredelige løsninger og lægges stigende pres på Israel der tillader sig effektivt værn om egne grænser og identitet. Men det er muslimernes mentalitet og målsætninger der skal ændres.

Mellemøsten står fortsat midt i den håbløse og ødelæggende kamp mellem fundamentalistiske og sekulære kræfter. Regionen vil lang tid fremover være hæmmet af en lovreligion og dens fanatiske tilhængere der fremmer tendensen til fundamentalistisk tænkning. Der er ingen vej uden om det seje træk der hedder sekularisering. Heller ikke for den jødiske stats vedkommende, der nok på papiret er sekulært, mem som stadig trækkes med en stor befolkningsdel der er ortodoks og bagstræberisk.



Af forskellige grunde har jeg næsten hele mit bevidste liv næret varme følelser for jøderne og jødisk kultur. Jeg er opvokset med fortrolighed med jødisk mytologi, men jeg fik også ret tidligt øjnene op for jødedommens karakter af lovreligion og dermed for dybt fortidige og reaktionære træk. Men jeg har samtidig oplevet jødiske kunstnere og naturvidenskabsmænd som banebrydende mennesker der har kunnet fastholde deres erfaringer fra jødisk opvækst uden at havne i blind forkastelse eller blindt opgør. Og jeg er den dag i dag inderligt overbevist om at der aldrig kommer fred i Mellemøsten uden muslimernes ubetingede anerkendelse af den israelske stats ret til at eksistere og værne om sin identitet. Og dette gælder selvom staten Israel unægteligt kom i stand som det internationale samfunds erstatning til jøderne for det rystende tab af normale levemuligheder i Europa som vi kalder holocaust (det totalte brændoffer) eller med det hebræiske navn Shoah (den store katastrofe), begreber der begge er blevet stærkt værdiladede og energiladede og i et par menneskealdre har fungerer som arketypiske forestillinger der skiller venner og fjender.

Man skal i den forbindelse ikke glemme at palæstinenserne i 1947-48 blev behandlet uretfærdigt, ja nærmest overhørt, selv om deres fordrivelse fra deres hjemland var et klart overgreb, både menneskeligt og juridisk. Overgrebet kan blot ikke gøres om. Og det betyder at parterne må lære at leve med det. Det har hidtil kun israelerne gjort ved at bygge et moderne land op fra grunden. Palæstinenserne derimod er ramt af flertallets og ledernes umådelige og fatale had til jøderne.

Håbet må være at palæstinenserne aflægger dette dybe og selvødelæggende had til jøderne, og at jøderne på en eller anden måde imødekommer de fredeligt sindede og kompromisvillige palæstinensere, så volden og terroren kan minimeres og efterhånden fjernes. Begge parter må forstå nødvendigheden af at gå ind i tragediens område hvor det at have ret er hørt op. Men det er som bekendt noget man ikke gør friviligt. En sådan visdom kommer - ligesom sorgen - kun over mennesket mod dets vilje.

Men begge parter har dog på stedet et fælles symbol i byen Jerusalem der er mere end en metropol med tre religioner og endnu flere etniciteter og kulturer. Jerusalem er også symbolet på en ny tid med en fred i Mellemøsten der betyder alle folkenes frihed og sekulære demokrati.

Ejvind Riisgård




Jernesalt er - som nogle læsere sikkert vil have opdaget - begyndt at udgive e-bøger på www.saxo.com - jf. linket forfatteren Ejvind Riisgård på Saxo.com. Og det kræver en vis arbejdsindsats.

Bøgerne dækker efterhånden de væsentligste sider af Jernesalts filosofi, kulturkritik og samfundskritik, sådan som den har formet sig gennem 10-11 år. En oversigt over de udgivne bøger findes ved at klikke ind på e-bøger der også bringer beskrivelse og indholdsfortegnelse af de enkelte bøger.

Undertegnede afslutter Jernesalts virksomhed i løbet af november måned - og runder af med en større, rigt illustreret e-bog om den menneskelige eksistens i det 21. århundrede.

Ejvind Riisgård




Henvisninger:



Relevante artikler på Jernesalt:

Vor tids største udfordring: Nyskabelsen af den umiddelbare realitet  (13.11.13.)
Udfordringen for dansk politik og kultur 2013  (8.11.13.)

Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Obama udstiller USA's afmagt  (1.9.13.)

Vestligt indgreb mod Syrien undgår ikke utilsigtede følger  (28.8.13.)



Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal