ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.1.07.

Operabio i København og Århus

Et virkeligt godt og spændende initiativ som man sagtens kunne forestille sig i de følgende år vil medføre lignende tilbud fra andre store operahuse - og dermed give et almindeligt dansk operapubikum mulighed for oplevelse uden store rejseudgifter af de bedste iscenesættelser der gives, vel at mærke på et betydeligt nærmere og mere storslået hold end tv- eller dvd-optagelser kan give hjemme i stuen.

Åbningen kunne ikke være bedre, eftersom The Mets iscenesættelse af 'Tryllefløjten' er et blændende kup af den amerikanske sceneinstruktør Julie Taymor, der mest folder sig ud på Broadway-teatrene, men også har en fremragende japansk iscenesættelse fra 1992 af Stravinsky's timelange oratorie-opera 'Ødipus Rex' bag sig (frigivet på dvd i 2005). I begge tilfælde hedder den fortræffelige scenograf George Tsypin.

'Tryllefløjten' er ganske enkelt blevet tryllekunst på allerhøjeste niveau og helt i Mozarts ånd. Så må man tage med at operaen gives i en forkortet version på 100 minutter og sunget på engelsk (i ny og flere steder morsom oversættelse), hvor The Mets komplette udgave af samme instruktør synges på tysk og varer de normale 2½ time. Forkortelsen går ikke ud over Mozarts idé, men tillader en forevisning uden afbrydelser, hvad der er en fordel i filmens medium.

Værket rummer - ganske som alle sene værker af denne komponist - følgelig mange fortolkningsmuligheder, og mange instruktører falder desværre for fristelsen til at udvælge enkelte sider af værket som dominanter. Det gjaldt fx. Ingmar Bergmans filmatisering fra 1974 eller Line Kroghs udgave på Det Kgl. Teater fra 1985. Men omvendt gælder også, at afbalancerede og stilsikre udgaver som Torben Anton Svendsens på Det kgl. i 1960 eller August Everdings i München fra 1983 trods et fornemt helhedspræg får noget lidt for stift højtideligt over sig, som bl.a. beror på at selve de scenetekniske muligheder var begrænsede. Eksempelvis er det i de fleste tilfælde nogle sølle drager vi præsenteres for i operaens begyndelse. Men det kan der rådes på i vore dage. Og det gør Julie Taymor på en måde, så det næppe kan gøres bedre.

Til forskel fra 'Ødipus Rex' tilføjes der i 'Tryllefløjten' flyvende, svømmende og slangebugtende elementer der i kraft af farvesætning og belysning giver illusion af den eventyrverden stykket for halvdelens vedkommende er hensat til. Publikum skal ikke - som i visse andre modeprægede operaiscenesættelser fra de sidste 30 år - tænke sig til at stykket foregår inde i hovedet på komponisten, men ser på scenen (eller på lærredet) personerne bevæge sig frit mellem en realverden hvor de normale fysiske love gælder og en mytisk verden hvor disse love er ophævede.

Derfor møder prins Tamino en drage der virkelige er skræmmende og senere en Nattens Dronning der bestemt ikke er til at spøge med. Men også Nattens Dronnings tre hjælpende damer - der repræsenter en formidlende mellemting med de to verdener - får for første gang en ægte dobbeltkarakter på scenen, fordi de bevæger sig rundt og synger som sortklædte kvinder, men samtidigt i højre hånd bærer hver en lys maske som de i takt til musikken bevæger som meget sigende talerør. Nok forestillingens mest geniale enkeltidé - der forstærkes af at alle tre damer ( Wendy Bryn Harmer, Kate Lindsey og Tamara Mumford) synger pragtfuldt. Desværre følges ideen ikke op med de tre drenge i stykket, der bærer lidt for påfaldende kostumer og synger ulideligt kælent. Her foretrækker jeg normale klokkerene drengekorsstemmer. Men dette er en lille indvending.

Fuglefængerens fugle er aldrig set mere levende på en scene - og det samme gælder forestillingens dyr der kommer dansende og truende imod ham da han gribes af angst i nattens mørke.

Helt eminente både sangligt og spillemæssigt er Natha Gunn som veloplagt Papageno og Greg Fedderly som farlig og fedladen Monostatos med stor kroget næse. Og alle øvrige hovedroller synges og spilles sikkert. Men personligt ville jeg have foretrukket en mere lyrisk betonet prins Tamino end Matthew Polenzani, og en sartere Pamina end Ying Huang. Begge er også blevet sminket lige lovligt hvide.

Aldeles vidunderlig i kostume, sang og spil er derimod Jennifer Aylmer som Papagena, den gamle heks der forvandles til den unge smukke pige, da Papageno meget modvilligt giver hende sit ja.

Sarastro synges fint af bassen René Pape, men han har ikke helt den forening af visdom og værdighed som idé og musik lægger op til. Som en decideret fejl må det betegnes at Taymor lader Pape synge 'I disse hellige haller' henvendt direkte til Pamina, som han ufravendt kigger på. Arien bør synges som hymne rettet mod det højeste. - Og så er den meget høje Pape besynderligt nok sminket med en tyk streg på hver kind der får ham til at se usædvanligt afmagret ud, på grænsen til det dødningeagtige.

Og på samme måde kan der rettes indvendinger mod Erika Miklósa som Nattens dronning. Hun er fuldstændigt sikker i koleraturerne, men af statur meget mager og af stemme ret fattig på overtoner. Hun bærer fantastiske kostumer med store bevægelige vinger, der udnyttes fint til musikken, men i nærbilleder virker hun ikke helt så stærkt målrettet eller truende som det kunne ønskes. Nærbilleder er en dårlig idé i dette tilfælde. Men fra alle medvirkende er der med undtagelse af de nævnte drenge tale om sang og under James Levines ledelse orkestermusik på højeste niveau. Helhedsindtrykket er stærkt - og fortryllelsen holder fra første til sidste takt.

Det kongelige Teaters operadramaturg sagde i en kort introduktion til filmoverførslen at Mozart ikke alene med begejstring ville have accepteret en sådan modernisering (det tror jeg gerne), men personligt ville være havnet i Hollywood, hvis denne filmby havde eksisteret på hans tid. Dén tror jeg ikke på. For det første er det ikke Hollywood vi præsenteres for, men Broadway, hvis vi skal se det på den led - og det er nu ikke det samme. Men først og fremmest gælder at intet i denne Taymor-udgave fra The Met forråder Mozart, hverken musikalsk eller idémæssigt. Tværtimod bevares den balance mellem det komiske og det tragiske som Mozart mestrede og givetvis så som sit store ideal, og som han operaer står og falder med. Og dette ideal er i hvert fald ikke Hollywoods. - Jf. iøvrigt essayet om Mozarts sjæl og fascinationskraft.

Skal denne visdom og overbærenhed bevares i opførelsen af 'Tryllefløjten' - eller Mozarts andre store operaer - kræver det at den hårfine balance mellem det komiske og det ophøjede eller tragiske bevares. Og det er lige præcis hvad der lykkes hos Taymor. Helt modsat hvad der skete med den udgave af 'Figaros Bryllup' fra Zürcher Operahaus vi havde muligheden for at se på DR2 i nytårsdagene. Den havnede i distraherende teatereffekter og fejlagtig personinstruktion der svigtede Mozarts idé på alle afgørende punkter, trods stjernebesætningen med Anna Netrebko i spidsen.

Julie Taymor forløste 'Tryllefløjten' på en måde der viste at Mozart var nået det stadium i sin udvikling der hævede ham over såvel ensidig komik som ensidig tragik. Han gik med fuldstændig sikker sans og intuition ind i den helhedsrealisme hvor komplimentariteten råder og hvor opera derfor bliver kult og operateatret kultsted. Det der foregår på scenen foregår i hver enkelt af os - og det foregår på det mytiske plan hvor de arketypiske forestillinger råder og afgiver energi.

Allerede et par ydre ting forhindrer det, idet forestillingen trods al illusion og fortryllelse forblev tv-gengivet teater uden direkte kontakt med de medvirkende. Det betød at publikum mødte feststemte og veloplagte op, men allerede gennem besværet med at finde deres pladser i halvmørket sank ned på normalt forventningsniveau i en biograf - og at flertallet også tog overtøjet med ind, hvad man af gode grunde ikke gør i teatret. Det betød endvidere at publikum i biografsalen hørte publikum i The Mets store sal more sig og applaudere, men - bortset fra enkelte spage tilløb fra enkelte publikummer undlod selv at applaudere, da det nu engang er temmelig malplaceret at gøre sådant i en biograf, hvor der ikke er nogen til at tage imod bifaldet.

Forskellen er altså markant, og det indvirker psykisk på oplevelsen. Uanset hvor stor og flot biografsalen er - og uanset hvor dyrt lydanlægget og hvor fin billedopløsningen - så bliver rummet ikke på samme måde som en teatersal nogensinde et rum der kommer til at svare til en kirke og dermed befordrer den særlige andægtighed det kræver at møde selve det ophøjede eller numinøse.

Dette rokker på ingen måde ved det gavnlige og værdifulde i hele initiativet. Men det bekræfter at opera fortsat skal ses i en sal der er bygget til formålet og gives live på stedet for et publikum der forventer mere end ren underholdning.

Alle operaelskere kan glæde sig over Nordisk Films initiativ - og roligt se hen til de kommende forestillinger med store forventninger. Man kan endda som undertegnede være så fræk at sige, at det sandelig er godt vi får Nordisk Films og The Mets tilbud, når Den kongelige Opera trods sin nye flotte bygning på Holmen ikke lever op til forventningerne om ægte kult.

Stadig gælder at vi i dag har mere behov for kult end vi nogensinde tidligere i historie har haft, bl.a. fordi kirken svigter - og at det ville være en gevinst om de der står med ansvaret for dansk teater, ballet og opera kunne indse hvad de egentlig skylder os. Og så prøve at levere det!

Operaen, pengene, kunsten og myterne  (15.1.05.)

Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater
om Kasper Bech Holtens opsætning af
Wagners opera på Det kongelige Teater 2003/04

Valkyrien kongeligt vulgariseret
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af
Wagners opera på Det kongelige Teater maj 2003.

Det musiske menneske
om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring gennem livets faser.

Hvad den rytmiske musik kan og vil
om Henrik Marstals samtaler om musik og liv.

Per Nørgårds musikalske univers
i anledning af komponistens 70-års dag.

Ind i musikken
om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed.